Vores mellemistid

Vi er tilbage i lasten på Fortuna, hvor lyden af havet og en svag gyngen minder os om, at alt her hænger sammen med vandet. Denne gang rejser vi 15.000 år tilbage – til et landskab uden hav, men med tundra, rensdyrflokke og de første spor af mennesker ved Ommel på Ærø. Flintstykker, formet af hænder, bliver til små tidsmaskiner i vores hænder, og vi ser, hvordan bopladserne gennem årtusinder måtte flytte sig højere op, mens havet langsomt men sikkert slugte skovene og dannede Det Sydfynske Øhav.Fortællingen om istidens slutning, de skiftende klima-rytmers varme og kulde, og de naturlige dæmninger, der i tusinder af år beskyttede landskabet, bliver til en levende baggrund for spørgsmålet: Hvordan oplevede de første øboere, at verden under dem forsvandt i vand?Og ligesom dengang er havet i bevægelse i dag. Stormfloden i 2023 viser, at Øhavet stadig er et landskab i forandring. En mini-Atlantis, hvor fortidens tilpasninger peger direkte ind i vores egen fremtid.