Bag scenen

”Jeg kan huske jeg var inde på Hofteatret, jeg ville sidde i kongelogen”, siger Camilla Hübbe, ”det er min første erindring om teatret”. Camilla er kunstnerisk leder på Det Lille Teater og Marionetteatret i Kongens Have – og har før det været produktionsdramaturg på en lang række af de store teatre rundt om i landet. Hun blev uddannet fra Dramaturgi på Aarhus Universitet – ”det var så sjovt!” – og skrev speciale om Kirsten Dehlholm. Camilla er på flere måder tæt på praksis. Ikke mindst som forfatter til en række børne- og ungdomsbøger, foruden en hovedforfatter til julekalenderen Tvillingerne og julemanden. Sansen for børns verden præger hendes arbejde med Det Lille Teater, fx med forestillingen baseret på Alberte Windings børnesange Tju Bang (Chokolademand). Hun henter inspiration bl.a. i nordisk mytologi og det viser sig både i forfatterskabet og i hendes dramaturgiske dagligdag. Verdensalvor og evnen til at se det sjove i de små ting, går igen i alt hun fortæller. Hør selv!

Fra salonen til scenen. Den vej tog Helle Denhardt Knudsen heldigvis. Eller rettere: fra sin egen frisørsalon i Aalborg til bag scenen på Aalborg Teater. Helle er frisør og sminkør og leder af frisørafdelingen og påklæderne på teatret. En af dem, der kom fra et andet fag, her frisørsalonen, og ind på teatret og får det til at blive teater. En af dem, der opererer bag scenen og ude i kulisserne – og sørger for at få tingene til at hænge sammen og sætte det hele, ikke mindst frisurer og parykker, op, så det kan spille på scenen. Helles arbejde spænder bredt fra håropsætning og farve, parykhåndtering, klipning, kostumeskift, make-up, planlægning, skemalægning, udveksling med de øvrige faggrupper, deltagelse i produktionsmøder m.m. Alt det, der får teatermaskinen til at blive magisk.

Drømmer jeg eller er jeg vågen? Sådan siger Holbergs Jeppe på bjerget. Og sådan har han talt til teaterhistorikeren og dramaturgen Bent Holm lige siden da. Bent har arbejdet med Holberg overalt i verden. Og det med øje for, hvad det historisk betingede har at sige nutiden og omvendt. Hele tiden har drømmens og maskeringens fænomen, hverdagslivets rollespil, været til forskningsmæssig og kunstnerisk undersøgelse. Det eksistentielle og det komiskes rituelle urkraft har mange kilder og kendetegn. Det har ikke mindst vist sig i Bents beskæftigelse med den italienske verdensstjerne Dario Fo. Og det hele startede i Hofteatret i 1968.

At være eller ikke at være – oversætter. Det er kunsten og den kunst har Niels Brunse været optaget af, siden han som 14-årig dreng i Hamlets Helsingør kunne Hamlets verdensberømte monolog uden ad. Niels har gennem et langt liv i sprogets verden oversat et par hundrede både litterære og dramatiske værker, her i blandt Shakespeares samlede skuespil. Det gør han med kunstnerisk lydhørhed, et sprogligt gehør og et kulturhistorisk udsyn af rang. Hvad gør man fx med ordspil og dårlige vittigheder af den slags, som Shakespeare elskede at massere ind i sine dramaer? ”Der skal man af og til gå mærkelige omveje”, siger Niels. ”Nogen gange skal man oversætte funktionen og ikke betydningen”. Hør ham fortælle om såvel detaljer som de større sammenhænge, der skal tages iagt, når man oversætter, ikke mindst til scenisk brug.

”Det er som om at det helt perfekte”, siger Sonja Lea, ”det findes bare ikke”. Sonja Lea er en af dem, der kaster lys over teatret. Og det har et hav af større og  mindre teatre rundt om nydt godt af. Nu som før er det, lyset og teaterteknik i det hele taget, måske noget af det vigtigste og magiske ved teatret. Lyset sætter stemningen og stedet og hele blikket på handlingen og ordene. Ikke mærkeligt, at Sonja Lea i de senere år har givet sig i kast med lysdesign til udstillinger og museer. Hør hende fortælle og give et spændende indblik i arbejdet og udfordringerne.

”Hvis du kan noget”, siger Pelle Koppel, ”så kan du mere end det”. Og det må man sige, han selv har levet op til. Pelle Koppel er leder af Teater V i Valby, København, men først var han håndboldspiller, så skuespiller og dramatiker, og i 2005 stiftede han så Teater V, som få år efter blev godkendt som Lille Storbyteater eller Bydelsteater, som de selv kalder det. Hør Pelle fortælle om hans og teatrets visioner og mange forskellige aktiviteter, fra det mest smalle til det brede, fra tæt samspil med lokale institutioner, digitalt drama, tilbagevendende opsætninger af Karius og Baktus – og ikke mindst samtidsteater, bl.a. Tvind – the musical, som indgår i udstillingen Teater til tiden, der kan ses i det genåbnede Teatermuseet i Hofteatret.

Atomforsker blev det ikke til. Teater kunne også gøre det, fortæller Stig Jarl, gennem generationer lektor og teatervidenskabsmand på Københavns Universitet. Men Stig tog også fra første færd livtag med det teater, der både var det klassiske og det samtidige. Det skete på universitetet, hvor teaterstudierne som så mange andre fag var under stærk forandring. Men det skete ikke mindst med teatret ude i byen, på nye steder og i nye sammenhænge. Gruppeteater, intimscener som Fiolteatret, performances som dem, Solvognen fyldte Københavnske gader og medier med i 1970’erne. Det var en anden tid, hvor teatret blev politisk og satte rav i gaden – og i Magasin. Hør Stig berette om teatret og tidens gang dengang.

Teatret har flere stemmer end dem, vi hører fra scenen. Skjult ved scenen er af og til suffløren, der diskret hjælper ordene på vej, hvis skuespilleren har svært ved at få tungen på gled. Og bag scenen findes af og til en stemmecoach. En af dem er Klaus Møller, som er fast tilknyttet Det Kongelige Teater og underviser mange af Danmarks bedste skuespillere, musicalperformere og sangere. Hør ham fortælle sin fascinerende historie om vejen fra at være en tavs dreng, der ikke kunne sige sit eget navn, og skridt for skridt drage ind i teatrets og stemmens forunderlige verden. Og det med stemmen, dens brug og udfordringer, det rækker langt ud over teatrets verden – og det gør det ikke mindst via Klaus’ indsats og engagement.

”Onkel Vanja var en person, man troede fandtes, Kirsebærhaven var et sted”, siger Rosa Feigenberg, ”og Teenagerlove det var bare sådan et begreb”. Som lytteren vil fornemme er Rosa Feigenberg født ind i en teaterfamilie. Så det var ikke det, teenageren Rosa så for sig som vejen frem. Det blev det heldigvis alligevel. I stort set alle de roller, der findes i kulisserne: påklæder, regissør, rekvisitør og forestillingsleder. Gennem mange år på landevejen med turnéteatret Det Danske Teater, Grønnegårdsteatret og mange flere – og nu på Det Kongelige Teater. Hør hende fortælle om det nære i det daglige og det høje i kunsten – og om hvordan man er menneske i en broget branche som teatret.

”Det er meget sjovt, at efter at jeg er blevet ansat af dig som chef, der har jeg fået mere at sige end da vi var et kollektiv”. Sådan sagde skuespilleren Lisbeth Knopper til Peter Westphael, da han var blevet chef for Randers Egnsteater. Peter er autodidakt skuespiller og leder – og har været den kunstneriske drivkraft og leder af teatret i et kvart århundrede, der i dag – med hans egne ord – er et moderne scenekunstnerisk kulturhus med en masse forskellige aktiviteter, der har udspring i eller berøring med scenekunsten. I dag hedder det ’bare’ Randers Teater, men er et såkaldt §5-teater på finansloven og når faktisk længere ud både demografisk og i forhold til de forskellige aktiviteter. Hør Peter fortælle om, hvordan man ikke kan lave en forestilling for alle, men bygge et repertoire og et kulturelt teaterhus op, der rummer alle.

Teatret, samhørigheden og samskabelsen. Det oplevede Gitta Malling værdien af fra første færd som barn, når klassen fra Rødovre tog til Ishøj teater. Ikke så meget for forestillingerne, men for det samvær, der var med skuespillerne, mens madpakkerne blev spist bagefter. De værdier har hendes lange liv i teatret været båret af siden da. Gitta har været en kunstnerisk og organisatorisk drivkraft i dansk teater gennem årtier. Hun har været leder af Limfjordsteatret siden 2001 og bl.a. tidl. bestyrelsesleder hos Statens Kunstfond (2022-2024), foruden at hun resten af 2025 er leder af fondens projektstøtteudvalg for scenekunst. Teater er også socialpolitik, uddannelsespolitik og kulturpolitik. Kunst er også noget, der styrker virkelighedsevnen. ”Jeg tror aldrig jeg havde været så god en sygeplejerske” referer Gitta en af sine tidligere elever for, ”hvis ikke jeg havde haft drama, fordi jeg lærte at stå ved mig selv og være sammen med andre mennesker”.

På din maske skal jeg kende dig, sagde Blixen. Spørger man maskemageren, skuespilleren og teaterpædagogen Finn Hesselager er masken fyldt med magi og med virkelighed af en anden verden. På sit værksted i en nedlagt landejendom i Nørre Snede og i tilknytning til det berømte Vækstcentret. ”Hvem er det egentlig vi er?”. Det er det, skuespilleren har en større spirituel bevidsthed om. ”Skuespilleren spiller en rolle med sit eget jeg plus noget ekstra”. Og det er sådan noget, masken både kan give indlevelse i og udtryk for. Masken som noget både mere menneskeligt og mere alment end det, skuespilleren og personen bag masken er. Hør Finn fortælle om sit liv med maskerne og tankerne bag dem, fra sin tid på skuespillerskolen i Aarhus og som leder af børneteatret Filuren og til nu.

”Og så sagde min farmor: Åh, det barn er jo et geni! Hun må jo til balletten”, fortæller Lone Hertz. Ja, men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld fik krigsbarnet Lone siden et langt og mangeartet liv i teatrets verden. Fra ung skuespiller, der spillede sammen med de helt store stjerner i tiden som Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Ebbe Rode og Dirch Passer, til årene som teaterdirektør sammen med Malene Schwartz og siden som rektor for Statens Teaterskole i en tid, hvor det virkelig var usædvanligt, at kvinder kunne det, og hvor omverdenen i det hele taget ikke havde stor tillid til kvindeligt lederskab. Hør Lone fortælle om de tilskikkelser, teatret og livet har bragt hende og som hun har mødt med opløftet pande i med- og modvind. Og ikke mindst, hvad de erfaringer har givet hende i forståelsen af teatret som andet og mere end en kunstart, som en social aktivitet, der kunne fortjene en stærkere position i skolerne og styrke både de menneskelige og faglige relationer.

Hvad har CaféTeatret, Jytte Abildstrøms Riddersalen, mågerne Kaj og Børge fra Scanlines’ berømte tv-reklame fra 1990'erne (’Hej Kaj - Halløj Bøje’), Rasmus Klump og Cirkus Nemo med hinanden at gøre? Det hele peger hen på Paul Arne Kring, dukkemager, dukkespiller og meget andet. Kring er en af dansk teaters skjulte helte gennem et halvt århundrede. Engang skabte han også tegneserier, bl.a. om detektivforfatteren Bollette Hansen, bragt i Ekstra Bladet i 1980’erne. Han går måske en stor fremtid i møde som cartoonist, skrev Helsingør Dagblad om den 20-årige Kring i 1973. I mange år var han også tilknyttet Det Lille Teater og Marionetteatret i Kongens Have som netop dukkemager og dukkespiller. Hør ham fortælle om dukkespillets magi og historie og meget andet. Og så er han vild med Pink og Britney Spears – og hans helt private skjulte helte er fugleedderkopper!

”Jeg var 800-meterløber i 10-12 år af mit liv”, siger Kitt Johnson, ”så sporten var det, der fyldte det hele, og jeg vidste meget lidt om kunst og havde været meget lidt i teatret”. Det kom hun så eftertrykkeligt efter, fra hun var midt i tyverne. I dag er Kitt Johnsen en af Danmarks internationalt anerkendte performere og dansekoreografer, der bruger det fysiske udtryk og tilstedeværelse i konkrete rum på nye og overrumplende måder – i Danmark og rundt om i mange forskellige lande og altid i tæt samarbejde med andre kunstnere. ”Man er jo aldrig alene i det her!”. Tilbage i maj kuraterede hun en af sine spændende performancevandringer i ofte mere oversete byrum, kaldet Mellerum, denne gang på Amager vest. Og netop når denne podcast udsendes bidrager hun på Brigittines International Festival i Bruxelles med sin performance STIGMA. Hør Kitt fortælle om et spændende og anderledes liv i og med dans og teater.

”Jeg ville være balletdanser”, siger Jørgen Carlslund. Sådan gik det ikke, men det fortæller noget om, at ikke mindst teatrets verden er fyldt med mennesker, der er kommet snublende ind i det, der blev deres faglige skæbne. Jørgen Carlslund er som så mange andre i kunstens verden autodidakt og har i flere årtier først og fremmest været en kunstnerisk og organisatorisk drivkraft i udviklingen af dansk børneteater. Siden 2010 og indtil for nylig var han sammen med Marc van der Velden leder af børne- og ungdomsteatret ZeBu. Og før det var det Corona Danseteater, teatret Corona La Balance mv., foruden mange års ledende indsats i teatrets faglige organisationer. Hør ham fortælle om den lange rejse fra barndommen på landet med tv-teatret i sort-hvid gengivelse og ind gennem dansk børneteaters rivende udvikling gennem de seneste årtier.

”Det bizarre ved min historie ind i teatret er jo”, siger Line Knutzon, ”at jeg kommer fra en teaterfamilie, men det interesserede mig ikke”. Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker og har været det på sin helt egen måde, siden hun debuterede i starten af 1990’erne med De usynlige venner i 1992 og ikke mindst Først bli’r man jo født i 1994. Hun beskriver sig selv mere som et lydmenneske end som et skrivemenneske. ”Og jeg vidste slet ikke der var noget, der hed dramatik”. Hør Line fortælle om sin egen kringlede vej ind i dramatikken og meningen med det hele – som også rummer den helt mærkværdige og pragtfulde forestilling Torben Toben fra 2000, et stykke samtidsabsurdistisk dramatik, der kan ses og høres mere om i udstillingen Teater til tiden, når Hofteatret åbner igen.

”Vi var seks instruktørstuderende, tre fra Europa og tre amerikanere”, siger Jens Svane Boutrup. ” Vi havde intet tilfælles og det, der var dejligt ved det, det var, at vi fandt jo så ud af, hvornår noget var godt og hvornår noget ikke var godt – og at det ikke havde noget med smag at gøre”. Jens har de seneste 16 år været leder af Bornholms Teater, et af Danmarks mange mindre egnsteatre, der giver teatret liv lokalt og regionalt. Hør Jens fortælle om det teater, der både blev en livsvej og en levevej. Det startede på Lolland i et stort hus fyldt med kostumer, der førte ham i retning af skuespilleriet og teatervidenskaben, og senere bragte ham videre til New York og instruktørvirket – og med udsynet i behold tilbage til dansk teater og Bornholm, hvis lokale historie med Jens’ indsats har fået scenisk liv som ikke før set.

”Der var ikke en af dem, der havde ti fingre på det tidspunkt”, fortæller Ruth Grønborg om dengang hun mødte de mennesker og det miljø, der viste hende vej ind i teatrets verden. Ruth er teatermaler på Aarhus Teater. Hun er en af dem, der arbejder bag og med kulisserne, og som har kæmpebeundring for de andre i teatret, for skuespillerne og instruktørerne. ”Sikke en masse snak, der er en gang imellem, hold da op!”. Hør hende fortælle bramfrit om et langt liv som teatermaler og som engageret aktør i en branche, der er præget af en unik, praktisk og visuel materialebevidsthed, men som også på godt og ondt er under forandring for alvor pga. den teknologiske udvikling. Og så kan hun i øvrigt allerbedst lide hørespil, især svenske hørespil.

”Sådan noget gad jeg godt at lave”, siger Michael Nøhr. Han fortæller om dengang i 1988, hvor man markerede 200-året for stavnsbåndets ophævelse. Det gjorde man også indenfor teatret, og også i Vestjylland, hvor Michael voksede op. I en forestilling om en herremand og hans stavnsbønder, var herremanden og hans folk, sådan som man også ofte ser det i Jeppe på bjerget, klædt i store rokokokostumer. Så var Michael sporet ind og hans eget personlige stavnsbånd løsnede sig. Michael er uddannet skrædder fra Det Kongelige Teater. I nogle år fra 2018 og frem til coronaen var han kostumier i Cirkusrevyen, ligesom han har arbejdet for flere andre revyer rundt om i landet. Han arbejder fra sit eget værksted i Valby for andre teatre som fx Folketeatret og museer, hvor man har brug for historiske kostumer til reenactments osv. Hør Michael fortælle om et kunstnerisk håndværk og et praksisnært virke af den slags, der sker bag scenen, men i den grad er synligt på scenen.

”Jeg er skideglad hver morgen, når jeg står op og ved at nu skal jeg lave det”, siger Hans Nørregaard, ”og jeg er også glad for de lange pauser ind imellem, hvor jeg ikke skal lave det”. Hans Nørregaard er 76 år og en af de seneste generationers drivkræfter inden for børneteater af forskellig slags rundt om i Danmark. I dag lever han sammen med sin kone i Mols Bjerge, i et hjem præget af et langt liv i scenekunstens tegn. Ikke mindst den scenekunst, der har børnene i centrum. Det hele startede på Bornholm og teatret førte ham siden rundt i landet og i tæt kontakt med børn i helt andre situationer og sammenhænge end den, han selv havde mødt som barn med Dansk Skolescene. I dag giver han det hele videre til de unge generationer. Det er særligt dukketeatret, der har haft og har hans interesse. ”Dukker kan noget, som skuespillere ikke kan”. Hør ham fortælle om det og meget andet. ”Rytme, puls, pause”.

”I Toronto mødte jeg så andre”, siger Anne Middelboe Christensen, ”som også var bidt af tanken om at sætte ord på dans”. Anne Middelboe Christensen er en af Danmarks flittigste og mest dedikerede anmeldere af dans og scenekunst, ja og forfatter, dramaturg og underviser i kulturjournalistik. Der er ikke det hjørne af Danmark og af scenekunsten, hun ikke har været i og skrevet om. Men det startede med balletten og det fik ben at stå på i Toronto. ”Det der med, at man kan bevæge sig på en måde, som man slet ikke gør til daglig”. Det fortsatte på Kalundborg Folkeblad og på Weekendavisen. Siden 1995, har hun holdt kritiker- og skribentfanen højt i Information, og derudover skriver hun bl.a. i iscene.dk og gjorde det i Teateravisen indtil den lukkede for nylig. Hør hende fortælle kærligt, kritisk og omsorgsfuldt om dansen og teatret, om hendes eget liv i og med det – og om det at sætte ord på det.

”Da jeg startede på Møllen, havde jeg ikke set en eneste teaterforestilling”, siger Gitte Kath. Gitte er som så mange andre ildsjæle i danske teaters historie uddannet til noget andet, nemlig som væver og tekstilkunstner. Men hendes kurs tog snart en anden retning. Hendes livslange virke er tæt forbundet med Teatret Møllen i Haderslev, et af Danmarks ihærdige og ældste – nu mere end 50 år gamle – egnsteatre, ikke mindst for børn. Sans havde hun, for materialer og for børn – og den sans bragte hun og Møllen med ind i de forestillinger, de producerede for voksne. Og alt det tog hun igen med sig ind i et livslangt virke som plakatkunstner, både inden for teatret og i alle mulige andre sammenhænge. Bag det hele ligger erfaringerne som væver og tekstilkunstner: ”Bagsiden er lige så vigtig som forsiden, hjørnerne er lige så vigtige som centrum – og bifigurerne er lige så vigtige som hovedfigurerne”.

”Jeg har ikke haft den der skuespillerdrøm som noget professionelt”, fortæller Marc van der Velden, ”det var bare noget man gjorde, det gjorde alle”. Efter nogle år i Italien og med inspiration i bl.a. Odin Teatrets praksis kom Marc til Danmark i 1988. Siden da har han været en af de dedikerede drivkræfter i udviklingen af teater for børn og unge. Hør ham fortælle om de kollektive, sociale, menneskelige og kunstneriske erfaringer, arbejdet som især organisator og instruktør gennem fire-fem årtier har ført med sig i Theatret La Balance i Vanløse, som voksede og blev det første statsensemble for børneteater, Corona La Balance, og siden i lille storbyteatret ZeBU. Dansk børneteater er en historie for sig, lokalt, nationalt – og internationalt. ”Hvis man kigger på eksport af dansk teater”, siger Marc, ”så er børneteater milevidt foran alle andre slags teatre”.

”En enorm oplevelse ”, siger Benedikte Hammershøy Nielsen, ”selv om den jo faktisk handler om Vietnamkrigen”. Det er musicalen Hair, hun taler om. Det var 1972 og hun var 12 år. Hendes forældre havde taget hende med ind i Cirkusbygningen for at se den også for hende banebrydende forestilling om nutiden og tilværelsen her og nu. Den overvældede hende og det har teatret gjort mange siden da, ikke mindst ved talrige besøg siden i Det Kongelige Teater. Og siden 1997 er hun kommet der dagligt. For siden 1997 har hun arbejdet på Det Kongelige Teater som dramaturg. Et langt arbejdsliv i Danmarks største teaterhus, fyldt med historier og mange forskellige slags dramatik. Hør hende fortælle om et langt liv hen ad teatrets krogede vej, fra Cirkusbygningen over skoleteatret, universitetet, tv-dramatik, som hun skrev speciale om, Bådteatret, DR og videre frem i Det Kongelige Teater.

”Jeg er jo lidt ligesom Nikolaj Lie Kaas og Nikolas Bro et af de der garderobebørn”, siger Jokum Rohde. Altså et af de mange børn, som har haft en forælder, der var skuespiller og som betød, at han ofte var med på teatret og sad i garderoben, mens hans mor spillede på scenen. Her sad han og lyttede, både til højtalerne med lyd fra scenen og til snakken blandt skuespillerne i garderoben: ”Som en anmelder skrev, at hvis Rohde løber tør for replikker, så har han altid et arsenal af sovekammerfarce-replikker, han altid kan benytte sig af. Det er ikke altid positivt ment ...”. Jokum Rohde troede han skulle være romanforfatter, men blev over tid en af Danmarks førende dramatikere. Det har han været siden midten af 1990’erne. Hør ham skarpsindigt hudflette sin egen dramatiske praksis og vej gennem teatret.

"Det var jo en kulturomvæltning uden lige", siger Claus Seidel, "det var en fremmed dreng, der gik ind i et teater og satte sig – og så kom han aldrig ud igen". Claus Seidel er tegner, teatertegner og mere end det. Seidel voksede op i et arbejderhjem, hvor teatret var en anden verden, man ikke besøgte. Det med at tegne startede ikke i barndommen, men oppe i teenage-årene, hvor han satte sig i Tivoli og tegnede mennesker, der passerede forbi. Så det med at tegne tingene i flugten blev han trænet i fra starten – og det kom ham til gode, da han pludselig blev antaget som teatertegner ved Land & Folk. Det tager tyve år at lære, siger han. Siden 1966 har han så været teatertegner uden ophør, i de senere år primært til de digitale medier. Og så er han manden bag Museet for Dansk Bladtegning i Den Gamle By.

”Den er helt sikker”, siger Susanne Sangill om sig selv, ”hun skal ikke den vej!”. Men det skulle hun. Susanne Sangill er en af landets mange, lokalt forankrede og virkende teatermennesker. Som autodidakt regissør, skuespiller og instruktør har hun i nu mere end to årtier haft sit virke som skaber og leder af et af Danmarks mindste egnsteatre, Himmerlands Teater i Hobro. ”Jeg ansætter aldrig nogen, der ikke har mindst fire kasketter på”. Hør hende berette om et langt liv på og udenfor scenen, fra første færd med børneteater for de allermindste på Tumlingescenen på Aalborg Teater til her og nu, hvor hun er engageret i alle sider af et lille teaters virke, hvor fællesskab og kunstneriske ambitioner går hånd i hånd. Et liv i teatret, hvor tilfældighederne ofte har spillet et heldigt puds. ”Sådan noget sker bare ikke i virkeligheden – men det gjorde det!”.

”Jeg har altid syntes, at teatret var noget rigtigt støvet noget”, siger Iben Nagel Rasmussen. Men så løb hun ind i Eugenio Barba og Odin Teatret på Holbæk Kunsthøjskole. ”Og så var benene slået væk under mig i løbet af 50 sekunder”. Så siden 1967, hvor hun selv debuterede som skuespiller på Odin Teatret, har Iben har været aktiv – og det er hun stadig. Siden 1989 har hun ledet sit eget internationale teaterpædagogiske projekt, Vindenes bro. Optagelsen her fandt sted netop som hun var midt i de afsluttende prøver på den nye forestilling, I Coralli della Memoria (Erindringens koraller), som var på vej til Italien – og efter premieren dér, vil forestillingen blive spillet hos hendes gamle elever på Teatret OM i Ringkøbing. Vindenes bro refererer til et digt af Ibens far, Halfdan Rasmussen. Hør hende læse digtet op og fortælle om sit lange og helt unikke liv med teatret og teatret som kulturel sammenhængskraft.

”Det bringer mere lykke at søge mening”, siger David Drachmann, ”end det giver mening at søge lykke”. David er teatermaler og mere end det. Efter mange år på Det Kongelige Teater, har David gennem de seneste år været selvstændig og har opgaver inden for mange hjørner af teater, film og tv. Hør ham fortælle indsigtsfuldt om teatermalerens rolle og samspil med teatrets øvrige aktører, både dem omkring scenen og dem udenfor. Og ikke mindst om den form for virkelig og visuel illusion, der skal skabes. ”Det handler om at male så det ser ud som noget, du kan se bort fra i næste øjeblik”. Hør ham også fortælle om de overvejelser, der ligger bag den historiske scenografi til Hofteatrets scene, som han har malet – den første skabt specifikt til Hofteatret, siden det lukkede ned i en periode på 40 år i 1881.

”Jeg var for dansk til at spille udenlandsk”, siger Sargun Oshana, ”og for udenlandsk til at spille dansk”. Sargun Oshana er i dag en prisvindende instruktør og allerede tidligere teaterchef for Blaagaards Teater. Sargun kom til Danmark som flygtning fra Irak som 7-årig. På både den ene og den anden måde var teatret en fremmed verden i hans opvækst. ”jeg tror ikke engang man vidste, hvad en skuespiller var”. Siden har livet og teatret været frugtbare kilder for hinanden i Sarguns virke. Hør ham fortælle om det, og om det at give lyd og liv til de uhørte stemmer. ”Hvert eneste menneske har værdi, har noget der er smukt, når det bliver fremkaldt”.

”Jeg var ikke nogen teaterpige”, fortæller Marianne Philipsen, ”lad os bare sige det som det er: jeg kom ikke i teatret”. Det har i den grad ændret sig. Gennem mange år har Marianne været ansat på Aarhus Teater som teatrets arkivar og hun er i dag, som person og som indsigtsfuld og engageret arkivar mm., en central person i teatrets dagligdag. Arkivet er i dag et levende aktiv i teatrets kunstneriske produktion, fx i forbindelse med Sargun Oshanas iscenesættelse af Den unge Werthers lidelse i 2020. Marianne producerer også udstillinger i og udenfor huset – bl.a. sammen med Teatermuseet i Hofteatret på KØN i 2022 – og andre former formidling. Der er dedikation og kraft i Mariannes virke – bare hør hende fortælle.

”Du siger ikke ét ord”, fortæller Line Wilton, “som i: ikke ét ord”. Ordene var hendes far og de faldt til den femårige Line, da hun for første gang var med ham i teatret. Siden blev det at sige de rigtige ord på de rigtige tidspunkter selve dét, det handlede om – men uden at publikum hører det. For Line Wilton har tilbragt et langt arbejdsliv som sufflør. Suffløren er en vigtig stemme i teatret, men jo usynlig og ikke-hørlig for tilskuerne. Eller rettere sagt var. For sufflørens rolle og placering – for så vidt som hun overhovedet er til stede mere – har ændret sig drastisk over tid med scenografiens og teknologiens udvikling. Hør Danmarks nok mest erfarne sufflør fortælle historier fra et langt liv i rollen som teatrets Livline, som hun med rette er blevet kaldt.

”Hvis bare man smækker én dør hårdt nok bag sig”, siger Palle Granhøj, ”så er der to andre der åbner sig”. Palle Granhøj er en ener i dansk teater og dans. Fra Vendsyssel og gymnastikken rejste han ud i verden og ind i dansen, hvor han fandt sin helt egen autodidaktiske plads, i første omgang på den aarhusianske dansescene. Det hele var ikke uden modstand, men Palle Granhøj har forstået at gøre en dyd af nødvendigheden. Som kunstnerisk leder og koreograf skabte han lille storbyteatret Gran – Teater for dans og siden kompagniet Granhøj Dans. Hele vejen igennem med begrebet om ’obstruktion’ som kunstnerisk modstandskraft og benspænd. Det førte til samarbejde med teatre som Odin Teatret og Det kgl. Teater, museer som SMK og kulturinstitutioner rundt om i Danmark og ud i verden. Til 50 forskellige lande. ”Jeg havde aldrig nogensinde med min lille hjerne have fået de ideer, men jeg kunne sætte en proces i gang og så skete der noget – og så har jeg ikke lavet andet siden”.

”Mange af os”, siger den 91-årige kritiker og anmelder Gregers Dirckinck-Holmfeld med vanligt lune glimt i øjet, ”er jo fallerede kunstnere”. Det var operaen, der trak i den unge Gregers. Han blev dog aldrig optaget på operaskolen, men levede ikke desto mindre af at synge i flere år i kirker og som solist. ”Men det var altså ikke andet end som  amatør”. Siden tog livet som musik- og teateranmelder fart – og i en årrække også rollen som tv-vært. Ikke mindst hans mangeårige samarbejde med teatertegneren Claus Seidel har sat sine spor og blev i 2019-20 til udstillingen Nu – til stregen! i Hofteatret. Hør ham fortælle om det med at gribe kunsten i flugten og skrive med lynets hast. ”Der hvor jeg har mest travlt, dér er det bedst!”.

”Den første gang jeg så en ballet, var jeg fem år gammel”, fortæller Nikolaj Hübbe, ”jeg holdt ikke kæft og jeg blev tysset og min mor blev skældt af det omkringsiddende publikum, for jeg larmede sådan … men jeg kunne slet ikke være i mig selv”. Nikolaj Hübbe har virkelig levet hele sit liv med krop og sjæl i ballettens verden. Det blev hans virkelighed og det blev hans eventyr. På scenen, bl.a. som solodanser gennem femten år i New York City Ballet. Og bag scenen, siden 2008 som balletmester ved Det Kgl. Teater. Det ejer sin egen magi, konstant at være sig selv som en anden, midt i kunstens verden. Og det kræver sit, af en selv og af andre. Hør ham fortælle om, hvad det er, der gør det – og om hvad kunsten kan gøre ved ens virkelighedsforståelse.

”Bare jeg får min vilje”, siger Lisbet Dahl, ”så er jeg simpelthen så nem at være sammen med!”. Lisbet Dahl er kendt af alle, ikke mindst fra Cirkusrevyen på Bakken, hvor hun var kunstnerisk drivkraft bag scenen og frontfigur på scenen, lige indtil coronaen satte sig på det hele. Selv har hun kendt og levet i teatrets verden, siden hendes far blev souschef på Odense Teater midt i 1950’erne, da hun var bare 10 år. Som bare 18-årig kom hun på elevskole i Aalborg. For tyve år siden var hun i Hofteatret for at modtage Henkel-Prisen 1983. Nu er hun her igen for at fortælle om, hvordan hun lige fra starten, bl.a. som Pippi Langstrømpe, griber til improvisationer og indfald, der åbner vejen ind til revyens mangefacetterede og publikumsnære univers, og om hendes kunstneriske livtag med Edith Piaf og om intuitionens kraft og nødvendighed. ”Men nogen gange træffer jeg ikke beslutninger, for hvis jeg kun gør det jeg selv synes altid, så bliver jeg jo ikke klogere”.

”Jeg er ikke sådan en, der har punchlines”, slår Karin Betz fast. Karin Betz er scenograf og kostumedesigner gennem flere årtier, men startede ganske sigende på Arkitektskolen med Visuel kommunikation – straks blev det til scenografi til Vesterbro Ungdomsgård, da det kørte for fuld kraft. Siden blev det til årtier med levende mennesker og det levende teater, men skulle det være som skuespiller, scenograf eller instruktør? Det blev så scenograf. Hør Karin fortælle om sin færden i dansk teater fra 1980’erne og frem til de seneste år, hvor teknologien har skabt nye muligheder for de visuelle universer, som teatret på sin helt egen måde lægger rum til.

”an English phenomenon in Danish theatre”, sådan hed den udstilling, Teatermuseet i Hofteatret lavede i 2015 med Vivienne McKee og London Toast Theatre. Vivienne voksede op og uddannede sig som skuespiller og dramatiker i England, før hun flyttede til Danmark og slog dørene op til dansk teater, i første omgang til det nu hedengangne Café Teatret i det indre København. Fra den ene dag til den anden skabte hun gruppen London Toast Theatre og snart også den helt specielle juleforestilling, the Crazy Christmas Cabaret, fyldt med gags, satire, slapsticks og ind- og udfald mod samtiden. CCC spiller i 2023 – uden statsstøtte – for 40. gang i træk, siden 1998 i Glassalen i Tivoli. Hør hende fortælle om CCC, Otto Leisner, Trump og om at være engelsk skuespiller og dramatiker i Danmark med sin egen teaterflise m.m. 

”Det første billede af mig og Odense Teater er fra 1960, hvor min far blev udnævnt til teaterchef”, fortæller Kasper Wilton, ”min mor og far står foran teatret og jeg er med på billedet fordi min mor var højgravid”. Det startede tidligt og selv om han kun er få år på den anden side af 60, har Kasper gennem flere årtier været en vital og væsentlig drivkraft i nyere dansk teater, både som instruktør og direktør. Fra 1996 som ung direktør for Vendsyssel Egnsteater, snart Vendsyssel Teater. Siden som direktør for netop Odense Teater og siden 2000 som direktør for Folketeatret. Efter sæsonen 2023-34 stopper han som direktør, men fortsætter sit virke som instruktør. Hør Kasper fortælle, bl.a. om sit engagement i at forny den tradition for folkeligt teater, som Folketeatret har været frontløber i gennem generationer. 

”I mit feltstudie skulle jeg skrive om teater”, siger Per Kap Bech Jensen, ”men jeg kom jo til at lave praktiske ting i stedet for”. Per er direktør på Nordisk Teaterlaboratorium i Holstebro. Hans vej ind i teatrets verden startede lidt længere oppe i Jylland, på Mors, langt væk fra teatret og med fuld fokus på elitehåndbold. Herfra gik det med nødvendighed videre ud i verden. Efter en tid som militærnægter på Teatret Svalegangen og selvstændig kulturproducent førte det ham ad forskellige veje til et dagligliv som kunstnerisk og organisatorisk leder af Nordisk Teaterlaboratorium, der har taget over, hvor Odin Teatret holdt op. Med stærk lokal forankring og udsyn til den større verden. 

”Jeg sagde som 7-årig, at jeg skulle være skuespiller”, siger Lene Vestergård, ”og det har jeg ingen begreb hvor kom fra, for der var ikke noget, det var Herning, der var ikke noget at se på”. Lene Vestergård er en af de gamle frontkæmpere i dansk teater, ikke mindst indenfor børneteatret. Først efter flere år gik hun ind på lærerværelset, når hun var ude at spille skoleforestillinger, for det var jo børnene hun skulle være sammen med. Lene er skuespiller, sanger, fortæller og dukkefører og har turneret rundt i Danmark og verden. Mere og mere har hun arbejdet bag scenen og skabt forestillinger med stort verdensperspektiv, bl.a. værket KLINT – Musikteater om kalk, kridt og meteornedslag i Stevns Klint, hvor hun fik sten og geologer til at synge. 

”Vi var faktisk en form for åben kurateret scene”, fortæller Erling Larsen om CaféTeatret, ”til fordel for mange – også publikum”. Erling Larsen var i årtier en af det nyere danske teaters organisatoriske ildsjæle og personificerer faktisk den fantastiske udvikling og udvidelse, teatret har gennemgået siden slutningen af 1960’erne. Gennem fire årtier frem til det lukkede i 2011 var han organisatorisk og kunstnerisk bagmand på lille storbyteatret CaféTeatret. CaféTeatret blev meget mere end et institutionelt samtidsteater. Undervejs og siden da har Erling slået et stort slag bag scenen for alle de mange forskellige teatermiljøer og grupperinger, som ikke har fast spillested og hører til i det kunstneriske vækstlag – præcis som miljøet bag dannelsen af CaféTeatret og rundt om det gjorde. 

”Det eneste teater, jeg ikke har arbejdet på, er Østre Gasværk, og det er jeg rimelig fornærmet over”, siger Eva Deichmann, ”for det er det eneste teater, jeg har kunnet cykle til uden at holde hænderne på styret”. Eva Deichmann er en levende institution i dansk teater. Og det har hun sådan set været siden hun tog fat på at sy kostumer til Studenteroperaen tilbage i 1960’erne. Siden da er der stort ikke et hjørne af dansk teater, Eva ikke har været beskæftiget med. Pånær altså på Østre Gasværk. I Evas verden er der ikke forskel på høj og lav – og hun har også arbejdet sammen med Dronningen. 

”Jeg har jo prøvet alting”, siger Kaspar Rostrup, ”lige fra sufflør og påklæder til alle mulige roller, så jeg kan faget”. Kaspar Rostrup har været en af moderne dansk teaters både diskrete kulturbærere og markante frontløbere, siden han katapulterede både scenekunsten og teateroplevelsen med sine totalteater-iscenesættelser på det hedengangne Gladsaxe Teater. Bl.a. med den skelsættende Niels Klims underjordiske rejse, som indgår i udstillingen Teater til tiden, der kan ses i Hofteatret, når vi genåbner. Hør Rostrup her fortælle om små episoder og store begivenheder i hans lange liv og virke for dansk teater. Bl.a. om sufflørkassen i et af Danmarks ældste borgerlige teatre, Helsingør Teater, der nu står i Den Gamle By i Aarhus. Den er så lille, at suffløren kun kan se skuespillernes fødder. Men det er også alt nok…

”Hvis det ikke havde været sjovt”, siger Jytte Abildstrøm her, ”havde det ikke varet så længe”. Jytte Abildstrøm har været en ener og enestående fællesskabsdanner i dansk teater siden startet af 1960’erne. Hun startede et professionelt dukketeater. Hun var en frontløber i etableringen af dansk børneteater og i fornyelsen af revyen, ofte sammen med Bodil Udsen. Hun katapulterede forståelsen af hvad kvinder og komik kan med hinanden, så det rækker ud over kønnet og stereotyperne. Nonsens og vaudeville blev pludselig to sider af samme mærkværdige udtryk. Og siden blev hun i en periode indbegrebet af moderne dansk børne-tv med roller som bl.a. damen i tv-serien Tyllefyllebølleby banegård og ikke mindst Sonjas mor i tv-serien Sonja fra Saxogade. Men gennem alt og det hele er gået en professionel alvor og et samfundsmæssigt engagement, som rækker langt ud over teatret. Det ene hænger sammen med det andet – og det giver hun et indblik i denne podcast. 

”Henrik Engelbrecht er et fænomen i dansk musikliv”, siger Gregers Dirckinck-Holmfeld. Siden Henrik trådte sine musikalske barnesko i Holbæk Garden, har han været vidt omkring i dansk teater- og kulturliv, bl.a. som orkestermusiker, som mangeårig studievært og operaredaktør ved DR’s P2, som operadramaturg på Det Kongelige Teater og musikchef i Tivoli. I dag er han forfatter, kunstnerisk konsulent og ikke mindst meget vidende og vital foredragsholder med ærmerne fyldt med indsigtsfulde historier og glemte hændelser fra musikkens, teatrets og operaens brogede verdner.