Mit særlige sted

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.På Tåsinge, hvor Lunkebugten lægger sig helt ind til Vemmenæs, bor og arbejder glasmagerne Lena Ljungar og Jesper Sødring. De er hinandens kolleger, livspartnere og medskabere af et liv, der langsomt er blevet formet omkring det samme værksted gennem snart et halvt århundrede.Hun er fra Stockholm. Han er fra København. Og de mødtes på en kunsthåndværkerskole, hvor de først blev grebet af glasset og så af hinanden.Siden har de fulgtes ad. Til et sted, hvor de kunne bygge deres egen ovn. Deres eget værksted. Og deres eget liv.Her arbejder de stadig side om side i en rytme, de kender uden ord.Han begynder. Hun afslutter. Et glas ad gangen. I en bevægelse, gentaget tusindvis af gange som en stille, indøvet dans i varmen fra ovnen.De har opdraget tre drenge imellem arbejdsdage og glødende glas. Prioriteret tiden. Valgt et liv, hvor arbejde og familie væver sig ind i hinanden. Og hvor det vigtigste ikke er at tjene mest, men at kunne blive ved med at gøre det, de elsker.At skabe med hænderne. Og leve af det.For Lena og Jesper er rige – i fællesskab, i frihed og i det liv, de selv har formet. Et sted, hvor arbejde, kærlighed og håndværk er smeltet sammen til ét.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag mødes jeg med Anna Van Deurs ved Thurø Bund. Hendes særlige sted er en lille sandstrand i en lille bugt, og man næsten kan gå forbi uden at opdage det – men stedet viser sig, hvis man lige sænker tempoet. Her, helt nede i vandkanten, hvor årstiderne trækker vejret i havet, har hun badet med studenterhuen på. Og her vender hun tilbage, når verden larmer lidt for meget.Anna er kun 24 år. Vi mødes dagen før hun har premiere på sin første store serie, Mindernes Ø på DR, som hun har instrueret.Og hun har den der urokkelige, legende fremdrift. Som Pippi Langstrømpe, der ikke spørger om lov, men bare går i gang. ”Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg nok god til” – det kunne godt være Annas mantra.Fra en barndom med hjemmelavede forestillinger på førstesalen til et familiedrama i bedste sendetid. Fra idé til virkelighed.Men lige nu sidder hun her. I sin lille bugt på Thurø. Med fødderne tæt på vandet – og sommerfuglene helt oppe i maven.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag har jeg sat kursen mod Pederstrup midt på Langeland på en blæsende forårsdag. Vi har søgt læ i en sauna med udsigt over markerne. Udenfor rusker det, og optagelserne driller. Men det er også lidt pointen i dag. For nogle gange er det netop i modstanden, at noget opstår. I det, der kræver lidt ekstra. Lidt mere tålmodighed. Lidt mere vilje.Her møder jeg Orla Duedahl. En mand, der ikke går uden om en udfordring. For ham er problemer noget, man bakker ud af. Udfordringer er noget, man går ind i. Det gælder, når han løber maraton. Når han restaurerer et gammelt bindingsværkshus. Eller når han engagerer sig i fællesskaber og mennesker omkring sig. For eksempel som formand for Langelands Sti-venner.For Orla handler det ikke om, at livet skal være så nemt som muligt. Tværtimod. Noget må gerne tage tid. Noget må gerne være besværligt. For det er ofte dér, oplevelsen ligger. I turen, ikke bare i målet.Og måske er det også derfor, han er havnet her i Pederstrup.I et gammelt hus med skæve døre og en lang historie. Et sted, hvor rådyr krydser marken i skumringen, og hvor havørnen indimellem glider hen over himlen. Hvor naturen ikke bare er noget, man kigger på men noget, man er en del af.Men Pederstrup er ikke kun natur. Det er også mennesker. Små fællesskaber, hvor man hilser på hinanden. Hvor man hjælper, når nogen fælder et træ. Og hvor en gåtur hurtigt bliver til en samtale. For herude handler det ikke kun om at være tæt på naturen. Men også om at være tæt på hinanden. 

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag skal det handle om mørke. I en tid, hvor lysforurening stiger hvert år, er mere end halvdelen af danskerne ikke i stand til at se den klare nattehimmel.Men sådan er det heldigvis ikke på Langeland.Herude, hvor landskabet åbner sig mod havet, og hvor der er langt mellem gadelygterne, får natten lov til at være nat. Ikke som et fravær af lys, men som noget i sig selv. Et rum. En ro.På Rudkøbing Badeanstalt sidder vi helt tæt på vandet. Solen har lige sluppet horisonten, og i det blå skær begynder de første stjerner at træde frem. Én efter én. Som om himlen langsomt folder sig ud over os, mens vores øjne vænner sig til natten. Her møder jeg Jane Jegind. Tidligere toppolitiker i Odense med et liv i højt tempo. Men også et menneske, der har valgt noget andet til. Et andet tempo. Et andet blik. Og et hjem her på Langeland.Og her på Langeland findes der stadig mørke. Rigtigt mørke. Og med det en særlig klarhed. Ikke bare på himlen, men måske også indeni.Dark Sky handler om at kunne se stjernerne. Men også om alt det, vi mister, når natten forsvinder: roen, rytmen, forbindelsen til naturen og til os selv.Og måske er det netop her, mellem det kolde vand og den åbne himmel, at noget falder på plads. 

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag er vi igen i Svanninge Bakker. Sneen ligger spredt over landskabet, frosten bider i fingrene, og et lille bål knitrer foran en shelter i kanten af en mark.Shelterpladsen hedder Hjørnegården. Den ligger kun få hundrede meter fra Øhavsstien – men samtidig lige i baghaven hos Helle Mølgaard Christensen og hendes familie. For tre år siden byggede de shelteren som et sommerprojekt. Ikke kun til sig selv, men til alle, der har lyst til at overnatte under åben himmel.Her kommer vandrere forbi på vej gennem det sydfynske landskab. Nogle bliver en nat. Andre bare et øjeblik ved bålet. Men fælles for dem er, at de søger det samme: roen i naturen.Helle er uddannet skov- og landskabsingeniør og arbejder til daglig med natur og friluftsliv. For hende er naturen ikke bare smuk. Den er også noget, vi mennesker er dybt forbundet med. Noget, der kan få pulsen ned og give plads til eftertanke.Derfor deler hun også gerne sit sted med andre.For nogle gange skal der ikke mere til end en sovepose, et bål og en nat under stjernerne, før man husker, hvor lidt der egentlig skal til.Og hvor meget naturen kan give tilbage.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I det her afsnit skal du møde Lene Andreasen fra Kildegaard Butik, hvor alting begynder ét sted. Ved kilden.Vi mødes i det smukke Svanninge Bakker. Her vælter vandet frem af jorden, konstant, ni gader, året rundt. En tilsyneladende uudtømmelig kilde. Formet af istiden for mange tusinder af år siden. Og den løber endnu.For Lene er kilden bogstaveligt talt livsnerven i det hele. Den giver vand til dyrene, til grøntsagerne, til gårdens kredsløb. Her løber vandet uden pumper og teknik, kun drevet af tyngdekraft og tid.Kildegaard er vokset frem stille og roligt. Fra fire høns og en hane til mange frilandsdyr, grøntsager, gårdbutik og vejboder. Alt sammen med respekt for tempoet i landskabet og for det liv, der udfolder sig her.Her i bakkerne lever køerne året rundt. Kalve fødes i sneen. Vandet fryser ikke. Og naturen passer i vid udstrækning sig selv.For Lene handler det ikke om romantik, men om sammenhæng. Om at kunne se, hvor tingene kommer fra. Og om at vide, at det hele også arbejdet og hverdagen udspringer samme sted. Ved kilden.

Velkommen til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.I dette afsnit skal du møde Anne Hjortenberg. Formidler, projektleder, og som hun selv kalder det, en bæredygtig dynamo.Vi mødes højt oppe i Egebjerg Bakker. Ved en lille plet i landskabet, der ikke gør meget væsen af sig. En kaffeplet. Uden skilte og uden café. Men med udsigt over istidens bølgende spor og Det Sydfynske Øhav i det fjerne.For Anne er det et sted, man vender tilbage til. Et sted, hvor tempoet falder, og hvor man kan mærke, hvordan naturen giver energi tilbage. Til krop, tanker og hverdagsliv.Anne er vokset op i byen og har levet et liv på farten. Men Sydfyn blev et aktivt valg. Et sted at slå sig ned, skabe familie, og arbejde med det, der binder mennesker sammen: mad, fællesskaber og ansvar for hinanden og for det landskab, vi er en del af.Fra lokale fødevarer og socialøkonomisk virksomhed til nye fællesskabsrum og kulturelle møder i naturen, arbejder Anne i krydsfeltet mellem individ og fællesskab. Med en insisteren på, at bæredygtighed ikke kun handler om tal og aftryk. Men om valg, relationer og tid.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.I dag er jeg taget til Vindeby Havn på Tåsinge. Et sted, hvor færger engang bandt ø og fastland sammen.Her skal du møde Niels Ole Nielsen. Han er formand for Tåsinge Touristinformation, tidligere lærer og ivrig formidler. Især når det kommer til de nære, lokale historierNiels Ole har boet på Tåsinge i 50 år. Han er ikke født her, men han hører til her. Og netop det blik udefra, der er blevet indefra, præger måden, han fortæller om øen på.Ved Vindeby Havn flettes hans egne erfaringer sammen med øens lange hukommelse: om færger og roere, om brobyggeri og bekymringer og om små huse med store historier.For Niels Ole handler et særligt sted ikke om det spektakulære. Men om forbindelser. Mellem mennesker, steder og tid. Og om glæden ved at give historierne videre, så de ikke forsvinder.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I det her afsnit skal du møde Hans Stavnsager. Afgående borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune og formand for UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav.Vi mødes ved Finstrup Kirkeruin – den eneste kirkeruin på Fyn. Et sted, der for mange er næsten usynligt, men som for Hans er dybt forankret i barndom, minder og landskab.Her voksede han op. Her lærte han rytmen i et liv tæt på jorden, dyrene og fællesskabet. Og her vender han stadig tilbage for at gå, tænke og se ud over øhavet.Finstrup er et sted med lag på lag af historier. Om kirke og pilgrimsfærd, om sagn og spøgelser, om udsyn helt til Ærø og videre til Tyskland.I dag står Hans her med blikket rettet både bagud og fremad. Mod tiden som borgmester. Mod arbejdet med Geoparken. Og mod det landskab, han har været med til at passe på og give videre.

I denne særudgave af "Mit særlige sted" tager vi dig med ind i Geoparkens store fællesskab, hvor deltagere fra årets symposium deler de steder, der betyder mest for dem.Og mens UNESCO i år markerer sit 80-års jubilæum med fokus på fred, forståelse og lokalt engagement, bliver de store linjer her i Geoparken foldet ud gennem de små steder, mennesker holder af: Fra Drejøs gamle havn, hvor tiden står stille, til det imponerende landskab i Svanninge Bakker. Fra broen på Thurø, hvor tempoet daler, til Søbygårds kulturarv på Ærø.Fra snorkleture ved Nakkebølle Fjord til de skjulte stier og kyster på Avernakø.Og til Troense, hvor historien lever i fællesskabet mellem naboer og nye initiativer.Tilsammen danner disse stemmer et kort over geoparken – ikke blot som et geografisk område, men som et levende sted bundet sammen af natur, kultur og mennesker.Dette er Mit særlige sted – Symposium-edition. En hyldest til de steder, vi bærer med os, og den fælles fremtid, vi bygger her i det sydfynske øhav.

I dette afsnit skal du møder Lone Mørch – kunstfotograf, forfatter og kreativ mentor. Lone har rejst verden rundt, boet i London, Nepal og San Francisco. Og hun har brugt sine år ude i verden til at undersøge, hvordan mennesker og landskaber spejler hinanden.Her på Tåsinge har hun fundet et sted, hvor hun kan slå rødder. Vi mødes ved et gigantisk mammuttræ – et Redwood. Et sjældent syn i Danmark, men velkendt for hende fra tiden i USA. Træet står som en bro mellem hendes fortid og nutid, mellem livet ude i verden og livet her i det sydfynske.Gennem sine fotografier og bøger udfordrer hun til at se os selv på nye måder, frigøre os fra gamle fortællinger og finde frihed. Både i krop og sind.Hun er snart aktuel med en ny udstilling, hvor hun vender blikket fra individualisme og selvstændig frihed til det, hun mener virkelig giver kraft: fællesskab, cirkler og relationer. Her viser Lone, at styrken ikke ligger i at stå alene – men i at skabe, udforske og vokse sammen med andre.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag skal du møde Anne-Line Ussing – et menneske, der har stået helt tæt på krigens skygger. Hendes mand, Stuart, er veteran. Og det, der begyndte som en kamp for at hele hans traumer fra krigens usynlige eftervirkninger, udviklede sig med tiden til landets første botilbud for veteraner på Strynø. Her fra den lille sydfynske ø kan man se ud på Mørkedybet – det dybe strøg vand, der engang var en smeltevandsflod, og som i dag bærer sejlere hen over 14 meters dybt mørke.Men Mørkedybet også et billede på noget andet: På den rejse, mange veteraner står i. Når man falder ned i krigens efterdønninger, helt ned hvor lyset ikke kan nå, kan naturen være et af de få steder, man kan finde ro til at mærke sig selv igen. Og her på retreatet har flere veteraner lært selv at komme ud af mørket og op til overfladen. Sidste år har Anne-Line, Stuart, parrets børn og en håndfuld rigtige veteraner ageret skuespillere i filmen Herkules Falder – optaget netop her, hvor virkelighed og fiktion smelter sammen. Filmen har nu premiere, men retreatet er lukket. Alligevel er Anne-Line stadig fuld af håb og drømme for fremtiden om en mere grøn og omsorgsfuld verden.  

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag skal du møde Yen Frydensberg Egebak. I de bløde bakker ved Gudme ligger Yens have. Et sted, hvor regnvand bliver til liv, græs bliver til jord, og skadedyr bliver til madpakker for nyttedyr.Her dyrker Yen grøntsager, bær og frugter efter regenerative principper, så familien er selvforsynende hele året rundt.Som økolog, forfatter og formidler deler hun sin viden og sin glæde ved at dyrke i respekt for naturen. Her er naturen ikke noget, man kontrollerer, men noget, man samarbejder med – som en tålmodig dans med alt det, der spirer, kravler og flyver.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag skal du møde Balder Mo Schiøtte.På en blæsende oktoberdag søgte vi ly i hans bil nede ved Lehnskov Strand.  Lige her, hvor træerne skrænter helt op til havet, er Balder blevet gift og sønnerne døbt.Han laver skulpturer af træ, der både står på land og snart på havbunden i det sydfynske øhav. Som en påmindelse om, at her hvor havet nu slår, gik der engang mennesker, som jagtede mammutter. At alt forandrer sig. Som træet, der vælter fra skrænten, og havet, der æder sig ind i kysten.For ham er træet ikke bare et materiale, men et møde – mellem hænder, tid og noget, der ikke helt kan forklares.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I det her afsnit skal du møde Lisbeth Ravn – friskolelærer, geoparkguide og naturformidler. Hun har taget mig med op til Haastrup Bjerge. Et sted, hvor naturen får lov at passe sig selv.Lisbeth bruger naturen som klasseværelse og kalder sine timer “vær i naturen”, både at være og at forstå naturens værdi. Hun lærer børn, at vi ikke bare færdes i naturen. Vi er på besøg. Og når man er på besøg, så opfører man sig ordentligt. Og når man samtidig forstår lidt mere af, hvad man ser, så får man også lyst til at passe på det sted.  Selv finder hun ro i naturen, hvor tankerne falder til bunds. Som mudder i en vandpyt, der bliver klar igen.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I det her afsnit skal du møde Kewin Friis Kamelarczyk, som arbejder i Geoparkens sekretariat med at få flere folk ud i naturen.Han bor i Holmdrup Huse øst for Svendborg, midt i et stort vandindvindingsområde og et centralt sted i den grønne trepart, hvor marker og æbleplantager gradvist forvandles til ny skov.Engang tonsede Kewin gennem landskabet for at mærke pulsen. Men efter et stressforløb lærte han, at naturen også kan bære én, når man sætter sig ned. At roen kan komme snigende mellem træerne, hvis man bare bliver siddende længe nok.Han kalder haven for sin oase. Et sted, hvor skoven beskytter grundvandet, og naturen passer på ham.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag skal du møde Anette Sønksen. Sammen med sin familie har hun slået rødder – og teltdug – ved Dyreborg Glamping. Fra storbyens hamsterhjul til en grund med udsigt over hele øhavet. Det begyndte under coronapandemien, hvor rejselysten fik en ny retning: indad, hjemad – og ud i naturen. Anette havde set glamping spire i udlandet, og på Sydfyn fandt familien det perfekte sted at gøre drømmen til virkelighed.Her kan gæster nyde luksus i naturen – men bag idyllen gemmer sig også en kamp med planloven, der gør det svært at skabe en bæredygtig forretning. Alligevel er familien landet det helt rigtige sted. 

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag skal du møde Peer Henrik Hansen, museumsleder på Langelands Museum.Vi mødes på Langelandsfortet. Et sted, der i den grad har præget Peers liv. Her står Den Kolde Krig støbt i beton og stål, som en kulisse til hans mangeårige studier af tiden, hvor frygten var global, men bunkeren lokal.Vi taler om, hvad vi kan lære af den kolde krig i dag, om der virkelig bliver holdt øje med russiske ubåde i det langelandske farvand – og hvorfor farverne i en pansret mandskabsvogn betyder noget for det menneskelige sind.Og så er fortet samtidig noget ganske særligt i sig selv: en blanding af kulturhistorie og naturoplevelse, hvor man ikke kun må kigge på kanoner og knapper. Man må også gerne røre.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I det her program kan du møde Tine Louise Kortermand, der er kunstner og ophavskvinde til Carl Nielsen Caminoen, en lydvandring af 12 etaper som åbnede i 2024. Derfor er det selvfølgelig her på caminoen, vi mødes.På en regnfuld og blæsende efterårsdag fandt vi læ i en mose omkring Freltofte ved Nørre Lyndelse - et af Tines yndlingssteder på caminoen.Og dér, midt i det midtfynske landskab, nynner hun med på Den blinde spillemand – mens Carls melodier fletter sig ind i siv og regndråber, som om musikken altid har hørt til lige her.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag skal du møde Linea Hansen, som har taget mig med til Fredsbjerg i Bagenkop på Sydlangeland – en lille bakke med en stor historie.Der var en gang, hvor byens fester fandt sted lige her, knallerter har drønet over toppen, børn har bygget huler, og elskende har ridset deres navne i barken.Linea er kunstner og galleriejer – og hun er stolt af at være en del af Bagenkop. For selvom byen har mødt sin del bølger og blæst, er bagenkopperne mestrer i at rejse sig igen.Herude, hvor havet altid er tæt på, har man lært, at modgang ikke er enden – det kan også være begyndelsen på noget nyt.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I der her afsnit skal du møde Zacharias og Jeppe, som er to af kræfterne bag Naturlegepladsen i Svendborg.Her er det ikke hurtige løsninger og blanke byrådsskitser, der bestemmer tempoet. Tværtimod: processerne må gerne gå langsomt, så alle, der vil, kan være med til at forme stedet.Og så er det også et stille oprør mod den digitale virkelighed og den kommercielle byudvikling – til fordel for natur, nærvær, fysiske fællesskaber, analog leg og læring midt i Svendborg by.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.I dag skal du møde Svend Aage Thomsen, som har inviteret mig ind i en helt særlig have ved Marstal på Ærø. En have, hvor man kan fare vild mellem korktræer, vandhuller og summende liv – og hvor det nogle gange kan være svært at afgøre, hvem der har mest travlt: fuglene, bierne eller Svend Aage selv.For bierne er hans store passion. Når han holder begynderkurser, advarer han altid: Pas på – det kan blive en hobby for livet. Sådan gik det nemlig for ham. I mere end 50 år har han fulgt bier de stribede flyvere – og i dag bruger han sit otium på at lade sig forføre af deres fascinerende verden.

Velkommen til Mit særlige sted - på sporet af det sydfynske øhav. I dag skal du møde Lars Hillerup, der har taget mig med til Maggårds Odde ved Skårupøre. Det er virkelig et særligt sted. Den stejle kyst gør, at man kan sejle helt op til strandkanten, eller springe direkte i dybt vand, uden at skulle spilde tid på at soppe. Lars er 71 år, tidligere naturskolelærer og fiskerimedhjælper, og så er han medstifter af Svendborgsund Havhave, hvor de dyrker og høster tang og blommerslinger til privatforbrug. Som barn lærte han at sejle, før han kunne cykle. Han har levet hele sit liv i tæt symbiose med havet, med en af afgrundsdyb fascination af, hvad der gemmer sig under den blå overflade. 

Velkommen til Mit særlige sted - på sporet af det sydfynske øhav. I dag skal du med mig en tur til Bjørnø godt 20 minutter sejlads fra Faaborgs kyst. Her har jeg mødt Martin Peter Leth, som engang anrettede mad på Michelin-niveau på steder som Faldsled og Søllerød Kro, men som nu dyrker grøntsager og driver et lille spisested hos Økobo. Han forlod det polerede køkken til fordel for muld og mad, der smager af det sted, den er vokset. Fordi han hellere vil hive guldrødder op af jorden, end pynt dem med pincet. Når han taler om livet her med børn, marker og udsigt til øhavet, bliver han rørt. For han har byttet stjerner i guiden ud med ægte stjernestunder i det virkelige liv. 

Velkommen til Mit særlige sted - på sporet af Det sydfynske øhav. I dag går turen til Nordlangeland, hvor jeg møder Regin fra Calendula Permakultur. Her bor Regin og Fie med deres tre børn. Fenja på syv, Vidar på fem og Folke på to. To bliver hjemmepasset, og bedsteforældrene hjælper til. Familien lever af at sælge grøntsager. 130 forskellige slags. Og sådan er de blevet rige på tid til hinanden, diversitet i haven og drømme for fremtiden. Hos Calendula er der ikke kun taler om en livsstil, men et stille oprør. Og en drøm om at styrke de små fødevarerproducenter og gøre sig lidt mindre afhængig af verden udenfor. Men som bekendt skal man starte et sted. For Regen og familien begyndte det hele med at grave et stort hul i haven. 

Velkommen til Mit særlige sted - på sporet af det sydfynske øhav. I det her afsnit er jeg sejlet til Ærø, hvor jeg besøger Helle og Jørgen på Lille Søbygård. Her dyrker de noget så usædvanligt som purpur nøgenbyg. Selv kalder de kornsorden for Nordens svar på ris. Men hvor risen må fragtes over verdenshave, spirer nøgenbyggen op af den ærøske muld, fuld af protein og antioxidanter. Vi talte om det hele. Om Ærø og slægter. Om landbrug og om at finde ro. Den slags, man finder et sted som Ærø, omgivet af vand på alle sider. Hvad enten det er havet i horisonten, eller søen lige uden for vinduet. 

Velkommen til Mit særlige sted - På sporet af det sydfynske øhav. I dag gør jeg holdt på Svendborg Havn for at mødes med Ingrid og Kirsten. Hver uge trækker de i gule veste. Ikke som nogen protestbevægelse, men som fredelige fodsoldater i kampen mod skodder og plastikposer på afveje. I 12 år har de kaldt sig Rappenskralderne. Med snappere i hænderne og smil på læben har de trasket byens gader, stier og havnekanter tynde. I kærlighed til Svendborg og med glæden ved at følges ad. For her handler det ikke kun om affald, men også om fællesskab, frisk luft og det stille sus af mening i hvert eneste skridt. 

Velkommen til Mit særlige sted, på sporet af det sydfynske øhav. I dag går turen endnu en gang til Lyø, en lille ø med store historier. Her møder vi Susi, der står bag øens vinurlige og forunderlige skrønemuseum. Og selvom fortællingen, du nu skal høre, rummer både død og radsel, skal du ikke lade dig skræmme. Børn er mere end velkomne på museet. For hos Susi er det hverken uhyggen eller mørket, der fylder mest. Men fortæller lysten, fantasien og særlig evne til at se lyst på de dunkle sidder af tilværelsen. 

Velkommen til mit særlige sted, på sporet af det sydfynske øhav. I det her afsnit skal du møde Susi fra Skrønemuseet på Lyø. For 43 år siden flyttede hun med sin mand og to døtre til Lyø, som altså har et højere punkt end de andre små øer. Ikke fordi Susi bekymrede sig om vandstand. Det handlede ikke om sikkerhed, men om kælkebakker. Vi talte sammen i hendes have om at blive enke, om at ringe til de døde fra øens vindtelefon, og om at finde både tryghed og frihed på den lille ø, hvor vinden hvisker i træerne og minderne blafrer mellem grenene.