Kaffe & Ledelse

I dette sidste afsnit af Kaffe & Ledelse sæson 4 samler Ayhan Gormez trådene efter et år med store temaer og stærke samtaler – fra ledelse uden sikkerhedsnet til tro, tvivl og teater. Han deler sine refleksioner efter sæsonfinalen i Cirkusbygningen, fortæller om de unge ledertalenter, der har gjort indtryk, og løfter sløret for, hvad der måske venter i sæson 5. Et personligt og eftertænksomt afsnit om at give slip, finde ro – og få øje på nye veje i ledelse og i livet.

🎙️ Tro, Tvivl og Teater – Del 2 i Cirkusbygningen Kan humor, krop og teater åbne nye veje for ledelse – og hvordan balancerer vi mellem tvivl og retning i en uforudsigelig verden? I anden akt satte Omar Marzouk scenen med satire om klima, integration og humorens rolle i ledelse – en påmindelse om, at grin kan være livets balsam og et redskab til at tackle konflikter. Debatten blev ført videre af Lisbeth Knudsen, Andrrew Ethen Elliot Mogensen, Hassan Preisler og Marie Storkholm, der diskuterede magtens former – fra kroppen, kunsten og institutionerne til sundhedsvæsenets hverdag. Publikum pegede på, at ledelse mister tillid, når ledere ikke tør tage ansvar, eller når systemet betyder mere end mennesket. Senere trådte tre unge ledere – Leyla Eken, Nermina Klitgaard og Søren B. Sneftrup – frem på scenen med stærke personlige fortællinger om masker, tvivl, styrke og drømmen om et mere menneskeligt lederskab. Til sidst samlede en afsluttende debat med Per Helge, Gülcan Güven Grud, Troels Gottlieb og Mads Langer trådene: Fra musikalske rytmer som metafor for ledelse til chancelighed, autenticitet og spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig søger lederrollen. En aften, hvor tvivlen blev vist frem som en styrke – og teatermasken blev brugt til at afsløre mennesket bag lederrollen. Dette er del 2 af 2.

🎙️ Tro, Tvivl og Teater – Sæsonfinale i Cirkusbygningen Hvordan ser fremtidens ledelse ud, når vi sætter mennesket før modellen – og tør invitere både tro og tvivl ind i lederrollen? I denne sæsonfinale fra Cirkusbygningen tager vi dig med ind i en aften, hvor unge ledere; Anna Magda Andersen, Camilla Jane Standhart & Mehmet Han Anik, deler deres personlige fortællinger om at tro på sig selv, balancen mellem karriere og familieliv og frygten for ikke at blive taget seriøst. Vi hører Mads Langer skabe en meditativ stemning med musik, og Henning Jensen udfolder, hvordan energi og kvantefysik kan bruges som metaforer for organisationer og ledelse. I debatten møder du bl.a. Alex Vanopslagh, Christian Have, Morten Kirkskov og Ann-Christina Andreasen, der udfordrer gamle ledelsesidealer og diskuterer: Skal vi give slip på magten – eller på kontrollen? Skal vi skabe regler – eller kulturer? Og til sidst træder tvivlen frem som en styrke: et vilkår, vi ikke skal skjule, men bruge som drivkraft for mere autentisk og bæredygtig ledelse. Tre unge ledere, Tenna Møller Næsager, Eluise Malling & Niclas Hansen satte ord på deres oplevelser i et iscenesat ”tvivlsmøde”. Dette er del 1 af 2.   

Ledelse er ikke et regnestykke. Det er et menneskeligt drama. I denne sæsonfinale tager jeg dig med ind i et af de mest markante skift i vores tid: færre unge vil lede. Undersøgelser viser, at antallet af ledere under 35 år er faldet markant de seneste ti år, og at mange unge forlader lederrollen tidligt. Samtidig ser vi en smallere fødekæde af unge talenter – især i den offentlige sektor. For mig er det ikke bare en statistik, men et vigtigt spejl på, hvordan vi forstår og udøver ledelse i dag. Hvis ledelse opleves som kontrol, regneark og værktøjer, er det måske ikke så mærkeligt, at færre unge finder det meningsfuldt. Men hvis vi tør se ledelse som et menneskeligt drama, hvor følelser er drivkraften bag motivation, modstand og forandring – så åbner vi for en helt anden samtale. Med denne sæsonfinale ønsker jeg at udforske netop det spændingsfelt: Hvad sker der, når færre unge vil lede? Hvilke følelser ligger under overfladen i vores ledelseskultur? Og hvordan kan vi skabe en form for ledelse, der igen opleves som meningsfuld – også for den næste generation? Billet til sæsonfinalen: https://billetto.dk/e/tro-tvivl-teater-saesonfinale-kaffe-ledelse-billetter-1230579 Kilder: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14288648/talentfulde-unge-fravaelger-en-lederkarriere-i-det-offentlige?lang=da https://www.cphbusiness.dk/viden-og-inspiration/ny-forskning-derfor-vaelger-og-fravaelger-unge-ledervejen Goffman, E. (1959). The Presentation of Self in Everyday Life. Garden City, NY: Doubleday.

Min gæst Tune Hein, fornyeligt stoppet hos Novo Nordisk, hvor Tune har arbejdet med upscaling og organisation. Er forfatter, foredragsholder og har mere end 20 års ledelseserfaring og i dag arbejder som konsulent/ledelsesrådigiver. Ville du sætte dig ind i et fly, hvis Airbus havde afskaffet ledelse? Ville du lægge dig på operationsbordet, hvis ingen havde ansvar for, hvad der skulle ske på stuen? Det lyder karikeret – og det er det også for eksemplets skyld. Men spørgsmålet rummer noget vigtigt: Hvad sker der, når ledelse forsvinder? Når rammen flyder, og ingen længere sætter retning? Vi befinder os i en tid, hvor fascinationen af ledelsesløse organisationer fylder mere og mere. Vi dropper titlerne. Vi ønsker flad struktur. Og vi ønsker at give folk frihed. Såsom at komme på arbejde når de har lyst Og holde ferie når de har lyst. Det lyder tillidsfuldt, nænsomt, frisættende. Men måske forveksler vi fravær af struktur med frihed? Vi taler om ansvar og medbestemmelse som idealer – og med god grund. Men det er sjældent, de opstår i tomrum. De opstår i rammer. I retning. I tydelighed. Og det er netop her, ledelse har sin berettigelse mener jeg. Ikke som kontrol. Ikke som dominans. Men som en nærværende praksis. Men ledelse er heller ikke staccato eller skal tænkes binært. Det er ikke enten frisættelse eller fastlåsning. Det er vel en levende bevægelse i spændingsfeltet mellem frihed og ansvar, mellem individuel faglighed og fælles retning. Men det bringer dog et andet spørgsmål op: Hvis vi ved, at god ledelse er nuanceret – hvorfor bliver den så sjældent udlevet sådan? Måske fordi mange af os – ledere som medarbejdere – bærer på erfaringen med dårlig ledelse. Vi har stået i magtspil. Følt os kontrolleret, overladt til os selv eller talt ned til. De oplevelser sætter sig. Ikke kun i os, men i den kollektive forestilling om, hvad ledelse er – og hvad den bør undgå at være. Så når nogen taler varmt om at afskaffe ledelse, er det måske ikke, fordi vi ikke ønsker ledelse. Måske ønsker vi bare noget andet, end det vi har oplevet. Måske handler modstanden mod ledelse ikke om et ønske om anarki – men om et håb om ikke at blive svigtet igen. Men i forsøget på at tage afstand risikerer vi at skubbe for langt. Pendler vi mellem poler – i stedet for at stå i midten og tage ansvar? Det er mine spørgsmål ind i dagens afsnit.

Min gæst er Morten Kirkskov, skuespilchef i det kgl. Teater, skuespiller, instruktør og forfatter. Ledelse af kultur er ikke en særlig art af ledelse – det er en udvidelse mener jeg. Den handler ikke kun om at gennemføre, men om at forløse. Ikke bare projekter, men mennesker. Ikke bare planer, men mening. I det krydsfelt, hvor kunstnerisk frihed møder institutionelt ansvar, forskydes selve logikken for, hvad ledelse er og kan være. Her må man skabe rum for det, vi ikke vidste, vi havde brug for. Man kan ikke lede ud fra forudsigelighed alene – eller nøjes med KPI’er og tidsplaner. Det handler i højere grad om at lytte, mærke, vente. At have mod til at tøve, og evne til at holde rummet åbent, indtil det rigtige viser sig. Det er en ledelsesform, der kræver noget andet end kontrol – det kræver nærvær. Og det mærkes tydeligt: Ledelse er altid en personlig snak mener min gæst. Ikke en rolle, man tager på – men en samtale, man har med sig selv og sine omgivelser. Det handler ikke om at spørge hvem skal jeg være? – men om ærligt at undersøge hvem er jeg? Det kræver vedholdenhed og ærlighed. Og ikke mindst: at man ikke lader som om. I stedet for klassiske hierarkier og magtpositioner, opstår der et behov for en rolig struktur – en slags indre stilladsering, der kan rumme det eksperimenterende og det uberegnelige. En struktur, der ikke kvæler, men holder. Erfaringerne opstår ikke som svar på en manual, men gennem det levede. Som min gæst nævnte i vores indledende samtale: learning by burning. Der er ingen garanti – kun mod. Ofte viser det sig, at de gode beslutninger tager sig selv. Ikke fordi man trækker sig væk, men fordi man tør blive i processen længe nok til, at det rette kan folde sig ud. Det kræver rytmesans – ikke bare for tid, men for timing. Ikke bare i forhold til publikum, men i forhold til verden. Ledelse i denne form er også en form for kuratering: af mennesker, af ord, af fortællinger, af samfund. Det etiske rum er ikke bare et spørgsmål om ansvar – det er et spørgsmål om relevans. Hvad tør vi stille frem i lyset? Hvad vælger vi at bruge vores stemme til? Ofte viser det sig, at de gode beslutninger tager sig selv. Ikke fordi man trækker sig væk, men fordi man tør blive i processen længe nok til, at det rette kan folde sig ud. Det kræver rytmesans – ikke bare for tid, men for timing. Ikke bare i forhold til publikum, men i forhold til verden. Denne ledelse må leve med dobbeltheden. Den veksler konstant mellem at lede og lade sig lede. Mellem at have retning og give plads. Og midt i det hele må man kunne stå – ikke som ekspert, men som menneske. Som én, der ikke har regnet det hele ud, men som tør stå i det uvisse og alligevel tage ansvar. Det en samtale værdig. Og i den går vi tættere på disse erfaringer. Ikke som teori, men som levet praksis. Og måske – som en påmindelse om, at sand ledelse ikke handler om at finde de rigtige svar, men om at stille sig til rådighed for det rigtige spørgsmål.  

Mine gæster er: Elisa Rimpler, Formand for BUPL – Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund. Fagpolitisk leder, forhandler og organisator. Arbejder på at gøre det mere attraktivt at blive pædagog. Havde valget mellem copenhell og dette afsnit – og dejligt at Elisa valgte dette afsnit.   Gordon Ørskov Madsen, Formand for Danmarks Lærerforening. Har været knyttet til folkeskolen i snart 30 år, hvor Gordon ser folkeskolen som den væsentlige samfundsbærende institution. Brændende AGF-fan. Dorthe Boe Danbjørg, politisk leder af Dansk Sygeplejeråd. Dorthe beskriver, hvordan hun med en fyldt kalender er blevet bedre til at prioritere. Hun oplever samtidig en ny erkendelse af behovet for tid uden planer – et skift for hende, der ellers har et stærkt planlægger-gen.  Systemet presser fagligheden ud – tør vi se det i øjnene? Vi taler ofte om, at velfærdssamfundet hviler på stærke fagligheder som pædagoger, lærere, sygeplejersker, SOSU-assistenter og socialrådgivere og jeg kunne nævne flere. Professioner, som hver især løfter nogle af de mest komplekse, menneskenære opgaver i vores samfund.   Jeg oplever, at vi stadig behandler disse professioner som adskilte siloer, selvom deres opgaver i praksis krydser hinanden hele tiden. I barnets liv, i familiens møde med systemet, i skolen, på bostedet, i sundhedsplejen og på sygehuset. Vi taler om behovet for socialfaglige kompetencer, men hvordan ser vi egentlig på opgavernes kompleksitet – og på de systemer, der skal få det hele til at hænge sammen? Vi står i en situation, hvor flere af de mest samfundsbærende professioner i stigende grad vender ryggen til deres fag. Ikke fordi de mangler kompetencer. Ikke fordi de ikke brænder for deres opgaver. Men fordi de ikke længere oplever, at deres faglighed får plads i hverdagen. Når jeg ser på tallene, bliver det tydeligt, at noget fundamentalt er galt: Taget fra en undersøgelse fra BUPL 2024, overvejer næsten hver anden pædagog at forlade faget, samtidig med at vi allerede mangler omkring 4.000 pædagoger (BUPL, 2024). En statistik fra Arbejdsbevægelsens erhvervsråd (2024) siger, at hver fjerde nyuddannede lærer har forladt folkeskolen inden for de første fem år efter ansættelse (AE-rådet, 2024). Ifølge en rundspørge i 2023 fra Dansk Socialrådgiverforening overvejer næsten halvdelen af socialrådgiverne på børne- og familieområdet at forlade området.  (DS, 2023). Fra november 2021 til 2022 forlod 4.600 sygeplejersker det offentlige sygehusvæsen – svarende til 13,3% af arbejdsstyrken (DSR, 2023). Samtidig vurderer Danske Professionshøjskoler, at vi i 2030 vil mangle over 35.000 lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere (DPH, 2023). Der er noget, der ikke hænger sammen. Det handler ikke kun om løn og arbejdsvilkår – det handler også om mening, faglig stolthed og mulighed for at gøre det arbejde, man er uddannet til. Og det handler om samarbejde. Hvis vi skal lykkes med opgaverne, er vi nødt til at tænke langt mere tværfagligt – både i struktur og i kultur. Derfor inviterer jeg til en samtale. Ikke for at pege fingre, men for at stille de svære spørgsmål.

Min ene gæst er Anne Bach Waagstein, Kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i Forenet Kredit. Formand for Djøf Privat. Anne er værdidrevet, ambitiøs og stærkt optaget af forandringsledelse og arbejdsmiljø samt kultur. Min anden gæst er Steen Vinderslev, Kommunaldirektør i Middelfart Kommune, Har været leder i 33 år. Formand for Djøf Offentlig. Steen er handlingsorienteret og efter eget udsagn, utålmodig. Optaget af at vi skal være en attraktiv arbejdsplads. Diversitet er en af de mest omdiskuterede – og til tider udskældte – dagsordener i vores tid. Det, som nogle få år siden blev set som nødvendige skridt mod mere lige og inkluderende arbejdspladser, er nu for mange organisationer blevet en kommunikationsøvelse. Diversitet handler i dag ikke kun om køn og etnicitet. Det handler også om alder, neurodivergens, baggrund og ikke mindst: Sektorskifte. Hvad sker der, når vi åbner op for lederroller for mennesker, der har bevæget sig mellem sektorer – fra offentlig til privat, fra akademia til erhverv, fra NGO’er til startups? Og hvad sker der med ledelseskulturen, når flere typer af erfaringer og livsbaner får plads? Midt i det her billede står fagforeningerne – og nogle af dem har i stigende grad rettet blikket mod ledelse. Mangler der noget i den kontekst og kunne det blive forædlet til det bedre? Ledelse er væsentlig. For ledelse former trivsel. Ledelse skaber arbejdsmiljø. Og ledelse er en afgørende arena, hvis vi vil tage diversitet alvorligt. Her hviler legitimiteten for forandring. I dette afsnit stiller jeg spørgsmål ved, hvordan vi som samfund og organisationer tør tænke nyt om, hvem der kan – og bør – være ledere. F.eks om praksiserfaring altid er det sikre valg i rekruttering? Og hvad skal der til, for at diversitet ikke bare bliver en ambition i en PowerPoint, men en reel styrke i praksis. Det synes jeg er en kop kaffe værdig ☕️  

Mine gæster er: Leyla Eken, Senior manager AJ Vaccines. Leyla motiveres af samarbejde og skabe resultater sammen med andre. Leyla synes ikke altid det er let at være leder – især som kvinde, relativt ung og med en anden etnisk baggrund, der har gjort det nødvendigt at bevise sit værd mere end én gang. Søren Sneftrup, Arbejdsmarkedschef i Randers Kommune. Søren handler, justerer og bygger undervejs i hans ledelse med en retfærdighedssøgende nysgerrighed. Er optaget af mennesker i alt hvad han gør imens han finder vej i uvisheden. Nermina Klitgaard, leder af ydelsescentret Aarhus Kommune. Nermina værdsætter ordentlighed og mennesker omkring hende beskriver hende som empatisk og tillidsvækkende, som altid møder mennesker i øjenhøjde. Ledelse er en rolle, man træder ind i – og som man kun sjældent helt træder ud af igen. På mange måder minder det om teaterets væsen: maskerne, manuskriptet, scenen og publikum. Den klassiske teatermaske – med både smil og sorg – bliver et symbol på det, mange ledere bærer i sig. Den ydre ro og sikkerhed. Den indre tvivl og kompleksitet. Ledere forventes at kunne skifte mellem disse udtryk. At være situationsbestemte. At kunne læse rummet, stemningen og opgaven. At vide hvornår man skal være nærværende og inkluderende – og hvornår man skal udøve sin positionsmagt med klarhed og konsekvens. Det kaldes fleksibilitet. Men det kan også opleves som et spænd, der slider. For hvornår er det egentlig én selv, der taler – og hvornår er det rollen? Loyaliteten over for organisationen spiller en særlig rolle. Mange ledere føler sig forpligtede til at være loyale mod firmaets linjer – også når de privat eller professionelt er i tvivl. Og når ledelse samtidig kræver drift, KPI’er og kontrol, kan det være svært at få plads til det menneskelige – det, der ikke umiddelbart kan måles, men som er afgørende for at skabe bæredygtige relationer. Nogle mestre rollen til perfektion. De taler flydende konsulentsprog, forhandler med girafmetodik og kender deres personlighedsprofil bedre end deres egne værdier. De er dygtige – og indimellem tvivlende. For under masken kan det være svært at mærke, hvor grænsen går mellem ægte ledelse og subtil manipulation. Hvornår bruger man indflydelse for at lede – og hvornår for at bevare kontrol?

I dette afsnit skal vi tale om tvivlen – det er del 2 i forberedelserne til sæsonafslutningen i Cirkusbygningen. Hvad sker der med tvivlen når scenen skrider? Mine 3 gæster er: Eluise Malling  - pt. Karrierepause og tidligere leder af stabsteam i en digitaliseringsafdeling. For Eluise er det særlig interessant at undersøge emotionel intelligens og medledelse. Niclas Hansen, Sekretariatsleder i Røntgen og Scanning, Sygehus Lillebælt, er optaget af hvordan vi får den gode ledelse frem, såsom interaktionen mellem mennesker. Niclas reflektere allerbedst når han træner. Tenna Møller Næsager, COO i Wally & Whiz, Trives i forandring og har svært ved, og øver sig på stilstand. Tennas fokus er den operationelle ledelse og har 2 køleskabe, et til mad og et til drikkevarer. Der er øjeblikke, hvor gulvet under én skrider. Ikke med dramatik, men med en stille forskydning, der får én til at tvivle på, om man overhovedet står det rigtige sted. Tvivlen er ikke støj – den er ofte det klareste signal. Den opstår, når vi begynder at mærke, at det vi gør, ikke længere hænger sammen med det, vi tror på. For nogle bliver det begyndelsen på et opgør. Et ærligt opgør med en ledelsesrolle, der engang virkede rigtig, men som i mødet med virkeligheden viste sig at kræve for meget – eller give for lidt. Når man som leder vælger at træde væk, er det sjældent af mangel på ambition. Tværtimod. Det er ofte, fordi man har slået sig på noget grundlæggende. Fordi man ikke længere kunne genkende sig selv i den måde, ledelse skulle udøves på. Fordi systemet spiste idealerne, og man nægtede at lade det blive en vane. Det kræver mod at vælge ledelse til. Men det kræver mindst lige så meget mod at vælge den fra. Ikke som et nederlag, men som en erkendelse: “Jeg kan ikke være en del af det her – ikke på de præmisser.” Det er en beslutning, der sjældent bliver hyldet, men som rummer en stærk integritet. På den store klinge er det måske tid til at tage denne tvivl alvorligt. Ikke som noget, der skal fikses, men som noget, vi skal lytte til. Måske er det her, nye former for ledelse begynder at tage form – i erkendelsen af det, vi ikke vil gentage.

Mine 3 gæster er: Camilla Jane Standhart - Funktionsleder på JAC i Gentofte Kommune, uddannet antropolog. Camilla gik ikke målrettet ind i ledelse. Interessen begyndte at spire, da hendes chef i et tidligere job talte til hendes evner om følgeskab. Mehmet Han Anik, Teamleder for center for borgerservice og myndighed, Københavns Kommune, Mehmet har mange tanker om ledelse. For ham handler det om rumlighed og nærværende ledelse samt at stille krav til sine medarbejdere, men de skal også stille krav til ham. Anna Magda Andersen, studerende på Roskilde Universitet, har været formand for pædagoguddannelsen i Absalon. Noget Anna markerer ift. ledelse er ledelse af frivillige. Har erfaret at unge frivillige er svære at få til at steppe op eller dukke op. Dette er første afsnit i en serie på tre, hvor vi forbereder ni unges personlige fortællinger om tro, tvivl og teater som brændstof til sæsonfinalens afsluttende debat og refleksion. Tre unge i hver kategori – ni stemmer i alt – deler deres perspektiver, erfaringer og håb i mødet med ledelse, ansvar og ambition. Samtalerne er ikke blot forberedelser; de er pejlemærker. Her kondensere vi sammen budskabet og søger den form, der både rummer autenticitet og gennemslagskraft – med øje for, hvordan kommende unge ledere kan tage ordet videre. Undervejs trækker vi tråde til deres egne historier, præferencer og ledelsesdrømme: Hvad tror de på? Hvad tvivler de på? Hvad håber de at kunne bidrage med? Dette afsnit handler om troen. Afsnittet tvivl og afsnittet teater udkommer de næste 2 afsnit. Tro er ikke forbeholdt kirkerum eller hellige skrifter. Tro er den indre stemme, der får os til at handle, også når vi er i tvivl. Den viser sig som en drift mod noget større – en idé, en vision, en fornemmelse af mening. Når unge stiller sig frem og siger: “Jeg vil være leder”, er det ikke bare ambition. Det er en gestus – et vilkår, et kald, måske et håb om at kunne gøre noget anderledes. Noget bedre. Men hvor meget kan troen bære, når realiteterne støjer? Når man mærker tvivlen, trætheden eller følelsen af at stå alene i et system, der ikke altid belønner idealismen? Vi ser det i tallene: Flere unge fravælger ledelse. Måske fordi de ser det, der foregår bag kulisserne. De ser, hvordan styring kan kvæle skøn, og hvordan formål nogle gange drukner i politik og præstationskrav. Samtidig længes de efter noget andet: frihed, fleksibilitet, faglig dybde – og et arbejdsliv med mening. Måske er det her, troen skal genopfindes. Ikke som facade eller floskel, men som en levende kraft, der både rummer ambition og sårbarhed. En tro, hvor det er tilladt at tvivle – og alligevel blive stående. For hvad vil det egentlig sige at tro på ledelse i dag? Og hvad sker der, når den tro ikke længere giver resonans?

Min gæst er Hassan Preisler, Radiovært, forfatter, dramatiker – uddannet skuespiller. Far til tre. Analyserende, mistænksom og fjendsk, men også tolerant, kærlig og hengiven. Hassan har i sin tid i de kreative fag haft en stor erfaring med uærlig, manipulerende, grænseoverskridende og forvirrende ledelsesformer. Vi står midt i en ledelsesmæssig tektonisk forskydning. Magten har ikke forladt rummet – men den har skiftet form. Den er ikke længere kun forankret i titler, fakta eller strukturer. Den ligger i evnen til at påvirke følelser, skabe stemninger – og kontrollere fortællingen. Jeg mener, at i dag former kommunikationen magten mere, end magten former kommunikationen. Og det tvinger mig til at stille spørgsmålet: Hvad sker der med vores ledelse, vores demokrati – når følelserne overtager styringen? Det er ikke bare en sproglig catch fraise. Det er en bekymrende udvikling. Det er et skifte i magtstrategi. Hvor teknokratiet hviler på analyser og gennemarbejdet viden, rider emokratiet på bølger af mavefornemmelser, stemninger og følelser. Og i denne bevægelse bliver ledelse til noget andet end planlægning og ansvar. Det bliver iscenesættelse. Forførelse. Det mener jeg og vil være mit approach ind i dagens samtale om magt ☕️🎙️ Er vi gået fra fakta til følelser Det er ikke længere nok at have noget på hjerte – du skal føles som en, der har det. Fakta formidler ikke, medmindre de kan mærkes. Fornuft virker kun, hvis den rører os. Det er her, den emotionelle taktik træder ind. Ikke som bevidst manipulation, men som ubevidst refleks. En leder, der står i modvind, vælger stemning frem for struktur: "Jeg har en stærk fornemmelse af, at vi går en fantastisk tid i møde!" Det lyder rart. Men det betyder intet. Og det efterlader medarbejderen i et limbo: en varm mavefornemmelse – og en kold, uklar fremtid. Når storytelling, humor og håb bruges til at dække over fraværet af konkrete svar, bevæger vi os væk fra ansvarlig ledelse og ind i en form for følelsesledet skuespil. Det skaber engagement på kort sigt – men tomhed på lang.

Mine 2 gæster er: Andreas Veto, Bestyrelsesleder af Alle Kan Synge, dirigent, kulturiværksætter. Tidl. Direktør for Danmarks Underholdningsorkester. En rød tråd i Andreas’ arbejde er kreativitet og konceptudvikling, trives i at omsætte ideer til konkrete løsninger. Er drevet af energi, forandring og resonans. Thure Lindhardt, Medstifter og bestyrelsesmedlem af dannelsesfestivalen RESONANS, Instruktør og Skuespiller. Thure har foldet sit talent ud på både det store lærred, tv-skærmen og scenen. Blot for at nævne nogle få: Flammen og Citronen, Engle & Dæmoner, Hammarskjöld & Blå mænd. I en verden præget af acceleration og kontrol, hvor KPI’er og strategier dominerer samtalen om ledelse, peger den tyske sociolog Hartmut Rosa på noget andet. Noget mere menneskeligt. Mere poetisk. Han kalder det resonans – en levende, gensidig forbindelse mellem mennesket og verden. Det er ikke bare kommunikation. Det er ikke blot feedback. Det er noget, der bevæger os. Og som vi selv bevæger. Overført til ledelse betyder det, at vi må turde træde ind i relationer, hvor vi ikke har fuld kontrol over resultatet – men hvor vi til gengæld kan blive forandret sammen med dem, vi leder. Hvornår har du sidst mærket, at dit lederskab blev mødt – ikke bare fulgt, men svarer igen? Ikke i form af en målopfyldelse eller en bekræftende kommentar til din strategi. Men i form af noget dybere: en fornemmelse af forbindelse. Af mening. Af gensidighed. Den slags møde, hvor du selv bevæger dig, fordi noget i relationen bevæger dig. Overført til ledelse er det næsten en radikal tanke. For vi er trænet i at mestre. I at strukturere, eksekvere og analysere. Men hvor efterlader det levende? Det mellemmenneskelige? Det uforudsigelige? Spørgsmålet er ikke længere kun, hvordan vi leder mere effektivt, men hvad det egentlig er, vi leder efter.

Min gæst er Mads Langer, musiker og sangskriver. Mads er vokset op i en tid, hvor kunsten er blevet digital. Hvor hits måles i streams, og nærvær foregår gennem skærme. Alligevel insisterer han på nærhed. På at være til stede. På autenticitet. Frihed uden ansvar er ikke frihed – det er vel bare fravær – mener jeg. Mads Langer er ikke politiker. Han er heller ikke direktør for et tech-startup. Men han er leder – af sig selv, sit hold og sin kreative vision. Han står i front, ikke kun på scenen, men også i et arbejdsliv, hvor frihed og fleksibilitet ikke er buzzwords, men eksistentielle betingelser for at kunne skabe noget meningsfuldt. Når Mads træder op på scenen, er det med hele sig selv. Der er ingen steder at gemme sig. Det kræver mod. Det kræver disciplin. Og det kræver en dyb fornemmelse for balance – mellem spontanitet og struktur, inspiration og leverance, frihed og ansvar. I vores tid snakker vi meget om unge og selvledelse. Om frihed til at vælge. Om ønsket om fleksibilitet. Men måske skal vi også spørge: Hvad kræver det at bære den frihed? Med samtalen i dette afsnit vil jeg introducere en ny slags lederskab – nemlig den med sig selv. Et, der ikke handler om at styre andre, men om at kende sig selv. Om at mærke, hvornår man skal sige ja – og hvornår man har brug for at sige nej. Det er måske her, samtalen skal hen: Ikke kun om, hvordan vi leder unge – men hvordan unge leder sig selv.

Velkommen til min gæst Andrrew Ethen Elliot Mogensen, Er 3-generation af Body SDS-grundlæggere og arbejder også internationalt, hvor han behandler, træner og coacher verdenseliten indenfor sport, erhvervsliv og kongehuse mm. Langvarigt pres, konstante beslutninger, møder uden pauser og en kalender der ligner en Tetris-skærm med præstationsangst. Vi taler om kroppen som lederen bærer… Kroppen betaler regningen før hovedet opdager det. For moderne ledere er det ikke nok at “klare den”. De skal holde til det. Fysisk trivsel er ikke en luksus, det er vedligeholdelse. Det handler om at løsne op for spændinger i muskler og led, aktivere kroppens cirkulation og give nervesystemet mulighed for at skifte fra overlevelse til balance. Nogengange er det nødvendigt at resete kroppen, der er vant til at være i konstant alarmberedskab. Når kroppen får ro til at trække vejret, følger hjernen med. Når spændinger slipper, genfindes nærværet. Og når kroppen fungerer som en ressource – ikke bare som en transportmekanisme for hovedet – bliver ledelse pludselig noget andet: mere fokuseret, mere balanceret, og langt mere bæredygtig. Men det ved vi da godt. I teorien elsker vi tanken om det hele menneske: lederen, der er i balance, nærværende, autentisk og i kontakt med både sine styrker og sine grænser. I praksis er det ofte den modsatte model, der dominerer: hovedet foran kroppen, tempo foran tilstand, præstation foran proces. Mennesket bliver filtreret gennem KPI’er og kalenderstyring, og tilbage står en funktion – ikke et individ. Kroppen, følelserne og det fysiske nærvær bliver reduceret til noget, der først kaldes ind, når systemet fejler. Først når stressen rammer, eller sygdom tvinger pausen igennem, begynder man at tale om "trivsel". Indtil da? Tavshed.

Min gæst er Karsten Bo Larsen, Forskningschef fra CEPOS, med en cand. polit. og master i offentlig ledelse og med masser års erfaring i økonomi og controlling, bidrager Karsten i dag til analyser af den offentlige sektor. Danmark har allerede et højt skattetryk, som sætter klare grænser for, hvor meget skatten kan øges, uden at det går ud over incitamenterne til arbejde, innovation og iværksætteri. Samtidig vokser borgernes forventninger til offentlige ydelser konstant, hvilket skaber en paradoksal økonomisk klemme: Stigende skatter er ikke en holdbar løsning, da de risikerer at kvæle både arbejdslyst og økonomisk dynamik. Problemet forstærkes af borgernes voksende forventninger til offentlige ydelser, der ikke modsvares af en tilsvarende produktivitetsudvikling inden for sektorer som sundhed og omsorg. Denne udvikling truer med at føre velfærdsstaten ind i en økonomisk klemme, hvor skattegrænsen nås, og hvor stigende skatter ikke længere er en holdbar løsning, da det ville kvæle incitamentet til arbejde, iværksætteri og innovation. Det kaldes Baumols omkostningssyge og ifølge CEPOS udgør en afgørende trussel mod velfærdsstatens bæredygtighed – især i Danmark. I Susanne Ekmans bog "Giftig gæld" beskrives en lignende dynamik, hvor individer påtager sig gæld – økonomisk såvel som eksistentielt – for at indfri idealiserede forestillinger om succes og frihed. På samme måde kan man sige, at Baumols omkostningssyge skaber en form for kollektiv "giftig gæld" for samfundet, hvor vi binder os til en stadig stigende økonomisk byrde for at opretholde et idealiseret niveau af offentlig service og velfærd. Ligesom den enkelte i Ekmans analyse risikerer at blive fanget i en uholdbar økonomisk og eksistentiel gældsspiral, risikerer samfundet gennem Baumol-effekten at blive fanget i en kollektiv velfærdsgæld, som på længere sigt er uholdbar. Kunne man kritisere Baumols omkostningssyge som alen er funderet på statistiske og økonomiske beregninger, der ofte overser de mere humane perspektiver i offentlig ledelse. Indførelsen af datadrevet ledelse, der i stigende grad præger den offentlige sektor, kan på den ene side bidrage til en mere effektiv brug af ressourcer, men på den anden side også risikere at negligere vigtige eller, i værste tilfælde, overse menneskelige faktorer som arbejdsmiljø, motivation og relationer mellem medarbejdere og borgere. Det stærke fokus på kvantitative mål og produktivitetsberegninger kan således resultere i et misforhold mellem økonomisk rationalitet og menneskelige værdier.

Den ene af mine 2 gæster er Camilla Sløk, lektor i CBS og forfatter til bogen ’fejl og forsoning i organisationer’. Camilla forsker i etik og meningsfuldhed i ledelse. Min anden gæst er Maria Benedikte Fihl, der i dag er præst i folkekirken for internationals. Har sin gang i Eliaskirken og har tidligere været tilknyttet FN & EU. Har startet civile sikkerhedssektor missioner op i krigs- og konfliktlande, hvor der har været behov for at identificere de største udfordringer. Sikre de rette kompetencer, og det i en multikulturel setting. Vi skal tale om Ledelse & forsoning. Lysten til at sige undskyld kan være meget lille, når vi som danskere laver fejl. Hvorfor er det mig, der skal undskylde, når min organisation begår fejl?” Camilla Sløk har forsket i, hvordan offentlige organisationer håndterer fejl og læring, og hendes forskning peger på, at mange organisationer hverken har strategier for at lære af deres fejl eller for at skabe forsoning efter fejlene. En central problemstilling er, hvordan en organisation forskningsmæssigt kan forstå og håndtere fejl. Her spiller krisekommunikation en vigtig rolle. Krisekommunikation anvendes ofte til at afværge kritiske situationer, men denne tilgang kan risikere at blive mere et spørgsmål om spin end en egentlig erkendelse og undskyldning for fejlene. En reel undskyldning kræver troværdighed, ærlighed, rettighed, frivillighed og inddragelse af alle involverede parter i en passende kontekst. Men selv den velmente undskyldning kan blive problematisk, især hvis den kan føre til økonomiske konsekvenser, som f.eks. erstatningsbetalinger. Derfor kan ledere nogle gange frarådes at give en fuld undskyldning, hvor hensynet til organisationens økonomi og brand kan stå over hensynet til den ærlige kommunikation.  

Når en samtale er god og følelsen blev, at vi ikke rigtig blev færdig. Jamen så drikker vi da en kop kaffe mere. Vi skal tale om primaterne i direktionsgangen – del 2. Min første gæst er Troels Gottlieb, Arbejder med erhvervspsykologisk rådgivning og forfatter til bogen ”Aben følger med”. Troels har ledererfaring både som semiprofessionel håndboldtræner, mellemleder, bestyrelsesformand. Og dernæst er min gæst Jonatan Schloos, I dag deltager for 3. gang. Først deltog Jonatan til et afsnit om det komplekse i det offentlige. Dernæst til sidste års sæsonfinale i Bremen, hvor vi talte om rekruttering af krøllede hjerner. Jonatan er kommunaldirektør for Egedal Kommune, har en lang række år som topchef bag sig. Mennesker er ikke kun rationelle væsener. De drives også af skjulte mekanismer som frygt, ambition, misundelse og magtbegær – følelser og dynamikker, der ofte udfolder sig uden for det, vi siger højt. Kan et øjekast på skyggesiderne give en vigtig brik i forståelsen af både medarbejdere, ledere og organisationens udfordringer? I dette afsnit zoomer jeg ind på den kommunale verden. Fordi, den kommunale hverdag er fyldt med eksempler på ledere, der den ene dag stråler af selvtillid, for næste dag at være lammet af usikkerhed. En kommunal topchefs opgave er da ikke at løse eller eliminere disse skyggesider, men at forstå og anerkende deres tilstedeværelse. Hvordan påvirker skyggesiderne et team? Hvordan spiller de ind på magtdynamikker, konflikter og beslutningsprocesser? Og hvordan kan der skabes rum, hvor disse usynlige kræfter håndteres konstruktivt? Kan vi som ledere tillade os at ignorere menneskets komplekse psykologi – eller er det netop i skyggesiderne, vi finder nøglen til stærkere og mere autentisk ledelse?

Mine gæster er: Ib Ravn, Medforfatter til ’Den faciliterende leder’, Lektor emeritus på DPU ved Aarhus Universitet. Ph.D. ved University of Pennsylvania. Partner I et konsulenthus og Interesserer sig for hvordan man skaber værdi og mening i en forsamlet gruppe mennesker. Christian Alvang Jespersen, Centerleder for Handicap og Psykiatri, Sorø Kommune. Har igennem 12 år været tilknyttet  den sociale vælfærd, forinden både i Gentofte og Frederiksberg. Christian indtager altid den faciliterende rolle når der ansættes en leder, hvor det er medarbejderne der har beslutningsmandatet.   På mange arbejdspladser bliver medarbejdere bombarderet med informationer, de oplever som irrelevante eller kedelige, hvilket ofte fører til passivitet og frustration. Kunne det ikke være godt og produktivt, at man kunne tage et livtag med denne udfordring, ved at sikre, at medarbejderne kun modtager information, der har reel værdi, og at det desuden bliver præsenteret på en inspirerende og involverende måde? Det mener min ene gæst i hvert fald. Han er medforfatter til bogen ”Den faciliterende leder”. Men hvad vil bogen egentlig fortælle os? Det vil jeg spørge mit panel om i dag.  For at jeg zoomer ind på en række konkrete værktøjer til lederen – alt fra idéudvikling, korte "har du 2 minutter?"-samtaler, til de små, men vigtige samtaler ved døren. Alligevel melder spørgsmålet sig: Er det ikke gammel vin på nye flasker at tage udgangspunkt i selvbestemmelsesteori og argumentere for vigtigheden af at tage medarbejdernes perspektiv, anerkende deres følelser og undgå kontrollerende sprogbrug? Som leder ønsker man naturligvis effektive møder, der opleves relevante og fri for gab. Men der ligger også en fare i en alt for rigid og KPI-styret tilgang, hvor ledelse reduceres til en mekanisk funktion. De fleste ledere kender forskellen mellem at gå rundt med kaffekoppen om morgenen og sige godmorgen såen mekanisk, fordi man har lært det på et lederkursus,  versus at gøre det oprigtigt nærværende. Måske er det netop værdifuldt at få ledelse på en mere håndgribelig formel, så længe det ikke bliver mekanisk. Bogens stærkeste bidrag er netop opgøret med traditioner og normer. For eksempel udfordrer den vanen med at starte fredagsmødet med morgenbrød og hygge – for hvem gavner dette egentlig?

Min gæst er Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance siden 2018. På mange måder har Alex været en fortrukken politisk skikkelse for unge mennesker i Danmark. Vi lever i en tid, hvor de unge insisterer på frihed. Frihed til at arbejde, hvor de vil. Frihed til at bestemme, hvornår de vil. Frihed til at vælge de opgaver, der giver mening for dem. Det er en generation, der er vokset op med muligheden for selv at skræddersy deres liv – fra uddannelse til arbejdsliv. Men frihed har en tvilling: ansvar. For nogle af de forhold jeg gerne vil undersøge i dette afsnit er, hvordan vi sikrer, at frihed ikke bliver en undskyldning for fravær? Og At fleksibilitet ikke fører til en uforpligtende arbejdskultur? For hvad sker der, når vi konfronterer den ubehagelige sandhed om, at for meget fleksibilitet kan udvande engagementet? At grænseløs selvledelse kan føre til stilstand snarere end vækst? Samtidig er der en ny virkelighed, vi ikke kan ignorere: Gamle hierarkier og stive arbejdsmønstre har svære vækstbetingelser. Jeg ser et paradoks udfolde sig i mødet mellem unges ønske om frihed og fleksibilitet og samfundets behov for produktivitet og fælles ansvar.  Min tankeproces kredser om, hvorvidt frihed og ansvar kan sameksistere uden en stærk ledelsesramme. Hvis vi fjerner de klassiske hierarkier og faste retningslinjer, hvem tager så ansvaret for at skabe sammenhængskraft og fælles retning? Skal vi helt redefinere, hvad ledelse betyder, hvis vi ønsker at skabe et arbejdsmarked, hvor unge både trives og præsterer?

Dette er 4. afsnit om bias. Perspektiv på magt med ansvarlighed. En samtale om ikke at blive grebet af det dominerende narrativ. Velkommen til min gæst Lizette Risgaard, tidl.formand for fagbevægelsens hovedorganisation. Har igennem mere end 40 år været tilknyttet fagbevægelsen og måtte trække sig i 2023 pga. anklage om upassende adfærd. I dag aktuel med bogen ’Min version’. Bias – vores ubevidste fordomme – spiller en afgørende rolle i, hvordan vi forstår magt og ledelse. Ofte formes disse bias af de strukturer, normer og kulturer, vi bevæger os i, og de kan skabe blinde vinkler, der påvirker, hvordan vi tolker adfærd, grænser og ansvar. Ledelse handler ikke kun om at træffe beslutninger, men også om at forstå de dynamikker, der omgiver en magtfuld position. Ofte bliver vi hurtige til at forarges, når en topleder falder, men hvor ofte stopper vi op og forsøger at forstå historien bag? Hvilke mekanismer har været i spil? Hvilke forventninger, normer og bias har formet både lederen selv og det fællesskab, vedkommende har været en del af? Min gæst skrev bl.a. i et facebook opslag: "Aftaler er jo som regel noget, vi sætter højt i fagbevægelsen. Men allerede fredag eftermiddag stod det klart, at hverken aftaler eller fortrolighed betyder det samme for alle. Det er jeg utrolig skuffet over." Tillid i ledelse må kræve, at vi tør være oprigtigt nysgerrige – ikke kun på de fejl, der begås, men på de fortællinger, der har gjort dem mulige. Når vi kun forarges, risikerer vi at overse de strukturer, der gjorde det muligt at overskride grænser, fastholde magt eller undgå kritik. I stedet for blot at placere skyld hos individet bør vi spørge: Hvordan er kulturen omkring magten blevet skabt? Hvem har nydt godt af den? Og hvorfor blev det først et problem, da det kom frem i offentligheden? Forargelse er let. Nysgerrighed kræver mere.

Min gæst er Omar Marzouk, komiker og debattør, viser med sin humor, hvordan vores default-positioner fungerer i praksis. Han illustrerer, at den historie, vi har hørt flest gange, ikke nødvendigvis er den eneste sandhed. Omar bryder med denne enkeltfortælling ved at give os andre perspektiver. Og gerne tilføjet humor. Men så blev humoren alvorlig og måske anelse bidsk? Bias – vores ubevidste fordomme – påvirker ikke kun lokale beslutninger, men styrer også, hvordan vi møder og opfatter mennesker fra andre kontinenter og kulturer. Disse bias opstår typisk, når vores viden kun stammer fra én type historie eller ét narrativ, hvilket fører til stereotype antagelser og en "default-position" i vores måde at møde det fremmede på. Vi har tendens til at generalisere ud fra de historier, vi kender bedst. Når historierne om en region, som fx Mellemøsten, konstant handler om konflikt, krig eller radikalisering, bliver dette nemt vores eneste referenceramme. Tilsvarende kan historierne om Afrika ofte handle om fattigdom, nød eller sygdomme, hvilket risikerer at blive vores eneste forståelsesramme for et helt kontinent, der er rig på innovation, kultur og dynamiske samfund. På samme måde kan fortællingerne om Asien reduceres til økonomisk konkurrence, autoritære styreformer eller eksotiske kulturelle praksisser, hvilket overser kontinentets enorme diversitet og kulturelle nuancer. Denne enkeltstående fortælling former en ubevidst default-position, som vi automatisk indtager, når vi møder mennesker fra disse regioner. Uden at opdage det, begrænser vi os selv og marginaliserer andre perspektiver. I en TED talk beskriver Chimamanda Ngozi Adichie, at enkeltstående historier skaber skadelige stereotyper, ikke fordi de er usande, men fordi de er ufuldstændige. Hun argumenterer for, at flere historier skaber en mere komplet og nuanceret forståelse af mennesker og kulturer. (kilde: https://www.youtube.com/watch?v=D9Ihs241zeg)

Min gæst er Isam Bachiri, sanger/sangskriver, som brænder for identitet & synlighed, danne bro & en ildsjæl. Han er pragmatisk anlagt. Multitasker & gudsbevidst. Bias – vores ubevidste fordomme – spiller en afgørende rolle i, hvordan vi træffer beslutninger, ikke mindst i ledelse. Ofte formes disse fordomme af vores kulturelle baggrund, erfaringer og det miljø, vi befinder os i. Når ledere ikke er bevidste om deres bias, kan det føre til ensidige beslutninger, ekskluderende arbejdskulturer og manglende forståelse for diversitetens værdi. Dette andet afsnit sætter fokus på, hvordan vores forudgående holdninger påvirker arbejdslivet – og hvad det betyder for ledelse. Vi oplever en stigende forventning om at finde mening i arbejdet, kunne dele egne perspektiver uden frygt for repressalier og arbejde i en organisation, hvor værdierne danner et solidt fundament for fællesskabet. Vi søger fællesskab, fordi det ligger i vores natur at ville høre til, spejle os i andre og finde tryghed. Men paradoksalt nok kan jagten på fællesskab også skabe afkobling – især når vi ubevidst definerer det på en måde, der skubber nogle ud. Her kan en kunstner som Isam B være en interessant case. Gennem sin musik og fortællinger har han i årtier udfordret samfundets opfattelse af identitet, religion og kulturelle tilhørsforhold. Hans tekster belyser, hvordan vi ser på “den anden” – og hvordan de narrativer, vi omgiver os med, kan enten nedbryde eller forstærke bias. Han har givet stemme til en generation, der er vokset op i Danmark med rødder i en anden kultur – en generation, der har mærket, hvordan det at være en del af et fællesskab ikke altid betyder, at man bliver set eller forstået. Hans musik kredser om spændingen mellem verdener, om at finde sit ståsted i et samfund, der både inkluderer og ekskluderer på samme tid. Men Isam B har ikke alene været en brobygger – han er også en provokatør. Han skubber til de ømme punkter i samfundet, hvor identitet, religion og integration ofte er blevet/bliver belyst med et negativt fortegn. Når han synger om tro, tilhørsforhold eller splittelsen mellem kulturer, bringer han ikke kun sin egen historie på banen – han udfordrer også de dominerende narrativer, der i årtier har præget debatten. For nogle repræsenterer han en mangfoldig danskhed, der rummer flere nuancer, mens han for andre har været en stemme, der bryder med den gængse forestilling om, hvem der kan tage del i fællesskabet. Og netop kunstneriske form for provokation er værdifuld, for den konfronterer vores bias – også dem, vi ikke altid erkender, at vi bærer på. 

Min gæst er Brian Mørk, Komiker, har været chef for et utal af underholdningsprogrammer på TV2. Redaktionschef, Hovedforfatter og producer er også nogle af de discipliner Brian har mestret, og i dag ved at genopfinde sig selv som standup komiker på det 24. år. Dagens tema er første afsnit i samtaler om bias. I dag handler det om et perspektiv på vores samfunds blinde vinkler – særligt når vi taler om humor. Hvilken betydning har det på ledelse er mit spørgsmål ind i dagens afsnit? Bias – vores ubevidste fordomme – påvirker ikke kun, hvordan vi træffer beslutninger, men også hvordan vi reagerer på dem, der udfordrer vores verdensbillede. I en tid, hvor den offentlige debat ofte polariseres, og cancelkultur spiller en større rolle, bliver det tydeligt, hvordan visse stemmer enten løftes eller marginaliseres afhængigt af tidens dominerende normer. Komikeren Brian Mørk er et eksempel på, hvordan en skarp tunge kan bringe både succes og modstand. Han har i årevis brugt satiren til at udfordre samfundets normer, men netop denne evne til at skubbe grænser har også gjort ham til en kontroversiel figur. Når humor og samfundsdebat krydser hinanden, bliver spørgsmålet ofte: Hvad er legitim provokation, og hvornår træder man over en grænse? Vi søger fællesskab, fordi det ligger i vores natur at ville høre til og finde tryghed. Men netop fællesskabets rammer kan også skabe eksklusion, særligt hvis vi ikke tillader modstridende stemmer at tage del i debatten. Brian Mørks historie illustrerer denne dynamik. Med sine holdninger og jokes har han udfordret etablerede narrativer, men samtidig har han oplevet, hvordan visse udtalelser har ført til professionelle konsekvenser. I stedet for at blive en samtale om balance mellem satire og ansvar, er debatten ofte blevet reduceret til en kamp mellem to poler: dem, der mener, han bliver uretfærdigt ramt af cancelkultur, og dem, der mener, at han selv må tage konsekvensen af sine ytringer. Men hvad sker der, når vi straffer mennesker for at sige det forkerte, frem for at engagere os i dialog og refleksion?

Min gæst er Marie Storkholm, Leder af afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospital Horsens. Med en ph.d i ledelse i hånden har Marie i 7 år arbejdet med at løsne hierarkierne og skabe en tillidsbaseret kultur. En ph.D, der er lidt et utraditionelt valg af en lægeuddannet. Hvordan skaber man en organisation, hvor alle – fra den nyuddannede jordemoder til den erfarne overlæge – føler sig hørt og har mulighed for at handle? Hvordan kan en leder balancere mellem at give frihed og samtidig sikre retning? Disse spørgsmål førte min gæst til en ph.d. i forandringsledelse. Efter fire års fordybelse i udviklingskultur og 300 timers observation af ledelsesmøder følte hun sig klar. Hvis man tror på, at de bedste løsninger kommer fra medarbejderne, fordi de står tættest på patienterne, er det ikke altid dét, man oplever på ledelsesgangene i andre organisationer. Beslutninger træffes ofte på ledelsesniveau uden altid at inddrage medarbejdernes input. Et spørgsmål, jeg stiller mig selv, er, om dette faktisk kunne være den organisatoriske nøgle til at løse komplekse problemer – det, som nogle kalder "vilde problemer". Sundhedssektoren er en kompleks organisation med mange variabler, fordi den handler om menneskers sundhed og ikke om at producere produkter. Den kontinuerlige læringsproces er en uendelig kilde til innovation, og man skal som leder starte med at slippe kontrollen – det mener min gæst i hvert fald. Men hvor går grænsen?

Min gæst er Lisbeth Knudsen, Strategidirektør i Altinget, Mandag Morgen og Tænketanken Mandag Morgen. Siden 1975, hvor Lisbeth var Journalist og senere ans. chefredaktør i forskellige aviser, har hun arbejdet med at dække højaktuelle temaer, som velfærd, demokrati og den grønne omstilling blot for at nævne få. Lisbeth er en arbejdsom person der værner om den personlige integritet og ordentligheden overfor andre mennesker. Tillid er ikke bare en værdi – det er det, bærende fundament for et velfungerende samfund. Alligevel er vi vidne til en bekymrende udvikling: Tilliden til politikere er historisk lav, og de offentlige institutioner, som skal sikre velfærd og retssikkerhed, oplever en lignende svækkelse. Når borgere ikke længere tror på de systemer, der er sat i verden for at beskytte dem, spirer mistilliden, polariseringen øges, og handlingslammelse bliver en reel risiko. Men hvad sker der, når mistilliden ikke kun er borgernes, men også politikernes? Når de, der skal lede, selv mister troen på systemet, fordi de konstant udsættes for offentlig kritik, mistro og eksponering? Hvordan sikrer vi, at de rette mennesker stadig har lyst til at tage ansvar – og at de ikke bliver skubbet ud af en politisk virkelighed, hvor kortsigtet overlevelse vejer tungere end langsigtede løsninger? For ledere i både den offentlige og private sektor er det en påmindelse om, at tillid ikke kan genoprettes med symbolpolitik eller kommunikationskampagner. For at fremhæve særligt det offentlige, er vi i en tid, hvor skandaler og fejlslagne reformer præger den offentlige debat, er spørgsmålet ikke blot, hvordan vi genskaber tilliden – men om vi overhovedet er villige til at gøre det nødvendige for at bygge den op igen? Hvem bærer ansvaret? Borgerne? Politikerne? Systemet? Eller er det selve den måde, vi har indrettet vores samfund på, der skaber denne systematiske dekobling?

Mine gæster er: Karsten Mellon, ledelsesforsker, foredragsholder, forfatter til en række ledelsesbøger inkl. denne frisættelsesbog, der har givet anledning til dagens samtale. Er ekstern lektor i Syddansk, Aalborg og Roskilde Universiteter. Og udover at forske er Karsten også en musikalsk fætter, som trompetisk og dirigent for bigbands. Kåre Svarre Jakobsen, Kommunaldirektør i Ishøj Kommune på 9. år og har samlet mere end 15 års ledelseserfaring fra forskellige chefpositioner. Elsker nyheder, lidt nyhedsnarkoman til tider og elsker fodbold. Sidst og ikke mindst, Dennis Nørmark, et kendt ansigt i Kaffe & Ledelse, i dag den 4. gang. Dennis er forfatter og antropolog og har været chefkonsulent i flere konsulenthuse. For frihed var faktisk en af årsagerne til Dennis valgte at blive selvstændig. Desuden også aktuel med hans thriller ’Harare’, som bl.a. Jyllandsposten skriver, “En elementært spændende historie og en velartikuleret kritik af den internationale godhedsindustri.” Jeg synes vi skal gå mere kritisk til værks. Dog med en sund portion af nysgerrighed. Jeg har fået adgang til Bogen Frisættelse – Hvad har vi lært? Og hvad nu?. Den udkommer om nogle dage. Bogen giver et nuanceret billede af frisættelsesdagsordenen i Danmark. Gennem empiriske eksempler og refleksioner over filosofi og ledelsesteori viser den, hvordan frisættelse kan forny den offentlige sektor. Samtidig peger den på de dilemmaer og paradokser, der opstår, når man forsøger at frisætte en sektor præget af styring og faste regler. Bogen efterlod mig med en række essentielle spørgsmål:  Hvad er frisættelsens egentlige formål? Er det en vej til bedre velfærd og innovation, eller blot et retorisk greb, der maskerer en skjult spareøvelse? Frisættelse handler ikke kun om frihed fra regler – det handler også om friheden til at tage ansvar. Men hvad sker der, når medarbejdere og ledere oplever frisættelse som en byrde snarere end en gave? Så kunne frisættelse være en politisk illusion? Bogen gør et fremragende arbejde med at placere frisættelse i en politisk kontekst. Regeringens ambition om at skabe "den største frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie" sættes under lup, og flere bidragsydere peger på, at frisættelse ikke nødvendigvis betyder mindre kontrol. Tværtimod kan decentralisering føre til nye former for indirekte styring gennem dataindsamling, benchmarking og evalueringer. Hvis staten frisætter kommunerne, men samtidig indfører øgede krav til effektmålinger og dokumentation, er vi så reelt blevet mere frisatte – eller har vi blot skabt en ny form for styring i en anden indpakning? Et tema som jeg også behandlede i min samtale med Dennis Nørmark, hvor vi drøftede begrebet ’at være fri’. Bogen peger også på en risiko for, at frisættelse kan blive en skjult spareøvelse. Hvis staten lader kommuner og institutioner håndtere flere opgaver selv, men samtidig reducerer deres økonomiske råderum, er frisættelse så reelt en måde at flytte ansvaret for besparelser fra Slotsholmen og ud til de lokale ledere? Dette er en samtale, der kræver ærlighed, og som vi tager over denne kop kaffe.  

Tina Øllgaard Bentzen, Forsker, ph.d og lektor ved Institut for Samfund og Erhverv på RUC. Tina’s forskning fokuserer på interaktionen mellem tillid og kontrol, og hvordan ledelsesformer og styringsværktøjer kan designes til at fremme tillid inden for organisationer. Troels Van Dijk, Beskæftigelseschef for Faxe kommune, er fagpolitisk aktiv samt sidder i chefgruppebestyrelsen i HK kommunal. Noget Troels tager med sig på arbejde er, at han er grænseløs ambitiøs, især på sine egne vegne. Sidst og ikke mindst, et genbesøg fra Kaffe & Ledelse’s aller første gæst Rasmus Balslev, der er Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Været aktiv i DS i 18 år og Rasmus er stærkt værdibaseret og fagligt dedikeret, opsøger at påvirke andre mennesker på en måde, så de forbedrer deres muligheder for at skabe bedre vilkår for sig selv. Dagens tema er ledelse & beskæftigelsesreform. En besparelse på 3 mia giver det tillid til fremtidens beskæftigelsessystem, det spørger jeg mit panel om i dag? Regeringens beslutning om at nedlægge jobcentrene og spare tre milliarder kroner på beskæftigelsesområdet har udløst en bred debat om, hvorvidt det er en nødvendig modernisering eller en kortsigtet besparelse med uforudsete konsekvenser. På den ene side ligger der en ambition om at skabe en mere fleksibel og borgernær beskæftigelsesindsats med færre proceskrav og mere faglig frihed til de ansatte. På den anden side frygter kritikere, at de økonomiske hensyn vil føre til et forringet system, hvor bl.a. socialrådgiverne mister muligheden for at levere den nødvendige indsats for ledige borgere med komplekse behov. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har argumenteret for, at reformen vil give medarbejderne større autonomi og frisætte dem fra unødvendige regler. Men forskning i tillidsbaseret styring viser, at autonomi kun fungerer optimalt, hvis den følges op af tilstrækkelige ressourcer, organisatorisk støtte og en klar forståelse af medarbejdernes faglige ansvar. Så er scenen sat og særligt med dette afsnit har via mit nyhedsbrev har jeg opfordret til at modtage spørgsmål eller temaer jeg kunne stille i dag. Og, ja, der har været en del tilbagemeldinger.

Min gæst er Mette Kierkgaard, I dag fungerende ældreminister og politisk valgt for Moderaterne. Mette har tidligere været Familiechef i Viborg og Esbjerg kommuner samt haft forskellige roller i flere styrelser. Mette knus-elsker at vi lever i et velfærdssamfund som det danske. Hylder den personlige frihed fordi alle mennesker er unikke og har noget at byde på, og er motiverede. Når den kommende ældrereform som træder i kraft den 1. juli 2025, er det ikke blot en justering af systemet – det er en markering af en ny retning for ældreplejen i Danmark. Reformen lover mere selvbestemmelse for de ældre, færre bureaukratiske barrierer og en større fleksibilitet i plejen. Centralt i denne reform står min gæst, en politiker med en baggrund, der gør hende særligt kvalificeret til at tage fat på netop disse udfordringer. Hun forstår systemet, men har også stået i en position, hvor hun har oplevet dets begrænsninger på nærmeste hold. Kan hun bruge denne viden til at sikre en reform, der faktisk gør en forskel, eller vil modstanden fra et tungt bureaukrati blive for stor? Spørgsmålet jeg vil bringe ind i samtalen er, om reformen reelt kommer til at frisætte ældreområdet, eller om vi risikerer at ende med blot en ny administrativ model, hvor de samme udfordringer blot skifter form. Den kommende ældrereform har potentialet til at forbedre hverdagen for mange ældre, men succesen afhænger af, hvordan reformen bliver implementeret i praksis.

Min gæst er Peter Haugaard, i dag HR-direktør for EY Danmark samt nordisk ansvarlig for Strategisk talent consulting. Har mere end 25 års erfaring med topledelse. Noget der særligt definerer Peter, er at tænke i brede penselstrøg, dog blive fascineret af detaljen. Jeg starter med at citere min gæsts opslag på Linkedin. "Du er aldrig gladere end dit mindst lykkelige barn." Den sætning bliver ved med at vende tilbage til mig. Ikke fordi den er banebrydende, men fordi den er sand. Mange bilder sig selv ind, at de kan adskille arbejde og privatliv – men kan de virkelig det? Når mistrivsel rammer de nærmeste, følger den med på arbejde, i beslutningerne, i energien. Alligevel forventes det, at man møder op, præsterer og parkerer sine bekymringer ved døren. Det skriver min gæst i sit opslag. Mellem jul og nytår gav han sig selv en pause. Ingen fagbøger, ingen e-mails, ingen møder. Kun tid til at tænke. Langs vandet lod tankerne vandre, og én tanke blev ved med at presse sig på: Hvad kræver det egentlig at gøre en reel forskel som leder, hvor vi taler om de ting, der er svære? Når livet gør ondt, følger det med på arbejde. Danske unge mistrives. Skolevægring stiger. Livsglæden falder. Forældrene? De forsøger at holde sammen på hverdagen. På familielivet. På deres job. Men hvad betyder det for vores arbejdspladser? Er det realistisk at forvente, at medarbejdere kan adskille deres privatliv fra deres professionelle liv? Og hvad sker der, hvis vi insisterer på, at de skal? Hvad er ledelsens ansvar? Skal arbejdspladsen være et sted, hvor vi kan tale åbent om livets svære sider? Eller risikerer vi at skabe en offerkultur, hvor private problemer fylder for meget? Hvor går grænsen mellem at være en empatisk leder og at tage for stort ansvar for andres liv? Så hvad vil min gæst gøre anderledes? Link til opslag på Linkedin: https://shorturl.at/mI2al 

Mine gæster er:  Christa Breum Amhøj er stifter af aktionsuniversitetet, hvor hun arbejder med eksperimenterende, sanselige og kreative læringsprocesser. Har en ph.d i styringsteknologier i den offentlige sektor samt optaget af mennesker, der gerne vil gøre en samfundsmæssig forskel.  Morten Svalgaard Nielsen er chefkonsulent i Region Hovedstaden, leder af Mobilizing Artful people og har en del års erfaring indenfor teaterverdenen, hvor han som sceneinstruktør har opbygget erfaring med at kunne motivere og inspirere. Dagens tema handler om at være bæredygtig og her en samtale om dens transformative aspekter for mennesker. F.eks. Har man sagt passion, har man også sagt ja-tak konflikt og angst. Hvordan kan man skabe hjerterum for at favne passion og angst, med æstetiske og kreative processer, uden at forlade det enkelte menneske? Det er det spørgsmål jeg vil undersøge i dagens afsnit. Jeg kigger på kunsten. Ikke som noget fjernt og utilgængeligt, men som en åben kanal til vores kollektive bevidsthed. Kunstens rolle er ikke blot at udtrykke, men at udfordre. Den udvider vores ordforråd, ikke kun sprogligt, men også eksistentielt. Kunst åbner op for nye dimensioner af menneskelig erfaring, skaber broer mellem det ukendte og det velkendte, mellem det frygtede og det ønskede. Først et citat fra mine 2 gæsters bog – Ledelse af transformationer på kanten: ”Kunsten er i stand til at stimulere vores forestillingsevne og vores kritiske sans – præcis fordi den giver os fornemmelsen af, at ting kunne være anderledes. At samfundets strukturer kunne sættes sammen på nye måder” Vi skal tale om transformationer i organisationer. Tidligere gæstede Christian Have, hvor vi talte om teknologigiganternes algoritmer der modarbejder kunstens filosofi. Tanker om transformationer er ikke blot en idé; det er en invitation til handling. I organisationer skal vi se transformation som en mulighed, ikke en trussel. En mulighed for at gentænke vores praksis, for at finde nye veje, der sætter mennesker i centrum. I en tid, hvor Digital Disruption, Klimakrise, Demografiske ændringer, økonomisk skift, mangel på arbejdskraft, civile ligestillingsbevægelser er i spil, stiller det nogle ret høje krav til forandring og til forandringsangst. En vedholdende forandring må derfor starte indefra. Den begynder med den enkelte leder, den enkelte medarbejder, der tør stille de nødvendige spørgsmål: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis vi tænkte anderledes? Hvad nu hvis vi skabte noget, der ikke blot fungerede, men også inspirerede? Fremtiden kræver ikke kun innovation; den kræver også refleksion. Den kræver, at vi skaber organisationer, hvor mennesker trives som kreative væsener, ikke blot som brikker i et system.

Min gæst Torben Kjærgaard, kommunaldirektør for Frederikssund Kommune. Har topledelseserfaring på direktionsniveau fra kommuner, amter og KL gennem 25 år. Torben lægger vægt på ordentlighed, åbenhed, ærlighed og nysgerrighed. Jeg ser nærmere på Frederikssund Kommunes store ambitiøse plan for frisættelse, tillid og regelforenkling, som Byrådet vedtog for godt et år siden. Dengang lød målsætningerne klart og optimistisk: Med færre regler og større frihed skulle medarbejderne kunne bruge deres faglighed bedre og skabe mere effektive og borgernære løsninger. Her et år efter melder spørgsmålet sig: Er det rent faktisk lykkedes, og hvis ikke, hvad står i vejen? Jeg inviterer til en samtale der anerkender, at det ikke er en lille opgave at ændre dybt rodfæstede arbejdsmønstre og vaner. En frisættelsesplan kræver mere end bare pæne ord; den forudsætter en fundamental omlægning af, hvordan både ledere og medarbejdere tænker og handler. Vaner skal brydes, og kulturelle barrierer skal nedbrydes – og det er alt andet end et quick fix. Jeg spørger: Har kommunen været realistisk i sine ambitioner, eller har de kastet sig ud i et projekt, der fra begyndelsen var dømt til at støde på modstand og træghed? En central del af planen har været at skabe større tillid på tværs af alle niveauer i organisationen. Men hvordan bygger man tillid, når mange af de regler, der nu skrottes, oprindeligt blev indført for at skabe orden og forudsigelighed? Og når ledelse – både politisk og administrativt – kræves som nøgleelement, er det så lykkedes at mobilisere den nødvendige støtte og kontinuitet? Er man på et stadie, hvor de gode intentioner drukner i hverdagslogistik, modvilje mod forandring og usikkerhed om fremtiden?

Mine 2 gæster er Jette Runchel og Paul Nielsen. Jette har tidligere gæstet programmet omkring ordentlighed og særligt i den forbindelse generøsitet samt deltog i et af de 3 specielle loungeafsnit omkring den hvem den socialbæredygtige leder egentlig er. Jette er til daglig præsident for Røde Kors Danmark, underviser og senest medforfatter sammen med Karsten Mellon af bogen ’God ledelse i mellemrummet’. Og lige her til sidst nævne at Jette har 30 års ledelseserfaring og senest som kommunaldirektør i Albertslund.  Min anden gæst er Paul Nielsen, der er Regionsdirektør for midt- og nordjylland i Danske Bank. Poul arbejder med små og mellemstore virksomheder og er knyttet en del bestyrelser omkring erhverv, kultur og uddannelse. Poul er nysgerrig og ofte lidt utålmodig af natur, er passioneret for udvikling – dels egen og andre.  Dagens tema er Ledelse & den gode rejse ind i mellemrummet. Hvem starter med at være den generøse leder, der har modet og viser vejen til at bryde grænser ned? Cheferne er limen i ledelseskæden og kan legitimere dialogen både vertikalt og horisontalt. Det er min udgangshypotese til dagens tema. At lede i mellemrummet er som at begive sig ind i et landskab uden klare grænser – en rejse, hvor svarene ikke altid er givet, og hvor vejen formes undervejs. Det er her, ledere står over for de største udfordringer, men også de største muligheder for at skabe reel værdi. Mellemrummet er et sted, hvor der ikke findes enkle løsninger, men hvor der ofte gemmer sig en dybere forståelse af, hvad der virkelig betyder noget. Hvad er mellemrummet i ledelse? Mellemrummet kan ses som det udefinerede felt mellem det kendte og det ukendte – mellem strukturer, teams, hierarkier og perspektiver. Det er her, spændinger og paradokser mødes, og det er her, lederen skal agere som en balancerende kraft. Det er ikke et sted, man kan undgå. Men hvordan griber man det an? Velkommen til en samtale om, hvordan vi finder frem til den ærlige samtale om lederen der vil lede i mellemrummet og hvorfor det kan være svært, ikke kun på offentlige arbejdspladser.

Min gæst er Christian Have, Stifter og strategisk direktør for Have Kommunikation over 25 år. Noget der kan definere Christian, er troen på det gode og det mulige i mennesket. I dagens afsnit skal vi tale om teknologiens algoritmer i kontrast til kulturens overlevelse. Kan begge eksistere samtidig er mit spørgsmål til dagens gæst? Teknologiens algoritmer har udviklet sig til at være vores moderne verdens usynlige hånd, der styrer, hvad vi ser, hvad vi klikker på, og hvad vi tror når vi færdes i SoMe universet. For kulturen, ja så rejser det et afgørende spørgsmål: Kan den overleve i en virkelighed, hvor algoritmer favoriserer konflikt, sensation og ekkoer af det, vi allerede ved og tror? Eller er kulturen nødt til at omstille sig for at tilpasse sig – og overvinde – algoritmernes indflydelse? Det er ikke bare neutrale koder; de er designet til at fastholde vores opmærksomhed og maksimere profit. Det sker ofte på bekostning af de kvaliteter, som kunsten og kulturen er afhængige af: nuancer, dybde og kritisk refleksion. Sociale mediers logik belønner konflikt og polarisering, mens det komplekse og eftertænksomme risikerer at drukne i støjen. Kunne man antage, at algoritmerne risikerer dermed at reducere kulturen til et produkt, der skal sælge, i stedet for at være en livsnødvendig platform for refleksion og forståelse. Svaret er ikke at afvise teknologien, men at samarbejde med den. Forestil dig en fremtid, hvor algoritmer fremmer nuancer i stedet for ensidighed, empati i stedet for splittelse. Hvor sociale platforme bliver værktøjer til at løfte kunst og kultur, og ikke kvæle dem. For at nå dertil kræver det, at vi tager kontrol over teknologiens udvikling. Og her kommer lederen ind i billedet. Vi har brug for ledelse, der tør kræve algoritmer, der tjener menneskeheden – ikke kun markedsværdien.  

Mine gæster er: Christian Bason, i dag selvstændig konsulent, tidl. CEO af Dansk Design Center i ca. 10 år. Christian er forfatter til en del bøger og har et ledelsesmæssigt særkende ved at arbejde i højtspecialiserede fagmiljøer.  Sune Knudsen, ligeledes selvstændig sammen med Christian været i Dansk Design Center som COO. Før det, været Kontorchef i Erhvervsstyrelsen og Officer i reserven. Sune har et særligt øje for at frisættende ledelse.    I dag skal vi tale om evnen til at eksperimentere i ledelse og organisation. Hvad kræver det egentlig af lederen, for at tænke i design?   Drømmen om at sætte et bæredygtigt aftryk, der er drevet af et menneskesyn på en arbejdsplads. Det lyder jo rigtig godt? Men hvad kræver det egentlig? Jeg kaster lige et historisk lys på temaet. Historisk har organisationer altid været præget af hierarkier. Fra den industrielle revolution til det moderne kontorlandskab har ledelse været synonymt med kontrol, kommandoveje og stramt definerede roller. Denne struktur gav mening i en tid, hvor effektivitet og standardisering var nødvendige for at skalere produktion og administrere voksende komplekse systemer. Men hvad sker der, når de samme strukturer bliver en barriere for innovation og menneskelig trivsel? Mennesker har altid kæmpet med forandring – især når den udfordrer etablerede normer og vaner. Når organisationer forsøger at bryde med hierarkier og give medarbejdere større frihed, møder de ofte modstand. Ikke kun fra ledelsen, der frygter at miste kontrol, men også fra medarbejdere, der oplever usikkerhed, når kendte rammer fjernes. Historien viser os, at modstand mod forandring ikke nødvendigvis er et tegn på dårlig vilje, men på en menneskelig trang til stabilitet. Under den industrielle revolution protesterede arbejderne ikke kun mod dårlig løn, men også mod maskiner, der ændrede deres arbejdsrytme og truede deres eksistensgrundlag. På samme måde kan forandringer som selvledelse og eksperimenterende organisationsdesign skabe angst for, om man stadig kan finde sin plads i en ny og mere flydende struktur. Uanfægtet dens formål om at være bæredygtig. Mine 2 gæsters bog "Organisationen blev sat fri, og lederskabet skulle genfindes" taler netop om at finde en retning og derefter erkende at rammerne står i vejen. Det hele startede med en frustration hos dem?

Min gæst er Troels Gottlieb, Arbejder med erhvervspsykologisk rådgivning og med en karriere bag sig hos bl.a. Region Hovedstaden og senest som seniorrådgiver i Center for ledelse med særligt ansvar for lederudvikling. Troels har ledererfaring både som semiprofessionel håndboldtræner, mellemleder, bestyrelsesformand og for nærværende som censorformand for psykologi ved universiteterne. Darwins menneskesyn hævder, at der findes individuelle biologisk funderede strukturer. I 1968 blev kærlighed og kollektiv ’in’, og egoisme og besiddertrang ’yt’. Vi kommer til at kigge på psykologiens skiftende fokus og deri ledelse. Ledelse handler i høj grad om mennesker. Men i jagten på at skabe moderne, inkluderende og agile organisationer risikerer ledere i organisationer at overse en central dimension: menneskets skyggesider. Og deraf, at mennesker ikke kun er rationelle væsener. De drives også af skjulte mekanismer som frygt, ambition, misundelse og magtbegær – følelser og dynamikker, der ofte udfolder sig uden for det, vi siger højt. Oftest bringer dagens ledelsesbøger alle menneskets gode intentioner og måske den lyse side mere end skyggesiden. Så, Welcome to the dark side of the force. Kan et øjekast på skyggesiderne give en vigtig brik ift. forståelsen af både medarbejdere og lederen selv? Freuds teorier om kastrationsangst og penismisundelse kan måske virke forældede, men de minder os om noget essentielt: At menneskets indre drama – med alle dets konflikter og paradokser – påvirker, hvordan vi agerer i arbejdslivet. Kæphøj af selvtillid den ene dag, lammet af usikkerhed den næste. Så det handler ikke om at ledere har til opgave at løse eller eliminere disse skyggesider, men måske, at forstå dem. Hvordan påvirker det et team? Hvordan spiller de ind på magtdynamikker, konflikter og beslutningsprocesser? Og hvordan kan der skabes rum til, at disse ofte usynlige kræfter kan håndteres konstruktivt? Er det netop i skyggesiderne, at vi finder nøglen til stærkere og mere autentisk ledelse – og startende med lederen selv?

Min gæst er Martin Østergaard Christensen, Stadsdirektør for Aarhus Kommune. Har tidligere været direktør for børn og unge både i Aarhus, Hjørring og i direktør for Skolevaltningen i Aalborg. Martin værdsætter stærke relationer og sætter pris på at omgås mennesker, som vil udfordre og udvide hans perspektiver. Når vi taler om vilde problemer som klimaforandringer, unges trivsel og ressourceknaphed i sundhedssektoren, står vi over for komplekse udfordringer, der ikke kan løses med hurtige beslutninger. Vilde problemer hedder oprindeligt ’Wicked Problems’ der en definition, der er opstået tilbage i 1967 udformet af designprofessoren Horst Rittel. Det er først senere i 1973, hvor Rittels møder byplanlæggeren Melvin Webber, der beklagede sig over for meget ansvar og for lidt overblik. Wicked problems har 10 bud og, lidt interessant, er det 10. bud: ’byplanlæggeren har ingen ret til at tage fejl’, spørgsmålet er her, om vi står med et begreb, der i sin oprindelse egentlig var en slags gravskrift, uden reelle perspektiver, men snarere en beklagelse over et tab. En anden vinkel er Prof. Steen Visholm der fremhæver i bogen Perspektiver på Vilde Problemer (2024), jeg citere: "Visse begreber bliver i bestemte perioder populære, og denne popularitet tiltrækker fænomener, der ligner, men drejes lidt, så deres indhold kan profitere af det populære begrebs tiltrækningskraft." Så er mystikken støbt. Så inden vi får alt for meget medvind på et begreb, så synes jeg vi skal tage en hård opbremsning og kigge nærmere på de forhold, der med rette kan sættes spot på, dels med respekt for tidslighed og kravet til omfattende nytænkning. Betingelserne for forandring er faktisk til stede. Jeg citerer min gæst, Martin: "…Vi står overfor nogle store udfordringer i vores samfund, som gør den ledelsesopgave, som jeg deler med kollegaer over hele landet, svær og kompleks. De demokratiske processer og den velfærdsmodel, vi har bygget over de sidste mange år er ikke længere i topform. Gabet mellem borgernes forventninger og den velfærd vi som kommuner er i stand til at levere, er stigende…" Denne samtale er en refleksiv tilgang til, hvordan Århus Kommune har skabt rammer, der gør arbejdet med vilde problemer mere håndgribeligt og tilpasset deres virkelighed. Som baggrundstof kan følgende artikel være interessant: https://www.mm.dk/artikel/i-al-vores-snak-om-vilde-problemer-er-fejlen-at-vi-aldrig-rammer-lederens-personlige-rum?fbclid=IwAR0Sob_Tn4WYd8QLQodfbmFaiMZSXquzvwIt1fXYQnLAI8dupIakBdQQVqg

Min gæst er Ann-Christina Matzen Andreasen, der er lederen af JAC, Gentofte Kommune, der har vundet titlen ”Europas bedste offentlige arbejdsplads”. Ann-Christina er omtalt i over 20 ledelsesbøger som en fremskudt rollemodel for en veldrevet offentlig organisation. Holder foredrag og giver ledersparring samt sidder i Advisory Board på RUC og hos Komponent. Velkommen til nytårsafsnittet. 90%s frisættelse af ledelse. Jeg dykker ned i det. Først et citat af Alfred Josefsen i hans og min gæsts bog ”ledelse i virkeligheden”: ”JAC har samlet set fået mere menneskeligt overskud og et væsentligt bedre overblik. Problemstillingerne håndteres i rækkefølge, og der gennemføres holdbare løsninger. Begge dele har betydet, at mængden af spildarbejde er faldet. JAC har fået en lavere puls og er blevet mere robust, hvilket betyder, at man kan løse flere og andre udfordringer end tidligere.” JAC står for Job, aktivitets- og kompetencecenter som er en organisation der betjener 400 borger indenfor handicap og psykiatriområdet for Gentofte Kommune. Med en stræben efter en mere robust og effektiv organisation, opstår en række refleksioner hos mig, omkring de metoder og beslutningsprocesser, der benyttes i ledelsen henimod en frisættelse på 90%. Igennem en årrække har JAC-ledelsen været igennem en transformation. Nogle af de kernefortæller JAC har med sig er, at en stærk ledelse fremhæver fordelene ved en forbedret evne til at håndtere opgaver i rækkefølge, hvilket skaber overblik og reducerer spildarbejde. Bag disse erfaringer gemmer sig en række uundgåelige spørgsmål om balancen mellem menneskelighed og systematik. Hvordan sikres kommunikativt, at positive resultater ikke blot er et glansbillede, men også skabes gennem reelle forandringer og med inddragelse af alle medarbejdertyper? Og er der nogle medarbejderprofiler der skal gøre sig fortjent til at blive hørt? Er der nogle særlige personlige forudsætninger der stiller den enkelte? Jeg vil sætte lidt fokus på spektrummet af muligheder og begrænsninger i ledelse, når det hedder 10% ledelse. Hvilken rolle tilfalder de 10%? Med reference til bogen ’ledelse i virkeligheden’ ser jeg det som en gradvis mission om at udvide frigørelsen i takt med medarbejders- og organisationen evne til at modne den nye forandring. Vi har også 3 kandidatstuderende med fra RUC, der studerer socialpsykologi og læring. Det er Nikita Andreasen, Hanin Al Sayoufi & Zara Gormez, der aktivt observerede og stillede afslutningsvis nogle skarpe spørgsmål.  Godt Nytår🥳

Min gæst er Henrik Nielsen, Kommunaldirektør for Stevns Kommune, har været det siden 2021. Henrik har haft forskellige chef og direktørposter siden 2007 og en stor tilhænger af vores velfærdssamfund og har en afgrundsdyb respekt for vores demokratiske institutioner. Ledelsesudvikling i den kommunale kontekst, står ofte over for en udfordring, hvor elastikken er spændt til det yderste. Sammenhængskraften kan være svækket af modløshed, som opstår i kølvandet på politiske aftaler, der kan føles hæmmende og begrænsende for det optimale velfærdsarbejde. Det er tydeligt, at det velfærdssamfund, vi har opbygget, hviler på en model, hvor det offentlige bærer en stor del af ansvaret, men spørgsmålet er, om denne model stadig holder? Men hvad er egentlig det optimale velfærdsarbejde? Er det at der er fri handlemuligheder? Agiliteten, som mange ønsker at se i det offentlige, bliver ofte en mangelvare, når den politiske og økonomiske virkelighed lægger sine begrænsninger. Hvad med den politiske begrænsning? Kan det handle om det komplekse samspil mellem kortsigtede politiske aftaler og langsigtede velfærdsmål. Eks. står politikere ofte over for krav om hurtige resultater, hvilket kan føre til beslutninger, der begrænser fleksibilitet og innovation i den offentlige sektor i det lange løb. Hertil følger økonomien, der afstemmes årligt via budgetforhandlinger. Hvordan kan man sikre, at velfærd ikke blot forbliver en opgave for det offentlige, men udvikles til en fælles indsats, hvor civilsamfund, borgere og private aktører også tager ansvar? Det er nogle af de refleksioner og spørgsmål jeg tager med til min samtale til dette afsnit.

Velkommen til afsnit 100. Med det spørger jeg migselv og mine gæster om vi har en ledelseskrise? Og i så fald, hvad er på spil, når de gode og bæredygtige løsninger ikke finder sin rette hylde? I dette jubilæriumsafsnit bringes to perspektiver på moderne ledelse i fokus:  Regenerativ ledelse og høvdingeledelse. To tilgange som er forskellige, men de deler et fælles mål om at skabe bæredygtige og meningsfulde arbejdsmiljøer, hvor lederskab handler om mere end blot magt og kontrol. Jeg har inviteret 2 gæster til Stevns, der begge er aktuelle med deres bøger. ”Lederskab i balance” og ”gid min chef var høvding”. Regenerativ ledelse, som Louise Sparf beskriver, ser organisationer som levende systemer, der skal plejes og beskyttes – ikke blot for at opnå økonomisk gevinst, men for at sikre trivsel og bæredygtighed på lang sigt. Det handler om at tage komplekse, kaotiske situationer og bruge dem som grobund for læring og innovation. Men er det muligt for ledere i dagens konkurrenceprægede verden at omfavne usikkerheden og alligevel styre mod en mere bæredygtig fremtid? Kan de, skifte fokus fra kortsigtede økonomiske mål til langsigtet trivsel og samfundsmæssig ansvarlighed? Velkommen til Louise Sparf, der er talskvinde for bevægelsen mod et mere meningsfyldt arbejdsliv og et nyt lederskab. Er forfatter til bogen ’Lederskab i balance’ og har mere end 10 års erfaring som topchef indenfor det private og offentlige.  Min anden gæst Dennis Nørmark har skrevet bogen ’Gid min chef var høvding’ sammen med sin skrivemakker Christian Groes. Høvdingeledelse, som bogen argumenterer for, fokuserer på ydmyghed, lydhørhed og det tjenende lederskab. I modsætning til moderne hierarkiske ledelsesmodeller ses i bogen tilbage på traditionelle høvdinge som eksempler på ledere, der satte fællesskabet først. Nørmark & Groes advarer om, at magt korrumperer, og at mange moderne ledere er mere optagede af karriere og personlig gevinst end af fællesskabets bedste. Spørgsmålet her er: Hvordan kan vi som samfund genopfinde lederskab, så det i højere grad handler om ydmyghed og fællesskab? Og er vi villige til at udfordre de magtpyramider, der har præget ledelse i århundreder? Dennis er forfatter til flere bøger, og senest både gæstet denne podcast til sæsonfinalen i Bremen Teater og andet afsnit om frihed i ledelse. Dennis er antropolog og har været chefkonsulent i flere konsulenthuse, for frihed var faktisk en af årsagerne til Dennis valgte at blive selvstændig.

Min gæst er Rasmus Kjeldahl, der er direktør for Børns Vilkår, Rasmus er meget interesseret i udvikling og implementering, får mange ideer og omgiver sig med dygtige mennesker. ”En organisation der begår fejl, der lærer af det, bliver bedre.” Skriver Amy Edmonson i hendes nye bog ”right kind off wrong”. Altså.. hvordan man begår fejl rigtigt. I stedet for at arbejde kreativt og proaktivt kan man blive tilbageholdende, da frygten for konsekvenserne af en fejl bliver for stor som leder. Det kan være båret af at være karriereminded, ikke føle at kunne fylde taburetten fagligt eller ledelsesmæssigt ud, men også at træffe beslutninger der kan skabe stærke forstyrrelser både blandt medarbejdere men også i bestyrelsen og, hvis politisk styret, hos politikere eller samfundet. Og sidst og ikke mindst, frygten for at blive udskammet i medierne. Vi kaster blikket på omsorgsbranchen – altså velfærdsdanmark. Der er situationer, hvor en fejl ikke blot er et spørgsmål om at overse detaljer eller træffe en forkert beslutning, men hvor det drejer sig om en grundlæggende forsømmelse af omsorg og ansvar. økonomisk, ressourcemæssigt og ledelsesmæssigt. Selv i en læringskultur, hvor fejl accepteres som en del af udviklingen, må der være grænser for, hvad der kan tolereres. Når omsorg forsømmes, er det ikke blot en fejl, men et svigt, der kræver øjeblikkelig handling. En forsømmelse i omsorgsfaget vil typisk få store konsekvenser for mennesker der har brug for omsorgen og hjælpen. Og her kommer min gæst ind i billedet, fordi, forsømmelser har vi desværre haft på børneområdet – blot tag nogle af hans opslag på Linkedin. For det handler om børn, hvor det er hensigten, at de skulle have de bedste betingelser, men ikke har fået det.

Min gæst: Pernille Gry Petersen, der er Generalsekretær i Børnesagens fællesråd. Pernille sidder i censorledelsen for socialrådgiveruddannelserne sidder i bestyrelsen i Djøf privat og advisory board. Som en privilegeret socialarbejder har Pernille et socialt løfte som forpligter til at bruge sin viden og erfaring til at sikre bedre forhold for dem, som har det svært.   Barnets Lov, der trådte i kraft den 1. januar i år, har til formål at skabe bedre vilkår for børn i sårbare positioner. Den indeholder mange gode intentioner, men dens implementering præsenterer et centralt ledelsesmæssigt dilemma: Hvordan sikrer man, at en så omfattende lov faktisk bliver forankret i praksis på tværs af alle relevante aktører, når ressourcerne er knappe, og tiden til forberedelse har været utilstrækkelig? Dilemmaet mellem gode intentioner og reel implementering Lovteksten har et stærkt fokus på børns rettigheder, tidligere indsatser og bedre koordinering mellem fagpersoner. Det er positive elementer, men er der også nogle bekymringer som er værd at kigge på: Såsom.. Hvordan sikrer man, at lovens intentioner faktisk når ud i alle lag af børneområdet – fra daginstitutioner til socialforvaltninger? I en artikel på Berlingske udtrykker min gæst, om sagsbehandlerfejl på det bredde børnområde optil ikrafttrædelse af Barnets lov. Med flere års politisk fokus har vist sig desværre, at der forsat er tydelige problemer, og at hun stiller spørgsmålet, om kommunerne er gearet til det? Kunne man antage, at de kommunale medarbejdere, der skal implementere loven bliver præget af hastværk? Simpelthen pga. manglende tid til forberedelse. Hvad med det tværfaglige samarbejde og civilsamfundets rolle? Kilder: Retsinfo, Barnets lov: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/890 Artikel, Berlingske: https://www.berlingske.dk/kommentarer/boernerettighedsorganisation-efter-rapport-om-sagsbehandlingsfejl) ”Det er tid til at omdefi­nere, hvad der er god ledelse”, Børsen https://borsen.dk/nyheder/opinion/ledelse-er-blevet-rodet-og-det-er-maaske-helt-fint

Min gæst Birgitte Lundgren, der i dag er kommunaldirektør i Rudersdal Kommune, har været leder i 24 år, uddannet jurist og har læst medicin. Birgitte tror på, det er fundamentalt at turde dele sit lederskab med andre ledere og medarbejdere i en form for medindragende ledelse. Af og til kan ledelse i en kommunal organisation føles som at navigere i et ufremkommeligt terræn, hvor gamle hierarkier og bureaukratiske traditioner udgør høje mure, der blokerer for nytænkning. Men i nogle tilfælde er det nødvendigt at bryde disse mure ned for at skabe en mere fleksibel og dynamisk organisation, der bedre kan tilpasse sig fremtidens udfordringer. Min gæst er en kommunaldirektør, der har formået at udfordre de stivnede strukturer. I stedet for at opretholde de traditionelle top-down-processer, der ofte forsinker beslutningstagning og begrænser effektivitet, vælger hun at omstrukturere organisationen med fokus på mere tværfagligt samarbejde og fladere hierarkier. Er det mon fremtidens fleksible organisatoriske kommunemodel? Kan det være en beslutning der er mødt med modstand med medarbejdere? Dels pga. opgavekompleksitet og frygt for funktionen af egen rolle? Så hvordan kan en leder, med ansvar, vriste sig fri for de kortsigtede bekymringer og fokusere på de langsigtede ønskede fordele kunne bringe med sig?

Gæster: Rane Willerslev, Direktør for Nationalmuseet, Socialantrolog Pernille Halberg Salamon, Direktør Komponent, tidl. kommunaldirektør Ayhan Gormez, ledelsesrådgiver, Mindcloud   Er kreativitet i ledelse bare et hyggeligt krydderi, eller er det en seriøs disciplin med potentiale til at skabe både gennembrud – og til tider spektakulære fejlslag? I denne livepodcast udforsker vi kreativitetens rolle i ledelse og spørger: Hvilke ideer bliver for hurtigt kasseret, men kunne måske have vendt spillet, hvis de fik mere plads? Forestil dig en ledergruppe, hvor effektivitet og resultater er i højsædet. Kreativitet kan nemt blive set som ekstra pynt – noget der kommer efter de “rigtige” opgaver. Men hvad går vi glip af, når vi ikke giver plads til de ideer, der ikke umiddelbart passer ind i planen? Og kan modet til at fejle også være en vej til store resultater? I dette liveafsnit sætter vi scenen for en ærlig snak om kreativitetens muligheder og faldgruber – både de gyldne gennembrud og de uundgåelige mislykkede bud. Vi skaber et trygt rum, hvor skæve forslag bliver taget alvorligt, og hvor vi tør se på, hvordan kreativitet både kan føre til fantastiske løsninger og de fejltagelser, vi også kan lære af. Formatet er også tvistet med en gæstevært Andreas Baumann, chefredaktør for Mandag Morgen og den sædvanlige vært Ayhan Gormez er debattør.

Velkommen til podcasten ’Kaffe & Ledelse’, denne gang som live-event (første af 2) i samarbejde med Mandag Morgen og her i ledelsesugen – uge 44. Gæster: Michala Schnoor, der er erhvervspsykolog, aktuel med sin bog ’ansigterne på gangen’, som er ledelsesnoveller. Michala har bla. Skrevet bogen om narrativ organisationsudvikling, der er en dansk udgave selvsamme tema af Michael White. Jakob Rømer Barfod, major fra forsvarsakademiet. Jakob er aktuel med sin nye bog ’ledelse i felten’, som han har skrevet sammen med sin skrivemakker Signe Bruskin. Per Helge, satiriker og pt. aktuel med sit kommende show Djøf med løgn som er nr. 5 i rækken, hvor temaet er bureaukrati. Per er tidligere gæstet Kaffe & Ledelse og, i dag, den 4. gang. Social bæredygtighed og high-performance ledelse er to temaer, der på mange måder repræsenterer 2 perspektiver i ledelse. Perspektiver som nogle gange kan kollidere med hinanden. Som ledelsesrådgiver og vært for denne podcast-serie har jeg ofte bemærket, at ledelsesrollen er en ambition, som vi alle har en holdning til, hvordan skal se ud. Det, der fascinerer mig, er, hvordan vi balancerer de menneskelige værdier og hensyn, der er en del af social bæredygtighed, med de hårde krav om effektivitet og resultater, der ligger i high-performance. Kan de to principper forenes, eller vil de altid stå i modsætning til hinanden? Og hvem er egentlig denne lederskikkelse, der skal varetage det? Ballisager har i deres rekrutteringsanalyse peget på at det går godt med ledertilfredsheden. Men hvordan står den med ledertrivslen for lederen selv? I kobling til rekrutteringsanalysen kunne man spørge, hvad det egentlig koster for mennesket bag lederen for at forsætte med at skabe tilfredshed blandt sine medarbejdere? Videre i den tankeproces. Er det stadig favorabelt at foretrække for os alle, at være leder? Eller bliver rollen så kompleks, at de fleste af os, ikke gider den? Disse spørgsmål er blevet centralt i mine seneste opgaver, hvor jeg ser ledere ikke bare kæmpe med at forene, det, både resultatorienterede mål og medarbejdernes trivsel, men også at tale om lederen selv. Altså det personlige lederskab. I den gemmer der en del nuancer som er værd at kigge nærmere på i denne debat.

Min gæst Bengt Holst er Cand. scient. i zoologi fra Københavns Universitet og mangeårig videnskabelig direktør i Zoologisk Have, København. Tilknyttet Zoo i 37 år og stoppede i 2021. Er forfatter og bidraget og medvirket i talrige tv og radioprogrammer. Nuværende formand for Dyreetisk Råd, Rådet for Zoologiske Anlæg og Den Danske Naturfond. Velkommen til. Af og til kan ledelse føles som at stå midt i et stormvejr, hvor enhver beslutning granskes, kritiseres og sættes i et offentligt spotlys. Bengt Holst er et slående eksempel på, hvordan ledelse under beskydning kan udfolde sig. I 2014 stod Holst midt i en international mediestorm, da en beslutning om at aflive giraffen Marius i Københavns Zoo udløste voldsom kritik og vrede – ikke kun fra danske borgere, men fra hele verden. Som leder er det ens ansvar at træffe beslutninger, der ikke altid er populære, men som er nødvendige for organisationens langsigtede mål. Beslutningen om at aflive Marius var drevet af zoologiske og genetiske hensyn. Der blev taget højde for det europæiske avlsprograms strenge krav om at undgå indavl og bevare sunde bestande af dyr. I stedet for at sende Marius til en anden zoo, hvor han potentielt kunne bidrage til genetisk ubalance, valgte de at aflive giraffen. Den efterfølgende offentlig dissektion og fodring af rovdyr blev præsenteret som en del af zoologiske haves pædagogiske formål – at vise naturens cyklus uden filter. Men hvad gør en leder, når en tilsyneladende rationel beslutning afføder en emotionel modreaktion, der går langt ud over organisationens fire vægge? For hvad koster det egentlig for mennesket bag lederen?

Min gæst er Allan Kristoffersen, der startede som 17 årig i retailsbranchen - og har arbejdet sig selv op fra elev til koncerndirektør med ansvaret for 25.000 kolleger i COOP. Samlet set har Allan 25 års ledelseserfaring. Er selvindsigt ikke en uundgåelig forudsætning når man skal effektivisere som leder i sin organisation? Mit take er, at man som leder skal have en stærk selverkendelse og det er ikke kun en fordel, men en nødvendighed for ledere, der skal navigere gennem komplekse ledelsesmæssige udfordringer. Når besparelser og effektiviseringer er uundgåelige, er det afgørende, at ledelsen ikke kun retter blikket udad, men også indad. At kunne identificere sine egne kompetencer og begrænsninger kan være afgørende for en leders evne til at bidrage effektivt. Det kan åbne op for en dybere forståelse af, hvor og hvordan ens indsats kan være mest værdifuld, og samtidig skabe en bevidsthed om, hvornår det måske er mere gavnligt at træde tilbage og lade andre tage over. Jeg tænker, at det vigtige spørgsmål her er, hvordan denne selvindsigt påvirker, hvordan vi træffer beslutninger og arbejder sammen i hverdagen. Hvor meget giver det mulighed for en mere dynamisk og fleksibel ledelsesstil? Det kan være, at lederen hele tiden skal finde en balance mellem at være aktiv og samtidig give plads til andre. Hvor den balance ligger, og hvordan man holder den, vil nok variere alt efter situationen.

Min gæst: Andreas Baumann, der er den yngste chefredaktør i ugebrevet Mandag Morgen. Leder for en lille redaktion i et mellemstort mediehus, Altinget. Når vi taler om kreativitet i ledelse, handler det ikke kun om spontane idéudvekslinger eller vilde forslag. Det handler om at skabe et rum, hvor anderledes tanker og modige input kan vokse – uden frygt for at fejle. Men det kræver mod fra lederen og teamet at åbne for det kreative potentiale, især når det virker risikabelt i en verden, der er styret af deadlines og stramme mål. Vi skal forberede kommende live-event om kreativitet i ledelse, hvilken ide burde ikke være kasseret? Og vi tvister formatet en anelse til dette live-event. Som den sædvanlige vært indtager jeg gæsteplads og overdrager scenen til Andreas. Velkommen til et lidt anderledes afsnit, hvor vi forbereder et kommende live-afsnit.

Sæson 4’s tema, "Bæredygtighed som kompas i nutidens ledelse," adresserer de udfordringer og muligheder, ledere står over for i at integrere bæredygtighed som en central del af virksomhedens strategi. I dagens verden er bæredygtighed ikke blot et modeord, men en afgørende faktor for langsigtet succes. Temaet undersøger, hvorfor mange ledere stadig tøver med at implementere bæredygtige tiltag, til trods for de klare fordele, og hvordan kortsigtet fokus på profit ofte står i vejen for nødvendige forandringer. En af de største hindringer er balancen mellem pres for hurtige økonomiske resultater og nødvendigheden af at tænke langsigtet. Derudover mangler mange organisationer den vidensdeling og det samarbejde, der kræves for at skabe bæredygtige løsninger på tværs af sektorer. For at overvinde disse udfordringer kræves der en dybere kulturændring, hvor ledere fremmer medarbejdernes trivsel og ser dem som centrale aktiver i virksomhedens vækst. Sæson 4 udforsker, hvordan ledere kan navigere i dette komplekse landskab ved at anvende bæredygtighed som en styrende rettesnor og tage inspiration fra andre brancher for at tilpasse nye strategier til deres egne organisationer. Bæredygtighed er en rejse, og ved at omfavne det som kompas kan ledere sikre både virksomhedens succes og en bedre fremtid for samfundet. Velkommen til..

Velkommen til anden del af sæsonfinalen. I dette afsnit kan du lytte til: Steen Hildebrandt · Casper Kirketerp-Møller · Kurt Klaudi Klausen · Stefan Andersen · Rikke Würtz · Sara Vergo · Egedal Musik & Kulturskole · Susanne Ekman · Camilla Newcomb Burgees · Mikkel Benn · Ian Wisler-Poulsen · Zara Gormez   Plus min medvært Lise Dahl Arvedsen.   I en verden, hvor hver kommune opfatter sig selv som unik, lyder stillingsopslag til ledere ofte ensartede. Dette rejser en fundamental udfordring i rekrutteringen af individer, der naturligt tør tænke ud af boksen, drive mod en ny kurs og skabe forandringer, der finder genklang hos organisationens medlemmer. Vi bør derfor flytte fokus fra de mangler og fejl, der ofte dominerer den offentlige debat, til de succeser og muligheder, der ligger foran os. Danske offentlige virksomheder befinder sig ved en skillevej, hvor konventionel kommunikation og ledelse ikke længere er tilstrækkeligt. Vi observerer en tendens, hvor opmærksomheden tiltrækkes af det, der ikke fungerer, mens de egentlige løsninger og succeser forbliver ubemærkede. For de er ubemærkede, da de ikke kan omtales i et tal og strategisprog. Dette fremhæver en bred kulturel og strukturel udfordring, især inden for den offentlige sektor – en sektor, der desperat har brug for innovative ledere, der kan navigere i kompleksiteten og inspirere til forandring, uden blot at anmode om flere økonomiske ressourcer. Jeg mener ikke, at flere midler nødvendigvis skaber bedre resultater for fællesskabet og samfundet. Derfor er evnen til at "rekruttere krøllede hjerner" afgørende, hvilket ofte er synonymt, hvis det ikke sker, med en manglende vilje til forandring, der findes strukturelt og organisatorisk i vores offentlige virksomheder. 🔘 I denne sidste del kan du opleve yderligere 2 debatter, hvor taler videre om onboarding og udviklingen i samfundet samt forventningerne til organisationer og ledelse i fremtiden. Desuden kan du lytte til 4 indslag om 'det at blive opsagt, onboardet'. forhindringer i en omstilling og 2 musikalske indslag, som lydvandring og sanselighed. Læs også min klumme i Djøfbladet om rekruttering: https://www.djoefbladet.dk/artikler/2024/05/kommunal-indavl-hindrer-forandring-og-innovation