Præsokratikerne: Parmenides (TLF14)

Afgrænset yderst i alle retninger, svarer væren til en kugles fysiske masse.Glat og afrundet, jævnt afbalanceret langs hver radius, fra centrum til kant. Denne form er nødvendig, da væren ikke kan være lidt mer’ her og lidt mindre dér,Der er jo ikke noget ikke-eksisterende der kan forstyrre værens perfekte kontinuum.I ét med sig selv, ens overalt og med sin yderste grænse inkluderet, er væren en kugle. Denne gang skal vi høre fra Parmenides, og jeg er glad for at kunne melde, at vi for en gang skyld kan læse filosoffen selv, godt nok i min gendigtning. Parmenides digt er hovedindholdet, men vi skal også høre fra Martin Heidegger, som var mere end almindelig fikseret på præsokratikerne og især Parmenides. Til sidst giver jeg nogle stikord til hvordan jeg selv forstår de spørgsmål og temaer som Parmenides rejser.  Parmenides blev født omkring 515 før nul i byen Elea, en græsk provins i det sydlige Italien. Han regnes for en af de mest indflydelsesrige præsokratiske tænkere og som grundlæggeren af den eleatiske skole. Efter byen jo altså. Hans tanker fik afgørende betydning for senere filosoffer, særligt Platon. Parmenides logiske argumentationsform har mange betragtet som banebrydende. Og så kan han anskues som selve grundlæggeren af metafysikken i vestlig filosofi. Det med metafysikbegrebet vender jeg tilbage til, når vi kommer til Aristoteles om nogle episoder.Parmenides centrale begrebspar er væren og ikke-væren. Dvs. hans pointe er på en måde at det ikke er et reelt begrebspar: der findes kun væren. Væren er hans helt grundlæggende udgangspunkt og princip.