Blogcast: HELING - NÅR VIRKELIGHEDER MØDES af Peter Høeg

Jeg har en søn på 14 som altid har bevæget sig.På alle steder og på alle mulige tidspunkter.Inden han spiser, må han en tur i de ringe som hænger ned fra loftet i stuen. Når han har spist, må han ud i sin havetrampolin. Midt i maden er han undertiden også nødt til at svinge i sin Irongym.Han dingler fra havens parcourstativ når han står op. Og inden han går i seng.Hvis vi ikke kalder ham tilbage til bordet.For tiden har noget andet kaldt på ham og standset ham: Han har brækket en fod.Han går til trampolin. Konkurrencetrampolinerne har meget stor katapulterende kraft og tilsvarende muligheder for dramatiske landinger som kan gå galt. Og nu har han så brækket en fod.Det har imidlertid ikke lagt nogen dæmper på ham.Han har udviklet – og han udvikler hver dag – nye styrkeprogrammer som han udfører uden at overbelaste bruddet.I går hjalp han mig med at sammensætte et kombineret yoga- og styrkeprogram. Som er tænkt til mine kursister.Og nu er jeg nået hen til det som er meningen med dette. Til det jeg egentlig ville sige: Noget om kroppen, om betydningen af at bevæge sig legende og kreativt sammen med et ungt menneske. Og om meditation og leg.Det er ikke altid enkelt at mødes ligeværdigt med børn og unge. Vi voksne er ofte i overlegne positioner. Eller måske er det nærmere sandheden at sige at barnets og den unges verden ikke er vores: Vi læser avis, de gamer. Vi besvarer mails, de springer i trampolin. Vi mediterer – de chiller med venner. Vi laver mad, de leger med hunden – eller tegner.Det er uundgåeligt. De to virkeligheder er forskellige og skal være det.Men de kan mødes. Og der er noget ved den kropslige leg som særligt muliggør dette møde.Vi bliver aldrig for gamle eller for voksne til at lege fysisk. Eller: Vi behøver ikke at blive det.Lyt med, eller læs Peter Høegs indlæg på Kontemplations blog.Besøg os her:kontemplation.dkeller følg os på vores sociale platforme:FacebookInstagramYoutubeDu er velkommen til at skrive til os her:[email protected]