Bag litiumbjergene

I Theis Ørntofts seneste roman, 'Habitat', støder Theis i sin research til et essay om grøn industri på et sigende tal fra Our World in Data: "I 1995 gravede vi 9.000 tons litium op af jorden. I 2021 var tallet steget til 100.000 tons. I 2030 forventes det at være steget til 500.000 tons." Det er "nådesløst deprimerende" læsning, konstaterer han. I stadig større skala graver vi kul og metaller op af jorden, affisker havet, overgøder landbrugsjorden og producerer oksekød, svinekød, kyllingekød og plastic. Det er mere acceleration end omstilling, vi er vidner til. Så hvordan kan vi tale om grøn omstilling, når vores forbrug bare eskalerer, og vi forsvinder ind i skærme drevet af litium-ion-batterier? Fra autofiktionen i 'Habitat' skifter Ørntoft genre og gear i det nye essay 'Bag litiumbjergene', der er et opgør med det senmoderne menneskes fortrængninger. Essayet undersøger, hvordan man finder håb i en global civilisation, som ikke er bæredygtig – og om det er muligt at genskabe forbindelsen til et jordisk liv. Vær med, når dansk litteraturs helt store klima-killjoy Theis Ørntoft prikker hul på den grønne omstilling og kaster et kritisk blik på, hvad der gemmer sig "omme bag den gode fortælling."