E-Folkeoplysning: Hør om verden omkring dig

Et lille frø – men en stor kamp. I EU diskuteres det netop nu, hvem der skal bestemme, hvilke frø der må dyrkes i fremtiden. Det lyder som noget småt. Næsten hyggeligt. Frø. Tomater fra naboens have. En håndfuld gamle sorter, der smager bedre end noget i supermarkedet. Men bag de små frø gemmer der sig en af de mest principielle kampe i EU lige nu. I denne udgave af EU Indefra taler jeg med hortonom, PhD og fagjournalist Louise Windfeldt, faglig sekretær i Foreningen Frøsamlerne. Hun tager os med ind i en verden, hvor frø ikke bare er natur – men politik, industri og magt. For hvad sker der, når EU bestemmer, hvilke frø du må dyrke? Tidligere var det faktisk ulovligt bare at bytte frø med naboen. Ja, helt bogstaveligt. Kun frø på EU’s officielle positivliste var tilladt. Resten – selv gamle, robuste sorter fra bjergsider eller baghaver – blev i praksis skubbet ud. Efter massivt folkeligt pres blev reglerne lempet. Men ifølge Louise Windfeldt er kampen langt fra slut. Nye forslag ulmer i EU-systemet, og spørgsmålet er, om vi er på vej tilbage mod en mere ensrettet frøverden. Industrien argumenterer for kontrol: sygdomme, kvalitet, snyd. Men holder det? Erfaringer fra Danmark peger på noget andet. De få tilfælde af snyd ligger århundreder tilbage. Og samtidig står vi med et andet, langt større problem: Når genetisk variation først er væk, kommer den aldrig igen. Og netop den variation kan vise sig at være afgørende i en fremtid med klimaforandringer. Så hvad vejer tungest? Sikkerhed og standardisering – eller mangfoldighed og modstandsdygtighed? Det er ikke bare en debat om frø. Det er en debat om, hvem der kontrollerer vores fødevarer – og hvor robuste de bliver i fremtiden. Lyt med, når Louise Windfeldt folder konflikten ud og giver dig indsigt i en EU-kamp, de færreste har opdaget – men som angår os alle.

chatcontrol_46min50s by Jan Simmen

Frivillige bruger tusindvis af timer og samler ind til de allerfattigste børn i Afrika. Kommunen sender dem en regning som tak, og henviser til EU. Penge fra genbrug skulle hjælpe – og nu går de altså i kommunekassen. Genbrug er blevet hverdag i Danmark. De unge driver udviklingen, og 93 procent af danskerne mellem 16 og 30 år har inden for det seneste år enten købt eller solgt brugte ting. Men midt i den grønne bølge rammer en ny udfordring: I flere kommuner skal genbrugsbutikker nu betale affaldsgebyr for donerede varer, der ikke kan sælges. I Middelfart koster det Røde Kors omkring 13.000 kroner om året. “Jeg er rigtig træt af, at vi skal betale for at komme af med borgernes affald,” siger Brit Sommerfeld, butiksleder hos Røde Kors i Middelfart. “Det er ærgerlige penge, der går fra dem, vi støtter.” Fem minutters gang derfra har Mission Afrika fået samme besked. “Vi har fået at vide af kommunen, at der bliver lagt gebyr på fra første januar,” siger Lis Nielsen, som anslår, at det koster butikken 20.000 kroner årligt. “Jeg kan forsikre jer om, at pengene gør en stor forskel.” Hos Røde Kors’ hovedkontor i København er bekymringen den samme. “Vi vil gerne arbejde med en bæredygtig fremtid, og her spiller genbrugsbutikkerne en stor rolle,” siger Tina Donnerborg, national chef for Røde Kors’ butikker. “De her penge skulle have gjort gavn i hjælpearbejdet.” Afgiften bygger på en fortolkning af EU’s affaldsrammedirektiv. Men flere peger på danske myndigheder frem for EU. “Jeg synes, der skal gives dispensation,” siger Brit Sommerfeld. “Jeg er ikke i tvivl om, at det er en overfortolkning fra embedsmændene.” Som eksempel nævner hun Henrik Dahl (LA), medlem af Europa-Parlamentet, der flere gange har kritiseret danske myndigheder for at tolke EU-regler unødigt stramt. Hos brancheorganisationen ISOBRO er analysen den samme, men med en smule håb. “Borgerne har allerede betalt affaldsafgift, når de donerer ting,” siger generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach. “Nu skal butikkerne så betale igen. Men i vores øjne er affaldsgebyret allerede betalt.” Men han ser en mulig vej ud. EU arbejder med et forslag om udvidet producentansvar for tekstiler. Hvis det vedtages, skal producenterne fremover betale affaldsgebyret. “Hvis EU kan tolke tekstiler i én retning, burde alt andet også kunne tolkes,” siger Kenneth Kamp Butzbach. “Vi har et stort håb om, at politikerne vil ændre reglerne.” Indtil da må frivillige betale regningen – og se pengene forsvinde, som ellers skulle være gået til julehjælp, fodboldkontingenter og skolegang i Afrika. “Jeg føler mig kun som skraldemand, når det er noget, der står udenfor døren,” siger Lis Nielsen med et grin. “Men det er altså at gøre grin med dem, der donerer deres ting i bedste mening.”

Danmark taler om cybersikkerhed. Men bliver samtidig væk fra vigtige dele af vores fælles cyberforsvar. Mens fx EU opbygger fælles kapaciteter mod cyberangreb, hybrid krigsførelse og påvirkningsoperationer, står Danmark uden for centrale samarbejder. Ikke på grund af manglende viden. Ikke på grund af manglende advarsler. Men fordi man politisk har valg at stå udenfor. Punktum. Ingen forklaring. I resten af Europa er det ikke teori. Hospitaler lukkes. Kommuner lammes. Banker sættes ud af spil. Demokratier udsættes for systematisk påvirkning. Det er krig uden røg, uden sirener – men med meget konkrete konsekvenser. Også Danmark oplever konstante angreb. Alligevel fortsætter de danske pressemøder. Med store ord om digital modstandskraft. Og meget lidt om, hvorfor Danmark reelt har placeret sig på sidelinjen, mens angrebene bliver mere komplekse og mere koordinerede. Spørgsmålet er ikke, om Europa er under angreb. Spørgsmålet er, hvorfor Danmark vælger at stå uden hjelm – og kalde det beredskab. En udsendelse om Europas digitale slagmark. Og om den forskel, der er på at være til stede – og blot at være til stede i retorikken. Sikkerhedsekspert John Foley der var med til at grundlægge Center For Cybersikkerhed hjælper os i udsendelsen sikkert igennem den digitale slagmark og lader os kigge igennem det politiske røgslør der reelt spænder ben for, at vi kan få et bedre digitalt forsvar.

Grønland er ikke medlem af EU. Det har været et fast holdepunkt siden 1985, hvor Grønland efter en folkeafstemning forlod det daværende EF. I årtier har relationen til EU været praktisk og teknisk: fiskeri, handel og støtteordninger. Ikke medlemskab. Ikke politisk integration. Men verden ser anderledes ud i dag. De seneste år er Grønland rykket helt ind i centrum af storpolitikken. Ikke mindst efter Donald Trumps gentagne udmeldinger om Grønland, som udløste både forargelse og alvor. “Grønland er ikke til salg,” lød det dengang – fra grønlandske politikere, fra den danske regering og fra flere europæiske ledere. Siden har EU markeret sig mere tydeligt. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har under besøg i Arktis slået fast, at Europa har et ansvar i regionen, og at Grønland ikke står alene. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har på tilsvarende vis talt om partnerskab, solidaritet og respekt for Grønlands selvbestemmelse. Den støtte er blevet bemærket i Grønland. Aaja Chemnitz, Grønlands ene medlem af Folketinget, har flere gange peget på, at EU i dag spiller en vigtig rolle som samarbejdspartner – ikke mindst i en tid, hvor presset udefra er blevet mere tydeligt. Og Aki-Matilda Høegh-Dam, Grønlands andet folketingsmedlem, har advaret mod, at Grønland reduceres til et geopolitisk objekt og understreget, at beslutninger om fremtiden skal træffes i Grønland – ikke i Washington, Bruxelles eller København. Det har genåbnet en diskussion, som ellers længe har ligget stille: Om Grønland bør knytte sig tættere til EU. Og om et egentligt EU-medlemskab overhovedet er noget, man igen bør tale åbent om. Det er ikke et simpelt spørgsmål. EU er ikke bare et økonomisk fællesskab, men også et politisk projekt. Og i Grønland lever stadig minderne om 1980’ernes opgør med EF. Samtidig står Grønland i dag i en ny verdensorden, hvor sikkerhed, råstoffer og stormagtsrivalisering i Arktis spiller en langt større rolle end dengang. Så spørgsmålet er ikke længere kun historisk. Det er dybt aktuelt. Hvad betyder EU i dag for Grønlands sikkerhed og handlefrihed? Er EU et realistisk alternativ – eller blot endnu en stormagt med interesser? Og hvordan ser det ud fra et dansk og europæisk perspektiv? Jeg spørger Per Clausen fra Europa Parlamentet det her:

Når milliardærer leger med præsidenter - og demokratiet Mens Bruxelles prøver at regulere, ruller dollarsedlerne gennem korridorerne. Vi har fulgt pengene – og det, vi fandt, hænger sammen med det næste: De sender raketter ud i rummet – og regningerne tilbage til os andre. De kalder det innovation. Andre kalder det et kup mod demokratiet. Bag visionerne om rumkolonier gemmer sig drømmen om et liv uden regler – og måske endda afskaffelsen af demokratiet, som vi kender det. I den sammenhæng stiller vi spørgsmålet: Er verdens største ø bare is og sten – eller i virkeligheden tech-milliardærernes nye paradis? Medvirkende og nævnte personer/kilder: Per Clausen – medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten. Direkte interviewperson og et af de centrale kilder gennem udsendelsen. En sølvpapirshat… og siden en skraldespand… Vibeke Schou Tjalve – forsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Forfatter til rapporten Corporate Cosmos og citeret om tech-milliardærernes ideologier og rumutopier. Erica Payne – stifter af organisationen Patriotic Millionaires (USA). Medvirker via lydklip og udtalelser om ulighed og de superriges indflydelse på demokratiet. Mikkel Flyverholm – forsker, Copenhagen Business School (CBS). Giver sin vurdering af milliardærernes investeringer i amerikanske valgkampagner. Derek Beach – professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Citeres for sin analyse af libertarianisme og drømmen om en statsløs økonomisk orden. Peter Fibiger Bang – professor ved SAXO-instituttet, Københavns Universitet. Om imperialisme og USA’s interesse for Grønland. Ursula von der Leyen – formand for Europa-Kommissionen. Nævnt i forbindelse med Trumps toldpolitik og EU’s forsøg på at undgå handelskonflikt. Mette Frederiksen – Danmarks statsminister. Omtales indirekte i relation til Trumps interesse for Grønland. Peter Thiel – medstifter af PayPal og venturekapitalist. Citeret for sin idé om flydende, autonome byer og kritik af politisk styring. Desuden et uddrag af et interview/tale i Oxford Elon Musk – ejer af SpaceX, Tesla og X (Twitter). Optræder i lydklip og omtales i forbindelse med rumkolonier, Mars og modstand mod regulering. Mark Zuckerberg – grundlægger af Facebook (Meta Platforms). Nævnt som en af de amerikanske tech-milliardærer med politisk indflydelse. Jeff Bezos – stifter af Amazon og ejer af Blue Origin. Nævnt som del af kredsen omkring præsident Trump og amerikansk tech-lobby. Eric Schmidt – tidligere direktør i Google (Alphabet Inc.). Nævnt som deltager ved Trumps indsættelse og som investor i valgkampen. Sam Altman – administrerende direktør i OpenAI. Nævnt i forbindelse med forudsigelser om AI-drevet arbejdsløshed og sociale spændinger. Bradley Tusk – venturekapitalist og analytiker, citeret i Ingeniøren for sine vurderinger af ”netværksstaten”. Donald J. Trump – USA’s præsident. Centralt omdrejningspunkt for udsendelsen, citeret via lydklip og omtalt i relation til EU, toldmure og Grønland.

Kan du huske, dengang EU-modstanderne talte mere end hver anden af danskerne? Dengang de fleste afstemninger om afgivelse af suverænitet – eller blot mistanken om det – endte med et nej? Dengang EU-modstanderne endda havde sit eget parti i Europa-Parlamentet, nemlig Folkebevægelsen imod EU? Jamen, det parti eksisterer endnu. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig betyder i dag. For EU-modstanden har det svært. I pressen. Hos vælgerne. Og ikke mindst i systemet. Hvis Folkebevægelsen vil genopstille til næste valg til Europa-Parlamentet, skal de nemlig samle hele 70.000 vælgererklæringer – på bare ét år. Det er mere end tre gange så mange som til Folketinget. Og det kalder bevægelsen for et ”demokratisk problem”. Men det er ikke det eneste problem. For EU-modstanden er ikke længere, hvad den har været. Den er i modvind – både herhjemme og i resten af Europa. Og spørgsmålet er, om den overhovedet har en fremtid. Er Folkebevægelsen imod EU en relikvie fra en svunden tid? Eller er der stadig grund til at stille de kritiske spørgsmål til det europæiske projekt? I den her udsendelse møder du både bevægelsens formand, Peter Raben, og professor Thorsten Borring Olesen, og vi ser også nærmere på en anden bekymring: EU’s nye kurs på GMO-området. Vi har talt med Klaus Loehr-Petersen fra Netværket for risikovurdering og mærkning af GMO – og så runder vi, som altid, det store spørgsmål: Hvor er EU på vej hen?

Hvad sker der, hvis USA vender ryggen til Europa og ikke længere vil forsvare sine allierede i NATO? Det spørgsmål var en del af vores tidligere udsendelse og det fik en lytter en lytter til at stille os et nyt spørgsmål – og vi tog det alvorligt. Kan NATO smide USA ud? Og hvad så? Ganske kort: NATO har faktisk ingen mekanisme til at smide et medlemsland ud, heller ikke USA. Men hvad så, hvis USA angriber et andet NATO-land? Og hvor står EU i det hele? I takt med at usikkerheden vokser om USA’s vilje til at stå ved alliancen, kigger flere mod EU. Men kan EU – uden egen hær – i praksis gøre andet end at protestere, hvis det utænkelige sker? Vi gennemgår paragrafferne, ser på scenarierne og spørger, om EU i sidste ende er den eneste, der står tilbage. Selv om ordet "paragraffer" lyder støvet, så fandt vi flere overraskende ting.

Forestil dig, at du en morgen vågner op til nyheden om, at USA har forladt NATO. En amerikansk præsident har trukket stikket. Ikke en fjern hypotese, men et scenarie, Europas ledere og forsvarschefer i disse år er nødt til at forholde sig til. Vi lever i en tid, hvor verdens største forsvarsalliance – NATO – er under pres indefra. Ikke fra fjender, men fra tvivl. Tvivl om den berømte musketer-ed stadig gælder. Tvivl om USA – alliancearkitekten selv – stadig står vagt ved døren. Og mens den tvivl breder sig, står Europa midt i sin egen eksistentielle debat: Skal vi kunne forsvare os selv? Og hvordan gør vi det uden at knække det fællesskab, der hidtil har været vores sikkerhed? Parlamentsmedlem Morten Løkkegaard(V) advarer imod oprettelsen af en egentlig europahær, mens Morten Lidegård (R ) synes det er det eneste rigtige. Har vi overhovedet tid til at få opbygget en europahær, hvis vi tænker på, hvor langt tid det tog EU om at blive opbygget til en effektiv sammenslutning? I denne udsendelse forsøger vi at finde svar. Sammen med tidligere kontreadmiral og formand for Folk & Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, dykker vi ned i fremtidens europæiske forsvar. Vi taler med formanden for Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, der advarer om konsekvenserne af passiv europæisk sikkerhedspolitik. Og professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet, som vurderer, hvor langt EU’s sammenhold egentlig rækker – bortset fra at Trump muligvis har muligheden for at spænde ben... Er tiden kommet, hvor Europa skal stå alene? Eller er det netop nu, NATO skal genopfindes? Velkommen til EU indefra – en journalistisk rejse ind i Europas militære fremtid.

Traktorerne spreder gylle, skuddene runger over engen – og fuglene forsvinder. Velkommen til et Natura 2000-område. Danmark har forpligtet sig til at beskytte naturen, men virkeligheden er en anden. I denne episode af EU Indefra undersøger vi, hvorfor EU må presse Danmark til at tage naturen alvorligt – og hvad der egentlig ligger bag ord som beskyttet, nationalpark og Natura 2000. Med journalist Jan Simmen og ornitologernes formand Egon Østergaard. Lyt med – og find ud af, hvem der egentlig passer på naturen. Lyt ikke mindst for naturens skyld...

EU-modstanden i Danmark har ændret sig markant gennem årene. Fra heftige debatter og uroligheder i 1993 til en folkeafstemning i 2022, hvor et stort flertal stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men betyder det, at modstanden er forsvundet? I en ny udsendelse undersøger vi EU-modstandens udvikling og fremtid. Professor Thorsten Borring Olsen fra Aarhus Universitet giver sin vurdering af, hvordan ydre trusler som krigen i Ukraine påvirker danskernes holdning til EU. Samtidig fortæller Peter Raben fra Folkebevægelsen imod EU, hvorfor han mener, at modstanden kan genopstå. Vi hører også fra statsminister Mette Frederiksen, der tidligere har understreget nødvendigheden af et stærkt bånd til USA – men nu taler om et tættere europæisk samarbejde. Og vi tager et smut forbi Det Ovale Værelse, hvor tidligere præsident Donald Trumps udtalelser har haft stor betydning for Europas sikkerhedspolitiske kurs. Lyt med, når vi tager pulsen på den danske EU-modstand – og spørgsmålet om, hvorvidt den kan vokse sig stærk igen.

Kan vi virkelig kalde Danmark for en grøn frontrunner, når vores CO₂-regnskab indeholder en grundlæggende fejl? I denne afslørende podcast dykker vi ned i, hvorfor afbrænding af træ ikke er så klimavenligt, som det ofte påstås – og hvordan denne praksis stadig regnes som CO₂-neutral i vores officielle regnskaber. Kort fortalt er det en blanding af blandt andet politikeres og embedsmænds ønske om at hoppe over, hvor gærdet er lavest, samtidig med at for få i befolkningen kender til problemet. "Nja, er det nu også en vigtig historie, nogen behøver at sætte sig ind i? Der er jo så meget”, tænker du måske… Vi kunne nævne fire professorers fælles opråb eller organisationen Verdens Skoves efterhånden ret hæse advarselsråb. Men vi vil i stedet komme med et citat fra en udenlandsk forsker: ”Hvis vi alle gjorde som Danmark, så ville vi være på røven!” Citat slut. Lyt med, når blandt andet EWII’s direktør Lars Bonderup Bjørn løfter sløret for, hvordan politiske beslutninger og EU’s nøgleposition gør det muligt for problemet at fortsætte. Men der er mere på spil: Jo flere der kender til denne skjulte fejl, desto sværere bliver det for politikere, embedsværket og energibranchen at ignorere sandheden og lade som om, problemet ikke eksisterer. Så: Vil du være med til at gøre en forskel? Få indblik i, hvordan vi snyder os selv i klimakampen, og hvorfor vi som borgere kan spille en afgørende rolle. Lyt, bliv mere oplyst og hjælp samtidig klimaet. Tre ting på een gang. Kan det blive meget bedre? Nej, vel?

I løbet af 2024 har de danske medlemmer af Europa-Parlamentet spillet en aktiv rolle i en lang række sager. Vi har spurgt dem alle, hvad de mener var deres største … ja, lad os bare kalde dem for ”bedrifter”. Her prøver vi med en mild hånd at udvælge nogen af de ting, de danske politikere i EU Parlamentet ifølge dem selv, eller Europa Parlamentets egen hjemmeside, har brugt deres tid på. Blandt de mest aktive har været Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet, der har arbejdet for at styrke forbrugerbeskyttelsen i EU. Hun har sat fokus på at regulere digitale platforme for at beskytte borgernes data og privatliv. Schaldemose siger, at det er afgørende at sikre, at digitale giganter ikke misbruger europæernes data, og hun arbejder for strengere regler, der beskytter privatlivet og sikrer fair konkurrence. Niels Fuglsang fra samme parti har været en stærk fortaler for grøn omstilling og bæredygtig energi. Han har arbejdet for at fremme investeringer i vedvarende energikilder og mindske EU's afhængighed af fossile brændstoffer. Fuglsang udtaler, at det er afgørende, at EU går forrest i den grønne omstilling ved at investere i bæredygtige energiløsninger og reducere CO₂-udledningen markant. Kira Marie Peter-Hansen fra Socialistisk Folkeparti har markeret sig med en indsats for at styrke sociale rettigheder og bekæmpe social dumping i EU. Hun arbejder for at sikre ordentlige arbejdsforhold og fair lønninger for alle arbejdstagere i EU. Kira mener, at social dumping undergraver vores fælles velfærd og skal stoppes. Hun understreger vigtigheden af at give arbejdstagere i hele EU ret til fair løn og sikre arbejdsforhold. Et tema der har skabt en del overskrifter i Danmark, især efter at flere DR programmer har afsløret rystende forhold for både lovlige og ulovlige migrantarbejdere på den danske byggepladser. Hendes partikollega Rasmus Nordqvist har fokuseret på klima- og miljøpolitik, med særligt fokus på biodiversitet og bæredygtig landbrugspraksis. Han arbejder for, at EU tager ansvar for at beskytte naturen og sikre en bæredygtig fødevareproduktion. Sigrid Friis fra Radikale Venstre har arbejdet på at fremhæve bæredygtighed og ungdommens stemme i EU. Hun beskriver sit arbejde som en indsats for at sætte en ny dagsorden, hvor bæredygtighed og unges interesser er i centrum. Henrik Dahl fra Liberal Alliance har støttet Europa-Kommissionens ambitioner om at reducere bureaukrati og styrke forsvarsindustrien. Han mener, at denne tilgang er nødvendig for at sikre, at Europa står stærkt i en verden præget af geopolitisk konkurrence og økonomisk usikkerhed. Kristoffer Hjort Storm fra Danmarksdemokraterne har etableret samarbejde med nordiske partier som Sverigedemokraterne. Han mener, at nordisk samarbejde i EU er naturligt for at fremme fælles interesser. Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti har fokuseret på at sikre konservative værdier i EU. Han mener, det er vigtigt at arbejde for et stærkt og samlet Europa, hvor konservative stemmer bliver hørt. Derudover har du i et af vores tidligere programmer kunne høre, at han var imod at den ellers roste lov imod afskovning bliver genforhandlet. Det er ellers noget den politiske fraktion han er med i, er stor bannerfører for. Per Clausen fra Enhedslisten har haft fokus på sociale rettigheder og retfærdighed. Han udtaler, at han vil kæmpe for en mere social og retfærdig EU-politik, hvor arbejdernes rettigheder bliver prioriteret. Stine Bosse fra Moderaterne har arbejdet for at styrke Danmarks position i EU og fremme en progressiv dagsorden. Hun mener, at Danmark skal være en aktiv spiller i EU og bidrage til løsninger på de store udfordringer, som verden står overfor. Danske EU-parlamentarikere har dermed været engageret i alt fra klima og sociale rettigheder til forsvar og digital regulering i 2024. Deres arbejde afspejler en bred vifte af politiske dagsordener, som både tager hånd om Danmarks interesser og styrker samarbejdet i EU.

Velkommen til vores program, hvor vi endnu engang løfter blikket fra vores hjemlige andedam og indstiller vores journalistiske sigte på de vigtige historier der findes derude i de store verden. Den her gang ser vi nærmer på skovene. EU har faktisk nøglen. Som en romersk kejser at vende tommelen op eller ned for skovene. I podcasten går vi i dybden med historien om, hvordan interne politiske fiksfakserier kan koste os alle sammen rigtigt dyrt. Det gælder ikke bare vores pengepung, men livet for oprindelige folk, tusindvise af dyrearter, insekter og måske endda kuren på en del sygedomme. En historie om et spil hvor industrien muligvis har en lidt for lang finger med i spillet. Så spænd sikkerhedssælen, skænk dig selv en god kop kaffe. Kig ned i den og spørg dig selv: Har den her kaffe noget med skove og afskovning at gøre? Få svaret i udsendelsen hvor vi netop ser på et af verdens helst store problemer. Afskovning truer nemlig ikke bare verdens biodiversitet, men også vores klima og fremtid. EU vedtog en historisk skovlov, der skulle sætte en stopper for problemet, men nu er loven på vippen. Politisk pres og bureaukratiske udfordringer risikerer at udvande det, der skulle have været en milepæl for miljøet. Hvad gik galt? Og kan skovene stadig reddes? Vi dykker ned i historien og taler med en af dem, der kæmper for skovens overlevelse.

Så er der atter tid til at både tage luppen og kikkerten frem, når vi både graver detaljerne frem, og trækker de store linjer op. Denne gang ser vi på et problem der er voksende. Men det er ikke kun et nationalt problem, men internationalt, og derfor ligger en del af løsningen også i EU regi. Men ikke kun. Hvad er det for et problem, spørger du? Jo, uden at fortælle for meget, så vil vi lige nævne ord som, ”underbetalt”, ”slaveri” og en slags trafficking af illegal arbejdskraft. Hvis du vil vide mere, så bliv hængende for udsendelsen kommer her

Forleden knækkede to skibe midt over foran Krim-halvøen. Olien strømmer stadig ud i havet. Katastrofen er stor, men netop i det område har man andet at tænke på end miljø og havfugle. Men det er et godt billede på, hvorfor denne historie er vigtig. Historien her er også en historie om, at et land alene ikke kan løfte opgaven med at beskytte farvandene mod reelt ulovlige og ikke sødygtige skibe. Det kræver, at EU og andre internationale spillere kommer på banen. Men vi begynder med baggrund. En af metoderne til at sanktionere Rusland efter angrebet på Ukraine er en lang række tiltag, der har det formål at gøre ondt på den russiske økonomi. Logikken er: Har Rusland færre penge, har landet færre midler til at føre sin angrebskrig. For at begrænse Ruslands indtjening på oliemarkedet har EU og G7-landene lagt et prisloft på olien, så der stadig kommer olie ind til EU, men samtidig formindskes indtjeningen for Rusland. Men for at undgå netop dette har Rusland ”søsat” en flåde af skibe, som kan operere uden om de vestlige forsikringsselskaber. For at et skib må anløbe en havn, skal der nemlig være en lang række betingelser opfyldt, som fastsættes af IMO, der hører under FN. Et af de væsentlige kriterier er netop, at skibet er forsikret og dermed må antages at være i sødygtig stand. Det er blandt andet den logik og lovgivning, Rusland har fundet en metode til at kortslutte, så de alligevel kan sælge deres olie til markedsprisen. Det er naturligvis et problem for EU og hele Vesten, da det betyder, at Rusland har penge til at finansiere sin krig. Men ikke kun derfor. Skibenes stand er nemlig så dårlig, at de udgør en akut fare for havmiljøet, og det er derfor, miljøorganisationer som Greenpeace er meget bekymrede. Sune Scheller, kampagnechef fra Greenpeace, forklarer over for os: "Den skyggeflåde består af udtjente og rustne olietankere, der ikke burde sejle mere. Rusland har opkøbt de skibe, der egentlig var på vej til ophugning, og de sejler nu dagligt igennem de danske farvande med en stor miljørisiko til følge." Han giver flere eksempler på, hvor det allerede er gået galt, og han kalder faren ”overhængende”. Men ikke nok med, at en miljøkatastrofe vil være... ja, netop en katastrofe. Normalt vil et skibs forsikring hæfte for inddæmning og siden oprensning af et olieudslip. Men skyggeflåden er netop kendetegnet ved, at der reelt ikke er penge i de til formålet oprettede forsikringsselskaber. Problemet er selvsagt ikke kun et dansk problem. De snævre farvande igennem Den Engelske Kanal, som samtidig også er voldsomt trafikerede, er også et oplagt sted, hvor skyggeflådens skibe kan være med til at skabe en katastrofe. "Der er dog ingen tvivl om, at de danske farvande, der er så snævre og med så lav dybde, er et særligt udfordret område. Vi har allerede set flere ulykker i danske farvande," fastslår Sune Scheller. Men hvad er løsningen? Ja, en del af løsningen er EU's sanktionsliste. Den liste virker faktisk. Hør mere om, hvordan det hele hænger sammen.

For første gang nogensinde har EU-Parlamentet åbnet en vedtaget lov til genforhandling. Det gælder den skelsættende skovlov, der skulle stoppe import af produkter som træ, kaffe og kakao, der bidrager til afskovning. Nu trues lovens kerneprincipper, mens politiske kræfter og økonomiske interesser skaber splid. Et banebrydende direktiv under pres Da EU i sommeren 2023 vedtog skovloven, blev den hyldet som en global milepæl. Loven krævede, at importerede varer skulle dokumentere, at de ikke havde medvirket til skovrydning. Kontrolmekanismer og certificeringer skulle sikre dette. Men nu presser Den Kristen-Konservative gruppe på for en genforhandling med argumentet om, at loven er for bureaukratisk og urealistisk for virksomheder og medlemslande. Presset har allerede udskudt lovens implementering med et år, og frygten for udvanding vokser. Anne Sofie Henningsen fra miljøorganisationen Verdens Skove advarer: “Virksomheder, der har tilpasset sig lovens krav, føler sig snydt. Værre er dog risikoen for, at lovens kerneprincipper bliver udvandet.” Politisk skift i EU EU’s nye kurs kan delvist forklares med det ændrede politiske landskab efter sidste valg til Europa-Parlamentet. Grønne partier mistede terræn, og højrefløjens fremmarch har skubbet miljøpolitikken ned ad dagsordenen. Den danske parlamentariker Niels Flemming Hansen har dog sagt klart nej til en genforhandling – en beslutning, der høster ros fra Verdens Skove. Enorme konsekvenser for klima og biodiversitet Bag de politiske forhandlinger står verdens skove, klima og biodiversitet som de store tabere. Global afskovning driver klimaændringer og truer 31.000 dyrearter med udryddelse. Henningsen fremhæver EU’s ansvar som global frontløber: “EU må stå fast på sine grønne ambitioner. Kortsigtede interesser må ikke få lov at underminere en lov, der kunne være en milepæl.” Mens skovlovens fremtid hænger i en politisk balance, står spørgsmålet tilbage: Vil EU fastholde sin grønne frontløberrolle, eller vil skovloven ende som endnu et kompromis med store konsekvenser for planeten?

Naturens Nødskrig: Slimede havbunde, døde fisk og badeforbud langs kysterne. Den danske natur er i frit fald, og økosystemer kollapser for øjnene af os. Hvem har ansvaret for denne katastrofe? Er det landbruget, der står for 90 procent af de menneskeskabte udledninger, eller er det vores lovgivere, der ikke sikrer, at dansk lov lever op til EU’s miljødirektiver? Hvem betaler prisen for Danmarks forurening? Ifølge Christian Fromberg fra Greenpeace, som vi interviewede, peger pilen i første omgang mod landbruget. Men det er mere komplekst end som så. Landbruget overholder faktisk de nuværende danske regler, og dermed lander ansvaret på politikerne. For i sidste ende er det deres pligt at sikre, at lovgivningen også er i tråd med EU-direktiverne – og det er den ikke. Derfor har EU nu varslet en bøde i milliardklassen. En bøde, som ikke landbruget, men skatteyderne skal betale. En krise med dybe rødder Problemerne har været kendt i årtier. I 40 år har man forsøgt at reducere kvælstofforureningen, men mens renseanlæg til spildevand har været en succeshistorie, er landbruget år efter år sluppet uden betydelige ændringer. Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande, næst efter Bangladesh. Og selvom landbruget bidrager med milliarder til eksporten, modtager erhvervet også massiv statsstøtte, som i 2022 beløb sig til 15 milliarder kroner, heraf 8 milliarder fra EU. “Det her handler ikke om at brødføde den danske befolkning,” påpeger Fromberg. “Det handler om at eksportere fødevarer, ofte på bekostning af vores egen natur og miljø.” En advarsel fra sommeren 2023 Sommeren 2023 blev et vendepunkt for mange danskere. Badeforbud, fiskedød og iltfattige farvande var synlige tegn på, hvor slemt det står til. Men ifølge Fromberg kunne det have været meget værre. “Vi havde en kold sommer, og det reddede os. Havde vi fået en varm sommer, kunne vi have set en langt større katastrofe i havmiljøet,” fortæller han. Hvad gør vi nu? EU’s tålmodighed med Danmark er ved at løbe ud. Trods mange planer og løfter gennem årene er naturen kun blevet mere presset. Fromberg mener, at politikerne nu skal tage ansvar og sikre reelle forandringer. Hvis vi ikke handler hurtigt, kan konsekvenserne blive endnu dyrere – både for naturen og for os som skatteydere. Spørgsmålet står tilbage: Hvem bærer egentlig ansvaret, og er vi som samfund klar til at betale prisen for at rette op på 40 års forsømmelser?

Prøv at se en dansk landsby kirke foran dit indre blik? Kan du se det? Måske husker du sidste Juleaften, eller sidst du var til konfirmation eller bryllup. Men prøv forstil dig så en lille landsbykirke på en almindelig hverdag. Her er den helt tom. Måske endda låst. Parkeringspladsen er også tom. Om søndagen holder der enkelte biler. Ofte fra pensionister, som tager turen til deres lokale kirke. Men overrendt er hverken kirken, eller parkeringspladsen. Det er det billede du skal bruge til vores historie. De danske landsbykirker har nemlig brugt millioner af kroner og utallige arbejdstimer på at opfylde et EU-krav om ladestandere til elbiler – et krav, der nu viser sig delvist overflødigt. En sen ændring i reglerne betyder, at mange kirker med begrænset aktivitet alligevel ikke behøver at opsætte de kostbare ladestandere. Ændringen kommer blot en måned før den oprindelige deadline og har skabt frustration blandt menighedsråd og provstier, der føler sig bondefanget af en proces, de beskriver som både respektløs og ressourcespild. Fra Vester Assels på Mors til Middelfart på Fyn har kirkefolk i månedsvis forberedt sig på kravene med tekniske vurderinger, møder og anlægsarbejde. Der er blevet målt op, trukket kabler og brugt penge på at sikre, at alt var på plads til at opfylde reglerne. Alt sammen baseret på en lovgivning, som nu er ændret i sidste øjeblik. Problemet belyser en større udfordring: hvordan EU-krav ofte rammer bredt uden at tage højde for lokale forhold. Ladestanderne skulle sikre den grønne omstilling, men mange af de parkeringspladser, der nu står klar til elbiler, bruges kun få gange om året. For mange menighedsråd har det føltes som at rette ind efter regler, der mangler jordforbindelse og ikke tager højde for virkeligheden i små lokalsamfund. Kritikere peger desuden på, at kravene risikerer at blive overflødige i takt med teknologiske fremskridt, der gør elbiler i stand til at køre længere og lade hurtigere. At der vitterligt ikke er en tro på, at ret mange vil lade deres biler ved deres lokale kirker kan også ses af, at ingen private udbydere af opladere selv har villet investere i standerne ved kirkerne. De tror simpelthen ikke på ideen. Men nu dropper ministeriet altså kravet. Kirkeminister Morten Dahlin erkender frustrationerne og kalder det en fejl, at ændringen ikke kom tidligere. Han understreger, at ministeriet har arbejdet hårdt for at sikre undtagelserne, men det er en ringe trøst for de kirker, der allerede har investeret tid og penge i ladestandere, der nok aldrig vil blive brugt. For mange handler det ikke kun om økonomien – men også om respekten for de mennesker, der bruger deres tid og kræfter i menighedsråd og provstier. Denne sag er dog mere end bare et lokalt problem for kirkerne. Den viser, hvordan omfattende regler fra EU og ikke mindst UDMYNTNINGEN af direktiverne kan føre til spildte ressourcer og unødvendige omkostninger – og hvordan den slags beslutninger skaber grobund for frustration og kritik af både politikere og EU. For landsbykirkerne er konklusionen klar: Disse penge kunne være brugt bedre – og mere respektfuldt. De kostbare ladestandere er nu en påmindelse om, hvordan overordnede regler kan ramme skævt, og hvordan politisk nøl kan føre til unødvendige investeringer og tabt tillid.

Donald Trump er valgt. Alt kan ske. EU’s sikkerhed er på spil, men alligevel er der splittelse. Man kunne kalde det her for EU’s store test. For… kan den europæiske sammenslutning af vidt forskellige lande faktisk samle sig selv? Eller måske endda udvikle sig til samlingspunkt for den frie Verden, og alle de borgere der lever under diktaturernes hårde støvletramp? EU har aldrig været designet som en militær supermagt. Faktisk er det mindre kendt, at selve EU som institution kun råder over knap 200 ansatte soldater. Men mange af EU’s medlemslande er samtidig med i NATO, hvilket gør spørgsmålet om Europas sikkerhedspolitik afhængigt af alliancer og samarbejde. Så hvad sker der, hvis USA – under ledelse af en præsident som Donald Trump – trækker sig fra sin traditionelle rolle som Natos rygrad? Kan EU overhovedet løfte opgaven? Ifølge sikkerhedsforsker Jeppe Trautner fra Aalborg Universitet er EU’s bureaukrati ikke gearet til hurtige beslutninger i en krisesituation. "Bureaukratiet er ikke designet til hastværk – og når man skynder sig, laver man fejl," siger han. Det skaber en udfordring for Europa, hvis man pludselig står uden USA’s støtte og skal opbygge sin egen fælles forsvarskapacitet. En splittet verden Trautner peger på fremkomsten af nye aksemagter som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea, der deler et fælles mål om at svække Vesten. Selvom det kan lyde som konspirationsteori, er fællestrækket mellem disse lande klart: De er alle diktaturer med befolkninger, der ofte ikke støtter regimet. "I mange af disse lande kan magtskifte ske hurtigt," forklarer han og peger på interne magtkampe i både Moskva og Beijing. Men udfordringen stopper ikke der. Verden er præget af over 110 diktaturstater og cirka 60 halvdemokratier, hvilket gør reelle demokratier til en minoritet. Alligevel har den frie verden to store fordele: En betydelig del af verdensøkonomien og befolkninger i diktaturstater, der drømmer om frihed og demokrati. Europas indre uenigheder Inden for EU er uenighederne tydelige, ikke mindst i spørgsmålet om krigen i Ukraine. Mens lande som Polen og de baltiske stater kræver en hård linje mod Rusland, ønsker andre, som Rumænien, fred – muligvis på bekostning af retfærdighed. Samtidig har Ungarn, med premierminister Viktor Orbán i spidsen, gentagne gange skabt splid ved at søge en fred med Rusland, selv mens EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen lover varig støtte til Ukraine. Fremtiden under Trump Valget af Donald Trump som amerikansk præsident har tilføjet yderligere usikkerhed. Trump har tidligere udtrykt skepsis over for NATO og støtten til Europa, hvilket rejser spørgsmålet: Kan EU og Europa stå alene, hvis USA trækker sig? Ifølge Trautner bør danskerne være opmærksomme, men ikke paniske. "Vi sidder på en stærk økonomisk position, og mange mennesker rundt om i verden ser op til vores demokratiske model," siger han. Alligevel står Europa over for en enorm udfordring: At finde en fælles retning i en tid med globale spændinger og indre splittelse. En ting står klart: Europas sikkerhed afhænger ikke kun af våben og alliancer, men også af, om EU kan overvinde sine interne forskelle og fremstå som en samlet kraft i en usikker verden.

Rumænien: Et valg der sender chokbølger gennem EU – en fortælling om fred og forandring Det er ikke hver dag, vi hører om Rumænien i de danske nyheder, men når vi gør, er det ofte som en fodnote i EU-dagsordenen. For nylig fik Rumæniens præsidentvalg dog en kort plads i mediestrømmen: En EU- og NATO-kritisk kandidat tog føringen i første valgrunde. Men hvad ligger bag denne opsigtsvækkende udvikling, og hvad siger det om Rumæniens forhold til EU? Fra begejstring til kritik Rumænien har længe været kendt som et af de mest EU-entusiastiske medlemslande – en begejstring, der nu ser ud til at falme. Landet, der kæmper med fattigdom og korruption, har fået mere kritiske øjne på Bruxelles. Forklaringen? Krigen i Ukraine. Rumænien grænser op til konflikten, og frygten for at blive trukket med i krigen præger vælgernes prioriteter. Ifølge Florin Orban, seniorredaktør ved Radio Romania International, var valgkampens store overraskelse kandidaten Călin Georgescu. Han præsenterede sig som fredens stemme – et budskab, der gik rent ind i en tid præget af usikkerhed. Men Georgescu er ikke udelukkende fredens mand. Hans kritiske holdning til EU og NATO samt hans tidligere udtalelser, hvor han roste fascistiske historiske figurer, har givet ham et kontroversielt ry. Han repræsenterer en voksende gruppe af vælgere, der kræver en ny kurs i rumænsk politik. Modstanderen: En EU-støtte med ultraliberal dagsorden Georgescus modstander i anden runde, Elena Lasconi, står som en skarp kontrast. Hun repræsenterer partiet Save Romania Union, der er medlem af den pro-europæiske gruppe Renew Europe i Europa-Parlamentet. Med en ultraliberal profil og stærk støtte til EU og NATO fremstår hun som garant for Rumæniens fortsatte vestlige kurs. Men hendes politik appellerer primært til landets progressivt orienterede bybefolkning. Et splittet landskab Resultaterne af det samtidige parlamentsvalg viser en fragmenteret politisk scene. Socialdemokraterne vandt valget med blot 23 % af stemmerne, mens flere EU-positive partier tilsammen kan danne flertal – hvis de kan enes. Det kræver en politisk regnbuekoalition, der spænder over meget forskellige ideologiske farver. Florin Orban forklarer, at den voksende opbakning til EU-kritiske kræfter afspejler en dyb skepsis blandt rumænerne over for Bruxelles og frygten for, at Rumænien kunne blive trukket for dybt ind i Ukraine-konflikten. Samtidig signalerer valget et opgør med den gamle politiske kultur. Hvad betyder det for EU? Rumæniens valg viser, hvordan krisen i Ukraine og interne socioøkonomiske udfordringer har ændret befolkningens syn på EU. Selvom der ikke er tale om en decideret "Rumexit", har den tidligere blinde begejstring for EU udviklet sig til en kritisk afventen. Ønsket om fred er blevet en afgørende faktor i rumænsk politik. For EU er Rumæniens valg en påmindelse om, at de østlige medlemslande har deres egne prioriteter og bekymringer. Mens vestlige lande fokuserer på støtte til Ukraine, kæmper Rumænien for at navigere mellem sin egen sikkerhed og loyaliteten over for EU og NATO. Valget understreger en bredere tendens i Europa: Etablerede politiske systemer bliver udfordret, og borgerne kræver nye løsninger i en tid præget af usikkerhed og forandring. For Rumænien er ønsket om fred en drivkraft – men for EU kan det være begyndelsen på en ny fase af intern refleksion og forhandling.

Har du bemærket det? Klimadebatten fylder mindre, end den gjorde for bare få år siden. Det kan næsten føles, som om luften er gået af ballonen. Vi lover ikke nemme svar, men vi giver dig et nyt perspektiv – og måske endda en smule håb. Både statsministeren, medier og kommentatorer nævner det. Klimakampen er på vej retur. Men er det virkelig tilfældet, eller er vi vidne til et skift i, hvordan vi taler om og handler på klimaforandringerne? Bare fordi klimakampen ikke fylder det samme i debatten behøver den jo ikke være tabt. Derfor tager vi fat på spørgsmålet, der brænder under overfladen: Har klimakampen mistet pusten, eller er den på vej ind i et nyt gear? Med Ukraine-krigen, økonomisk usikkerhed i EU og en mulig Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus er der mange faktorer, der trækker opmærksomheden væk fra klimaet. Samtidig hører vi om EU’s kamp for at konkurrere med USA og Kina, der begge støtter deres grønne teknologier med massive statsstøtteprogrammer. Men er det hele sort i sort? Ikke ifølge postdoc Jakob Dreyer fra Københavns Universitet. I podcasten forklarer Dreyer, hvordan krigen i Ukraine på paradoksal vis har accelereret den grønne omstilling ved at fremhæve Europas afhængighed af russisk gas. Samtidig peger han på, at grøn teknologi kan være en nøgle til økonomisk genopretning i Europa, der kæmper med inflation og finansielle udfordringer. Vi ser også på de signaler, der sendes fra verdens største magter. Hvorfor blev ledere som Joe Biden og Xi Jinping væk fra det seneste klimatopmøde? Og hvad betyder det, når selv EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, bliver væk? Er det et tegn på, at klimakampen er blevet nedprioriteret? Eller måske, at den er ved at finde nye veje uden for den traditionelle politiske arena? Vi lover ikke nemme svar, men vi giver dig et nyt perspektiv – og måske endda en smule håb. For mens politikerne tøver, er erhvervslivet allerede langt fremme. Fra kæmpe vindmølleparker til massive solcelleprojekter ser vi, hvordan innovation og grøn teknologi stadig skaber momentum. Lyt med, når vi dykker ned i en debat, der ikke blot handler om klimaet, men også om økonomi, geopolitik og fremtidens arbejdspladser. Er klimakampen død, eller har den bare ændret form? Svaret vil måske overraske dig. Lyt og vær med til at tage pulsen på verdens vigtigste kamp.

Krigen i Ukraine er en tragedie af næsten ufattelig størrelse. For stort set alle involverede parter. Men er krigen også dårligt nyt for klimaet? For de penge der nu bliver brugt på fx krudt og kugler kan jo som bekendt kun bruges én gang, og kan dermed ikke bruges på klima. Så hvor efterlader krige og kriser EU’s indsats for den grønne omstilling? Svaret er ikke helt enkelt og vil måske overraske dig. Lyt hvordan det hænger sammen

Det sidst nye Eurobarometer viser, hvad borgerne i EU er mest bekymrede for, og hvad de helst så blive EU’s topprioritet. Selv om det efterhånden er længe siden, at vi stemte til EuropaParlamentet, så er tallene faktisk analysen af valget. Det er årsagerne til, at borgerne i EU stemte til det parlamentsvalg helt tilbage i juni. Tallene viser hvilke politikområder de synes EU burde prioritere. Mange har valgt mere end et område, så derfor giver tallene tilsammen ikke hundrede procent, som hvis deltagerne kun skulle vælge en enkelt emne. Men hvad viser tallene så? Jo, det de fleste i EU er allermest bekymrede for er de stigende leveomkostninger. 42 procent af borgerne, der stemte til parlamentsvalget, har det som topscorer. På anden pladsen finder vi en generel bekymring for den økonomiske situation. 41 procent har nævnt det som en prioritering EU skal sætte fokus på. Økonomien fylder altså rigtig meget i bevidstheden hos mange af EU’s indbyggere. På 3. pladsen finder vi en generel bekymring for den internationale situation. Det skal dog ikke forveksles med EU’s forsvarspolitik, som vi finder helt nede på 7. plads. 28 procent har valgt det som en årsag til at stemme til parlamentsvalget. Det er det samme procenttal der har valgt miljø og klimaforandringer. Så EU’s borgere er altså ikke så optagede af hverken sikkerhedspolitikken, eller klimaforandringerne. Det samme gælder i øvrigt migrations- og asylpolitik. Men hvis vi lige bliver ved klimaforandringerne. Landet Spanien er igennem de seneste to år blevet ramt hårdt af både tørke og vandmangel i de ene områder, mens oversvømmelser har kostet menneskeliv i andre regioner. Nej, indbyggerne i Spanien synes slet ikke at klimaforandringerne og miljø er noget der er værd at beskæftige sig med. Kun 14 procent har det så som prioritet. Den økonomiske situation er med 46 procent topscorer i Spanien. Migration og asylpolitik ligger heller ikke særligt højt hos danskernes foretrukne ferieland Spanien. Kun 11 procent nævnte det som et bekymringsområde. Helt anderledes ser det ud i vores store naboland Tyskland. Her er migration og asylpolitik absolut topscorer. 44 procent for at være helt nøjagtig. Tyskerne er desuden bekymrede for deres demokrati og retsstat, som 41 procent har med blandt deres prioriteter. Forsvarspolitik fylder med 35 procent også mere hos tyskerne end hos gennemsnittet for EU borgerne, der ligger på 28 procent. Mens mange sydlige lande ikke prioriterer miljø og klima særligt højt, så ser det lidt anderledes ud hos tyskerne. 30 procent er bekymrede for klimaforandringerne. Netop det tal er langt højere hos både svenskerne og os danskere. Det er den absolutte topscorer i Danmark, hvor hele 57 procent af danskerne synes, at EU burde gøre noget ved netop klimaforandringerne. På danskernes 2. plads finder vi EU’s forvar og sikkerhed, mens de stigende priser og leveomkostningerne, som er topscorer i hele EU, kun bekymrer 11 procent. Til gengæld ligger danskerne nogenlunde på linje med gennemsnittet for hele EU når det gælder migration og asylpolitik. 31 procent af danskerne har nævnt det område som en prioritet, som de gerne ser den Europæiske Union gøre noget ved. Det var mange tal, og vi linker naturligvis til dem fra vores hjemmeside, som heder radiomb.dk/eu. Vi nævner adressen igen om lidt. Hvis vi skal opsummere så er der altså en stor forskel mellem de nordiske medlemslande på den ene side, og resten af Europa på den anden. Her i nord fylder klima og miljø meget, mens den økonomien fylder rigtig meget lige så snart vi kommer syd for vores grænse. Er der et emne vi alle kan være fælles om? Nej, ikke rigtig. Dykker man ned i tallene for hvert land, så ser man nye prioriteter.

Hvordan har du det med at spise genmodificeret mad? Hvis du har det som de fleste danskere, så er du ikke jublende glad ved tanken. Kun 4 procent mener, at genmodificeret mad ikke udgør nogen form for problemer og derfor ikke skal mærkes. Så holdningen i Danmark er altså klar: De fleste af os er mistroiske. Har du så hørt om, at EU Parlamentet sammen med Kommissionen prøver at ændre lovgivningen netop på det område? Nej? Vidste du at Danmark er blandt de lande der kæmper for, at man fremover må bruge nye genteknologier? Altså uagtet at et stort flertal af danskeren er skeptiske? Det vidste du heller ikke? Det er der ikke noget at sige til, for myndighederne har været meget stille med deres planer. Det samme har vi medier. Spørgsmålet er så, har vi overhovedet grund til at frygte de såkaldte GMO’er? Er det derfor regeringen og en stor del af oppositionspartierne har været så stille om deres kamp FOR genmodificerede fødevarer? Hvad er oppe og nede i den historie, ja det er noget af det, du kan høre i vores magasinprogram, hvor vi både tager et smut til Vejle og tager et blik på Afrika. Så spænd sikkerhedsbælterne, og sæt dig godt til rette. Velkommen til.

EU har, efter Ruslands angreb på Ukraine, indført den ene sanktion efter den anden for at bringe Rusland i knæ, eller i det mindste tvinge landet til forhandlingsbordet. Logikken er blandt andet, at de penge Rusland ikke tjener, kan de ikke bruge på indkøb af krudt og kugler, der skal bruges i krigen imod Ukraine. Men til tider er der endda meget langt fra EU’s planer til realiteterne ude i medlemslandene. Det må være konklusionen efter at have gransket Europstats sidste nye statistiske tal. Her fremgår der nemlig tydeligt, at importen af russisk gas er steget i første halvdel af 2024, sammenlignet med samme tid sidste år. Fra januar til og med Juni 2024 har landene i EU importeret 13 procent mere gas. Stigningen sker på trods af, at man ellers i marts til ministerrådsmødet blev enige om at mindske EU’s afhængighed af russisk gas, kul og olie. Det er dog ikke Danmark der importeret russisk gas. I hvert fald ikke med vilje, selv om Energistyrelsen ikke kan udelukke, at russisk gas der er havnet på de europæiske markeder, ikke også er endt i de danske gasledninger. Mens Danmark har sørget for at indkøbe gas andre steder fra, fx fra Norge, så har en del EU lande stik imod både hensigten og EU’s erklærede mål indkøbt mere gas fra Rusland. De lande er Belgien, Grækenland, Bulgarien, Holland, Finland og Spanien. Ifølge fagbladet Ingeniøren er der især et land der stikker ud, og det er Bulgarien. Landet har nemlig importeret mere gas end noget andet land i EU. Problemet er da også at kunne erstatte den nødvendige gas med gas andre steder fra, eller endda måder at få gassen på. For… Det tager som bekendt tid at bygge gasrørledninger. Det har før været nævnt, at gassen også kan sejles til de gashungrende EU lande. Men det er, kort fortalt, ikke realistisk. Afskaffe gassen helt er heller ikke realistisk på hverken kort eller mellemlang sigt. Gas bruges fx til både opvarmning og elproduktion. Så uanset hvilke planer man måtte vedtage i EU når det gælder gas, så vil det ikke kunne forhindre Rusland i, at tjene penge på at sælge gas til EU landene.

Vi tager øjnene et kort øjeblik væk fra vores egen nyheds-navle og retter blikket ud på den store verden omkring os. Den her gang skal vi tage de helt skarpe briller på. For det er et lille land, Moldova, vi skal se lidt nærmere på. Et land der kaldes for Europas fattigste, men som alligevel har overrasket EU-toppen og medierne i hele Verden. De er nemlig ikke alt for begejstret for ideen om at skulle blive medlem af EU. Med et meget snævert flertal har landets indbyggere dog sagt ja til at prøve at blive medlem af EU. Når der er så få stemmer der skilte de to lejre af, så betyder det også at modstanden imod den Europæiske union er stor. De officielle forklaringer på den uvilje er få og simple. Både EU’s talsperson samt landets præsident forklarer det med valgfusk, købte stemmer og russisk indblanding. De forklaringer har alle vestlige medier taget for gode varer, men det burde de nok ikke have gjort. Faktisk så kunne afstemningen godt have vendt tommelfingeren nedad overfor EU, hvis netop Rusland havde været mere effektiv og opmærksom på det lille lands indbyggere. Vi skal dog at skynde os at sige, at der VAR russisk indblanding, men det er kun een af mange forklaringer. Måske endda den mindste, men den passer godt ind i vores narrativ hvor Rusland er skyld i alt ond. I krig er som bekendt det første offer altid sandheden. Hør i vores magasinprogram hvordan det hænger sammen med, at EU i mange østeuropæers øjne har mistet sin uskyld.

Normalt kalder man hunden for menneskets bedste ven. Det er sikkert rigtigt, men der findes en ven der er endnu større. Det er ikke bare menneskets bedste ven, men hele klodens. Alligevel mangler den beskyttelse. Ikke bare i Danmark, men hele EU. En spændende historie fortalt på en spændende måde. I den her udsendelse kommer vi ind på, at skiftende regeringers ide med, at kalde biobrændsel for CO2 neutrale er… ja, lad os bare kalde det for problematisk. Ord som biodiversitet, klima, oversvømmelser og storme indgår også i udsendelsen. Og så tager vi i øvrigt et kort smut tilbage til vikingetiden. Men først og fremmest tager vi livtag med noget helt andet. Der er noget der simpelthen mangler beskyttelse fra blandt andet dig og mig. Noget der normalt ikke har en stemme, selv om du godt kender lyden... Hvad det er for noget alt for mange forgriber sig på, ja, det kan du høre i vores udsendelse som kommer her….

Af Jan Simmen, freelance-danmark.dk Det er gruopvækkende ting der sker ved Fort Europas grænser. Men ingen gør noget. Ikke fordi historierne ikke har været fortalt, men måske fordi det er lettere at kigge væk. Både for EU, myndigheder og ikke mindst dig og mig. Vi tager et blik på det, ingen vil se. Kære lytter. Prøv at forestille dig, at nogen tog dine sko fra dig. Ja, det lyder da, for at sige det på jysk, trælst. Men forestil dig så, at du faktisk er barfodet i en vinter-skov og ikke har nogen som helst muligheder for at købe eller få et par nye sko. De fleste kan nok forestille sig, at så er sko tyveriet decideret ondskabsfuldt. Samtidig med overnatter du i selvsamme skov, og den eneste måde at komme væk på, er hen over et pigtråds hegn. Bagved dig står soldater der sørger for, at du ikke kan gå tilbage. Hvis altså du KAN gå med forfrysninger på fødderne. Hvis det ikke er ondt nok, så prøv forestil dig en familie med børn, hvor børn og forældre bliver skilt fra hinanden, for at forældrene kan blive gennembanket. Den slags sker vel ikke i Europa? Jo, det er desværre hverdag og et resultat af EU og EU landenes immigrations politik, hvor idealerne om menneskerettigheder og lighed for loven alligevel ikke gælder alle. Hør historien om helikoptere der skaber kæmpebølger, små skumle skurre hvor der sker voldsomme ting, og sundhedspersonale der ikke bliver forhindret i at nå frem. Altså sammen mens EU gør… ja, ingenting. Hvad den historie, som ingen rigtig bryder sig om at høre, går ud på, kan du høre her i vores udsendelse, som vi har kaldet ”Læger MED grænser”….

Toiletkrav fra EU spænder ben for grøn omstilling Her kommer en historie fra den virkelige verden, dog fortalt med et glimt i øjet… Prøv forstil dig en lille fladbundet færge. Ja, faktisk ligner den en slags forvokset tømmerflåde med et lille tårn på den ene side som styrehus. På den flade pram kan personbiler og lastbiler køre op på, for så derefter blive trukket de få hundrede meter over til den anden side af vandet. Der er tale om en såkaldt lille kabelfærge. Kan du se færgen for dig? Den er gul. Men prøv så forestil dig, at samtlige passagerer ikke kan vente den korte tid det tager at komme over på den anden side, fordi de bare sådan skal tisse. Lige nu og her! I det næste indre billede ser vi de mandlige passagerer linet op på stribe for at tisse i vandet, mens piger og kvinder prompte tisser i bukserne. Det er naturligvis noget rod. Og det er netop den situation EU muligvis vil forhindre med et nyt fælleskrav til ALLE skibe der sejler med passagerer. Uanset størrelser. Fra næste år vil EU nemlig kræve hele 8 toiletter om bord på alle skibe, uanset hvor lang overfarten måtte vare, eller hvor stor skibet er. Derudover kræver EU også bovport og dobbeltskrog. I det maritime fagblad ”Søfartsnyt” kalder direktør Michael Kousted det for, citat, ”helt hen i hampen”. Han er direktør for Østre Færge A/S og havde ellers haft grønne planer for den kabelfærge, der sejler de 650m mellem Orø og Holbæk. De planer må han nu aflyse, da EU kravene simpelthen er så dyre, at selskabet ikke har råd. Så EU kravet om otte toiletter spænder direkte ben for selskabets planer om at skifte dieselmotorerne ud med en mere grøn el motorer. Og det er da noget t… nej, det ord vil så ikke bruge og lader det være op til lytterne hvad de synes.

EU indfører bil-krav inden teknologien er klar Er du træt af at se den ene fartdjævel efter den anden drøne forbi dig? Eller er du træt af fartbøder? Ja, så er der godt nyt fra EU til dig. Eller, som du vil høre om lidt, MÅSKE godt nyt. Nye krav fra EU’s såkaldte GSR-regler kræver nemlig fremover, at biler skal være udstyret med en højlydt alarm, hvis din speederfod har fået din bil til at køre mere end den tilladte hastighed. Klare tydelige biplyde skal få bilisterne til at lette på speederen, så de holder sig på bilist-dydens smalle sti. Det kræver at bilerne fremover er udstyret med både kameraer til skilte genkendelse og et opdateret kort, som har fartgrænserne som en del af sine oplysninger. Hvis vi tager det sidste først. Mange af de nye biler der kører rundt i dag, har automatisk opdaterede kort. Men kortene er ikke bedre end de data der proppes i dem. Så alle de steder, hvor der er varierende hastigheder KAN der opstå problemer. Googles kort, som er en del af mange moderne biler, er smækfyldte med fejl, og mener fx at dele af motorvejen på tværs af Fyn er begrænset til 80km i timen, mens den reelle tilladte hastighed er både 110 og endda 130km/t. Så her vil bilisten altså fremover opleve en høj og irriterende biplyd, hvis man kører hurtigere end de 80 km i timen systemet tror, man må køre. Omvendt mener det i mange bilers brugte google kort, at man må køre 110 km i timen flere steder, hvor der pt er nedsatte hastigheder på grund af vejarbejde. Som fx flere steder på strækningen mellem Horsens og Randers. Her vil systemet så ikke advare. De indbyggede er kort er altså ikke tilstrækkelige. Men så er det jo godt, at bilerne også har skiltegenkendelse. Passerer bilen et skilt hvor der fx står 80 km i timen på en motorvej, så vil bilen sætte fartgrænsen til netop 80. Men ved kørsel på en motorvej med oftest mindst to kørebaner, er det ikke sikkert at systemet kan registrere skiltene. De kan simpelthen være skjult bag ved en lastbil man er ved at overhale, eller ikke være særligt synlige på grund af fx dårlige lysforhold. Så vi forudser her på redaktionen mange bandeord i de biler der efter EU’s krav fremover vil bippe løs, når bilen urigtigt TROR at fartgrænsen er overskreden. Det er dog ikke de eneste nye krav bilerne ifølge FDM’s blad Motor skal leve op til. Andre krav er nødbremse for fodgængere. Altså at bilen automatisk klodser bremserne hvis man skulle have overset en fodgænger. Den del alene skønnes at kunne rede både liv, og nedbringe antallet af ulykker med såkaldte ”bløde trafikanter” betydeligt. Bilerne skal fremover også have baksensor, eller bakkamera, aktiv vognbaneassistent og automatisk havariblink ved kraftige opbremsninger. Med andre ord så kræver EU at de fremtidige biler er spækket med sikkerhedsudstyr, som i dag især findes i de mere dyre biler, som fx Tesla, Volvo og Hyundais el biler.

Brænder du for naturen? Klimaet? Så er det kort før lukketid og skynd dig så at stemme til det kommende parlamentsvalg. Skynd dig også til at lytte til udsendelsen her, for vi har en god nyhed. Men den gode nyhed risikerer at forsvinde hvis du ikke stemmer. Det er i hvert fald vores interview persons påstand. Hun heder Gry Bossen og er fra Verdens Skove. EU Parlamentet og EU Kommissionen har arbejdet længe på et nyt direktiv. Det gælder om at beskytte skove ikke bare i EU, men også skove uden for EU. For skovenes, biodiversitetens og klimaets skyld. Det er en banebrydende lov. Blandt andet skal 20 procent af den trængte natur genoprettes. Men én ting er, hvordan reglerne er på papiret, en anden ting er så hvordan direktiverne bliver omsat til de nationale love over hele EU, for slet ikke tale om, hvordan lovgivningen bliver håndhævet. Men det er dog ikke den største bekymring. Selv om direktivet er færdig behandlet, så prøver flere lande nu at blokere for den. Det er meget usædvanligt. Blandt de lande er der gamle kendinge som Ungarn, men også vores skovklædte naboland Sverige prøver at blokere for den kommende lov. Strategien er muligvis at trække tiden ud til EU valget er overstået. Her ventes der en drejning væk fra de grønne partier og i retning imod både højre og især populistiske partier. Derfor er valget til EU Parlamentet denne gang særligt vigtigt. I hvert fald ifølge de NGO’ere der har bedre miljø, natur, klima og biodiversietet som deres hovedformål. Altså organisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkelig Samvirke eller Verdens Skove. Men i lyset af, at krigene raser i både Ukraine og Mellemøsten, at landmændene over hele Europa protesterer kunne man så ikke sige, at der er andre ting der er vigtigere lige nu? For at svare på det og andre spørgsmål har vi talt med hende her:

Efter en lang og besværlig omgang er der forhandlet en reform af EU elektricitetsmarked på plads. Det arbejdede begyndte da Ukraine krigen brød ud, og energipriserne røg i vejret. EU skulle blive uafhængig af russisk gas, så EU landene ikke kom til at finansiere den krig, som man gerne så stoppet så hurtigt som muligt. Det er den ene side af sagen. Men det er også historien om et ønske om mere grøn energi. Og så skal de her store udsving i priserne formindskes, så industrierne tør investere i grønne energiløsninger. Det lyder jo godt alt sammen. Men…. En regulering af energimarkederne kan også godt lyde som en opskrift på overpriser. Læg dertil fx muligheder for at danne tusindvis af flere grønne arbejdspladser og en større uafhængighed af slyngelstater. Som du kan høre, så er historien her ret indviklet. For at hjælpe os igennem den jungle har vi talt med medlem af Europa Parlamentet Morten Helveg Petersen.

Europa står overfor en række betydelige udfordringer både internt og eksternt. Europas fremtid byder på både globale udfordringer og store interne spændinger. For at finde vej i dette politiske minefelt har vi sørget for en guide. Det er Rasmus Egmont Foss, analytiker hos tænketanken "Think Europe". Krig og konflikter truer stabiliteten globalt, mens spændinger vokser inden for EU's grænser. Samtidig med, at disse udfordringer intensiveres, diskuteres EU's udvidelse, hvor Ukraine står som et omdiskuteret kandidatland. Foss understreger behovet for en stærkere sikkerhedspolitisk koordinering inden for EU, især med tanke på udsigten til en mulig genvalg af Donald Trump. Spørgsmål om klima, forholdet til Kina, støtte til Ukraine og NATO er afgørende for EU's fremtidige strategi. Bare for at nævne nogle få af de mange dilemmaer der gryer i horisonten. Desuden peger Foss på den paradoksale situation, hvor EU har et militærbudget tre gange større end Ruslands, men stadig er dybt afhængig af USA's beskyttelse. Dette kalder på en langt bedre koordinering og styrkelse af EU's forsvarsressourcer. En anden væsentlig udfordring er EU's afhængighed af eksterne forsyninger som energi og mikrochips. Dette presser EU til at øge sin egen produktion af vitale varer og mindske sårbarheden over for ”eksterne påvirkninger”, som det så flot heder på ”politiker-dansk”. På godt dansk kan vi oversætte det til, at vi skal sørge for, at alt vi har behov for, er inden for vores egne grænser. Så vi ikke pludseligt står med ”håret i postkassen”, som det heder på ”hverdags dansk”. De interne spændinger i EU forstærkes yderligere af planer om udvidelse, hvor lande som Ukraine overvejes som mulige medlemmer. Her er bekymringen, at EU's effektivitet kan blive undermineret af for mange medlemslande og potentielle vetoer. Foss fremhæver vigtigheden af EU's støtte til Ukraine, selvom krigen endnu ikke er afgjort. Han påpeger, at EU's nøgterne reaktioner på situationen kan have direkte indvirkning på krigens udfald og geopolitiske dynamikker. Alt i alt står Europa over for komplekse udfordringer, der kræver en samlet og klog tilgang. Analyser som Foss' giver indsigt i de politiske minefelter, EU står over for, og understreger behovet for sammenhængende handling og strategi.

Af Jan Simmen, http://freelance-danmark.dk , [email protected] Opdag flere ukendte vinkler bag ”klimaresultaterne” og hør om, at demokratiet er truet fra en ny og overraskende front i vores seneste podcast. Dyk ned i politikkens verden, hvor dunkle magtspil truer vores globale klima. EU har spillet en nøglerolle, men har vores politikere levet op til forventningerne? Er det politiske system funktionelt i klimakampen? I denne episode udforsker vi forskeres og klimakrigeres dystre syn på demokratiets mulige afskaffelse i kampen for miljøet. Hør hvad nøglespillere som minister Dan Jørgensen, MEP Morten H. Petersen, Greta Thunberg og endda Donald Trump og Le Pens har at sige. Dyk ned i kampen, der truer vores klode og samfundets fundament. Forestil dig en verden, hvor politiske uenigheder er mere end blot ord, men potentielle masseødelæggelsesvåben. Her i den forbindelse nævner vi blot et par navne: Donald Trump, Bolsonaro. Kritikken hagler ned over politikere, og mistilliden truer vores demokratiske grundvold. Er politikernes handlinger blot tom snak, eller er det figenblade for at dække over en manglende vilje til at handle? Nogle går endda så langt som at foreslå afskaffelse af demokratiet for at redde kloden. Men husk, i et demokrati har du magten til at ændre kurs. Deltag i kampen mod miljøfjender ved at træffe bevidste valg – fra politikere til pensionsfonde. Hver beslutning tæller, og det er vores kollektive ansvar at sikre en bæredygtig fremtid. Lyt til vores podcast og få indblik i klimakrigen, der former vores skæbne. Fra mennesker til dyr. Gå ikke glip af denne dybdegående analyse af, hvor vores verden er på vej hen, og hvilken rolle politik og demokrati spiller i klimakampen. Dette er ikke blot en podcast – det er et opkald til handling. Tid til at lytte, tænke og handle.

I dag tager vi på landet, hvor den danske natur tilsyneladende er under pres, på trods af EU's forsøg på at bevare og forbedre miljøet. Ifølge EU-Kommissionen bør 4 procent af landbrugsarealerne i medlemslandene reserveres til små naturøer, markkrat eller braklægning som led i en reform, der trådte i kraft for et år siden. Desværre ser det ud til, at den danske stat ikke følger tankerne bag reformen, hvilket har udløst kritik fra grønne organisationer og kan føre til en retssag ved EU-domstolen. Danmarks Ornitologiske Forening går så langt som at kalde den danske implementering af reformen "under al kritik." Især rettes kritikken mod landbrugets brug af såkaldt "fjernbrak," hvor landmænd lejer eller forpagter naturområder langt væk fra deres gårde for at opfylde kravet om at reservere 4 procent af markerne til naturformål. De danske myndigheders tolkning af EU Kommissionens lov har haft den effekt, at landmændene først pløjer græsmarker op, for så derefter lade dem gro til igen. En konsekvens som vi tidligere har berørt i en anden udsendelse med Venstres EU-parlamentariker Asger Christensen. Ifølge ham synes også landmændene, at den lov, eller rettere tolkningen af den, er ”temmelig tumpet,” for nu at bruge vores eget sprog. EU Kommissionens intention er at skabe naturoaser for insekter, især bier, der lider under sprøjtemidler på store marker. Det ville faktisk også gavne landbruget. Ifølge Sybille Kyed fra Økologisk Landsforening mangler landbruget simpelthen viden. Landbruget forstår, i hvert fald ifølge vores interviewperson, simpelthen ikke, hvor meget større deres udbytte ville blive, hvis de tillod flere naturområder. Hun afviser i øvrigt, at landmændene ikke har fået den nødvendige viden. Det er måske især tilliden det kniber med, for, som hun forklarer her: - Men jeg tror især at der er behov for at demonstrerer effekterne af et mere bæredygtigt landbrug, fastslår hun. Flere organisationer, herunder Økologisk Landsforening, DOF, Danmarks Jægerforbund, og Danmarks Naturfredningsforening, har klaget over den danske administrations fortolkning af EU's CAP-reform. De hævder, at styrelsens tolkning strider imod EU Kommissionens intentioner om at skabe sammenhængende naturområder. Økologisk Landsforeningen overvejer at bringe sagen for EU-domstolen som reaktion på Danmarks implementering og landbrugets praksis med at hoppe over, hvor gærdet er lavest. I en tid, hvor globale miljøudfordringer kræver fælles handling, står Danmark over for kritik for ikke at leve op til EU's miljøinitiativer. Som muligvis endda det eneste land. Sagen rejser også spørgsmål om, hvorvidt nationale interesser trumfer internationale miljømål, og hvordan samarbejdet mellem medlemslandene kan opretholdes i lyset af sådanne uenigheder. Vi følger nøje udviklingen og rapporterer, hvis sagen når retten.

Det er nok de færreste, der ikke vil hjælpe, når det gælder bekæmpelsen af børneporno og udnyttelse af børn. Men EU-Kommissionen går for vidt. Så kort kan beskeden fra 12 interesseorganisationer til den danske regering sammenfattes. Men lad os begynde et andet sted for at indkredse frygten lidt. Den berømte forfatter, der skrev under pseudonymet George Orwell, skrev i 1948-49 romanen, der bare hedder ”1984”. Det er en dyster historie, hvori han forestillede sig fremtiden for Stalins Rusland. I bogen bliver alle overvåget 24 timer i døgnet, den personlige frihed eksisterer ikke længere. Den Store Broder, Big Brother, overvåger alt. Selv tanker bliver kontrolleret. Bogen blev et stort hit og regnes blandt de bedste bøger, der nogensinde er skrevet. På Bog.dk kan man læse, hvorfor bogen er uhyggeligt aktuel. Begrebet ”Big Brother”, som George Orwell opfandt, er glidet ind i de fleste vestlige sprog som synonym for den totale og onde overvågning. Men hvad har det med EU-Kommissionens forslag at gøre, tænker du? Jo, EU-Kommissionen foreslår nemlig den totale overvågning af al data- og telefontrafik. Alt indhold skal scannes for børneporno, selv krypterede tjenester som Signal og Telegram. Det er alt for vidtgående. Det mener telebranchens direktør, Jakob Willer, som udtaler, at dette er totalovervågning, der er helt ude af proportioner i et retssamfund. Han understreger, at alle organisationer, der har indgivet en klage, gerne vil være med til at forhindre seksuel udnyttelse af børn. Men forslaget er så omfattende, at det minder om netop ”Big Brother”. Direktøren er ikke den eneste, der er kritisk. Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening, advarer om, at dette kan blive en glidebane. Sagen er nemlig, når teknikken er på plads, og alt bliver skannet, så er det let at skanne efter andre ting også. Det kræver stor tillid til staten, at overvågningen ikke bliver misbrugt. Det har de fleste skandinaver til deres regeringer og statsapparater. Men… Her skal man huske, at den regel også kommer til at gælde alle andre EU-lande. Spørgsmålet er da også, om vi også her nordpå kan stole på vores statsapparater. Netop den berygtede FE-sag imod tidligere spionchef Lars Findsen og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen har vist, at staten herhjemme ikke havde nogen problemer med at lade amerikanske spiontjenester lytte med. ”Nå, hvad”, tænker du måske. Så længe man har rent mel i posen… Men dataene forsvinder ikke. I George Orwells bog bliver overvågningen brugt af en ond magt. Den har vi jo ikke… eller endnu. For stormen på Kongressen i USA og kupforsøget af tyske nazister den 12. december i 2022 har vist os, at ikke alle ønsker demokratiet. Hvis vi forestiller os en diktator, der overtager styringen i USA eller Tyskland, vil undertegnede i hvert fald fortryde sine kommentarer og artikler om fx Donald Trump eller tyske nazister. Vist virker det usandsynligt. Men historien er fuld af usandsynlige hændelser. Uanset bekymringer har vores egen minister, Peter Hummelgård fra Socialdemokratiet, ingen problemer med det forslag. Så grønt lys til overvågning af alle mails og elektroniske beskeder. Han mener tværtimod, at tjenesteudbyderne skal tage ansvar for, at deres platforme ikke bliver brugt til seksuelt misbrug af børn. Men om den totale overvågning er den rigtige metode, eller om der findes andre mere demokratiske værktøjer, melder historien foreløbig ikke noget om.

Lad det være sagt med det samme: Sat på spidsen, så er det her en historie om liv eller død. Umiddelbart skulle man ikke tro det. EU vil nemlig have mindre administration og bureaukrati… Det lyder som en populær plan, men der er et problem. Det er ikke godt når det gælder arbejdsmiljø. For mindre administration betyder nemlig også mindre overvågning af virksomheder, som i forvejen ofte har det svært ved at overholde lovene om netop arbejdsmiljø. ”Arbejdsmiljø, det lyder godt nok tørt”, tænker du måske. Men så oversæt det tørre begreb til fx flere faldulykker på byggepladserne. Med andre ord har det hidtidige bureaukrati faktisk beskyttet rigtig mange ansatte imod ulykker, som endda kan have en dødelig udgang. Marianne Vind (S) fastslår: ”Flere og flere mennesker i EU dør i arbejdsulykker for hvert år der går. Og nu behøver de små virksomheder ikke længere bruge tid på arbejdsmiljø, det kan de drøfte hen over frokostbordet, er EU Kommissionens holdning”, forklarer EU Parlamentariker Marianne Vind. ”Små virksomheder” i den her sammenhæng er i øvrigt virksomheder der har op til 250 ansatte. I Danmark vil vi nok ikke ligefrem kalde den slags for ”små”. Det er dog ikke det eneste problem med ideen med at fratage de små virksomheder pligten til at systematisk at arbejde med arbejdsmiljøet, og dermed sikre de ansatte. ”Desværre viser statistikken også herhjemme, at de fleste ulykker netop sker på de små arbejdspladser”, fastslår vores interviewperson. Marianne Vind forudser, at det her bliver en kommende kampplads for politiske slagsmål mellem de klassiske højre- og venstrefløjspartier. Men det er ikke det eneste sted. Det gælder også miljø og den grønne dagsorden, hvor mange andre politikere i Europa Parlamentet slet ikke kan se fornuften i at følge. Fremtidens valg til Europa Parlamentet vil kunne gøre tingene være, og det bekymrer mange danske politikere. Hør hvordan og hvorfor i vores udsendelse.

EU's største forskningsprojekt nogensinde har forfulgt drømmen om at skabe en virtuel menneskelig hjerne i en supercomputer. Med et budget på 600 millioner Euro, svarende til 4,5 milliarder kroner, var målet at skabe en forståelse for, hvordan hjernen fungerer. Resultatet efter års forskning er imidlertid uklart, og spørgsmålet rejser sig: Har projektet været en succes eller skuffelse? EU støtter omfattende forskning som et led i strategiske satsninger for at positionere sig som førende inden for forskellige områder. Mens grønne teknologier, mikrochips og medicin er velkendte arenaer for international konkurrence, har EU's mest ambitiøse satsning været at genskabe en funktionel menneskelig hjerne i en supercomputer. Forskningsprojektets visionær, Henry Markram, satte en tiårig tidsramme for at skabe den virtuelle hjerne. Trods hans karismatiske tilgang og støtte fra investorer har projektet oplevet interne stridigheder og ledelsesændringer. Trods et budget på 607 millioner Euro og deltagelse af over 500 forskere fra 19 lande har projektet ikke formået at levere den dybtgående forståelse af hjernens funktion, som det oprindeligt sigtede efter. På trods af kritik har "The Human Brain Project" produceret over 3000 videnskabelige artikler og et "google earth atlas" over hjernen, til gavn for forskere og endda hjernekirurger. Dog forbliver spørgsmålet om, hvorvidt projektet har levet op til sin oprindelige målsætning om at afsløre hemmelighederne bag hjernens kompleksitet. Med over 400 millioner Euro i EU-midler rejser det komplekse spørgsmål om, hvad investeringen egentlig har ført til, og om det er værd at glæde sig over vores naturlige, imponerende "regne-maskine" – hjernen.

I løbet af sommeren har borgerne i mange EU lande oplevet, hvad klimaforandringerne kan betyde for dem. Der er har været tørke, oversvømmelser og skovbrande på skift i mange EU lande, for slet ikke tale om resten af verden. Derfor skulle man da også tro, at EU's svar på en præsident, kommissionsformanden Ursula von der Leyen, så ville blæse til kamp imod klimagas udslip. Men det endnu ikke sket. Nærmere tvært imod. Den manglende grønne fokus fra Europa Kommissionen er dog ikke noget nyt, men er sket gradvis. Hør historien om interne magtkampe i den konservative EPP gruppe i parlamentet, lobbyisme og få et sjældent indblik i, hvordan realpolitikken bliver til i et Europa, med måske alt for mange politiske kokke. Men hør også historien om, at de interne slagsmål i grupperne til højre for midten medførte en afgørende grøn sejr. Margrete Auken fra SF fortæller også om, at det her er den svageste kommission hun kan huske fra sit lange politiske liv i Europa Parlamentet

Konflikter i Ukraine, Israel, og Taiwan spirer farligt. USA's involvering, EU's vaklen og verdensordens skrøbelighed betyder, at en global konflikt truer. Historien lærer os, at vi må handle klogt for at undgå at krigene spreder sig over hele kloden. "Hvordan skal det hele ikke ende?" Dette spørgsmål har lydt igen og igen igennem århundredets generationer, og vi i nutiden stiller det samme spørgsmål. Ukendt fremtid, uventede trusler Hvordan det hele ender, kan vi ikke svare på. Men vi vil i denne artikel ridse et par scenarier op, som desværre kan blive aktuelle meget hurtigt. Vi tager turen fra konflikterne i Ukraine og Israel til en mulig 3. konflikt, nemlig i Taiwan. En tidligere generalkonsul og nuværende analytiker kalder det ligefrem optakten til en mulig 3. verdenskrig. Krigssumpens uundgåelige spredning At der er krige mange steder lige nu, har nok ikke forbigået ret mange. Vi har tidligere og adskillige gange berørt både krigen i Ukraine og Nagorno-Karabakh i vores udsendelser. I en analyse for nyligt fortalte vi om faren for, at konflikterne kunne sprede sig. Vi sammenlignede det med den kunstart, hvor dominobrikker får hinanden til at vælte. Globale implikationer af regionale konflikter Hvis vi skal bruge et blomstrende billedsprog i denne historie, så er det nok nærmere en sump. Der er nemlig kamp om den globale magtbalance, og den kamp kan trække Danmark og de andre EU-lande ind i konflikter, som mange ikke er klar over. Forbindelsen mellem krigszoner: USA's rolle Præsident Joe Biden knyttede krigene i Israel og Ukraine sammen i sin tale til Kongressen forleden. Det gjorde han, fordi præsidentens og dermed USA's engagement i krigen i Ukraine er en potentiel politisk tabersag, mens der er anderledes opbakning til at blande sig i konflikten i Mellemøsten, som truer med at sprede sig. Et verdenspolitisk skakspil Netop den erkendelse af, at USA og verden generelt har svært ved at forholde sig til flere store konflikter på én gang, er en tikkende bombe. Ikke bare for Ukraine eller Mellemøsten. Nej, også for Taiwan. Kina, Taiwan, og verdensordenens udfordring Frygten er, at Kina vil udnytte, at USA er globalt optaget andre steder, og dermed forsøge at erobre Taiwan. Sådan lyder bekymringen fra blandt andet Jens Worning i analyse i Kristeligt Dagblad forleden. Han er analytiker og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg. Dominoeffekten: Spredning af konfliktsumpen Som vi allerede har nævnt, så er krigen i Nagorno-Karabakh muligvis nok overstået, hvad angår enklaven, men den er langt fra færdig. I ly af konflikterne i Ukraine og nu også Israel har Aserbajdsjan erobret den engang selvstændige enklave og retter nu i bogstavelig forstand skytset imod dele af Armenien. Kædereaktionen: En ny verdenskrig? Men for at vende tilbage til Kina og Taiwan, så har vi tidligere talt med flere analytikere fra Forsvarsakademiet, som mener, at USA har en klar forventning om, at EU-landene vil støtte USA i en eventuel storkonflikt med Kina. Global konfliktspredning og implikationer Ser man på alle de lande, der i så fald er en del af en konflikt, så er de spredt over hele kloden. Konflikterne hænger sammen på kryds og tværs. I praksis vil man så kunne sige, at konflikterne nu er globale. Med andre ord: En verdenskrig.

De fleste af os har nok prøvet at blive irriteret over, hvor meget plastik vores madvarer bliver pakket ind i. Man skal efterhånden nærmest bruge både dynamit i svejsebrændere for at få brudt en pakke pålæg op. Men plastik-indpakning ender som plastikaffald. Hvis du samtidig synes, at der er kommet mere plastik overalt, så har du, kære lytter, ret. Siden midten af 1950’erne er plastikaffaldet steget. Ikke bare med 100 procent, men med 18.300 procent. Lige nu forhandler EU landene om en ny ordning. Derfor er der også en underskriftsindsamling i gang. Den linker vi naturligvis til på vores hjemmeside, som heder radiomb.dk/eu. Men i første omgang giver vi ordet til strategisk direktør for miljøorganisationen Plasticchange Anne Aittomaki

Analyse: Verden så på mens den over 1000 år gamle enklave Nagorno-Karabakh blev udslettet. Vi spørger hvordan det kunne lade sig gøre. Svaret er ”skak”… Hvordan det hænger sammen kan du høre i vores udsendelse. Det her er en historie om en ældgammel konflikt. Eller også kan man se det hele som et strategisk skakspil, hvor både EU, Rusland, Armenien, Iran, Aserbajdsjan, Georgien er brikker et i indviklet spil. Et spil der nu er blevet endnu værre med krigen mellem Israel og Palæstina, og som faktisk også har en direkte forbindelse til krigen i Ukraine. Lyder det som indviklet? Det er det også, men vi lover at bringer lidt mere klarhed over det storpolitiske spil der udspiller sig netop nu. For det her har faktisk potentiale til at sprede sig endnu mere. Meget mere, faktisk…

I vores journalistiske gryderet indgår der ko-bøvser, vælgere der er blevet trætte af snak om den grønne omstilling, populistiske partier partier der stormer frem over alt i verden, samtidig med, at klimaet har fået et ordentligt nøk i den forkerte retning. Vi spørger i vores analyse, om den grønne bue er blevet spændt for meget? Eller rammer pilen skævt, så de mere velhavende kan få store tilskud til Tesla'er og solceller på taget, mens dem med de lavere indkomster skal betale for gildet i form af skatter, afgifter og dyrere brændstofpriser. En slags omvendt Robin Hood, der netop er kendt for sin bue... En udsendelse hvor der er gravet et spadestik dybere.

EU Kommissionens formand Ursula von der Leyen har netop afholdt årets store tale. Her opsummerede hun de ting EU har opnået, men også de mål EU endnu ikke er kommet i mål med. Temmelig forudsigeligt, vil kritikerne hævde. Så det måske ikke så underligt, at talen ikke blev mediernes topprioritet den dag. Eller? Nej, det er helt forkert. Det mener vores interviewperson Asger Christensen, som er valgt ind i Europa-Parlamentet for partiet venstre. Talen var, ifølge ham, rigtig god. EU’s mest magtfulde person var nemlig usædvanligt konkret kom ind på en lang række gode emner. Men der var især én ting der glædede vores interviewperson, det var nemlig at landbruget blev nævnt anerkendende. Det kan måske ikke overraske nogen. Men ifølge Asger Christensen er netop landbruget en vigtig medspiller i klimakampen. Ny teknologi står på spring for at hjælpe os ud af krisen, og også her er landbruget oftest en vigtig medspiller. Det drejer sig om indfangning af CO2, men også fremtidens energiproduktion. Vi kommer dog slet ikke i mål uden atomkraft, forklarer venstre politikeren overfor os. Netop atomkraft er en del af EU’s fremtidige energistrategi. Der er, ifølge vores interviewperson, faktisk en fællesnævner for både atomkraften, og landbrugets fremtid. Mange teknologier står på spring for at hjælpe i kampen for et bedre klima, men der er et problem: Godkendelsesprocedurer af ny teknologier tager alt for lang tid. Hør om det og meget andet i vores udsendelse.

Der fældes stadig alt for meget regnskov i Amazonas, men i de sidste måneder blev der fældet langt mindre skov end årene før. Det her er en rigtig god nyhed. Nej, ligefrem en fantastisk nyhed. I mange medier har Brasiliens nye præsident Lula da Silva fået æren den udvikling. Men den kraftige opbremsning i skovhugsten skyldes sandsynligvis også EU’s nye skovlov fra i foråret. Hvordan kan vi nu være sikker på det? Det kan vi heller ikke, men… skovloven undlod at beskytte andre områder med mange træer, som ikke defineres som regnskove, og her stiger rydningen kraftigt. Skovloven skal af samme årsag nu laves om, mener vores eksperter fra organisationen Verdens Skove. Bliv hængende og hør mere om den historie.

En ny krise truer. En krise der kan koste tusindvis af liv, men også skabe en politisk højredrejning, vi har svært ved at forestile os. Selve demokratiet er i fare. Vi lægger hårdt fra land med det her spørgsmål: kan du huske flygtningestrømmene på motorvejene i Danmark tilbage i 2015 og al den politiske virak det førte med sig? Har du tænkt på alle de flygtninge og migranter der igennem de seneste år er druknet i deres forsøg på at slippe ind i EU? Over 26.000 menes er at være druknet. Det svarer til alle indbyggere i Hjørring kommune. Prøv så, kære lytter, at tænke på dem der lige nu, mens du hører det her, sidder i et vrag af en båd på vej imod Europas sydlige kyster fra Afrika. Men det her er kun begyndelsen. Det spår vores interviewperson, som frygter for konsekvenserne for et kraftigt stigende pres fra flygtninge og migranter. Mange flere drukne. Men vores interviewperson frygter også, at det pres på EU landene vil føre til en kraftig politisk højredrejning. Faktisk langt mere og mere alvorligt, end de fleste kan forestille sig. Selve demokratiet kan være i fare. Der skal gøres noget, og det kan kun gå for langsomt. Dog er der nu, ifølge vores interviewperson Asger Christensen, for første gang i mange år lys for enden af tunnelen. Han er valgt ind i Europa Parlamentet for Partiet Venstre

Vi skal i Europa i gang med en demokratisk hjertestarter. Der er nemlig flere lande der har demokratier der er ved at få hjertestop. Det her minder om brandslukning i sidste sekund... Demokratierne har det skidt. Faktisk har de det ifølge vores interviewperson så dårligt, at vi skal i gang med at genopleve dem. Men demokrati står mildest talt ikke øverst på dagsorden, når krigstrommerne er i fuld gang, som de er netop nu. Hør konfliktforsker Jeppe Trautner hudflette Europas demokratiske tilstand. Han var i øvrigt et af de ganske få, der forudså konflikten med Rusland.

I udsendelsen her har vi noget så sjældent som en postiv historie. Det gælder kampen for at bevare mere natur og dermed få lærkesangen tilbage. Her har en stor politisk spiller meldt sig på banen og vil nu sørge for, at vi skaber bedre forhold til blandt andet lærken. Baggrunden er ellers alvorligt nok. En dugfrisk rapport sætter tal på en meget grim udvikling i hele EU. Fra 1980-2020 er de fuglearter der holder til i det såkaldte agerland gået tilbage med hele 57 procent. Sat på spidsen og sagt på godt dansk så er der altså halv så meget lærkesang i dag, som der var for 40 år siden. Den udvikling skal vendes, mener EU kommissionen som er klar med en plan, der vil sørge for at der bliver mere natur i EU. Den plan er Dansk Ornitologisk Forening mere end glad for. Desværre så er det ikke sikkert at planen kommer igennem. Det skyldes blandt andet enkelte landes særinteresser samt en stærk landbrugslobby.I den her sammenhæng er Danmark i øvrigt ikke ligefrem en duks. Hør hvordan historien hænger sammen i vores udsendelse hvor DOF's formand, Egon Østergaard, medvirker.

I udsendelsen her, får du en gennemgang af radiomediet. Vi fortæller om et medie der er blevet brugt og misbrugt. Om folkemord og krige, til faktisk kunne hjælpe folk ud af fattigdom og leve et sundere liv. Men vi stiller også spørgsmålet: Er tiden løbet fra radiomediet? Og er det nu en god ide, at EU støtter radioer? EU støtter forskellige medier og på mange forskellige måder. Både direkte, som fx tv-stationen Euronews der modstager mange hundrede millioner hvert år, men også podcast produktioner, samt netmedier modtager penge fra EU’s mange puljer. Både enten direkte støtte, som mediet EuroActive modtager, eller indirekte ved at købe annonceplads til fx stillingsopslag på medier som EUObserver. Europakommissionen støtter også radio-medier og projekter. Men man er forsigtig, for radiomediet udgøres i vidt omfang af private og kommercielle radioer i EU. Det kunne opfattes som konkurrence forvridende af de radioer, der ikke modtager penge fra EU. Men… kan det overhovedet svare sig, at EU støtter en så gammel teknologi? Er tiden ikke for længst løbet fra det medie? I USA er antallet af radiomodtagere faktisk faldet stødt i de seneste år, som det fremgår af seneste nummer af fagbladet ”Journalisten”. I den her udsendelse tager vi dig på en rejse i radioens verden. Fra et af EU’s store radioprojekter, Euranet-Plus, til et projekt i Afrika, som også får støtte af EU midler. Dog ikke direkte men igennem de såkaldte NGO’ere. Så læn dig tilbage, og lyt godt efter når vi nu svarer på spørgsmålet, om det nu er en god ide at EU støtter radiomedier ikke bare i EU, men hele verden… Radioen ikke er et ufarligt medie. At propaganda bliver brugt aktivt, viser krigen i Ukraine med al tydelighed, hvor radioerne i begge lande bliver styret med ret hård hånd.