Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

For 20 år siden (den 24. august 2006) blev Pluto 'degraderet' fra at være planet til at være en dværgplanet. Beslutningen blev taget efter en afstemning i den Internationale Astronomiske Union (IAU), men det blev begyndelsen på en hed debat, som stadig fortsætter. For nylig har NASA's chef Jared Isaacman kastet benzin på bålet ved at give udtryk for, at han ønsker, at Pluto igen bliver klassificeret som en planet, og at NASA arbejder på nogle rapporter, der skal 'eskalere' diskussionen. Det usædvanlige er, at meget af debatten har været domineret mere af følelser end af astronomiske argumenter. For nu havde man siden Plutos opdagelse i 1930 fortalt og lært skolebørn, at Solsystemet havde ni planeter, og Pluto var den yderste – og sådan noget laver man bare ikke pludseligt om. Det hele begyndte i 2005, da et hold ledet af astronomen Mike Brown opdagede en klode, der bevægede sig rundt om Solen uden for Plutos bane. Den var omtrent samme størrelse som Pluto, men med større masse, og den fik navnet Eris. Opdagelsen af Eris var et resultat af, at teleskoper og kameraer nu var blevet så effektive, at astronomerne i 1992 var begyndt at udforske og kortlægge det såkaldte Kuiperbælte af små kloder, som befinder sig uden for Neptuns bane. Eris befinder sig i Kuiperbæltet, men da der er titusinder af kloder i Kuiperbæltet, var det måske ikke rimeligt at kalde alle disse normalt meget små kloder for 'planeter'? Vi kalder jo heller ikke de mange asteroider mellem Mars og Jupiter for planeter. Både Eris og Pluto befinder sig i Kuiperbæltet, og da Pluto dengang blev anset for en planet, var der to muligheder: Udnævne Eris til planet på linje med Pluto. Opfinde begrebet 'dværgplanet', så ingen af de to kloder var planeter. Et centralt argument for at indføre et ny begreb var, at det allerede i 2006 var klart, at Pluto og Eris kun var toppen af isbjerget. Der var al mulig grund til at formode, at der langt ude i Kuiperbæltet var mange kloder næsten så store som Pluto, og det ville få antallet af planeter til at stige uoverskueligt. På det tidspunkt var der ingen officiel definition af udtrykket 'planet'. IAU besluttede at rette op på dette ved at udarbejde en kort liste med kriterier for, hvad en 'planet' kunne være, og bede medlemmerne om at stemme om definitionen på IAU's generalforsamlingsmøde i Prag 24. august 2006. Problemet er, at man blev enige om at definere en planet på en måde, der både er uklar og svær at forstå for ikke-astronomer. Men lad os se på den. Den nye definition på hvad der kendetegner en ægte planet har tre hovedpunkter: Det er ganske logisk. Jorden er en planet, fordi den kredser om Solen, men trods sin størrelse er Månen ikke en planet, fordi den kredser om Jorden. Alle de klassiske planeter er runde, fordi de er så store, at deres tyngdekraft er i stand til at forme planeten. Man taler undertiden om 'kartoffelgrænsen', for hvis kloden er tilstrækkelig lille, kan tyngdekraften ikke forme den, og så ender man med en uregelmæssigt formet kartoffellignende klode. Kartoffelgrænsen afhænger af, om kloden består af is eller klippe, men ligger typisk omkring en diameter på omkring 400-600 km. Hermed menes, at planeten skal være stor nok til fuldstændigt at dominere sin bane om Solen. Den rydder simpelthen hele nabolaget ved med sin tyngdekraft enten at slynge mindre kloder helt bort, opsluge dem eller som et mindstekrav fuldstændigt styre banerne for mindre kloder i deres nabolag. Men hverken Jorden eller Jupiter opfylder helt dette krav, uden at de af den grund er blevet 'degraderet' til dværgplaneter. Nær Jordens bane er der mindst 10.000 såkaldte nærjordsasteroider, mens Jupiter deler bane med mindst 100.000 af de såkaldte Trojanske asteroider. Det må dog understreges, at de Trojanske asteroider ikke bare kan kredse, som de selv vil, for Jupiter sørger for, at de alle kredser om et af de to Lagrange-punkter L4 og L5, henholdsvis 60o foran og 60o bagud for Jupiter. Det er denne tredje del af definitionen, der udløste ...

Hvor meget betyder selve lederen egentlig for et teams præstation? Rigtig meget, peger ny forskning på. Det skriver svenske Göteborgs Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet The Quarterly Journal of Economics. Tidligere har forskning vist, at lederskab spiller en vigtig rolle i organisationers præstationer. Gode ledere kan øge produktiviteten ved at overvåge arbejdet, fordele opgaver effektivt og motivere medarbejdere. Samtidig har det dog været vanskeligt at måle lederes egentlige effekt. I det nye studie udviklede forskerne en metode til at isolere lederens bidrag til teamets præstation. I et internationalt laboratorieeksperiment blev ledere tilfældigt tildelt forskellige teams, samtidig med at de kontrollerede for teammedlemmernes færdigheder. Dermed blev det muligt for forskerne at skelne mellem lederens lederevner og både lederens egen produktivitet samt teamets kapacitet. I eksperimentet fik teamet til opgave at løse tre forskellige problemer under lederens ledelse. "Vi fandt, at lederens samlede lederevner er omtrent lige så vigtige for teamets præstation som medarbejdernes samlede produktionskapacitet," fortæller Joseph Vecci, lektor i økonomi ved Göteborg Universitet og en af forskerne bag studiet. Samtidig peger resultaterne på, at lederes succes ikke primært kan forklares af personligheds- og demografiske faktorer. Ofte forbindes god ledelse med selvtillid, karisma eller personlighed, men studiets resultater viser, at ledelse, der er tættere forbundet med opgaver på jobbet, er stærkere indikatorer for lederens succes, forklarer lektoren. Forskerne undersøgte også, hvordan ledere bliver valgt. Her fremgik det, at de, der var mest motiverede for at blive ledere, ikke nødvendigvis klarede sig bedst i rollen. Studiet fandt desuden, at kvinder i mindre grad tilkendegav ønsket om at være leder end mænd, selvom kvinder i forsøget var lige så gode ledere som mænd. På baggrund af det argumenterer forskerne for, at virksomheder anvender mere kompetencebaserede forfremmelsesprocesser.

Mellem 1 og 3 procent af den voksne befolkning i Danmark anslås at have seksuelle tanker eller fantasier om børn. For de fleste af os vil den type af tanker vække en instinktiv afsky og vrede. Pædofili er en af de mest tabubelagte psykiske tilstande, vi kender. Og netop det tabu kan ifølge forskere være en del af problemet. For hvis mennesker med seksuelle tanker om børn ikke tør søge hjælp, hvordan forebygger vi så, at nogle ender med at handle på deres tanker? Det dilemma dykker Videnskab.dk's hjernepodcast, Brainstorm, ned i i denne episode, hvor vi undersøger et af samfundets absolut største tabuer og spørger: Hvad ved videnskaben egentlig om pædofili? Hvorfor opstår det? Og kan vi forebygge overgreb gennem viden og behandling? Du kan lytte til episoden via afspilleren i toppen af artiklen eller ved at søge på Brainstorm det sted, hvor du hører podcasts. Der findes behandlingstilbud og mulighed for anonym rådgivning i Danmark, men en rapport fra 2019 viser, at mennesker med pædofilitanker sjældent søger hjælp. Det kan i høj grad skyldes den voldsomme sociale fordømmelse, der omgiver emnet. I et tysk studie om stigma fra 2014 sammenlignede forskerne reaktionen på pædofili med andre grupper såsom folk med alkoholmisbrug eller andre antisociale tendenser. Her var afvisningen af mennesker med pædofili markant højere. Faktisk svarede op mod 28 procent af deltagerne i studiet, at, de mente, mennesker med pædofili burde være døde. Også selvom de fik at vide, at personerne aldrig havde handlet på deres tanker eller gjort et barn fortræd. Og når frygten for udskamning er så enorm, går mange helt alene med deres tanker og søger ikke hjælp, før det er for sent. Men forskning viser, at der ligger et uforløst potentiale i at række ud tidligere. I et canadisk studie af dømte seksualforbrydere svarede hele 61 procent eksempelvis, at de ville have søgt hjælp inden overgrebet, hvis de havde oplevet, at hjælpen var tilgængelig og tryg at opsøge. Men hvordan hjælper man egentlig folk, der har pædofile tanker? Og hvordan skal vi i det hele taget forstå den her psykiske tilstand? Det kan du høre om i denne episode af Brainstorm. I episoden kan du også blive klogere på: hvorfor op mod 50 procent af dem, der begår overgreb mod børn, faktisk ikke er pædofile. de (indimellem etisk udfordrende) metoder, som forskere har brugt til at udrede pædofili. hvorfor nogle forskere mener, at vi helt bør droppe at kalde pædofili for en sygdom. Hvis du har problemer med seksuelle tanker og fantasier om børn, kan du kontakte den anonyme telefonrådgivning Bryd Cirklen i Region Hovedstadens Psykiatri (tlf.: 65 909 909) eller Red Barnets hotline TalMedOs (tlf.: 38 600 600).

Cocktailaftener for mødre i en skoleklasse. Far-arrangementer, hvor fædre tager ud og laver bål og overnatter. Forældrefester helt uden børn. Fester og arrangementer for forældre er eksploderet i antal og former i de seneste cirka 30 år. Noget som vores læser Julie genkender og ærgrer sig over. "Jeg synes mængden af forældrefester har grebet om sig. Jeg har tre børn, så det er en udfordring at deltage og samtidig få passet børn," skriver hun, før hun spørger: "Er det rigtigt, når andre forældre og lærere påstår, at det gavner vores børns trivsel, at forældre mødes for at spise og drikke uden børnene?" Spørg Videnskaben undersøger, hvad der er myte og fakta, når det gælder de famøse forældrefester. Ifølge næsten 1.000 forældre til børn i skolen er sociale arrangementer, hvor forældre lærer hinanden at kende, positivt for hele sammenholdet i klassen. Det viser en undersøgelse med forældresvar fra 2020, ifølge Skolebørn.dk. Det er også blevet en slags vedtagen sandhed eller norm, at forældrefester kan øge trivslen i skoleklasser, lyder det også fra sociolog, ph.d. og debattør Maria Ørskov Akselvoll. "Det er noget, som mange lærere siger på forældremøder, og som jeg også har hørt politikere påstå." "Men det har altså ikke rod i nogle konkrete, videnskabelige undersøgelser, hvor man har kigget på sammenhængen mellem forældrefester og trivslen," siger hun. Samme svar lyder fra Mads Thomsen, der er lektor i pædagogisk psykologi på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense. "Hvis man spørger til, om der er evidens for, at forældrefester i sig selv fører til øget trivsel hos børn, er svaret nej," indleder han. Alligevel kan festerne, ifølge Mads Thomsen, potentielt godt have positive effekter under de rette omstændigheder. "Vi ved det bare ikke, for det er ikke undersøgt," siger han. Sociale arrangementer som hytteture og fællesspisning blandt forældre og børn i skolen er ikke noget nyt fænomen, forklarer Maria Ørskov Akselvoll. "Disse arrangementer har eksisteret siden 1970'erne," siger hun. "Men i nullerne begyndte de virkelig at blive hyppigere og foregik også udenfor skolens grund og værtskab. Der kom helt nye arrangementer på paletten, herunder netop forældrefesterne, hvor forældrene mødes uden børn." Årsagen var, at der var øget fokus på mobning i samfundet i den periode, og politikere mente, at øget socialt samvær og engagement i børnenes hverdag ville styrke fællesskabet og trivslen blandt elever. Der er da også flere undersøgelser, der bakker op om, at øget forælderengagement i børns skolegang har positive effekter på eksempelvis elevernes karakterer og motivation for at gå i skole. Dog er der ingen, der har påvist en årsagssammenhæng mellem forældres engagement og børns trivsel. De her fester kan skabe et pres, der kan være for meget for nogle forældre, mener Maria Ørskov Akselvoll. "Forældreskabet og hverdagen i børnefamilien er i forvejen under pres, og festerne bliver endnu en ting på 'to-do-listen'. Så det er en af mine kæpheste at gøre op med myten om, at de er vigtige for børns trivsel," siger hun. "Jeg fandt, at mange faktisk ikke har lyst til at deltage, men gør det, fordi de er bange for at ryge udenfor fællesskabet." I bogen 'God Nok' fra 2025 beskriver Maria Ørskov Akselvoll også, at en del forældre oplever for mange sociale arrangementer som 'tvangsfællesskaber', og at der bliver et slags 'forældrepoliti', hvor man let bliver udskammet, hvis man ikke deltager i arrangementerne. "Min faglige vurdering er, at forældrefester uden børn ikke rykker ved børns trivsel overhovedet." "Derfor mener jeg, at man med god samvittighed kan droppe forældrefester og på den måde også undgå, at forældre med få ressourcer og overskud ikke bliver ekskluderet eller opfattet som dårlige forældre," siger hun. Men ifølge Mads Thomsen er det svært at udelukke, at forældrefester kan have en positiv effekt på sammenholdet i en klasse. "Det er jo virkelig svært at bevise, fordi det er svært at undersøge. Men man kan da sagtens fo...

Vi har gennem flere år brugt satellitbilleder til systematisk at lede efter arkæologiske spor i de enorme ørkenlandskaber i det østlige Sudan. Vores undersøgelser har især koncentreret sig om Atbai-ørkenen, som udgør en lille del af den langt større Sahara. Vores team af arkæologer fra Macquarie University, Frankrigs HiSoMA-forskningsenhed og Det Polske Videnskabsakademi ønskede på den måde at fortælle historien om ørkenregionen mellem Nilen og Det Røde Hav – uden at foretage udgravninger. Men ét arkæologisk fænomen blev ved med at dukke op: Store, cirkulære massegrave med knogler fra både mennesker og dyr, ofte omhyggeligt arrangeret omkring en person begravet i midten. Gravanlæggene stammer sandsynligvis fra det fjerde og tredje årtusinde før vores tidsregning. De er omgivet af store, cirkulære stenhobe, ringe eller tidlige indhegninger af sten, nogle med en diameter på op til 80 meter. Her blev mennesker begravet sammen med deres kvæg, får og geder. I vores nye studie, der er offentliggjort i tidsskriftet African Archaeological Review, beskriver vi 260 hidtil ukendte gravanlæg øst for Nilen, spredt over næsten 1.000 kilometer ørken. Forskere har længe undret sig over de store, cirkulære gravmonumenter, som hidtil kun har været kendt fra enkelte udgravede eksempler i de egyptiske og sudanesiske ørkener. Fund, der tidligere blev betragtet som isolerede tilfælde, fremstår nu som dele af et større mønster. Det peger på, at en fælles nomadisk kultur har strakt sig på tværs af et enormt ørkenlandskab. De fleste gravanlæg ligger inden for grænserne af det nuværende Sudan på skråningerne af Rødehavsbjergene. Satellitbillederne kan dog ikke alene fortælle os hele historien om de mennesker, der byggede gravanlæggene. Kulstofdateringer og keramik fra de få udgravede monumenter fortæller os, at disse mennesker levede omtrent 4000–3000 år før vores tidsregning, lige før egypterne dannede det territoriale kongerige, vi kender som faraonernes Egypten. Men disse nomader havde kun lidt til fælles med egypterne, som levede i faste bosættelser og dyrkede jorden. Selv levede de i ørkenen og holdt husdyr. En del gravanlæg har 'sekundære' begravelser arrangeret omkring en 'primær' gravlagt person i centrum – måske en høvding eller et andet vigtigt medlem af samfundet. For arkæologer kan den slags fund være vigtige spor efter sociale forskelle og hierarkier i forhistoriske samfund. Arkæologer har i årtier diskuteret, hvornår de nomadiske samfund i Sahara blev mindre egalitære. De fleste er dog enige om, at det var omkring denne periode i det fjerde årtusinde før vores tidsregning, at en karakteristisk 'elite' opstod. Det var dog slet ikke i nærheden af det enorme sociale skel mellem herskere og almindelige mennesker, som man så i Egypten med dets faraoer og bønder. Men det er de første spor af social ulighed. Kvæg ser ud til at have haft stor betydning for disse forhistoriske nomader, og denne teori bliver også understøttet af forhistoriske helleristninger i området. Ved at lade sig begrave sammen med deres kvæg viser nomaderne, at de tillagde dyrene stor værdi. Tusinder af år senere begyndte lokale nomader igen at bruge de gamle stenanlæg som gravpladser – i nogle tilfælde næsten 4.000 år efter at de oprindeligt blev opført. Med andre ord skabte de forhistoriske nomader gravsteder, der blev brugt og respekteret gennem årtusinder. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skete med disse mennesker. De få dateringer, vi har af monumenterne, ligger hovedsageligt mellem 4.000 og 3.000 år før vores tidsregning. Det var mod slutningen af den såkaldte 'African Humid Period', hvor det tidligere langt grønnere Sahara var ved at tørre ud. Sommermonsunen nåede gradvist mindre langt mod nord, hvilket førte til mindre nedbør og færre græsningsområder. Som følge heraf måtte nomaderne opgive det vandkrævende kvæg, øge deres mobilitet, vandre mod syd eller søge mod Nilen. Monumenterne ligger næsten alle tæt på steder, hvor der dengang var adgang til vand – ved kli...

Foredrag om Donald Trump, fotografi og neurogastronomi. Koncerter med Mads Langer, Steffen Brandt og Katinka. Smagsprøver med fokus på vores forskellige sanser og omvisninger på Antikmuseet. Det og meget mere kan du opleve i weekenden, når PARK vidensfestival slår dørene op i Universitetsparken i Aarhus for andet år i træk. Det skriver Folkeuniversitetet, som arrangerer festivalen, i en pressemeddelelse. Skulle du finde vej forbi festivalen, kan du opleve en lang række foredrag, samtaler, koncerter og kunst. Alt sammen med fokus på nogle af tidens store temaer som longevity, AI, Grønland og fremtidens energi. Selvom vidensfestivalen kun er et år gammel, har arrangørerne allerede udviklet konceptet. Som noget nyt i år præsenterer de et dedikeret børneområde, og så har de udvidet festivalen med en ekstra dag. Også deltagerantallet forventer de vil stige markant. I 2025 lød deltagerantallet på 4.500. I år forventes det, at 10.000 deltagere vil lægge vejen forbi Aarhus Universitetspark. Festivalen finder sted: Lørdag den 22. august fra klokken 10 til 22 Og søndag den 23. august fra klokken 10 til 18. Den er gratis og åben for alle, men Folkeuniversitetet opfordrer til, at man tilmelder sig på forhånd.

"Har vi ikke fri?" Flere elever i 7. klasse sukker opgivende, da deres lærer kommer ind efter 12-frikvarteret og annoncerer to timers madkundskabsteori. 40 minutter senere ligger to tredjedele af klassen ind over deres borde, nogle med lukkede øjne, mens en video om mælkeprodukter kører på tavlen. Der er varmt og halvmørkt i lokalet, og luften er tung. Da klassen får pause, styrter de fleste drenge mod gymnastiksalen, mens pigerne går i retning mod et sofaområde for at slappe af. Madkundskabstimen er én af flere hverdagssituationer, jeg har observeret på en jysk forstadsskole. I 2025 fulgte jeg undervisning og frikvarterer i en 2., 4. og 7. klasse og interviewede elever, lærere, pædagoger og sundhedsplejerske om krop og trivsel. Resultaterne er netop blevet publiceret. Her viste det sig, at børnene forbandt trivsel med skiftende energiniveauer og udmattelse, og at denne udmattelse handlede lige så meget om skolens rammer, rytmer og krav som om søvnmangel. Som Agnes fra 4. klasse siger: "Jeg føler egentlig, at jeg passer ret godt ind på den her skole. Jeg har det ret godt. Der er ikke rigtigt noget, jeg er bange for eller ikke har det godt med." Veninden Asta indskyder: "Kun lige om morgenen, der er jeg meget træt." Pigerne forklarer, at de også er meget trætte i sidste time, men at det hurtigt ændrer sig, når skoleklokken ringer. "Lige når vi har fri, så får man bare megameget energi," siger Asta. "Man får energi af ordet fri," konkluderer Emma. Pigernes samtale peger på, at udmattelse er en del af skolehverdagen, og at energiniveauer skifter alt efter situationen. Et nyt studie peger på, at træthed er en udbredt og voksende udfordring i nordiske skoler, og at det er forbundet med dårligere læring og uroskabende adfærd i timerne. Studiet er baseret på 4.-klasseelevers egne angivelser af, hvor ofte de føler sig trætte ved skolestart. Ifølge Skolebørnsundersøgelsen giver hvert fjerde danske barn udtryk for at være træt hver morgen, og halvdelen mindst én morgen om ugen. Tallene har været stigende siden 1980'erne. Særligt siden årtusindeskiftet har der med udbredelsen af smartphones været øget opmærksomhed på børn og unges søvn. Få studier har imidlertid undersøgt, hvordan skolebørns niveauer af energi og udmattelse skifter i løbet af dagen. Et dansk studie viser, at elevers faglige præstationer gradvist forringes i takt med, at skoledagen skrider frem, men at præstationerne forbedres efter pauser, hvilket kan indikere, at der her sker en form for 'opladning' af energi. Det er dog stadig uklart, hvordan sociale og strukturelle forhold i skolehverdagen spiller ind på skiftene mellem energi og udmattelse. Udmattelse viste sig forskelligt blandt de skoleelever, jeg mødte. Især de ældre elever lå hen over bordene, pakkede sig ind i tæpper og gabte højlydt. Blandt de yngre elever viste udmattelse sig oftere gennem uro: snakke på tværs af lokalet, banken i bordet eller bevægelse ind og ud ad døren. Hermed var udmattelse og høj energi ikke altid modsætninger, som to 7.-klassespiger forklarer: "Sidste time er sådan lidt hulter til bulter, fordi alle har så lidt energi, at det føles, som om de har mere energi. Så folk råber og alt muligt," siger Ester, og Sofie tilføjer: "De har ikke energi nok til at tie stille." I vores undersøgelse fik mine kolleger og jeg øje på tre overlappende former for udmattelse: Fysisk udmattelse: når eleverne er trætte efter idræt, frikvarter eller utilstrækkelig nattesøvn. Mental udmattelse: ofte udtrykt gennem vendinger som "jeg magter det ikke" og "jeg orker det ikke" – som når eleverne ikke 'magter' madkundskab, eller at det kun er mandag. Social udmattelse: når træthed smitter som en stemning i klassen, som i scenen fra 7. klasse, hvor den kommer til at udtrykke en kollektiv modstand mod lærerens program. Gennem både observationer og interviews blev det tydeligt, at elever og lærere abonnerede på en fælles fortælling om bevægelse som modvægt til udmattelse. Agnes fra 4. forklarer: "Jeg synes, det er ret...

Det lyder som et helt enkelt spørgsmål. Men når man undersøger videnskaben bag, er svaret mere nuanceret end enten "ja" eller "nej". Idéen om stueplanter som luftrensere kan spores tilbage til et amerikansk studie fra 1989. Studiet blev udført for NASA som led i forskning i lukkede livsunderstøttende systemer til rumstationer. I forseglede, kontrollerede kamre reducerede visse plantearter koncentrationerne af flygtige organiske forbindelser (VOC'er). Det er kemikalier, der let fordamper i luften ved stuetemperatur, herunder nogle giftige stoffer som benzen, trichlorethylen og formaldehyd. Forskningen var solid. Udfordringen er, at resultater fra et lukket og kontrolleret NASA-kammer ikke uden videre kan overføres til et almindeligt hjem. Det er en væsentlig forskel, som ofte bliver overset, når stueplanters evne til at rense luften omtales. De fleste studier, der viser, at stueplanter fjerner forurenende stoffer, deler et grundlæggende designelement: små, forseglede kamre med kunstigt høje koncentrationer af forurenende stoffer tilført som én enkelt høj dosis. En plante bliver placeret i kammeret, koncentrationerne af de forurenende stoffer bliver målt over tid, og og man beregner, hvor effektivt planten fjerner stofferne. Dette design fungerer godt til at sammenligne planter med hinanden , men det giver ikke et godt billede af, hvad man kan forvente under forholdene i et almindeligt hjem. Den kritiske manglende variabel er noget, bygningsforskere kalder luftskiftethastigheden (luftskiftet), som angiver, hvor hurtigt udeluft naturligt erstatter indeluft gennem sprækker, vægge og ventilationssystemer. I en bygning bliver mange forurenende stoffer allerede fjernet gennem den naturlige udskiftning af inde- og udeluft. Da et studie fra 2019 modellerede planters ydeevne i forhold til luftudskiftningshastigheder i den virkelige verden, fandt forskerne, at der skulle mellem 10 og 1.000 planter per kvadratmeter til, for at matche det som en bygnings passive ventilation allerede opnår. Så det videnskabeligt forsvarlige svar er: Stueplanter kan fjerne en del forurenende stoffer, men de er ikke en effektiv selvstændig løsning til luftrensning i boliger. Det betyder ikke, at de tidligere studier var 'forkerte'. Det betyder, at deres resultater ofte blev overført for langt til hverdagssituationer, hvor fysikken bag indeluft er meget anderledes. Mere nylige gennemgange skelner mellem almindelige potteplanter og mere avancerede plantebaserede systemer. Visse botaniske biofiltre, hvor ventilatorer tvinger luft gennem et vækstmedie omkring planternes rødder, kan have et reelt potentiale til at rense luften, men det er en helt anden teknologi end blot et par dekorative planter i vindueskarmen. En anden forskel er, at forholdene i virkelige indendørsmiljøer er langt mere dynamiske end i laboratorieforsøg. I modsætning til mange forsøg bliver forurenende stoffer i hjemmet løbende eller med mellemrum tilført fra forskellige kilder. I hjemmet kan udledningen være konstant eller periodisk og stamme fra madlavning, rengøring, møbler, forbrugerprodukter, opvarmning og trafikforurening udefra. Temperatur, luftfugtighed, antallet af personer i boligen og ventilationen varierer også i løbet af dagen. Alle disse forhold påvirker, hvordan forurenende stoffer bliver udledt, spredt og aflejret indendørs. Derfor er de faktiske eksponeringsforhold langt mere komplekse end de kontrollerede forhold, som mange studier bygger på. Derfor er de mest troværdige anbefalinger fra sundhedsmyndighederne stadig ret enkle. Først bør man reducere eller fjerne kilden til forureningen. Det kan være at undgå produkter, der afgiver dampe, såsom aerosolsprays eller stærke kemiske rengøringsmidler, samt at udbedre problemer som fugt og utætheder, der kan fremme skimmelsvamp. Dernæst bør man forbedre ventilationen og anvende effektiv filtrering. Ventilationen kan for eksempel forbedres ved at åbne vinduer og døre samt bruge udsugning i køkken og badeværelse. Man kan også øge ti...

Vi bruger det, når vi står over for et valg mellem to næsten lige dårlige muligheder, hvor det kan være utroligt svært at gennemskue, hvad der er mindst slemt. Selvom det er meget længe siden, at disse to sygdomme har været et problem i Danmark, så er udtrykket blevet hængende i vores sprog. Og skønt det heldigvis er sjældent, vi står over for valg, der er nær så dramatiske som disse to historiske og dødelige sygdomme, rejser det alligevel et interessant spørgsmål: De begge har bevist, at de er farlige, men en af dem må jo være farligere end den anden. Det udforsker vi i denne explainer-video. Der er tale om to meget forskellige sygdomme, som smitter på meget forskellige måder: Kolera smitter oftest via inficeret vand. Og kommer der nok af den ind i tarmsystemet, danner den en gift, der får cellerne i tarmvæggen til at udskille store mængder væske og føre til farlig diarré. Pest findes i to varianter: lungepest, som smitter via hoste, og byldepest, som smitter via bid fra lopper eller mider. Byldepesten trænger ind i blodet og danner betændte bylder i lymfeknuderne, hvilket ofte fører til en dødelig blodforgiftning. Men hvordan behandler vi disse to sygdomme, og hvilken er den værste at få? Det vil du få svaret på i videoen i toppen af denne artikel. Viden i videoen kommer fra artiklen 'Pest eller kolera - hvad er værst?'

Hvis du er en forælder, der lige nu sidder og er bekymret for skolestart, fordi dit barn ikke er lige så socialt anlagt som de andre børn - så kan du måske ånde lidt lettet op. Et nyere studie viser nemlig, at usociale børn faktisk ofte lader til at være gladere, end vi går og tror. Det afgørende ser ud til at være, om barnet selv føler sig som en del af fællesskabet. Det skriver University of Georgia i en pressemeddelelse. Forskerne bag studiet har undersøgt svar fra 473 4.- og 5.-klasses elever fra flere skoler i den amerikanske delstat Georgia. Børnene skulle besvare spørgsmål, om, de syntes, det var vigtigt at passe ind og graden af tilfredsstillelse med deres en-til-en- og grupperelationer i klassen. Svarene skabte to tydelige grupper blandt de mindre sociale børn: Børn, der værdsatte følelsen af at høre til, men samtidig ofte valgte at være alene, var tilfredse med både deres venskaber og deres plads i klassen. Forskerne mener, at de deltager socialt ofte nok til at være inkluderet og derfor trygt kan takke nej andre gange. Omvendt var børn, der ikke syntes, det var vigtigt at passe ind, oftere utilfredse med deres relationer. En mulig forklaring er ifølge forskerne, at de ikke så nogen grund til at vedligeholde deres sociale relationer og derfor ofte takkede nej til invitationer om at lege. Men forskerne peger på en mulig selvforstærkende effekt: Hvis barnet ofte afviser invitationer, kan de andre børn efterhånden holde op med at invitere, hvilket kan føre til isolation og ensomhed. Forskerne mener, at forskellen ligger i, hvor ofte børnene accepterer en 'social invitation'. Jo flere gange de siger ja, jo større chance er der for at blive inviteret igen. De gladere børn havde altså en større balance mellem at være sociale og lege alene.. "Der er ting, vi gør, fordi de er gode for os. Vi træner. Vi spiser vores grøntsager. Vi ved at det er vigtigt, " forklarer Michele Lease, medforfatter af studiet og professor på University of Georgia, til phys.org. "Sociale interaktioner er præcis det samme. At sige nej til at være sociale, er ligesom ikke at træne, det leder til dårligere resultater." Resultaterne kan ifølge forskerne være relevante for både lærere og forældre. Et barn, der foretrækker at lege alene, behøver ikke straks at blive skubbet ind i en stor social aktivitet. Det kan være bedre forsigtigt at opmuntre barnet til at være sammen med en mindre gruppe børn, som det har noget til fælles med. Studiet er publiceret i tidsskriftet The Elementary School Journal.

Kim Kardashian, en influencer med over 345 millioner følgere, opfordrer på Instagram til, at du får foretaget en skanning af hele din krop. En MRI-skanning, som det hedder, kan nemlig opdage "tidlige stadier" af kræft, skriver hun. "Det har virkelig reddet nogle af mine venners liv." Den slags budskaber kan umiddelbart virke uskyldige, det er trods alt 'bare' en skanning. Men ifølge forskerne bag en analyse af opslag om sundhedstest på sociale medier er der ofte tale om "vildledning". Reklamerne kan føre til "overbehandling", i værste fald kan de forskellige test ende med at gøre "skade" på testpersonerne. Problemet genkendes også i Danmark. I en rundspørge, som Videnskab.dk har været med til at gennemføre blandt repræsentanter for omkring 210.000 danske sundhedsansatte, fortæller flere om et stigende antal patienter, som efterspørger overflødige test og behandlinger. "De her skanninger af raske skaber bekymring uden grund og fører til spild af ressourcer," siger Mette Hvilshøj Fabricius, cheflæge på Sjællands Universitetshospital, til Videnskab.dk. I det nye studie af reklamer for sundhedstest har et internationalt hold af forskere analyseret i alt 982 opslag på Instagram og TikTok. Her er, hvad de finder frem til om indholdet: 87 procent nævner gavn af testene - 15 procent nævner mulige skadevirkninger. 6 procent omtaler risiko for overdiagnostik eller overbehandling. 6 procent af opslagene henviser til videnskabelig evidens, mens 34 procent primært anvender personlige historier til at promovere testen. 68 procent af afsenderne havde økonomiske interesser i at promovere testen (i form af partnerskab, samarbejde, sponsorater eller salg af testen for egen vindings skyld). "Testene bliver promoveret under dække af at være en tidlig form for screening, en måde, man kan få kontrol over sit eget helbred på." Det udtaler en af forskerne, Brooke Nickel, seniorforsker ved University of Sydney School of Public Health, som står bag studiet. "Problemet er, at testene for de fleste mennesker er unødvendige," siger hun. Cheflægen Mette Hvilshøj Fabricius kender til problemet. Hun er også formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi og hun møder ofte patienter, som efterspørger unødig behandling, fortæller hun. "Vi oplever en del ekstraarbejde, fordi der bliver foretaget skanninger - især CT- og MR-skanninger - som gør tilfældige fund, og som vi så skal bruge tid på at undersøge nærmere." Analysen af indholdet på sociale medier viser de fem typer test, som får mest omtale. Og så fremhæver forskerne udfordringerne ved at promovere netop disse test: 1. Helkropsskanninger (MRI-skanning). Markedsføres ofte som en tidlig mulighed for at opdage tidlig udvikling af kræft. Problemet er, at man næsten altid finder noget hos raske mennesker, ofte noget, som sjældent er farligt, men som kan udløse angst. 2. AMH-testen ('Ægreserve-testen'). En blodprøve, som måler Anti Müllersk Hormon i de små tidlige ægblærer (follikler). Testen kan afsløre chancen for at blive gravid, lyder det ofte. Men det passer ikke - den kan kun antyde mulige udfordringer med fertiliteten. 3. Testosterontesten. En blodprøve og angiveligt et tjek af, om man nu også har et 'optimalt' niveau af testosteron i sin krop. Problemet er, at blodprøven ofte bliver koblet til et salg af testosterontilskud - tilskud, som kan øge risikoen for sygdom hos raske mænd. 4. Genetisk kræfttest ('MCD- eller multi-cancer-testen'). En blodprøve, som hævdes at kunne opdage tidlige tegn på op mod 50 forskellige kræftformer. Evidensen for testen er svag, men de forskellige tegn på sygdom, som blodprøven antyder, udløser ofte unødvendig behandling. 5. Tarmikrobiomanalyse ('Afføringstesten'). Kortlægger sammensætningen af bakterier i tarmen og promoveres hyppigt som nøglen til alt fra god fordøjelse til bedre mental sundhed. Men videnskaben bag en almen brug af testen er stadig på et tidligt stadie. I rundspørgen peger flere danske sundhedsprofessionelle især på helkropsskanninger som noget, d...

Et romersk fragtskib har i over 2.000 år gemt sig lige ud for Siciliens kyst ved Mazara del Vallo. Det skriver The Guardian. Vraget er fundet, efter at fiskere i området tippede myndighederne - som ellers fik sig en overraskelse, da de sendte dykkere 46 meter ned under havoverfladen til det gamle skibsvrag. Det 21 meter lange og seks meter brede skib gemte nemlig på omkring 500 amforaer. Høje 'beholdere' i ler eller keramik, der har den karakteristiske smalle hals og to hanke, som vi alle nok forbinder en smule med antikkens Grækenland og Romerrigets keramik. Amforaerne er i sin tid blevet brugt til at fragte vin og olivenolie - og fundet af de 500 nye amforaer kan bruges som endnu et bevis på handelsruterne og de handler, der blev gjort i området omkring Middelhavet. Fund som de mange amforaer har stor betydning for arkæologer, der via fundene kan rekonstruere det handelsnetværk, der forbandt Italien med resten af Middelhavet i det første og andet århundrede før Kristi fødsel. Italiens kulturminister, Alessandro Giuli, har beskrevet fundet som: "Et af de vigtigste undervandsarkæologiske opdagelser i de senere år." Over de næste par måneder har arkæologerne planlagt yderligere undersøgelser af området, hvor de vil forsøge at datere skibsvraget og finde ud af, hvor det kom fra og hvor det skulle hen. Skibsvraget er ikke det eneste af sin slags, et andet skibsvrag blev i 2021 også fundet ud for Siciliens kyst. Øen har en central placering i gamle maritime ruter, der har forbundet Grækenland, Mellemøsten, Nordafrika og Europa med hinanden - og anses derfor for at være ét af de steder i Middelhavet, der er bedst til undervandsarkæologi.

Hvad nu hvis vi kunne beskytte hjernen mod demens ved at vrikke med lillefingrene i nogle få sekunder hver dag? Den seneste, virale TikTok-trend, som har fået tilnavnet 'Pinky Time' ('pinky' er det engelske ord for lillefinger, red.), hævder, at en simpel fingerøvelse kan sænke risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom. Videoer, der promoverer dette påståede trick til en sund hjerne, har fået millioner af visninger, og en del hævder endda, at det kan være et advarselstegn på kognitiv tilbagegang, hvis man har svært ved at udføre bevægelsen. Ved at holde fingrene i en bestemt position og lade lillefingrene bevæge sig op og ned hævder Pinky Time-fortalerne, at man giver hjernen en hurtig omgang motion, som hjælper med at holde den skarp. Det er ikke svært at forstå, hvorfor idéen er blevet så populær. Tanken om, at en gratis og ubesværet daglig vane kan beskytte mod en af alderdommens mest frygtede sygdomme, er naturligvis tillokkende. Men selvom trenden har rødder i reel viden om hjernen, går de påstande, der bliver fremsat, langt videre, end forskningen egentlig giver belæg for. Det kræver en ordentlig omgang koncentration at udføre nye og finmotorisk krævende bevægelser med fingrene, for eksempel at lære nye guitar-akkorder. Hjernen skal planlægge hver enkelt bevægelse, holde de forkerte impulser tilbage og hele tiden tilpasse sig ud fra det, øjnene ser, og fingrene mærker. Det er faktisk en hel del mentalt arbejde for en så lille fysisk opgave. Det kan være en del af forklaringen på, at aktiviteter som at lære at spille et instrument eller at strikke ofte kobles til en skarpere hukommelse og bedre kognitive evner. I mange år har forskere brugt øvelser, hvor man gentagne gange trommer med fingrene eller følger en enkel rytme, til at undersøge sammenhængen mellem bevægelse, opmærksomhed og hjernens aldring. Men disse øvelser er først og fremmest forskningsredskaber og bør ikke opfattes som egentlige tests for demens eller hukommelsessvækkelse. Der er også en anden forklaring bag idéen. Hjernen har nemlig en bemærkelsesværdig evne til at omstille sig og danne nye forbindelser, når vi lærer noget nyt. Når vi øver en ny fingerbevægelse, stimulerer vi de netværk i hjernen, der styrer bevægelsen, og hjælper dem med at blive stærkere og mere effektive. I den forstand passer 'pinky time' ind i en bredere gruppe af aktiviteter, der udfordrer hjernen gennem nye erfaringer og krav til koordinationen. Alt fra jonglering og dans til at lære et nyt sprog kan være med til at holde hjernen robust og modstandsdygtig, efterhånden som vi bliver ældre. Det kan føles mentalt krævende at udføre uvante bevægelser, men det betyder ikke, at øvelsen kan bruges til at diagnosticere kognitiv tilbagegang eller beskytte mod den. Hvor godt, man klarer en fingerkoordinationstest, afhænger af mange ting, blandt andet bevægelighed, smidighed, tidligere skader og øvelse. En rask person kan sagtens have svært ved opgaven, mens en person med kognitive udfordringer kan udføre den uden problemer. 'Pinky time'-trendens popularitet understreger, at mange mennesker leder efter enkle måder at holde øje med og beskytte deres hjernes sundhed på. Men i virkeligheden er det langt mere kompliceret at opdage de tidligste tegn på kognitiv svækkelse. Læger og forskere anvender nøje udviklede tests, som måler en række forskellige mentale funktioner, blandt andet hukommelse, opmærksomhed, sprog og de såkaldte eksekutive funktioner, som er evnen til at planlægge, organisere og styre sine handlinger i hverdagen. Der er på nuværende tidspunkt ikke dokumentation for, at netop denne fingerøvelse kan forudsige tidlige problemer med hukommelse eller tænkning. Der er heller ikke stærke videnskabelige beviser for, at vi kan forebygge kognitiv tilbagegang ved at træne bevægelsen. Forskning i forskellige hånd- og fingerøvelser har vist beskedne forbedringer hos personer, som allerede oplever kognitive vanskeligheder, men dokumentationen er stadig begrænset, og det er uklart, om effekte...

Måske kan du med det samme se, hvad billedet forestiller. Det er verdens nok mest berømte vulkan: Vesuv. Den hæver sig over landskabet ved Napolibugten med sin klassiske vulkanform og tydelige kraterrand. "Et fantastisk billede. En smuk calderakant mod nord." Sådan beskriver Hans Jørgen Kjøll det nye billede, som astronauten Sophie Adenot har taget om bord på Den Internationale Rumstation og offentliggjort på X. Kjøll er geolog og forsker ved Universitetet i Oslo. Vesuv er især kendt for det enorme udbrud i år 79, som begravede de romerske byer Pompeji og Herculaneum. De to byer blev dækket af aske og sten, og i dag ligger der en langt, langt større by i området. På billedet kan man tydeligt se, hvordan Napoli omkranser vulkanen. Byen har omkring en million indbyggere, mens flere millioner bor i det omkringliggende område. Her ligger også det, der ofte kaldes en af verdens farligste supervulkaner, Campi Flegrei, ifølge blandt andre den amerikanske medieorganisation NPR. Det er ikke det samme som Vesuv, selvom vulkanen er en del af det større vulkanske område. Campi Flegrei ligger umiddelbart vest for Vesuv og Napoli, men det er muligt, at de har samme oprindelse dybt nede i Jordens kappe, siger Hans Jørgen Kjøll. Men placeringen er farlig. "Der bor rigtig mange mennesker i Napoli-området," siger Hans Jørgen Kjøll. Kombinationen af et stort, aktivt vulkansk område og en millionby kan være meget farlig. "Hvis hele dette vulkanske system går i udbrud igen, kan det potentielt blive meget alvorligt for alle, der bor der." Campi Flegrei (De brændende marker) er en stor supervulkan (caldera) under jordoverfladen, som fyldes med og tømmes for magma. Det er et vulkansk område, der overvåges intensivt. "Den er stor. Det er en kollapset vulkan," siger Hans Jørgen Kjøll. "Området ligger og ånder. Magmaen nede i undergrunden stiger støt og roligt. Der er en stor kuppel, som bevæger sig, når magmatrykket under jorden øges." På kortet nedenfor kan du se, hvor Campi Flegrei ligger. Napoli ligger umiddelbart mod øst, mens Vesuv ligger lige uden for kortet til højre: Der er så store bevægelser i undergrunden, at dele af gamle romerske byer er endt under vand. Dele af Napoli ligger oven på supervulkanen, og de italienske beredskabsmyndigheder har udarbejdet detaljerede evakueringsplaner. Planerne og risikovurderingerne kan ses på myndighedernes hjemmesider. I den røde zone, der anses for at være den mest udsatte, bor omkring 500.000 mennesker. Zonen omfatter flere vestlige kvarterer i Napoli, blandt andet bydelene Soccavo og Pianura. Her er der især risiko for såkaldte pyroklastiske strømme, hvis der skulle komme et stort udbrud. Det er hurtigt bevægende strømme af glohed aske, som kan være yderst farlige og koste mange mennesker livet. Myndighederne understreger, at det eneste mulige tiltag er "forebyggende evakuering" – altså evakuering, før udbruddet finder sted. Det kræver, at de kan varsle vulkanudbruddet på forhånd. "Vi må håbe, at de har gode varslingssystemer," siger Hans Jørgen Kjøll. Han kender ikke de konkrete forhold omkring varslingen i Napoli, men fortæller, at det er et stort og vigtigt tema inden for fagområdet. "Vi deltog i en vulkanologisk konference, hvor mange af oplæggene handlede om Campi Flegrei." "De har store mængder overvågningsdata fra både satellitter og instrumenter på jorden." Instrumenterne registrerer ændringer, der kan spores tilbage til bevægelser under jordoverfladen. "Det lader ikke til, at der er umiddelbar fare for et udbrud, for så ville myndighederne være begyndt at evakuere." "Men man kan se, at området formentlig er ved at blive fyldt med magma." Området er i øjeblikket i dvale, men der kommer jævnligt nyheder om aktivitet under jorden ved Campi Flegrei, der beskrives som et dynamisk system, der skiftevis fyldes med og tømmes for magma. ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Efter en historisk hård tørkeperiode er vandstanden i mange af Europas floder rekordlav. Det har blandt andet sat tydelige spor i Europas næstlængste flod Donau, der snor sig 2.860 kilometer gennem ti forskellige lande. Her er vandstanden i Ungarn og Rumænien blevet målt til at være den laveste, man nogensinde har registreret. Tørkeperioderne i Europa bliver ifølge EU's observationsorgan Copernicus værre og værre. Det medfører en lang række problemer, men for arkæologien betyder det spændende nye fund. Den lave vandstand har nemlig blotlagt vragene fra 20 tyske krigsskibe fra 2. verdenskrig i Serbien, der før var dækket af det plumrede flodvand. Krigsskibene var formodentlig en del af Hitlers Sortehavsflåde, som tyskerne selv valgte at sænke under krigen, skriver The Guardian. Flodsengen afslørede dog også et meget ældre fund, nemlig knoglerne fra en uldhåret mammut (Mammuthus primigenius). En art, der uddøde for cirka 7.000-10.000 år siden. Knoglerne blev først opdaget af lokale tæt på landsbyen Ryahovo i Bulgarien, der kontaktede det regionale museum i Ruse. Da eksperterne kom frem til stedet, kunne de hurtigt identificere flere af knoglerne, der blandt andet inkluderer urtidselefantens stødtænder. Det er ikke første gang, man finder gamle knoglerester i området tæt på Ryahovo. Kiramir Kirov, der er kurator for museets naturafdeling, udtaler i et interview med det bulgarske nyhedsbureau BTA, at han tror, at floden er årsagen til, at der er så stor en samling af fortidslevn i området. "Området omkring Ryahovo er formentligt en slags aflejringsområde, hvor strømmen i Donau gennem tiden har ført og samlet rester fra mange forskellige dyr hen. Men det er selvfølgelig også muligt, at nogle af dyrene levede i området," siger han.

Kender du det, når du lige pludselig går i stå, midt i en sætning, og så er der bare helt tomt? Måske sidder du foran computeren og skriver en mail til chefen - eller måske er du midt i en samtale med en ven. Men så er det, som om der er én, der hiver stikket ud til dit hoved, og for en kort stund er din hjerne fuldstændig blank. Det er et fænomen, forskerne kalder 'mind blanking'. Én teori er, at det opstår, fordi søvnen invaderer den vågne hjerne. Eller sagt med andre ord: At din hjerne simpelthen tager sig en lillebitte morfar. Mens du, og resten af din krop, er spilvågen. Men kan hjernen virkelig bare falde i søvn midt i det hele? Eller er der noget andet på spil, når din indre verden forvandler sig til et tomt, hvidt lærred? Det kan du blive klogere på i denne uges episode af Brainstorm. Du kan lytte til episoden gennem afspilleren i toppen af artiklen eller ved at søge på 'Brainstorm' det sted, hvor du hører podcasts. Forestil dig, at du bliver bedt om ikke at tænke på noget. Hver gang en tanke spontant opstår, skubber du den væk. Og til sidst er dit hoved måske støvsuget for tanker. Eller de flyder i hvert fald bare lidt rundt i baggrunden. Hvis du kunne se din hjerneaktivitet i den situation ville du se, at din hjerne faktisk arbejder ret hårdt for at holde tankerne ude. Men hvis du mind blanker - altså, hvis der spontant opstår et øjeblik, hvor dit hoved føles komplet tomt - så har forskere fundet, at hjerneaktiviteten er en helt anden. Så hvad foregår der egentlig i hjernen på os, når vi oplever 'ægte' mind blanking'? Og hvorfor tror forskerne, at mind blanking opstår? Det kan du høre om i podcasten, hvor du også kan blive klogere på: Hvad mikro-søvn er? Om det er mind blanking, når klappen går ned - for eksempel til eksamen? Om de blanke øjeblikke er et tegn på søvnmangel, stress – eller måske bare en helt normal del af at være menneske?

12. august 2026 kunne vi opleve en ganske imponerende delvis solformørkelse over Danmark. Der er dog mere end hundrede år til, at vi får en total solformørkelse over Danmark igen. Det sker først i 2142 og bliver kun synlig fra en meget lille del af Danmark - det vender vi tilbage til. Kigger vi på hele det danske kongerige, ser det lidt anderledes ud. Som med så mange andre naturfænomener er der lidt mere spændende i Færøerne og Grønland. Her får du et hurtigt overblik over de kommende solformørkelser over Danmark, Færøerne og Grønland samt de totale formørkelser i hele verden. En solformørkelse opstår, når Månen passerer mellem Solen og Jorden. Dermed blokerer Månen helt eller delvist for Solens lys, så det ikke når frem til Jorden. Antallet af solformørkelser varierer fra år til år. Der forekommer dog altid mindst to solformørkelser på et år, mens der højst kan være fem. Når Solen, Månen og Jorden står på en perfekt linje, skabes en total solformørkelse, hvilket er en sjælden begivenhed. Totale solformørkelser kan kun opstå, fordi Solen er omkring 400 gange større end Månen, men også befinder sig cirka 400 gange længere væk fra Jorden. Derfor ser Solen og Månen næsten lige store ud på himlen set fra Jorden, hvilket gør det muligt for Månen at dække hele Solskiven og for en kort stund skjule Solen fuldstændigt. I Danmark opstår den totale solformørkelse omkring hvert 300. år. Den seneste skete i 1851, og den næste altså først 25. maj 2142 med maksimum klokken 11:06. Denne bliver kun synlig fra Bornholm. Efter 2142 skal danskerne igen vente et rigtig godt stykke tid, til 2. september 2426. Den formørkelse bliver så til gengæld total overalt syd for Viborg, og det bliver også en formiddagsformørkelse, så den er nok værd at vente på, skriver Aarhus Universitet. Delvise solformørkelser kan ses meget hyppigere fra Danmark - efter den, som kan ses 12. august 2026, vil næste mulighed være 2. august 2027, hvor dog kun 11 procent af Solen vil blive dækket. Du kan læse mere om solformørkelser og blære dig med 5 videnskabelige facts om solformørkelsen, næste gang du oplever, at Månen dækker for Solen - helt eller delvist. Bortset fra solformørkelsen 12. august 2026, så er den seneste totale solformørkelse den 8. april i 2024 på det nordamerikanske kontinent. Inden da så USA en total solformørkelse i 2017, hvor flere end 200 millioner amerikanere angiveligt skulle have set med. De gik enten udenfor og kiggede op på himlen med solformørkelsesbriller på, eller de så med på fjernsynet derhjemme. Månens dække for Solen er altså en meget populær begivenhed i vores moderne hverdag. I den videnskabelige verden har man gennem århundreder på samme måde været interesseret i solformørkelserne. Du kan læse hvorfor her: Hvordan videnskaben har kunnet bruge solformørkelser. Hvis vi går helt tilbage til videnskabens vugge - det gamle Grækenland - har solformørkelser endda afsluttet krige og løst fysikkens gåder. De gamle grækere skulle være blevet så betaget af Solens pludselige forsvinden, at de smed deres våben fra sig og sluttede fred. Om vi bliver i det gamle Grækenland eller spoler frem til den seneste solformørkelse, er én ting helt sikker. Solformørkelser fascinerer os mennesker. Vi har skrevet historier og digte om fænomenet. Malet malerier. Og taget billeder og videoer af det særprægede fænomen. Det sidste er ofte det mest interessante for rum-nørder. Her er det for eksempel astrofysikeren Tina Ibsen, der beretter fra sin rejsedagbog: Så vild var den totale solformørkelse set fra Chiles bjerge. Endnu vildere er det, når man ser solformørkelsen fra afstand - laaaang afstand. På Den Internationale Rumstation ISS, som svæver i kredsløb om Jorden, har NASA både i 2017 og 2024 taget billeder af den totale solformørkelse. Her kan man se, hvordan en stor, sort skygge bevæger sig på en ellers soloplyst jordklode. Længere ude i rummet, på Mars, har NASA også haft held med at tage billeder af en solformørkelse, en solformørkelse over Mars. Solformø...

Det var bare en helt almindelig dag for dronepiloten og filmskaberen Alexander Forest, da han fangede et særligt øjeblik på kamera. Det skriver flere internationale medier, heriblandt ScienceAlert. Alexander Forest filmer Australiens dyreliv og fulgte i den anledning en gruppe pukkelhvaler, der svømmede forbi New South Wales nordkyst. Pludselig opdagede han, at en af hun-hvalerne opførte sig underligt. For modsat de andre hvaler svømmede hun langsomt og drev ind til kysten. "Først troede jeg, at den bare hvilede sig, for jeg havde aldrig set en hval bevæge sig så langsomt og konsekvent," siger Alexander Forest til Discover Wildlife. Men efterfølgende gik det op for ham, at der var noget helt andet på færde, og derfor zoomede han ind på episoden med sit kamera. Det viste sig, at den langsomme pukkelhval ikke var træt, men i gang med at føde. Pludselig dukkede en lille pukkelhvalunge op til overfladen, og tilfældighederne ville, at Alexander Forest havde fanget det hele på video. Han fulgte de to pukkelhvaler i timerne efter fødslen, hvor han kunne dokumentere deres adfærd. De sjældne optagelser viser, at moderen holdt nøje øje med sin lille unge, som havde svært ved at styre sin svømmeretning, og derfor svømmede op til tre meter væk fra moderen. Det er ifølge forskningschef hos den australske organisation ORRCA Annie Post vigtig viden for forskningen. Ifølge organisationen er det fjerde gang, at en pukkelhvalfødsel fanges på video. Men Alexander Forest er den første i historien, der fanger en sådan begivenhed ved hjælp af et dronekamera.

Himmelfesten slutter ikke, når solformørkelsen onsdag aften er slut, så der er grund til at blive hængende ude med blikket rettet opad lidt længere tid. En af årets største meteorregne, Perseiderne, vil nemlig kunne ses på himlen. Og skæbnen vil, at de topper netop onsdag aften. Men hvad er Perseiderne? Vi har bedt astrofysiker og videnskabsformidler ved Cosmic Dawn Center på Niels Bohr Institutet, Peter Laursen, om at forklare det for os. "Perseiderne er i virkeligheden en stor støvsky, som kometen Swift Tuttle har efterladt. Skyen er opstået, når kometen er kommet tæt på Solen. Materiale fra den er fordampet og har efterladt små støvkorn langs dens bane," forklarer han. "Når Jorden bevæger sig rundt om Solen, passerer vi gennem denne støvsky. De små støvkorn trænger ind i atmosfæren, og det er dem, vi kan se på himlen." Kigger du op mod himlen, kan du være heldig at fange mellem 40-80 stjerneskud i timen, alt efter hvornår du kigger, og under hvilke forhold du kigger. Allerede i aften kan du være heldig at spotte et stjerneskud eller to. Det skyldes, at Perseiderne er aktive fra slutten af juli til midten af august. Men det er først natten mellem onsdag og torsdag, at de når deres top, så der kan man se flest stjerneskud. Når der både er solformørkelse og meteorregn på én og samme aften, rejser det måske nogle spørgsmål. For kan de to samtidige fænomener hænge sammen? Når der er solformørkelse, er det altid i følgeskab med nymåne. Nymåne betegner den månefase, hvor Månen ikke kan ses fra Jorden, fordi Månen befinder sig mellem Jorden og Solen. Solformørkelsen i sig selv har ikke nogen betydning for Perseiderne og deres dans hen over himlen, men det har nymånen. Skal du se Perseiderne klarest, så er de rigtige forhold afgørende. Et af dem er, at der skal være så mørkt som muligt. Og nymånen gør netop himlen mørk. "Det er sjældent med så kraftig en solformørkelse, og endnu mere sjældent, at det falder sammen med så kraftig en meteorregn som Perseiderne," understreger Peter Laursen. Har du tænkt dig at kigge efter stjerneskud onsdag aften, så kommer her et par gode råd: Der skal være så mørkt som muligt, både fra Månen, men også fra os mennesker. Vil du give dig selv de bedste muligheder, så træk dig væk fra byens lys, sluk billygter og alt inden- og udendørslys i nærheden. Jo mørkere et sted du står, jo bedre. Vejret skal være godt. Er der overskyet, bliver det en smule svært at se himlen og Perseiderne. Du skal kigge i den rigtige retning: Et andet forhold, vi mennesker ikke helt er herre over, er, hvorfra på himlen Perseiderne kommer. De skyder nemlig ikke i hvilken som helst retning. "Hvis du nu løber gennem en myggesværm, så kommer myggene ikke fra alle retninger, men kun fra den retning, du er på vej imod, og rammer dig i ansigtet. Det samme gælder Perseiderne. De kommer fra én retning, men bliver dog spredt ud over en stor del af himlen," forklarer Peter Laursen. En meteorsværm udspringer fra et punkt, der kaldes 'radianten'. Jo højere radianten er på himlen, jo bedre. Når Perseiderne når deres maksimum onsdag, kommer deres radiant desværre på intet tidspunkt til at være lige over hovederne på os. Men holder du dig vågen lidt længere end til solformørkelsen, så når radianten så højt op klokken 23.00, at du vil kunne se 20-40 stjerneskud i timen under de bedste forhold. Er du en natteravn eller ekstra tidligt ude af sengen, så kan man regne med, at radianten er 60 grader over horisonten mellem klokken 1.00-3.00 den 13. august, og få mulighed for at se 50-80 stjerneskud i timen. "Jeg er altid lidt bekymret, når der er meteorregn. Medierne er gode til at få det til at lyde helt fantastisk, men hvis forholdene er dårlige, så bliver det ikke så vildt, som man forventer, og så er jeg bekymret for, at folk bliver skuffede," uddyber Peter Laursen. "Jeg har da absolut tænkt mig lige at stå og kigge lidt mod himlen for at fange et stjerneskud." Videnskab.dk har været i kontakt med DMI for at høre, hvordan den foreløbige vej...

Et af de helt store samtaleemner denne sommer har været 'larven fra helvede', som har givet danskere landet over kraftige hudreaktioner, allergiske symptomer og vejrtrækningsproblemer. Kommunerne har endnu ikke knækket koden til at bekæmpe egeprocessionsspinneren, som larven officielt hedder, men nu bringer Syddansk Universitet droner, termiske kameraer og kunstig intelligens i spil i kampen mod 'helvedeslarven'. Det gør de i et samarbejde med Odense Kommune, Odense Robotics og dronevirksomheden SkyLevel, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse. Forskerne håber, at værktøjerne kan hjælpe med at bekæmpe egeprocessionsspinneren i fremtiden. Men de er i et kapløb med tiden, for om få uger er larven væk for i år, og derefter forsvinder chancen for at studere egeprocessionsspinneren, inden den vender tilbage næste sommer. Derfor udnytter de lige nu årets sidste mulighed for at studere larven, og det har allerede givet pote. For eksempel viser de første feltundersøgelser, at man med hjælp fra termiske kameraer lettere kan få øje på egeprocessionsspinneren end på almindelige billeder. Termiske kameraer synliggør nemlig temperaturforskelle, og bruges værktøjet under de rette forhold, ser larvereder ud til at være varmere end deres omgivelser. Nu undersøger forskerne, hvordan både termiske kameraer, kunstig intelligens og digitale værktøjer kan bruges mest effektivt. "Vi leder efter de løsninger, der skaber størst værdi for dem, som står med bekæmpelsen hver eneste dag. Hver gang vi gør det lettere at finde en rede, øger vi chancen for at begrænse spredningen," siger Henrik Skov Midtiby i pressemeddelelsen. Han er lektor ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.

Hvis man som teenager lider af kraftige menstruationssmerter, så er der en øget risiko for at udvikle kroniske smerter som voksen. Forskerne bag et nyt studie peger på, at gentagne og stærke smerter i den unge hjerne kan 'træne' nervesystemet til at blive mere følsomt. De har fulgt over 1.000 kvinder i mere end 10 år. "Det er muligt, at oplevelsen af moderate eller stærke menstruationssmerter kan ændre hjernens struktur og dens måde at reagere på smertefulde stimuli," siger professor Rachel Reid-McCann til avisen The Guardian. "Det kan øge risikoen for kroniske smerter senere i livet." Hun arbejder ved University of Oxford og er én af forskerne bag studiet. Anders Pedersen Årnes, som forsker i kroniske smerter ved UiT, Norges arktiske universitet, forklarer, at forskere allerede ved, at smerteoplevelser kan føre til øget smertefølsomhed senere i livet. Det nye studie viser dog, at det også gælder menstruationssmerter, som traditionelt er blevet betragtet som en 'normal' del af livet. For kvinder, der rapporterede om moderate eller kraftige smerter i teenageårene, steg risikoen for kroniske smerter med henholdsvis 65 procent og 76 procent ifølge studiet. Forskningen viser også, at det ikke kun var smerter i underlivet, der hang sammen med senere smerter – det gjaldt også hovedpine, rygsmerter og mavesmerter. "Moderate til alvorlige gener skiller sig ud her. Det ser vi også i vores egen smerteforskning baseret på data fra Tromsøundersøgelsen," siger Anders Pedersen Årnes. Tromsøundersøgelsen er en stor befolkningsundersøgelse, der siden 1974 har kortlagt blandt andet sygdomme og risikofaktorer. Over 45.000 personer har deltaget i én eller flere af datarindsamlingerne. "Kroniske smerter er en relativt almindelig tilstand i enhver befolkning, men alvorsgraden gør en reel forskel i forhold til, hvor meget det påvirker os og vores helbred," siger Anders Pedersen Årnes. Omtrent hver tredje voksne nordmand oplyser, at de har længerevarende smerter, og det er mere almindeligt blandt kvinder end mænd, ifølge den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet. Forskning viser, at mange unge piger ikke får den hjælp, de har brug for, når de oplever kraftige menstruationssmerter. I 2025 offentliggjorde forskere ved Oslo Universitetshospital et studie, hvor de spurgte næsten 1.000 piger fra forskellige gymnasier i Oslo om deres menstruationssmerter. Her fandt de, at 4 ud af 10 lider af alvorlige smerter i løbet af menstruationen. Kun halvdelen af pigerne med alvorlige smerter fik hjælp, ifølge studiet. Blandt dem, der fik hjælp, rapporterede en tredjedel, at de ikke oplevede den ønskede effekt. "Menstruation er en kilde til alvorlige smerter, nedsat funktionsevne og ikke mindst betydeligt fravær fra skole og sociale aktiviteter," skriver forskerne i et debatindlæg i den norske avis Aftenposten. "Vi har længe vidst, at menstruationssmerter kan gøre hverdagen svær for unge og påvirke både det sociale liv, skolegangen og den mentale sundhed." "Alligevel søger de fleste unge ikke hjælp, og dem der gør, bliver ofte afvist eller får at vide, at smerterne er normale. Studiet viser nu, at stærke menstruationssmerter i teenageårene også kan få konsekvenser for helbredet senere i livet," siger Katy Vincent til The Guardian. Hun er professor i gynækologiske smerter ved University of Oxford og én af forskerne bag det nye studie. Anders Pedersen Årnes understreger, at forebyggelse af kroniske smerter tidligt i livet også kan forebygge andre relaterede lidelser senere. "Det er derfor vigtigt at tage det alvorligt allerede i en tidlig alder," slutter han. ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Glade lærere kobles til bedre undervisning, som øger elevernes tillid til egne evner, interesser og akademiske præstationer. Vrede lærere er forbundet med dårligere undervisning og elevresultater. Det skriver American Psychological Association i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Journal of Educational Psychology. Forskerne undersøgte og analyserede data fra i alt 679 matematiklærere og mere end 17.500 elever i otte lande: Chile Colombia Japan Kina Mexico Spanien Storbritannien Tyskland I løbet af undersøgelsen havde eleverne den samme matematiktime, hvilket gjorde det muligt for forskerne at sammenligne klasserne på tværs af landene. Lærerne rapporterede ligeledes deres niveau af glæde og/eller vrede, mens eleverne vurderede deres læreres undervisningskvalitet, rapporterede deres egen selvtillid og interesse i faget og udfyldte en præstationstest. Forskerne fokuserede på tre aspekter af kvaliteten af undervisningen: Ledelse af klassen Støttende lærer-elev-relationer Kognitiv aktivering, som involverede, at eleverne blev opfordret til kritisk tænkning "Vi fremsatte den hypotese, at en lærers følelser fungerer som en dominoeffekt i klasselokalet og indirekte forbinder sig med elevernes resultater gennem kvaliteten af deres undervisning," fortæller studiets hovedforfatter, Marina Elena Pfeifer. Resultaterne understøttede forskernes hypotese: Lærere, der rapporterede større glæde ved undervisningen, var mere tilbøjelige til at lede klasseværelser effektivt, opbygge støttende relationer til eleverne og bruge kognitivt engagerende undervisningsformer. I sidste ende førte dette til højere selvtillid i elevernes evner og interesse for læring. Samtidig førte gladere lærere også til forbedrede testresultater. Det modsatte gjorde sig gældende for vrede lærere, fortæller Marina Elena Pfeifer: "En vred lærer kan have svært ved at styre en klasse effektivt, hvilket kan føre til dårligere præstationer hos eleverne, hvilket igen får læreren til at føle sig endnu mere frustreret og mislykket – en ond cirkel," fortæller hun og tilføjer: "Omvendt skaber en glad lærer en positiv cirkel, hvor effektiv undervisning fører til elevernes succes, hvilket gør læreren endnu gladere og mere stolt af sit arbejde."

Temperaturen daler og mørket falder midt på en højlys dag. Gennem årtusinder har solformørkelser vakt fascination og frygt. Det unikke fænomen opstår, når himmellegemerne står helt rigtigt – og med lidt geometri kan vi forklare og forudsige hændelsen. En total solformørkelse opstår cirka hver 18. måned, men da godt 70 procent af vores klode er dækket af vand – og da skyer kan spolere udsigten – er det ikke dem alle, der vækker stor opsigt. Lige rundt om hjørnet lurer en solformørkelse over Danmark. I denne omgang er det kun delvist - omtrent 84 procent - at Månen vil skygge for Solen. Sidste gang, vi kunne opleve sådan en, var i marts 2025, men Solen bliver væsentligt mere dækket denne gang. Jeg forsker i geofysik på Danmarks Meteorologiske Institut, hvor vi - udover at lave vejrudsigter - også forsker i atmosfæren og jordsystemet. I denne artikel vil vi se på, hvordan solformørkelser opstår, hvorfor den totale formørkelse er en sjælden sag, hvordan vi forudsiger dem, og hvorfor fænomenet er unikt for vores planet. Mens vi kredser om Solen, kredser Månen om os. Lige præcis én gang om måneden står Månen mellem os og Solen, og det oplever vi som en nymåne. En nymåne er ofte næsten usynlig, eller måske kun synlig som en smal bue. Det skyldes, at på dette tidspunkt vender den lyse side af Månen væk fra os, og vi kan næsten kun se dens mørke side. En fuldmåne står omvendt 'bag' Jorden, og da kan vi se den helt, fordi den side, som vender mod Jorden, bliver oplyst af Solens stråler. Når Månen står lige præcist mellem os og Solen, kaster den en skygge under sig - og det kalder vi en solformørkelse. Det sker på samme vis, som når man stiller sig foran en lampe og blokerer for lyset. Den skygge opleves på Jorden som mørke midt på en højlys dag, men da Månen kredser hurtigt videre, varer formørkelsen kun nogle minutter det pågældende sted. Illustrationen nedenfor viser, hvordan en solformørkelse opstår. Området på Jorden, som er markeret umbra, som i øvrigt er det latinske ord for skygge, vil opleve en total solformørkelse, hvor Solen dækkes helt. Der hvor penumbra falder, vil der i stedet forekomme en delvis solformørkelse, hvor kun en del af Solen skygges af Månen. Man kunne godt forestille sig, at hvis Månen var en lille smule mindre, så ville større dele af Solen være synlig selv under den totale formørkelse. Ligeledes, hvis Månen var større, ville den blokere for mere lys og skabe et større umbra. At den fulde formørkelse overhovedet er mulig, skyldes det helt særlige størrelsesforhold mellem Månen og Solen. Solen er cirka 400 (præcist 400,8) gange Månens størrelse. Det er helt tilfældigvis også sådan, at Månen er omtrent 400 gange (det præcise tal varierer, men i gennemsnit 389,2) tættere på os end Solen. Det er en helt særlig kombination, som gør den fulde solformørkelse mulig. Vi kender ikke til nogen fysisk årsag til, at tingene skulle flaske sig sådan, men det er et fedt tilfælde. Af de næsten 500 måner, som vi har kendskab til i vores eget solsystem, er der ingen andre, der udviser denne opstilling. Vi er altså temmelig heldige! Man kunne godt forestille sig, at en solformørkelse var mulig ved enhver fuldmåne, under de beskrevne omstændigheder, men der er flere faktorer på spil. Selvom Månen og Solen har de helt rigtige størrelses- og afstandsforhold til at kunne danne skygge på Jorden, kræver det også, at Månens bane er fuldkommen cirkelformet, og at den står i det rette plan – og det er ikke garanteret. Månens bane er ellipseformet ligesom vores egen. Den afviger fra Jordens plan med Solen med ca. 5° - svarende til knap 3 procent. Den lille afvigelse er nok til, at nymånen under de fleste omstændigheder ikke skygger for Solen. Når en formørkelse sker, er det samlede skyggeområde (penumbra) noget større end området, der oplever den fulde formørkelse (umbra). Så mens man relativt ofte kan se en delvis formørkelse, er det sjældent, at man oplever en total solformørkelse på samme lokation. Den sidste fulde formørkelse, de...

Hvis du har en hund, kender du måske situationen: Du kommer hjem efter en lang dag, din hund kigger på dig, du smiler, og halen logrer. Men du har måske også lagt mærke til, at dens adfærd ændrer sig, så snart du er trist eller vred? Vi har længe vidst, at hunde er gode til at forstå menneskers toneleje. Nu viser et nyt studie, at vores firbenede venner faktisk forstår vores følelser langt bedre, end vi hidtil har troet. Det skriver forlaget Cell Press på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet IScience. I studiet undersøgte forskerne hundenes hjerner, mens de kiggede på billeder af mennesker med forskellige ansigtsudtryk. Forskerne fokuserede først på glade ansigtsudtryk, som tidligere studier har vist har en særlig betydning for hunde. Derefter undersøgte forskerne, om de samme områder i hjernen også reagerede på andre følelser. Hjernescanningerne viste, at hundene ikke blot kunne skelne mellem negative og positive udtryk, men tilsyneladende også mellem frygt, vrede og tristhed. Det er første gang, der er fundet evidens for, at hunde kan skelne mellem specifikke negative ansigtsudtryk. Forskerne understreger dog, at det ikke nødvendigvis betyder, at hunde oplever følelser på samme måde som mennesker. Evnen kan i stedet være en del af de sociale færdigheder, hundene har udviklet igennem domesticeringen, som har gjort dem i stand til at forstå og samarbejde med mennesker.

Lange ben, smal talje og blondt hår. Med Margot Robbie i hovedrollen ramte Barbie-filmen det store lærred i biografen i 2023. Men selvom Barbie blev spillet af et rigtigt menneske, har hendes perfekte krop været langt fra den virkelighed, de fleste mennesker lever i. Nu, næsten 70 år efter at Barbie og Ken kom på markedet, er de ikoniske dukker dog begyndt at ligne virkelige mennesker lidt mere end før i tiden. Det skriver University of Adelaide i en pressemeddelelse. Tilbage i 1996 foretog forskere målinger af dukkernes kropslige proportioner, og dengang viste resultaterne, at Barbie og Kens kroppe næsten var umulige at opnå i virkeligheden. I et nyt studie har forskere lavet de samme målinger på nutidens Barbie-dukker, og studiet viser, at især forholdet mellem talje og hofte samt mellem brystkasse og talje i dag ligger tættere på de proportioner, man finder blandt almindelige mennesker. "De positive ændringer, vi ser i Barbie og Kens kropsformer, bør være en lettelse for både sundhedsprofessionelle og forældre, der vælger disse dukker," siger medforfatter Kevin Norton. Barbie og Ken bliver nemlig ofte opfattet som idealer, man kan se op til. Derfor har deres udseende betydning for de børn, der leger med dem, mener forskerne. Forskerne understreger dog, at selvom udviklingen går i den rigtige retning, har både Barbie og Ken stadig proportioner, der ligger under gennemsnittet for et almindeligt menneske.

Spækhuggere (Orcinus orca) har længe været betragtet som et af havets absolutte toprovdyr. Selv den frygtindgydende hvidhaj (Carcharodon carcharias) ender sommetider som byttedyr for spækhuggeren, hvis engelske navn 'Killer Whale', må siges at være passende. Alligevel, er der ét dyr i havet, der kan sende den på flugt - endda helt uden kamp: Den langluffede grindehval (Globicephala melas). Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie. Bare antydningen af et skrig fra en flok af disse mellemstore hvaler, som tilhører delfinfamilien, er nok til at sende spækhuggere på flugt i hobevis. Og det mærkeligste er, at ingen helt ved, hvorfor spækhuggere tager lufferne på nakken, når de hører dens skrig, da man aldrig har observeret så meget som en enkelt slåskamp mellem de to hvalarter. I studiet, publiceret i Scientific Reports januar 2026, testede forskerne, hvordan otte spækhuggere reagerede på grindehvalens lyd ved at afspille den i nærheden af dem. Nærmest øjeblikkeligt derefter samlede de sig i grupper og svømmede hurtigt væk fra det sted, hvor lyden kom fra. Holdet bag studiet, som ledes af marinbiolog Anna Selbmann fra Sudurnes Science and Learning Center i Island, har undersøgt det besynderlige forhold mellem de to hvalarter i to årtier. I tidligere studier afspillede forskerne spækhuggerlyde for grindehvaler, der reagerede ved at svømme mod lyden. Forskerne ved ikke, hvorfor spækhuggere flygter fra en hval, der er mindre end den selv, og som ikke udgør nogen stor trussel overfor den, men ét bud på en forklaring er mobning, skriver ScienceAlert. Mobning ses blandt andet hos fugleflokke, der kan finde på i fællesskab at chikanere et rovdyr, der udgør en trussel. Måske er det også tilfældet med den langluffede grindehval og spækhuggeren. Hvis man ikke kan være den største eller stærkeste, må man være den mest irriterende.

"Der er stadig meget, vi ikke ved om, hvor mange dyr der udvikler sygdom efter et flåtbid," fortæller flåtforsker Vivian Kjelland. Men forskeren ved Universitetet i Agder ved dog én ting med stor sikkerhed: Rigtig mange hunde i Norge har påviselige antistoffer mod flåtbårne virus og bakterier i blodet. Også danske hunde har udviklet antistoffer - se mere i faktaboksen længere nede. Disse antistoffer afslører, at hundene har været smittet med flåtbårne sygdomme. I et helt nyt norsk studie af 433 hunde fra det meste af landet fandt Vivian Kjelland og hendes kolleger, at 38 procent af disse kæledyr havde antistoffer i blodet mod mindst én flåtbåren sygdom. Forskerne fandt antistoffer mod Borrelia-bakterier, som kan forårsage sygdommen borreliose, hos 20 procent af hundene. I alt 19 procent havde antistoffer mod TBE-virus, som kan give hjernesygdommen TBE (tick-borne encephalitis – på dansk: flåtbåren hjernebetændelse). I alt 11 procent havde antistoffer mod Anaplasma-bakterier, som kan forårsage sygdommen anaplasmose. At dyrene har antistoffer mod en flåtbåren sygdom i blodet, betyder dog ikke nødvendigvis, at de har udviklet sygdommen. I de fleste tilfælde har dyrets eget immunforsvar sandsynligvis bekæmpet infektionen, inden sygdommen nåede at udvikle sig. "Forbavsende mange hunde i Norge har antistoffer i kroppen, som viser, at de har haft flåtbid, der har ført til smitte med flåtbårne mikroorganismer, siger Vivian Kjelland. Tidligere har man antaget, at hunde og katte sjældent bliver alvorligt syge efter smitte fra flåter. "Men vi ved, at nogle hunde kan blive meget syge af flåtbårne sygdomme. I nogle tilfælde får infektionen dødelig udgang." "Vi ved også, at både hunde og katte ofte forsøger at skjule symptomer på sygdom. Derfor er det ikke altid let at opdage," siger Vivian Kjelland. Sygdommene borreliose (Lyme-borreliose) og TBE er de to vigtigste flåtbårne trusler mod mennesker i Norge og Danmark. For dyr er det derimod sygdommen anaplasmose, som er den største trussel, flåter bringer med sig. "Når det er sagt, er det vigtigt at være opmærksom på, at både Borrelia- og TBE-infektioner i nogle tilfælde kan medføre meget alvorlig sygdom hos vores kæledyr." Anaplasmose er en langt mere almindelig flåtbåren sygdom hos dyr end borreliose og TBE. Det er velkendt, at især får bliver hårdt ramt, men også dyr som hunde og heste kan udvikle symptomer. Hunde, der får anaplasmose, kan blive ramt af feber, sløvhed og halthed. Mange katte bliver også smittet med anaplasma-bakterien. Kun nogle få af dem udvikler dog sygdommen anaplasmose. Både dyr og mennesker bliver som regel raske af anaplasmose ved behandling med antibiotika. "Anaplasma-bakterien inficerer de hvide blodlegemer, som er vigtige for immunforsvaret. Når de hvide blodlegemer bliver inficeret, svækkes immunforsvaret, hvilket kan gøre dyrene meget syge," fortæller Vivian Kjelland. Får er meget udsatte for Anaplasma-bakterien. Mange fåreavlere har gennem årene frygtet en sygdom, som på norsk kaldes 'sjodogg'. Bakterien kan også inficere mennesker, hvor den medfører sygdommen 'human granulocytær anaplasmose'. Navnet stammer fra ordet 'sjødogg' (havgus), fordi man langs kysten tidligere troede, at fårene blev syge af den fugtige havluft, som drev ind over land. Men sygdommen er i virkeligheden anaplasmose, som overføres af flåter. Også elge i Norge kan udvikle sygdom ved infektion med anaplasma. Der er mistanke om, at det kan være en medvirkende årsag til tilbagegangen i elgbestanden. "Her på Sørlandet, hvor jeg bor, er der mange flåter lige nu," fortæller Vivian Kjelland. "Men ejere af hunde og katte er blevet meget dygtige til at behandle deres kæledyr med flåtmidler," tilføjer forskeren. Nogle typer flåtmidler gør, at flåten ikke har lyst til at sætte sig i pelsen. Andre midler får flåten til at dø, hvis den begynder at suge blod. En dyrlæge kan rådgive dig om, hvilket flåtmiddel der er bedst til dit kæledyr. Flåtforskeren anbefaler, at du dagligt tjekker dine kæledyr f...

Er du god til at kaste med spyd? Eller måske en dygtig bærplukker? Nej? Så kan vi desværre ikke være venner. Et nyt studie antyder, at moderne mennesker måske stadig vælger venner ud fra, hvor gode overlevelsespartnere de havde været i jægerstenalderen, skriver Phys.org. Det lyder måske skørt, da evner som jagt og sankning i dag er reduceret til hobbyer for de få snarere end en nødvendighed for overlevelse. Men tesen er, at vi mennesker kigger efter træk i andre - såsom evnen til at samarbejde, hvor kompetent et andet menneske virker, deres sociale status, og hvor fysisk attraktive de er - selv hvis de egenskaber ikke direkte gavner vores nuværende mål. For at teste, hvorvidt vores valg af venner bliver drevet af moderne mål eller urinstinkter, designede forskerne fra University of California, Santa Barbara, to eksperimenter: I det første eksperiment mødtes 156 studerende med en fremmed af samme køn til en 30-minutters samtale. Derefter vurderede de, hvor godt de kunne se den anden person som en potentiel ven. Deltagerne kunne så udveksle e-mails, hvis begge var enige om, at de havde lyst til det. Forskerne målte også deltagernes fysiske styrke. Forskerne kom frem til, at deltagerne foretrak venner, der virkede samarbejdsvillige, dominante, attraktive og af højere social status. Desuden var mænd mere tilbøjelige til at give deres mailadresser til en potentiel ven end kvinder. I det andet forsøg skrev 444 onlinedeltagere deres vigtigste livsmål ned og bedømte derefter fotos af ukendte ansigter af folk af samme køn som dem selv ud fra, hvor stor de anså sandsynligheden for, at de ukendte mennesker kunne blive potentielle venner. Desuden bedømte en tredje gruppe de samme fotos ud fra egenskaber som 'ur-evner' (hvor kompetent en person så ud som jæger-samler), socialt engagement, hvor attraktiv en person var, hvor dominerende og lignende. På den måde mente forskerne at kunne undersøge, hvad der gør et ansigt attraktivt som ven, sammenholdt med hvad deltagerne havde oplyst som deres nuværende livsmål. Forskerne kom frem til, at de egenskaber, der får et ansigt til at ligne en, man gerne vil være venner med, ikke stemte overens med, hvad deltagerne havde brug for for at nå deres forhåndenværende mål. Det, mener forskerne, bakker op om deres hypotese om en slags evolutionært instinktiv venneudvælgelse, selvom de ikke udelukker muligheden for, at ens nuværende mål i livet også spiller en rolle.

Det kan koste både på helbredet og komforten at være med på moden. Nutidens trends – som stramt shapewear, der former kroppen, tynde ballerinasko, der mangler stødabsorbering, og enorme muleposer, der belaster ryggen skævt – har givet mange brugere sundhedsgener. Men sammenlignet med flere af historiens modediller virker de næsten harmløse. Nogle af fortidens trends var ligefrem dødelige. Her får du en overflyvning over 6 af historiens mest ubehagelige og farlige modediller. Da stilethælen blev opfundet i 1950'erne, delte den vandene: For en del blev den et symbol på femininitet og styrke, og mange satte pris på den ekstra højde. Andre syntes ganske enkelt, at skoene var ubehagelige og svære at gå i. Der opstod hurtigt bekymring for, hvor farlige de smalle hæle kunne være. I 1953 bragte det britiske fotomagasin Picture Post en artikel med titlen 'The Hazards of the Stiletto Heel'. Her advarede læger om risikoen for alt fra forstuvede ankler til knoglebrud. Mange årtier senere er bekymringen ikke forsvundet. Forskning peger på en direkte sammenhæng mellem brug af høje hæle og skader i muskler, led og knogler. Men det er ikke kun dét at gå i stiletter, der kan være farligt. I 2016 skrev den britiske avis The Telegraph, at stilethæle var blevet brugt som våben i hundredvis af overfald. I 2013 blev amerikaneren Ana Trujillo, som fik tilnavnet "stiletmorderen", idømt livsvarigt fængsel efter at have stukket sin kæreste 25 gange med hælen på en blå ruskindsstilet. Korsettet har en lang og omdiskuteret historie, der kan spores flere århundreder tilbage. Fra 1500-tallet blev det brugt som undertøj til at forme taljen. Barder (de frynsede hornplader, der hos bardehvalerne erstatter tænder, red.) blev brugt til fremstilling af stivere til korsetter, og nogle gange brugte man sågar stål. Med tiden voksede bekymringen for de helbredsskader, korsetter kunne føre med sig, især når de blev snøret meget stramt. I 1793 udgav den tyske læge og anatom Samuel Thomas von Sömmerring for eksempel en bog, hvor han advarede mod langvarig, stram snøring. Han beskrev, hvordan den kunne presse ribbenene og de indre organer sammen og deformere brystkassen. I juni 1890 bragte det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet også en artikel om de alvorlige følger af stramt snørede korsetter. Her blev blandt andet brækkede ribben, skader på de indre organer, vejrtrækningsproblemer, misdannelser og i værste fald dødsfald nævnt. Selvom moden med ekstremt stramme korsetter stort set er forsvundet, er der stadig bekymring for, hvordan moderne varianter som shapewear (figurformende undertøj og strømper, der er designet til at glatte, støtte og forme kroppen under tøjet, red.) påvirker kroppen. Forskning har vist, at meget stramt tøj kan hæmme vejrtrækningen. I victoriatiden i 1800-tallet blev en bestemt smaragdgrøn farve højeste mode. Den dukkede op på alt fra tekstiler og møbler til kjoler og andet tøj. Men grøn var vanskelig at fremstille. For at ramme den klare og eftertragtede nuance brugte man derfor ofte farvestoffet Scheeles grøn, som indeholdt store mængder arsenik. Først i 1862 blev offentligheden for alvor opmærksom på faren. Her udgav den anerkendte kemiker A.W. Hofmann artiklen 'Dødsdansen', som afslørede, hvor giftigt det grønne farvestof var. Ugen efter bragte det britiske satiremagasin Punch en tegning med titlen 'Arsenikvalsen', hvor et skelet optrådte i balkjole. Konsekvenserne kunne være alvorlige. Kvinder, der bar kjolerne, risikerede blandt andet sår, organsvigt og i værste fald døden. Også de unge kvinder, der syede kjolerne på fabrikkerne, blev syge. De kunne få åbne sår, kramper og opkastninger, og en del døde af forgiftning. Dronning Elizabeth 1. (1533-1603) af England var kendt for sin porcelænshvide hud, som på den tid blev opfattet som et tegn på både skønhed og høj status. Men den makeup, hun brugte for at opnå det blege udseende, fungerede også som en maske, der skjulte ar efter slemme skoldkopper. Hun brugte blandt andet venetiansk...

Italienske Gianni Infantino har i et årti været en af fodboldens mest magtfulde mennesker som præsident for det internationale fodboldforbund FIFA. Han har en mærkelig position i verdenssporten: han er en af de mest kritiserede personer i international idræt, og samtidig en af de mest sikre på sin post. De seneste uger er han blevet kritiseret fra alle sider for sine planer om at sælge ud af de kommercielle rettigheder til VM. Men meget taler for, at han klarer sig igennem krisen og bevarer sin magt – præcis som han har gjort før. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor falder han ikke, når det virker som om, alt brænder omkring ham? Som forsker i sportens politiske magtspil vil jeg pege på tre centrale mekanismer, der hjælper med at forklare Infantino-fænomenet. De handler om: Hvem Infantino taler til, når han skal sikre sin position. Hvordan han håndterer kritik ved at tilbyde mere fodbold. Hvordan han gør modstand til brændstof for endnu mere magt. Inden vi går videre, vil jeg forklare to begreber, som fylder meget i debatten om FIFA: soft power og sportswashing. Soft power blev oprindeligt udviklet af den amerikanske forsker Joseph Nye og handler om en stats eller organisations evne til at forme andres præferencer gennem tiltrækning og indflydelse frem for gennem militær magt eller økonomisk pres. Det sker via kultur, værdier, diplomati og i høj grad sport, hvor man forsøger at skabe goodwill, positive associationer og politisk indflydelse gennem et attraktivt image. Sportswashing opstod som et kritisk slagord brugt af journalister til at beskrive situationer, hvor stater eller magtfulde aktører bruger sport til at aflede opmærksomhed fra krænkelser af menneskerettigheder, autoritær styring eller korruption. Et af de mest omtalte eksempler er VM i fodbold i Qatar 2022, hvor værtslandet blev beskyldt for at bruge turneringen til at forbedre sit internationale image, samtidig med alvorlig kritik af behandlingen af migrantarbejdere og manglende demokratiske rettigheder. Senere er sportswashing blevet udviklet som analytisk redskab i forskningen. Der findes dog ikke én entydig definition. Forskellige forskere understreger forskellige aspekter. Infantino står midt i det her landskab. Han leder en organisation, der både er en af verdens stærkeste soft power-maskiner og et tilbagevendende eksempel i sportswashing-debatten. Både når det gælder valg af værtslande, håndtering af menneskerettigheder og måden, FIFA kommunikerer sin egen rolle i verdensfodbolden. Når vi ser på hans aktuelle krise, giver det derfor mening at læse den ind i netop dette krydsfelt mellem soft power og sportswashing. Mange fans og medier taler om fodbold som 'folkets' sport, noget der bør tilhøre fans, lokalklubber og landshold, ikke toppen af internationale forbund. Men Infantino er ikke afhængig af, hvad vi som tilskuere mener. Han er afhængig af stemmerne fra de 211 nationale fodboldforbund, der udgør FIFA. Når han lover flere VM-pladser til Afrika og Asien, større udviklingsmidler til små forbund og flere turneringer, taler han direkte til dem, der bestemmer hans politiske skæbne. Et nationalt forbund kan være dybt bekymret over menneskerettigheder i et værtsland, men det kan samtidig være økonomisk og sportsligt afhængigt af FIFA. Samtidig har Infantino gennem FIFA Forward-programmet og planerne om nye kommercielle selskaber lovet markant øgede udviklingsmidler til medlemsforbundene, med ekstra milliarder af dollars til baner, talentarbejde og landsholdsaktiviteter som en gylden mulighed for dem, der stemmer på ham. I praksis betyder det, at Infantino kan være upopulær i Europa og i den bredere offentlighed, men stadig have solid opbakning blandt de forbund, der stemmer. Det er klassisk organisationslogik. Man prioriterer den indre kreds frem for det ydre image. Når Infantino vil bevare magten, har han først og fremmest øjnene rettet mod de forbund, der skal stemme på ham ved næste valg, og ikke mod, hvad aviserne skriver i Europa eller stemningen bl...

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Europa – igen i år – er ramt af voldsomme naturbrande. Nu er naturbrandenes ødelæggelser så voldsomme, at de omfattende skader tydeligt kan ses fra rummet, skriver ESA. I Frankrig, nær Bordeaux, er 220.000 borgere blevet evakueret i den sydvestfranske Gironde-region, der er kendt for sine mange vinmarker, fyrretræer og flade marsklandskab. I Spanien blev 90.000 mennesker evakueret på grund af naturbrandene blot 100 kilometer fra den spanske hovedstad Madrid. Gennem brugen af de særlige Copernicus Sentinel-2-satelitter har The European Space Agency (ESA) offentliggjort billeder, der viser naturbrandenes indtog i Sydeuropa, samt hvilke konsekvenser det har for vegetationen i området. I Gironde-regionen i Frankrig har skovbrandene hærget, brændt og forkullet skovene på et område, der arealmæssigt svarer til fire gange størrelsen af den franske hovedstad Paris. I Spanien hærger naturbrandene særligt omkring middelalderbyen Ávila, der har været klassificeret som et historisk monument og som en national kunstskat i Spanien siden 1884, og som i 1985 blev optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Cirka 30 kilometer i fugleflugt fra Ávila ligger ESA's rumkommunikationsantenne DSA-2 ved Cebreros Station, der med nød og næppe undgik at blive slugt i det spanske flammehav. "Ud fra den seneste information fremstår det, som om at Cebreros Station er uskadt. Jeg vil gerne takke det spanske akutberedskab for deres hjælp med at beskytte området, da naturbranden meldte sin ankomst," skriver ESA's generaldirektør Josef Aschbacher på det sociale medie X søndag eftermiddag. I en pressemeddelelse skriver ESA, at alle stationens medarbejdere er i sikkerhed, selvom flere er påvirkede af naturbrandenes indtog i området omkring deres boliger og er bekymrede for familiemedlemmer og venner, der tager del i slukningsarbejdet. "Copernicus Sentinel-2-satellitbilleder fra 26. juli viser nogle opmuntrende tegn omkring Cebreros Station, hvor aktiviteten af naturbrandene er aftaget," skriver ESA's generaldirektør Josef Aschbacher på X mandag eftermiddag. "Driften på stationen er aktiv igen, men situationen er fortsat udfordrende. Det omfattende brandområde (vist i brunrød) indeholder stadig mindre aktive brande, mens mere intens brandaktivitet fortsætter mod syd," afslutter han med henvisning til dette billede fra Copernicus Sentinel-2: Tidligere på Videnskab.dk har vi undersøgt, hvordan man slukker natur- og skovbrande, hvordan man finder årsagen til natur- og skovbrande, og hvad vi i Danmark kunne lære af sidste års skovbrand i Skagen, hvor området omkring den tilsandede kirke brød i brand. Flere forskere har peget på, at de forrige års naturbrande i blandt andet Grækenland, Australien og Los Angeles i USA blev hjulpet godt på vej af den globale opvarmning og de stigende temperaturer, der udtørrede vegetationen i de områder, hvor flammerne hærgede. Antallet af voldsomme naturbrande er fordoblet over de seneste 20 år. I øjeblikket undersøger klimaforskere sammenhængen mellem den globale opvarmning og naturbrandene i Spanien og Frankrig. Forskernes resultater bliver offentliggjort fredag.

Hollywood elsker superkræfter, der overgår det menneskeligt mulige. Men ikke alle helte er iført kappe eller får deres overnaturlige evner fra kosmisk stråling. Nogle gange sidder superkræfterne i hjernen hos helte, der kan huske alt. I film og tv møder vi igen og igen mennesker med usædvanlige mentale evner, som blot behøver at kaste et enkelt blik på en side i en bog, et rum eller et ansigt for senere at være i stand til at genkalde hver eneste detalje med kirurgisk præcision. Vi ser det overalt: I 'Suits', 'Sherlock' og 'Mænd der hader kvinder'. Selv i børnelitteraturen møder vi klasselæreren Cam Jansen, der kan aktivere sin fotografiske hukommelse ved at sige: "Klik!". Senest dukkede forestillingen op i tv-serien 'The Pitt', der foregår på en akutmodtagelse. Da den digitale patienttavle pludselig gik ned, reddede medicinstuderende Joy Kwon situationen ved ubesværet at remse alle de forsvundne oplysninger op fra hukommelsen – navne, stuer, læger, diagnoser, vitale værdier. Det er en dramatisk scene. Alt står på spil, hukommelsen svigter ikke, og budskabet er tydeligt: Nogle mennesker har en hjerne, der fungerer som et kamera. Idéen om fotografisk hukommelse er enkel og dragende: Oplevelser indfanges objektivt, lagres i deres helhed og kan hentes frem igen uden fejl. Se det én gang, og så er det lagret for altid. Der er bare et problem. Der er ikke videnskabelig dokumentation for, at det findes. Din hukommelse gemmer ikke virkeligheden, som den var. Den genskaber den. Som hukommelsesforsker ved jeg, at troen på fotografisk hukommelse er udbredt, og at ideen er tillokkende. Men den er ganske enkelt forkert. Menneskets hukommelse fungerer ikke som et kamera. Det er en rekonstruktiv proces selv hos mennesker med helt usædvanlige evner. Når du genkalder dig en begivenhed, leverer hukommelsen ikke den samme oplevelse helt uforandret igen og igen. Det handler aldrig blot om at finde, hente og 'afspille' en statisk gengivelse af en lagret 'bid' af fortiden. I stedet genskaber du fortiden ved at stykke de rester af oplevelsen sammen, som er tilgængelige for dig i erindringsøjeblikket. Processen formes af en række faktorer: De ledetråde, du bruger til at søge i hukommelsen, din viden, dine holdninger og dine mål her og nu, samt den sindstilstand eller det humør, du befinder dig i. Fordi alle disse faktorer er dynamiske og foranderlige, husker du fortiden anderledes i dag - om end kun en smule - end du gjorde i går, og anderledes end du vil gøre i morgen. Det, du husker, er ikke bare ufuldstændigt, men også upræcist. Nogle mennesker, for eksempel mestre i hukommelseskonkurrencer, har ganske rigtigt en usædvanlig hukommelse. De kan lære tusindvis af cifre udenad eller huske hele sæt spillekort på få minutter. Deres præstationer er reelle, men de udspringer ikke af en hukommelse, der mentalt tager snapshots. I stedet bruger de strategier, nærmest som mentale stilladser, der er opbygget gennem tusindvis af timers målrettet træning, og som hjælper dem med at huske inden for bestemte områder. Uden disse strategier (og i andre dele af livet) er deres hukommelse stort set som alle andres. Eksperternes præstationer skyldes bedre metoder, ikke en anderledes hjerne. I den videnskabelige litteratur er det, der kommer tættest på fotografisk hukommelse, såkaldt eidetisk forestillingsevne, som er evnen til at fastholde usædvanligt detaljerede mentale billeder af sanseindtryk, så man kan 'se' dem for sig i flere sekunder, efter at objektet er blevet fjernet. Det er en sjælden evne, som især ses hos børn, og den forsvinder som regel i teenageårene. Men selv når den er stærkest, lever den ikke op til Hollywoods ideal. Eidetiske billeder falmer hurtigt og er ikke fuldstændig præcise. De kan rumme forvrængninger og endda detaljer, som slet ikke var der. Det er præcis, hvad man ville forvente af et rekonstruktivt hukommelsessystem – og præcis det modsatte af, hvad man ville forvente, hvis hukommelsen fungerede som en nøjagtig gengivelse. Myten om foto...

En glædelig nyhed ramte Danmark lørdag formiddag: Dele af limfjordsøerne Mors og Fur er officielt blevet optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Nærmere bestemt er det de to aflejringer af den sjældne bjergart moler (udtalt "mo-lér"), Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur, der er blevet udpeget. "Det er jo den maksimale udmærkelse," siger Bo Pagh Schultz, museumsinspektør og seniorforsker ved Fur Museum, til Videnskab.dk. "Der er virkelig, virkelig mange, der har bidraget til vores samlinger af fossiler. Det har alt sammen ført os op på øverste hylde." Moleret bugner af 55 millioner år gamle, særdeles velbevarede fossiler fra fisk, padder, insekter, fugle og planter, som har været med til at sikre det prestigefulde verdensarvsstempel. "Det er så velfortjent, at de har fået den status," lyder det fra Laura Jane Cotton, lektor og sektionsleder for geologi ved Statens Naturhistoriske Museum. "Det er ikke bare fossilerne, men også fra et forskningsperspektiv. Moleret har givet så meget indsigt i klimaforandringer og fauna." Særligt ét fossil kan hjælpe med at fortælle historien om livet på kloden efter dinosaurerne: Skildpaddeungen Luffe, der er Fossil- og Molermuseets kronjuvel. Luffe klækkede ud af sit æg for cirka 55 millioner år siden i et område, der en dag skulle blive til Mors i Nordjylland. Det var langt varmere end i dag efter en voldsom global opvarmning – forårsaget af en kombination af blandt andet enorme mængder af CO2, som vulkaner havde skudt ud i atmosfæren, og metangasudslip fra begravede lag i jorden. Ligesom nyklækkede skildpadder i dag søgte den purunge lille Luffe mod havet. Det havvand, den fandt, var dog noget anderledes end nutidens Limfjord eller Vesterhav. Det bliver i stedet beskrevet som "sådan lidt dødehavsagtigt" af Bodil Wesenberg Lauridsen, geolog og seniorforsker ved GEUS: "Dengang var der i Nordjylland nogle mindre isolerede havbassiner, som ikke udvekslede vand med de store oceaner. Der var ikke meget ilt til stede ved havbunden og derfor ingen orme, muslinger eller noget som helst." I stedet levede der kiselalger i havvandet nær overfladen. Millioner af tons af den såkaldte 'diatomit-alge'. "Algen bygger sit skelet af kisel. Det er det samme mineral, som sand består af. Det er der ikke så mange organismer, der bruger. Så allerede der er det specielt." På et tidspunkt endte Luffe, som på det tidspunkt var cirka 11 centimeter lang, i det kiselalgebefængte bassin, hvor den døde og sank ned til bunden, hvor intet levende færdedes. Da Luffes lig dumpede ned på bunden, landede den i et iltfrit søle, der er perfekt til at danne fossiler. "Det er ekstremt sjældent, at dyr bliver til fossiler, for der skal meget lidt til, for at det ikke sker," siger Laura Jane Cotton fra Statens Naturhistoriske Museum. "Hvis der er bølger eller havstrøm, bliver kroppen og skelettet ødelagt over tid. Hvis der er levende organismer, nedbrydes liget." Takket være algerne og landskabet, der afskar Luffes dødssted fra resten af havet, var der hverken havstrøm, bølger eller sultne organismer til at ødelægge den lille skildpadde. Til gengæld var der de mange kiselalger, som gradvist døde og lagde sig i lag på lag på lag oven på skildpadden relativt hurtigt, så den blev pakket tæt ind i sin iltfrie kiste. Lige indtil den blev banket fri 55 millioner år senere af en hammer i hænderne på Fossil- og Molermuseets inspektør Henrik Madsen i 2008. I dag er Luffe (med det mindre mundrette navn Tasbacka danica) et af de store trækplastre på museet på Mors, hvor den har sin faste plads. Den regnes for at være et af verdens bedst bevarede skildpaddefossiler. Men i forskningens verden er den ikke den eneste stjerne fra moleret i Limfjorden. For eksempel har et særligt 55 millioner år gammelt fuglehoved hjulpet med at forstå udviklingen af moderne fugles udseende, fordi den stadig indeholder farvepigmenter. Også rester af fiskeøjne og skæl med farvepigmenter er stadig bevaret i fossilerne, og moleret har afsløret verdens ældst bevarede da...

Slikautomaten i svømmehallens kraftigt oplyste gang ser altid så utroligt uimodståelig ud. Mange af os kan måske huske følelsen af et hul i maven efter en lang svømmetræning i det klorlugtende vand. Og mundvandet, der begyndte at fosse ved tanken om den der Snickers på hylde 3. Når vores læser Nicoline er ude at svømme, bliver hun da også "glubende sulten" bagefter: "Meget mere sulten, end hvis jeg for eksempel lige har løbet eller cyklet." Hun vil gerne vide, om det virkelig kan passe, at man bliver mere sulten af at svømmetræne sammenlignet med andre sportsgrene. Spørg Videnskaben hopper både i badeshorts, cykeltights og løbebuksen for at give Nicoline svar på sit spørgsmål, i hvert fald metaforisk. Mere konkret allierer vi os med Nikolai Baastrup Nordsborg, der er institutleder og forsker i blandt andet svømning på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Nicoline er ikke alene, lægger Nikolai Nordsborg ud med at konstatere. "Mange oplever den her sult. Det er skægt, for det burde de egentlig ikke," siger han. Konsensus om forskningen i svømning og sult er nemlig, at man hverken forbrænder eller spiser mere, når man svømmetræner, sammenlignet med sportsgrene som løb og cykling. "Man kan ikke tage oplevelsen af sult fra nogen. Men når man ser på en sammenlignelig forbrænding mellem svømmetræning og en landbaseret aktivitet, og hvor meget, vi spiser bagefter, er der egentlig ikke noget særligt ved svømning, der bør gøre os ekstra sultne," forklarer Nikolai Nordsborg. Alligevel er der et lille studie fra 2020 baseret på 32 deltagere og udført af britiske forskere, der konkluderer anderledes. Forskerne bag studiet finder, at gruppen, der svømmetrænede, spiste mere efterfølgende end dem, der cyklede eller hvilede sig. "Gruppen, der havde svømmetrænet en time, spiste i gennemsnit en portion pasta mere (svarende til 598 kilojoule, red.) end gruppen, der havde hvilet sig. De spiste også mere end dem, der havde cyklet," siger Nikolai Nordsborg. Men så skulle man da tro, at der var noget om snakken? At man altså bliver mere sulten af at svømme? "Ja, men studiet har flere usikkerheder," nuancerer Nikolai Nordsborg. Èn af usikkerhederne er, at energiforbruget under svømningen ikke blev målt på samme måde som på cyklen. "Det er svært at måle forbrænding, når folk er i vandet. Så forskerne laver et estimat," siger idrætsforskeren. "Men det er altså ikke lige så præcist som gruppen, der cykler eller hviler. De bliver nemlig målt med en direkte måling af iltforbrug under træning og giver et meget præcist indblik i energiforbruget". Derudover er der langt flere studier, der peger på det modsatte. Nemlig at svømning hverken øger forbrænding eller sult sammenlignet med andre sportsaktiviteter på land. Nikolai Nordsborg refererer til et metastudie fra 2022 af britiske forskere, der analyserer 15 studier, hvor energiforbrænding og efterfølgende madindtag undersøges for svømning, løb og cykling. "Overordnet set konkluderer studiet, at man ikke spiser mere efter svømmetræning, sammenlignet med landbaserede sportsgrene. Det ser forskerne som indikator for, at der ikke er reelt behov for mere energi efter svømning," siger Nikolai Nordsborg. Der er dog noget, der tyder på, at svømning i havet kan øge sulten. I samme studie fra 2022 undersøger forskerne nemlig madindtaget efter svømning i vand, der er 18 til 20 grader varmt. "Det svarer til en dejlig dansk sommerdag, hvor man er ude at svømme i havet," siger Nikolai Nordsborg. Her spiste deltagerne cirka 719 kilojoule (cirka halvandet måltid) mere end dem, der trænede i svømmehallen, hvor vandet er mellem 24 og 28 grader. "Koldt vand sætter gang i nogle hormoner, der er med til at regulere appetitten i hjernen. Og det ser ud, som om vi spiser mere efter en svømmetur i havet," forklarer Nikolai Nordsborg. Svaret på, hvorvidt man bliver mere sulten af en svømmetur, afhænger altså af, om man taler svømmehal eller havvand. Og også om hvordan man definerer sult. "Sult er en kompleks st...

Det er ikke længere det samme sociale tabu at være singlekvinde, som det engang var. Det lader tværtimod til, at singlelivet er i stigning: Flere bor alene, og flere kvinder vælger enten at gifte sig senere i livet – eller helt at lade være. Det kan måske opfattes som moderne, ikke mindst i lyset af voksende onlinebevægelser, hvor man vender datingapps ryggen og går 'boy sober'. Men betyder det så, at stigmatiseringen af singlekvinder nu er fortid? Min nyeste forskning peger på noget andet. Jeg har fulgt to kvinders oplevelse af singlelivet over 17 år - fra deres sene teenageår til midten af 30'erne. Både Gabriella og Suzy (pseudonymer) tilbragte lange perioder af deres voksenliv uden en partner, og deres erfaringer viser, at identiteten som 'singlekvinde' stadig er forbundet med et negativt stigma, som kan være svært at slippe. Stigmatiseringen af singlekvinder kan spores helt tilbage til 1600-tallet. Det var her, betegnelsen 'spinster' (gammeljomfru) – som oprindeligt blev brugt om kvinder, der spandt garn – for alvor blev taget i brug om ugifte kvinder. Datidens patriarkalske samfund betragtede disse kvinder som et problem. I engelsk lov var de kendt som 'feme sole' og havde faktisk mange af de samme juridiske rettigheder som mænd, blandt andet retten til at eje ejendom, noget gifte kvinder ikke havde. Samtidig udfordrede de forestillingen om, at en kvindes værdi først og fremmest lå i hendes rolle som hustru. Alligevel stod ugifte kvinder, som ikke var fra en velhavende baggrund, ofte økonomisk svagere, og de var typisk begrænset til lavtlønnede jobs. Selv de kvinder, der var økonomisk velstillede, blev tillagt lavere social status end deres gifte jævnaldrende. Selvom betegnelsen i dag virker gammeldags, beskrev Suzy, at hun følte noget lignende i begyndelsen af 20'erne: "Jeg er nervøs for at ende alene uden nogen at bo sammen med, for jeg kan jo ikke blive boende hos mine forældre for evigt. Selvom jeg godt ved, at jeg kun er 22 og slet ikke klar til at slå mig ned, har jeg alligevel en følelse af, at andre ser mig som en, der allerede er 'for sent ude'. Jeg troede egentlig, at tiderne havde ændret sig." Både Suzy og Gabriella var optaget af de forventninger, de oplevede fra omgivelserne, som føltes som en slags uskreven livsplan: fra uddannelse til job, videre til boligkøb, ægteskab og familieliv. Deres liv fulgte dog ikke den slagne vej. I starten af 30'erne valgte Suzy at begynde at studere igen, mens Gabriella flyttede hjem til sine forældre. Forskning viser også, at voksenlivets klassiske milepæle i stigende grad bliver udskudt, blandt andet på grund af økonomiske forhold, ændrede sociale normer og et ønske om længere uddannelse. Stigmatiseringen af at være single er hovedsagelig blevet undersøgt blandt ældre kvinder, og nyere forskning viser, at det i højere grad er accepteret at være single indtil omkring 30-årsalderen. Den oplevelse genkendte mine deltagere. Gabriella fortalte, at hun i 20'erne relativt nemt kunne holde stigmatiseringen på afstand, indtil flere og flere i hendes omgangskreds begyndte at danne par: "Jeg er nået til den her fase i mit liv i midten af 30'erne, hvor det ligesom har hobet sig op, og nu føler jeg mig virkelig ensom […] Jeg plejede at kunne stå imod det og ikke lade det påvirke mig. Jeg var altid ret positiv, men nu er jeg blevet mere følsom, mere bevidst om det." Historisk set har samfundet været præget af det, man kan kalde 'par-normen' – forestillingen om, at det at leve som par er den bedste og mest naturlige måde at leve på. Denne norm udspringer af et heteropatriarkalsk samfund og er blevet holdt i live gennem både sociale og juridiske strukturer, der favoriserer parforhold. Efterdønningerne af denne norm lever videre i vores kultur, ikke mindst i de mange bøger, tv-serier og film, der handler om at finde "den eneste ene". Denne kultur er også med til at fastholde den økonomiske ulighed for singlerne. For eksempel var Gabriella, der flyttede hjem til sine forældre under covid ef...

Elefanter i moderne zoologiske haver lever betydeligt længere, end zooelefanter gjorde for 60 år siden. Det skriver organisationen Species360 i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie med blandt andet deltagelse af forskere fra Syddansk Universitet. Forskerne har undersøgt oplysninger om mere end 3.000 afrikanske og asiatiske elefanter, som har levet i zoologiske haver fra 1960 til 2024, fremgår det af studiet, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports. Forskerne sammenlignede elefanternes overlevelse i perioden 1960 til 1992 og 1992 til 2024. Resultaterne viser, at overlevelsen blev forbedret på næsten alle de mål, forskerne undersøgte. Den forventede levetid steg med op til 21 procent for hunner og op til 44 procent for hanner. Også flere unge elefanter overlevede. Blandt afrikanske elefantunger steg overlevelsen eksempelvis med seks procent for hunner og syv procent for hanner. For at vurdere hvor stor forbedringen var, sammenlignede forskerne også zooelefanterne med bestemte bestande uden for zoologiske haver. I den seneste periode var zooelefanternes overlevelse på niveau med eller højere end hos vilde afrikanske elefanter i Kenya og delvist fritlevende asiatiske arbejdselefanter i Myanmar. Forskerne kan ikke slå fast, præcis hvorfor zooelefanterne lever længere. De peger dog på, at udviklingen kan hænge sammen med forbedringer i pasningen siden 1990'erne. Elefanterne har blandt andet fået større og mere varierede leveområder, blødere sandunderlag, bedre muligheder for at bade og finde føde samt mere opmærksomhed på deres sociale behov. Samtidig er dyrlægebehandlinger blevet bedre, fremgår det af pressemeddelelsen. Forskerne understreger dog, at et langt liv ikke nødvendigvis er det samme som et godt liv. Elefanter er intelligente og sociale dyr, og deres trivsel afhænger også af, om de kan bevæge sig, være sammen med andre elefanter og udføre naturlig adfærd. Derfor bør elefanters velfærd ifølge forskerne ikke kun vurderes ud fra, hvor længe de lever.

At klø sig selv på næsen, drikke af en kop eller mærke pelsen på sin hund kan for de fleste virke som helt almindelige dagligdags ting. Men for 48-årige Keith Thomas har det været umuligt, siden han blev lammet i en badeulykke i 2020. Nu har et hjerneimplantat hjulpet ham med at bevæge sine arme og hænder og genvinde noget af følesansen. Det skriver Feinstein Institutes for Medical Research i en pressemeddelelse på baggrund af et studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature Medicine. Forskerne har udviklet et system, som de kalder en 'double neural bypass' - en slags dobbelt omkørsel for nervesignalerne. Elektroder, der er opereret ind i Thomas' hjerne, registrerer, når han tænker på at bevæge sin hånd. Kunstig intelligens oversætter signalerne, hvorefter elektriske impulser får musklerne i hans arm og hånd til at bevæge sig. Samtidig registrerer sensorer på hånden, når han griber om en genstand. Systemet sender derefter elektriske signaler til den del af hjernen, der behandler berøring. På den måde kan Thomas både bevæge hånden og opleve, at han mærker det, han rører ved. Ifølge forskerne har han blandt andet formået at spise selv, drikke af en kop og løfte skrøbelige æggeskaller uden at knuse dem. Efter 35 uger med behandlingen målte forskerne, at styrken i Keith Thomas' højre arm var steget med 86 procent og i den venstre med 62 procent sammenlignet med hans egen styrke ved forsøgets begyndelse. Før forsøget kunne han ikke løfte hænderne op til ansigtet, men senere kunne han selv klø sig på næsen og tørre sig om munden, fremgår det af pressemeddelelsen. Forskerne forsøgte også at genoptræne hans følesans ved samtidig at stimulere hjerne, huden og rygmarven. Efter ca. 25 uger kunne Thomas igen mærke berøring ved sit højre håndled, der havde været følelsesløst siden ulykken. Særligt opsigtsvækkende er det, at forbedringerne ikke forsvandt, da stimulien stoppede. Ifølge pressemeddelelsen holdt den øgede styrke og følesans sig i flere måneder, og ved en opfølgning mere end to år senere var fremskridtene stadig til stede. Forskerne beskriver det som et tegn på neuroplasticitet, som er nervesystemets evne til at danne nye forbindelser og signalveje. Teknologien er dog indtil videre kun afprøvet på én person. Derfor er der behov for forsøg med flere patienter, for at forskerne kan blive klogere på, hvor godt metoden virker ved forskellige rygmarvsskader.

I mere end 30 år har astrofysikere fundet tusindvis af såkaldte exoplaneter - planeter uden for vores eget solsystem. Fundene har ændret vores billede af universet. Vi ved i dag, at planeter omkring andre stjerner ikke er sjældne, men snarere ser ud til at være en almindelig del af galakser som vores egen Mælkevej. Én type himmellegeme har forskerne dog stadig til gode at finde: En måne, der kredser om en planet uden for Solsystemet. I et studie, der netop er udgivet i tidsskriftet Nature, mener en gruppe forskere, at de kan være kommet et skridt nærmere. Hvis forskernes fortolkning holder, kan det være første gang, at astronomer har fundet en måne uden for Solsystemet. Men opdagelsen kommer med et stort forbehold. Selv forskerne bag studiet er nemlig forsigtige med at kalde objektet en exomåne. Det nyopdagede system, der går under navnet CD-35 2722, beskrives af studiets hovedforfatter, Kevin Hoy, som "supermærkeligt" sammenlignet med vores eget Solsystem. Systemet er nemlig bygget op som et hierarki i tre lag: 1. Stjernen. I centrum ligger en stjerne, som er omkring halvt så stor som vores egen Sol. 2. Den brune dværg. Rundt om stjernen kredser en enorm brun dværg - en slags 'fejlslagen stjerne'. Den er med en masse på mere end 30 gange Jupiters masse for tung til at være en planet, men for let til at kunne starte den kernefusion, der får en rigtig stjerne til at lyse. 3. Den mulige exomåne. Omkring den brune dværg kredser et objekt, der ifølge forskernes beregninger er næsten lige så massivt som Jupiter. Hvis objektet viser sig at være en måne, vil den være meget anderledes end de måner, vi kender fra vores eget solsystem. Her består de største måner som Jupiter-månen Ganymedes og Saturn-månen Titan af is, klipper og faste materialer, mens den mulige exomåne består af gas. Selvom studiets forfattere holder fast i, at objektets plads som "det tredje hjul i systemet" giver dem lyst til at kalde det en måne, er de varsomme med deres endelige konklusioner. I selve studiet understreger de, at der endnu ikke findes en bredt accepteret definition af, hvad en exomåne er. Derfor omtaler de flere steder objektet som en "satellit" - altså et himmellegeme, der kredser om et andet objekt - frem for direkte at kalde det en måne. Selvom astronomer efterhånden har fundet tusindvis af exoplaneter, har de endnu ikke med sikkerhed fundet én eneste exomåne. En af forklaringerne på det er, at måner er langt mindre end de planeter, de kredser om. Derfor efterlader de også langt svagere spor, som astronomerne kan måle. Når forskere leder efter fjerne planeter, bruger de ofte den såkaldte transitmetode. Her holder teleskoper øje med en stjerne og måler, om dens lysstyrke falder, når en planet passerer foran stjernen. Men hvor en planet kan blokere en tydelig del af stjernens lys, vil en måne typisk kun skabe en meget lille ændring. "Måner er meget mindre end planeter, så det er ultrasvært at finde de små måner. Det er svært nok at se jordlignende planeter," siger Lars A. Buchhave, der er astrofysiker og professor på Danmarks Tekniske Universitet. I det nye studie har forskerne heller ikke set den mulige exomåne direkte. I stedet har de målt, hvordan den brune dværg bevæger sig, og ud fra små ændringer i dens hastighed beregnet, at der må være et andet objekt i kredsløb, som trækker i den. Metoden kaldes radialhastighedsmetoden og bygger på, at et himmellegeme påvirkes af tyngdekraften fra et andet objekt. Jo mindre objektet er, jo mindre bliver denne påvirkning - og jo sværere bliver den at måle, forklarer professor Jes Kristian Jørgensen fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. "Det vil sige, at man har behov for meget nøjagtige målinger med meget højere præcision," forklarer professoren, der forsker i dannelsen af stjerner og planeter. Diskussionen om det nye studie handler dog ikke kun om, hvordan astronomer kan opdage fjerne himmellegemer. Den rejser også et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad er egentlig en måne? I vores eget So...

I Danmark regner vi med, at betonbyggerier holder i 50 til 100 år, selvom flere romerske betonbyggerier stadig står stabilt plantet i jorden efter mere end 2.000 år på bagen. Nu viser ny forskning, at den særlige holdbarhed i den romerske cement kan skyldes atmosfærisk kuldioxid (CO2) og calciumforbindelser i betonen, skriver det amerikanske universitet UC Berkeley Engineering i en pressemeddelelse. Det sker på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science Advances. Den romerske cement og dens holdbarhed har længe været et emne, der har skabt fascination, men også akademisk diskussion hos alverdens forskere. En af de grundlæggende tanker bag den romerske cements holdbarhed var, at romerne blandede puzzolan – en fin vulkansk aske – i deres cement, men nyere forskning fra 2023 peger også på – i tråd med det nye studie – at kalk i cementen har spillet en afgørende rolle. Men det nye studie går videre endnu. For CO2 i luften og de kemiske forbindelser i kalken i den romerske cement skaber en langsom, vedvarende kemisk reaktion kaldet 'karbonatisering'. Og før denne undersøgelse anede forskerne ikke, hvordan karbonatisering virkede over tusinder af år. Derfor udførte forskerne en omfattende analyse af et cirka 1800 år gammelt romersk toilet af beton i Hadrians Villa, der ligger i udkanten af Rom i Italien. Her opdagede de, hvordan den kemiske reaktion i karbonatiseringen hjalp med at binde og fortætte den romerske beton over tid. "Selvom den puzzolanske reaktion har en fundamental betydning, tyder vores resultater på, at karbonatisering over en længere periode også forbedrer betonens holdbarhed og kan hjælpe den med at forsegle revner, når den ældes," fortæller en af studiets forfattere, Paulo Monteiro, i pressemeddelelsen. Det skyldes – forklarer forskeren – calcit, som er et mineral af calciumcarbonat, der findes i kalksten og dannes gennem hydrerings- og karboneringsprocesser, og som hjælper med at fylde små revner og hulrum ud i betonen. Over tid kan fremkomsten af calcit hjælpe med at lukke fine revner og begrænse yderligere skader. Forskernes opdagelse kan føre til en videreudviklingen af fremtidens betonmaterialer, forklarer Paulo Monteiro: "Calcit har potentiale til at bidrage til en begrænsning af miljømæssige belastninger i moderne betoninfrastruktur." "Det vil være en stor hjælp til at fremme udviklingen af bæredygtige og robuste byggematerialer i fremtiden."

Havde de gamle grækere været iblandt os i dag, ville de sandsynligvis have kastet sig ivrigt ind i debatten om den historiske nøjagtighed i Christopher Nolans nye filmatisering af Odysseen. De elskede at diskutere sandheden i Homers fortællinger og forholdt sig langt fra ukritisk til deres egne myter. Tværtimod udfordrede og omfortolkede samtidens historiefortællere dem gerne. De konkurrerede om at give de gamle historier nyt liv og få publikum til at se dem i et nyt lys. For de gamle grækere var den fjerne fortid et paradoks. Det var gudernes og monstrenes tid, fyldt med fantastiske hændelser, men historierne udspillede sig samtidig på velkendte steder rundt om Middelhavet og kredsede om helte, de betragtede som forfædre til samtidens mennesker. Vi har arbejdet med at kortlægge de lokationer, der knytter sig til de græske myter. For grækerne udspillede fortidens fortællinger sig ikke i fjerne fantasilande, men på steder, de kendte og færdedes blandt. Men hvordan forholder det sig med Odysseus' rejse? Homers epos Odysseen, der sandsynligvis blev til omkring 800 før vor tidsregning, er beretningen om sagnhelten Odysseus' lange og farefulde færd fra det belejrede Troja hjem til hans elskede hjemstavn Ithaka. En stor del af rejsen foregår i det mørke og tågede dødsrige "Hinsides", som var et mytisk univers med sin egen logik, befolket af sære, uhyggelige og overmægtige væsener. Selvom Homer placerede denne del af fortællingen i en fantasiverden, behøvede den ikke at forblive dér. I takt med at grækerne bredte sig over hele Middelhavsområdet, begyndte de at spørge sig selv: Var Odysseus engang her? Selvom myten om den trojanske krig tager sig visse friheder i forhold til geografien, var grækerne enige om, at Troja lå ved Dardanellerne i det nuværende nordvestlige Tyrkiet. De forbandt forskellige lokale landemærker med hændelserne i eposserne, og da den tyske arkæolog Heinrich Schliemann udgravede en bronzealderfæstning i området, hævdede han, at han havde fundet Homers Troja. Homer kalder Odysseus' ørige ud for det græske fastlands vestkyst for Ithaka. Den dag i dag findes der en ø med dette navn i området, selvom den ikke stemmer helt overens med digterens beskrivelse. Odysseus når så langt som til Kap Malea ved det sydlige græske fastland, før en voldsom storm blæser ham ud af den kendte verden og ind i dødsriget "Hinsides". Her forlader fortællingen den genkendelige verden. Homers beretning om det, der følger, lader sig ikke indtegne på noget kort. Intet er genkendeligt, og retningsangivelser som nord og syd mister deres betydning. Homers eposser afspejler den politiske og geografiske virkelighed i hans egen tid. Omkring 800 år før vor tidsregning kæmpede hundredvis af bystater på det græske fastland om indflydelse og prestige, og forestillingen om, at lokale helte engang havde stået sammen om at erobre Troja, havde derfor stor appel. Fra det 5. århundrede før vor tidsregning finder vi antikke geografer, der diskuterer, hvor Odysseus egentlig sejlede hen. Deres tekster, hvoraf en del kun er bevaret i fragmenter, er vores bedste vidnesbyrd om, hvordan oldtidens samfund forsøgte at knytte de fantastiske steder, som Homer beskrev, til virkelige lokaliteter. En del geografer var skeptiske over for tanken om, at "Hinsides" lå i Middelhavet, og pegede i stedet mod Atlanterhavet. Eratosthenes bemærkede tørt: "Du finder først ud af, hvor Odysseus strejfede omkring, den dag du finder den skomager, der syede vindposen sammen for Aiolos." Med andre ord: Det gør du aldrig. Men ønsket om at knytte Homers fantastiske steder til virkelige lokaliteter var for stærkt til at blive ignoreret. Der fandtes derfor mange konkurrerende teorier. I Odysseen møder Odysseus de såkaldte lotusspisere, som lever af lotusblomstens "honning-søde" frugt. Antikkens geografer placerede deres hjemegn forskellige steder i Nordafrika. Øen Meninx ud for det nuværende Tunesien var en populær kandidat. Strabon fremhævede som bevis både et alter viet til Odysseus og ...

Du har sikkert prøvet det: Overværet en Powerpoint-præsentation, hvor alle slides var overfyldte, og du endte med at sidde og læse informationerne på præsentation fremfor at lytte til det, underviseren sagde. Nu peger et nyt studie da også på på, at elever kan lære mere, hvis indholdet på sliden bliver vist lidt efter lidt. Det skriver Tokyo University of Science på baggrund af et studie, der er offentliggjort i Journal of Computer Assisted Learning. Forskere undersøgte en præsentationsform, hvor grafer, billeder og andre dele af en slide først kom frem, når underviseren talte om dem: Hvis underviseren for eksempel fortalte om et stigende antal af byttedyr og rovdyr, blev stigende kurver på en graf vist samtidigt. Og når underviseren fortalte om et faldende antal, blev faldende kurver vist samtidigt. Forskerne sammenlignede metoden med en almindelig præsentation, hvor alle informationer blev vist på en slide, før forklaringen begyndte. I forsøget deltog 40 japanske universitetsstuderende: 20 så en præsentation, hvor indholdet blev vist lidt efter lidt. De øvrige 20 så alle oplysningerne på hver slide på én gang. Før præsentationen tog alle deltagerne en test om emnet. Derefter så de den samme optagede præsentation med syv slides og hørte den samme forklaring. Forskellen var, at den ene gruppe fik vist indholdet lidt efter lidt, mens den anden gruppe kunne se alle informationer på én slide fra begyndelsen. Efter præsentationen tog deltagerne den samme test igen. Forskerne målte også deres øjenbevægelser og spurgte, hvor svær de syntes undervisningen og testen var. De to grupper af studerende oplevede ikke nogen tydelig forskel på, hvor svær undervisningen eller testen var. Men de studerende, som fik vist indholdet lidt efter lidt, klarede sig bedre i testen efter præsentationen. Øjenmålingerne viste, at de også hurtigere fik øje på de dele af sliden, som passede til det, stemmen forklarede. De kiggede desuden på informationerne i længere tid. Studiet omfattede dog kun 40 universitetsstuderende og en optaget præsentation. Resultaterne viser derfor, hvordan metoden virkede i netop dette forsøg, men ikke nødvendigvis hvordan den virker i andre sammenhænge.

I september 1859 vågnede store dele af verden op til forvirring. I troperne dansede usædvanlige farver rundt på nattehimlen. I USA var der så kraftigt lys på nattehimlen, at minearbejdere stod op midt om natten for at gå på arbejde, fordi de troede, det var morgen. Den nyeste kommunikationsform, telegrafen, begyndte at opføre sig underligt i alverdens lande. Man kunne sende beskeder, mens strømmen var koblet fra, og nogle telegrafmaskiner gav endda stød og udsendte gnister. Årsagen til alle de mærkelige fænomener var det samme. Jorden blev ramt af en ualmindeligt kraftig solstorm: Et kæmpeudbrud af elektrisk ladede partikler fra Solen. Solstorme er voldsomme udbrud af elektrisk ladede partikler fra Solen, som kan ramme Jorden og forstyrre vores teknologi. Solstormen i 1859 blev døbt Carrington-eventet efter astronomen Richard Carrington, der observerede aktiviteten på Solen. "Vi har ikke oplevet noget lige så kraftigt som Carrington-eventet siden 1859, så vi kender ikke præcist omfanget af, hvad konsekvenserne vil være med den teknologi, vi har i dag," siger Sarah Schultz Beeck, der forsker i effekterne af rumvejr. Ifølge forskere, Videnskab.dk har talt med, er det ikke et spørgsmål om et nyt Carrington-event rammer Jorden, men hvornår. Verdenssamfundet var i 1859 ikke afhængigt af elektricitet, men det ændrede sig. Det fik borgerne i Québec-provinsen, Canada, at mærke i marts 1989, da en massiv solstorm ramte Jorden. På 90 sekunder blev elnettets transformatorer overophedet, og afbryderne slog fra, så strømmen forsvandt i et enormt område. Canadiere var fanget i elevatorer og tog, og op imod seks millioner borgeres hjem gik i sort i ni timer. Især lande som Canada, Norge og Sverige er i fare for store strømnedbrud ved solstorme på grund af deres geografi og undergrund. "Lande med lange højspændingsledninger, der står i grundfjeld mellem byerne, er særligt sårbare," siger Rasmus Dalberg, katastrofehistoriker og lektor på RUC med fokus på beredskab. De lange højspændingsledninger fungerer som en slags antenner for de elektromagnetiske forstyrrelser, solstormen forårsager. Samtidig har grundfjeldet høj modstand mod elektricitet, så det går i stedet ud over transformatorstationer. Men selvom vores skandinaviske naboer er mere sårbare end os, er vi stadig i risikozonen. "Vores elforsyning er ikke isoleret, så nedbrud i ét land kan sagtens ramme flere lande som en dominoeffekt," siger Rasmus Dahlberg, der har skrevet romanen Solstorm om, hvor galt det vil kunne gå Danmark. Vi er dog langt hen ad vejen beredt mod de strømnedbrud, der måtte opstå som følge af en solstorm, hvilket også er et punkt i Nationalt Risikobillede. "Vi har ikke et beredskab mod rumvejr specifikt. Det hører under et 'all hazards approach', hvor flere sektorer skal være forberedt på blandt andet strømnedbrud." I 2003 ramte voldsomme solstorme Jorden i oktober, hvilket har givet hændelsen det uofficielle navn 'Halloween-stormene'. Fly måtte omdirigeres væk fra polerne for at beskytte passagererne mod stråling, og GPS-systemerne drillede. Forskere på Antarktis mistede radiokontakt med omverdenen i dagevis. Op imod halvdelen af alle satellitter blev påvirket. Nogle opførte sig sært, en japansk forskningssatellit gik i stykker, og flere blev væk i en kortere periode. Det gav udfordringer på Jorden. "Vi er i stigende grad afhængige af satellitter til positionering og navigation," siger Sarah Schultz Beeck fra DTU Space, der blandt andet forsker i konsekvenserne af voldsomt rumvejr i Grønland. Satellitter, der bruges til navigation og positionering, for eksempel GPS-satellitter, er baseret på, at der sendes signaler fra og til satellitter igennem atmosfæren med nøjagtig tidsangivelse og position. Men signalets rejse gennem atmosfæren kan blive forstyrret af elektrisk ladede partikler, når vi rammes af solstorme. "Det kan påvirke navigationsudstyr, målinger i byggeri og minedrift, forsvarsteknologi, kommunikation, droner, landbrug og så videre." Landbruget opleve...

For hver generation er vi siden 1930'erne tilsyneladende blevet mere intelligente. Det fænomen kaldes for 'Flynn-effekten' og beskriver, hvordan den gennemsnitlige IQ i verden er steget de seneste 100 år. Men nu er udviklingen i de vestlige lande efter sigende vendt, så vi ser en negativ Flynn-effekt. Generation Z, født mellem 1997 og 2010, er derfor den første generation, som er mindre intelligent end de forrige generationer. Sådan lyder påstanden i hvert fald på blandt andet LinkedIn og ifølge en amerikansk neuroforsker. "Det er den første generation i moderne historie, der får en lavere score i standardiserede kognitive tests end den foregående generation," sagde neuroforskeren Jared Cooney Horvath til New York Post. Politiken og Weekendavisen har også begge beskrevet, hvordan IQ'en er faldet, og at vi er blevet dummere. Men er det rigtigt, at den unge generation er dummere end de forrige? Der er en del evidens for, at IQ'en i højindkomstlandene er faldet, og at der derfor er tegn på en negativ Flynn-effekt. Selvom IQ-scoren ser ud til at være faldet, er det dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at generation Z er dummere end tidligere generationer. For IQ-tests er ikke 100 procent retvisende for et individs kognitive evner. Og det kan også være, at den yngre generations kognitive evner blot er blevet tilpasset den digitale tid, vi lever i. Derfor kan man ikke konkludere, at den unge generation i Vesten er mindre intelligente end deres bedsteforældre. Vi har spurgt følgende intelligensforskere: Lars Larsen, ph.d., lektor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Erik Lykke Mortensen, cand.psych., professor emeritus, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. De seneste årtier har studier peget på, at IQ-scoren er faldet: I et amerikansk studie fra 2023 analyserede forskere 394.378 amerikaneres IQ-resultater fra 2006 til 2018. Der var et fald i IQ-scoren uanset alder, uddannelse og køn, men det største fald i IQ var hos de 18-22 årige og dem med kort uddannelse. Lignende data findes her i Norden, hvor et studie fra 2018 viste, at IQ'en for norske mænd, der aftjener værnepligt, er faldet. Data peger på, at den årtier lange fremgang i testresultater toppede omkring 1993, hvorefter scorerne begyndte at falde. Faldet tilskrives primært dårligere præstationer i ordforståelse og evnen til at forstå, analysere og arbejde med tal og matematiske sammenhænge. Et dansk studie af mænd til sessionsprøve i Forsvaret mellem 2006 og 2019 har vist en tilbagegang i intelligensscorerne. Data peger på, at scorerne først faldt og derefter stagnerede – en stagnation, som ifølge forskerne i virkeligheden kan skjule et reelt fald i befolkningens IQ, fordi flere i dag bliver fritaget fra at tage testen. En analyse af PISA-tests fra 48 lande i perioden 2000 til 2018 viser, at udviklingen går i retning af faldende testscorer i mange lande. Studiet viser især fald i de lande, hvor befolkningen i forvejen scorer højt i intelligensmålinger og klarer sig godt i skolen – altså typisk de rigeste og mest økonomisk udviklede lande. "Der har været en fremgang gennem en del årtier, og så er den fremgang vendt omkring årtusindskiftet. Der er det gået ned ad bakke," siger Lars Larsen. "Så den vej rundt kan man godt sige, at der fra generation Z sker nogle forandringer." Erik Lykke Mortensen mener også, at det ligner et fald i den kognitive præstation hos yngre generationer. Alligevel er det ikke helt entydigt, hvad forskningen har vist om udviklingen af intelligens. Selvom nogle højtudviklede lande har oplevet, at intelligensscorerne er stagneret eller faldet, viser flere store metaanalyser og studier fra forskellige lande (for eksempel her og her), at IQ'en på verdensplan samlet set fortsat er stigende. Det er heller ikke alle vestlige, fuldt udviklede lande, der oplever 'den omvendte Flynn-effekt'. Flere studier finder heller ikke tegn på et generelt fald i intelligens i bestemte befolkninger: Tysktalende befolkninger (2005–2024): Et ...

I mange lande er skizofreni næsten ensbetydende med at ende varigt uden for arbejde eller uddannelse. I Danmark er det ikke tilfældet. Det viser tal fra over 65.000 danskere med skizofreni, som vi har fulgt i registrene 10 år efter, de fik diagnosen. Samlet set var personerne i undersøgelsen i arbejde, uddannelse eller et erhvervsrettet forløb i 48,2 procent af de uger, vi observerede dem i. I andre lande er det typisk 10-20 procent af mennesker med skizofreni, der er i arbejde, under uddannelse eller i praktik. Landene kan dog ikke sammenlignes direkte, fordi studierne bruger forskellige diagnoser, opfølgningstidspunkter og definitioner af arbejde og uddannelse. Derfor kalder vi ikke Danmark 'verdensmester' i at få mennesker med skizofreni i job. Men tallene viser, at vi gør noget rigtigt. En del af svaret ligger i det danske velfærdssystem. Den universelle sundhedsdækning, fleksjobordningen og løntilskud til arbejdsgivere skaber et sikkerhedsnet omkring patienten, som er langt mindre fragmenteret end i andre lande. Vi ved fra anden forskning, at mennesker med skizofreni oplever mere diskrimination end mennesker med andre psykiske lidelser. De danske tal bliver derfor endnu mere bemærkelsesværdige, fordi de tyder på, at et stærkt støttesystem kan modvirke dele af stigmatiseringens effekter. Vi tror, at et samfund, der fastholder mennesker på arbejdspladsen, også bliver ved med at se dem som arbejdere. Det styrker deres identitet og mindsker den sociale afstand, der ellers nærer stigmatiseringen. Vi kan dog ikke reducere forskellen mellem Danmark og andre lande til en enkelt forklaring. Og vi påstår heller ikke, at det danske system er bedre på alle områder. Lad os dykke et spadestik dybere i vores resultater og se på tilknytningen til arbejdsmarkedet i perioder med og uden medicin. Denne analyse omfattede 50.440 personer, som havde både uger med og uden registreret antipsykotisk behandling. I de første to år efter diagnosen var tilknytningen til arbejde eller uddannelse relativt set omkring ni procent lavere i uger med antipsykotisk medicin end i de samme personers uger uden medicin. Sagt med andre ord: En tænkt patient, som vi kan kalde 'Jakob', har større chance for at være i arbejde eller i uddannelse de uger, hvor han ikke får medicin, de første to år efter hans diagnose. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at medicinen gør 'Jakob' dårligere til at passe et arbejde. Vores undersøgelse er et observationsstudie, ikke et lodtrækningsforsøg. Selv om hver person sammenlignes med sig selv, kan medicinen netop blive givet i perioder, hvor sygdommen er mere aktiv, og andre forhold, der ændrer sig over tid, kan også påvirke resultatet. I de hårde sygdomsperioder er det i forvejen sværere at være i arbejde eller uddannelse. Tallene viser altså en sammenhæng – ikke et bevis for, at medicinen er årsagen. Vi har forsøgt at tage højde for det i vores analyser, men den slags kan aldrig udelukkes helt i denne type undersøgelse. Den lavere chance for at være i arbejde eller under uddannelse mindskes i år 2 til 5 fra cirka ni til cirka fem procent. Efter fem år vender sammenhængen helt: Her er uger med medicin forbundet med en cirka to procent højere chance for arbejde eller uddannelse for 'Jakob' og de andre i vores undersøgelse. Resultaterne for år 2 til 5 overrasker os. En mulig klinisk fortolkning er, at de akutte symptomer på dette tidspunkt ofte er dæmpet, så man kunne forvente, at stabiliteten blev omsat til job eller uddannelse. Registerdataene måler dog ikke symptomer direkte, og uger med medicin er fortsat forbundet med en lavere rate for arbejde eller uddannelse. Det er dét, vi fortolker som det sårbare vindue: Perioden, hvor den kliniske stabilisering muligvis er begyndt, men hvor arbejdslivet endnu ikke er fulgt med. En mulig forklaring, som vores studie ikke kan teste, er, at bivirkninger som træthed og nedsat koncentration kan gøre vejen tilbage til arbejde eller uddannelse vanskeligere. Her kan vi gøre det bedre. Vores un...

Måske kender du følelsen: Du står ved stranden og kigger ud over havet. Bølgerne ruller ind mod kysten, horisonten strækker sig langt væk, og det er, som om tankerne falder til ro, og hverdagens stress og bekymringer tager et skridt tilbage for en stund. For mange mennesker er det afslappende at opholde sig ved havet. Men hvorfor er det egentlig sådan? Det har Anne spurgt os om i vores brevkasse Spørg Videnskaben: "Hvad er det, der er ved bølgeskvulp og glitrende vand, der tilsyneladende har en afslappende effekt på os?" Vi har taget spørgsmålet videre til Jesper Ovesen Dahlgaard, der forsker i mindfulness og mental sundhed på VIA University College. Han fremhæver tre forskellige forklaringer på, hvorfor det bringer os en ro, når vi kigger på det store ocean: Som det første påpeger forskeren, at mange af os i dag bruger en stor del af vores hverdag i det, forskere kalder 'fokuseret opmærksomhed'. Ifølge en teori, der hedder 'Attention Restoration Theory' (forkortet ART), er det den form for koncentration, som vi er i, når vi for eksempel læser en svær tekst, løser komplicerede opgaver eller koncentrerer os om at lytte til en lærer i skolen eller en kollega på arbejdet. "Det, der dog er med den fokuserede opmærksomhed, er, at den er begrænset," forklarer Jesper Ovesen Dahlgaard. "Hvis vi er fokuserede for længe, kan den blive brugt op, ligesom et batteri, der løber tør. Og når det sker, kan man blive udmattet og stresset." Men ifølge teorien er der et modstykke til den fokuserede opmærksomhed, der kaldes 'den brede opmærksomhed'. Det er den opmærksomhed, vi bruger, når vi for eksempel kigger på skyer, der glider forbi, går en tur i skoven eller spejder ud over havet. Det er, når vi bruger den brede opmærksomhed, at vi kan give den fokuserede opmærksomhed et hvil. Og netop det er måske særligt relevant for os i dag, hvor mange oplever at blive slidt af hverdagens krav, siger Jesper Ovesen Dahlgaard: "Havet kræver ikke, at vi fokuserer på noget bestemt. I stedet kan opmærksomheden vandre frit mellem bølgerne, horisonten og lydene fra vandet. Den mere åbne form for opmærksomhed giver hjernen mulighed for at restituere, hvilket virker beroligende og afstressende." En anden forklaring på havets beroligende virkning skal måske findes begravet dybt i vores gener, forklarer Jesper Ovesen Dahlgaard videre. Ifølge noget, der kaldes 'biofili-hypotesen', har mennesker en medfødt tiltrækning til naturen, fordi vi gennem størstedelen af vores historie har været afhængige af den. "Vi er udviklet i naturen, og tilhængere af biofili-hypotesen vil sige, at vi er en del af naturen på samme måde som svampe, myrer, giraffer, træer eller enhver anden levende organisme," siger forskeren. Problemet er, at vi mennesker på relativt kort tid har bygget byer og skabt et samfund, hvor mange af os tilbringer størstedelen af dagen indendørs, væk fra naturen og omgivet af teknologi, der ligger langt fra det, der har formet os gennem vores evolution. Det kan skabe en form for afstand til de omgivelser, vores hjerner oprindeligt har udviklet sig i, forklarer forskeren. Og det kan altså føre til stress, nedsat trivsel og fremmedgørelse. Men når vi ser på for eksempel havet, kan noget blive vækket i os: "Gennem menneskets historie har søer, floder og kyster været afgørende for mad, transport og sikkerhed," siger Jesper Ovesen Dahlgaard. "Dertil har man i titusinder af år skullet tage sig i agt for rovdyr og alle mulige andre farer i naturen. Men ved havet kan man se helt til horisonten, og der er ingen risiko for, at noget pludselig springer frem og angriber én. Man kan sænke skuldrene." For mange af vores forfædre har havet desuden været kilde til alt, de havde brug for. Derfor kan mødet med havet opleves som en tilbagevenden til noget velkendt, siger Jesper Ovesen Dahlgaard. Jesper Ovesen Dahlgaard peger også på en tredje forklaring: Når mennesker står foran noget storslået som havet, kan de opleve det, psykologer kalder 'awe', en følelse af ærefrygt eller b...

Det ville være oplagt at starte denne artikel med en scene: En personlig fortælling, der illustrerer skæbnen hos de 27.000 afrikanere, der blev sat af på øen Sankt Helena midt i Atlanterhavet, efter de blev reddet fra ulovlige slaveskibe i 1800-tallet. Desværre er sandheden, at vi ved meget lidt om personerne og deres baggrund og identitet, som blev mere eller mindre slettet, så snart de blev lastet på slaveskibe og sendt mod Amerika. "Vi har tal og data fra historiske kilder om, hvilke havne de slavegjorte afrikanere blev sendt afsted fra, og hvor mange der endte på Sankt Helena, efter de blev 'reddet'," siger Hannes Schroeder, lektor ved Globe Institute på Københavns Universitet. "Men det siger jo ikke rigtigt noget om, hvor de forskellige personer oprindeligt kom fra." For at hjælpe med at svare på det har Hannes Schroeder og hans kolleger i flere år samarbejdet med lokale myndigheder på Sankt Helena om at bruge naturvidenskabelige metoder til at spore baggrunden for de cirka 8.000 afrikanere, der aldrig kom væk fra øen. Den seneste analyse af 152 individers tandsæt, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Science, er det tætteste, man er kommet på at spore deres baggrund. Og det fortæller i sig selv en tragisk historie om slavegjorte børn. Sankt Helena er en lille ø i det sydlige Atlanterhav med knap 4.000 borgere. Den er en del af det britiske territorium. Den har i mange år været bedst kendt for at være Napoleons ufrivillige hjem i 1815-1821, da han blev sendt derhen i eksil. "Hvis man googlede Sankt Helena for 15 år siden, var det nok især Napoleon, der stod noget om," siger Hannes Schroeder. Det ændrede sig dog i 2007-2008, da man foretog udgravninger til en lufthavn. Der dukkede nemlig skeletter fra 325 mennesker op, hvilket kastede lys over et mørkt kapitel i øens historie, der i allerhøjeste grad også handler om at ende der ufrivilligt: I årene 1840-1863 blev der sat 27.000 afrikanere af på den lille ø. De havde alle været fanger på slaveskibe, der skulle have sejlet dem til Amerika, men som blev standset af den britiske flåde. Allerede dengang var slavehandel ulovligt, så flåden patruljerede og opsnappede en lang række ulovlige slaveskibe og bragte de frigjorte slaver til Sankt Helena. De fleste blev sendt videre til andre dele af det britiske imperium eller hjem til det afrikanske kontinent. Men mange af dem var allerede syge og svækkede efter de hårde kår på skibene – og tilstandene i det vejrbidte og uhygiejniske miljø, hvor de blev stuvet sammen på øen, hjalp ikke på helbredet. Så 8.000 af de frigjorte slaver døde på øen og blev begravet i den vulkanske undergrund. Indtil de jordiske rester fra 325 personer dukkede op halvandet århundrede senere. De jordiske rester blev i første omgang lagt på lager på øen, men så opstod der debat: Mange mente, at man af respekt burde sende skeletterne hjem, hvor de kom fra. Problemet er bare, at man ikke ved, hvor 'hjem' var. Kun hvilke havne, de blev sejlet ud fra. Det var her, Hannes Schroeder og hans kolleger kom ind i billedet. "Jeg har arbejdet med gammel DNA og isotoper hele mit professionelle liv," fortæller han til Videnskab.dk. "Det stod hurtigt klart, at nogle af de videnskabelige metoder, vi beskæftiger os med, kunne hjælpe med at spore os ind på, hvor de her mennesker oprindeligt kom fra." Første forskningsprojekt fra deres side var en DNA-analyse af 20 af individerne, der viste, at de formentlig var fra det vestlige Centralafrika. Det stemte overens med de historiske dokumenter, blandt andet om hvor skibene sejlede fra. "DNA-analyser har begrænsninger, fordi de kun viser genetisk slægtskab over mange generationer. Det er jo ikke det samme som et fødested, for folk flytter rundt i løbet af livet over generationer. Så vi ville gerne foretage mere forskning, der kunne pege os endnu tættere på." Hannes Schroeder og hans kolleger besluttede sig for at bygge oven på DNA-analysen med en strontium-isotop-analyse af individernes tænder. Groft sagt kan sådan en anal...

I slutningen af 00'erne dukkede ordet fleksitar op i det danske sprog som en måde at beskrive dem, der spiser mindre kød. Siden har begrebet fået stigende opmærksomhed. I de senere år er fleksitarisme ligefrem fremhævet som en attraktiv vej til mere bæredygtige madvaner, og som mere tilgængelig for de fleste end vegetarisme. Og flere undersøgelser har peget på, at mange danskere er fleksitarer. Det kan umiddelbart lyde som gode nyheder, for hvis flere er blevet fleksitarer, skulle man tænke, at danskernes generelle kødforbrug var på vej ned. Det er dog ikke tilfældet. Tværtimod pegede en ny stor undersøgelse af danskernes kost i foråret på, at vi spiser mere kød end for ti år siden – og næsten tre gange så meget kød som kostrådene anbefaler af hensyn til blandt andet klima og sundhed. Hvordan i alverden kan vores kødforbrug stige, hvis flere bliver fleksitarer? Min egen undren over fleksitartrenden startede for snart længe siden. Nemlig da jeg arbejdede på min ph.d. i 2021 og selv første gang brugte begrebet fleksitar. Jeg interviewede unge danskere, der var begyndt at spise mindre kød, og der var en del af mine forskningsdeltagere, der ikke havde droppet kødet fuldstændigt. Den gruppe tænkte jeg i starten på som 'fleksitarer'. Deres kødforbrug så dog meget forskelligt ud. Én deltager var begyndt at blande bønner i sine hakkebøffer, men spiste stadig kød hver dag. Én spiste kun kød, når hun var ude, og levede hovedsageligt vegetarisk derhjemme. Én boede med en kæreste, der var vegetar, og spiste ikke kød, når de spiste sammen – men når han en gang imellem var alene hjemme, skulle der til gengæld masser af kød på bordet. Ja, der var faktisk nærmest lige så mange variationer, som jeg havde deltagere. Ovenikøbet var det ganske få af dem, der brugte ordet 'fleksitar' om dem selv. Det var svært at få til at hænge sammen med historierne om, at flere danskere skulle være blevet fleksitarer. Det viste sig da også, at jeg ikke var den eneste, der undrede sig. Til en konference faldt jeg i snak med to norske kollegaer, der gik med lignende overvejelser. Vi satte os for at undersøge sagen – og blev mildest talt overraskede over, hvad vi kom frem til. Vi fandt hurtigt ud af, at fleksitarer er populære blandt forskere. Ja, faktisk gik fleksitarerne fra kun at blive nævnt i et par forskningsartikler om året i starten af 2010'erne til at figurere i hele 68 artikler bare i 2024. En del af disse artikler har forsøgt at finde ud af, hvor mange fleksitarer der egentlig findes i forskellige lande, men her begynder tingene at blive brogede. Jeg skal spare jer for de tekniske detaljer. Men selvom de fleste studier ser fleksitarer som en forbrugertype, er der ikke nogen fælles tilgang til, hvordan man identificerer fleksitarer i spørgeskemaundersøgelser. Vi fandt på det nærmeste lige så mange tilgange til at identificere fleksitarer, som vi fandt studier. Studiernes resultater er derfor også vidt forskellige: Internationale studier finder alt fra 9 procent til op mod 75 procent fleksitarer. I Danmark er der også stor forskel på resultaterne – her finder nyere undersøgelser alt mellem 12 procent og 42,7 procent fleksitarer. Skåret ind til benet: jo færre 'krav' man stiller til fleksitarer, jo flere finder man af dem. Lidt sat på spidsen kan man sammenligne fleksitaren med et fabeldyr: Hvis du fjerner kravet om, at en enhjørning skal have et horn i panden, bliver den pludselig meget nemmere at finde… Det er altså svært at sige, hvilke undersøgelsers tal, der ligger tættest på virkeligheden – for hvordan finder man frem til en befolkningsgruppe, hvis ingen kan blive enige om, hvem der er en del af den? Vi satte os for at undersøge historien bag ordet fleksitar for at se, om vi kunne blive klogere. Selvom der er bred enighed om, at ordet fleksitar er en sammentrækning af ordene 'fleksibel' og 'vegetar', er der en del mystik forbundet med begrebet. Det er for eksempel uklart, hvem der opfandt ordet og først brugte det. Den amerikanske diætist Dawn Jac...

Hvis du dykker på åbent hav, kan du risikere at høre en mærkelig og for de fleste uventet lyd: En langsom metallisk rytme, som om nogen hamrer tålmodigt på en cykel med en svensknøgle. Lyden kommer dog ikke fra en cykelpercussionist under vandet, men en kaskelothval, der laver såkaldte 'slow clicks': En voldsomt høj lyd, der adskiller sig markant fra alle de andre klik, den ofte laver. Det langsomme klik har i årevis forundret forskere, der ikke har kunnet greje, hvad lyden bruges til af den ikoniske hval. Nu har forskere fra blandt andet Aarhus Universitet lavet nye analyser af de optagelser, man har af den gådefulde lyd. "Når vi ser på de forskellige egenskaber, lyden har, så er den faktisk ret ekstrem," siger Simone Videsen, postdoc ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet og en af de ledende forskere bag projektet. Faktisk slår den en af dyrerigets verdensrekorder – og giver anledning til nye hypoteser om kaskelothvaler. Nedenfor kan du høre et eksempel på slow clicks fra en kaskelothval: Kaskelothvalen bruger forskellige kliklyde, som den producerer med et lydorgan i sin næse. Den har sit ekkolokaliserings-klik til at finde føde med og sin kombination af mindre lyde, såkaldte 'codaer', som den bruger til at kommunikere med andre hvaler. Og så laver hannerne de specielle slow click, som forskerne undersøger i det nye studie. Det har de gjort ved hjælp af forskellige lydoptagelser fra tidligere forskning, der strækker sig fra 2002 til 2021 i havene ved både Seychellerne, Sri Lanka, Norge og Skotland. "Vi har lavet forskellige estimater på kaskelothvalernes slow clicks," fortæller Simone Videsen. "Vi har udregnet, hvor højt klikket er, hvor langt væk det kan høres, og set på, hvor stabile intervallerne er mellem hvert klik." Med andre ord: Styrke, rækkevidde og rytme. Ifølge det nye studie har slow clicket en styrke på op til 200 decibel. Det er dermed den højeste kommunikationslyd blandt alle pattedyr: Så høj at den ifølge en anden udregning i studiet kan høres på op til 70 kilometers afstand. I øvrigt sidder kaskelothvalen allerede officielt på rekorden for højeste lyd i dyreriget med sit ekkolokaliserings-klik – som i modsætning til slow clicket ikke bruges til kommunikation – på op til 236 decibel. Lyd opfører sig dog forskelligt over og under vand, så det kan være svært at sammenligne med en jetmotor eller en brøleabe. Magnus Wahlberg er lektor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet og forsker i havpattedyr. Han er generelt begejstret for det nye studie, som han ikke selv har været en del af. "Det er et rigtig godt studie og et fint eksempel på, at man kan finde nye spændende ting, når man bygger videre på studier, der allerede er lavet," siger han. Noget af det, han bed særligt mærke i, da han læste studiets resultater, var slow clickets rytme med op til 10 sekunder mellem hvert klik – en rytme, som kaskelothvalen tilsyneladende er meget taktfast omkring. "Det overrasker mig helt vildt, hvor præcis timingen er. Det er jo næppe noget, den gør for sjov, så hvad skal den bruge så nøjagtig timing til? Det har jeg ikke rigtig noget svar på." Det har forskerne bag studiet heller ikke. De må også være svar skyldige, når det kommer til, hvordan den slipper af sted med noget så komplekst som at være taktfast i slowmotion. Et gæt kunne ifølge studiet være, at den bruger havbunden som et ekko-stopur, så hvert klik bliver sendt af sted, så snart den modtager ekkoet fra det forrige. Endnu et spørgsmål, Simone Videsen og hendes kolleger stiller uden at have sikre svar, er hvad kaskelothvalen bruger sit særlige klik til. "Det er umiddelbart kun hanner, der producerer slow clicks, så det kan give os nogle indikationer," siger Simone Videsen. Forskernes måleudstyr kan måle frekvensen i hver lyd, og ud fra det kan man udlede, hvor stort et næseparti hvalen har. Det er derfra, den laver sine kliklyde. "Hvis hvalerne kan høre frekvensen, vil de også vide, hvor stor hannen, der laver lyden, er." Hun foreslår derfor, at ha...

Situationen med USA har nu fået Grønlands Naturinstitut, Pinngortitaleriffik, til at stoppe med at lave nye samarbejder med USA. Naturinstituttet har også stoppet for, at ansatte og forskere rejser til USA for at deltage i konferencer, møder, forskning eller lignende. Det siger instituttets direktør, Josephine Nymand, ifølge det grønlandske medie KNR. "Vi har samarbejder, fra før alt det her skete. Dem fortsætter vi med, da det er forskere, vi har arbejdet sammen med i mange år, og som vi har tillid til," siger Josephine Nymand ifølge KNR. "Men vi indgår ikke nye aftaler eller projekter med USA med partnere, vi ikke kender." Josephine Nymand er tidligere forperson for Grønlands Forskningsråd og arbejdede dengang for mere samarbejde med USA, skriver KNR. Men siden har situationen taget en drejning - særligt efter denne januar, hvor USA i lang tid ikke ville afvise at overtage landet med militær magt. Der er flere andre årsager til, at samarbejdet med USA ikke er aktuelt længere ifølge KNR. For det første har Naturinstituttet oplevet, at Trump-regeringen har lavet censur af bestemt forskning, som har brugt ord, der ikke passer ind i deres syn på diversitet. Der har også været eksempler på, at forskere i USA har fået fjernet noget af deres data. De geopolitiske spændinger omkring Grønland har også fået en dansk forsker til at sige nej til amerikansk samarbejde af frygt for at blive en brik i spillet om Grønland, skriver DR. Peter Teglberg Madsen, der er professor ved Institut for Biologi - Zoofysiologi på Aarhus Universitet, har også sagt nej til at samarbejde om et projekt om hvaler i farvandene nær Grønland, sagde han til Politiken i maj 2026.

Et flertal af danskerne vil gerne spise mindre kød. Alligevel er det samlede kødforbrug i Danmark stigende - på trods af kostråd, klimaråd og højere kilopriser. Det viser tal fra Danmarks Statistik og fra den seneste nationale kostundersøgelse udgivet i 2026. Hvorfor lever danskerne ikke op til egne ambitioner? Og hvad kan man gøre for at ændre de kødholdige kostvaner? Det har vi talt med to forskere om: Morten Wendler Jørgensen, sociolog og postdoc ved Københavns Universitet. Sisse Fagt, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet Der er også positive tegn at spore i madvanerne, siger de. Undersøgelser viser, at danskernes kødforbrug er stigende. I den seneste nationale kostundersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) kan man læse, at: På 10 år er mængden af kød i kostens samlede energiindhold steget med 12 procent - fra perioden 2011-2013 til perioden 2021-2024. Danskernes typiske indtag er nu omkring 800 gram kød om ugen - mere end dobbelt så meget som kostrådenes anbefaling om maksimalt 350 gram om ugen. Stigningen er størst blandt de yngste børn: Blandt de 4-10-årige er mængden af kød steget med 24 procent. Hvorfor? Her er tre af forskernes bud på en forklaring: Sulten efter kød er en fortsættelse af årtiers tendens: I 2010 spiste vi for eksempel omtrent dobbelt så meget kød som i 1960'erne. "Kødet fylder så meget i vores samfund, at de, som forsøger at spise mindre kød, oplever, at det praktisk og socialt er krævende at omlægge kosten," siger Morten Wendler Jørgensen, som især har lavet forskning blandt unge danskere. Vi laver sjældnere mad selv, men spiser flere færdigretter, mere take-away og går mere på restaurant. Den færdiglavede mad indeholder generelt mere kød, viser flere undersøgelser. For eksempel er mængden af kebab i en bestilling med pomfritter steget med 160 procent i perioden 2005-2022, viser en undersøgelse fra DTU. "Mere fastfood er med til at fastholde folks høje kødforbrug," siger Sisse Fagt. Morten Wendler Jørgensen mener, at der mangler politisk vilje til at påvirke danskernes madvaner i en mindre kødholdig retning. "Man har lavet kampagner om kostråd og klimavenlige madvaner, men reelt har man kun anvendt en meget lille del af værktøjskassen," siger han. Forskerne fremhæver, at mange danskere har ambitioner om at spise mindre kød. Samtidig vælger flere også mindre klimabelastende kød, viser den nationale kostundersøgelse. Vi spiser mindre rødt kød og mere fjerkræ end tidligere, og det trækker isoleret set kosten i en mere klimavenlig retning. Tænketanken Concito har tidligere regnet sig frem til, at CO2-udledningen fra oksekød "er 13 gange højere end gris, 18 gange højere end kylling og fisk og mere end 100 gange højere end mange frugter og grøntsager." 60 procent af befolkningen svarer i kostundersøgelsen, at de enten allerede spiser mindre kød, eller at de ønsker at reducere deres indtag af særligt rødt kød. Så hvordan kan danskerne komme til at leve bedre op til egne ambitioner? Her er tre af forskernes bud på tiltag, der skubber vores kostvaner i en grønnere retning: Sisse Fagt fremhæver forskning, som viser, at de ord, vi bruger om maden, har stor betydning for vores lyst til at spise den. For eksempel skal man ikke kalde en suppe uden kød for 'vegetarsuppe'. Hvis man gerne vil have folk til at vælge måltider uden kød, skal man kalde det 'toscansk bondesuppe med økologiske soltørrede tomater', siger hun. Sisse Fagt fremhæver et studie af forskellig sprogbrug i menukort for at underbygge sin pointe: "Vi skal blive bedre til at få det grønne valg til at lyde indbydende - ikke som om at vi vælger noget fra, eller at vi går glip af noget." "Jeg har lavet det her nummer med mænd i min familie," siger Sisse Fagt og griner. Hun henviser til tal fra kostundersøgelsen, som viser, at mænd i gennemsnit spiser 63 procent mere kød om ugen, end kvinder gør. "Forleden fik jeg dem (mændene i familien, red.) til at spise svamperisotto - af den simple grund, at jeg undlod at fremhæve, at retten ikke i...