Forskere troede ikke på hans fund. Men nu finder Jon 'det umulige' på alverdens tage Én lille sten og én stor drøm Larsen på taget Ingen nem vej Støv af høj klasse Troede ikke på det først Første videnskabelige udgivelse som 13-årig Der er garanteret mikrometeoritter

På taget ovenpå byggemarkedet Bauhaus i Valby går en mand i gul refleksvest rundt og skuer efter noget. Han kigger efter, hvor man kan finde støv på det cirka 11.000 kvadratmeter store tag. "Hvilken vej blæser vinden?" spørger han og går målrettet mod det nordvestlige hjørne. Vinden blæser nemlig grus og jord med sig på taget - og dermed det kosmiske støv, som manden i den gule vest leder efter. Manden er den 67-årige norske meteoritjæger Jon Larsen, der leder efter mikrometeoritter på tage. Han er den første, som i byområder har fundet de bittesmå støvkorn fra rummet, der kan give os viden om livets oprindelse og Solsystemets dannelse. Væbnet med magnet og fejekost har han befundet sig på tage over hele verden fra Oslo til USA for at finde spor af kometer og asteroider. "Indtil for ti år siden var alle forskere enige om, at det, vi gør lige nu, er umuligt," siger Jon Larsen, da Videnskab.dk møder ham på taget. Men Jon Larsen er hverken uddannet geolog eller mineralog. Selvom han i dag er gæsteforsker ved Universitetet i Oslo, har han arbejdet som musiker hele livet. Så hvordan er en jazzguitarist fra Norge endt med at finde mikrometeoritter, der er blevet til vigtig videnskabelig forskning? Idéen faldt bogstaveligt talt ned fra himlen. En sommermorgen i 2009 sad Jon Larsen og spiste nyplukkede jordbær på sin terrasse. I solens genskær på det hvide bord opdagede han en lillebitte sten. Den skinnede og var takket og hård. "Derfra var der ingen vej tilbage," siger Jon Larsen. Stenen pirrede hans nysgerrighed, og efter timers søgen på nettet fandt han ud af, at han måske var stødt på en mikrometeorit. Det satte gang i en lang meteoritjagt, og siden den skæbnesvangre morgen i 2009 har han efter eget udsagn fundet mere end 7.000 mikrometeoritter. Førhen havde forskere ment, at det kun var muligt at finde mikrometeoritter på steder som havbunden, Antarktis og i Grønland. Men nu havde en musiker og hobbyforsker fra Norge tilsyneladende gjort det umulige. Det tog ham dog syv år at få sit gennembrud. For undervejs skulle det vise sig at være sværere end som så at overbevise de etablerede forskere. Der er gode odds for stjernestøv på denne septemberdag i Valby. Solen står højt på himlen, da Jon Larsen træder rundt på Bauhaus' store tag. Flade og store tage som dette er gode for meteoritjagten. For jo større areal, jo mere støv og større chance for at finde mikrometeoritter, der er faldet fra rummet. For Jon Larsen er det "perfekt", at taget er lavet af PVC og derfor ikke forurener støvet yderligere med partikler. Og med ingen regn er det nemt at indsamle det kosmiske støv i flere hjørner og kanter. Men nu er meteoritjægeren alligevel stødt på en forhindring. Magneterne, han har taget med, sidder fast i plastikposerne. "Fy faen," udbryder Jon Larsen på norsk. "Det var dét, som ikke skulle ske." De to kraftige magneter har en holdekraft på 100 kg og klæber helt fast til hinanden. Uden magneterne kan han ikke lave sit arbejde, da det er sådan, han finder mikrometeoritterne i støvet. De fleste mikrometeoritter er nemlig magnetiske, da de indeholder nikkel og jern, så man kan hive dem op fra støvet med en magnet. Men med håndkraft og hjælp fra et gelænder får han vredet magneterne fra hinanden. Med udstyret klar, en fejekost og poser med magneterne, bevæger han sig ud på taget for at finde rumstøvet. "Wow," udbryder han ved synet af tre spredte bunker jord og fuglelort blandet sammen. "Helt fantastisk." Man skulle ikke tro det, men jordbunkerne skal vise sig at gemme på meteoritgodter. De første år som aspirerende meteoritjæger brugte Jon Larsen med hovedet nede i lærebøger for at forsøge at identificere og skelne mellem de forskellige mikrometeoritter. 7 år og cirka 20 tons materiale skulle Jon Larsen igennem, før han i 2015 stødte på den første mikrometeorit. Den blev fundet i en tagrende i Oslo. I årevis forsøgte han at kontakte forskere om sine fund. Men gang på gang blev han enten ignoreret eller fik svaret, at det ikke var mikrome...