Socialt Indblik

“Det er diskrimination på alle niveauer.”Sådan siger psykolog Ditte Rose Andersen i en samtale om autisme, handicap og den måde, vi som samfund forstår – og misforstår – autistiske mennesker på.Ditte Rose Andersen arbejder med autisme og kommunikationshandicap og har netop modtaget Autismeforeningens Autismepris for sit arbejde med et neurodivergensperspektiv på autisme. Et arbejde, der gør op med forestillingen om, at autister grundlæggende mangler empati, indlevelse og forståelse for andre mennesker.Ditte Rose Andersen retter en skarp kritik mod den traditionelle autismeforskning, der i årtier har beskrevet autisme ud fra mangler og deficits.Hun beskriver, hvordan teorier om blandt andet “theory of mind”, mentalisering og manglende fleksibilitet har været med til at forme både faglighed, institutioner og måden, autister bliver mødt på.“Det er ikke nok, at vi siger det. Det er ikke sikkert, at personen føler sig forstået,” siger Ditte Rose Andersen, der mener, at samfundets rammer og normalitetsbegreb i mange tilfælde er med til at gøre autisme til et handicap.Ditte Rose Andersen fortæller også om selv at blive diagnosticeret som autist som voksen, om følelsen af at være anderledes og om hvorfor hun insisterer på at bruge ordet autist frem for “person med autisme”.Lyt til en samtale om en anden måde at være menneske på, om hvordan autisme kan blive til et handicap, og om hvorfor indlevelse betyder alt.Tilrettelæggelse: Niels Svanborg.Udgivet af Socialt Indblik.

Da kunster Katja Davis åbnede sin tegneskole, var det ikke med en ambition om at arbejde med ADHD.Det var et forsøg på at vende tilbage til det kreative, som gav hende energi. Men hurtigt opdagede hun et mønster i de tegneelever, som kom hos hende.“Så går der vel ikke mere end et par måneder, før jeg finder ud af, at størstedelen af de elever, jeg har, har nogle bogstaver (ADHD). Og så har jeg nogle samtaler med nogle af børnenes forældre, som fortæller mig, at de er stressede i skolerne. De føler sig ensomme, mismodige. Men forældrene fortæller, at når børnene så går hos mig, så oplever de, at de får energien tilbage,” fortæller Katja Davis, der ud over at være forfatter, underviser, kunstner og konsulent også har en kandidatgrad i dansk litteratur og æstetik.Hun har i en række år arbejdet i krydsfeltet mellem kunst, pædagogik og skoleudvikling, og har i den forbindelse arbejdet med børn og unge med ADHD, autisme og angst.I dag er hun ikke i tvivl om, at kroppen og den kreative udfoldelse er en af de centrale nøgler til at inkludere flere neurodivergente elever i skolen.“Vi parkerer ikke kroppen uden for klasseværelset. Den sidder med i undervisningen,” siger Katja Davis, der har samlet sine erfaringer i bogen ”ADHD-venlig skole”.Her er et centralt værktøj blyant og papir. Eller rettere ’doodling’.Mange vil måske kalde det kruseduller. Det handler om at sidde og tegne runde mønstre. At lave gentagne cirkulære bevægelser med blyanten.Ifølge Katja Davis er det nemlig en effektiv måde at regulere sit energiniveau på. En måde at dæmpe støjen i hovedet og gøre det lettere at være til stede i undervisningen. Hun sammenligner det med strækøvelser eller opvarmning, inden man begynder undervisningen.Katja Davis har set det virke i praksis. Men forskningen underbygger også hendes observationer.Men doodling er blot en af vejene til en mere ADHD-venlig skole ifølge Katja Davis.Hør, hvordan blyant og papir kan blive et konkret redskab i undervisningen – og hvorfor en ADHD-venlig skole i virkeligheden er en skole, der tager energi, krop og opmærksomhed alvorligt.Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Rachel Röst blev anbragt som 16-årig. Hun kom selv fra et socialt boligbyggeri, som hun kalder en ”betonklods”.Men da hun så adressen på den ungdomspension, hun skulle bo i, steg forventningerne.“Postnummeret var Hellerup. Så tænkte jeg: ej, hvor dejligt. Jeg stod af på Hellerup station og gik forbi villaer og tænkte: ej, jeg skal bo i et rigtigt hus. Men så skulle jeg krydse en vej, og tingene begyndte at ændre sig lidt. Der lå almindelige rækkehuse, og så lå der sådan en grå betonklods for enden af vejen. Og lige så snart jeg så den, så vidste jeg bare, at det var det, der var ungdomspensionen.”Når Rachel Röst i dag tænker tilbage på det sted, så er hun ikke i tvivl om, hvor meget de fysiske rammer betød for hende. Hun følte sig ikke hjemme. Hun var flov. Og det ramte hendes selvværd hårdt.”Jeg tog ligesom betonen, den grå beton, ind i mig, og tænkte: Jeg er grå beton.”Rachel Röst ved, at hun deler oplevelsen med mange børn og unge med anbringelseserfaring.Det har fået hende til at stifte en helt ny forening. ”Rum til mig” hedder foreningen, der skal hjælpe børne- og ungehjem samt botilbud med at skabe miljøer, hvor der er fokus på det at føle sig hjemme i et rigtigt hjem.Det betyder, at hun netop har forladt organisationen ”Læs for livet”, som skaber små biblioteker ude på børne- og ungehjem, så børn og unge her også kan få de oplevelser, som litteraturen kan give.Organisationen, som hun selv stiftede og byggede op, er i dag solid med otte ansatte, og for Rachel Röst var det tid til at arbejde med et nyt ifølge hende overset område.Redaktør og journalist hos Socialt Indblik Niels Svanborg har talt med Rachel Röst i et nyt podcastformat, hvor vi hver uge folder en aktuel, men lidt overset nyhed ud.Hør mere om baggrunden for, at Rachel Röst vil skabe ”rigtige hjem” ude på børne- og ungehjemmene. Hvad betyder det for børn og unge? Hvad er et rigtigt hjem? Og hvordan kan organisationen hjælpe børne- og ungehjem og botilbud?Tilrettelæggelse: Niels SvanborgUdgivet af Socialt Indblik

Da Pernille Darling havde afleveret sin nye bog til tryk, havde hun lyst til at gemme sig væk i et stykke tid.Hun vidste godt, at den ville prikke til en masse menneskers dårlige samvittighed. Og udfordre den måde, vi har tilrettelagt vores samfund.For hun insisterer på at minde os om noget, vi har glemt. Måske også noget, nogen helst vil lukke øjnene for.Det handler om tilknytning og tryghed – som også er bogens titel. Og om hvordan samfundets indretning i dag har glemt at tage højde for menneskets grundlæggende behov for tryghed.Med undertitlen ”Samfundets glemte byggesten” sætter hun spot på det, hun ser som en afgørende – men overset – faktor i en af tidens store debatter: børn og unges mistrivsel.Pernille Darling har ikke gemt sig, efter bogen udkom. Tværtimod.I et nyt afsnit af PERSPEKTIV folder hun sine tanker ud og uddyber, hvorfor hun peger på tilknytning som en underliggende faktor i debatten om mistrivsel – og hvordan gentagne brud i relationer kan påvirke børns evne til at udvikle sig, indgå i fællesskaber og håndtere modgang senere i livet.Pernille Darling forholder sig også til den kritik, hun er blevet mødt med: Er det en forsimpling at pege på én grundlæggende forklaring? Er det en måde at få taletid på? Eller bygger hendes perspektiv på et romantiseret billede af tidligere tiders barndom?Det er nogle af de spørgsmål, hun svarer på. Hun fortæller også, om hun i dag ville sende sit barn i vuggestue.Og undervejs giver hun en indføring i tilknytningsteorien og de forskere, hendes bog bygger på.Interview og tilrettelæggelse: Niels Svanborg.Udgivet af Socialt Indblik. 

”Det vil være bondefangeri at påstå, at vi kan fjerne smerte. Det er unfair at fortælle folk, at de kan fjerne angst. Men vi kan lære dem at leve et meningsfuldt og rigt liv, hvor angsten ikke styrer.”Det siger psykolog Cleoh Dharma Søndergaard, der i dette andet afsnit om narcissistiske forældre fortæller om de metoder, hun bruger i sin terapi med voksne, der er vokset op i narcissistiske familier.For som vi hørte i første afsnit, trækker det dybe spor ind i voksenlivet, når man er vokset op i en familie, hvor den ene eller begge forældre er narcissister.Men ifølge psykolog Cleoh Dharma Søndergaard er det muligt at skabe en anden retning i livet.Vi skal blandt andet høre, hvorfor hun arbejder med den terapeutiske form Acceptance and Commitment Therapy (ACT).Du kan også høre, hvordan Cleoh Dharma Søndergaard hjælper sine klienter med at skabe det, hun kalder posttraumatisk vækst.Men samtalen stopper ikke ved de voksne. For hvad med børnene, der stadig lever i familierne? Cleoh Dharma Søndergaard peger på, at vi som samfund skal turde reagere tidligere. For netop de narcissistiske forældre kan have svært ved at tage imod hjælp.Cleoh Dharma Søndergaard har for nylig udgivet bogen Sprækker af lys, der handler om, hvad det vil sige at vokse op med en narcissistisk forælder.Programmet er en fortsættelse af første afsnit om narcissistiske forældre.Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm.Udgivet af Socialt Indblik.

”Narcissister tænker først og fremmest på sig selv. Også når de bliver forældre.” Sådan lyder det fra psykolog Cleoh Dharma Søndergaard, der netop har udgivet bogen Sprækker af lys, der handler om, hvad det vil sige at vokse op med en narcissistisk forælder.  For de fleste børn af narcissistiske forældre trækker opvæksten nemlig dybe spor ind i voksenlivet, fortæller hun i et afsnit af ”PERSPEKTIV”. Cleoh Dharma Søndergaard møder børnene af narcissistiske forældre, når de som voksne opsøger hende i hendes klinik.I podcasten kan du høre, hvad narcissisme er, og hvad det kan betyde for et barn at vokse op med narcissistiske forældre.Cleoh Dharma Søndergaard fortæller, hvordan hun hjælper dem til at frigøre sig fra og håndtere deres forældre, men også med at komme kontakt med deres egentlige værdier og skabe et meningsfuldt liv.For det er nemlig muligt at hele efter en opvækst med narcissistiske forældre. ”Vi kan ikke fjerne symptomer fuldstændig. Og vi kan ikke fjerne de traumer, der har været, og de konsekvenser, de har haft. Men vi kan arbejde med at ændre vaner, og når det gælder traumer, kan vi få flashbacks til at fylde mindre. Og så kan man lære at rette fokus hen på at mærke, hvad der er vigtigt for én i livet,” siger hun.I næste program, der kommer om en uge, dykker vi lidt længere ned i de metoder, som Cleoh Dharma Søndergaard bruger, når hun har børn af narcissistiske forældre i terapi.Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm. Udgivet af Socialt Indblik. 

”Når du i keramikværkstedet arbejder med leret i hænderne, når du strikker, snitter eller laver andet håndarbejde, får du lettere adgang til at mærke dig selv. Alle æstetisk kreative aktiviteter, der stimulerer sanserne, styrker vores oplevelse af at være til stede i verden her og nu, fordi vi får en helt konkret kropslig feedback fra det fysiske materiale, vi har i hænderne.” Det fortæller neurobiolog og dr.pæd. Theresa Schilhab. I årevis har hun undersøgt, hvordan krop og sind er uløseligt forbundet, og hun mener, at psykiatriens nedprioritering af de kreative værksteder har glemt noget helt afgørende: at sindet ikke kan hele uden kroppen. Journalist Anne Anthon Andersen har talt med Theresa Schilhab og fortæller, hvordan håndens arbejde kan genskabe balancen i et psykisk belastet sind, og hvorfor flere nu ønsker de kreative værksteder tilbage. Artiklen er nu udkommet som oplæst artikel. Du finder artiklen herFoto: Jeppe Carlsen

”Nåh, så du er sådan en der vasker numser på gamle mennesker.” Når social- og sundhedsassistenter fortæller, at de arbejder i ældreplejen, er det ofte kommentarer som denne, de mødes af.”Det, vi er optagede af, er, at man skal se mennesker nøgne og vaske dem steder, hvor det er ulækkert. Man kan måske også vide, at de gør rent. Men ellers har de fleste mennesker ikke ret meget fantasi i forhold til at forestille sig, hvad det her arbejde er,” siger psykolog Anneke Dapper-Skaaning.Hun har selv arbejdet inden for ældre- og demensområdet de sidste 30 år, og hun mener, at der mangler anerkendelse og forståelse for det store arbejde, medarbejderne i ældreplejen yder.  Sidste år udgav hun bogen ”Verdens vigtigste arbejde”, som hun har kaldt en gave til dem, der arbejder inden for ældre- og demensområdet. Hendes mission er at hjælpe til at genvinde anerkendelsen og respekten for arbejdet i ældreplejen.”Der ligger en kæmpe faglighed i at skabe den tillid, tryghed og relation, der gør, at man kan træde ind i et andet menneskes liv og hjælpe dem med det, der er svært. Det er der alt for lidt forståelse for,” siger hun.I podcasten kan du høre, hvad der, ifølge Anneke Dapper-Skaaning, skal til, hvis vi skal gøre arbejdet i demens- og ældreplejen attraktivt for den unge generation – frem for at kigge mod udlandet for at finde arbejdskraft.Programmet er udgivet af Socialt Indblik.Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm.

Sex, der opsøges uden lyst. Eller sex med det formål at få den anden til at påføre sig skade. Der gemmer sig ofte store traumer bag, når unge bruger sex til at skade sig selv.Derfor skal vi have langt mere øje for den såkaldte seksualiserede selvskade, som et større og større antal unge bruger, og som indtil for nylig var ubeskrevet i Danmark.Den gode nyhed er, at vi godt kan hjælpe dem.Medvirkende:Lotte Rubæk, der er psykolog og leder af Klinisk Akademisk Gruppe Selvskade og faglig leder i Team for selvskade på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden.Dorte Mølgaard Christiansen, psykolog på Syddansk Universitet (SDU)Artiklen er skrevet af Eva Frydensberg HolmIllustration Sille JensenFind den digitale version af artiklen her

De senere år har vi set en eksplosiv stigning i antallet af unge, der skader sig selv. Og mens vi engang primært forstod selvskade som noget, den enkelte unge påførte sig selv, må vi i dag forstå begrebet bredere.  Det mener i hvert fald de to psykologer og eksperter i selvskade Bo Møhl og Lotte Rubæk, der i deres nye bog I tusind stykker introducerer begreber som selvskade by proxy og digital selvskade.Hvorfor skader flere unge sig selv? Hvordan selvskaden kommer til udtryk? Og hvad kan vi som samfund kan gøre for, at færre unge vælger at bruge selvskade som ’quick fix’ til at regulere svære følelser?Medvirkende: Lotte Rubæk og Bo MøhlTilrettelæggelse: Eva Frydensberg HolmUdgivet af Socialt Indblik

Lili går i 3.g og får topkarakterer. Men om natten drømmer hun, at hendes lærer ikke kan lide hende, og hun føler, hun ikke er god nok.Hun er et billede på den store gråzone mellem trivsel og mistrivsel, som sociolog og forsker Søren Juul beskriver i denne episode af ”PERSPEKTIV”.“Der er en lille gruppe, der virkelig mistrives. Men der er også en meget stor gruppe, som tilsyneladende trives og har det godt. Men bag facaden har de det faktisk ikke så godt.”Søren Juul er medforfatter til Ungdomsliv i en præstations- og selvrealiseringskultur, hvor han sammen med sine medforfattere både analyserer de store undersøgelser og har talt med unge om deres eget liv.For mistrivslen handler ifølge Søren Juul ikke kun om skærme, karakterer eller enkelte reformer – men om en kultur, hvor de unge bærer forventninger om at skabe deres egen lykke og præstere på alle livets områder.“Det er en kamp imod en idé om, at vi skaber os selv og vores eget liv … en kamp for en større fællesskabsfølelse. Det gode liv er ikke noget, vi realiserer på egen hånd. Det gode liv er noget, vi realiserer i fællesskab.”Lyt med, hvis du vil forstå, hvorfor unges mistrivsel ikke kan reduceres til individuelle løsninger – og hvorfor vejen ud af krisen også er en kulturkamp.Tilrettelæggelse: Niels SvanborgUdgivet af Socialt IndblikSkriv dig op til vores nyhedsbrev

”Den frihed, jeg havde forestillet mig, var der bare overhovedet ikke.”Da Sara forlod sin voldelige kæreste, troede hun, at alt ville blive anderledes.At hun kunne begynde forfra – uden frygt, kontrol og regler. Men volden fortsatte, bare i nye former.Han truede med at tage børnene, holdt øje med hendes hus og lod hende aldrig helt i fred.Samtidig begyndte Saras krop at reagere. Hun mærkede uro, hjertebanken og svigtende koncentration.Lægen kaldte det en belastningsreaktion – men for Sara var det først og fremmest et tegn på, hvor dybt volden havde sat sig.”Jeg var bange og utryg – og følte mig igen isoleret og kontrolleret,” fortæller hun.I podcasten fortæller Sara om vejen ud af volden, om at forstå kroppens reaktioner og om langsomt at genvinde følelsen af frihed.Tilrettelæggelse og redigering: Eva Frydensberg HolmPodcasten er prduceret i et samarbejde med Kvindehjemmet. Skriv dig op til Kvindehjemmets nyhedsbrev

”I dag kalder vi næsten alt for traume. Men vi har brug for at kende forskel på belastning, stress og egentlige traumer – ellers mister vi forståelsen af, hvad der virkelig rammer et menneske,” siger psykolog og forfatter Susan Hart.I PERSPEKTIV fortæller hun om sin bog Traumeforståelse og forklarer, hvad et traume egentlig er – og hvorfor det handler mindre om hændelsen og mere om relationerne og de støttesystemer, der omgiver os.Hun beskriver forskellen på choktraumer og udviklingstraumer – og hvorfor heling afhænger af, hvordan vi bliver mødt.”Man kan ikke gøre et barn til spædbarn igen. Men man kan skabe oplevelser, hvor mennesker mærker sig selv og langsomt genopbygger tilliden,” siger hun.For Susan Hart handler traumeforståelse om at se bag adfærden og finde det, der mangler – ikke kun det, der er gået galt.Læs mere om programmet her.Tilrettelagt af Niels SvanborgUdgivet af Socialt Indblik

”Jeg tror, at vi har svært ved at erkende, at det samfund, vi har bygget i bedste mening, faktisk slider helt vildt på børn og unges trivsel.”Sådan siger Dea Seidenfaden, der netop har udgivet bogen Mysteriet om unges mistrivsel.Dea Seidenfaden, der er uddannet psykolog og forperson for Dansk Psykologforening, fortæller om sin nye bog, der afmystificerer, hvorfor vi ser flere og flere børn og unge i mistrivsel, på trods af at samfundet i dag er så rigt som aldrig før, og at de gode intentioner står i kø.”Det er ikke onde mennesker, der sidder og beslutter, at tingene skal være sådan. Men mange af de gode beslutninger, vi har taget i bedste mening, har tilsammen skabt en giftig kombination af krav og forventninger, som mange børn ikke kan bære,” siger hun.I podcasten fortæller Dea Seidenfaden, hvorfor hun kalder mistrivslen blandt børn og unge for et generationssvigt, og hvorfor hun mener, at det er på tide at holde op med at diskutere, om der er et problem, og i stedet begynde at handle.For mistrivsel handler ikke kun om de unge selv, siger hun – men om de rammer og systemer, vi som samfund har skabt omkring dem.”Vi har på en måde fået bygget et samfund, hvor alt skal udvikle sig hele tiden. Selv børn i vuggestuen skal have udviklingsplaner. Og i skolen har vi gjort kravene så høje, at for mange børn oplever, at de ikke kan følge med. Før var livet hårdt – nu er livet svært,” siger hun i podcasten.Men samtalen handler ikke kun om diagnoser, pres og systemfejl. Den handler også om at finde veje tilbage til mening, nærvær og tryghed i børns og unges liv. For som Dea Seidenfaden siger:”Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, så knækker samfundet på et tidspunkt. Men det kan vi nå at ændre, hvis vi tør se på os selv og de krav, vi stiller.”Tilrettelagt af Niels SvanborgUdgivet af Socialt Indblik

”Jeg siger ikke, det er nemt at lave et fællesskab, hvor der er plads til alle. Men det er jo det, der er øvelsen. Og det er ikke en nem øvelse. Men hvis vi peger ud, at det er nogens skyld, så synes jeg, vi starter et lidt uheldigt sted.” Anne-Mette Sohn Jensen insisterer på, at fællesskabet kan rumme alle.Men det kræver en tung pædagogiske værktøjskasse, at vi som voksne tager ansvar, og at vi indrømmer, at vi selv som lærere eller pædagoger begår fejl og indimellem står over for en umulig opgave, når der på et splitsekund i en klasse eller børnegruppe skal vælges mellem at tage hensyn til den enkelte eller til flertallet. Derfor har hun samlet 37 konkrete specialpædagogiske redskaber i ”Den pædagogiske redskabsbog”, som ikke bare er målrettet det specialpædagogiske område, men også almenområdet, altså skoler og dagtilbud.  Specialpædagogikken er nemlig rykket ind i almenområdet, mener Anne-Mette Sohn Jensen, der er uddannet pædagog, cand.pæd. i pædagogiske psykologi og forfatter til en lang række bøger.Hør, hvorfor Anne-Mette Sohn Jensen mener, at vi kan balancere hensynet til den enkelte og til flertallet i et fællesskab, hvordan det kan gavne hele fællesskabet, hvordan vi tilpasser kravene til børnene, og hvordan lærere og pædagoger selv får øje på deres handlemuligheder.Du får også to helt konkrete redskaber, som du kan bruge som lærer eller pædagog.  I programbeskrivelsen på Socialt Indblik finder du tidskoder og links til at arbejde med redskaberne.Tilrettelæggelse Niels SvanborgUdgivet af Socialt IndblikLyt også til podcastserien Forebyg omsorgstræthed med Anne-Mette Sohn Jensen.

”Radikalisering sker jo oftest for de mennesker, som er sårbare på den ene eller den anden måde. Og der er mange måder, man kan gøre os sårbare på. En stor del af det er jo ensomhed og at blive skubbet uden for fællesskabet.” Det fortæller Kristian Lundø Laursen, der er overlevende fra terrorangrebet på Utøya i Norge, hvor Anders Behring Breivik den 22. juli 2011 skød og dræbte en række deltagere fra den socialdemokratiske ungdomsorganisation AUF.Sammen med Anas Zrir taler han om, hvordan konspirationsteorier opstår og kan blive farlige.  Anas Zrir er ekspert i konspirationsteorier og medlem af Rygtepatrulje, som Finn Nørgaard Foreningen står bag, og som tager ud til gymnasier og skoler for at forebygger spredning af misinformation og konspirationsteorier.Idéen er at skabe et forum for dialog, hvor de unge uden frygt for at blive udskammet kan tale om det, der optager dem. Kristian Lundø Laursen fortæller samtidig i podcasten, hvordan han oplevede terrorangrebet på Utøya.Det er en beretning helt tæt på, men for Kristian Lundø Laursen er det vigtigt, at vi stadig lærer af historien og bruger den til at netop at tale for dialog frem for flere ekkokamre, hvor konspirationsteorierne kan opstå og leve.”Meget af det, som skete med Breivik, var jo også, at han tidligt udviste nogle rimelig ekstreme synspunkter, og i mødet med det, så var der mange politiske aktører, som afviste ham frem for at tage en debat med ham. Og det er ikke, fordi jeg siger, at alt kunne have været afværget, hvis vi bare havde taget en politisk debat med Anders Breivik. Der er flere ting, der ligger bag ved det her, men det er mere for at sige, at der var mange tegn, der byggede sig op over tid. Og det var først, da Breivik vendte ryggen til offentligheden og gik ind i ekkokammeret, at det virkelig farlige arbejde begyndte,” siger Kristian Lundø Laursen.Lyt til podcasten, og hør, hvordan Kristian Lundø Laursen overlevede angrebet på Utøya, hvorfor han vil bruge historien den dag i dag, hvordan konspirationsteorier spillede en rolle i angrebet.De kommer også ind på, hvilke konspirationsteorier der i dag rører sig blandt unge, hvorfor de opstår og udvikler sig, og hvem der er særligt i risiko for at blive radikaliserede af konspirationsteorierne. Samtalen er arrangeret i samarbejde med Finn Nørgaard Foreningen og optaget på Folkemødet 2025.Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik

For Victoria Holsting begyndte selvskaden, da hun gik i 9. klasse og var på en sommerhustur med vennerne. Hun var i en karrusel af kaotiske følelser, og med et glasskår skar hun spontant et snit i benet. Da blodet fra snittet løb, strømmede en stærk følelse af ro gennem hende. Hun mærkede roen et par minutter. Så tog skammen over.Fuld af skyld og skam skjulte hun i flere år selvskaden, som blev en strategi til at forløse svære følelser, før hun en dag kunne tale højt om selvskaden og tage imod hjælp.  I en samtale på Folkemødet talte Victoria Holsting og hendes mor Naja Holsting med journalist Anne Anthon Andersen om, hvordan følelser af skyld og skam kan forstærke selvskade, og hvad man omvendt kan stille op for at undgå, at følelserne af at spille fallit som barn og forældre tager magten.  For Victoria blev det afgørende at tale med en psykolog, der hjalp hende til at forstå den viljestyrke, der også lå indlejret i selvskaden. Hun mener, vi er nødt til at møde selvskade med støtte, ro og rummelighed.I samtalen kan du også høre psykolog hos Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade, Cathrine Wulff, forklarer selvskadens skjulte logik. Hvordan man kan forstå selvskade som en form for følelsesmæssig termostat, og hvorfor netop relationerne til de nære pårørende er en vigtig del af behandlingen. Birgitte Bergholt-Grymer, afdelingsleder og psykolog i Robus i Københavns Kommune, og Jakob Holst, leder af Center for Familie- og Voksenindsatser i Bornholms Regionskommune, fortæller om deres erfaringer med at inddrage forældrene i behandlingen af selvskade.  Tilrettelæggelse: Anne Anthon AndersenSamtalen på Folkemødet er arrangeret i samarbejde med Foreningen Selvskade & spiseforstyrrelser.Udgivet af Socialt Indblik

Som 25-årig brød Majken Svendsen sammen en dag under en forelæsning. Hun blev indlagt på psykiatrisk skadestue, og de næste otte år levede hun en tilværelse i zigzag ind og ud af psykiatrien. Seks forskellige forkerte diagnoser fik hun stillet, før en psykolog endelig virkelig så hende og stillede den rette diagnose, autisme. I en samtale med journalist Anne Anthon Andersen fortalte Majken Svendsen om kampen for at passe ind.En kamp, som begyndte allerede som barn, og som til sidst blev en så stor belastning, at hun brød sammen med stress. Majken Svendsen passer ikke med det stereotype billede af autisme.Og i samtalen fortæller hun, hvordan stereotype forestillinger om autisme netop kan føre til fejldiagnoser og fejlbehandling og således få alvorlige konsekvenser for mennesker med autisme. Hun forklarer, hvordan misforståelser kan fastholde autistiske mennesker i en konstant kamp for at passe ind i det, vi kalder normalen. Men også om det mere håbefulde. Hvordan psykiatrien og vi alle helt konkret kan blive bedre til at møde og forstå autistiske mennesker.Majken Svendsen afmonterer for eksempel fordommen om, at autister mangler empati. Tværtimod er mange autister følsomme og registrerer andre mennesker stærkt, forklarer hun. Og hun fortæller om, hvordan det at forstå sin autisme har hjulpet hende til at læse de kropssignaler, hun tidligere overså.Tilrettelæggelse: Anne Anthon AndersenSamtalen på Folkemødet er arrangeret i samarbejde med Autismeforeningen. Udgivet af Socialt IndblikSkriv dig op til Socialt Indbliks nyhedsbrev via linket her

”Traumebingo var et ord, jeg opfandt, mens jeg gik på Den Danske Filmskole, hvor vi jo grinede meget af, at man altid fik at vide: ’write, what you know’. Men det lå meget tykt mellem linjerne, at det var meget bedre, hvis det var en tragisk lidelseshistorie, end hvis du havde haft et, i situationstegn, almindeligt liv. Så når man kiggede ud over forsamlingen, og der var jeg ikke den eneste, så var det jo sådan: ’bingo, psykisk sygdom, bingo, anden seksuel orientering, bingo, bingo, bingo’. Så det er sådan et ord, jeg har haft med mig.”Det fortalte forfatter Anne Juul på Folkemødet i en samtale med journalist Anne Anthon Andersen.Her fortalte Anne Juul om bogen med titlen ”Traumebingo”, som hun har skrevet sammen med journalist Kristoffer Lind.Anna Juul betegner sig selv som ’Præmieskizofren’, fordi hun selv har opdaget, hvordan det at stå frem med psykisk sygdom kan give adgang til medierne. Men præmissen bliver alt for ofte på mediernes betingelser.Lyt til en samtale om at være en del af mediernes traumebingo, og hør Anna Juul læse op af sin bog.Anna Juul er forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse.Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen.Udgivet af Socialt Indblik.

”Jeg vil gerne have en kærlig skole. Så er der nogen, der er ved at sluge deres egen tunge over, at jeg bruger det ord omkring skolen, men jeg mener det faktisk.”  Det sagde Henrik Vestergaard Stokholm, da han hos Socialt Indblik på Folkemødet talte med skoleforsker Louise Klinge om omsorg og omsorgsetik.De talte om, hvad omsorg kan, både når børn mærker den fra andre, og når de selv får mulighed for at udøve den over for andre.”Når børn udøver omsorg over for andre, så muliggør det, at børn kan udtrykke den kerne, som bor i os alle. Vi er født ind i en verden, hvor vi er skabt til at være i fællesskab med hinanden. Så at skabe en kærlig skole, det er utroligt, at det lyder kontroversielt, når vi godt ved, at kærlighed er det, der er vigtigst for os alle. Og når børn og unge er så mange timer i institutioner, det er de i 25.000 til 30.000 timer i løbet af deres opvækst fra vuggestue til ungdomsuddannelse, så må man ikke gå igennem der uden at få mulighed for at gøre godt for hinanden og være noget for hinanden,” sagde Louise Klinge. Lyt til en samtale om vigtigheden af omsorg i skolen. Om omsorgsetik, om kærlighed, om leg, om en presset børne- og ungdomsgeneration, men også om et kæmpe håb.Henrik Vestergaard Stokholm er rektor på Niels Steensens Gymnasium i København og forfatter til bogen Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet – en rektors opråb. Louise Klinge er børne- og skoleforsker og forfatter til flere bøger, senest Relationskompetent praksis i pædagogiske kontekster.Optaget på Folkemødet 2025. Udgivet af Socialt IndblikTilrettelagt af Niels Svanborg.

”Jeg har altid haft en ret stor retfærdighedssans. Jeg har haft øje på uretfærdighed, og det er noget af det, min forskning har handlet enormt meget om. Men hvorfor det har det, er jo først gået op for mig lidt senere. Og det handler jo nok om, at jeg selv har oplevet en masse former for uretfærdighed.” 'Det siger handicapforsker og nu også digter Emil Falster, der på Folkemødet fortalte om sin nye digtsamling ”Vordingbronx”, og hvorfor og hvordan han nu også bruger poesien til at sætte fokus på ulighed, klasse og handicap.I "Vordingbronx – forskerdigte" tager Emil Falster læseren med på sin egen personlige, brutale og udsatte rejse gennem klassesamfundet fra Vordingborg og opvæksten på Sydsjælland til voksenlivet som forsker, far og rækkehusejer i Nordsjælland. Og med udgangspunkt i egne erfaringer fra opvæksten i Vordingborg tegner Emil Falster et ærligt portræt af et Danmark, der ofte forbliver usynligt i offentligheden.  Med digtsamlingen sætter Emil Falster ikke bare spot på ulighed. Han sætter ord på, hvordan uligheden sætter sig i både landskaber, byer, kroppe og identitet. Også i hans egen krop og identitet, som han også fortæller om i samtalen.  Hør Emil Falster læse op af og fortælle om sine digte. Hør, hvorfor han begyndte at skrive digte. Hvordan han kombinerer det at være forsker og digter. Hvad poesi kan, som forskningen ikke kan. Og hør ham fortælle, hvordan uligheden sætter sig i både landskaber, byer, kroppe og identitet.Emil Falster er handicapforsker, cand.scient.adm., ph.d. og forskningsmedarbejder i Bevica Fonden. Han er bestyrelsesmedlem i Dansk Netværk for Handicapforskning og bestyrelsesmedlem i organisationen For Lige Vilkår.Optaget på Folkemødet 2025. Tilrettelagt af Niels Svanborg.Udgivet af Socialt Indblik.  

”Når vi er tyndhudede, så er intet detaljer. Så tolker vi på alt. Så det er vigtigt, at lederen rækker ud, er opmærksom på, hvad der skete og udviser nysgerrighed omkring, hvad der skete.”  Det fortæller Rikke Høgsted, der er psykolog samt leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi. Rikke Høgsted har mange års erfaring som krisepsykolog, leder, underviser og konsulent i mentale risikoerhverv. Og så er hun forfatter til flere bøger, senest ”Grundbog i Psykisk Førstehjælp og Krisehåndtering”.  I dette tredje af i alt tre programmer om krisehåndtering og psykisk førstehjælp taler Rikke Høgsted videre om elementerne i den Hjælpepyramide, som hun har udviklet.  Du skal høre om lederens rolle som støtte og som kriseleder. Krisen er den situation, hvor lederen skal træde i karakter.Men Rikke Høgsted advarer mod, at lederen tror, at han eller hun skal spille supermand. Det handler først og fremmest om, at lederen skal vise nærvær, udvise respekt og ikke mindst takke medarbejderen.I programmet får du desuden en grundig indføring i psykisk førstehjælp, og så får du svaret på, hvornår og hvordan de sidste trin i pyramiden skal aktiveres. Det handler blandt andet om den individuelle krisehjælp. Programmet hænger sammen med de to forrige i serien, så lyt gerne til dem først.Du finder Rikke Høgsteds Hjælpepyramiden på podcastbeskrivelsen på Socialt Indbliks hjemmeside. Eller i Grundbog i Psykisk Førstehjælp og Krisehåndtering Programmet er tilrettelagt af Niels Svanborg.Udgivet af Socialt Indblik.

”Jeg synes det er så skammeligt. Fordi vi har brug for dem. De er superdygtige. Og så synes jeg nogle gange, at det virker, som om de nærmest skal løbe et halvmaraton, hver gang de er på vagt. Og det bliver jo slidsomt. Det synes jeg, at man skal have respekt for. Det håber jeg virkelig denne her film kan belyse.” Det fortæller Tanja Løtzsch Petersen, der selv er tidligere medarbejder i hjemmeplejen. I dag er hun neuro-konsulent og zoneterapeut.Og så er hun netop sprunget ud som skuespiller i Frelle Petersens nye spillefilm ”Hjem kære hjem”, hvor hun spiller lederen Rikke, der skal forsøge at få hjemmeplejen til at hænge sammen og holde på medarbejdere, der er slidte.Et job, hvor forråelsen hele tiden ligger på lur. Det er en rolle, som hun selv i det virkelige liv har oplevet andre i. Og som gjorde decideret ondt at spille.Tanja Løtzsch Petersen, der i dag møder medarbejdere fra hjemmeplejen i sit virke som zoneterapeut. Det er medarbejdere, der er slidte af jobbet. Og hvor omsorgstrætheden sidder i krop og psyke.Hør Tanja Løtzsch Petersen fortælle om lederen Rikkes dilemmaer, om hvordan jobbet i hjemmeplejen slider, hvordan hun oplever medarbejdere blive slidte og trække sig mere og mere ind i sig selv væk fra familie og fritidsliv, og ikke mindst hvorfor respekten for faget som SOSU-assistent skal tilbage.Filmen ”Hjem Kære Hjem” kan ses i biografer over hele landet fra den 19. juni.Tilrettelæggelse: Niels SvanborgUdgivet af Socialt Indblik

”Problemet ved, at man som det første tænker: ”Vi skal have professionel hjælp, så personen skal hen til en krisepsykolog,” er, at vi tager personen ud af fællesskabet og isolerer personenhelt væk fra gruppen.” Det fortæller krisepsykolog Rikke Høgsted om i dette andet afsnit af vores lille miniserie om krisehåndtering.  Rikke Høgsted er psykolog samt leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi. Og så er hun forfatter til flere bøger, senest ”Grundbog i Psykisk Førstehjælp og Krisehåndtering”.  I serien får du en indføring i, hvad der er vigtigt i den gode krisehåndtering, både når det er en akut krise og ikke mindst i forebyggelsen.  I program to af de tre programmer fortæller Rikke Høgsted om de første trin i hendes model ”Hjælpepyramiden”, hvor krisepsykologen er helt i toppen. Alligevel ser Rikke Høgsted ofte, at når der sker en krise for en medarbejder, så tager lederen straks elevatoren til toppen og ringer til krisepsykologen.   De springer fundamentet over. Det er kollegerne. Men hvad er det, kollegerne kan? Hvorfor er kollegerne fundamentet i den hjælpepyramide? Hvad kan kollegastøtte én til én og i gruppen, når krisen rammer den enkelte medarbejder?Du kan se trinene i Rikke Høgsteds hjælpepyramide i episodebeskrivelsen på SocialtIndblik.dkTilrettelæggelse: Niels Svanborg.Udgivet af Socialt Indblik. 

Er man mærket for livet, hvis man oplever en voldsom krise privat eller i jobbet? Hvis man oplever vold, overgreb, dødsfald eller kronisk sygdom?  Nej, siger Rikke Høgsted, der er psykolog samt leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi.Rikke Høgsted har en mange års erfaring som krisepsykolog, leder, underviser og konsulent i mentale risikoerhverv. Og så er hun forfatter til flere bøger, senest ”Grundbog i Psykisk Førstehjælp og Krisehåndtering”.  Over tre programmer får du en indføring i, hvad der er vigtigt ved den gode krisehåndtering. Både når krisen er akut, og ikke mindst når det handler om forebyggelsen.  Vi begynder med at tage fat på en sejlivet myte om, at en voldsom krise mærker en for livet. Rikke Høgsted gør op med den myte. For den gør krisen til en personlig byrde, som den enkelte skal bære rundt på.Hun fortæller, hvorfor du ikke nødvendigvis straks skal ringe til en krisepsykolog, når en eller flere medarbejdere oplever en krise, hvorfor kollegerne er så vigtigt et værn, når krisen kommer, og hvad en krise egentlig er. I de følgende to programmer gennemgår vi så Rikke Høgsteds model ’Hjælpepyramiden’, der indeholder de trin som god krisehåndtering og forebyggelse består af.Du kan se Hjæpepyramidens trin i episodebeskrivelsen på SocialtIndblik.dkProgrammet er tilrettelagt af Niels Svanborg. Udgivet af Socialt Indblik.

”Jeg er jo sådan en indadvendt type, selvom folk nægter at tro på det. Jeg lader op ved at være alene. Og i dag, så ved jeg ikke, om jeg vil få en diagnose, men jeg vil være ret presset over, at jeg aldrig havde fred på noget tidspunkt,” siger Henrik Vestergaard Stokholm, der er gymnasierektor og forfatter til bogen ”Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet – en rektors opråb”. Han fortæller ærligt både i bogen og i podcasten her, hvordan han selv både den dag i dag, men også som ung også følte sig presset, udenfor, dum og anderledes. Han fandt på mange måde sig selv, glæden og fællesskabet i gymnasiet. Men i dag ville Henrik Vestergaard Stokholm ikke klare tre dage i nutidens gymnasium og ungdomsliv, fortæller han.Henrik Vestergaard Stokholm blev efter ni år som rektor på Nyborg Gymnasium i efteråret rektor for Niels Steensens Gymnasium på Østerbro i København. Han tegner et på mange måder dystert billede af en ungdomsgeneration. Dem, der har det svært, har fået det værre, fortæller han.Men Henrik Vestergaard Stokholm har også klare bud på, hvad vi i samfundet kan sætte ind med, hvis vi for alvor vil gøre noget ved mistrivslen. Værdier, mening, kærlighed og omsorg skal være tydelige i de unges liv, og skal det lykkes, så har skolen en afgørende opgave.  Skolen skal ifølge Henrik Vestergaard Stokholm være ikke mindre end fællesskabets, kærlighedens og kundskabens katedral.Hvorfor og hvordan den skal blive det, fortæller han om i podcasten, hvor han også fortæller, hvorfor han stiller sin egen sårbarhed til skue.Link til omtalt interview i DR Deadline om at springe over, hvor gærdet er lavest.Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgSe mere på www.socialtindblik.dk

Hvorfor går du ikke bare?  Sådan lyder spørgsmålet til voldsramte kvinder ofte. Men det er ikke altid, at volden stopper, bare fordi kvinden går. Og ofte spiller retssystemet en afgørende rolle for, at volden fortsætter efter bruddet.  Det fortæller den norske professor i sociologi Margunn Bjørnholt. Hun efterlyser større viden om, hvad vold er. For alt for ofte lytter systemet mere til voldsudøveren end til den, der er udsat for vold.Journalist Eva Frydensberg Holm har talt med Margunn Bjørnholt, og her læser hun sin artikel højt.Margunn Bjørnholt kalder den vold, der fortsætter efter bruddet, for ’fortsættelsesvold’ og fortæller, at den kan have mange ansigter. Ud over den vold, som voldsudøveren faciliterer gennem systemet, findes der, ifølge Margunn Bjørnholt, også en anden form for systemvold. Nemlig den systemet selv udøver.  ”Mange af mødrene oplevede, at når de rakte ud efter hjælp i systemet, så var responsen negativ. De blev mødt med mistro – og anset som syge eller vanskelige,” forklarer Margunn Bjørnholt.Hun fremhæver, at man selvfølgelig kan diskutere, om det er rigtigt at kalde dette vold. Men fordi det sker imod den voldsudsatte kvinde i en voldskontekst, mener hun, at det er vold. Det er en del af den totale belastning, som kvinden oplever.Artiklen er skrevet af Eva Frydensberg HolmUdgivet af Socialt Indblik

Børn har ret til at blive hørt og set som selvstændige individer. Det har været Marie Møller Christensens mantra, siden hun for 28 år siden startede som pædagog på kvindekrisecenteret Kvindehjemmet. Dengang blev børnene mest af alt anskuet som vedhæng til deres mødre. I dag har de stemme og rettigheder – og plads til at udtrykke deres tanker. ”På det tidspunkt var det lidt sådan, at hvis man skulle hjælpe børnene, var det, fordi man skulle hjælpe med, at der kom ro på krisecentret, så de voksne kunne snakke om det, der fyldte,” fortæller Marie Møller Christensen. I dag er opgaven også at gøre børnene synlige og give dem stemme. Pædagogisk førstehjælp kalder hun det. ”Jeg ser det som min vigtigste opgave at skabe en tryg og sikker platform, hvor børnene kan snakke om deres oplevelser med vold, og hvad der fylder i deres tanker,” siger Marie Møller Christensen. Det kan tage tid for børnene at blive klar til at dele og sætte ord på deres oplevelser med vold. Hvis det er svært for dem, taler hun om noget mere generelt, som hun stille og roligt kobler dem på. Det kan også være, at hun bruger nogle af de hånddukker, de har. Eller at hun – med tilladelse – læser op fra noget, andre børn har skrevet. ”Børn og unge, der har været udsat for vold, kan få rigtig meget ud af hinandens ord. Når vi har grupper, hvor børn og unge, der har været udsat for vold, har mulighed for at spejle sig i hinanden, siger de ofte: ’Vi behøver ikke bruge så mange ord, fordi vi har oplevet nogenlunde det samme’.” Journalist Eva Frydensberg Holm har talt med Marie Møller Christensen om hendes arbejde med at give børnene en stemme. Nu har hun også oplæst artiklen, så du kan lytte til den. Du finder den i vores podcastkanal Socialt Indblik.Artiklen er udgivet i samarbejde med Kvindehjemmet og er en del af et tema om efterværn for kvinder og børn på kvindekrisecenter.

”Hvis vi snakker om en 14-årig pige, som har kæmpet i årevis og bare ikke trives, og hun hører den her debat om diagnoser ... Hun vil jo ikke have en autismediagnose. Også selvom man kan sidde både forældre og fagprofessionelle og være enige om, at det er den vej, vi skal, hvis vi skal have fat om den dybe angst, hun har lige nu.” Sådan fortæller speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling i et afsnit af podcastserien ”PERSPEKTIV”.Pernille Darling har skrevet en meget personlig debatbog, der er et skarpt og vigtigt indspark i debatten om, hvorfor vi ser en stigning i diagnoser, og hvad vi egentlig kan bruge dem til.Bogens titel ”Det neurodivergente menneske” refererer til den måde, Pernille Darling ser diagnoserne på. Vi har nemlig brug for et langt mere nuanceret syn på diagnoser, for de kan vise sig på mange forskellige måder afhængig af kontekst, belastning og ikke mindst tryghed, fortæller Pernille Darling. Lyt med, når Pernille Darling blandt andet fortæller:Hvad det vil sige at være neurodivergent?Hvordan ser hun et behov for at forstå neurodivergente menneskers måde at være i verden på?Hvorfor ser hun, at flere får en diagnose i dag?Hvordan diagnosen kan give en forståelse af sig selv, men også hvordan den kan være svær at acceptere – særligt når andre stiller spørgsmål ved dens validitet.  Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgUdgivet af Socialt IndblikLyt også til podcastserien Kanarifuglenes stemmer - en podcast der undersøger mistrivslen blandt børn og unge. Du kan høre den på din foretrukne podcastapp.

”Måske var de kommet ud i deres egen lejlighed og havde følt, at nu havde de alle muligheder, og så kunne de ikke rejse sig fra sofaen. De blev ramt af træthed og handlingslammelse og kunne ikke forstå hvorfor. Konsekvenserne af volden stopper ikke, når man flytter i egen bolig.” Sådan siger Ane Ljungdahl, der er socialrådgiver på Kvindehjemmet, der er Danmarks største kvindekrisecenter. Sammen med pædagogisk medarbejder Mette Lenskjold faciliteter hun efterværnsgrupper, som Kvindehjemmet med støtte fra Det Nissenske Familiefond startede op i februar i år.Sidste år, forud for etableringen af grupperne, iværksatte Kvindehjemmet en undersøgelse af behovet for hjælp efter krisecenteret. De havde længe haft en antagelse om, at de ti psykologtimer og den såkaldte koordinerende rådgivning, som kommunerne skal tilbyde kvinder, der har været på krisecenter, langt fra var tilstrækkelig. Og det bekræftede undersøgelsen. Snart har Kvindehjemmet haft to grupper gennem deres gruppeforløb – og er ved at gøre sig vigtige erfaringer med, hvordan de bedst skaber et efterværn, der møder kvindernes behov. Journalist Eva Frydensberg Holm har skrevet en artikel om arbejdet med efterværnsgruppen hos Kvindehjemmet, og hvad det betyder for kvindernes liv efter tiden på kvindekrisecentret.Eva har oplæst artiklen, så nu kan du lytte til den som podcast.

”I medierne har man en tilbøjelighed til at lave en portrættering af mennesker med handicap i nogle stereotype billeder. Der ville vi faktisk gerne have en helt anden tilgang. Hvis man kun er til stede i mediebilledet og bliver portrætteret på den der lidt stereotype måde, så bliver vi jo ved med at reproducere en bestemt forestilling om, hvad et handicap er, og hvordan et menneske med et handicap lever. Hvor vi vil give plads og rum til, at man kan tale med sin egen stemme og være til stede i mediebilledet med de konditioner, man selv finder vigtige. Det var det, vi gjorde ved at starte TV GLAD. Og det er også et bærende princip i dag.” Sådan fortæller stifter og direktør i GLAD Fonden Mikkel Holmbäck, der i 1999 stiftede verdens første tv-station for udviklingshæmmede, som var det udtryk, der blev brugt for 25 år siden.  I dag bruger Mikkel Holmbäck udtrykket ”mennesker med kognitive handicap”, men han er med egne ord lidt forelsket i et svensk begreb, der hedder ”mennesker med funktionsvariation”.For nylig rykkede TV GLAD helt ind i hjertet af dansk tv, da de med programmerne”En særlig samtale” på DR gav seerne nogle i sandhed helt særlige interviews med blandt andre sanger Thomas Helmig, statsminister Mette Frederiksen og skuespiller Nicolaj Coster-Waldau, der blev interviewet af journalister fra TV GLAD.Programmerne er netop blevet nomineret til Producentforeningens ”TVPRISEN” i kategorien ”Bedste factual entertainment”, og i december sidste år fik programmet ”Diversitetsprisen” i forbindelse med uddelingen af årets EKKO Shortlist Awards 2024.  Så der er sket meget, siden Mikkel Holmbäck sammen med Henrik Marentius Svendsen stiftede TV GLAD. Ikke bare hvad priser angår.Tv-stationen er siden 1999 knopskudt, så GLAD Fonden, som det hedder i dag, omfatter en lang række af forretningsområder lige fra produktion af grafik til en zoologisk have.I GLAD Fonden er der i dag ifølge Mikkel Holmbäck cirka 320 ansatte, hvor halvdelen er ansat på særlige vilkår, og herudover 120 elever på GLADs STU og såkaldte ”Flexuddannelse”.Men faktisk var det tæt på at gå galt allerede i begyndelsen af 00’erne. For at drive virksomhed med inklusion og medborgerskab og ytringsfrihed som overordnet formål har været alt andet end nemt.  I dette afsnit af ”De sociale iværksættere” fortæller Mikkel Holmbäck hele historien om GLAD fra en idé i Vesterbro Videoværksted i 90’erne til i dag at være nok Danmarks største socialøkonomiske virksomhed.Hvordan har man formået at holde fast i visionen? Hvad betyder det for de ansatte at være en del af GLAD? Hvorfor mener Mikkel Holmbäck, at det vil være en forfærdelig tanke, at GLAD var offentligt drevet? Hvordan kombinerer Mikkel Holmbäck og hans kolleger den sociale bundlinje med en økonomisk bundlinje? Og hvorfor har GLAD et princip om ikke at ansætte pædagoger?Alt det og meget mere fortæller Mikkel Holmbäck om i ”De Sociale Iværksættere”.Tilrettelæggelse: Niels SvanborgUdgivet af Socialt IndblikLyt til den samlede podcastserie De sociale iværksættere

Hver anden tirsdag mødes en flok børn og unge, der er vokset op med vold, i en børnegruppe hos Kvindehjemmet.Fælles for børnene er, at de er vokset op med vold i familien, og nogle af børnene har boet med deres mor på krisecenter.  I børnegruppen er der plads til at vende store spørgsmål som angsten for at komme til at ligne sin far, spejle sig i hinanden og grine sammen. Nogle af børnene har været med i så mange år, at de er blevet til unge mennesker, for i børnegruppen kan man være med så længe, som man vil. Psykolog Maria Højer Nannestad står sammen med Marie Møller Christensen, der er pædagog på Kvindehjemmet, for møderne i børnegruppen.  Ofte er lege en del af møderne i børnegruppen. Ifølge de to facilitatorer har de en værdi i sig selv, fordi man griner sammen, men flere af legene har også et formål, der rækker ud over det. Fx handler en af legene om at genkende følelser.Journalist Eva Frydensberg Holm har været med til et møde i børnegruppen, og i artiklen kan du læse, hvordan Maria Højer Nannestad og Marie Møller Christensen skaber et trygt rum, hvor børn og unge kan spejle sig i hinanden.Eva har oplæst artiklen, så nu kan du lytte til den som podcast.Du finder hele artiklen her.Artiklen er en del af et tema om efterværn lavet i samarbejde med Kvindehjemmet.Udgivet af Socialt Indblik

Fællesskabet kan være vejen til både læring og trivsel. Men det kan også være et redskab til eksklusion og mobning.  Det taler skole- og antimobbeforsker Helle Rabøl Hansen om i en podcastsamtale med vært Anne Søgaard, der er pædagog og forfatter til bogen Vensomhed.De giver deres bud på, hvordan skolen kan arbejde med at skabe fællesskaber, der inkluderer alle elever uanset, hvad de kommer med.  For Helle Rabøl Hansen er fællesskabet blevet et ’buzzword’. Det er noget, man ikke kan være uenig i, men netop derfor er der også grund til at være kritisk over for måden, vi bruger begrebet fællesskaber på.For hvis fællesskabet kun er for dem, der passer ind i skolen, så bliver det ekskluderende, og Helle Rabøl Hansen fortæller i podcasten, hvordan hun ser tendenser til det både i praksis og i den politiske debat om skolen.Og i podcasten fortæller Helle Rabøl Hansen om udvidet tolerance og fællesskabende didaktiker som vejen til fællesskaber, der inkluderer og skaber lyst til læring.”Fællesskabende didaktik er et begreb, der er sprunget ud af mobbeforskning. Det betyder, at man dels tager afsæt i, at man ved, hvor betydningsfuldt det er, når man får lov at være en del af fællesskabet. Hvis det lykkes at gøre undervisningen til et fælles omdrejningspunkt, til et vi, så er der jo ingen grund til at mobbe for at skabe det vi. Det er en undervisning, der i langt højere grad bygger på det, jeg vil kalde for nyt elevsyn. At ingen elever kommer tomme i skole. De er ikke et hylster, der skal fyldes op. Eleverne kommer allerede med noget. De kommer med nogle interesser. De kommer allerede med et talent. Og det handler om at trække det ind som et undervisningsbidrag til glæde for hele klassen. Så vil en elev føle, at ’der er brug for mig’,” siger Helle Rabøl Hansen.Så hvad er fællesskabende didaktikker? Hvordan kan det lykkes at skabe inkluderende fællesskaber? Hvad er vensomhed? Hvad betyder begrebet nyt elevsyn? Og hvorfor er Helle Rabøl egentlig blevet skole- og antimobbeforsker?Samtalen er en del af Anne Søgaards serie Vensomhedspodcast, som produceres af Socialt Indblik.

Da Inge Svanes storebror døde af kræft for fire år siden, blev hun ramt af en stor sorg. Det var, som om hun var et puslespil, nogen havde tabt på gulvet. Sygdommen havde åbnet op for dybe samtaler om deres barndom, familien og det, de kom af – de havde brudt tavsheden og åbnet en dør på klem til mørket sammen. Inge Svane gik på jagt efter brikkerne til at samle sig selv igen. Hun forstod, at der var vigtige brikker, hun manglede.  ”Det var en stærk kropslig fornemmelse af at være faldet fra hinanden. Jeg måtte tilbage i mørket og ind i kroppen for at samle den igen. Det er sådan, det opleves at bære et traume,” forklarer Inge Svane, der selv er traumebehandler og uddannet i den såkaldte SE-terapi, der kombinerer en kropslig og holistisk forståelse af, at traumer sætter sig i både krop, sind og sjæl.”I den årelange bearbejdning, der fulgte, fandt jeg ud af, at min krop alt for ofte havde været i overlevelsesmodus. Det gik op for mig, at jeg simpelthen manglede evnen til at mærke og passe på mig selv.”Mange har ifølge Inge Svane en opfattelse af, at traumer altid er synlige for både den traumeramte og omverdenen, og at traumer altid er udløst af store skelsættende begivenheder som ulykker, katastrofer og overgreb. Men det er en misforståelse, slår hun fast i bogen.Traumer opstår ofte af meget mindre voldsomme, tilsyneladende ufarlige dagligdags hændelser. Til gengæld er konsekvenserne af at bære ubearbejdede traumer ganske alvorlige, fortæller hun.For traumer sætter sig ifølge Inge Svane i alle kroppens muskler og celler og påvirker kroppens indre organer. I bogen ”Find hjem til dig selv igen” leverer hun viden og redskaber til, hvordan man kropsligt kan bearbejde traumer.Journalist Anne Anthon Andersen har talt med Inge Svane om, hvordan man kan arbejde med traumerne og indløse gaven i traumet. Hun giver blandt andet nogle helt konkrete fysiske øvelser.Anne har indlæst artiklen, så du nu kan lytte til den i vores podcastkanal Socialt Indblik.Udgivet af Socialt Indblik. Få vores nyhedsbrev hver uge. 

Tror du, at du kunne skrive, hvis ikke du var skizofren? Det spørgsmål er forfatter Anna Juul blevet stillet af flere journalister. For når medierne fortæller historier om mennesker med psykiske lidelser og diagnoser skal de følge en særlig fortælleskabelon – og giver ofte et forvrænget billede af psykisk sygdom, mener Anne Juul, der selv er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole"Jeg synes, at det er ekstremt uhensigtsmæssigt, hvis der bliver skabt en fortælling om, at psykisk sygdom skaber en særlig form for kreativitet,” siger Anna Juul.Det er ligesom enten eller – enten historien om den psykisk syge, der nu har fundet svaret og er blevet lykkelig, eller de dybt tragiske sager, hvor psykisk syge, ofte paranoidt skizofrene, slår andre mennesker ihjel, oplever Anna Juul. Hun ville ønske, at der kom mere fokus på mellemlaget, de mere jævne historier om, hvad det vil sige at leve med psykisk sygdom. Og at man tog en større samtale om, hvornår mennesker er syge, og hvornår det er systemet, man har indrettet, der er sygt.”Diagnoser som ADHD, autisme, angst og depression får stor opmærksomhed. Men jeg oplever stadig et markant stigma omkring andre diagnoser fx skizofreni og borderline, og at et emne som selvmord fortsat er ekstremt tabubelagt,” siger Anna Juul. Det efterlader et udsnit af psykiatrien i mørke. Og det smitter af på de politiske beslutninger, fx når der kommer en ny psykiatriplan, hvor det, som får opmærksomhed i medierne, ofte præger det politiske fokus. Dertil kommer hele skævvridningen og udvandingen af diagnosebegrebet, som ifølge Anna Juul følger med mediernes jagt efter traumefortællinger med lykkelig slutning. Journalist Anne Anthon Andersen har talt med Anna Juul. Anne har læst artiklen op, så den nu ligger her i vores podcastkanal Socialt Indblik. Du kan læse artiklen hos Socialt Indblik. Udgivet af Socialt Indblik. Få vores nyhedsbrev hver uge. 

”Det lykkes simpelthen ikke godt nok at få løst de klassiske sociale problemer. Det nytter ikke noget, at så få børn, der bliver anbragt, får en uddannelse. Det er ikke acceptabelt, at så mange børn, der har været anbragt, ender i hjemløshed. Det er problemer, som vi ikke har løst godt nok. Og det skal vi simpelthen gøre bedre. Ellers kan vi ikke være os selv bekendt.” Mads Roke Clausen er utvetydig i sin kritik af, at det i dag ikke lykkes for velfærdssamfundet at løse de alvorlige og presserende sociale problemer.I et afsnit af podcasten PERSPEKTIV uddyber han sig kritisk og fortæller, hvilke løsninger han ser i en videreudvikling af velfærdsstaten. Mads Roke Clausen er økonom og har en fortid som embedsmand i Socialministeriet. Han er en varm fortaler for velfærdsstaten, men han har i sit arbejdsliv som tidligere direktør i Mødrehjælpen og i dag i Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS) set sprækkerne i velfærdssamfundet, som han ikke mener er designet til nutidens samfund.  Tidligere i år udkom Mads Roke Clausen med bogen ”Det civile potentiale – frivillighed som svar på velfærdsstatens omsorgssvigt”. Og netop frivillighed er helt central i Mads Roke Clausens fremtidsvision for velfærdssamfundet. Ikke som en afløser for fagprofessionelle, men som et supplement. Men det kræver, at både kommuner og civilsamfundsorganisationerne bakker op.  Hvad det kræver, og hvad vi vinder ved at styrke frivilligheden, fortæller Mads Roke Clausen i podcasten.  Medvirkende: Mads Roke Clausen, direktør i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud. Tidligere direktør i Mødrehjælpen. Han er desuden tidligere formand for Frivilligrådet, hvor han rådgav regering og folketing. Mads Roke Clausen har studeret organisationsledelse på University of Oxford i England, og han har en Ph.d. i social finansiering.  Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes Elslo Udgivet af Socialt Indblik

”Man kan starte med at se i øjnene, at man formentlig overvurderer, hvor trygt der er i gruppen. Det er et virkelig godt sted at starte,” siger Rikke Høgsted til spørgsmålet om, hvordan man som leder kan vurdere niveauet af psykologisk tryghed i organisationen. I tredje afsnit af miniserien om psykologisk tryghed handler det særligt om lederens rolle, og hvordan lederen kan styrke den psykologiske tryghed i organisationen.Hvordan bliver medarbejderne trygge i at kunne fortælle om fejl, problemer eller for den sags skyld deres gode idéer uden frygt for udskamning og latterliggørelse?For selvom lederen måske selv mener, at det kan man, så er det langt fra sikkert, at medarbejderne har samme opfattelse, fortæller Rikke Høgsted.Psykolog Rikke Høgsted deler igen ud af viden og øvelser fra sin bog ”Håndbog i psykologisk tryghed”, der udkom 15. august i år.  Hun har som psykolog en lang erfaring med arbejdet i mentale risikoerhverv som både medarbejder og leder. Hun er leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi, og mange kender hende måske fra bestselleren ”Grundbog i belastningspsykologi”. Rikke Høgsted råder til, at man som leder lytter og mærker stemningen, når man er sammen i organisationen.Og i podcasten fortæller hun mere om, hvad man skal lytte efter for at mærke tegn på, om den psykologiske tryghed er til stede eller ej.”Jeg tænker tit, at psykologisk tryghed, hvis man sådan skulle måle det, så vil jeg næsten kunne måle det på lydene i en gruppe” siger hun.Du får som lytter øvelser og redskaber til at arbejde med den psykologiske tryghed, og så skal du høre hvad, vi kan lære af den traditionelle japanske teknik til at reparere ødelagt keramik, Kintsugi, når vi skal håndtere de fejl, vi begår.Udgivet af Socialt IndblikMedvirkende: Psykolog Rikke Høgsted, leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi Tilrettelæggelse, vært og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes ElsloGrafik: Sille Jensen

”Jeg skal huske, hvem jeg er, så jeg kan gøre en forskel. Jeg skal huske, hvem jeg er, så jeg ikke mister mig selv. Det, at jeg har skrevet det ned, har været så terapeutisk, fordi man er sådan, ’det er sket’. Og nu, hvis jeg nogensinde glemmer mig selv, så kan jeg gå tilbage og huske mig selv, og vide, hvor stærk jeg egentlig plejede at være.” Sådan fortæller Kayla om at være en del af Bogen ”Kh Børnene”.”KH Børnene” er otte unge voksnes egne fortællinger om deres oplevelser med vold i familien. De otte fortællinger giver et helt unikt indblik i den nærmest ufatteligt tykke kæde af svigt, som er blevet lagt på deres skuldre.  Gennem et halvt år har de deltaget i et skriveforløb og kondenseret deres egne oplevelser. To budskaber, der går igen, er, at de som børn ikke blev lyttet til, og at der ikke var den ene voksne til stede, som kunne have gjort hele forskellen.  ”Jeg skriver så meget til dem, der ikke så mig. Jeg skriver til alle dem, som aldrig nogensinde gav mig en undskyldning. Som aldrig nogensinde gav mig en afklaring. For kommunerne, for sagsbehandlerne. For dem øverst oppe i kommunerne, som kan gøre en forskel,” fortæller Kayla i podcasten.Du kan i podcasten lytte til interview med Kayla, der læser op af sit kapitel og fortæller mere om sin barndom, og om hvad det har betydet for hende at være en del af ”Kh Børnene” og arbejdet med fortællingerne til bogen.  Du kan læse Kaylas kapitel her.”KH Børnene” er udgivet af Barndom Uden Vold med støtte fra Ole Kirk’s Fond, på forlaget Ordskælv, i partnerskab med Poesiens Hus.   Podcasten er udgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm 

”Jeg er meget nervøs for, hvad reaktionerne på bogen kommer til at være. Om folk virkelig kommer til at se bogen og høre den og læse den. Så ja, jeg er nervøs, men jeg er også virkelig, virkelig glad for, at jeg deltog i det. Mit kapitel hedder ’Brudstykker’, fordi man får ikke for meget, men man får heller ikke for lidt.” Sådan fortæller Glara om at være en del af bogen ”Kh Børnene” og arbejdet med den. ”Kh Børnene” er otte unge voksnes egne fortællinger om deres oplevelser med vold i familien.De otte fortællinger giver et helt unikt indblik i den nærmest ufatteligt tykke kæde af svigt, som er blevet lagt på deres skuldre.  Gennem et halvt år har de deltaget i et skriveforløb og kondenseret deres egne oplevelser. To budskaber, der går igen, er, at de som børn ikke blev lyttet til, og at der ikke var den ene voksne til stede, som kunne have gjort hele forskellen.  Og at blive lyttet til er et af Glaras store håb for bogen.”Jeg håber virkelig på, at systemet vælger at åbne øjnene og gøre noget ved det. Fordi vi er otte unge, der har fortalt om vores historie og håber på, at systemet virkelig ser noget og gør noget ved det. Der er bare så mange, der går igennem mange ting i deres liv, og de bliver ikke hørt indtil senere hen, når de er voksne. Og hvad skal man så gøre ved det, når man er voksen? Det hele begynder fra, når man er barn,” siger Glara.Du kan i podcasten lytte til interview med Glara, der læser op af sit kapitel og fortæller mere om sin barndom, og om hvad det har betydet for hende at være en del af ”KH Børnene” og arbejdet med fortællingerne til bogen.  Du kan læse Glaras kapitel her.”Kh Børnene” er udgivet af Barndom Uden Vold med støtte fra Ole Kirk’s Fond, på forlaget Ordskælv, i partnerskab med Poesiens Hus.   Podcasten er udgivet af Socialt Indblik Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm 

”I stedet for også at sige, ’åh, vi lavede en fejl,’ kan vi også sige, ’hey, vi har identificeret et læringspunkt her, og nu har vi lært det, fordi nu har vi sammen arbejdet med det på en eller anden måde’.” Sådan siger psykolog Rikke Høgsted i det andet af tre programmer om psykologisk tryghed.  Rikke Høgsted er aktuel med bogen ”Håndbog i psykologisk tryghed” med undertitlen ”Tør vi? Tør vi lade være?  Hun har som psykolog en lang erfaring med arbejdet i mentale risikoerhverv som både medarbejder og leder. Hun er leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi, og mange kender hende måske fra bestselleren ”Grundbog i belastningspsykologi”.Et af kapitlerne i Håndbog i psykologisk tryghed handler om, hvad psykologisk tryghed ikke er. For der eksisterer ifølge Rikke Høgsted mange misforståelser om psykologisk tryghed, og i podcasten gør hun lytterne klogere på flere af de misforståelser for netop at forklare, hvad den psykologiske tryghed så er. En misforståelse, som Rikke Høgsted hører, er, at den psykologiske tryghed handler om, at nu skal alle til at være rigtig søde over for hinanden, og anerkende og klappe ad alt, hvad hinanden siger.  Men det er noget værre vrøvl, fortæller Rikke Høgsted.For i en psykologiske tryg organisation kan man sagtens være uenig og påpege hinandens fejl. Men det handler om, hvordan man gør det.  For Rikke Høgsted er den psykologiske tryghed netop forudsætningen for en lærende kultur i organisation. Og har vi den, så kommer trivslen.”Når vi hele tiden har den trygge læringskultur, så vil det resultere i en bedre kvalitet. Hvis du som fagperson kan lave kvalitet, og det er sikkert, så kommer din trivsel fuldstændig af sig selv. For det er faktisk derfor, vi går på arbejde. Vi går på arbejde, fordi det giver mening,” siger hun i podcasten.Lyt med når Rikke Høgsted folder begrebet psykologisk tryghed helt ud, og fortæller hvad der kendetegner en psykologisk tryg organisation.Udgivet af Socialt Indblik. Få vores nyhedsbrevMedvirkende: Psykolog Rikke Høgsted, leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi Tilrettelæggelse, vært og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes ElsloGrafik: Sille JensenLyt også til podcasten Forråelsens ansigterEller lyt til Kanaiefuglenes stemmer

”Vejen til mere psykologisk tryghed vil altid i ét eller andet omfang indebære en konfrontation med frygt”. Sådan skriver psykolog Rikke Høgsted i sin nye bog ”Håndbog i psykologisk tryghed” med undertitlen ”Tør vi? Tør vi lade være? Og netop frygten tager vi fat på i det første af i alt tre podcast, hvor Rikke Høgsted fortæller om psykologisk tryghed.Rikke Høgsted har som psykolog en lang erfaring med arbejdet i mentale risikoerhverv som både medarbejder og leder. Hun er leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi, og mange kender hende måske fra bestselleren ”Grundbog i belastningspsykologi” Hun har løst krisepsykologiske opgaver i både Irak og Afghanistan og ydet danske rederier akut bistand i forbindelse med ulykker, gidseltagning og andre kritiske hændelser rundt om i verden. Situationer, hvor den psykologiske tryghed var altafgørende for både at lykkes med opgaven og for sikkerheden.Rikke Høgsted kalder psykologisk tryghed for det mentale indeklima på en arbejdsplads. Det er det, der gør, at vi uden frygt for at blive straffet, ydmyget eller udstødt kan fortælle om fejl, bekymringer, gode idéer eller stille spørgsmål.  Så den psykologiske tryghed handler på mange måder om at sætte noget på spil helt personligt, fortæller Rikke Høgsted. For vores trang til at høre til i et socialt fællesskab trumfer vores moral, og derfor kan vi komme til at tie stille med, noget som strider mod vores moral og faglighed, fordi vi frygter udstødelsen fra fællesskabet.  Det fortæller Rikke Høgsted mere om i podcasten, hvor hun giver række konkrete øvelser fra sin nye bog.I næste uge taler vi om, hvad psykologiske tryghed er – og ikke er. Og ugen efter om både lederens og medarbejderens rolle i at øge den psykologiske tryghed.Udgivet af Socialt IndblikMedvirkende: Psykolog Rikke Høgsted, leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi Tilrettelæggelse, vært og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes ElsloGrafik: Sille Jensen

”Prøv at lukke øjnene og tænk på et menneske. De færreste tænker på en person med et handicap. Og det er jo fordi, vi har lært at tænke på mennesket som værende et kropskapabelt menneske.” Handicapforsker Emil Falster vil have os til at reflektere over, hvordan vi mere eller mindre ubevidst diskriminerer mennesker med handicap, fordi vi har indrettet samfundet ud fra en tanke om ”et normalt menneske”. Og hvordan vi dermed så diskriminerer mennesker med et handicap.”Altså vi har at gøre med en strukturel ulige fordeling af magt og privilegier i forhold til de mennesker, hvis kroppen varierer fra i gåseøjne det normale. Det ved vi jo godt sker,” siger Emil Falster.Og ’vi’ er alle lige fra arkitekter, designere, skoleledere, politikere og alle andre, som er med til at skabe rammerne om det liv, vi lever.  Det kan være i bygninger, hvor mennesker med et fysisk handicap ikke kan komme rundt, fordi bygningen er tænkt i flere plan. Eller det kan være i skolen, der er indrettet for børn inden for det såkaldte normalområde og derfor fra start ekskluderer børn, der ikke kan sidde i et støjinferno omgivet af 25 børn.  I foråret udgav Emil Falster bogen Ableisme. Magt, menneskesyn og myten om den normale krop med bidrag fra blandt andre ph.d.-studerende på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet Olivia Dahl og med forord skrevet af digteren Caspar Eric.Begrebet ableisme betegner diskrimination af mennesker med forskellige handicap, der sker på baggrund af, at den kropskapable bliver favoriseret i samfundet. Og for Emil Falster er det helt bevidst, at han vil have os til at tage begrebet ableisme til os.  For hvor det måske er nyt i Danmark, er det ikke nyt internationalt, og ved at bruge det kan vi flytte debatten om, hvilket menneskesyn vi ønsker at indrette samfundet efter, mener Emil Falster.”Det er et begreb, jeg har savnet. Også fordi, hvis jeg siger ableisme, så er der ingen, der forstår, hvad jeg siger. Så hvis vi også skal have en samtale om nogle af de ting, så er man nødt til også at introducere andre for det sprog,” siger Emil Falster.Men det er ikke bare fysisk. Emil Falster beskriver fire forskellige niveauer i samfundet, hvor der eksisterer ableisme. Det er både strukturelt i vores samfund og helt konkret i arkitektur og design.  I programmet her folder Emil Falster de forskellige niveauer af ableismen ud og stiller den til skue. For vi er nødt til at italesætte den for at skabe en forandring, mener han.”Altså, vi kan godt fortsætte med at indrette til ’normalmennesket’, men lige så snart flere og flere får handicap, lige så snart flere og flere bliver kronisk syge, lige så snart flere og flere bliver ældre, så får vi et rigtig stort problem om ikke så forfærdelig mange år. Så vi bliver nødt til på en eller anden måde også at tage bestik af den måde, som vores samfund udvikler os på.”Udgivet af Socialt IndblikMedvirkende: Emil Falster, cand.scient.adm. og ph.d., nu post.doc. ved Universal Design Hub under Bevica Fonden og ved Aalborg Universitet.Tilrettelæggelse, vært og redigering: Niels SvanborgEfterarbejde på lyd: Jakob RanumMusik: Johannes ElsloGrafik: Sille Jensen

”Jeg kan huske, at da jeg kom på krisecenteret, kunne jeg ikke særlig meget. Altså, det var virkelig sagsbehandlerne, der måtte hjælpe mig med alle mulige ting. Ting, som jeg ellers havde kunnet før, jeg mødte den her mand. Så da jeg kom ud i min egen lejlighed, var jeg rigtig bange for, om jeg overhovedet kunne finde ud af at bo alene.” Sådan sagde Iris Gold, da hun sammen med Jeanette Andersson på Folkemødet i en livepodcast fortalte om at komme tilbage til et selvstændigt liv i egen bolig efter et ophold på et krisecenter.  Hver fjerde kvinde på landets krisecenter har haft mere end ét ophold på et krisecenter. Enten fordi de går tilbage til deres tidligere partner, og volden eskalerer, eller fordi de finder en ny partner, der udsætter dem for vold. For langt de fleste af disse kvinder gælder det, at de ikke har fået tilstrækkelig hjælp, når de forlader krisecenteret.At skabe et nyt liv efter at have levet med en voldelig partner, kræver mere end et ophold på et krisecenter. Det kræver hjælp, også bagefter.  I podcasten hører du Iris Gold og Jeanette Andersson fortælle om deres overgang fra krisecenter til egen bolig. Hvordan var det at stå alene? Hvilken støtte fik de? Og hvad havde de brug for? Hvor er de i dag efter krisecentret?Du kan også høre Katrine Nordbjærg, forstander på Kvindehjemmet, fortælle om, hvordan de forbereder kvinder, der skal tilbage til deres eget hjem efter et ophold på et krisecenter.  Anja Toxværd, frivillig designer i ”Fra Bolig til Hjem” hos Dansk Røde Kors, fortæller om, hvordan hun er med til at hjælpe kvinderne, når de skal skabe et nyt hjem.Og Laura Kirch Kirkegaard, Direktør i LOKK fortæller, hvor de arbejder med at skabe bedre betingelser for kvinderne i overgangen fra krisecenter til hjemmet.Debatten slutter af med, at Iris Gold spiller sit eget nummer  Boys Boys Boys. Det kan du ikke lytte til i selve podcasten, men via linket her. Debatten og podcasten er lavet i samarbejde med LOKK – landsorganisationen af Kvindekrisecentre. Lyt til eller læs flere artikler om emnet: Hjælp til voldsramte kvinder skaber det fundament, der skal til for ikke at gå tilbage til voldenSom frivillig arkitekt hjælper Mette voldsramte kvinder med at skabe en base, der gør, at andet også kan vokseVoldsramte kvinder står alene, når de forlader krisecenteret. Flere af dem ender på krisecenter igen og igen  Tilrettelæggelse og moderator: Eva Frydensberg HolmLydredigering: Jakob RanumUdgivet af Socialt Indblik i samarbejde med LOKK. 

”Hvordan forvalter vi det, når livet bliver mørkt og dårligt, og hvordan kan vi forstå, at det ikke bare skal gå væk? Og hvordan kan vi forstå, at det er flugten fra det og kampen mod det, der ender med at blive lidelsen?” Sådan spørger psykolog Anders Sørensen i et podcastinterview. Han er ud over psykolog og ph.d. i psykiatri og mangeårig forsker i udtrapning af psykofarmaka også forfatter til bogen ”Noget I bør vide … om udtrapning af psykofarmaka”, der udkom i foråret.Anders Sørensen har i sin praksis som psykolog mødt mennesker, der var fanget i en afhængighed af psykofarmaka. Han mener, at vi generelt både mangler en erkendelse af, at psykofarmaka er afhængighedsskabende, og at vi mangler at få den tilgængelige viden om udtrapning ud i praksis. For alternativet kan være, at brugere af psykofarmaka selv kaster sig ud i en udtrapning, og det advarer Anders Sørensen imod.I podcasten fortæller Anders Sørensen, hvad der sker fysisk og mentalt, når man trapper medicinen ned, og hvordan abstinenserne kan forveksles med et tilbagefald.  Men udover at fortælle om udtrapning, så fortæller Anders Sørensen om, hvordan han mener, at vi bør give mere plads til følelser og det svære.  ”Det med, at man ikke må have det, som der står i diagnoserne, det er en frygtelig idé at plante i folks hoveder. Fordi det har bidraget til, at mennesker er blevet overset i deres traumer. Altså vi er ikke nået ind til årsagen til, hvorfor de reagerede, fordi vi var for hurtigt til at kalde det en sygdom. Men hvad mere skal vi så spørge ind til, hvis vi tror, at det er sådan en sygdom, der eksisterer uafhængigt af, hvad man laver, hvor man kommer fra, og hvilken kontekst man er i? Det er derfor, det ikke er ligegyldigt, om vi kalder det sygdom eller lidelse,” siger Anders Sørensen.Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg Udgivet af Socialt IndblikSkriv dig op til Socialt Indbliks nyhedsbrev her

”Jeg havde det, som om jeg var fanget med nogle andre dyr og skulle prøve at lade, som om jeg var en tiger, selvom jeg var en chimpanse. Så der var hele tiden angst og frygt for, at nu finder de ud af, at jeg ikke er som dem. Det var enormt tidskrævende. Jeg har brugt rigtig meget tid på at sidde og se reality-tv og læse bøger for at prøve at forstå samspillet mellem andre. Og jeg stod foran spejlet og øvede mig i, hvordan man ser glad ud, og hvordan man ser ud, når man er ked af det.” Sådan fortæller Christa, der sammen med Sofie på Folkemødet fortalte om at være ramt af både misbrug og psykiske lidelser.Fra hun var barn, har Christa følt, at hun skulle spille en rolle. Hun kunne ikke være sig selv. Hun følte sig udenfor og anderledes, uden at nogen så hendes mistrivsel. Og allerede som 15-årig begyndte hun at ryge hash.  ”Hashen betød, at der kom en ro over mig. Skuldrene sad ikke helt oppe omkring ørerne, og jeg kunne slappe af og være lidt mere til stede i det sociale sammenspil. Når jeg kom hjem efter en hård skoledag, ville jeg normalt få sådan en fuldstændig sammensmeltning, og jeg vidste ikke hvorfor. Men det hjalp hashen så også på. Så jeg havde det sådan, at jeg havde fundet midlet til at kunne fungere og leve et normalt liv,” fortalte Christa.Sofies historie minder på flere måder om Christas. Hendes misbrug af hash begyndte allerede i 12-års alderen og var ligesom Christas en selvmedicinering, alt imens ingen så hverken deres mistrivsel eller misbrug, der udviklede sig fra teenageårene og langt ind i deres ungdom.I samtalen fortæller de begge om et system, der ikke lyttede til dem og ikke forstod, at misbrug og deres diagnose hang sammen. Men de fortæller også om vendepunkter og håb. Om hvad det betød for dem, da de endelig blev set som dem, de var, og at misbruget blev forstået som en måde, de havde overlevet deres svære mistrivsel på helt fra barndommen.Christa og Sofie er desværre ikke alene om deres historie.I alt vurderer UngeAlliancen, at mindst 6.400 børn og unge under 25 år er ramt af dobbeltproblematikker. Men der er et stort mørketal, fordi mange aldrig opfanges i de offentlige registre. Hvis man tager de unges forældre og søskende med ind i ligningen, vurderer UngeAlliancen, at mindst 25.000 danskere er berørt af dobbeltproblematikker blandt unge under 25 år.Samtalen er en lille forsmag på en podcastserie, der udkommer til august, hvor både unge og forældre fortæller, hvordan unge med dobbeltdiagnoser bliver kastet rundt i et system, der ikke formår at tage hånd om de unges udfordringer med både misbrug og en psykiatrisk diagnose.Podcasten bliver lavet i samarbejde med UngeAlliancen og er støttet af Helsefonden.Tilrettelæggelse: Niels SvanborgLydredigering: Jakob Ranum

”Jeg følte en ekstrem sorg i den proces med slankekure, hvor jeg ligesom fratog mig selv overspisninger. Det var, som om jeg havde sagt farvel til noget, som jeg aldrig i mit liv skulle se mere. Og det, jeg jo har lært igennem BED-terapi, er at forstå, at det er, fordi spiseforstyrrelsen hjælper mig med rigtig mange ting. Den hjælper mig med at håndtere nogle svære følelser. Den hjælper mig med at håndtere, når jeg er træt, eller hvad det ellers kan være, der kan ramme en. Og den føles på den måde som en ven, som en støtte, og som noget man kan læne sig op ad. Det er Lene Bang, der fortæller her. Sidste år debuterede hun som forfatter med digtsamlingen ”Fede Mor”. Og i en samtale optaget som livepodcast på Folkemødet fortalte Lene Bang om at lide af spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning, også kaldet BED, som op imod 50.000 danskere lider af.  I samtalen med journalist Anne Anton Andersen fortæller Lene Bang om, hvad det for hende vil sige at leve med BED og en stor krop. Hvordan hun oplever, at fordomme om tykhed gør det dobbelt svært at leve med en spiseforstyrrelse, som mange misforstår.Undervejs i samtalen læser Lene en række digte fra digtsamlingen højt. De giver med humor og alvor indblik i, hvordan hun oplever livet med BED, hvad hun har savnet, hvad der har hjulpet hende. Og hvorfor man er nødt til at forstå, at spiseforstyrrelsen for mange fungerer som en ven. Det er et udgangspunkt, der er afgørende for at lykkes med behandlingen, mener Lene Bang.  Aktuelt får under én procent af dem, der er ramt af BED, tilbudt behandling i psykiatrien.Det er alt for få. Og efter samtalen debatterer Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, Peter Westermann, formand for Region Hovedstadens Psykiatri- og Socialudvalg for SF, Jens Henrik Thulesen Dahl, folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne, og Birgitte Kragh fra Venstre og forperson for Sundhed og Fritid i Kolding Kommune, hvad man kan gøre for at sikre hjælp og behandling til de mennesker, der lider af spiseforstyrrelsen BED.Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen Udgivet af Socialt Indblik

Hvordan man kan bygge et stærkt fundament af psykologisk tryghed ind i arbejdsfællesskabet som værn mod omsorgstræthed, udbrændthed og forråelse? Det fortæller krise- og organisationspsykolog Rikke Høgsted om i en samtale med journalist Anne Anton Andersen, som er optaget live på Folkemødet.Rikke Høgsted fortæller blandt andet om, hvorfor vi kan lære af spejderbevægelsen, forsvaret og fodboldholdet, når vi skal ruste os til at møde udfordringer i arbejdsfællesskabet. Og hvordan man kan undgå at synke ned i handlingslammelsens kviksand, blandt andet ved at lave røde og gule kort og skabe et fælles sprog med afsæt i værktøjet Rød-Grøn-Blå-modellen. Podcasten er optaget foran publikum, og undervejs bliver publikum involveret både med fysiske øvelser og små afstemninger, som du som lytter kan deltage i alene eller måske sammen med et par kolleger.Rikke Høgsted har speciale i mentale risikoerhverv og har i sit virke for blandt andet Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse, Det danske Forsvar, Falck Healthcare og Region Hovedstadens Psykiatri opbygget en dyb erfaring i at arbejde med mennesker med et psykisk krævende job.  Tilrettelæggelse: Anne Anton AndersenLydredigering: Jakob RanumUdgivet af Socialt Indblik 

Hvad er psykiatriske diagnoser, og hvordan kan vi bruge dem som et redskab frem for et stempel?Det fortæller Freja Sangild Boysen og Peter Lund Madsen om i en livepodcast, som for nylig blev optaget på Folkemødet med journalist Anne Anthon Andersen som moderator.Freja Sangild Boysen, der er grundlægger af nonprofit-organisationen SocialSpace, fortæller om, hvordan det var for hende at få en psykiatrisk diagnose, hvad det var, der hjalp hende, og hvordan hun i dag håndterer livets udfordringer.”Jeg oplevede at blive mødt af et system i psykiatrien, hvor det igen kom til at handle rigtig meget om min vægt. Men også at jeg var en sygdom, der skulle behandles mere end et menneske, der havde det svært i livet. Det var hele tiden med den her fortælling om, at en psykisk sygdom, det er noget, du lærer at leve med. Det er ikke noget, du bliver rask fra. Og sådan led jeg i virkeligheden rigtig mange år af mit liv med troen på, at jeg skulle bare lære at leve med en psykisk sygdom,” siger Freja Sangild Boysen i podcasten.Peter Lund Madsen, der blandt andet er speciallæge i psykiatri, fortæller om den unge hjernes udfordringer og om, hvad der sker i hjernen under de mest almindelige mentale udfordringer, man kan løbe ind i.Han er enig med Freja i, at en diagnose ikke er for livet.”Du kan ikke sige til en ung pige på 18 år, at nu har du fået den diagnose, og den skal du gå rundt med resten af dit liv. Og du skal indrette resten af dit liv på, at du har den diagnose. Det er en fuldstændig forkert tilgang. Hvorfor er det, vi gør det?” spørger Peter Lund Madsen.Han mener, at der er et behov for at andet syn på diagnoserne.”Vi er født forskellige, og nogle gange er de forskelligheder noget, der udarter sig og viser sig som en diagnose i form af ADHD, og det er belastende. Men hvis der ikke var mennesker på denne jord med ADHD, så ville der være mange ting, vi som fællesskab gik glip af,” siger Peter Lund Madsen.Medvirkende:Peter Lund Madsen, speciallæge i psykiatri og vært på DR-programmet ”Hjernekassen”Freja Sangild Boysen, grundlægger af og direktør i nonprofit-organisationen SocialSpaceAnne Anthon Andersen, journalist Socialt IndblikLydredigering: Jakob Ranum Udgivet af Socialt Indblik  

Hvem er kvinderne bag sexarbejderne, der lever som migranter? Hvilke tanker og forestillinger har de om det liv, de ønsker at leve?Det er noget af det, antropolog og forfatter Sine Plambech beskriver i sin bog ”Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme”, og på Folkemødet interviewede journalist Eva Frydensberg Holm Sine Plambech om bogen og tog publikum med på en rejse ind i sexarbejdernes verden. Nu kan du lytte med i samtalen, der ligger som podcast. Sine Plambech fortæller om sexarbejdernes handlekraft, viljestyrke og længsler efter det gode liv. Men også om sexarbejde som en form for kærlighedsgave til kvindernes familie derhjemme, fordi kvinderne tager ud i verden for at sende penge hjem.Hør om menneskene bag det globale sexarbejde, og hvorfor Sine Plambech kalder sexarbejde for ”et prisme, der reflekterer en verden i forandring og følger den globale kapitalismes ruter.”  Medvirkende:Sine Plambech, antropolog og forfatterEva Frydensberg Holm, journalist på Socialt Indblik Udgivet af Socialt Indblik

”Pandemier er et forstørrelsesglas for eksisterende polariseringer, fremmedheden og social ulighed,” siger Morten Sodemann. Han er klinisk professor i infektionsmedicin på Odense Universitetshospital, han er medstifter af Indvandrermedicinsk Klinik, og så har han i mange år beskæftiget sig med ulighed i sundhed.Selvom de fleste sikkert allerhelst vil glemme alt om Covid-19 og pandemien for bare få år siden, så vil Morten Sodemann have os til at huske den.  Derfor har han skrevet bogen ”Pandemiernes pariaer” med undertitlen ”Når skyld, skam og smitte forstærker social ulighed, og ingen lærer af det”.For på trods af, at vi netop kan lære noget af Covid-19, så fortæller historien, at vi sjældent lærer noget af pandemier, selvom der ifølge Morten Sodemann er masser af læring i netop pandemier. Og vi kan ikke bare lære noget om pandemier. Vi kan lære noget om os selv, om politik og om uligheden i samfundet.  Men det kræver, at vi tør kigge i forstørrelsesglasset og se på pandemien, håndteringen og dens konsekvenser. Journalist og redaktør på Socialt Indblik, Niels Svanborg, har været en tur i podcaststudiet med Morten Sodemann for at se på uligheden i det danske samfund igennem pandemiens forstørrelsesglas.Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgUdgivet af Socialt Indblik