#55 - Mona Sørensen i ubærlig modgang mødes af Jesus der giver glæde og et nyt liv

Mona voksede med troen som tradition, når hun var i kirken en gang imellem syntes hun at ham der hang på korset var lidt uhyggelig. Men i tiden efter sin komfirmation kunne hun godt finde på at søge hen mod kirken, fordi hun oplevede en fred, og ønskede blot at nogle spurgte hvordan hun havde det.I skolen mødte Mona sin første modgang i livet med ekstrem mobning, senere hen på handelsskolen får hun meget slemme rygsmerter, men hun er stædig og vil gennemføre det. I de år begyndte alkoholen at forføre og skabe en ny identitet for Mona for at kunne holde smerterne ud.Mona fik et job i en bank efter handelsgymnasiet, hvor hun mødte sin kommende mand. Som var lidt i modsætning til det hun søgte, ud fra verdens idealer hun var præget af. I den tid fik Mona konstateret en sjælden hjertesygdom og kom på flexjob, det påvirkede meget hendes identitet. De ønskede at få børn, og tragisk mistede de to børn i de første graviditeter. Da det endelig lykkes dem at få en søn i deres arme, banker næste modgang på.Han havde en bakterie i sine tarme og i de første 8 måneder af hans liv var de indlagt. Nogle år efter fik de en datter med endnu en barsk start på livet, da hun er født hyperallergisk overfor mælk. Mona gik og tænkte oven i alt dette, at hun måtte have en evig forbandelse over dem. Begge børn kom igennem den barske start på livet, men ikke uden mén og diagnoser som PTSD, autisme og OCD. Mona besluttede at der umuligt kunne findes en Gud, fordi hvordan kunne han det, efter at de havde gået alt dette igennem. Men en dag i sin magtesløshed bedte hun til Gud. Hvis der fandtes en Gud så må han gerne komme og hjælpe hende, for nu kunne hun ikke mere.Der begyndte Gud lige så stille at lede hende i retningen af hans favn og han begyndte at bringe et håb og lys ind i hendes liv på mirakuløs vis igennem Jesus Kristus.“Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.” Romerbrevet 5:2-4