PODCAST · arts
Skønlitteratur
by DR
Et aktuelt ugemagasin med nyheder, reportager og samtaler ominteressante tendenser og nødvendig litteratur. En time i selskabmed de vigtigste forfattere og andre bogfolk med noget på hjerte.Vært: Nanna Mogensen.Redaktør: Hanne BarslundHør flere afsnit i DR Lyd
-
23
En voksen barndom
Drengen D må lægge sig imellem, når hans far banker hans mor. Pigen Mona er ved at drukne, fordi de voksne har mere travlt med hinanden end med at se efter de badende børn. Begge optræder de i nye danske debutromaner, der tematiserer 'den voksne barndom', hvor børn må tage ansvar for ting, de hverken kan rumme eller styre. Alligevel skriver Dean Butt og Nanna Holm med stor ømhed om de forældre, der prøver men fejler. I dagens program taler vært Nanna Mogensen med de debuterende forfattere om romanerne 'Vi er rigtige engle' og 'Røde port'. Redaktør: Hanne Barslund
-
22
Han forudså både Stalin og Putin!
Man skulle næsten tro, at den russiske forfatter Jevgenij Zamjatin (1884-1937) var en form for orakel. I 1921 skrev han nemlig en sci-fi-roman, der både forudså det gennemkontrollerede kommunistiske Sovjetunionen og det restriktive Rusland af i dag. I bogen 'Vi' befinder vi os i 'Enhedsstaten'. Alle indbyggere overvåges, og ethverts oprør straffes med døden. Øverst i Zamjatins dystopi sidder 'Velgøreren' - en mystisk diktator. Vært Nanna Mogensen læser 'Vi' sammen med seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel Hansen. Hvad siger romanen om Rusland og Putin i dag? Hvordan kan skønlitteraturen åbne både land og magtelite på en måde, som traditionel politisk analyse ikke kan? Redaktør: Hanne Barslund
-
21
Kontroversiel enegænger
89-årige Preben Major Sørensen deler de litterære vande. Enten kan man lide hans underlige historier om slagtede kvinder og talende dyr - eller også finder man hans univers ondskabsfuldt og ækelt. Overskridelse og nederdrægtighed er nemlig nøgleord i ét af Danmarks særeste forfatterskaber. I dagens program er vært Nanna Mogensen taget til Lohals på Langeland for at besøge den kontroversielle enegænger. Lyt med og få svar på, hvorfor Preben Major Sørensen hader marxismen, det litterære establishment og tidsånden. Og hvordan han bruger sin humor og provokationsevne til at udfordre tidens blaserte læsere. Redaktør: Hanne Barslund
-
20
Havfrue med ben
Eventyret er tilbage i dansk litteratur - men ikke det eventyr, du kender. Hos Rasmus Daugbjerg har havfruen f.eks. ben, mens den fattige bonde er ligeglad med prinsessen og det halve kongerige. Han vil meget hellere have en rigtig ven. I dagens program taler vært Nanna Mogensen med forfatteren om den moderne eventyrlig roman 'Rasmus Nielsøn', der foregår i 1500tallets Danmark. Hvorfor skal vi huske at være gode ved monstrene? Hvem kan høre naturen tale? Og hvorfor kommer havfruen til Samsø? Redaktør: Hanne Barslund
-
19
De bedste danske romaner lige nu
Savner du et overblik over gode læseoplevelser, så er dette programmet for dig! Vi byder nemlig på en samtale mellem de seks forfattere, der er indstillet til DR Romanprisen 2026. I ugens særudgave af Skønlitteratur på P1 kan du møde: Kim Fupz Aakeson, Dorthe Nors, Amalie Laulund Trudsø, Niels Krause-Kjær, Theis Ørntoft og Deniz Kiy. Hvem, der vinder prisen, afgøres den 13. juni i år live på P1. Vært: Nanna Mogensen Tilrettelægger og interviewer: Mette Willumsen Redaktør: Hanne Barslund
-
18
Min mand blev et genfærd
Sådan siger forfatter Siri Hustvedt om de mystiske oplevelser, hun havde efter sin mands død. Hun var gift med den amerikanske stjerneforfatter Paul Auster, der døde i 2024 - og i sin nye bog skriver hun om deres kærlighed, ægteskab og sorger. I 'Genfærd' fortæller hun nemlig også om de medlemmer af familien, der ikke fik en nem død. Både Paul Austers søn og lille barnebarn døde af euforiserende stoffer. Vært Nanna Mogensen har mødt Siri Hustvedt, og undervejs taler de to om Amerika lige nu - og om, hvordan det har været for Siri Hustvedt at stå i skyggen af sin berømte ægtemand. I studier er litterat og redaktør Lotte Folke Kaarsholm dagens gæst. Redaktør: Hanne Barslund
-
17
Mor på rejse til helvede
En dreng forsvinder langsomt fra sin familie. Er det stoffer? Er det psykisk sygdom? Hvad laver han i mørket? Det vil hans mor have svar på, og hun rejser ned i underverdenen for at finde sin søn og redde ham op til livet. Sådan er udgangspunktet i Vónbjørt Vangs digtsamling 'Sort orkidé'. Hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris for værket i 2025 - og hun er den første færing, der får hæderen i næsten 40 år. I dagens program taler vært Nanna Mogensen med Vónbjørt Vang og digter, forlægger og leder af den færøske litteraturfestival Kim Simonsen. De tre ser nærmere på tendenserne i helt ny færøsk litteratur og begiver sig sammen ned i den litterære underverden, hvor forældre søger deres vildfarne børn. Redaktør: Hanne Barslund
-
16
Fanfiktion om dansk kultroman
Sådan beskriver forfatter Jesper Wung- Sung selv sit nye værk 'Sandøs rose'. Her genskriver han Martin A. Hansens klassiker fra 1950 - 'Løgneren'. I originalromanen hører om vi begivenhederne på den lille fiktive Ø Sandø fra skolelæreren Johannes Vigs perspektiv, mens vi hos Jesper Wung-Sung oplever de samme dage, som den unge købmandsdatter Annemari ser dem. Hvordan føles det for hende at stå mellem de tre mænd: Johannes, Oluf og Harry? Hvordan mærker hun lillesamfundet på øen som et fængsel? Få svaret 76 år efter den første fortælling i Jesper Wung Sungs nye stykke fanfiktion. Vært: Nanna Mogensen. Redaktør: Hanne Barslund
-
15
Vild med Vadehavet
Når man ikke længere kan leve af fiskeri og hvalfangst, må man finde på noget andet. Derfor lever familien-Sander af de turister, der hvert år invaderer deres lille ø - men i længden kan det godt blive anstrengende at lege 'autentisk øbo' for andres skyld. I dagens program tager vi til en fiktiv ø i Vadehavet, som den findes i Dörte Hansens nye roman 'Til Havs'. Du kan høre et interview med den tyske succesforfatter, og så taler vært Nanna Mogensen med forfatter og litterat Annegret Friedrichsen, der selv kommer fra grænseregionen. De to læser bogen sammen og kommer undervejs ind på områdets voldsomme natur, historie og sproglige rigdom. Redaktør: Hanne Barslund
-
14
Liderbuks på Lolland - og meget mere
Emil Aarestrup (1800-1856) er kendt som erotikkens store digter, og han lod det ikke blive 'ved papiret'. Mens han virkede som læge på Lolland, var han kendt som damernes ven, men han var også et menneske midt i en brydningstid. I dagens program er Kristian Himmelstrup gæst, og han fortæller om sin nye roman 'En sølvsky ud i luften', der netop handler om Emil Aarestrup og Danmark i 1840'erne. Det bliver en samtale om digterlægen, der blev gift med sin kusine og fik 12 børn!! - om demokratibevægelse, krig, sex, adel, eksil, poesi og dårlig fordøjelse. Vært: Nanna Mogensen. Redaktør: Hanne Barslund.
-
13
Kærligheden er det eneste ord
For Asger Schnack er kærligheden et absolut hovedspor i forfatterskabet, og i dagens program er vært Nanna Mogensen taget på hjemmebesøg hos digteren. De to taler om den helt nye digtsamling 'Det var mit system at elske' - om de afdøde venner (Dan Turèll og Marianne Larsen), og så ser de nærmere på nogle specielle tyske pornoblade! Undervejs runder de to også fortidens konflikter og Asger Schnacks heftige kritik af nutidens litteraturformidling - og så har Nanna Mogensen en 'hemmelig' gave med..... Redaktør: Hanne Barslund
-
12
Amerikas fineste med Kristian Leth
Mange danskere dropper nu amerikanske varer - men man skal ikke boykotte kulturprodukter bare fordi, de er fra USA. Sådan siger forfatter og radiovært Kristian Leth, der selv bor i New York, hvorfra han er med direkte i dagens program. Hør ham begrunde sit synspunkt og anbefale dén amerikanske litteratur, der har påvirket ham mest. Vi skal både møde sci-fi-forfatteren Philip K. Dick, digteren Frank O'Hara og nobelprismodtageren Toni Morrison. Vært: Nanna Mogensen Redaktør: Hanne Barslund
-
11
Et stykke is med dårlig beliggenhed
Nogenlunde sådan omtalte den amerikanske præsident Donald Trump for nylig Grønland - men hvordan skildrer én af Grønlands helt store forfattere landet indefra? Det undersøger vi i dagens program, hvor det gælder multikunstneren Hans Lynge (1906 - 88). Han voksede op i Nuuk som del af en grønlandsk elite men tog sin uddannelse på kunstakademiet i København. Lige nu genudgives hans værker, ligesom han kom på gymnasiernes kanonliste sidste år. Gæst i programmet er lektor, oversætter og forsker i dansk/grønlandske forhold: Kirsten Thisted. Sammen med vært Nanna Mogensen læser hun Hans Lynges roman 'Den usynliges vilje' fra 1938. De to taler om retten til egen historie, danske strategier og grønlandsk selvfortælling. Undervejs kan du høre klip med Hans Lynge selv og med den grønlandske forfatter Sørine Steenholdt. Vært: Nanna Mogensen. Redaktør: Hanne Barslund
-
10
Hvaler og vildskab i Ungarn
En liderlig drukkenbolt. En dame med enorme bryster. En udstoppet kæmpehval - og et meget mærkeligt cirkus. Hos den ungarske nobelpristager László Krasznahorkai går det sjældent stille for sig, og i denne uge ser vi nærmere på hans besynderlige univers i romanen 'Modstandens melankoli'. Gæster i programmet er oversætterne Peter Eszterhás og Morten Østergaard Rasmussen, og sammen udlægger de forfatterens stil, baggrund og livssyn. Vært: Nanna Mogensen Redaktør: Hanne Barslund
-
9
Glemmer du, så skriver jeg
Demens har lige nu kloen i ca.100.000 danskere - men hvordan føles sygdommen for de pårørende? Forfatter Inger Christine Løwe så sin far forsvinde ind i glemslen, og de erfaringer bruger hun i sin nye roman 'En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige'. Hun er gæst i dagens udsendelse, hvor temaerne er: Erindring, skrift, tab - og muligheden for et nyt fysisk sprog. Vi ser også nærmere på Simone de Beauvoirs klassiker om alderdom, 'En skånsom død'. Vært: Nanna Mogensen Redaktør: Hanne Barslund
-
8
Elskede ven
Kan du huske din ungdoms bedste ven? Hvordan har det venskab formet den, du er i dag? Dét handler ugens program om, når debuterende forfatter Sigrid Adamsson kommer i studiet for at tale om sin roman 'Skyerne'. Den skildrer netop et venskabs op- og nedture - og venskabets meget stærke kærlighed. Måske er venskabet ligefrem vor tids egentlige kærlighedsrelation. Vært: Nanna Mogensen Redaktør: Hanne Barslund
-
7
Gensyn med det tabte Italien
En ny læge dukker op i den søvnige by Ferrara. Indbyggerne elsker hans moderne praksis, indtil de opdager, at han er homoseksuel. Den slags går nemlig ikke ikke under 1930'ernes fascistiske styre. Det er forfatteren Giorgio Bassani (1916-2000), der tager sin læser med til det tabte Italien. Her møder vi også fortælleren i romanen 'De guldindfattede briller'. Han er ung og jøde og mærker i den grad fascismens konsekvenser. I dagens program taler vært Nanna Mogensen med kulturhistoriker og oversætter Rasmus L. Bojesen om Giorgio Bassani og mellemkrigstidens politik og kultur. Redaktør: Hanne Barslund.
-
6
Velkommen til ragnarok!
Når verden er ved at gå under, er det godt at have særlige evner. Dét har vølven Snehild, der er hovedperson i Anne-Marie Vedsø Olesens romanserie 'Vølvens vej'. Hun kan både spå, slås og tage på rejser i den nordiske mytologi, og her i sidste bind står hun over for den store apokalypse i gudernes verden. I dagens program taler forfatteren med vært Nanna Mogensen om sine fem bøger, der trækker på myterne om Thor, Odin og Loke. De to runder emner som 'Den Poetiske Edda', skæbne, fri vilje og handlekraft. Redaktør: Hanne Barslund
-
5
Nej tak til autofiktion!
Sådan siger Jens Christian Grøndahl i dagens program, hvor han også fortæller om sin nye roman 'At velsigne et liv' og ser tilbage på en forfatterkarriere på fyrre år. Autofiktionen tager nemlig sin læser som gidsel og næres af det nyfigne, mener Grøndahl, der kalder sig selv for 'gammeldags', når det gælder litteraturens mål: Den skal være universel! Vært Nanna Mogensen taler med forfatteren om Danmarks litteraturmiljø, åndsliv, skrift, Europa, den kristne tro - og jazz. Redaktør: Hanne Barslund.
-
4
Manden der ikke ville være far
Der findes mænd, der får børn, men aldrig bliver fædre. Sådan beskriver Nina sin 'far' Matti. Han er en magnet for kvinder og svært alkoholiseret. Han er fantastisk og frygtelig på samme tid - og måske har han 'gjort noget' ved Ninas lillesøster. Det er kernen i Sara Stridsbergs nye roman 'Farvel til Panic Beach', og du kan møde den svenske stjerneforfatter i dagens program. Vært Nanna Mogensen har interviewet Stridsberg, og i studiet diskuterer hun romanen og interviewet med forfatter og kunstner Emma Rosenzweig, der er kender af forfatterskabet. Det bliver en samtale om familier, fortællinger og tilgivelse. Redaktør: Hanne Barslund.
-
3
Form for sorg
Sangeren Kenneth Thordal mistede i 2017 sin datter til kræft, mens digteren Søren R. Fauths søster døde af samme sygdom i 2009. Nu udgiver de begge værker, der baserer sig på tabet - men hvordan former man sorgen, så man kan holde ud at være i den? Og gør det nogen forskel, om man skriver sonetter, roman eller fragmenter? Mød begge kunstnere i dagens program, hvor vi også ser nærmere på én af sorgen 'grundtekster' skrevet af den franske digter Stéphane Mallarmé. Værker: Kenneth Thordal 'Fnok' (roman), Søren R. Fauth 'Du er jo lige her' (sonetter), Stéphane Mallarmé 'Sygdommens poesi' (fragmenter). Vært: Nanna Mogensen Redaktør: Hanne Barslund
-
2
Magt og mord ved Rødby Fjord
Et lig dukker frem af frosten, og pigen Hæminglæva får bange anelser, for det ligner ikke en ulykke. I Peder Frederik Jensens nye roman 'Pigen og verden' kæmper man om magt, jord og fremtid på Lolland anno 1882 - og det bliver en blodig kamp! Købmandskonen vil grundlægge en højskole, mens hendes mand vil lede en kristen sekt - og den lokale storbonde vil bare være rig. Vært Nanna Mogensen taler med forfatteren om fremskridt, globalisering, hemmeligheder og vandets kræfter i dagens program. Redaktør Hanne Barslund.
-
1
Hør flere afsnit af denne i DR Lyd
Kære lytter. Tak fordi du lytter med. Husk at der er flere afsnit af denne podcast i DR Lyd. Download DR Lyd-appen, og hør mange flere afsnit.
No matches for "" in this podcast's transcripts.
No topics indexed yet for this podcast.
Loading reviews...
ABOUT THIS SHOW
Et aktuelt ugemagasin med nyheder, reportager og samtaler ominteressante tendenser og nødvendig litteratur. En time i selskabmed de vigtigste forfattere og andre bogfolk med noget på hjerte.Vært: Nanna Mogensen.Redaktør: Hanne BarslundHør flere afsnit i DR Lyd
HOSTED BY
DR
CATEGORIES
Loading similar podcasts...