Historier fra True - fortællinger og anekdoter.

Maries fortælling om julen tager os tilbage til en tid uden juletræer, hvor traditionerne var enkle og fulde af betydning. Juleaftensdag var rolig. Pigerne lavede mad, mens karlene tog redskaberne fra marken i hus for at undgå myten om Jerusalems skomager. Risengrød blev serveret – en skål blev stillet ud til nissen – og middagen bestod af hvidkål, medisterpølse og flæsk, efterfulgt af salmer og små, praktiske gaver.

Marie Nielsen fortæller i 1940 om juleforberedelserne i True fra perioden 1890-1900, ofte omtalt som "de gode gamle dage". Dengang var årstiderne markante, og vinteren med sne og frost blev set som en naturlig kontrast til den varme sommer.

I True etablerede man i 1951 et frysehus med 20 bokse, hvilket gav beboerne mulighed for moderne madopbevaring. Frysehuset fungerede godt indtil 1970'erne, hvor hjemmefrysere blev mere udbredte.

Landsbyerne var afhængige af naturlige vandkilder som brønde, vandhuller og åer. Indtil midten af 1800-tallet var vandforsyningen primært et individuelt anliggende for hver enkelt gård eller husstand.

Den første telefon i True tilhørte købmand Niels Skjoldborg Sørensen. Det var en stor forbedring af forholdene med denne nyskabelse. Tidligere måtte man selv hente f.eks. læge eller dyrlæge, når der var behov for det. 

Noget af det karakteristiske ved landsbyen True er de mange arbejderhuse, der er i byen. De små huse, der ligger spredt rundt i byen, skyldes primært, at der har ligget to teglværker i området.

Gennem slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blomstrede små lokale forretninger op forskellige steder i byen. Thomas Søndergårds købmandsforretning blev byens centrale handelsted, hvor man kunne købe næsten alt fra værktøj til kolonialvarer. 

Som så mange andre små landsbyer var True i gamle dage bygget op omkring et gadekær - og tidligere også en kirke. Gadekæret var beliggende der, hvor der nu er have foran Damgården, altså i området mellem Opkjærsvej 1 og 3. Damgården har helt sikkert fået navn efter sin placering.

Mejeriet blev hurtigt en hjørnesten i byen. Det var ikke længere kun hver enkel gård, der rodede med smør og ost i køkkenet – nu blev mælken kørt til mejeriet fra gårde i True og omegn. I 1883 blev mejeriet omdannet til et fællesmejeri, hvor de lokale leverandører – "granderne" – valgte en formand hvert år.

I midten af 1800-tallet etableredes vandmøllen ved Voldbækken syd for True som en stampemølle, der siden blev til kornmølle. Parallelt eksisterede True Vindmølle i næsten 80 år nord for True.

I slutningen af 1800-tallet var smeden en central skikkelse i True. Hans arbejde omfattede ikke kun smedearbejde men også landbrugsdrift, alt reguleret af en detaljeret kontrakt. For 135 rigsdaler om året fik han en bolig med jord, men med strenge krav til vedligeholdelse og dyrkning.

Før i tiden var skolegangen langt fra, som vi kender den i dag. Børn kom i skole, når der var tid og mulighed - især drenge skulle ofte hjælpe til i markerne eller tjene på gårdene. I 1822 gik der i True skole 18 drenge og 11 piger.

Under trediveårskrigen, altså i perioden fra 1618 til 1648 lå Jylland i skyggen af krig og kaos. Tyske landsknægte hærgede landet fra ende til anden, og det var, som om intet kunne stoppe deres grusomheder. 

True havde for mange hundrede år siden en kirke, som lå ca. der hvor den tidligere skole nu ligger. Kirkegården har ligget syd og øst herfor. Det vides ikke med sikkerhed hvornår kirken blev bygget, men tidspunktet ligger sandsynligvis i perioden mellem 1170 og 1300, hvor der blev opført masser af kirker i Danmark. 

Fattige blev kategoriseret i grupper efter arbejdsevne, og hjælpen bestod oftest i mad, husly og minimal støtte. Et konkret eksempel var Trues fattighus med to små lejligheder, som symboliserede datidens primitive sociale sikkerhedsnet. Perioden markerede en afgørende overgang fra tilfældig velgørenhed til mere organiseret social støtte.

I slutningen af 1800-tallet var lægehjælp i True nærmest fraværende. Med kun få læger i Aarhus måtte befolkningen ty til lokale "kloge" folk som An Mari, der udførte kopsætning, Kristiane, der kunne "slikke øjne", og jordemoderen Kristine, som praktiserede åreladning som behandlingsmetode.

Dengang landsbyerne summede af liv, og folk samledes til bryllupper, høstfester og markeder, var landsbyspillemændene uundværlige. Musikken var ikke bare til pynt – den satte stemningen og bandt folk sammen. Og hvis der var dans, ja, så var spillemændene hjertet i hele festen. 

Årets gang i True indeholdt en lang række af fester og traditioner, hvor hele landsbyen eller dele af den samledes og fejrede livets store og små begivenheder.

Fastelavn var mere end blot en fest - det var en årlig ritual, der fortalte historien om årstidernes skiften, om fællesskabets styrke og om kampen mellem mørke og lys. Traditionens rødder strakte sig langt tilbage i tiden, helt til den katolske periode før reformationen i 1536. Dengang var fastelavnsugen den sidste chance for ubændig livsglæde og overdådighed, inden de 40 strenge fastedage før påske satte ind.

I landsbyen True var livet en kompleks væv af traditioner, overtro og stærke fællesskabsbånd. Hver årrække var præget af dybe kulturelle rødder, hvor religiøse forestillinger, naturens rytmer og sociale ritualer definerede menneskers tilværelse fra fødsel til død.

Historien om gårdene i True er en fortælling om forvandling, fællesskab og menneskers utrolige tilpasningsevne gennem generationer. Det er en beretning, der begynder langt tilbage i middelalderen og folder sig ud gennem århundreders skiftende landskaber.

I slutningen af 1700-tallet var livet i landsbyen True præget af gamle traditioner. Bønderne levede i et tæt fællesskab, hvor hver beslutning skulle træffes i fællesskab - et system der betød, at selv de mindste landbrugsmæssige ændringer krævede timevis af diskussioner og fuld enighed mellem alle landsbyens beboere.

En fortælling om liv, slægt og forandring I de sidste årtier af det 17. århundrede begyndte historien om Engkærgård . Begyndelsen var enkelt: en karl og en pige, der tjente præsten i Brabrand, fik tildelt et stykke jord ved en lille bæk, der løb ved østlængen og udmundede i et lille kær. Det var dette kær - Engkæret - der ville give gården sit navn og danne rammen om generationers liv.

Dengang for flere hundrede år siden var livet i landsbyen et levende fællesskab, hvor ingen stod alene, og hvor store opgaver var et anliggende for hele lokalsamfundet. Sådan var det også, når et nyt hus skulle bygges.

Velkommen til en ny podcast-serie, hvor jeg dykker ned i Børge Flyvholms bog "True - en landsbys historie". Som en julekalender-inspiration, har jeg udvalgt 24 nedslag i bogen, som jeg vil dele med jer over de næste 24 dage.