Stoikerne 3: Panaititos (TLF37)

I de to foregående afsnit fulgte vi stoicismen fra dens start. Vi begyndte med Zenon fra Cition, der omkring år 300 før nul underviste i den malede søjlegang ved torvet i Athen - den *stoa poikile*, som skolen har sit navn fra. Og vi fortsatte med Chrysippos, der i løbet af et langt liv og efter sigende mere end syv hundrede skrifter, gjorde Zenons indfald til et fuldt udbygget filosofisk system. Han føjede logik, fysik og etik sammen til en stoisk enhed.Det var et stringent system. Det var også et abstrakt og til tider paradoksalt system, bygget op omkring en idealfigur – ideen om den vise, som var det menneske der kunne være indifferent over for alt andet end dyd og last, og hvis egen dyd og selvkontrol var perfekt. Sådan nogle mennesker findes ikke nu, og de  har næppe  fandtes dengang ... I dag skifter historien skueplads. Vi forlader Athen, hvor stoicismen blev født, og bevæger os vestpå over Middelhavet til Rom, hvor den skulle få et nyt liv. Og vi forlader langsomt den verden af rene græske skoler, hvor filosoffer skrev for filosoffer, og træder ind i en verden af romerske senatorer og feltherrer, hvor spørgsmålet ikke længere kun var, hvad der er sandt, men hvad man konkret bør gøre.