Hende den intersektionelle feminist. Mica Oh.

Som nogle af jer sikkert ved så jeg er ved at skrive en bog som omhandler inserktionalitet, med udgangspunkt i Danmark og hvid feminisme. I forbindelse med corona der har der været tid til at skrive, hvor roen har indfundet sig fordi vesten gik i stå og den værste og største frygt for vestens befolkning var deres hår og deres næste frisøraftale. Som i reelt, så det frisørtiden som var en af de ting der blev talt mest om som en nød af en mangle blandt danskerne, et land som har svært ved at se, erkende og anerkende dets privilegieblindhed. Jeg har aldrig skrevet en bog før og havde da aldrig troet, at jeg skulle skrive en bog. I får her den rå udgave af et udkast hvor afsnittet handler om mønstrer, mekanismer og hvid feministiske strukturer. Dens magt, magten for at fastholde den hvide kvindes magt og position, og hvordan det reproducerer sig i feminismen i dag. Vi starter der hvor jeg taler lidt om safe spaces og dets funktion.

Det er længe siden jeg har talt om sort vs. hvid feminisme. I mange år hvis altid har hvide feminister gemt sig bag ordet feminist og har dermed ikke ment at hvide feminister kunne være racister. Ikke desto mindre så siger historien anderledes. Historien som fortæller at hvide feminister var slavehandlere akkurat som hvide mænd. Man kan læse om hvordan hvide små pigebørn fik små sorte børn at groome, så den sorte slavepige blev opdraget til at gøre alt hvad den hvide pige gjorde og sagde, fordi hun den hvide piges ejendom. Den lille sorte slavepige skulle blandt andet at tage ansvar for den hvide piges følelser, udover at opvarte hende som husslave. Vi taler aldrig om den internaliserede racisme som hvide feminister besidder, den internaliserede racisme og at den hvide feminist aldrig er blevet undervist i at afmontere sin internaliserede slave mistress. Vi taler ikke om de konsekvenserne og om undertrykkelsen som den hvide feminisme forårsager eller/og hvor meget racistisk vold, racistisk fastholdelse og racistisk reproducering hvid feminisme indeholder. Nu taler jeg lidt om det, åbner op for det man ikke taler om, for jeg er helt ærlig træt af den hvide kvindes skrøbelighed og dens magt. Jeg taler lidt om de ting som gør at ingen hvide mennesker undgår sig læren i anti-racisme, og det faktum at skulle lære at afmontere sin internaliserede racisme, og hvor nogen af de som har mest brug for hjælp er de hvide priviligerede kvinder, de som startede den hvide feminisme - hvide feminister. Ja der er forskel på sort og hvid feminisme, den væsentligste forskel er at hvid feminisme er skabt og grundlagt på undertrykkelse af sorte mennesker, af sorte kvinder. Og hvor intersektionel feminisme er skabt og grundlagt for at give stemme til de som hvide feminister undertrykker. Det handler min podcast om idag. ☺️ Litteratur reference: The were her property. Stephanie J. Rogers I’m not your negro. James Baldwin.

Dette afsnit i min podcast er personligt. Faktisk meget personligt og personligt på en måde som jeg har været nervøs at italesætte. Hvorfor: I frygten for at blive ekskluderet yderligere. Reelt bange. Bange for at min mixed race virkelighed vil blive misforstået, fordi det at italesætte colorism er nok et af de mest følsomme emner at tale om indenfor strukturel racisme. For at tale colorism er den hvide mands virkelige genistreg, genistregen hvor hvide mennesker har sørget for at minoriteter bekriger hinanden, fremfor at samarbejde. Min virkelighed som mixed race er en del af vores virkelighed. En virkelighed som vi lever sammen i, indånder og indånder den samme luft i. Men en verfen hvor jeg som mixed race lever i flere identiteter end en, flere kulturer, samfundsstrukturer at forholde sig til og en virkelighed hvor man bliver sat i bås og boks. Hvor ens stemme og position ikke anerkendes fordi man er blevet sat i verden som mixed race menneske. At være mixed race der kræves der at man definere ens egen person, for gør man ikke så bliver man, inden man får set sig om, defineret af alle andre. Som sagt, dette afsnit er personligt og hvor oplevelsen satte mig i en stand by position i flere dage, hvor jeg som menneske skulle gå alle følelserne igennem når man som mixed race får at vide at man skal decentralisere sin egen person, fordi nogen mener man ikke er asiatisk nok, sort nok eller hvid nok. Det er et sårbart afsnit og et afsnit som hvor hvert ord var en udfordring at få italesat. Nu vil jeg arbejde på anti-racitiske online kurser, hvot coronavirussen bestemt ikke har blusset ned for racismen, men i den grad skruet op for blusset. Racisme forsvandt ikke med coronaens udbredelse, den har tværtimod tydeliggjort sig for øjnene af os i virkeligheden vi lever i. Her til sidst, så vil jeg blot oplyse at jeg IKKE er inkluderet i satens hjælpepakke, da jeg ikke har tjent nok i 2019, så jeg vil blive lykkelig for hvis i vil købe kurser så jeg igen kan komme til at undervise fysisk, men også oparbejde en online undervisningsplatform, som nok også bliver fremtidens måde at undervise på, på mange måder. Når det er sagt: God lytter og rigtig god påske. 🐥😘🐥

Corona virus og dermed også økonomisk krise begynder for alvor at udspille sig. Racismen og dens vold bliver voldsommere, klassekampen mærkes og ikke bare længere ses og kapitalisterne viser deres grådighed. Vil vi virkelig gerne have verden som den var, eller har vi som intersektionelle et momentum til at organisere og mobilisere? Det er jeg sikker på vi har.

Vi taler ofte om klasse, som i at tale om de som er fattige, den enlige mor, kroniske syge, de som lever på gaden og de hvis privilegier ikke mærkes i hverdagen. Vi taler om fattigdom, sygdomme men hvor ofte taler vi med fattige mennesker, og mennesker med kroniske sygdomme. Raske mennesker bør vi tænke lidt mere over vores helbredsprivilegie, et privilegie man som rask ofte tager for givet. Måske er det igennem den reflektion, at vi mærker solidariteten til fattige og kronisk syge mennesker. Så vi ser udsatte i vores virkelighed som en intersektion, og ikke bare nogen priviligerede har ondt af.

Natten til lørdag blev jeg angrebet og tæsket af 2 hvide mænd i opgangen jeg bor. I de næste 20 min fortæller om hvad der skete og hvad politiet sagde til mig. Fremfor alt er afsnittet lavet fordi os som bliver udsat for vold, skal og må ikke skamme os. Vi må stoppe med at underlægge os patriarkatets behov for at eje kvinder, ydmyge kvinder, slå og tæske på kvinder. Narrativet skal ændres, ellers sker der intet.

Igår var det fastelavn og hvor kulturel appropriation igen dukkede op til overfladen. Jeg talte med en kvinde som hedder Mette, en medvirkendt person både på SOME og andre medier. Hun havde klædt sig ud som så hun lignede en muslimsk kvinde med tørklæde, hvor hun blev udsat for en shitstorm o form af call out. Og så er der spørgsmålet, har jeg kaldt ud og er der en forskel... Lyt med og hør hvad vi fik ud af en dialog fremfor aggressiv callout.