Pensionsalder, Jorns ælling og læren fra de tidligere krige

»Vesten er igen engageret i en krig, som vi ikke er forberedt på, og som vi ingen strategi har for at afslutte. Det minder om den måde, vi de seneste 20 år er gået fra nederlag til nederlag på.« Sådan skrev Rune Lykkeberg i en leder i ugen, hvori han opfordrede til at tage en timeout og reflektere over læren af vores fiaskoer, og hvorfor vi på trods af militær og moralsk overlegenhed endte med at tabe i Afghanistan, Irak og Libyen. For krigen i Ukraine minder mere om dem end om Anden Verdenskrig. Han trækker en nedtur over den blindgyde, Vesten er på vej ind i. Ugens store historie i det danske var den regeringsnedsatte pensionskommission, der onsdag fremlagde sine anbefalinger, herunder en opfordring til, at pensionsalderen stiger i et mere moderat tempo, end hidtil. Og med den diskussion er vi lige midt i kampen mellem finansministeriets logikker og befolkningens forestillinger om det gode liv, skriver Sebastian Gerding og Martin Bahn. For: »Man kan sige, at pensionsalderen måske er det emne, hvor der er størst afstand mellem regnemodellernes økonomiske logik og folks forestillinger om deres alderdom.« De to er i studiet. Og så skal vi da vende ugens store kulturhistorie nemlig hærværket mod Asgar Jorns Den foruroligende ælling fra 1959. For da Ibi-Pippi Orup Hedegaard skrev sin signatur på et af Jorns hovedværker, var det udtryk for en klichéagtig opfattelse af Jorns metode. Den aktion handlede om Ibi-Pippi Orup Hedegaard selv. Jorns mission var netop at fjerne fokus fra kunstneren, fortæller Lise Benthin Præstgaard.