Noget mellem øerne

En tidlig, stille morgen i Alaska sidste sommer, den 10. august klokken 5.26, rejste en 481 meter høj bølge sig i et fjeldområde og fik hele kloden til at ryste i 36 timer. Længere ude i fjorden sejlede et krydstogtskib med sovende gæster. Det kunne have endt helt galt. 481 meter, på højde med to storebæltsbroer. Det næsthøjeste tsunamibølge, der nogensinde er målt.Men hvad har et gigantisk fjeldskred i Alaska med vores øhav og Voderup Klint at gøre? Og hvorfor er det så vigtigt netop nu at studerer og forstå hvad landskred er? Også her på langs vores kyster.Det taler vi om i det her afsnit, hvor vi har besøg af Kristian Svennevig, en af Danmarks førende eksperter i fjeld- og landskred. Han var med til at skrive det studie, som netop er udkommet i det anerkendte videnskabelige magasin Science og fjeldskredet og tsunamien i Alaska – og så er har i gang med et storstilet videnskabeligt studie i Danmark, hvor netop Voderup Klint er en af hovedlokaliteterne.Vi spørger, hvad et landskred egentlig er, hvorfor det er så vigtigt at forstå i en tid med klimaforandringer, og hvordan Voderup Klint både rummer en dramatisk historie og et landskab, der er ualmindeligt smukt.

Ved Voderup Klint bredder de bløde terrasser sig, formet af skred, der stadig sætter landskabet i bevægelse i dag. Her er idyllisk, roligt, mens solen varmer de sydvendte skråninger og giver plads til en artsrigdom af blomster, bier, frøer, firben og fugle. Men det er også et sted med en dramatisk historie, som stadig udspiller sig. En historie, vi må forstå og lære af, fordi den med stor sandsynlighed vil gentage sig. Så det er et smukt og stille sted, hvor man stadig kan mærke konsekvenserne af kysternes dynamik og klimaets kræfter. Det er et sted, der kalder på tid. Tid til at gå langs de smalle stier. Tid til at sætte sig ned et øjeblik og mærke solen, vinden og stillhed. Og imens tager vi dig med ned under overfladen. For hvorfor skrider klinten netop her? Hvordan kan det hænge sammen med både et forhistorisk hav og istidens store gletsjere? Hvordan fik Ærø sin form? Og hvad kan fremtiden bringe? I det her afsnit tager vi dig med til Voderup Klint. Så tag podcasten her med i lommen som din egen lille personlige guide, eller læn dig tilbage og drøm dig afsted. 

Forestil dig lyden af hammer mod stål, duften af tjære og hav – og følelsen af at stå på et gammelt træskib, der har båret generationer ud på havet.  I dette afsnit starter vi på Ring Andersens værft i Svendborg, hvor den over 100 år gamle, tremastede skonnert Fylla står på beddingen for vinteren. Her tager Fyllas reder, Julie Leerskov, mig med op på et loft over værftet, hvor der ligger hundredvis af træskilte med navne fra gamle skibe, smukt udsmykket. Håndværket er tydeligt – og forbindelsen til alle de liv, der er gået forud for os. Det er netop dér, vi begynder: i historien, på træskibsværftet. Herfra bevæger vi os videre til den 100 år gamle, tremastede skonnert Fyllas egen fortælling som del af den maritime historie.I dag er skibet et lejrskoleskib og står over for sin store 100-års renovering. Og så opstår spørgsmålene: Hvad skal vi med et træskib i dag? Hvorfor er det vigtigt at bevare det – og hvad er det, Fylla kan som et levende og autentisk læringsrum, et dannelsesrum og måske som havets klasseværelse i fremtiden? 

Måske har du stået langs Langelands kyst og set et af de russiske skibe ude i bæltet. Måske har du oplevet, at dit fly er blevet aflyst på grund af droner. Eller fulgt myndighedernes anbefalinger, købt vand, en radio, talt med naboerne, bare for en sikkerheds skyld. Og måske er du eller din familie i Grønland og mærker uroen helt tæt på netop nu. Usikker på, hvad der venter. For selvom den kolde krig for mange hører fortiden til, er følelsen af spænding og skrøbelighed ikke fremmed i dag. Igen ser vi en verden forandre sig, gennem stormagter der udfordrer etablerede alliancer og internationale aftaler. Og igen synes UNESCO's grundsætning bekymrende relevant: At krige starter i menneskers sind. Men at det også er her, at freden skal bygges. Og derfra vender vi blikket mod et sted, hvor den kolde krig ikke bare var en teori, men daglig virkelighed. Til Langeland. Her, hvor Langelandsfortet stadig ligger som et roligt minde om en urolig tid, undersøger vi, hvordan geografien gjorde denne lille ø til et nøglepunkt i stormagternes spændingsfelt. Og hvilke tråde, vi kan trække fra den tid, til den tid vi står i nu. Hvor verden igen synes at vippe. Til at holde os i hånden i dag, har vi Peer Henrik Hansen, koldkrigshistoriker og leder af Langeland Museum og Langelandsfortet. Sammen ser vi tilbage for at forstå nutiden. Og husk på, at det er det enkelte menneske derude, der betyder noget. Små og store liv, som ønsker fred. Og hvis modstand kan vælte selv de største planer. 

I anledning af 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, giver vi stemmen tilbage til kvinderne, der kom før os. For hvad var det egentlig for en kamp, de har taget? For deres egen frihed og for vores. Hvordan opstod kvindekampen? Hvilke strukturer skulle brydes? Og hvilke kampe kæmper vi stadig i dag? I dette afsnit tager Anita Lillevang os med tilbage til kvindekampens begyndelse. Til en tid, hvor kampen handlede om noget helt grundlæggende. Værdighed. Retten til at bestemme over sit eget liv. Muligheder. At kunne forsørge sig selv, adgangen til arbejde og ikke mindst til uddannelse. Vi starter hos Nielsine Nielsen, Danmarks første kvindelige læge og født her i Svendborg. En kvinde, der kæmpede sig ind i et system, som egentlig ikke var bygget til hende. Og det lykkedes, men hun gjorde det ikke alene. For det krævede et netværk og feministiske mænd, der åbnede døre. Men det er også kun én side af historien. For kvindekampen var ikke kun for de få privilegerede. Det var også arbejderkvindernes kamp for rettigheder, oplysning og anerkendelse. De banede vejen for mange af de moderne rettigheder, vi i dag tager for givet. Blandt andet bedre arbejdsvilkår og mere lige muligheder. Og så er der kvinderne nederst i samfundet. Dem, der aldrig selv fik skrevet deres navn ind i historien. Dem, vi stemmer sjældent blev hørt. Hverken dengang eller nu. Brugte de deres stemmeret? Fik de reelt en plads i demokratiet? I dette afsnit giver journalist, forfatter og kulturformidler fra Svendborg Museum, Anita Lillevang, stemme til dem, der ellers er faldet ud af historien. Og hun tager også med ind i en fortælling om modstand, fællesskab og om de kampe, der stadig former vores samfund i dag. 

I dette afsnit skal det handle om den maritime kultur, der har formet det sydfynske øhav. Om et samfund, hvor halvdelen af mændene var væk ni måneder om året. Hvor kvinder drev rederier og holdt regnskab med både fragt og fravær. Hvor smuglere udfordrede købstædernes privilegier, og hvor nykonfirmerede drenge ikke blev spurgt, om de skulle sejle men med hvem.Vi skal tale om søfart som livsform. Om skibe bygget til lavt vand og lange rejser. Om vindmagi og verdenshandel. Om skonnerttidens næsten 800 sejlskibe, der gjorde Svendborg til en af landets største søfartsbyer. Og om det øjeblik, hvor dampen banker på. Ikke bare som en ny teknologi, men som en ny tid, der splitter et samfund i to: dem, der holder fast i sejlene, og dem, der tænder kedlerne.Det er en fortælling om arbejde og eventyr. Om afsavn og afhængighed. Om et øhav, der ikke var udkant, men centrum i et netværk af ruter, varer og fortællinger, der rakte langt ud over horisonten.Med os har vi søfartshistoriker Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum. Han kan ikke sejle. Men han ved, hvorfor det betyder noget, at så mange andre kunne. Velkommen til Noget mellem øerne

Forestil dig en tåget nat i Øhavet. Vandet ligger blikstille, men langt ude i mørket hører man det svage plask fra årene på en lille smuglerbåd. Ombord? Kasser med varer, der aldrig når toldboden. I dag dykker vi ned i Øhavet som et smuglerlandskab. Hvorfor er det netop her, mellem de små øer og de lavvandede farvande, at smuglergodset altid har fundet vej? Fra 1400-tallets bondesejladser til 1700-tallets smuglerepidemi og 1920'ernes spritfloder. Og fra de spritfærger, som mange af os stadigvæk kan huske, til nutidens kokain på Langeland. Smuleriet løber som en skjult åre i Øhavets identitet og selvforståelse. Fordi med reglerne opstår modstanden. Den lille mand mod staten. Lokalkendenskab mod kontrol. Op igennem tiden har der været en klar moralsk grænse. De historier, vi fortæller med et smil over en øl eller til familiefesterne, står i kontrast til det, der krydser linjen og som aldrig accepteres. Du lytter til noget mellem ørerne. I det her afsnit er Line Bruun Nicolaisen din vært. Hun er geolog i Geoparkens sekretariat. Og med mig i studiet i dag har hun Nils Valdersdorf Jensen. Han er historiker og arbejder ved Svendborg Museum. Han tager os igennem Øhavets smuglerhistorie. 

Forestil dig, at du netop er vendt hjem fra en ferie i Øhavet – og noget føles anderledes. Det var ikke bare en god ferie. Det var mere end det.Du kan stadig mærke saltet på huden og vinden i håret – og en stille tilfredshed indeni. For du gjorde noget godt. Du efterlod ikke kun minder, men også et aftryk, der gav noget tilbage. Et lille spor i landskabet, som ikke tog, men nærede.I dette afsnit undersøger vi, hvordan en regenerativ tilgang kan ændre den måde, vi forstår turisme, udvikling og vores relation til naturen på. Vi dykker ned i, hvad det egentlig vil sige at nurture naturen – at nære, pleje og drage omsorg for den.For at kunne stå i det spørgsmål må vi også turde blive i det uafklarede – dér, hvor svarene endnu ikke findes, og hvor vi må finde vej sammen. For i sidste ende handler det hele om relationer: mellem mennesker, natur og steder.På en kold og blæsende dag sidder vi derfor i studiet sammen med Malene Sakskilde fra Geoparksekretariatet og Julie Bønnelycke, adjunkt ved UCL. Vi taler om vores internationale projekt Nurturing Nature – om hvad det egentlig vil sige at nære naturen, og om hvordan en regenerativ tilgang kan ændre måden, vi tænker turisme, fællesskab og ansvar på. 

Kom lige med en tur ind i bilen. Vi triller ned ad A9 på vej mod Svendborg, mens vejskiltene blinker forbi: Årslev, Ringe, Kværndrup. Byer vi kender så godt, at navnene næsten bliver usynlige – de er bare der, som de altid har været. Men hvis man slipper hastigheden et øjeblik, og hæver blikket, melder spørgsmålene sig helt af sig selv.For hvor ligger de egentlig i landskabet, de her byer? Hvorfor hedder det Ringe og ikke noget helt andet? Og hvorfor ligger de lige præcis dér – i det åbne landskab, på bakken, ved åen – og ikke et par kilometer væk? Er det bare tilfældigheder, eller gemmer der sig et mønster i landskabet, som vi ikke længere ser?I dette afsnit undersøger vi, hvorfor vi bor, hvor vi bor – og hvordan den geologiske undergrund har været med til at bestemme placeringen af landsbyer og herregårde. Vi ser på forskelle mellem rig og fattig i kulturlandskabet, og på hvordan lag af jord, sten og isens gamle spor stadig former vores hverdag på Sydfyn, længe efter at istiden er forsvundet.

Gletsjere er mere end is. De er levende, knirkende kæmper, der over tusinder af år har formet fjelde, slebet dale og tegnet konturerne af det land, vi står på.At stå foran en gletsjer er som at stå over for en gammel ven. Den har ligget her i årtusinder, gennem alle de liv, der kom før os. I lag af is gemmer den på frosne minder om tidligere tiders klima. Når de smelter, slipper tusinder af år gamle luftbobler fri og bliver en del af nutidens atmosfære. Vand, der har været bundet, bevæger sig igen – under vores fødder, mod fjorden, videre ud i verden. Fra Arktis til øhavet.Og måske er det netop dér, forbindelsen ligger – mellem Svalbard og Danmark. For de kræfter, der i dag styrer Svalbards gletsjere, er de samme, som engang skabte vores landskab: bakkerne, dalene, øerne i Det Sydfynske Øhav.I dette afsnit kigger vi langt for at forstå noget, der er helt nært. Til Svalbard, et sted hvor isen stadig arbejder, hvor fortiden ligger åbent i landskabet. Her kan vi få et indblik i, hvordan Danmark engang så ud under den sidste istid.Vært er Line. Med i studiet er Lis Allart, forsker ved GEUS. Vi har begge studeret og arbejdet på Svalbard, og i dette afsnit tager vi jer med op til Svalbard,  i tanken i hvert fald, kigger på gletsjere og dykker ned i fortællingen om isens kræfter og om de dybe rytmer, der veksler mellem istider og mellemistider, og som stadig former vores verden i dag.

Hvad betyder et lille stenrev i det store hav? Og hvorfor skal vi bruge 10 millioner på sten? Det er det spørgsmål, vi besvarer i denne podcast, hvor vi tager dig med helt ind i maskinrummet og fortæller om, hvad det netop er for et projekt, vi har fået beviget fra Havnaturfonden her i 2025. Hvad indeholder projektet? Hvad er et stenrev? Hvorfor er det så vigtigt, at det bliver genetableret? Og hvilken betydning får det for Det Sydfynske Øhav på sigt? Det her afsnit er for dig, der vil dykke helt ned i, hvad det vil sige at lave naturgenopretning i Øhavet. Du kan læse mere om stenrevsprojektet ved Drejø her: https://www.geoparkoehavet.dk/nyheder/stor-saltvandsindsproejtning-til-det-sydfynske-oehav

Vi starter et sted, hvor verden rystede. En nat i Marrakech. Fem mennesker og tre danske geoparker samlet på en bunke puder, på en parkeringsplads, under stjernerne og blandt hundrede andre. Et uventet jordskæld. En nat fuldt af revner, både i vægge og i erfaringer. Men også en nat fuldt af fællesskab. Og det er netop det, vi vil undersøge i dag. Hvad fællesskabet i geoparker betyder. Lokalt, nationalt og globalt. Hvad vil det egentlig sige at være en UNESCO Global Geopark? Og hvordan hænger natur, kultur, formidling og udvikling sammen på tværs af landegrænserDagens gæst er Jakob Walløe Hansen. Formidlingschef i Geopark Odsherred, geolog, formand for Naturvejledning Danmark og en af Danmarks mest vidende stemmer, når det kommer til geoparker. Sammen tager vi på en rejse fra istidslandskaber og gulerødder til kirkespor i landskabet og geoparker i alle verdens hjørner. For at finde ud af, hvad geoparker egentlig fortæller os om den verden, vi lever i. Og om os selv. 

Som lyttere af denne podcast ved, gør det noget ved os at komme ud i naturen. Det vækker kroppen, det giver os sus af adrenalin, og det kan skabe store fællesskabsoplevelser. Men også ro og nærvær og en følelse af at høre til i naturen, her i Geoparken, på planeten, et godt sted i universet. Men for at vi kan få de oplevelser, kræver det, at nogen skaber rammerne for dem. I det her afsnit af Noget mellem Ørerne, taler vi med vores gode kollega og ven, Kewin Friis Kamelarczyk, som i mange år har arbejdet bag kulisserne for, at vi andre kan komme ud og mærke naturen helt tæt på. Vi taler om balancen mellem adrenalinsus og stilhed, om det vigtige samarbejde med lodsejere, myndigheder og frivillige, og om hvordan vi sammen skaber natur- og friluftsoplevelser, der er tilgængelige for os alle sammen. Og undervejs får vi et skønt, koldt gys. 

UNESCO er FN's Organisation for Uddannelse, Videnskab, Kultur og Kommunikation, og den 16. november i år fylder organisationen 80 år. Det er 80 år med troen på, at fred begynder i menneskets sind, og 80 år med bestræbelser på at skabe fredelige forbindelser mellem lande, kulturer og mennesker. UNESCO blev grundlagt i 1945 midt i traumet efter 2. verdenskrig. Én ting var, at vi for alt i verden skulle undgå flere verdenskrige. En anden, at selve det vestlige menneskesyn med udgangspunkt i 400 års koloniherredømme skulle ændres radikalt. Det blev det blandt andet i kraft af FN's menneskerettigheder, men UNESCO er i høj organisationen, som arbejder konkret med at skabe forandringerne. I dag er UNESCO bedst kendt for verdensarvskonceptet, som siden 1970'erne er udbredt på alle kontinenter. Men nye store udfordringer som klima- og biodiversitetskriserne melder sig, og UNESCO's blik for fred drejer sig nu i høj grad om at skabe fred mellem menneske og natur. Det er i den sammenhæng, at geoparkerne opstår, som forposter for lokalforankret bæredygtig udvikling. I anledning af UNESCO's jubilæum har vi ringet til en, der kender organisationen bedre end de fleste: Nemlig professor i Historie ved Aalborg Universitet, Poul Duedahl. Poul har brugt en stor del af sit liv på at forstå, hvordan ideen om UNESCO blev til, hvordan troen på uddannelse, videnskab og kultur som grundlag for fred, opstod ud af krigens ruiner. I dagens afsnit skal vi sammen tegne de store linjer fra efterkrigstidens håb til geoparkernes arbejde i dag. Velkommen til denne lidt særlige episode af "Noget mellem øerne" om UNESCO's 80 års jubilæum og om, hvordan freden stadig begynder helt inde i menneskets sind. 

I mere end 8.000 år har det Sydfynske Øhav været noget nær et ideelt havmiljø for store bestande af en lang række fiskearter. Ikke mindst torsk og fladfisk, som rødspil og pikvar. Fiskene har, siden Øhavet blevet til et Øhav, nydt godt af kombinationen af store, lavvandede områder med udstrakte ålegræsenge, perfekte til fiskeyngel, masser af stenrev og dybe render og bassiner, som yder beskyttelse for større rovdyr. Af samme grund har fiskeriet været en omfattende og vigtig kilde til protein og indtjening igennem 2000 år. Og et centralt erhverv indtil starten af 1970'erne, hvor der var op mod 200 fuldtidserhvervs-fiskeskibe. Derfra er gået stejlt ned af bakke. I dag er der ingen tilbage. I dette afsnit taler vi med Mogens Flindt, professor i marinbiologi på SDU og en af grundlæggerne af Center for Marin naturgenopretning. Vi er så heldige, at Mogens sidder med i Geoparkens videnskabelige råd. Og fordi han har fulgt udviklingen siden 1980'erne, spørger vi, hvordan det kunne gå så galt. Hvad er ildsvind? Hvad er det, der gør, at det marine økosystem, ikke bare i øhavet, men generelt i de indre danske farvande er kollapset? Og endnu vigtigere: Hvad kan vi gøre ved det? 

Midt i Svendborg ligger Naturama. Et museum, hvor man kan gå på opdagelse blandt fortidens kæmper og nutidens dyr. Her møder vi Stine Rasmussen, der er biolog og formidler på Naturama, som tager os med på en rejse gennem istider og forandringer, fra uldhårede mammutter og skovelefanter til de arter, vi kender i dag.I dette afsnit af Noget mellem øerne taler vi om, hvordan klimaet altid har formet livet her i Danmark, og hvordan dyr og mennesker har tilpasset sig nye vilkår, hver gang isen trak sig tilbage. For selvom de store dyr for længst er væk, lever deres historier videre. I landskabet, i fossilerne og i den måde, vi forstår naturen på i dag.

På den sydlige del af Langeland mødes land og hav i et opgør. Her, hvor jorden engang blev vundet fra vandet bag høje diger og pumpestationer, står landskabet nu igen på tærsklen til forandring. For havet stiger, og det gør grundvandet også. Og langsomt minder naturen os om, at grænsen mellem land og vand aldrig har været fast.I dette afsnit af Noget Mellem Øerne møder vi arkitekt Sara Chire Jensen, som i sit projekt The Sea That Shapes Us undersøger, hvordan vi kan lære at læse og fortælle landskaber på ny. Med udgangspunkt i det sydlige Langeland dykker hun ned i de inddæmmede jorders historie. Fra menneskets stolte ingeniørkunst til fremtidens nødvendige tilpasninger.Sammen med Sara taler vi om, hvordan havet former os. Ikke kun fysisk, men også i vores måde at forstå naturen og os selv på. For måske handler fremtidens landskab ikke om at kontrollere vandet, men om at forstå, hvordan vi selv er en del af dets bevægelse.

Mellem bakker, bølger og bittesmå vandhuller gemmer sig historier, der rækker langt ud over det, vi ser med det blotte øje. Geoparken er ikke bare et landskab – den er et arkiv, en legeplads og en ramme for vores nysgerrighed, hvor vi finder spor fra både is, hav og mennesker.I dette særafsnit af Noget Mellem Øerne er vi taget til Skovsgaard Gods på Langeland. Her møder vi naturvejleder Emil Sanderhoff, der tager os helt ned i vandkanten – til de små pytter og skjulte universer, hvor livet myldrer, når man giver sig tid til at kigge. Sammen undersøger vi, hvordan et vandhul kan være et vindue - både til naturens store kredsløb og til børns nysgerrighed. For i en håndfuld vand gemmer der sig haletudser, insekter og fortællinger om, hvordan alt hænger sammen. Så tag gummistøvlerne på, og kom med, når vi opdager, at selv det mindste vandhul kan åbne hele verdener.

Geoparken er ikke kun bakker og bølger, men et levende laboratorium, hvor natur og mennesker har skrevet lag på lag af historier. Her findes spor fra istidens kræfter, havets rytme og vores egne drømme og ideer.I dette afsnit af Noget Mellem Øerne er vi taget til Skovsgaard Gods på Langeland – og her står den på både fisketur og plantesafari. Sammen med naturvejleder Emil Sanderhoff kaster vi snøren ud i voldgraven og ser, hvad der gemmer sig under overfladen. Vi fanger karusser, hører om gamle madtraditioner og lærer, hvordan selv en lille fisk kan afsløre nye sammenhænge. Senere går vi på jagt efter skovens hemmeligheder: giftige bær, blomster der kan spå om vejret og naturens finurlige forbindelser. Så kom med til Skovsgaard – til en dag, hvor fisketur og plantesafari bliver som et mikroskop ind i naturens hemmelige verden.

Lige uden for Svendborg, hvor motorvejen skærer gennem landskabet, findes en faunapassage, der betyder alt for nogle af de mindste skabninger, der lever her. For over bruset af biler har dyrene fået deres helt egen bro.Den lille syvsover tilbringer op mod syv måneder om året i dvale og bevæger sig resten af tiden lydløst gennem krat og hegn på jagt efter blomster, bær og hasselnødder.I dette afsnit af Noget Mellem Øerne møder vi biolog og forsker Thomas Bjørneboe Berg fra Naturama, som har brugt mange år på at studere og beskytte hasselmusen. Sammen med ham undersøger vi, hvorfor arten er så sårbar, hvordan den lever sit skjulte liv i trætoppene, og hvad der skal til for at bevare dens levesteder i det sydfynske landskab.Fortællingen om hasselmusen er også historien om vores forhold til naturen. Om de små arter, der binder landskabet sammen og minder os om, at selv de mindste væsener spiller en stor rolle i helheden.

Midt i det sydfynske landskab ligger Rødme Svinehaver – et sted hvor jorden gemmer på historier fra både is, ler og liv. Her har istidens kræfter formet bakkerne, og under vores fødder ligger sporene fra de gamle teglværker, der engang hentede deres ler netop her.I dag er Rødme Svinehaver et af geoparkens mest sjældne naturområder – et overdrev, hvor snoen soler sig på varme sten, engmyrerne bygger deres små tårne, og hvor vokshatte lyser som konfetti i græsset, når efteråret falder på.I dette afsnit af Noget Mellem Øerne tager vi med biolog og naturvejleder Tue ud i landskabet for at forstå, hvordan jordens dybe historie hænger sammen med livets skrøbelige mangfoldighed. For her mødes geologi og biologi i et fint væv – og i hver tue, hver myretue, hvert strå gemmer der sig en fortælling om tid, forandring og forbundethed.

Stenene i Øhavet har aldrig bare været sten. For sejlere var de en trussel, skjulte skær der kunne knuse et skib. For kystens folk var de en ressource revet op fra havet og sejlet bort som det perfekte byggemateriale. Men hvad sker der, når naturens grundsten forsvinder?Tag bare stenene ved Ærøskøbing Havn. Mange af dem begyndte deres rejse på Drejø, hvor de engang lå som en del af et levende rev under overfladen. Forestil dig gamle pramme, der sank tungt i vandet, læsset med sten, mens revene langsomt gik i opløsning.I dette afsnit af Noget Mellem Øerne ringer vi til marinbiolog Mikkel Kehler Villadsen fra Aquamind, som netop er kommet op fra et dyk ved Madsens Rev vest for Drejø. Han har ledt efter et gammelt stenrev. Men er det der endnu? Og findes der stadig liv omkring det?Samtalen folder sig ud fra ét rev til hele Øhavets skrøbelige balance. Om iltsvind, fiskeri og muslingebanker. Men også om håb. For havet kan hele sig selv, hvis vi hjælper til. Og når vi handler sammen, kan stenrev og økosystemer - måske - genopstå.

UNESCO blev født af krigens ruiner som et fredsprojekt – med den enkle idé, at fred må begynde i menneskers sind. At Svendborg i dag huser en FN-forpost midt i det sydfynske øhav, er derfor noget ganske særligt.I dette afsnit af Noget mellem øerne følger vi trådene fra Paris’ marmorvægge til de sydfynske kyster og ser, hvordan geoparker er blevet en del af et globalt fredsarbejde. Vi taler om jordens ældste sten, om ydmyghed og ansvar – og om, hvordan en lille by ved Øhavet kan være med til at bygge fred. Ikke bare mellem mennesker, men med selve planeten.

Øhavet er formet af havet men også af de mennesker, der i århundreder har levet af at sejle på det. I dette afsnit af Noget Mellem Øerne dykker vi ned i den maritime kulturarv: fra de klinkbyggede både, der nu er på UNESCOs verdensarvsliste, til smakkejollerne, som engang var øhavets folkevogn.Vi fortæller om værfter og søfart, om smuglere og fiskere, og om den viden og håndværkstradition, der stadig lever i træ, tovværk og gamle havne. For historien om øernes både er ikke kun fortid. Den er en levende forbindelse mellem landskab, kultur og mennesker.

Vi er tilbage i lasten på Fortuna, hvor lyden af havet og en svag gyngen minder os om, at alt her hænger sammen med vandet. Denne gang rejser vi 15.000 år tilbage – til et landskab uden hav, men med tundra, rensdyrflokke og de første spor af mennesker ved Ommel på Ærø. Flintstykker, formet af hænder, bliver til små tidsmaskiner i vores hænder, og vi ser, hvordan bopladserne gennem årtusinder måtte flytte sig højere op, mens havet langsomt men sikkert slugte skovene og dannede Det Sydfynske Øhav.Fortællingen om istidens slutning, de skiftende klima-rytmers varme og kulde, og de naturlige dæmninger, der i tusinder af år beskyttede landskabet, bliver til en levende baggrund for spørgsmålet: Hvordan oplevede de første øboere, at verden under dem forsvandt i vand?Og ligesom dengang er havet i bevægelse i dag. Stormfloden i 2023 viser, at Øhavet stadig er et landskab i forandring. En mini-Atlantis, hvor fortidens tilpasninger peger direkte ind i vores egen fremtid.

Kom med 50.000 år tilbage i tiden – til en kold sommerdag på toppen af Egebjerg Bakker. Her er der ingen hav, ingen skove – kun tundra, sten og is, og i horisonten trasker en flok mammutter forbi. Sammen udforsker vi, hvordan ismasserne under den seneste istid formede det sydfynske landskab, hvorfor der ligger sten overalt i jorden, og hvordan floder af smeltevand blev til nutidens sejlrender. Vi åbner en kasse fyldt med istids-souvenirs, ser på glimtende kinadiabasesten fra Sverige og taler om de kosmiske kræfter, der styrer jordens klima i rytmer på 100.000 år. Og vi spørger: hvad kan vi lære af istidens landskaber, når vi taler om klimaforandringer i dag?

Hvad vil det egentlig sige at være UNESCO Global Geopark? I dette afsnit af Noget Mellem Øerne går vi ombord på det gamle fragtskib Fortuna og dykker ned i fortællingen om Geopark Det Sydfynske Øhav. Vi undersøger, hvorfor netop dette oversvømmede istidslandskab er udpeget som geopark i verdensklasse, og hvordan geologien hænger uløseligt sammen med områdets kultur, historie og fremtid. Geolog Line Bruun Nicolaisen og sekretariatsleder Rasmus Elmquist Kasper ser på kriterierne bag udnævnelsen og den særlige sydfynske geologi.