PODCAST · music
Musikerskab
by Christina Holm Dahl
Podcasten Musikerskab handler om det professionelle musikerskab og undersøger hvad det overhovedet er. Er det et sæt af færdigheder eller en væren eller noget helt tredje? Hvad skal man bruge det til? Hvordan udvikler man sådan et? Kan man gemme sig i det? Kan det ændre sig over tid? Forsvinder det, hvis man holder op med at være musiker?I en række samtaler med musikere undersøger vi disse spørgsmål.Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl.
-
20
21 Musikerskab på Spot Festival
Velkommen til en dobbeltsamtale med Marianne Lewandowski og Simon Ronge Holm Madsen optaget foran et live publikum under Spot festivalen i Aarhus i maj 2026. Marianne Lewandowski og Simon Ronge Holm Madsen er begge meget alsidige musikere, der har spillet med og for utallige musikere på danske og udenlandske scener. Musikere, som dækker mange instrumenter og også begge sætter musikpædagogikken højt. Vi taler om at have brede musikerliv med mange funktioner og om at se musik som en samværsform og som formidling og kommunikation. Vi taler om musikpædagogikkens styrke, for netop samværet, formidlingen og for eget musikerskab. Vi taler også om hvem præger os som musikere og hvad er det, de gør, som gør en forskel. Og om hvornår er det selv tid til at blive en af dem, som præger andre og gør en forskel for andre? Om at være musiker både på de store scener og de meget mindre scener og føle sig lige godt hjemme begge steder. Du kan læse mere om Marianne på https://www.instagram.com/mariannelewandowski/ og om Simon på https://www.instagram.com/simonrhmadsen/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
19
20 Musikerskab med Per Dybro Sørensen
Velkommen til en samtale med Per Dybro Sørensen. Per Dybro Sørensen er guitarist, komponist og selverklæret nørd. Med ham indfinder roen sig i en samtale der strækker sig over et langt musikerliv og et imponerende blik på dansk musikliv i den samme periode. Vi kommer langt omkring og taler bl.a. om at komme fra Nykøbing Mors i en tid før musikskoler og Youtube og få sine første musiklektioner fra et lokalt medlem af Frelsens Hær og af den lokale organist. Om at vokse op i nærheden af Thylejren, spille der og alligevel ikke føle sig rigtig hjemme i ungdomsoprøret og så at blive forelsket i den klassiske musik. Om at vokse op i en lille by i Jylland og komme først til Aarhus og siden ud i Europa. Om at blive ansat i en af de første musikskoler, hvor der pludselig var mulighed for fast arbejde for en musiker, som kunne balanceres med at være udøvende. Om at rejse ud i Europa med sin musik og blive del af den politiske virkelighed af tøbrud mellem Øst og Vest. Om at blive komponist og finde sin lyd i en moden alder. Du kan læse mere om Per på https://perdybro.dk/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl.
-
18
19 Musikerskab med Sigrid Eva Bang
Velkommen til en samtale med Sigrid Eva Bang. Sigrid Eva Bang er både klassisk pianist og sanger og sangskriver. Hendes artistprojekt hedder Sigrid Eva og fungerer både som soloprojekt og med band. Og så er hun konservatoriestuderende og klaverunderviser. Vi taler om at balancere to forskellige musikalske verdener og insistere på, at de kan og skal mødes. Om både at være Sigrid Bang og Sigrid Eva. Om at være søgende mod sit udtryk og samtidig meget bevidst om hvad det er og ikke er. Om at få omverdenen til at forstå hvad det er hun vil med klaveret. Vi taler om musikalske fællesskaber og hvorfor de er vigtige. Om at kende branchens krav til musikken og arbejde med at få det til at give mening i samspillet med ens musik. Du kan læse mere om Sigrid på https://www.instagram.com/sigridevaa/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
17
18 Musikerskab med Sasha Adrian
Velkommen til en samtale med Sasha Adrian. Sasha Adrian er sanger og sangskriver. Hun optræder i eget navn og beskriver sin genre som confessional indie-rock. Og så er hun rimeligt nyuddannet fra konservatoriet. Vi taler om hvad det vil sige at være sangskriver og sanger og hvorfor Sasha overhovedet skriver sange. Om hendes møde med musikbranchen og om hvordan identitet og den musik man spiller meget let bliver blandet sammen. Vi taler om at leve i musikbranchen, om deltidsjobs og hvilken type job der giver mening. Og så kommer vi omkring forventninger til ens sangstemme – egne og andres – og hvad det gør ved ens selvforståelse og professionelle handlemuligheder. Foto: Lasse Bak Mejlvang Du kan læse mere om Sasha på https://celebrationrecords.dk/artist/sashaadrian Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
16
17 Musikerskab med Thomas Sandberg
Velkommen til en samtale med Thomas Sandberg. Thomas Sandberg er musikalsk performer, slagtøjsspiller, sanger og formidler. Han har altid nysgerrigt pendlet rundt i mange forskellige områder indenfor såvel musik- og teatermiljøet som andre tilstødende kunstarter og udtryksformer. Thomas har modtaget mange priser og anerkendelser for sit virke og er på tidspunktet for denne udgivelse forperson for Dansk Musiker Forbund. Vi taler om at have en evig trang til at opsøge og undersøge de hvide pletter på det kunstneriske landkort og om hvordan det kan ske, at en slagtøjsspiller kan vinde en pris for årets vokaludgivelse. Om at møde den rigtige lærer på det rigtige tidspunkt. Om kærlighed til at optræde for børn og om at finde friheden og det improvisatoriske rum, når man står på scenen – både med børn og voksne som publikum. Vi kommer også omkring Thomas' evne til og behov for løbende at opsøge ny læring. Du kan læse mere om Thomas på https://www.thomassandberg.dk/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
15
16 Musikerskab med Thomas Bryla
Velkommen til en samtale med Thomas Bryla Thomas er komponist, arrangør og orkestrator og arbejder især i filmbranchen. Thomas er pt. bosat i Los Angeles, hvor han arbejder både på Hollywood filmproduktioner og på mange andre typer opgaver over hele verdenen. Vi taler om hvad det vil sige at være filmkomponist, arrangør og orkestrator og hvordan skiftet fra udøvende musiker til Thomas' nuværende rolle har været. Om at arbejde internationalt og om forskellen på at samarbejde online og at være fysisk til stede i et miljø. Om at arbejde på store Hollywood produktioner og i den allerbedste forstand være en brik i et kæmpestort puslespil og om altid at forstå sig selv og sit udtryk i en kontekst. Du kan læse mere om Thomas på https://www.bryla.dk/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
14
15 Musikerskab med Maria Dybbro
Velkommen til en samtale med Maria Dybbroe. Maria Dybbroe er komponist, saxofonist, improvisator og bandleder især inden for den frit improviserende og eksperimenterende del af jazzscenen. Maria er bosat både i Danmark og Norge og er modtager af Statens Kunstfonds karriereprogram Den unge kunstneriske elite. Hun spiller bl.a. med Caktus og Køs og arbejder ofte på tværs af kunstarter. Vi taler om begrebet kunstnerskab og hvordan det adskiller sig og ligner begrebet musikerskab. Om tværkunstneriske samarbejder som inspiration og hvordan det kan udvikle ens forståelse af hvad sprog er. Om at vokse op i et miljø hvor musikken naturligt havde sin plads og det var naturligt at blive musiker men også om hvordan sociale fællesskaber kan skabe forskellige vilkår for at være helt ung kvindelig og mandlig musiker og hvordan man så arbejder med det som voksen musiker og forsøger at skabe de ændringer man ser behov for. Du kan læse mere om Maria på https://mariadybbroe.com Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
13
14 Musikerskab med Henrik Engelbrecht
Velkommen til en samtale med Henrik Engelbrecht. Henrik er især kendt som forfatter, operaekspert og formidler men oprindeligt er han uddannet klassisk fløjtenist og orkestermusiker. Han har desuden lavet radio gennem mange år, været operadramaturg på Det Kongelige Teater samt musikchef i Tivoli. Han er nu selvstændig forfatter og formidler. Ved udgivelsen af dette afsnit er han aktuel med bogen Den mørklagte musik om dansk musikliv under den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig. Vi taler om kærlighed til opera og om hvad det vil sige at være musikformidler. Om hvordan en dirigent i Holbækgarden fik afgørende betydning for Henriks livsbane i en meget ung alder. Om hvordan ens musikerskab stadig har betydning, selvom man ikke spiller længere. Og så taler vi naturligvis også om musikervilkår under besættelsen af Danmark. Du kan læse mere om Henrik på https://henrikengelbrecht.dk/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
12
13 Musikerskab med Maja Kjær
Velkommen til en samtale med Maja Kjær. Maja er folkemusiker, violinst, komponist, underviser og forlægger. Hun har 4 gange været nomineret til DMA Roots og spiller i dag med Maja Kjær Si Orkester og med Fru Skagerak. Maja fortæller selv: "Nordisk folkemusik er mit hjem. Som violinist, komponist og forskende formidler arbejder jeg med de mønstre, historier og melodier, der binder vores musiktraditioner sammen." Vi taler om at have rod i den nordiske folkemusik og om at tage den ud i verden og komme hjem igen. Om iværksætterånd gennem for eksempel at skabe et forlag fordi man har en nodebog der skal udgives. Igennem meget latter taler vi om at have mange bolde i spil og først i bakspejlet kunne se hvordan de hænger sammen og forstå sit eget musikerskab. Du kan læse mere om Maja på https://www.majakjaer.dk Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
11
12 Musikerskab med Rasmus Fribo
Velkommen til en samtale med Rasmus Fribo. Rasmus er saxofonist, kunstner og konsulent og har i 20 år arbejdet professionelt med musik, som musiker og performer, som organisator, som underviser og som arrangør. I dette afsnit bliver samtalens præmis kuppet eller måske nærmere rykket. For Rasmus insisterer på, at en samtale er en samtale, hvor også værten skal bidrage med sine oplevelser, erfaringer og tanker. Det leder til en samtale om forskellene på en identitet som et menneske, der spiller musik og en identitet som musiker. Om musikerskab gennem forskellige livsfaser og om at opleve ens eget musikerskab ændre sig radikalt i forhold til den oprindelige drøm. Om hvordan man både sætter pris på det og samtidig kan skulle slutte fred med det. Du kan læse mere om Rasmus på https://www.rasmusfribo.dk Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
10
11 Musikerskab med Nadja Schmedes Enevoldsen
Velkommen til en samtale med Nadja Schmedes Enevoldsen. Nadja er sanger, komponist og korleder og bosat helt ude på vestkysten i Hvide Sande. Hun skriver musik i mange foskellige sammenhænge, underviser på Syddansk Musikkonservatorium og leder bl.a. Konservatoriets Pigekor og Treenighedskirkens Drenge- og Mandskor. Vi taler om at insistere på at integrere sig i og lade sig opsluge af det miljø man er i, om det er musikalsk eller helt konkret der hvor man bor. Om at være forelsket i den menneskelige stemme og slet ikke kunne lade være med at imitere og lege med det man hører. Og om at gå på opdagelse i sin egen slægt og finde adelige, sangere, kunstnere og sågar en blokfløjteprofessor med hang til Bach. Du kan læse mere om Nadja på https://www.smedensdatter.dk/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
9
10 Musikerskab med Morten Blichfeldt Bunk
Velkommen til en samtale med Morten Blichfeldt Bunk. Morten er organist og kirkemusiker og så har han haft sin musikalske opvækst i Herning Kirkes Drengekor. Vi taler om at vokse op i et helt særligt musikalsk miljø og om tidligt at blive peget i den kirkemusikalske retning. Om hvad kirkemusik egentlig er og hvad forskellene kan være på at være kirkemusiker og organist. Og så taler vi om, hvordan forældreskab til tvillinger og en senudredning med ADHD kan tage benene fuldstændig på et musikerliv og kræve en genopbygning og et helt andet greb på hvordan man skal være musiker og menneske i verden. Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
8
09 Musikerskab med Henrik Winthereik
Velkommen til en samtale med Henrik Winthereik. Henrik er sanger og sangskriver og aktiv med sit eget projekt Popfar. Han arbejder som sanger og sangskriver under navnet Popfar og så er han med projektet Hverdagsrevolutionen optaget af, hvordan vi sætter den professionelle musik i spil i hverdagslivet, ikke som backingtrack, men som sprog for følelserne og det ikke målbare. Vi taler om at være sanger og sangskriver og samtidig være et helt almindeligt menneske i verden med familie og hverdagsansvar. Om at skrive musik til alle livets faser - også de mere komplekse. Om forskellene på at skrive musik for sig selv og for andre. Først og fremmest taler vi om at finde frem til sit eget formål med at være i musikken og hvordan man så gør det tydeligt for andre. Du kan læse mere om Henrik på https://www.popfar.dk og på https://hverdagsrevolutionen.dk Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
7
08 Musikerskab med Diana Haugland
Velkommen til en samtale med Diana Haugland. Diana er uddannet klassisk sanger med en særlig kærlighed til opera og er et energibundt af de helt særlige. Hun er kirkesanger, underviser, del af vokalkvartetten Kvarts og en meget aktiv freelancesanger - også i uventede sammenhænge. I dette afsnit har værten en helt særlig oplevelse med at vende tilbage til samtalen om sit eget oprindelige musikerskab og dykke ned i hvad det egentlig er at være klassisk sanger – instrumentalt, menneskeligt og mentalt. Vi taler om den tætte relation mellem sangeren som menneske og som instrument. Om en operabranche, som kan være hård ved unge sangere. Om at træffe aktive valg om hvordan man vil være musiker og hvad der er sundt for en. Om at virke i en del af landet hvor der er lidt længere mellem de klassiske musikere og hvad det betyder for musikerskabet. Og så kommer vi også omkring sammenhængen mellem opera og kampsport – hvilket er en helt naturlig drejning for lige præcis Diana! Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
6
07 Musikerskab med Monica Tønning
Velkommen til en samtale med Monica Tønning. Monica er nyddannet klassisk cellist og arbejder som musiker, musikunderviser og Suzukipædagog. Vi taler om betydningen af fællesskaber og gode kolleger og om at opbygge miljøer, hvor det er naturligt at støtte hinanden selvom man konkurrerer om de samme stillinger, ikke mindst når man er i starten af sit musikerliv. Om at være et entreprenant og sensitivt menneske, som sagtens kan gå på gulvet med 120 børn men samtidig har brug for pauser helt alene og hvordan man lærer at acceptere det. Og så taler vi om øvelokalets nærmest meditative rum, hvor det ind imellem handler om at genfinde den nære kontakt til sig selv og sit instrument. Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
5
06 Musikerskab med Birger Svanholt
Velkommen til en samtale med Birger Svanholt. Birger er musiker og underviser ligesom han også har beskæftiget sig med helt andre ting end musikken. Birger har i mange år spillet i The Red Squares og i Beatles-bandet Rubber Band og har samtidig undervist på både gymnasier og musikskoler og arbejdet med udsatte unge. Vi taler om at være i musikken i en menneskealder og hvornår man egentlig begynder at kalde sig for musiker. Om til stadighed at være i udvikling og bevægelse og om hvordan det kan være vanskeligt at definere sig selv i forhold til et bestemt instrument. Og så kommer vi også omkring hvordan det var at være første årgang på en helt ny uddannelse, nemlig den rytmiske musikeruddannelse på det daværende Fynske Musikkonservatorium. Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
4
05 Musikerskab med Annelene Toft Christensen
Velkommen til en samtale med Annelene Toft Christensen. Annelene er musiker, underviser og projektmenneske. Frem for alt er hun folkemusiker. Annelene er grundlægger og kunstnerisk leder af FolkEnsemblet. Hun er musiker i Viik og i Som Os. Og så er hun koordinator og underviser på Syddansk Musikkonservatoriums folkemusikuddannelse, kendt som Folkekons. Vi taler om at være født ind i folkemusikken og leve for både tradition og fornyelse. Om fællesskaber og folkedans og om hvad det særlige ved netop folkemusikken er. Om slet ikke at kunne lade være med at skabe og samtidig skulle lære at prioritere sin tid. Og om den noget omvæltende situation det er at blive gravid, få et barn og være på barsel, når man altid har levet for at være musiker. Du kan læse mere om Annelene på https://annelene.net Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
3
04 Musikerskab med Thomas Ulrik Larsen
Velkommen til en samtale med Thomas Ulrik Larsen. Thomas er musiker, musiklærer, musikskribent og foredragsholder. Han er meget aktiv foredragsholder om rockmusik, var med til at starte The Pink Floyd Project, arbejder med sit eget projekt Lysår, har skrevet for Gaffa og har i mange år været passioneret musikskolelærer. Vi taler om at blive og være bevidst om, at bredde er en præmis i ens musikerskab. Om at være i evig bevægelse og om at vove at ændre retning igennem et helt musikerliv. Vi kommer også en tur omkring miljøet på Musikvidenskabeligt Institut i København i 90'erne præ-internet og hvordan det formede ikke bare et, men mange musikerskaber. Du kan læse mere om Thomas på https://rockforedrag.dk/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
2
03 Musikerskab med Emma Horton
Velkommen til en samtale med Emma Horton. Emma er sangskriver, elektronisk musiker, sanger og producer. Emma er helt nyuddannet bachelor i elektronisk musik og udgav i foråret sin første EP under kunstnernavnet HORTON. Vi taler om hvordan det er at springe ud i det frie musikerliv og at lære at skabe rammer man fungerer godt i. Om alt det man selv kan skabe og om alt det, hvor man skal lære at bede om hjælp. Og så taler vi også om hvordan vilkårene er når man har valgt at skabe sig et musikerliv uden for de største byer. Du kan høre Emmas musik på Bandcamp. Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
1
02 Musikerskab med Kirstine Lindemann
Velkommen til en samtale med Kirstine Lindemann. Kirstine startede som blokfløjtenist men har undervejs udvidet sit virke og er i dag både komponist, performer og musiker. Hun er modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Hæderspris 2025 samt Pelle-prisen 2024 for at være en komponist, der "ikke er bange for at gå imod tidens normer." Vi taler om hvordan musikerskab bliver til kunstnerskab og om der egentlig er forskel. Om at give sig selv love til at udvikle sig i en radikalt anden retning end hvad man havde tænkt, når noget kalder på en. Du kan læse mere om Kirstine på https://kirstinelindemann.com/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
-
0
01 Musikerskab med Perry Stenbäck
Velkommen til en samtale om musikerskab med Perry Stenbäck. En musiker som er kendt i mange musikerkredse og sammenhænge. Perry har medvirket på en lang række indspilninger, mange af dem prisnominerede. Senest er han sammen med Christine Dueholm modtager af Den Danske Folkemusikpris 2025. Vi taler om faserne i et langt musikerskab, hvad man kommer af og hvad man bliver til. Og hvorfor betegnelsen spillemand er en hæderstitel. Du kan læse mere om Perry på https://perrystenback.com/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl
We're indexing this podcast's transcripts for the first time — this can take a minute or two. We'll show results as soon as they're ready.
No matches for "" in this podcast's transcripts.
No topics indexed yet for this podcast.
Loading reviews...
ABOUT THIS SHOW
Podcasten Musikerskab handler om det professionelle musikerskab og undersøger hvad det overhovedet er. Er det et sæt af færdigheder eller en væren eller noget helt tredje? Hvad skal man bruge det til? Hvordan udvikler man sådan et? Kan man gemme sig i det? Kan det ændre sig over tid? Forsvinder det, hvis man holder op med at være musiker?I en række samtaler med musikere undersøger vi disse spørgsmål.Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl.
HOSTED BY
Christina Holm Dahl
CATEGORIES
Loading similar podcasts...