Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Mere end to måneder inde i krigen i Iran er sejlads gennem Hormuzstrædet, som er en af verdens vigtigste, strategiske flaskehalse for energiforsyning, hvor over en tredjedel af verdens handel med olie og gas passerer igennem, fortsat farlig og uforudsigelig. Som et tydeligt tegn på usikkerheden lancerede Trump-administrationen Project Freedom 3. maj 2026, der skulle hjælpe strandede skibe sikkert gennem strædet. Alligevel blev mindst to skibe beskudt af Iran allerede dagen efter. Iran begyndte at spærre strædet for skibstrafik 28. februar, efter USA og Israel indledte en militær kampagne mod landet. I midten af marts krævede Teheran afgifter på op til to millioner dollar per fartøj. Som modsvar iværksatte Donald Trump i april 2026 en "fuldstændig" maritim blokade af Iran, specifikt rettet mod iranske havne og skibsfart i Hormuzstrædet, og truede siden med hårde økonomiske sanktioner mod enhver aktør, der betaler Irans afgifter. Andre lande overvejer nu ligeledes at udnytte deres kontrol over strategiske flaskehalse tættere på egne kyster. Indonesien luftede et forslag om at opkræve afgifter fra skibe i transit gennem Malaccastrædet, før forslaget blev trukket tilbage. Kina har advaret udenlandske militærfartøjer mod at sejle gennem Taiwanstrædet. Udviklingen har fået kommentatorer til at advare om, at den orden, som USA har garanteret i mere end et århundrede og sikret en gylden tidsalder for fri sejlads, kan være ved at rinde ud. Jeg er ekspert i international ret, og jeg ved, at der ikke er noget nyt ved staternes forsøg på at bruge kontrollen over afgørende geografiske knudepunkter både til søs og til lands som et våben. Faktisk har denne taktik mindst seks århundreder på bagen. Søafgift har danske rødder Fra begyndelsen af 1400-tallet og frem til 1857 krævede Danmark, at skibe på vej gennem de smalle stræder mellem Nordsøen og Østersøen lagde til i havnebyen Helsingør og betalte en afgift, før de kunne sejle videre. Da Øresundstolden var på sit højeste, indbragte den næsten 10 procent af den danske stats indtægter. Afgiften vakte irritation blandt tidens maritime stormagter, men Danmark kunne håndhæve den uden større besvær, fordi Øresund er så smalt: Ved Helsingør er der under fem kilometer fra kyst til kyst. I sidste ende blev Øresundstolden ikke afskaffet gennem krig, men gennem diplomati, i vid udstrækning anført af USA, som var en fremvoksende søfartsnation med en stærk interesse i åbne sejlruter. For at øge handlen med Preussen meddelte præsident John Tylers regering i 1843 Danmark, at USA nægtede at betale Øresundstolden, fordi den efter amerikansk opfattelse ikke byggede på et internationalt retsligt grundlag. Samtidig svirrede rygterne om, at USA var parat til at bakke nægtelsen af betaling op med magt. Efter flere års usikkerhed blev Øresundstoldens skæbne afgjort med 'Traktat angaaende Afløsningen af Sund- og Belttolden af 14. marts 1857'. Danmark gik med til at afskaffe afgifterne for altid mod en samlet engangsbetaling fra de store handelsnationer. Siden har retsgrundsætningen om fri sejlads på verdenshavene i vidt omfang stået ved magt, blandt andet som følge af senere amerikanske bestræbelser på at håndhæve denne frihed over for stater, der ønskede at begrænse den. Sådan udviklede loven sig Den danske løsning afspejlede et bredere retsområde – transitlovgivningen – som gennem århundreder havde udviklet sig sideløbende med det internationale system af suveræne stater. Grundtanken er, at et land, når praktiske hensyn eller nødvendighed kræver det, må lade andre nationers mennesker, varer og fartøjer passere gennem sit territorium på en rejse, der begynder og slutter et andet sted. Retsgrundsætningen har dybe rødder i både amerikansk og international retshistorie. Thomas Jefferson påberåbte sig den i forhandlingerne med Spanien, der dengang kontrollerede Louisiana, for at sikre USA retten til at sejle på Mississippi-floden. Garantien for fri transit har været en del af alle større internationale ordner, sid...

Når anbefalinger fra læger og forskere bliver spredt i medierne, kan det virke som uafhængig viden fra eksperter. Men der kan være private penge bag, som der ikke er oplyst om. Det viser undersøgelser af interessekonflikter inden for både forskning og journalistik. For nylig afslørede Videnskab.dk et konkret eksempel: Tre hjerteforskere anbefalede i Berlingske "alle voksne" at få foretaget en særlig sundhedstest. Ingen steder blev det nævnt, at de tre forskere havde fået penge til forskning, konsulentbidrag eller 'talks' fra virksomheder med medicin på vej på netop dét område. Sagen er udtryk for et udbredt problem, har flere forskere sagt til Videnskab.dk. I artiklen her fortællere forskere, hvad de mener, der skal til for at skabe mere åbenhed. Under 2 procent af KU-forskere oplyser korrekt om interesser Først til viden på området, hvor flere opgørelser viser udfordringer. I 2024 afslørede Akademikerbladet, at under to procent af forskerne på Københavns Universitet lever op til krav om at dele oplysninger om interessekonflikter. Internationale studier peger i samme retning: 1 ud af 3 læger, forskere eller andre fagpersoner, der står bag kliniske anbefalinger, har bånd til industrien, der ikke er deklareret. Det viser en systematisk gennemgang fra 2021 med data fra knap 15.000 personer fra Danmark og 13 andre lande. 9 ud af 10 nyhedsartikler om medicinsk forskning nævner ikke interessekonflikter - selv om oplysningerne i nogle tilfælde fremgår af de videnskabelige artikler og pressemeddelelser, som historierne bygger på. Det viser et andet internationalt studie fra 2021. Tidligere danske studier viser samme tendenser, vurderer Andreas Lundh, som forsker i interessekonflikter som speciallæge og lektor i evidensbaseret medicin ved Cochrane Danmark og Syddansk Universitet. "Vi ser, at forskere oplyser meget sporadisk om deres interesser," siger han. "Få oplyser alt. Nogle oplyser om dele af deres samarbejder, mens andre slet ikke oplyser noget." Så hvordan kommer problemet med manglende oplysning til livs? Råd 1: Sanktioner over for mangelfuld oplysning Få forskere lever op til deres egne retningslinjer for oplysning af interessekonflikter. Det vurderer flere kilder over for Videnskab.dk. Derfor kan det være en idé at indføre en eller anden form for straf, mener Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet, som har forsket i interessekonflikter siden 1980'erne. "Man kan skærpe kontrollen på forskningsinstitutionerne og sanktionere, hvis reglen om at deklarere overtrædes," siger han. Han ønsker ikke at foreslå en konkret sanktion. "Men der bør være et kontrolorgan og adgang til at klage til en instans, som er uafhængig af ledelsen på universiteterne." Råd 2: Mere åbenhed om interesser for universiteterne Ledelsen på universiteterne bør også offentliggøre årlige lister over, hvilke private firmaer og fonde som finansierer dem som institutioner. De skal også have en offentlig politik for at sikre åbenhed om interessekonflikter, siger Heine Andersen. "En grundlæggende årsag til problemerne er, at ledelsen har mindst lige så store interessekonflikter, som de enkelte forskere har," mener han. Heine Andersen ser et problem i, at universiteterne ikke vil gøre sig uvenner med de private fonde eller virksomheder, som poster penge i forskningen. "Man har ikke interesse i at føre skrap kontrol for at håndhæve reglerne, fordi det er en embedspligt at tækkes velhavende bevillingsgivere, så forskerne og institutionerne kan skaffe forskningsmidler," mener han. "Det kan måske modvirkes lidt, hvis man tvinges til tydeligt at oplyse om eksterne finansieringskilder." Råd 3: Mere offentlig finansiering af forskning Dansk forskning bliver i stigende grad finansieret af private virksomheder og fonde. Heine Andersen har længe haft fokus på udviklingen, og i anledning af denne artikel på Videnskab.dk har han fået trukket de seneste tal på området med hjælp fra Danmarks Statistik: I 2024 blev 47 procent af omkostningerne til forskning...

Mange vil formentlig kunne nikke genkendende til at have kæmpet sig igennem en slankekur og være stolt over endelig at have smidt de ekstra kilo. Men i månederne efter vender vægten gradvist tilbage til før. Om det så er efter en juicekur, slankemedicin eller fastekur. Vægttabet er nærmest umuligt at fastholde på lang sigt. I et nyt studie i tidskriftet Nature Medicine mener forskere nu at have fundet en potentiel løsning på problemet. Den hedder Akkermansia muciniphila. Det er en tarmbakterie, der i studiet tages som kosttilskud hver dag efter en overstået slankekur. "Det er et stort gennembrud," siger Jens Juul Holst, der er medforfatter til det nye studie og professor på Københavns Universitet, til Videnskab.dk. I studiet tog alle 90 forsøgspersoner på efter slankekuren. Men deltagerne, der fik kosttilskud med Akkermansia muciniphila, tog kun 13,6 procent eller 1,2 kilo af den tabte vægt på igen efter 24 uger. Gruppen uden kosttilskud tog 32,9 procent eller omkring 3,3 kilo på igen i samme periode. Alle tager på efter slankekuren Der er flere årsager til, at vægttab er så svært at holde på lang sigt. En af de markante grunde, som forskerne forsøgte at forhindre i studiet, har at gøre med vores stofskifte, fortæller Jens Juul Holst. Alle deltagerne i studiet skulle tabe minimum otte procent af deres vægt. En person, der vejede 100 kilo ved forsøgets start, kom efter otte uger på en streng kostplan ned under 92 kilo. Nu vil man tro, at personen skal spise som en, der vejer 92 kilo, for at fastholde sit vægttab. Det er i forvejen både svært psykisk og fysisk at vænne sig til. Men de skal ikke spise som en, der vejer 92 kilo, siger Jens Juul Holst. "Når de har endt vægttabet, skal de spise endnu mindre, end de tror." Omkring 10 procent mindre, ifølge professoren. Grunden er, at kroppen har ændret sit optag af energi og forbrænding i takt med slankekuren. Det er her, at kosttilskuddet ifølge forskerne ser ud til at have en effekt. Ikke som et nyt slankemiddel, men som et middel til at holde vægten bedre i balance. Forskerne kan se, at 40 procent af dem på kosttilskud fortsætter deres vægttab. Det gør kun fem procent i gruppen uden kosttilskud, ifølge studiet. Tarmbakterie ændrer signaler i kroppen Studiets opløftende og gode nyhed for mennesker med overvægt er, at der er en effekt af Akkermansia muciniphila, som kan komme dem til gavn. Det er endda et kosttilskud, som kan fås som håndkøbsmedicin i den variant, de bruger i studiet. "Det er hele fidusen," siger Jens Juul Holst og forklarer, at det netop er derfor, han kalder det et gennembrud. Det er dog mindre simpelt, hvad forklaringen er på, at det virker. Trods de mange målinger for tarmhormoner, appetit og inflammation har forskerne ikke et helt klart og tydeligt svar. De mener, at den pasteuriserede Akkermansia-bakterie har ændret på signaler i tarm og fedtvæv, dæmpet inflammatoriske processer og øget energitab via afføringen. Tarmbakterien kan dermed have sløvet de processer i kroppen, der normalt ville sætte gang i vægtøgningen igen. Forsker i vægttab: Imponerende effekt Christoffer Clemmensen er lektor ved Metabolismecentret på Københavns Universitet og imponeret over resultaterne i studiet. Det er første gang, at han ser en så overbevisende effekt ved tarmbakterier på vægtregulering, fortæller han til Videnskab.dk. "Det dokumenterer, at den pasteuriserede tarmbakterie har en effekt på vægttabsvedligeholdelse. Det er meget spændende," siger Christoffer Clemmensen, der forsker i vægttab og medstifter af biotekvirksomheden Ousia Pharma, der arbejder på en mere effektiv vægttabsbehandling. Det kan åbne for at give kosttilskud til personer med overvægt, efter de for eksempel har været på slankemedicin, mener han. Samtidig er det sandsynligt, at kosttilskuddet ikke har samme bivirkningsprofil som netop slankemedicin. "Forskerne viser i studiet, at det er værd at fortsætte ned ad den her vej," siger han. Christoffer Clemmensen mener, at det er for tidligt at begynde at råde ...

Om aftenen den 9. august 2025 var passagererne ombord på ekspeditions-yachten Hanse Explorer færdige med at tage selfies og videoer af South Sawyer-gletsjeren, og skibet satte igen kurs ned gennem fjorden. De var heldige. Bare 12 timer senere sendte et uvarslet fjeldskred enorme mængder materiale ned i fjorden og udløste den næsthøjeste tsunami, der nogensinde er registreret. Vi forsker i jordskælv og tsunamier ved Alaska Earthquake Center, og en af os, Michael E. West, er Alaskas delstatsseismolog. I et nyt studie beskriver vi, hvordan fjeldskredet kastede vand og materiale 481 meter op på den modsatte side af fjorden, hvilket næsten svarer til højden på den 508 meter høje Taipei 101-skyskraber i Taiwan. Så fortsatte tsunamien ned gennem Tracy Arm-fjorden, hvor de enorme mængder jord og vand skrællede bevoksningen med sig fra skrænterne i fjorden helt ned til den bare klippegrund. Langt fra unikke forhold Fjeldskredet skete lidt over klokken fem om morgenen på en gråvejrsdag, hvor fjorden heldigvis var tom for krydstogtskibe. I månederne efter begyndte en del krydstogtselskaber at undgå Tracy Arm-fjorden, som ellers er et yndet sted for krydstogtturisme. Men de forhold, der førte til hændelsen, er langt fra unikke for denne fjord. Jordskred er almindelige i Alaskas fjorde, der er kendetegnet af stejle bjerge og gletsjere, og hvor hurtig landhævning, som er forårsaget af tektoniske kræfter og langvarigt tab af is, møder de nedbrydende kræfter fra nedbør og gletsjere i bevægelse. Men der er i de senere år opstået et interessant mønster: Flere store jordskred er sket præcis ved randen af en gletsjer, der er ved at trække sig tilbage. Selvom mekanismerne stadig er dårligt forstået, ser det ud til, at bjergene bliver ustabile, når isen forsvinder. Når et fjeldskred rammer vandet, overføres bevægelsesenergien, også kendt som kinetisk energi, fra millioner af tons klippe til tsunamibølger. Det samme fænomen ses fra Alaska til Grønland og Norge, nogle gange med dødelige konsekvenser. I hele Arktis forsøger landene at finde et svar på, hvordan de skal håndtere denne voksende risiko. Det er ikke et reelt valg: enten er man nødt til at undgå store kystområder eller også må man leve med en risiko, som endnu er dårligt forstået Vi mener, at varslingssystemer kan spille en oplagt rolle, men kun hvis forskere får en bedre forståelse af, hvor og hvornår fjeldskred sandsynligvis vil ske. Tegn på, at et skred er på vej Fjeldskreddet i Tracy Arm-forden er et vægtigt eksempel. Det fandt sted i august, hvor varmere havvand og kraftigere nedbør fyrer op under både gletsjernes tilbagetrækning og skråningskollaps. Gletsjeren under skredområdet havde oplevet hurtig kælvning, hvor store isstykker brækker af og falder i vandet. Den havde trukket sig mere end en halv kilometer tilbage i de to foregående måneder. Kraftig regn var faldet, og så trænger regnvand ind i sprækker i bjerget og øger trykket. Mest opsigtsvækkende er de tusindvis af små seismiske rystelser, der udgik fra området, i dagene før bjergsiden kollapsede. Vi mener, at denne kombination af advarselstegn ville have været tilstrækkelig til at udsende trinvise varsler mindst et døgn før hændelsen, hvis der havde eksisteret et overvågningsprogram. Både til skibe i området, men også til hjem og virksomheder, der risikerer at blive ramt af en tsunami. Trinvise advarselssystemer bruges allerede til alt fra terrorberedskab og sikkerhed ved atomkraftværker til laviner og vulkansk aktivitet. De fjerner ikke risikoen, men gør det lettere for mennesker at leve sikkert med farer. For eksempel bliver folk stadig dræbt i laviner, men varslingssystemer har spillet en afgørende rolle i at gøre vinterfærdsel i bjergene mere sikker for flere mennesker. Hændelsen i Tracy Arm-fjorden viser, hvad der kunne være muligt for fjeldskred. Sådan kan et varslingssystem se ud Vi vurderer, at samspillet mellem vejret og den hastige gletsjertilbagetrækning i begyndelsen af august 2025 sandsynligvis var tilstrækkel...

I mere end en million år brugte tidlige mennesker i Levanten-regionen ved den østlige del af Middelhavet en række tunge stenværktøjer som håndøkser og stenkugler til blandt andet at bearbejde byttedyr. Men for omkring 200.000 år siden forsvandt de tunge værktøjer næsten helt, mens antallet af lettere stenværktøjer som klinger og specialiserede skrabeværktøjer steg. I et nyt studie publiceret i tidsskriftet Quanternaty Science forsøger forskere at give svaret på, hvorfor den udvikling fandt sted, skriver Phys.org. Og svaret, som forskerne kommer med, skal findes i størrelsen på byttedyr. For omkring 200.000 år siden skete der et stort fald i antallet af megaherbivorer – planteædere, der vejer over et ton – hvilket kan have ført til, at tidligere mennesker var tvunget til at tilpasse deres værktøjer og jagt, så det var målrettet mindre byttedyr. Forskerne kom på teorien efter at have katalogiseret arkæologiske fund fra 47 kendte steder i Levanten-regionen, der kan dateres tilbage i tiden i perioden fra omkring 3,3 millioner år siden til 12.000 år siden. Derefter krydsrefererede de stenredskabernes alder med de dyrerester, der var fundet på disse steder. Og her fandt de en sammenhæng mellem størrelsen på byttedyrene og størrelsen på de anvendte redskaber. En forklaring på udviklingen af stenredskaber kan derfor være, at efterhånden som større dyr blev mere sjældne, faldt behovet for store og tunge redskabertil fordel for lettere værktøjer som skarpe knive, klinger og skrabeværktøjer. Mens nogle mener, at ændringen i værktøj skyldtes, at menneskene blev klogere og besluttede at jage mindre byttedyr, tyder den nye forskning altså på, at en væsentlig drivkraft til udskiftningen af redskaber kan ligge i, at de store dyr forsvandt. Forfatterne bag studiet understøtter samtidig deres teori ved at undersøge forskning fra Kina. For i Asien blev tungere redskaber brugt i længere tid, eftersom store byttedyr forblev tilgængelige i de asiatiske regioner i længere tid end i Levanten-regionen.

Det er mange års arbejde, der måske kan forløses i nat. Efter planen skal en ny amerikansk klimamission sendes ud i rummet, og med på missionen er et vigtigt instrument, som er bygget af rumforskere i Lyngby. "Vi har ventet i spænding på, hvornår djævlen det ville blive sendt op i rummet. Klimaet er jo vigtigt for os her på Jorden, så vi vil gerne have data ned fra dyret," siger professor John Leif Jørgensen, som er leder af afdelingen for Måling og Instrumentering på DTU Space, Danmarks Tekniske Universitet. Han har stået i spidsen for den danske del af klimamissionen, som kaldes for CLARREO Pathfinder. "Fantastisk mission" Missionen har ellers haft en hård start på livet. Både den amerikanske præsident Donald Trump og rigmanden Elon Musk har i årevis bidraget til at forsinke og spænde ben for klimamissionen, men nu ser det endelig ud til at CLARREO Pathfinder-udstyret vil blive sendt ud i rummet natten til onsdag 13. maj. "Det er en fantastisk mission," siger Peter Thejll, som er seniorforsker på Danmarks Meteorologiske Institut og forsker i klima: "Ligesom alle andre har jeg gået og ventet på, at den skulle blive sendt op. Så den gode nyhed er, at nu ser det endelig ud til at ske," siger forskeren, der ikke er en del af CLARREO Pathfinder-missionen. Måler stråling, som fiser ud i rummet Missionen CLARREO Pathfinder skal efter planen lave de hidtil mest præcise målinger af, hvor meget af Solens lys og energi som direkte bliver reflekteret af Jorden og sendt tilbage ud i rummet. "Vi ved, hvor meget lys, der kommer ned til Jorden fra Solen, men en del af Solens lys bliver direkte reflekteret og sendt tilbage ud i rummet. Det er vigtigt at vide, hvor meget der reflekteres, for det har stor betydning for vores klima," siger Peter Thejll. Ifølge NASA vil CLARREO Pathfinder lave målinger af sollys, som reflekteres af Jorden og Månen, med en nøjagtighed, som vil være "5 til 10 gange mere nøjagtige end målinger fra eksisterende sensorer." Dermed kan data fra missionen blandt andet bruges til at gøre vores klimamodeller "endnu bedre til at forudsige, hvad der sker i fremtiden," påpeger Peter Thejll. Modstand fra Trump Vejen mod opsendelsen af CLARREO Pathfinder har ellers været brolagt med store bump. Oprindeligt var det planlagt til at være en langt større, dyrere og længerevarende mission, kaldet CLARREO, men planerne endte med at blive skrinlagt. Den amerikanske præsident Donald Trump forsøgte faktisk flere gange helt at få droppet missionen i sin første præsidentperiode. Men i 2018 besluttede den amerikanske rumfartsorganisation NASA trods modstanden at gå videre med en nedskaleret version af den oprindelige CLARREO-mission – nu med efternavnet Pathfinder. Den nedskalerede CLARREO Pathfinder sparer blandt andet penge ved at hægte sig fast uden på Den Internationale Rumstation. Derfor havde rumforskerne på Danmarks Tekniske Universitet oprindeligt håbet, at den danske astronaut Andreas Mogensen kunne tage imod udstyret under sit ophold på rumstationen i 2023-24. "Men missionen blev igen forsinket, for Trump er som bekendt ikke vildt begejstret for klimaforskning, så missionen har ikke haft særlig høj prioritet i USA," fortæller professor John Leif Jørgensen, som har stået i spidsen for den danske del af udstyret til CLARREO Pathfinder. Nedprioriteret af Musk Ifølge John Leif Jørgensen har rigmanden og ejeren af rumfartsvirksomheden SpaceX, Elon Musk, også bidraget til at forsinke missionen yderligere. CLARREO Pathfinder skal nemlig sendes ud i rummet med en Falcon 9-løfteraket, udviklet af SpaceX. Falcon 9 bliver rutinemæssigt brugt til at sende diverse forsyninger op til rumstationen, men det har været svært for CLARREO Pathfinder at få plads om bord. "Elon Musk selv har været en anden hindring for at få missionen afsted." "Han prioriterer sit eget satellitprojekt Starlink over alt andet, så der har været en frygtelig lang kø for at få lov at komme op med hans Falcon 9-raket," fortæller John Leif Jørgensen. Herudover har det ...

I en eksklusiv modebutik eller et showroom for luksusbiler sender betegnelsen 'vegansk læder' et stærkt signal om kvalitet. For mange forbrugere er det en måde at få udseendet og fornemmelsen af ægte læder, men helt uden brug af dyreskind. I takt med, at forskellige brands bevæger sig væk fra animalsk læder, er betegnelsen 'vegansk' kommet til at signalere noget, der både er bedre for dyrene og for kloden. Men virkeligheden er mere indviklet. Selvom disse materialer udelukker animalske produkter, erstatter de ofte et miljøproblem med et andet. 'Uldne' grønne påstande Vegansk læder er ikke ét enkelt materiale, men en bred betegnelse, der dækker alt fra plastbelægninger til plantebaserede overflader. Netop derfor er myndighederne begyndt at sætte spørgsmålstegn ved de lidt 'uldne' grønne påstande. Det er let at forstå, hvorfor læderalternativer vinder indpas. Bekymringer om dyrevelfærd, klimaforandringer og skovrydning har skubbet både forbrugere og brands i retning af løsninger, der fremstår mere ansvarlige. Vegansk læder lyder ofte som det bedre valg, selvom forbrugerne sjældent stiller spørgsmål ved, hvor længe det holder, og hvad der sker med det, når det bliver kasseret. Fremkomsten af syntetisk skind I mange år blev disse materialer kaldet 'kunstlæder' eller vinyl. I dag har forbedrede overfladebehandlinger gjort det muligt at forvandle tynde plastfilm til overbevisende læderlignende materialer. De fleste veganske lædertyper består af belægninger af polyurethan (PU) eller polyvinylklorid (PVC), der er bundet til et tekstilunderlag. De er vandtætte og lette at præge, men de er også plastmaterialer fremstillet af fossile brændstoffer. Når overfladen på en PU-belagt taske revner eller skaller af, er skaden mere end blot kosmetisk. I takt med, at belægningen bliver nedbrudt, afgiver den mikroplast til miljøet. Plast under planterne Som svar på bekymringer om plast er der udviklet nye former for kunstlæder baseret på ananas, svampe, æbler, druer og endda kaktus. Disse biobaserede alternativer bliver ofte markedsført som den bæredygtige løsning. Men brugen af planter gør ikke automatisk et produkt mere miljøvenligt. Problemet ligger i fremstillingsprocessen. En sko af 'ananaslæder' er ganske vist fremstillet af plantefibre, men fibrene er som regel holdt sammen af plastbaseret harpiks for at gøre materialet slidstærkt. Resultatet er et sammensat materiale, som ikke altid kan genanvendes, selvom markedsføringen ofte fremhæver plantedelen og går stille med dørene om plasten nedenunder. Plantebaseret læder holder ikke længe En af de største udfordringer ved mange veganske læderalternativer er holdbarheden. Rå plantefibre er for svage til at modstå det gentagne slid og pres, som sko, tasker og bilsæder bliver udsat for. For at forbedre ydeevnen lægger producenterne plantematerialer oven på plastbindemidler eller bagstykker af polyester. Selv da nedbrydes mange af disse materialer hurtigere end ægte læder, og de kan ikke rigtig repareres. Traditionelt læder, som ældes over tid, kan plejes og lappes, mens plantebaserede alternativer typisk går i stykker, når overfladebelægningen revner eller skaller af. En taske lavet af svampe eller æbler kan heller ikke komposteres på grund af plasten under overfladen, hvilket betyder, at den ender som affald langt tidligere. En del plantebaserede veganske læderprodukter har en rapporteret levetid på helt ned til to år. Det peger på et bredere problem. I en såkaldt cirkulær økonomi, hvor genbrug, reparation og materialegenvinding prioriteres, handler bæredygtighed om at holde produkter i brug – og på deres højeste værdi – så længe som muligt. De forskellige brands skal leve op til deres ord Det bliver stadigt sværere at ignorere problemerne, der skjules bag upræcise markedsføringsbegreber. Den australske forbruger- og konkurrencemyndighed (ACCC) har gjort det klart, at brede betegnelser som 'bæredygtig' eller 'miljøvenlig' skal kunne dokumenteres. Hvis brands bruger ordet 'vegansk' til at illude...

I fredags blev den danske vaccineforsker og læge Poul Thorsen varetægtsfængslet i delstaten Georgia. "Der er så en proces i gang i forhold til eventuelt at få ham løsladt mod kaution, men det er ikke afklaret endnu," siger hans danske advokat, Jan Schneider, til DR. Tilbage i 2011 blev Poul Thorsen sigtet af amerikanske myndigheder for angiveligt at have svindlet med forskningsmidler i forbindelse med et internationalt forskningsprojekt på Aarhus Universitet. Projektet undersøgte blandt andet en mulig forbindelse mellem vacciner og autisme hos børn. Hans fængsling kommer, efter at han i juni 2025 blev anholdt under en ferie i Tyskland på baggrund af en international arrestordre fra USA. Han nægter sig skyldig i alle anklager. Poul Thorsens danske advokat har tidligere kritiseret de danske myndigheder for ikke at modarbejde udleveringen mere. Han mener nemlig ikke, at Poul Thorsen vil få en retfærdig rettergang i USA. Det hænger sammen med, at sagen har fået politisk opmærksomhed i USA, skriver DR. I et interview har den amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., der er kendt for sin vaccineskepsis, omtalt danskeren som en "berygtet svindler". Han har også anfægtet troværdigheden af forskningsprojektets resultater. Poul Thorsen har tidligere været efterforsket af dansk politi for anklager, der ligner dem, han nu er fænglet for, men efterforskningen blev afsluttet i december 2021 uden en tiltale.

De fleste forbinder nok 'golddiggers' (en person, der er sammen med nogen for økonomisk vinding) med yngre kvinder, der er sammen med ældre, velhavende mænd. Men et nyt, tysk studie vender op og ned på den forestilling. Det skriver Phys.org på baggrund af det nyt studie. Studiet tyder nemlig på, at både mænd og kvinder kan være såkaldte 'goldiggers', og at fænomenet i højere grad hænger sammen med bestemte personlighedstræk og livssituationer. Forskerne skelner i studiet mellem almindelig interesse for en partners ressourcer og egentlig 'gold digging', som beskrives som en strategi, hvor man bevidst prioriterer materielle goder som penge eller status på bekostning af nærhed og følelser. I undersøgelsen svarede 351 personer på et online spørgeskema, hvoraf omkring to tredjedele var kvinder og en tredjedel var mænd. Her skulle de skulle vælge mellem kærlighed eller materielle fordele. Samtidig blev deres personlighed og sociale baggrund kortlagt. Resultaterne antyder, at 'gold digging' ikke er unikt for det ene køn - men ifølge forskerne blandt andet kan hænge sammen med: politisk ståsted (for eksempel var venstreorienterede mænd i studiet mere tilbøjelige til 'gold digging') køn og seksualitet (for eksempel lå ikke-heteroseksuelle kvinder højere i forhold til 'gold digging' end heteroseksuelle kvinder blandt midter-venstreorienterede, mens de lå lavere end heteroseksuelle kvinder blandt højreorienterede) om man er studerende (eksempelvis var højreorienterede, kvindelige studerende mere tilbøjelige til at være 'guldgravere' sammenlignet med mandlige studerende eller venstreorienterede, kvindelige studerende). egen økonomi og selvvurderet 'partnerværdi' (hvor attraktiv man selv mener, man er som partner, spiller ind på, hvor tilbøjelig man er til 'gold digging') at bo i en større by (blandt begge køn viste studiet, at 'guldgravning' ofte var forbundet med en høj selvvurderet partnerværdi og at bo i en større by) Ifølge forskerne antyder studiet også, at personer (af begge køn) med såkaldte 'mørke personlighedstræk', herunder narcissisme og psykopati, oftere hænger sammen med at være 'golddigger.' Forskerne understreger dog, at studiet har klare begrænsninger. Deltagerne var primært unge, kvinder og venstreorienterede, og alle boede i Tyskland. Derfor er det usikkert, hvor bredt resultaterne gælder. Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Personality and Individual Differences

Når du lukker øjnene, kan du måske se dem. Eller når du hviler blikket på en hvid væg eller kigger op på en blå himmel. De mærkelige formationer, enten mørke eller gennemsigtige, ser ud til at flyde rundt på nethinden. Hvis du prøver at fæstne blikket på dem, forsvinder de opad, nedad eller til siden. De kaldes 'fluer for øjnene' eller 'floaters' (flydere, red.). "De er ikke på nethinden, men i den glasklare, geléagtige masse, som fylder øjets indre," forklarer Rigmor Baraas, som er professor ved Universitetet i Sydøstnorge. Men hvorfor er de der? Er det skader på øjet som følge af alt for meget tid udenfor i solen uden solbriller? Og slipper vi nogensinde af med dem? Hvor almindeligt er det? Det videnskabelige navn er 'muscae volitantes'. Ifølge et studie oplever 76 procent af amerikanerne 'fluerne' i deres synsfelt. Rigmor Baraas er usikker på, hvor mange har dem i Norge. "Men det er ikke usædvanligt," siger hun. Her kan du se en video om fænomenet: Hvad er det? Så hvad er 'fluer for øjnene' egentlig? "De er små protein- og celleklumper i glaslegemet i øjet," fortæller Rigmor Baraas. Glaslegemet er som nævnt den geléagtige masse, der fylder øjets indre bag øjets linse og foran nethinden. Når lyset rammer øjet gennem linsen, bliver bestemte celler på nethinden aktiveret. Når 'fluerne' så bevæger sig rundt i glaslegemet, kaster de skygger på nethinden og skaber de mærkelige formationer, mange af os kan se i form af eksempelvis små pletter, tråde, gennemsigtige orme og skylignende formationer. Hvorfor har vi dem? For de fleste er det ikke et problem at have fluer for øjnene. Jo ældre vi bliver, desto flere kan der komme. "Med alderen skrumper glaslegemet lidt og bliver mere flydende," fortæller Rigmor Baraas. Det er som regel årsagen til, at 'fluerne' opstår. De er altså en normal del af aldringsprocessen, ifølge Rigmor Baraas. Det er mere udbredt hos personer over 50 år, men en del har dem også tidligere i livet. Er det farligt? "Det er som regel helt ufarligt," beroliger Rigmor Baraas. 'Fluer for øjnene' kan opstå efter øjenoperationer, øjenskader eller hvis du har haft infektion i øjet, fortæller hun. Men hvis du pludselig oplever, at antallet af 'fluer' stiger, bør du blive undersøgt af en optiker eller øjenlæge. ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Vi mennesker deler klode med et utal af andre dyrearter. Nogle flyver, andre svømmer. Nogle lægger æg, andre føder. Nogle vejer flere ton, andre er mindre end et støvfnug. Forskelle er der mange af, men en ting har vi og alle andre dyrearter tilfælles: Vores art overlever, fordi vi formerer os og sørger for, at vores unger kommer godt på vej i livet. I anledning af mors dag har Videnskab.dk fået to forskere til at udpege dyremødre, der ligesom menneskemødre fortjener en særlig hyldest for deres indsats. Mads Frost Bertelsen er Zoologisk direktør i København Zoo, og lektor Lars Vilhelmsen er ansvarlig for hvepsesamlingen på Statens Naturhistoriske Museum. Her er nogle af deres udvalgte dyremødre i vilkårlig rækkefølge. Isbjørnemor æder sig fed og sulter i månedsvis for sine unger I modsætning til kvinder har isbjørne-hunner intet problem med at tage fedt på, mens de er drægtige. Tværtimod: Når en isbjørnemor venter sig, er det en fordel, at hun bliver så fed som muligt. Jo tykkere hun er, desto større er chancen for, at hun og hendes afkom overlever. "Hun skal have sul på kroppen, for når hun har født, får hun intet at spise i op til fire måneder, mens ungerne dier. Hendes fedt skal omdannes til deres mælk," fortæller Mads Frost Bertelsen, som også er adjungeret professor på Københavns Universitet. Isbjørnemoren føder alene i en trang snehule. I det lydtætte mørke ligger hun helt tæt med sine unger i månedsvis uden at komme ud. "Sneen ligger helt tæt om bjørnene, lige når den fede mor har født. Efterhånden som hun taber sig, og sneen smelter, bliver der plads til, at ungerne kan tumle lidt i hulen. De vejer 10-15 kilo, når de kommer ud," siger Mads Frost Bertelsen. Tasmanske djævle har fire dievorter og føder over tyve unger Du kender helt sikkert kænguruen, der hopper rundt med sin ene unge i en pung på maven. Kender du også kænguruens kusine, den tasmanske pungdjævel? Pungdjævle-hunner føder op til 30 unger, som er på størrelse med majskorn, når de kommer til verden. Lige efter fødslen skal djævleungerne selv klatre 10-12 centimeter op i morens pung. "De fleste klarer den ikke. De falder af og dør. Men naturen har indrettet det sådan, at pungdjævle-hunnerne føder tilstrækkeligt mange unger til, at alle deres fire dievorter bliver besatte," fortæller Mads Frost Bertelsen. Ungerne bliver i pungen i 10-12 uger, indtil de bliver store nok til, at moderen kan efterlade dem i en hule, mens hun søger føde. Høne bygger rugehule med radiator og skrider Tallegalahøner, som lever i Sydøstasien og Australien, har udviklet en helt særlig metode til at udruge deres kyllinger, uden at de selv behøver ligge på dem. Hønerne samler planterester og op til flere ton jord i store bunker, fortæller Mads Frost Bertelsen. Bagefter graver de et hul i kompostbunken til hvert af deres æg. Når planteresterne rådner, stiger temperaturen i ruge-hullerne. Varmen udruger æggene. Når kyllingerne kommer ud af æggene, er de allerede selvkørende og flyvedygtige. Heldigvis for dem, for deres mor er skredet. Tallagalahønen forlader sine æg, før de klækker, og hun ser aldrig sine unger, som selv graver sig ud. Næsehornsfugles mødre ruger i et fængsel Mødrene hos en anden tropisk fugleart, den farverige næsehornsfugl, flyver ingen steder. De bliver spærret inde af deres mage, indtil de har udruget deres æg. "Hannen murer hunnen inde i reden. Der er kun en smal sprække, hvor hun kan få næbbet ud. På den måde er æggene beskyttet, men hunnen er til gengæld 100 procent afhængig af, at hannen kommer og lægger mad i hendes næb," siger Mads Frost Bertelsen. Fisk opbevarer sine æg i munden Mødrene hos en række fiskearter, blandt andre ciklider, gør en ekstraordinær indsats for, at deres unger overlever: De bærer deres befrugtede æg i mundhulen, indtil de klækker. "Nogle gange bliver ungerne endda inde i mundhulen, indtil de er store nok til at klare sig selv. I starten, efter de er svømmet ud, smutter de tilbage i sikkerhed i deres mors mund, når der er fare på færde...

Udbruddet af hantavirus på krydstogtskibet vokser fortsat. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, oplyste 6. maj, at der er registreret otte tilfælde, hvoraf tre er bekræftet som hantavirus gennem test i laboratiorier. I de seneste dage er det desuden blevet rapporteret, at tre passagerer er døde. Flere passagerer bliver nu evakueret fra krydstogtskibet MV Hondius for at modtage behandling. Andre er gået i land og er på vej hjem. De schweiziske myndigheder har bekræftet, at en passager fra skibet er testet positiv og nu behandles på et hospital i Zürich. Jeg er læge med speciale i folkesundhed og en særlig interesse for luftvejssygdomme, og jeg har tidligere været med til at undersøge et udbrud af hantavirus. Her er, hvad forskerne i øjeblikket forsøger at klarlægge om denne klynge af tilfælde – herunder om virusset eventuelt kan smitte fra person til person. Ukendt hanta-variant i 1993 I 1993 var jeg en ung epidemiolog ved det USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC). Jeg blev sendt til ørkenområderne i det sydvestlige USA for at hjælpe med at opklare et skræmmende udbrud, som især ramte navaho-befolkningen. Unge voksne i 20'erne og 30'erne blev pludseligt alvorligt syge. De udviklede feber og hoste, og deres tilstand forværredes hurtigt til alvorligt åndedrætssvigt som følge af ophobning af væske i lungerne. Nogle virkede friske nok til at danse om aftenen, men døde så få timer senere. Forskerholdet var forståeligt nok urolige. Vi vidste endnu ikke, hvilket smittestof der var tale om, hvordan det spredte sig, eller om vi selv var i risiko. Et af de første kendte tilfælde var en velkendt løber, hvilket fik os til at overveje, om sygdommen kunne hænge sammen med noget, der blev indåndet fra ørkenstøv. Vi overvejede også muligheden for en lækage fra et afsides militært biologisk laboratorium. Også pest (som forekommer naturligt i området) var en del af hypoteserne. Laboratorieanalyser viste siden, at årsagen var en hidtil ukendt hantavirus, senere kaldet Sin Nombre-virus. Den angriber de små blodkar i lungerne og smitter via kontakt med urin, afføring eller spyt fra inficerede hjortemus. Antallet af mus var steget voldsomt, og de var trængt ind i både hjem og arbejdspladser i de berørte områder. Det var afgørende, at Sin Nombre-virus (ligesom de fleste andre hantavirusser) ikke ser ud til at smitte mellem mennesker. De tilfælde, der opstod i familier, skyldtes fælles eksponering for gnavere eller omgivelser forurenet af dem, ofte i forbindelse med rengøring eller tæt kontakt med støv og genstande. Derfor vakte det stor opsigt, da man senere fandt ud af, at Andes-virus, en sydamerikansk variant af hantavirus, i sjældne tilfælde kan smitte fra menneske til menneske. Det er fortsat usædvanligt, men dokumenteret, blandt andet i udbrud i Argentina, som er det land, hvorfra MV Hondius satte sejl før det aktuelle, mistænkte udbrud. 'Smitte-detektivernes' næste træk Det første skridt i enhver undersøgelse af et smitteudbrud er at bekræfte diagnosen. På dette stadie er forskellen mellem et 'mistænkt' og et 'bekræftet' tilfælde stadig afgørende. Forskerne skal finde ud af, om alle de alvorlige luftvejstilfælde i 'smitteklyngen' skyldes hantavirus, eller om de bekræftede tilfælde optræder samtidig med andre infektioner, som for eksempel influenza eller covid-19. Næste skridt er at fastlægge en tidslinje. Hvornår symptomerne begyndte, er ofte det første spor til at forstå, hvor og hvordan smitten kan være sket. Ifølge WHO forlod skibet Ushuaia i Argentina 1. april 2026. Det første kendte tilfælde fik symptomer 6. april, mens de øvrige tilfælde opstod senere i april. Lad os se nærmere på de første tre tilfælde. Hantavirus pulmonalt syndrom (HCPS/HPS) dækker over de luftvejssymptomer, der opstår ved de varianter af hantavirus, som primært angriber lungerne. Symptomerne viser sig typisk to til fire uger efter smitte. I nogle tilfælde kan sygdommen dog bryde ud allerede efter én uge eller først op til otte uger efter. Det gør det...

Nogle gange kan man blive i tvivl om, hvor meget det egentlig kan rykke for klimaet, at man dropper kødet. Et nyt studie tyder nu på, at gevinsten er mærkbar. Det skriver 'Physicians Committee for Responsible Medicine'. I et randomiseret klinisk forsøg (hvor deltagere tilfældigt fordeles, det vil sige 'randomiseres', i to eller flere grupper for at sammenligne effekten af forskellige behandlinger) fandt forskere, at en fedtfattig, vegansk kost kan reducere madens klimaaftryk med hele 55 procent på bare 12 uger. Samtidig faldt det samlede energiforbrug i fødevareproduktionen med 44 procent. Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Current Developments in Nutrition og bygger på data fra 58 voksne med type 1-diabetes, skriver mediet. Deltagerne blev delt i to grupper: en gruppe fulgte en fedtfattig vegansk kost med blandt andet frugt, grøntsager, fuldkorn og bælgfrugter en anden gruppe spiste en portionskontrolleret kost med animalske produkter Kun gruppen, der fik den veganske kost, opnåede store reduktioner i klimaaftryk. Forskellen skyldes ifølge forskerne især, at kød og mejeriprodukter er blandt de mest ressourcekrævende fødevarer at producere. Effekten skyldtes ifølge forskerne ikke, at deltagerne spiste færre kalorier, men hvad de spiste. Det understreger ifølge dem, at sammensætningen af kosten (og ikke bare mængden) er afgørende for klimaaftrykket. Samtidig viste studiet, at deltagerne fik flere sundhedsgevinster herunder: Reduceret insulinbehov Forbedret insulinfølsomhed (hvordan kroppen reagerer på insulin) Vægttab Lavere kolesterolniveauer "Dette er data fra et klinisk forsøg i den virkelige verden, der viser, at en ændring af vores kost hurtigt og markant kan reducere miljøpåvirkningen - samtidig med at den forbedrer den metaboliske sundhed (hvor effektivt din krop omdanner mad til energi, og hvordan den opretholder balance i blodsukker, fedtstoffer og blodtryk, red.)," siger Hana Kahleova, der er direktør for klinisk forskning hos 'Physicians Committee for Responsible Medicine'. Forskerne peger også på, at fødevaresystemer står for omkring en tredjedel af verdens drivhusgasudledninger. Kostændringer er ifølge dem noget, man kan gennemføre og implementere med det samme - i modsætning til mange andre klimaløsninger, der kræver store systemændringer.

Både forskere og journalister skal blive bedre til at oplyse om interessekonflikter. Det siger flere iagttagere efter Videnskab.dk's afsløring af industristøtte i en sag om "farligt fedt". "Den her sag viser, hvorfor det er vigtigt med en større grad af åbenhed i vores offentlige samtale om sundhed og sygdom," siger ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, Anna Krogh, som forsker i sundhedsjournalistik. Den konkrete sag handler om tre forskere, som i Berlingske anbefaler "alle voksne" at få lavet en særlig test af et kolesterol-lignende stof kaldet lipoprotein(a). Det fremgik dog ikke, at de samme forskere alle har modtaget penge fra firmaer, som udvikler medicin på området. "Det er et godt eksempel på, at både medier og forskere skal blive bedre til at oplyse om interessekonflikter," siger Andreas Lundh til Videnskab.dk om sagen. "Det gælder især, når forskere anbefaler en bestemt test eller behandling." Lundh forsker i interessekonflikter som lektor i evidensbaseret medicin ved Cochrane Danmark og Syddansk Universitet, og han henviser til flere studier, som illustrerer en udfordring, især inden for sundhedsforskning. "Oplysning om interessekonflikter er utrolig mangelfuld," siger han. Både journalister og forskere overser interesser En opgørelse fra Akademikerbladet i 2024 viste, at under to procent af forskerne på Københavns Universitet lever op til krav om at dele oplysninger om økonomiske bånd til industrien. Internationale studier viser lignende tegn på manglende gennemsigtighed, både når det gælder forskere og journalister: 1 ud af 3 læger, forskere eller andre fagpersoner, der står bag kliniske anbefalinger, har bånd til industrien, der ikke er deklareret. Det viser en systematisk gennemgang fra 2021 med data fra knap 15.000 personer fra Danmark og 13 andre lande. 9 ud af 10 nyhedsartikler om medicinsk forskning nævner ikke interessekonflikter - oplysningerne fremgår ellers i nogle tilfælde af de videnskabelige udgivelser og pressemeddelelser, som mediernes historier tager udgangspunkt i. Det viser et britisk studie fra 2021. Tidligere danske studier fra henholdsvis 2013 og 2015 antyder samme tendenser, fremhæver Andreas Lundh. "Vi ser, at forskere oplyser meget sporadisk om deres interesser," siger han. "Få oplyser alt. Nogle oplyser om dele af deres samarbejder, mens andre slet ikke oplyser noget." Bevillingerne er især udbredt inden for sundhedsforskning, da støtte fra medicinalfirmaer og private fonde i mange tilfælde er "helt afgørende for at kunne gennemføre forsøg og dermed for overhovedet at kunne udføre, det man er ansat til som forsker," siger Heine Andersen. Han er professor emeritus ved Københavns Universitet, hvor han har beskæftiget sig med forskningsfrihed siden 1980'erne. Mange forskere får også personlig betaling - udover forskningsstøtten, tilføjer han - og Andreas Lundh stemmer i. Årlige honorarer på flere hundredetusinde kroner fra private firmaer "er ikke usædvanlige", siger han. De økonomiske bånd kan være et problem, især når de ikke er opgivet offentligt, siger både Andreas Lundh og Heine Andersen. Forskning viser nemlig også en sammenhæng mellem honorarer fra industrien og forskeres tilbøjelighed til at anbefale bestemte lægemidler. Krav om oplysning af interesser Forskere og medier har pligt til at dele oplysninger om interessekonflikter. Det viser flere retningslinjer på området, for eksempel den her passage fra Det danske kodeks for forskningsintegritet, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har udgivet i 2026: "Ansvarlig forskningspraksis omfatter oplysning om alle potentielle interessekonflikter." Heine Andersen kalder reglerne tydelige: "Der kan ikke være tvivl om, at du som forsker skal oplyse om interessekonflikter. Der er til gengæld tvivl om, hvor fast reglerne skal håndhæves," siger han. For medierne gælder noget lignende, vurderer forskerne. "Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disse udsagn kan være farvet af personlig interesse," lyder det i retningslinje...

Unge, der blev henvist til udredning af kønsidentitet havde stadig et stort behov for psykiatrisk hjælp efterfølgende. Og blandt dem, der fik medicinsk behandling, steg andelen, der senere havde kontakt med psykiatrien. Det viser et nyligt offentliggjort finsk studie. Forskningen har ført til debat, fordi interesseorganisationen LGBT+ Danmark har rettet en heftig kritik mod Kristeligt Dagblads dækning af studiet. "Der findes ingen studier på dette felt, som ikke har metodiske svagheder, man kan pege på. Det gælder også her. Men studiet er alt for godt til bare at blive affejet som irrelevant," mener Arnstein Mykletun. Han er professor og projektleder for et stort studie ved Haukeland Universitetshospital i Bergen, der netop undersøger effekten af behandling af 'kønsinkongruens' i Norge. Kønsinkongruens (eller transkønnethed) er defineret som en markant og vedvarende uoverensstemmelse (inkongruens) mellem det køn, et individ får tildelt ved fødslen, og den indre oplevelse af kønnet. I daglig tale omtales gruppen ofte som transpersoner. Studiet dækker hele Finland En af studiets store styrker er ifølge forskerne selv og Arnstein Mykletun, at det dækker hele Finland. Ved at bruge data fra nationale sundhedsregistre har forskerne overblik over alle, der blev henvist til Finlands to klinikker for kønsbekræftende behandling mellem 1996 og 2019. Kønsbekræftende behandling er medicinsk behandling – som hormoner eller operation – der skal hjælpe en transperson med at få kroppen til at passe bedre til deres kønsidentitet. Det drejer sig om næsten 2.100 personer. Lidt under 40 procent af dem fik kønsbekræftende behandling, det vil sige kirurgi og/eller hormonbehandling. Omkring 60 procent fik ikke kønsbekræftende behandling. For at sammenligne med den øvrige befolkning har studiet også en kontrolgruppe med børn og unge i samme alder. I registrene kan forskerne også se, hvem der har haft kontakt med den psykiatriske speciallægetjeneste. Her finder forskerne opsigtsvækkende resultater blandt dem, der fik kønsbekræftende behandling. Blandt dem, der fik maskuliniserende behandling, steg andelen, som havde kontakt med psykiatrien, fra 20 procent før det første møde med klinikken til 55 procent to år efter dette møde. Blandt personer, der fik feminiserende behandling, steg andelen, som havde kontakt med psykiatrien, fra lidt under 10 til lidt over 60 procent. Fundet støtter ikke påstanden om, at medicinsk behandling fører til en forbedring af den mentale sundhed, skriver forskerne. "Hos nogle personer ser det ud til, at kønsbekræftende behandling hænger sammen med en forværring af den mentale sundhed," konkluderer de. Blandt de henviste, som ikke fik behandling for kønsinkongruens, er andelen, der har kontakt med psykiatrien, meget høj både før og to år efter det første møde med klinikken. I kontrolgruppen finder forskerne heller ingen ændring i den periode, de har målt. Her har omkring 15 procent været i kontakt med psykiatrien. Hvordan skal behovet for psykisk hjælp forstås? Meget af kritikken af studiet handler om, hvordan forskerne har målt kontakt med psykiatrien. Ét besøg tæller lige så meget som 10 eller 100. Forskerne har kun opgjort, om personen har haft kontakt eller ej. De ved ikke noget om hvorfor eller hvor meget. De finske forskere mener alligevel, at målet er relevant: "Psykiatrisk behandling på specialistniveau er kun tilgængelig på baggrund af accepterede henvisninger og peger på alvorlige psykiske lidelser," skriver de. Kan ikke sige noget klart om årsager At psykiske lidelser måles gennem kontakt med psykiatrien, er en styrke, mener Arnstein Mykletun. "Sådanne kontakter forstås som regel som tegn på et reelt behov – et helbredsproblem, man søger hjælp for, og som er alvorligt nok til at nå tærsklen for specialiseret behandling, siger han. "Derfor er det ikke uvæsentligt, at kontakterne fortsætter eller stiger efter behandling. Det finske studie udfordrer påstanden om, at kønsbekræftende behandling giver bedre psykisk helb...

Hos blæksprutter foregår parringen på en helt anden måde end hos mennesker og andre pattedyr. Hannen har nemlig ingen penis. I stedet bruger han én af sine arme til at aflevere en lille pakke med sæd til hunnen. Nu har forskere opdaget, at den specialiserede arm også kan mange andre ting. Den kan snuse sig frem til hunnens kønsorganer, konkluderer de i et studie i tidsskriftet Science. "Det er virkelig sjovt," siger Petter Bøckman. Han er zoolog og universitetslektor ved Naturhistorisk Museum. Som en lille hjerne i hver arm Blæksprutten er det klogeste af de hvirvelløse dyr - dyr uden skelet. Og den har et særegent nervesystem, påpeger Petter Bøckman. "På en måde har den en slags hjerne i hver arm." Udover den centrale hjerne i hovedet har de en hjernelignende nerveknude i hver arm. Og én af hannens arme spiller altså en helt særlig rolle. Når blæksprutter svømmer, fylder de kappen, der dækker kroppen, med vand og presser det ud igen. Så farer de af sted som en raket, forklarer Petter Bøckman. Under denne kappe sidder kønsorganerne. Når blæksprutterne skal parre sig, fisker hannen en sædpakke frem fra undersiden af kappen med sin sexarm. Derefter lirker han armen ind under hunnens kappe og finder frem til hendes kønsorganer. Troede, armen var en parasit Armens mange anvendelsesmuligheder er blevet observeret før. "Af og til ser vi, at de river armen af sig, og så bevæger armen sig videre på egen hånd," fortæller Petter Bøckman. Tidligere troede en del biologer, at den løsrevne arm var en parasit. Den specialiserede tentakel blev navngivet Hectocotylus Men selvom biologerne længe har vidst, at armen kan finde vej på egen hånd, har det været et mysterium, hvordan den gør. Kan smage hormoner Svaret er, at armen har et slags sanseorgan, viser det nye studie. Organet, som fungerer som en tunge, er fyldt med såkaldte CRT1-receptorer, der kan smage kønshormonet progesteron. Et naturligt næste skridt vil være at undersøge, hvordan det fungerer hos andre blækspruttearter, påpeger Petter Bøckman. "Når man finder noget nyt, åbner det altid for nye forskningsområder," slutter biologen. ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Det kan føles som natur midt i byen. Grønt, hjemmedyrket og sundt. Men uanset om du plukker spiselige planter i parken, dyrker grøntsager i en køkkenhave eller er med i et urban gardening-projekt, sker det med sikkerhed i jord, der indeholder menneskeskabte kemikalier. Så klart er resultatet, efter 30.000 elever fra 500 skoler har samlet jordprøver i bynære områder i hele landet. På tværs af over 1.000 jordprøver har forskerne fundet mere end 100 forskellige kemikalier. Og i omkring 80 procent af prøverne dukkede evighedskemikaliet PFAS op. "Jeg synes, det er sindssygt alvorligt," siger Mogens Humlekrog Greve, der er professor ved Aarhus Universitet og har ledet forskningsdelen af projektet Masseeksperimentet 2025, til Videnskab.dk. "Det er vanvittigt, at ikke én eneste prøve går fri." Prøverne kommer fra bynære områder som skovbryn, fodboldbaner, landbrugsjord, parker, legepladser og alle andre steder, der er i gåafstand fra en folkeskole. Alle prøver indeholdt mindst én type kemikalie som PFAS, pesticider, flammehæmmere, lægemiddelrester og industrikemikalier. "Hvis man bor i byen og producerer afgrøder i nærområdet, bør man være opmærksom på, at jorden med stor sandsynlighed kan indeholde menneskeskabte kemikalier," siger Mogens Humlekrog Greve. Skolebørn opdager mange årtiers forurening Masseeksperimentet, hvor elever tager ud i felten, giver forskerne det første store videnskabelige indblik i, hvordan jordkvaliteten er i vores land. "Vi vidste, at jorden har lidt et tab af sundhed. Men det er ikke noget, der har været stor interesse for eller viden om," siger han. Derfor er Mogens Humlekrog Greve begejstret over, at skolebørnene har bidraget med så meget viden og data fra over 1.000 jordprøver taget over hele landet i 97 ud af landets 98 kommuner. Nu har forskerne et overblik og kan se den store forurening af de kemikalier, vi bruger i dag som PFAS, pesticider og medicinrester. Eksperimentet viser også, at fortidens forureninger stadig spøger. I prøverne finder forskerne for eksempel rester af pesticider, som har været forbudt i årtier. "Det er så nu, vi betaler prisen for mange årtiers forurening. Nu begynder vi at se konsekvenserne," siger Mogens Humlekrog Greve. Om det er sundhedsskadeligt for os mennesker eller livet i den bynære natur, at kemikalierne er at finde overalt i jorden, er uklart. Noget tyder på, at livet i jorden trives trods forureningen, for forskerne fandt op til 150–250 regnorme per kvadratmeter. Der ser heller ikke ud til, at grænseværdierne for eksempelvis PFAS var over det niveau, der er sat fra Miljøstyrelsen. Professor Mogens Humlekrog Greve mener dog alligevel, at prøverne er stærkt alarmerende og kræver handling. For det må ikke blive normalen, at der er forurening. Forskere kender ikke cocktaileffekten For Mogens Humlekrog Greve er der to bekymrende ting ved fundene fra eksperimentet, der bør få alarmklokkerne til at ringe hos os alle sammen. Det første er vores hovedløse opførsel og manglende fokus på jordkvalitet: Vi tænker ikke over, at jorden ødelægges af vores forbrug og forurening. Vi tager heller ikke jorden med i vigtige politiske beslutninger som for eksempel den grønne trepart - der ikke nævner noget om jordkvalitet. Det andet er cocktaileffekten. "Hvis der kun er lidt pesticider eller kun lidt hormonforstyrrende kemikalier, er det måske ikke et problem," siger han. "Men hvis der er en lille smule af 100 forskellige kemikalier, kan det være et større problem. For vi kender ikke konsekvenserne af de her blandinger." De cocktails af forskellige kemikalier har forskerne svært ved at gennemskue effekterne af. Derudover er der dukket mange kemikalier op, som ikke er endeligt identificeret. Derfor kan forskerne ikke udtale sig om faren ved dem. Professor: Det er for alarmistisk Per Gundersen forsker i miljøforurening og kalder det både bekymrende og overraskende, at ikke en eneste prøve er ren for menneskeskabt kemi. Han mener dog, at en alarmistisk tone kan være mere til at skræmme b...

Tre forskellige forskere anbefaler, at "alle voksne" danskere får testet et særligt stof i blodet. Nu viser det sig, at de alle tre har modtaget penge fra firmaer, der udvikler medicin mod netop dét stof. Er det et problem? Dét spørgsmål handler den her sag om. I en artikel i Berlingske anbefaler de tre danske hjerteforskere en test af lipoprotein(a) - også kaldet Lp(a), et kolesterol-lignende stof, som kan hæmme blodstrømningen og øge risikoen for hjerte-kar-sygdom. 'Hver femte har skjult og farlig type fedt i blodet. Hjertelæger anbefaler nu "alle voksne" at få det tjekket', lyder overskriften i Berlingske. Senere bringer DR og B.T. lignende artikler, hvor de citerer Berlingske. I ingen af artiklerne kan man læse, at de tre forskere i artiklen alle har modtaget økonomisk støtte fra virksomheder, som udvikler lægemidler mod forhøjet Lp(a). Enten i form af forskningsmidler, honorarer for konsulentbidrag eller faglige oplæg for firmaerne. Det viser en gennemgang, som Videnskab.dk har foretaget. "Der er ikke tvivl om, at der er tale om en interessekonflikt for alle de tre personer," siger Heine Andersen, sociolog, professor emeritus ved Københavns Universitet, som har undersøgt videnskabelige interessekonflikter siden 1980'erne. Den kommercielle indflydelse er et "stort og stigende" problem inden for forskning, og derfor burde oplysningerne indgå i mediernes historier, siger han. Det er "en klar fejl", at det ikke er sket i dette tilfælde, lyder det fra Berlingske, der nu har rettet i artiklen. 3 hjerteforskere opfordrer til Lp(a)-måling De tre forskere bakker i Berlingske op om et budskab, der kommer fra en gruppe europæiske hjertelæger. Her er, hvad de danske kilder siger til avisen om målingen af "farligt fedt" i blodet: Forskningsleder på Hospitalsenhed Midt Berit Storgaard Hedegaard "bakker op om, at det er vigtigt at få målt lipoprotein(a)". "Jeg har fået målt mit eget, og det er en anelse forhøjet," siger Anne Tybjærg-Hansen, professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalet. Hun tilføjer: "Mange opdager det først, når de får en blodprop på trods af, at de har levet sundt, ikke har for højt blodtryk eller LDL-kolesterol." Gunnar Gislason, professor og overlæge ved Herlev-Gentofte Hospital, Københavns Universitet, fortæller også, at han har fået målt sit Lp(a)-niveau - og han anbefaler andre at have fokus på det: "Det kan være relevant at tale med sin læge om, hvorvidt man bør få det målt, især hvis man har flere risikofaktorer eller tidlig hjertesygdom i familien," siger han i Berlingske-artiklen. Andre forskere og læger har sidenhen kritiseret anbefalingen til alle voksne danskere. Det fremgår af et opslag på LinkedIn af Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet. "Det er et overdrevet udsagn om noget, vi ikke kan behandle," har han sagt om sagen til Videnskab.dk - med henvisning til, at der endnu ikke er godkendte lægemidler på området. Der er dog medicin på vej mod forhøjet Lp(a). Det fremgår bare ikke af mediehistorierne. De kilder, Berlingske har talt med, har nemlig alle modtaget forskningsstøtte eller honorarer fra firmaer, som er i gang med at udvikle den slags medicin. Det har de selv oplyst andre steder, for eksempel i egne videnskabelige artikler eller på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. "Når man samarbejder med firmaer, der markedsfører eller udvikler lægemidler mod den relevante tilstand, i dette tilfælde forhøjet Lp(a), har man interessekonflikter," siger Andreas Lundh, speciallæge og lektor i evidensbaseret medicin ved Syddansk Universitet og Cochrane Danmark. Forsker "skjuler ikke" interessekonflikt Her er, hvad forskerne selv siger om deres forbindelser til medicinalfirmaer på området: I bunden af en artikel, som Anne Tybjærg-Hansen har bidraget til, kan man læse, at hun har fået penge for konsulentbidrag eller faglige oplæg for firmaer, som udvikler lægemidler mod forhøjet Lp(a). Direkte adspurgt af Videnskab.dk, om hun anser det for en interessekonfli...

Hvad stiller man op med landsforrædere, der har samarbejdet med den besættelsesmagt, som har pint og plaget et samfund, når krigen er slut? Det spørgsmål blev diskuteret vidt og bredt i månederne efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Mange var enige om, at de cirka 40.000 landsforrædere skulle straffes hårdt, men hvordan og hvor længe det skulle foregå, var der uenighed om. Først var stemningen præget af hævntørst. Som månederne gik, begyndte nogle jurister og politikere dog at påpege, at det nok ville være en god idé at tænke på 'resocialisering' af de udstødte. Når straffen var afsonet, skulle de dømte landsforrædere løslades og finde sig til rette i samfundet igen. For at gøre dem til gode borgere i efterkrigstidens Danmark, besindede man sig, og tog initiativ til at ændre afsoningen i danske fængsler. På den måde kom opgøret med landsforræderne til at skabe en modernisering af det danske straffesystem. Nazister og kollaboratører havde svigtet landet Efter danske standarder var det såkaldte straffelovstillæg af 1. juni 1945 historisk strengt. Lovtillægget straffede handlinger, der var begået under besættelsen for at fremme tyske interesser eller på anden måde kunne anses for landsskadelige. Det gav minimum fire års fængsel i særlige anstalter og med tab af almene rettigheder, såsom stemmeret, valgbarhed til offentligt embede eller ret til at arbejde som læge, præst osv. For de alvorligste forbrydelser blev dødsstraffen genindført. Men loven havde intet at sige om de dømtes resocialisering. Det havde den gældende straffelov heller ikke, som blev indført i 1933. Men den rummede alligevel nye strømninger. For eksempel moderne anstaltsformer og individorienteret afsoning, der var rettet mod fangens reintegration i samfundet. 12 år og en besættelse senere hed det i bemærkningerne til loven: "Det opdragende over for Forbryderen maa […] i Almindelighed træde tilbage." Det var et bevidst tilbageskridt på grund af den opkogte stemning og den politisk labile situation i maj-juni 1945. Ingen talte i de måneder højt om, at de var bekymrede for, hvad samfundet skulle stille op med de tusinder, som nu ville blive idømt lange fængselsstraffe. I stedet indrammer begrebet 'landssviger' den herskende dagsorden: Nazister og kollaboratører havde svigtet nationen i den sværeste stund. De havde forladt flokken og var løbet med fjenden. Nu var ingen interesseret i at lukke dem ind i folden igen. Alligevel kom fangernes resocialisering på dagsordenen så tidligt som i efteråret 1945. Snart gjorde moderne principper sig gældende. Og med oprettelsen af en statslig kriminalforsorg i 1946 kan retsopgøret pludselig ses som et vigtigt skridt i et stort nybrud i fangebehandling i Danmark. Forsorgskontoret skulle overvåge og hjælpe landsforræderdømte – det var første gang staten direkte påtog sig et ansvar for prøveløsladte fra fængslerne. Det er ikke nok at straffe Debatten om retsopgøret efter Anden Verdenskrig var intens – både i Danmark og resten af Europa. Kritikerne diskuterede blandt andet, om lovene var retfærdige, om straffene var for hårde eller for milde, og om de rigtige personer blev straffet. Kriminologen Karl O. Christiansen pegede allerede i august 1945 på, at Danmark stod med et resocialiseringsproblem. I to kronikker kritiserede han, at dømte landssvigere ikke kunne prøveløslades. Han advarede om, at de ville blive mere bitre og ekstreme, hvis de blev sendt ud i et liv som udstødte uden støtte til at blive en del af et demokratisk samfund. Derfor efterlyste han en indsats fra blandt andet kriminologer, fængselsfolk og pædagoger. Christiansens synspunkter mødte hård modstand fra folk, der mente, at hårde straffe var nødvendige for at afskrække kriminalitet og undgå selvtægt. De afviste idéen om, at landssvigere kunne forbedres gennem resocialisering. Også inden for Frihedsrådet opstod der tvivl om den hårde linje. Mogens Fog, der var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og minister for særlige anliggender, argumenterede i septembe...

Det lyder måske paradoksalt, at videoer af junkfood måske kan hjælpe folk på slankekur med at undgå af falde i snack-fælden. Men ny forskning publiceret i tidsskriftet Computers in Human Behavior viser, at det er en taktik, der rent faktisk lader til at virke. Det skriver University of Cambridge i en pressemeddelelse. Det har åbenbart været en strategi for mange mennesker på slankekure at se videoer af junkfood og søde sager for at begrænse deres egne 'snack cravings'. Derfor satte et forskerhold fra det britiske universitet sig til at undersøge, om det var en brugbar metode at se på billeder og videoer af mad, til at hjælpe mennesker på kur af med trangen til usunde madvarer. "Det lyder måske kontraintuitivt, men vores resultater viser, at folk, især dem, der forsøger at kontrollere deres kost, kan bruge visuelt madindhold som et værktøj til selvregulering. At engagere sig i visuelle fremstillinger af mad kan hjælpe med at tilfredsstille cravings uden faktisk forbrug," forklarer studiets hovedforfatter Esther Kang. Forskerne udførte i samarbejde med et amerikansk universitet tre eksperimenter med i alt 840 deltagere i alderen 19 til 77 år, hvor de kombinerede to digitale spørgeskemaer og et kontrolleret laboratoriestudie. I det ene eksperiment så deltagerne korte videoer på sociale medier, der viste både kalorierige og kalorielette chokoladedesserter. De, der var på slankekur, brugte 30 procent længere tid på at se videoerne, end dem, der ikke var. Men da de efterfølgende fik adgang til rigtige chokoladedesserter, indtog de betydeligt mindre chokolade end dem, der ikke var på slankekur. Det tyder på, at visuel eksponering kan have en reducerende effekt på deres lyst til nydelse. Samme mønster viste sig i et andet eksperiment, hvor en gruppe af mennesker på kur og en gruppe med mennesker, der ikke var på diæt, blev sat til at se korte vidoer af junkfood. Det omfattede madlavning og spisning af madtyper som pizza, burgere og pommes fritter. Deltagerne blev desuden sat til at se videoklip på sociale medieplatforme, der viste sunde madmuligheder, såsom salat, yoghurt og smoothies. Her brugte de, der var på diæter, 50 procent længere tid på at se indholdet af de usunde madvarer. "Folk kan delvist tilfredsstille deres spiselyst ved at indtage mad visuelt snarere end fysisk. Dette er med til at forklare, hvorfor det at engagere sig i madindhold på sociale medier ikke altid resulterer i øget forbrug," fortæller medforfatter på studiet Arun Lakshmanan i pressemeddelelsen.

Et 100 millioner år gammelt insekt fanget i rav har vist sig at gemme på noget helt usædvanligt. Da forskere undersøgte det nærmere, opdagede de, at det havde klosakse på forbenene - noget, som man nærmest aldrig ser hos insekter. Det skriver Ludwig Maximilian University of Munich på baggrund af et studie i tidsskriftet Insects. Fossilet stammer fra Kachin-regionen i Myanmar, hvor rav, som er forstenet harpiks fra træer, har bevaret dyr fra kridttiden. Ifølge forskerne er der tale om en tæge (Heteroptera), nærmere bestemt en vandtæge (Nepomorpha), som normalt lever i eller tæt på vand. Det særlige ved netop dette insekt er dets forben. De er omdannet til klolignende griberedskaber, som fungerer lidt som en tang eller en saks. "Tidligere kendte vi kun til tre insektgrupper med den slags klosakse. Det her er fjerde gang, vi ser, at de er opstået uafhængigt," forklarer Carolin Haug, som er zoolog ved LMU's Biologiske Fakultet. For at undersøge fossilet brugte forskerne micro-CT-skanning, som er en avanceret røntgenteknik, der kan lave detaljerede 3D-billeder. De sammenlignede også formen på klosaksene med mere end 2.000 lignende strukturer fra både nulevende og uddøde dyr. Ifølge forskerne ligner insektets klosakse ikke dem, man normalt ser hos andre insekter. I stedet minder de mere om tilsvarende strukturer hos andre leddyr, for eksempel krebsdyr som krabber og rejer. Den nye art har fået navnet Carcinonepa libererrantes. Første del af navnet henviser til krabber, mens artsnavnet 'libererrantes' er inspireret af K-popgruppen Stray Kids. Ifølge forskerne minder insektets stilling om gruppens karakteristiske håndtegn. Ud fra insektets form vurderer forskerne, at dyret levede som rovdyr og brugte sine klosakse til at fange små byttedyr. De forestiller sig, at det har levet i et skovmiljø, sandsynligvis tæt på kysten.

Når vi taler om klimaforandringerne i Danmark, er vores forestillinger om fremtiden ret enkle: Vi får varmere og længere somre, mildere vintre og flere hedebølger. Men under havoverfladen findes et system af havstrømme i Atlanterhavet, der kan ændre udsigterne fundamentalt. Havstrømme som Golfstrømmen transporterer i dag varmt havvand fra troperne nær Ækvator op til os i Nordeuropa. På vores breddegrader fungerer systemet som en gigantisk varmepumpe, der giver os et dejligt mildt klima. Men hvis havstrømmene i Atlanterhavet svækkes kraftigt eller ligefrem kollapser, kan konsekvenserne af klimaforandringerne se helt anderledes ud, end vi forestiller os: Et Danmark og et Nordeuropa med køligere temperaturer og et mere ustabilt klima end i dag – midt i en global opvarmning. Af samme årsag har videnskaben blikket stift rettet mod at forstå, hvordan det kritiske system af havstrømme, der går under navnet AMOC, reagerer på et klima i forandring. Forskerne er dog langt fra enige om, hvor meget havstrømmene vil påvirkes i de kommende årtier. Nogle mener, at AMOC med stor sandsynlighed risikerer helt at kollapse i dette århundrede, andre taler 'kun' om en svækkelse af det kritiske system. Hvad bør vi vide, hvis vi skal forstå havstrømmene og de videnskabelige diskussioner bedre? Videnskab.dk har spurgt Camilla Snowman Andresen, klimaforsker, geolog og professor ved Afdeling for Glaciologi og Klima på GEUS. 1. Gammel ide, ny opmærksomhed De nordatlantiske havstrømme kom for alvor på mediernes dagsorden, da de danske klimaforskere og søskende Peter og Susanne Ditlevsen i 2023 delte et opsigtsvækkende og omdiskuteret stykke forskning. I et studie forudsagde de, at AMOC med stor sandsynlighed kollapser omkring år 2057. Det er siden justeret til 2065. Studiet gik verden rundt og er i dag blandt de mest downloadede videnskabelige studier overhovedet. Siden har et hav af forskningsartikler og mediehistorier kredset om fremtiden for AMOC-systemet. Men teorierne om havstrømmenes betydning for klimaet er langt fra nye, forklarer Camilla Snowman Andresen. "Diskussionen om et muligt AMOC-kollaps går tilbage til 1961," siger hun. Dengang viste en amerikansk oceanograf ved navn Henry Stommel, at AMOC-havstrømmene kan have to stabile tilstande: En stærk, hvor varmt og salt vand strømmer mod nord. Og en svag, som systemet gradvist kan nærme sig og til sidst overgå til, hvis det presses nok af ændringer i varme og saltindhold. I 1987 påpegede geolog og klimaforsker Wally Broecker, at der måtte være en sammenhæng mellem nogle af fortidens voldsomme kuldeperioder og et kollaps af AMOC, og fra 1990'erne og frem har klimamodeller bekræftet, at systemet kan svækkes eller i værste fald bryde sammen. 2. AMOC vil svækkes – spørgsmålet er hvornår Men hvordan står det egentlig til med AMOC i dag? "Det er ret omdiskuteret, om vi allerede ser en begyndende svækkelse," siger Camilla Snowman Andresen. "Den del af AMOC, der drives af processer i havet syd for Grønland, ser ud til at være blevet svagere gennem de seneste årtier." "Men cirkulationen i De Nordiske Have (Grønlandshavet, Norskehavet og Islandshavet, red.) ser fortsat stabil ud." Der er dog stor enighed om, at systemet vil svækkes fremover. Stort set alle klimamodeller viser en svækkelse af AMOC i et varmere klima. Hvornår AMOC vil svækkes markant eller helt kollapse, er der uenighed om. FN's klimapanel IPCC skriver i sin sjette hovedrapport fra 2023, at et AMOC-kollaps er usandsynligt i dette århundrede, selvom det ikke kan udelukkes. Andre vurderer, at risikoen er langt større og vil ske hurtigere, måske endda indenfor cirka 40 år. Hvorfor er de uenige? "En af de største udfordringer er, at vi ikke ved, hvor tæt AMOC er på en kritisk grænse (et tipping point, red.)," siger Camilla Snowman Andresen: "Systemet reagerer ikke nødvendigvis gradvist. Det kan ændre sig langsomt i lang tid og så pludselig skifte hurtigt, hvis en bestemt tærskel overskrides." "Problemet er, at vi ikke ved præcis, hvor store æ...

Under overfladen på malerier kan der gemme sig skitser, gamle reparationer eller et helt andet billede. Nogle gange fører arbejdet med at konservere malerier til vigtige opdagelser. Det skete for nylig på Rijksmuseum i Amsterdam. Maleriet hedder 'Synet af Zakarias i templet'. Det blev malet af den kendte kunstner Rembrandt van Rijn i 1633. Efter to års undersøgelser kunne forskerne konkludere, at lagene af maling, teknik, penselstrøg og farvestoffer lignede dem, man ser i andre malerier fra den tidlige del af Rembrandts karriere. Forskerne kunne blandt andet afsløre, at kunstneren ændrede kompositionen i maleriet mange gange, og at signaturen var skrevet på våd maling, som delvist var blandet ind i baggrunden. Det træpanel, som maleriet er malet på, afslører også noget. Træet stammer blandt andet fra det sydøstlige Litauen, og netop den slags træ blev ofte brugt af kunstnere i 1600-tallet. Konservatorer er som detektiver Også i Norge arbejder forskere med at undersøge malerier, og det kan minde om detektivarbejde. Konservatorerne ved Nationalmuseet i Oslo bruger meget af deres tid på at undersøge malerier, der skal restaureres, men nogle gange opklarer de også mysterier. "Vi fungerer ofte som bindeled mellem kunsthistorie og kemi," siger seniorkonservator Ida Antonia Tank Bronken fra Nationalmuseet i Oslo. "Før vi ved, hvilken dokumentation der er brug for, og hvilke undersøgelser der er nødvendige, er vi nødt til først at lære værket at kende." Hvad er originalt? Hvad er tilføjet senere? Hvordan har kunstneren arbejdet? Hendes kollega Thierry Ford, som er seniorkonservator for malerier, understreger, at de går forsigtigt til værks. "Jeg kan ikke begynde at tage en masse prøver af 'Skriget' (et af verdens mest berømte og ikoniske kunstværker, skabt af den norske kunstner Edvard Munch i 1893, red.) uden at have et velbegrundet forskningsspørgsmål og uden først at have undersøgt maleriet grundigt med ikke-invasive metoder. Ellers er der til sidst ikke noget tilbage, og det ville være uetisk." Derfor bruger konservatorerne først metoder, som ikke skader værket: De tager billeder, undersøger værket i ultraviolet lys, fotograferer det med infrarødt lys, røntgen og forskellige former for forstørrelse. Skjult under overfladen Nogle af metoderne kan minde om teknikker fra krimiserier. Thierry Ford forklarer, at UV-lys bruges til at finde information, som ligger i maleriets overflade. Det kan for eksempel afsløre, om der ligger fernis oven på maleriet, og om det er blevet repareret. Fernis er en laklignende væske, som bruges til at beskytte malerier mod blandt andet støv og fugt. Thierry Ford fortæller, at Edvard Munch fik kritik for billedet 'Det syge barn', da han udstillede det første gang. Fernissen var nemlig løbet ned over billedet, men det kan man ikke se med det blotte øje i dag. Men under UV-lys bliver det meget tydeligt. Det kan du se på billedet nedenfor. Tager hundredvis af små fotografier Andreas Harvik er seniorfotograf ved Nationalmuseet i Oslo. Han tager blandt andet såkaldte gigapixelbilleder af malerier. "Vi tager hundredvis af små fotografier, som bliver stykket sammen til ét enormt billede," forklarer han. Andreas Harvik fortæller, at kameraet bliver placeret meget tæt på maleriet. I stedet for at flytte kameraet for hvert billede, der bliver taget, flytter han selve maleriet. Det giver en mere jævn belysning og mere præcise billeder. Resultatet er fotografier i ekstremt høj opløsning. "Så kan konservatorerne zoome meget tættere på, end det er muligt i udstillingssalen," forklarer Andreas Harvik. Maleri kan skjule andet maleri Andre gange er det infrarødt lys (IR) eller røntgen, der giver svaret. "IR er en af de teknikker, fotograferne bruger, når vi har brug for det, og den er særligt god til at vise de underliggende lag i et maleri," siger Ida Bronken. På den måde kan forskerne blandt andet se skitser under malerierne. Ida Bronken forklarer, at røntgen kan gå endnu dybere og vise hele maleriets struktur. "Tu...

"Hundene i Tjernobyl adskiller sig i dag genetisk fra andre hunde, ... takket være mange års eksponering for ioniserende stråling, viser studie." Det er blot én af mange lignende overskrifter, der dukkede op som reaktion på et videnskabeligt studie, som blev offentliggjort for nogle år siden. De fortæller en opsigtsvækkende historie om stråling, mutationer og overlevelse mod alle odds. Men den bagvedliggende forskning viste faktisk ikke, at de genetiske forskelle skyldtes stråling. Forestillingen om 'Tjernobyls radioaktive hunde' kan bedre forstås som en moderne videnskabelig myte. Vores appetit på skrækhistorier om muterede dyr er faktisk med til at skygge for virkeligheden: Det mest opsigtsvækkende og fascinerende ved dyrene i området er ikke tilstedeværelsen af radioaktivitet, men fraværet af mennesker. Misinformation og overdrivelser 40 år efter eksplosionen i Tjernobyl fortsætter diskussionen om, hvordan ulykken påvirkede mennesker og økosystemer. Jeg har studeret katastrofens miljøpåvirkninger, siden jeg begyndte på min ph.d. i 1990 om radioaktivt nedfald i Lake District i Storbritannien. Siden da har forskere lært meget, og tusindvis af studier er blevet udgivet. Men både de etablerede og de sociale medier er stadig fulde af misinformation og overdrivelser om ulykkens konsekvenser. Forskere giver ofte medierne skylden, men måske bør vi også rette noget af kritikken mod os selv. Radioaktive hunde er en god historie Tjernobyl-katastrofen ramte lige ned i vores vedvarende fascination af radioaktivitet og mutationer, og gennem tiden er der blevet fremsat alle mulige påstande om skadede vilde dyr og muterede dyr i eksklusionszonen. Men klar videnskabelig dokumentation for væsentlige langsigtede strålingseffekter er overraskende svær at finde. Forskningen i Tjernobyls herreløse hunde, der blev offentliggjort i det højt ansete tidsskrift Science Advances i 2023, er blot ét af mange eksempler. Ved hvilket som helst checkpoint i zonen kan man se mindst et par hunde hænge og vente på madrester fra vagter eller besøgende. Studiet fandt genetiske forskelle mellem hunde, der lever ved kraftværket, og hunde, der lever længere væk. Forfatterne skriver ikke selv direkte, at de forskelle, de finder, skyldes radioaktivitet. Men for den almindelige læser er det svært ikke at drage den konklusion ud fra artiklen og den tilhørende pressemeddelelse. Pressemeddelelsen overdrev koblingen med radioaktivitet. Den antydede, at hundene "kan adskille sig genetisk fra andre hunde som følge af varierende niveauer af strålingseksponering". I pressemeddelsen kunne man læse, at hundene er udsat for et "kraftigt og vedvarende miljømæssigt pres". Det er påstande, som ikke er understøttet af dokumentation. Selv erfarne videnskabsjournalister ville have svært ved ikke at lade sig rive med af den vinkling. Som forsker med årtiers erfaring med radioaktivitet og Tjernobyl tog det mig lang tid at læse og forstå alle de relevante artikler og nå frem til, at det på ingen måde var underbygget af evidens. Hvad forskningen faktisk viste De genetiske forskelle er reelle. Men i betragtning af de relativt lave strålingsdoser i det meste af zonen er mere plausible forklaringer forskelle i de oprindelige hunderacer samt faktorer som levested, ernæring og sygdom. Der er kun tre populationer at undersøge, så det er meget vanskeligt at adskille en eventuel effekt af radioaktivitet fra disse andre vigtige faktorer. Alligevel blev historien i mediedækningen til en fortælling om radioaktivitet, der driver hurtige evolutionære forandringer på blot få generationer. Denne fortolkning er ikke understøttet af den tilgængelige dokumentation. Som den store videnskabsformidler Carl Sagan formulerede det: "Ekstraordinære resultater kræver ekstraordinær evidens". Et tidligere studie viste da også, at kun 4 ud af 198 undersøgte hunde i Tjernobyl havde forureningsniveauer, der var højere end dem, man har set hos får, vildsvin og rensdyr i dele af Vesteuropa i årene efter ulykken. Der...

Forestil dig, at du får den her besked af din læge: 'Du har et forhøjet niveau af et stof i blodet, som øger din risiko for hjerteproblemer, men der findes ingen godkendte behandlinger, der kan lave om på det.' Scenariet herover er kernen i en debat om det kolesterol-lignende stof lipoprotein(a) - af flere medier kaldet "farligt fedt", fordi det i for store mængder kan skade blodstrømningen i kroppen. Lp(a) får stigende fokus blandt forskere, også i Danmark. I både Berlingske og til DR har den danske hjertelæge og professor ved Københavns Universitet Gunnar Gislason gentaget en international opfordring: "Alle voksne" bør få tjekket deres niveau af stoffet "mindst én gang i livet", lyder budskabet, der kommer fra en gruppe europæiske hjertelæger. Men nu går en anden professor i rette med dén anbefaling. "Det er et overdrevet udsagn om noget, vi ikke kan behandle," siger Jens Lundgren, klinisk professor på Københavns Universitet, til Videnskab.dk. Lundgren forsker normalt i virus, men har nærlæst den forskning, der ligger bag hjertelægernes opfordring til test - og han mener ikke, der er belæg for den. Det har han skrevet i et opslag på LinkedIn, som har fået opbakning fra andre læger og forskere. "Mange mennesker er bange for at blive syge i hjertet, og sådan en anbefaling som den her kan være med til at skabe unødig frygt og uro i befolkningen," siger han. Overskrifter om lipoprotein var "for skarpt sat op" Da Videnskab.dk ringer til Gunnar Gislason vil han gerne nuancere den måde, hans synspunkter er blevet præsenteret under denne overskrift i Berlingske: 'Hver femte har skjult og farlig type fedt i blodet. Hjertelæger anbefaler nu "alle voksne" at få det tjekket'. Hos DR lyder overskriften sådan her: 'Alle voksne' bør få tjekket særlig type fedtstof i blodet: Kan være lige så farligt som kolesterol "Det er nok for skarpt sat op - og det er ikke mig, der vælger overskrifterne," siger Gunnar Gislason til Videnskab.dk. "Min pointe er ikke, at vi skal indkalde alle borgere til screening i morgen. Min pointe er, at en måling af Lp(a) for nogle kan være meningsfuld, fordi den giver information, som kan indgå i en samlet risikovurdering." Gislason anbefaler for eksempel, at man taler med sin læge om behovet for at få målt sit Lp(a), især "hvis man har flere risikofaktorer eller tidlig hjertesygdom i familien". Professor efterlyser gode grunde til Lp(a)-måling Udfordringen er, at man ikke kan gøre noget for at sænke sit niveau af lipoprotein(a) - og netop derfor er det meningsløst at få foretaget en måling, siger Jens Lundgren. "Hvad er den videnskabelige, rationelle grund til nødvendigheden af at blive testet?" spørger han. Hvis man har for højt kolesterol, kan man sænke det med livsstilsændringer eller ved at tage medicin såsom statiner. Men det kan man ikke med lipoprotein(a), som både Berlingske og B.T. kalder for "farligt fedt". Vores mængde af stoffet i blodet er i overvejende grad genetisk bestemt og - indtil videre - er det som regel konstant gennem livet. Det faktum anerkender Gunnar Gislason. "Men hvis Lp(a) er forhøjet, bør man være mere ambitiøs med de risikofaktorer, man selv kan påvirke, for eksempel i forhold til rygning, kost, motion, kolesterol og blodtryk." Og så er der faktisk flere behandlinger på vej til at blive godkendt, som viser tegn på at kunne sænke Lp(a), understreger hjertelægen. Hjertelæge med interessekonflikt De fleste forskere er enige om, at Lp(a) er en vigtig markør for sygdomsrisiko, lyder det fra Gunnar Gislason, som også er forskningschef hos Hjerteforeningen og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital. "For den enkelte kan det have konsekvenser, hvis Lp(a) er forhøjet," siger hjertelægen og peger på et studie med over 12.000 danske deltagere til at underbygge sin påstand. Hjertelægen henviser dog også til, at han har modtaget "projektstøtte" fra medicinalfirmaet MSD, som er i gang med at udvikle lægemidler mod forhøjet Lp(a). Det forhold fremgår ikke i artiklerne på Berlingske, B.T. eller DR. E...

Hvordan opdager man en overset kvindesygdom tidligere? Hvad gør man ved overfyldte tagrender i kraftig regn? Og kan man rense byluft med alger? Det er nogle af de spørgsmål, unge forskertalenter har kastet sig over i årets Unge Forskere-konkurrence, der netop er løbet af stablen. I konkurrencen dyster elever fra hele landet med projekter, der kombinerer naturvidenskabelig metode med konkrete løsninger på virkelige problemer. Tirsdag den 28. april blev vinderne i junior-kategorien, som dækker 0. til 10. klasse, kåret ved en prisoverrækkelse i Odense Congress Center. Den samlede vinder blev 14-årige Helena Binzer fra 8. klasse på Skt. Josefs Skole i Roskilde. Hun har udviklet et koncept for et screeningsværktøj, der skal gøre det nemmere at identificere kvinder med høj risiko for endometriose. Endometriose er en kronisk sygdom, hvor væv, der minder om livmoderslimhinden, vokser uden for livmoderen. Det kan give stærke smerter og påvirke fertiliteten, men sygdommen er ofte svær at opdage, og mange går i årevis uden en diagnose. Helena Binzers løsning er tænkt som et billigt og lettilgængeligt værktøj, der kan bruges tidligt i forløbet. Målet er at forkorte vejen til en diagnose, og dermed forbedre mulighederne for behandling. Ud over at blive samlet vinder tog Helena Binzer også førstepræmien i kategorien Life Science. I kategorien Physical Science gik førstepræmien til 15-årige Malou Pedersen fra Erritsø Fællesskole i Fredericia for projekt, der giver en løsning på overfyldte tagrender. Med stigende nedbør som følge af klimaforandringer har hun undersøgt, om man kan forsinke regnvandets vej ned fra taget, så tagrender bedre kan følge med. Kraftigere skybrud presser i stigende grad eksisterende afløbssystemer. Malou har derfor arbejdet med at finde løsninger, der kan bremse vandet og give tagrenderne bedre tid til at lede det væk. I Technology-kategorien vandt Birk Rudwill og August Andreasen fra 9. klasse på Rathlouskolen i Odder. De har udviklet en prototype på en luftrenser, der kombinerer alger og filtre til at fjerne CO2, partikler og skadelige gasser fra luften. Løsningen er målrettet bymiljøer, hvor luftforurening er et voksende problem. Her spiller algerne en central rolle, fordi de optager CO2 gennem fotosyntese, mens filtre kan opfange partikler og andre skadelige stoffer. Du kan læse mere om de unges geniale idéer og vilde visioner her.

Når vi tænker på årsagerne til klimaforandringerne, falder tankerne oftest på de sædvanlige syndere: Kulfyrede kraftværker, svært trafikerede veje og industriel landbrugsproduktion. Vi tænker kun sjældent på hospitalerne. Men sundhedssektoren ville globalt set være blandt verdens fem største udledere af drivhusgasser, hvis den var et land. Omkring fem procent af de samlede globale CO2-udledninger kommer herfra. Det placerer sundhedssektoren på niveau med nogle af de mest forurenende industrier i verden. De vidtrækkende konsekvenser af klimaforandringerne bliver i stigende grad set som den største trussel mod menneskers sundhed i det 21. århundrede. Stigende temperaturer og miljømæssige forandringer har allerede negativ effekt på folkesundheden. Det ses blandt andet i form af flere hjerte- og lungesygdomme, større udbredelse af mygge- og flåtbårne sygdomme, hedeslag og andre varmerelaterede lidelser, skader fra ekstreme vejrhændelser og forværret mental sundhed. Hertil kommer mangelfuld adgang til rent vand, fødevarer og sikre boliger. Det løfter sløret for en ubehagelig sandhed: Sundhedsvæsenet både beskytter vores helbred - og er samtidig en medvirkende årsag til én af de største trusler mod vores helbred. Udledningerne overrasker Et af de mest overraskende aspekter ved sundhedsvæsenets CO2-aftryk er, hvor størstedelen af udledningerne faktisk stammer fra. Selvom hospitaler i sig selv forbruger store mængder ressourcer, opstår størstedelen af udledningerne – op mod 70 procent – i sundhedssektorens forsyningskæde. Det er blandt andet produktion, transport og bortskaffelse af lægemidler, medicinsk udstyr, genanvendeligt udstyr og engangsartikler som handsker, masker og sprøjter. Moderne medicin er i høj grad afhængig af disse produkter, og hvert enkelt produkt har sin egen skjulte miljøomkostning. Det betyder, at sundhedsvæsenets klimaaftryk ikke kun handler om bygninger og elforbrug, men om hele det globale netværk, der skal til for at levere behandling. Hospitalerne selv er også en væsentlig kilde og står for omkring 30 procent af den sundhedsrelaterede udledning i højindkomstlande. Særligt operationsstuer er tre til seks gange mere energikrævende end andre dele af hospitalet. Overraskende store miljømæssige konsekvenser De enkelte kirurgiske indgreb kan desuden have et markant klimaaftryk. For eksempel svarer en bypass-operation ifølge estimater omtrent til at køre 2.700 kilometer i en benzinbil. Selv et relativt simpelt indgreb som at fjerne mandlerne er blevet anslået til at svare til 240 kilometer i en bil. Når man ganger det med de millioner af operationer, der bliver udført verden over hvert år, løber det rigtig hurtigt op. Selv små og dagligdags behandlinger kan have overraskende store miljømæssige konsekvenser. Inhalatorer, som ofte anvendes til behandling af astma og andre lungesygdomme, kan indeholde ekstremt potente drivhusgasser. Nogle af disse gasser har et globalt opvarmningspotentiale, der er op til 3.000 gange større end kuldioxid, som er én af hovedårsagerne til klimaforandringer. Faktisk står inhalatorer alene for over tre procent af det engelske sundhedsvæsens samlede CO2-aftryk. Sundhedsvæsenets udledning er desuden meget ulige fordelt globalt. Rige, teknologisk avancerede lande står for størstedelen af de sundhedsrelaterede drivhusgasudledninger med estimater, der peger på omkring 75 procent af den globale total. Samtidig er det ofte de fattigere lande, som bidrager mindst til problemet, der bliver ramt hårdest af klimaforandringernes sundhedsmæssige konsekvenser. Gentænkning af patientbehandling Men på trods af problemets omfang er det muligt at reducere udledningerne ved at vælge andre behandlinger eller tilgange uden at gå på kompromis med patientbehandlingen. Det kan for eksempel være at udskifte inhalatorer med højt klimaaftryk til mere skånsomme alternativer som inhalatorer, der bruger pulver eller pulverkapsler, hvor det er fagligt forsvarligt. Det kan også handle om at udføre flere behandlinge...

En robot, der kan vinde over elite-amatørspillere i bordtennis, lyder mest af alt som noget fra en science fiction-film. Men nu har forskere bygget en robot, der faktisk kan netop det. Det skriver Science Alert på baggrund af et studie i tidsskriftet Nature. Robotten, der er udviklet af Sonys forskningsafdeling for kunstig intelligens, hedder 'Ace'. I forsøget vandt Ace tre ud af fem kampe mod såkaldte eliteamatører, der defineres som spillere, der har trænet i mere end 10 år og spiller omkring 20 timer om ugen. Ifølge forskerne er det et ret stort gennembrud inden for robotteknologi, da bordtennis er en kompleks sport, der kræver, at man træffer beslutninger på splitsekunder samt fart og kraft. "Denne forskning viser, at en robot faktisk kan vinde i en konkurrencesport og matche eller overgå menneskers reaktionstid og beslutningstagning," siger robottekniker Peter Dürr, der er direktør for Sony AI i Zürich og projektleder for robotten Ace, ifølge ScienceAlert. Robotten er opbygget af flere dele, der gør, at den kan registrere bolden, træffe beslutninger og udføre slaget i realtid: Den registrerer bolden med et synssystem, der også kan aflæse spin (hvordan bolden roterer) En AI træffer beslutninger i realtid om, hvordan den skal slå En robotarm med flere led udfører slaget hurtigt og præcist Ifølge forskerne er netop evnen til at aflæse spin afgørende. Robotten returnerede omkring 75 procent af boldene med spin (rotation), hvilket er noget, som robotter tidligere ofte har haft svært ved. Robotten blev også testet mod professionelle spillere. Her var den endnu ikke på samme niveau og tabte begge kampe, selvom den ifølge forskerne vandt enkelte sæt. Resultaterne viser ifølge forskerne, at robotter er ved at blive bedre til opgaver i den virkelige verden og ikke kun i for eksempel computerspil. Tidligere har kunstig intelligens slået mennesker i spil som skak, men fysiske sportsgrene er langt mere komplekse. Ifølge forskerne handler gennembruddet om mere end bordtennis. De peger på, at det viser, hvordan kunstig intelligens kan opfatte, træffe beslutninger og handle i komplekse og hurtigt skiftende situationer i den virkelige verden.

Når du tænder for din lampe, bliver du bombarderet med milliarder og atter milliarder af lyspartikler hvert eneste sekund. Et kæmpe kaos. Men hvad nu, hvis du kunne kontrollere lyset og nøjes med at få fingrene i én enkelt mikroskopisk lille lyspartikel – og derefter sende den hen til en af dine venner med en hemmelig besked? Det lyder som ren science fiction, men ikke desto mindre er det faktisk ved at være virkelighed. I et nyt studie viser danske forskere, at de har tæmmet lyset og kan producere en enkelt lyspartikel – også kaldet en foton – ad gangen. Den nye forskning kan være med til at bane vejen for kvanteinternet - en fuldstændig sikker internetforbindelse, som er umulig at hacke eller aflytte uden at blive opdaget. "Det er et imponerende arbejde og et stort skridt på vejen mod at gøre kvanteinternet til virkelighed," siger Michael Drewsen, som er professor ved Aarhus Universitet, men ikke har været en del af det nye studie, til Videnskab.dk. Andre forskere kalder i en kommentar også studiet "en vigtig milepæl" inden for forskningsfeltet. Mere aktuelt end nogensinde Cyberangreb er for længst blevet en del af moderne krigsførelse. Samtidig har talrige hackerangreb på virksomheder og offentlige institutioner i Danmark kun gjort det mere og mere tydeligt, at der er behov for et fuldstændig sikret internet. "Det er mere aktuelt end nogensinde før at få sikret vores internetkommunikation," siger Leonardo Midolo, som er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, til Videnskab.dk. "Vi ved, at et internet, som baserer sig på kvanteteknologi, vil være sikret. Derfor er der en kæmpe interesse i at udvikle det," siger lektoren, der er en af de ledende forskere bag det nye studie. Opskriften på en totalsikret internetkommunikation har længe været kendt af forskerne – og den kræver, at vi kan kontrollere og producere lyspartikler én ad gangen. Fra milliardvis af lyspartikler til én ad gangen Vores nuværende internetkommunikation baserer sig også på lys. Det er altså lys, der er budbringerne i vores internetkabler, som ligger nede i jorden. Lyset sender de rette informationer via kablerne hjem til dit hus, så du eksempelvis kan streame en film. Men frem for enkelte lyspartikler er der i vores nuværende internet tale om milliarder og atter milliarder af lyspartikler, som suser rundt i internetkablerne – og arbejder sammen som et hold. "Hvis man i stedet kun sender en enkelt lyspartikel afsted, så ved vi, at man med sikkerhed vil opdage det, hvis nogen lytter med på forbindelsen," forklarer Marcus Albrechtsen, som er førsteforfatter på det nye studie og forsker ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. "Hvis nogen forsøger at måle på en enkelt lyspartikel, bliver dens information ødelagt, og man kan ikke undgå at opdage det." Kan bruges i almindelige internetkabler Det er langt fra første gang, at det er lykkedes forskere at tæmme lyset tilstrækkeligt til at kunne kontrollere én enkelt lyspartikel ad gangen. Det nye er, at forskerne nu har produceret en chip, som kan fremstille én lyspartikel ad gangen - lyspartikler, som vel at mærke er af den rette støbning til at kunne bruges i helt almindelige internetkabler. Vores moderne internetkabler – fiberkabler – består af tynde tråde af glas, som er gravet ned under jorden og ligger på bunden af verdenshavene. Lyset, som suser rundt dernede i glastrådene, skal have bestemte farver – eller mere præcist bestemte bølgelængder - for at fungere optimalt. Hidtil har det ikke været muligt at producere lyspartikler enkeltvist med de helt rette farver. Men i det nye studie viser forskerne, at de kan producere lyspartikler én ad gangen, som har præcis samme farve som det lys, der bruges i almindelige internetkabler i dag. Eller som fysikerne ville formulere det: Fotonerne har en bølgelængde på omkring 1.300 nanometer, ligesom lyset i vores internetkabler. Helt ens lyspartikler Andre forskere er også lykkedes med at producere lyspartikler én ad gangen, men det har være...

Globale opgørelser anslår, at cirka hver sjette kvinde vil blive udsat for et seksuelt overgreb i løbet af livet. Dette tal er ikke bare højt, det er dybt alarmerende, fordi et seksuelt overgreb er en voldsom traumatisk oplevelse. De psykiske følger af seksuelle overgreb, som posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), angst og depression, er velkendte, men langt færre ved, at seksuel vold også kan sætte sig i kroppen og påvirke det fysiske helbred i flere måneder eller år efter overgrebet. Forskning på området har hidtil især fokuseret på bækkensmerter, mave-tarm-problemer og kortvarige smerter i månederne efter et overgreb. Men som vi viser i et nyt studie, kan personer, der har været udsat for seksuelle overgreb, opleve vedvarende fysiske symptomer i hele kroppen i mange år efter. Symptomerne falder ind under det, klinikere kalder 'funktionelle lidelser'. Det er en samlet betegnelse for tilstande med vedvarende fysiske symptomer, der kan have store konsekvenser for dagligdagen, men hvor undersøgelser ikke viser nogen fysisk eller psykisk lidelse, der kan forklare symptomerne. Eksempler på funktionelle lidelser er fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og irritabel tyktarm (IBS). Skjult traume Som led i vores nylige forskning anvendte vi data fra et stort dansk sundhedsstudie, som fulgte tusindvis af voksne over flere år. Her undersøgte vi, hvor mange der på et givent tidspunkt havde en funktionel lidelse, og hvor mange der udviklede en sådan lidelse over tid. Vi fandt, at personer, der havde været udsat for seksuelle overgreb, havde hele 69 procent højere risiko for at udvikle vedvarende fysiske helbredsproblemer sammenlignet med personer, der ikke havde oplevet seksuel vold. Risikoen for at udvikle mere udbredte helbredsproblemer, det vil sige flere vedvarende og generende symptomer, som påvirker forskellige dele af kroppen, var seks gange højere blandt overlevere af seksuelle overgreb. Samlet set rapporterede overleverne flere symptomer. Symptomerne var også ofte mere alvorlige og påvirkede flere dele af kroppen. Resultater fra vores tidligere studie viste også, at jo mere alvorligt overgrebet var, desto større var risikoen for at udvikle langvarige fysiske helbredsproblemer. Vi fandt desuden, at seksuelle overgreb ser ud til at have en særligt kraftig effekt sammenlignet med andre former for overgreb og mishandling, som for eksempel psykisk og fysisk vold. Det skyldes sandsynligvis, at seksuel vold ofte aktiverer flere stressrelaterede systemer i kroppen. Seksuelle traumer kan forstyrre den følelsesmæssige regulering og fastholde kroppen i en langvarig tilstand af fysiologisk alarmberedskab. Over tid gør det smerte og andre kropslige fornemmelser vanskeligere at regulere. Traumer kan også øge følsomheden i nervesystemet, så signaler, der normalt ville aftage, i stedet bliver forstærket. For en del ser det ud til, at denne proces over tid kan blive en fastlåst tilstand, som bidrager til udviklingen af funktionelle somatiske lidelser. Langvarige konsekvenser Som vores nylige forskning viser, er seksuelle overgreb ikke blot en dybt traumatisk oplevelse for den enkelte person. Det er også et signifikant folkesundhedsproblem med langvarige konsekvenser for både den mentale og den fysiske sundhed. Resultaterne peger nemlig på, at en del personer med uforklarede smerter eller vedvarende somatiske symptomer kan bære på en skjult traumehistorie. Og det kan være tilfældet, selv hvis de ikke direkte fortæller deres læge om disse oplevelser. Der er derfor et tydeligt behov for større anerkendelse af sammenhængen mellem seksuelle traumer og fysiske symptomer i sundhedsvæsenet. På centre for ofre for seksuelle overgreb kan og bør fagpersoner for eksempel gøre overlevere opmærksomme på, at der kan være risiko for langvarige somatiske symptomer; ikke kun psykiske. Det kan være med til at normalisere den enkeltes oplevelse af seksuel vold, mindske skam samt sikre, at behandlingen rummer hele spektret af traumets konsekvenser. På et mere over...

For mellem 280 og 200 millioner år siden opstod en gruppe dyr, som senere skulle give ophav til pattedyrene blandt andet mennesket. Det var therapsiderne, som første gang blev beskrevet for mere end 150 år siden på baggrund af fossiler fundet i Sydafrika. Siden da er der gjort adskillige nye fund. James Kitching, som var én af det 20. århundredes fremragende sydafrikanske fossiljægere, udgravede titusindvis af therapsider fra den tørre Karoo-regions klippeformationer. Han fandt også forstenede dinosauræg, men hverken han eller andre palæontologer efter ham fandt nogensinde æg fra therapsider. Alligevel må de have eksisteret, for en del nulevende pattedyr (for eksempel næbdyret og myrepindsvinet) lægger æg. Levendefødende eller æglæggende? Med tiden begyndte James Kitching dog at tvivle: Måske lagde therapsiderne slet ikke æg? Måske var de, ligesom størstedelen af deres pattedyrsefterkommere, allerede 'vivipar', altså levendefødende. Vi er forskere, der studerer uddøde dyr og de miljøer, de levede i for millioner af år siden, for at forstå livets udvikling. I en ny videnskabelig artikel beskriver vi for første gang et fossiliseret æg med et bevaret embryo (foster) af en 250 millioner år gammel forfader til pattedyrene. Fundet afgør endegyldigt, at therapsider rent faktisk var æglæggende (ovipare). Samtidig giver opdagelsen ny indsigt i denne dyregruppes formeringsbiologi og overlevelsesstrategier. Et 20 år gammelt mysterium Det fossile æg med embryo, som vi har undersøgt, blev fundet af palæontologen John Nyaphuli fra Bloemfontein i 2008. Fundet skete i nærheden af Oviston i Eastern Cape-provinsen i Sydafrika, og siden har det været opbevaret på Nationalmuseet i Bloemfontein. Vi vidste, at fossilet tilhørte arten Lystrosaurus, som levede for mellem 252 og 250 millioner år siden, men vi vidste ikke, om arten lagde æg. Det voksne dyr har lignet en lille gris med nøgen hud, et skildpaddeagtigt næb og to nedadpegende stødtænder. At det tog hele 20 år at påvise, at embryoet havde ligget i et æg, skyldes, at fossilet ikke bevarer nogen æggeskal. Kun et sammenkrøllet embryo er synligt. Hvis der oprindeligt var en skal, har den sandsynligvis været læderagtig – eller også er den opløst med tiden. Kun de mest avancerede dinosaurer lagde æg med hård skal. Så hvordan kunne vi fastslå, om det lille dyr oprindeligt havde udviklet sig inde i et æg? Avanceret røntgen gav svaret Svaret fandt vi ved hjælp af avanceret teknologi på European Synchrotron Radiation Facility i Grenoble i Frankrig. Her anvendte vi en ekstremt kraftig røntgenkilde til at undersøge embryoets knoglers indre struktur. Under denne detaljerede billeddannelse afslørede fossilet sine hidtil skjulte hemmeligheder og, helt afgørende, det præcise udviklingsstadie. Vi opdagede, at de nederste dele af næbbet ikke var fuldstændigt sammenvoksede. Dette udviklingstræk kendes i dag kun fra nulevende skildpadder og fugle, hvor kæbeknoglerne smelter sammen længe før klækning, så næbbet er stærkt nok til, at ungen kan gribe og knuse sin føde. Det betød, at vores sammenkrøllede Lystrosaurus-embryo var dødt 'in ovo' (altså inde i ægget) tæt omsluttet af en blød, læderagtig æggeskal. Det var netop den type bevis, palæontologer i årtier har ledt efter. Takket være den synkrotronbaserede undersøgelse af underkæben kunne vi således endelig fastslå, at embryoet faktisk tilhørte en Lystrosaurus-unge, som aldrig nåede at klække. En berømt overlever Hvad fortæller dette fund os om Lystrosaurus' overlevelsesstrategi? Lystrosaurus er en planteædende therapsid, berømt for at have overlevet den enorme masseuddøen for omkring 252 millioner år siden, hvor omkring 90 procent af alt liv på Jorden forsvandt. Livet var tæt på at ophøre helt, hvilket gør denne hændelse til den næstvigtigste i livets historie, kun overgået af selve livets opståen. Hvordan Lystrosaurus formåede at overleve, er stadig et fascinerende mysterium, men ægget giver et muligt fingerpeg: Det fossil, vi beskriver, viser, at dyret l...

Jeg tror aldrig, jeg har grinet så meget som under en gudstjeneste, hvor et eller andet komisk fangede min blik. Min veninde så det også, og da hun først begyndte at fnise, var der ingen vej tilbage. De fleste af os kender det nok. En højtidelig stemning. Fuldstændig stilhed. En lille visuel detalje, der i enhver anden sammenhæng kun ville være en lille smule spøjs. Jeg har efterfølgende prøvet at forklare, hvad der var så morsomt, men det er umuligt. Det var nok en af de situationer, hvor "man skulle have været der". Hvad var det ved kombinationen af situationen og den fælles latter, der gjorde det så sjovt? Jo mere vi forsøger at undertrykke latteren, desto sværere bliver det at styre den Men jo mere vi forsøger at undertrykke latteren, desto sværere bliver det at styre den, og når en anden person også opdager det, er det næsten umuligt at holde masken. Denne slags latter, der opstår, fordi man ikke må grine, dukker ikke kun op i kirker. Den dukker op i alle situationer, hvor stilhed, alvor og selvkontrol er strengt påkrævet, og hvor spontan latter er malplaceret. I stedet for at være et tegn på dårlig opførsel eller manglende følelsesmæssig modenhed fortæller det os faktisk noget om, hvordan hjernen reagerer under pres. Og videnskaben bag er overraskende kompleks. I meget formelle situationer, kirker, retssale, begravelser, arbejder hjernen i en tilstand af aktiv hæmning. Det betyder, at den bevidst forsøger at dæmpe visse aktiviteter. Svært at stoppe latteren bevidst Når først latteren slipper fri, tager kredsløb i hjernestammen, som er den nederste del af hjernen, der forbinder den med rygmarven, over og koordinerer ansigtsmimik, vejrtrækning og stemme. Det gør det svært at stoppe latter bevidst. Normalt holder vores præfrontale cortex denne reaktion i kort snor og dæmper latteren, når den ikke er passende. Når denne kontrol svækkes på grund af øget spænding eller sociale signaler fra andre opstår latteren som en automatisk, reflekslignende adfærd. Det er ikke længere et bevidst valg. Med andre ord: Trangen til at grine og forsøget på at lade være kommer fra forskellige dele af hjernen. De ligger nærmest i kamp med hinanden. Følelserne reagerer hurtigt og automatisk Når noget uventet eller mærkeligt fanger dit blik, reagerer dine følelser hurtigt og automatisk. Det er krævende og anstrengende at forsøge at kontrollere reaktionen. Det kræver en masse energi og mislykkes let, især når vi skal styre os i længere tid. Jo hårdere vi prøver at styre os, desto mere holder vi fast i det, der udløste latteren. Forsøget på at undertrykke latteren får den ikke til at forsvinde, men gentager og forlænger den faktisk. Latter er ikke kun en reaktion på noget humoristisk. Set fra et neurologisk perspektiv fungerer den også som en regulerende refleks, en måde at slippe følelsesmæssig og fysisk spænding på. I stive, formelle miljøer har nervesystemet få udløbsmuligheder. Vi kan ikke bevæge os, ikke sige noget, knap nok skifte stilling eller vise, at vi er anspændte. Samtidig bliver vores autonome nervesystem aktiveret en smule. Pulsen stiger, vejrtrækningen bliver mere overfladisk, og muskelspændingen øges. Denne kombination sænker tærsklen for følelsesmæssig frigivelse. Kroppen bliver klar til at 'give slip'. Når latteren først kommer snigende, aktiverer den automatiske motoriske baner i hjernestammen, som du ikke let kan afbryde. Derfor føles det ofte fysisk umuligt at stoppe latter, når den først er udløst. Det er ikke længere os, der vælger at grine. Systemet har overtaget, og vi er magtesløse. Det smitter! For mange af os er det ikke selve det oprindelige øjeblik, der får det hele til at gå over gevind. Det er øjeblikket, hvor en anden også opdager det. Her kommer social neurobiologi ind i billedet. Mennesker er ekstremt følsomme over for subtile sociale signaler: anspændte ansigter, ændringer i vejrtrækning, tilbageholdte smil. Vi opfanger disse signaler lynhurtigt via netværk, der blandt andet involverer den superiore temporale ...

Var de gamle egyptere virkelig i stand til at opføre pyramiderne uden hjælp fra rumvæsener? Dette spørgsmål er du måske stødt på før. Men røber spørgsmålet i virkeligheden ikke mere om vores egen tid end om fortidens mennesker? Teorien om, at rumvæsener skulle have spillet en rolle i opførelsen af oldtidens store monumenter, blev populariseret i 1968 af den schweiziske forfatter Erich von Däniken med udgivelsen af bestsellerbogen 'Chariots of the Gods'. Erich von Däniken døde i januar 2026, men hans idéer lever videre og fascinerer fortsat et globalt publikum. I bogen fremsatte han den påstand, at monumentale bygningsværker som de egyptiske pyramider og en række gådefulde arkæologiske fund ikke kunne forklares udelukkende gennem menneskelig kunnen. Ifølge Erich von Däniken pegede det i stedet på kontakt med avancerede væsener fra det ydre rum, som angiveligt havde haft afgørende indflydelse på civilisationernes udvikling. Teorierne er sejlivede Teorierne, som gentagne gange har været genstand for omfattende kritik, er blevet afvist af videnskaben, men de har trods det vist sig at være bemærkelsesværdigt sejlivede, og TV-programmer som History Channels 'Ancient Aliens' fører i dag lignende narrativer videre. Det er nok ikke tilfældigt, at Erich von Dänikens idéer fik så stor gennemslagskraft. De opstod i en tydeligt afgrænset historisk kontekst: den kolde krig, som var en storpolitisk konflikt præget af atomtrusler, rumkapløb og hastige teknologiske fremskridt, som både skabte optimisme og dyb eksistentiel usikkerhed. På samme tid som vi forberedte os på at rejse ud i rummet, blev vi konfronteret med vores egen evne til total selvdestruktion. I dette spændingsfelt leverede forestillingen om forhistoriske astronauter både en følelse af orden i universet og et eksistentielt drama, hvor fortiden blev omdrejningspunkt for vores håb og frygt. Arkæologien giver sjældent entydige svar, selv når vi ved meget Arkæologien selv spiller også en rolle for, hvorfor disse teorier får fodfæste: Arkæologer arbejder med fragmenter og spor, og svarene er sjældent entydige. Men de store arkæologiske fundsteder og lokationer, som ofte bliver fremhævet, er ikke uløste mysterier: Steder som Giza i Egypten, Troja og verdens ældste tempel Göbekli Tepe i det nuværende Tyrkiet, som er kendt for de monumentale, udsmykkede stensøjler fra yngre stenalder, er blandt de bedst undersøgte arkæologiske områder i verden efter årtiers systematisk forskning. Udgravningerne ved Giza har blandt andet afdækket velorganiserede arbejderbosættelser, bagerier og avancerede forsyningssystemer. Fundene dokumenterer, hvordan tusindvis af mennesker gennem planlagt samarbejde og logistisk effektivitet over flere årtier kunne opføre pyramiderne uden indblanding eller hjælp fra rumvæsener. Göbekli Tepes monumentale stensøjler blev rejst af jæger-samler-samfund flere årtusinder før opfindelsen af skriftsproget - ikke gennem udenjordisk indgriben, men gennem koordineret indsats, kræfter og rituelle innovationer. I Troja afslører de successive bosættelseslag århundreder med genopbygning, tilpasning og regional udveksling snarere end et pludseligt teknologisk gennembrud. Pseudovidenskab tilbyder lette svar Arkæologernes konklusioner er forsigtige, sandsynlighedsbaserede og forankret i materielle spor. For udenforstående kan denne forsigtighed imidlertid fremstå som tøven. Pseudovidenskaben fylder det oplevede tomrum med sensationer: Rumvæsener byggede pyramiderne; mystiske kræfter rejste Göbekli Tepe, og glemte superteknologier formede Trojas mure. Løsrevet fra deres kontekst bliver beviserne til underholdning. Kompleksitet bliver reduceret til antydninger. Et klassisk argument fra 'forhistoriske rumvæsener'-universet illustrerer dette mønster: Pyramiderne er ekstremt præcise. Teorien hævder, at præcision kræver avanceret teknologi, derfor kunne mennesker uden moderne maskiner ikke have bygget dem. Ræsonnementet lyder logisk, men hviler på et falsk dilemma. Det, der forsvinder u...

Det er morgen, du har travlt. Du børster tænder og går derefter lige ud i køkkenet, hvor du tager en stor slurk appelsinjuice. Og så kommer reaktionen med det samme: føj. Men hvad er det, der får appelsinjuice til at smage så mærkeligt, når den møder en ren, mintfrisk mund? Det spørgsmål har Seth på 10 stillet videnskaben. Den korte forklaring er, at tandpasta indeholder et middel, som opløser fedt. Og fordi dine smagsløg delvist består af fedt, bliver de midlertidigt forstyrret, når du børster tænder. Før du konkluderer, at du bør droppe tandbørstningen for at skåne smagsløgene, er det værd at vide, at effekten kun er midlertidig og typisk varer få minutter. Det er altså stadig vigtigt for din sundhed at børste tænder. Men hvordan opstår den ændrede smag egentlig? Og hvordan er det meningen, at smagsreceptorerne, som sidder over hele tungens overflade, skal fungere? Jeg er psykolog, og jeg har brugt mere end 40 år på at forske i videnskaben bag, hvordan mennesker oplever smag og aroma. Lad os se nærmere på videnskaben bag fænomenet. En bittersød symfoni Takket være evolutionen er din hjerne indrettet til at få dig til at elske de søde sukkerstoffer, som kroppen og hjernen har brug for som brændstof. Din hjerne er samtidig lavet sådan, at den afskyr de bitre gifte, der kan være livsfarlige. Derfor er det, at du kan opfange netop disse to smage, afgørende for din overlevelse. Alle kroppens celler bliver holdt sammen af et ydre lag, som kaldes cellemembranen. Den fungerer lidt som en beskyttende væg og er lavet af fedtstoffer kaldet lipider. I de af tungens smagsceller, som opfanger sød og bitter smag, sidder der nogle særlige molekyler (små 'følere') i membranen. De kaldes G-proteinkoblede receptorer (GPCR), men man kan tænke på dem som meget specialiserede smagssensorer. En del af GPCR'erne er særligt gode til at registrere sød smag. De sorterer alle andre stoffer fra og reagerer kun på de sukkerarter, som kroppen kan bruge. Andre opfanger bitre smage og er indstillet på det store antal stoffer i naturen, som er giftige. De fungerer som et indbygget alarmsystem. Salte chips og surt slik Oplevelsen af salt og surt fungerer lidt anderledes end sød og bitter smag. I stedet for særlige 'smagssensorer', der genkender bestemte molekyler, sker det her, ved at små ladede partikler, ioner (også kaldet såkaldte kationer), bevæger sig ind i smagecellerne. Når det gælder en salt smag, er kationen det positivt ladede natrium i natriumklorid, som er et flot ord for almindeligt bordsalt. Ved en syrlig eller en sur smag er kationen en positivt ladet hydrogen-ion. Forskellige syrer kan godt bestå af forskellige kemiske forbindelser, men de har alle hydrogen-kationen til fælles. Når du spiser kartoffelchips, passerer de positivt ladede natriumkationer fra saltet gennem særlige åbninger i receptorernes membran og skaber oplevelsen af salt. På samme måde glider hydrogenkationerne i for eksempel sure vingummier gennem andre særlige åbninger i membranen på de sure smagsreceptorer, hvor de sender et 'surt'-signal til hjernen. Tandpasta og appelsinjuice Den appelsinjuice, som mange drikker til morgenmaden, indeholder naturligt meget sukker, men den indeholder også citronsyre med hydrogen-kationer. Derfor er juicen en velsmagende kombination af både sødt og let syrligt. Men børster du tænder før morgenmaden, smager juicen pludselig forfærdeligt. Så hvad er det, der har ændret sig? Det handler ikke kun om, at mintsmag clasher med sødmen. Tandpasta indeholder vaskemidlet natriumlaurylsulfat, som hjælper med at fjerne plak fra tænderne. Plak er den klæbrige hinde af bakterier, der kan give huller i tænderne og dårlig ånde. Hvis du nogen­sinde har vasket op, har du sikkert set, hvad der sker, når opvaskemidlet rammer køkkenvasken fuld af fedtet vand: Midlet opløser fedtet, så det bliver let at tørre af tallerkenerne og skylle væk. Men der findes også en anden type fedt i munden, som tandpastaens vaskemiddel påvirker: lipiderne i cellemembranerne på din...

De fleste af os har prøvet at mærke den brændende følelse i benene i slutningen af et langt løbepas eller i armene efter at have båret tunge indkøbsposer op til femte sal. "Den satans mælkesyre" kan man få lyst til at udstøde, mens man puster ud. Vi har nemlig lært, at den såkaldte mælkesyre er årsag til smerten, fordi den er et skadeligt affaldsstof, som ophober sig, når musklerne løber tør for ilt. Men under fysiologiske forhold forekommer stoffet næsten udelukkende som laktat og ikke som fri mælkesyre. Derfor er den klassiske forklaring forsimplet. Så hvad skyldes muskelsmerterne egentlig, når vi gør kropslige anstrengelser? Det vender vi tilbage til lige om lidt. Lad os først se nærmere på, hvordan misforståelsen opstod. Ophavet til misforståelsen Begrebet mælkesyre stammer fra den svenske kemiker Carl Wilhelm Scheele, der i 1780 for første gang udvandt en syre fra sur mælk. Denne syre, som han kaldte "mjölksyra", blev senere kædet sammen med den brændende fornemmelse i trætte muskler. Sammenkædningen stod en anden svensk kemiker, Jacob Berzelius, for i 1808. Her opdagede Berzelius nemlig en ophobning af, hvad han troede var mælkesyre, i musklerne på hjorte efter en udmattende jagt. Da han sammenlignede med musklerne fra raske, afslappede hjorte, fandt han, at koncentrationerne af 'mælkesyre' var markant højere hos de udmattede hjorte. Forvirringen blev endnu større, da den tyske fysiolog Otto Meyerhof i 1920erne udførte forsøg på frøer, der viste, at muskelcellerne producerede selvsamme mælkesyre, når de arbejdede uden ilt. Han modtog endda Nobelprisen for disse opdagelser – uvidende om, at det slet ikke var mælkesyre, han havde målt. Dermed blev den kemiske misforståelse en del af den videnskabelige fortælling i mange årtier frem. Og siden da har idéen om, at det er mælkesyre, der svider i benene og gør os ømme efter træning, hængt ved – både i lærebøger, i fitnesscentre og i populærkulturen. Mælkesyre findes nærmest ikke i kroppen Først i løbet af 1980erne og 1990erne begyndte man for alvor at gøre op med mælkesyremyten. Her fandt man nemlig ud af, at stoffet under fysiologiske forhold næsten altid forekommer som laktat og kun i meget begrænset omfang som fri mælkesyre. Svenske Berzelius og tyske Meyerhof manglede teknikkerne til at opfange det. Dét, de opdagede, var i virkeligheden et stof, som minder meget om mælkesyre – men som ikke er det. Dét stof hedder laktat, og det dannes i vidt omfang både i musklerne, hjertet og hjernen, hvor det også forbrændes. Men laktat er næppe den enkle forklaring på den svidende fornemmelse i musklerne, hvilket jeg vender tilbage til om lidt. Ret skal være ret: Laktat og mælkesyre er nært kemisk beslægtede, de er to versioner af samme stof. Men kroppen er slet ikke sur nok til, at den syrlige version, mælkesyre, kan opstå. Når laktat transporteres over cellemembraner, sker det ofte sammen med en syrepartikel via særlige transportproteiner. Men i blod og vævsvæske forekommer stoffet overvejende som laktat, der i sig selv fungerer som både brændstof og signalmolekyle. Faktisk skal surhedsgraden i kroppen helt ned på niveau med en Coca-Cola, før mælkesyre kan eksistere i store mængder. Og så surt er der ikke i kroppen. Derfor forekommer mere end 99 procent af dette stof i menneskekroppen som laktat, mens mindre end én procent forekommer som mælkesyre. Laktat er slutproduktet af en række biokemiske processer, som opstår, når kroppen skal nedbryde sukker (glukose) for at lave energi. Disse processer er tilsammen kendt som glykolyse og foregår i stort omfang inde i muskelcellerne, når de arbejder. Her omdannes glukose via en række små biokemiske reaktioner inde i cellerne. Først til pyruvat, som i øvrigt blev opdaget af selvsamme Berzelius, som vi hørte om før, og siden til laktat. Undervejs frigives der også små syrepartikler (brint-ioner), som kan gøre miljøet i musklen mere surt. Dét er dem, der kan være med til at give den brændende fornemmelse. Så når folk taler om "mælkesyre i muskl...

Vi deler ofte mere end blot hjem, livsstil og interesser, hvis vi bor sammen med en partner. Vi kan også komme til at dele en lang række mikroskopiske organismer, som lever på og i kroppen. Denne samling mikroorganismer (primært bakterier, men også virus og svampe) kaldes samlet for det humane mikrobiota (mikrobiomet). De forskellige mikrobiomer i kroppen spiller alle en vigtig rolle for vores sundhed. Allerede ved fødslen begynder vores mikrobiom at tage form gennem kontakten med moren. Her får vi de første mikroorganismer, som er med til at opbygge både vores immunforsvar og fordøjelse. Senere i livet påvirkes dette følsomme økosystem fortsat af de mennesker, vi er tæt på. De mennesker, vi bor sammen med, har stor effekt på, hvilke mikrober der er at finde i vores mikrobiom, især i vores tarme. Men det er ikke kun tarmens bakterier, der kan ligne hinanden. Vi kan også dele mikrober mange andre steder i kroppen med vores partner, og det kan potentielt have betydning for helbredet. Par deler op mod 30 procent af deres tarmbakterier Kost og livsstil anses for at have størst betydning for sammensætningen af tarmens mikrobiom. Men studier af par har vist, at det at bo sammen i sig selv også kan påvirke mikrobiomet. Par, der bor sammen, kan dele mellem 13 procent og 30 procent af deres tarmbakterier. Det gælder også, selv når vi tager højde for kosten, som mange par i forvejen deler. Forskning viser desuden, at par, der bor sammen, har større mikrobiel diversitet end personer, der bor alene. Det er gode nyheder for par, der bor sammen, da et mere varieret tarmmikrobiom er koblet til lavere risiko for irritabel tyktarm (IBS), hjertekarsygdomme og muligvis forhøjet blodsukker. Men det er ikke kun positivt. Forskning viser også, at nogle af de bakteriearter, som parene deler, kan have meget forskellige effekter på helbredet. Et eksempel er bakterier fra Ruminococcus-familien. Mens visse arter af Ruminococcus gavner sundheden, er andre blevet koblet til negative helbredseffekter, blandt andet diabetes og irritabel tyktarm. De samme bakterier har altså ikke nødvendigvis den samme effekt hos alle mennesker. Det viser, hvor komplekst tarmens mikrobiom er - og hvor forskelligt det kan påvirke vores helbred. Vi deler mange bakterier gennem kys Det virker måske indlysende, at vi deler et oralt mikrobiom med vores partner, når man tænker på, hvor ofte man udveksler spyt gennem kys. Et kys på bare ti sekunder kan overføre op mod 80 millioner bakterier. Jo flere kys, desto flere bakterier vil parrene også have til fælles i spyttet. Selvom mange bakterier hurtigt skylles væk fra munden og ned til tarmen, bliver nogle – især på tungen. Det er netop disse mere permanente bakterier, som par ofte deler, og som udgør kernen i mundens mikrobiom. Studier peger endda på, at samlevende par deler 38 procent af det orale mikrobiom sammenlignet med kun 3 procent hos par, der ikke bor sammen. Potentielt skadelige sundhedseffekter Det kan have flere mulige helbredseffekter at dele så stor en del af sit orale mikrobiom. Et sundt oralt mikrobiom er vigtigt for at beskytte mod caries og har antiinflammatoriske egenskaber, det vil sige, at det dæmper kroniske betændelsestilstande i kroppen. En del forskere mener også, at det orale mikrobioms betydning for sundheden kan række helt til både tarmen og nervesystemet. Men nogle af de bakterier, som par ofte deler, kan også have potentielt skadelige sundhedseffekter. Par har oftere nogenlunde samme antal bakterier af typen Neisseria i tarmen sammenlignet med personer, der bor alene. Neisseria-bakterier kan leve i munden i lange perioder uden at forårsage sygdom. Nogle Neisseria-bakterier kan være skadelige og give anledning til blandt andet meningitis (hjernehindebetændelse). Samtidig findes der også Neisseria-arter, som faktisk beskytter mod de sygdomsfremkaldende varianter ved at forhindre dem i at vokse ukontrolleret og gøre skade. Så selvom det af indlysende grunde er en god idé at undgå at kysse en person, der...

Foråret banker for alvor på. Blomsterne dukker op, grenene skyder knopper, og insekterne vågner langsomt fra deres vinterdvale. Det er blevet tid til at få styr på haven. Vores læser Katrien har derfor skrevet til Videnskab.dk's læserbrevkasse, Spørg Videnskaben: "Jeg vil gerne lave kompost, fordi det er bæredygtigt. Men hvordan laver man den bedste kompost? Er det i en beholder, eller er det bedre bare at smide det hele i en bunke og lade naturen gå sin gang?" Vi har spurgt Per Gundersen, haveentusiast og professor i skov- og landskabsøkologi på Københavns Universitet. Han begynder med at rose præmissen for spørgsmålet: "Jeg går meget op i, at man ikke fjerner materiale fra sin have, og at kompostere er helt sikkert vejen frem," siger han til Videnskab.dk. "Hvis man har en have, synes jeg, man kan give sig selv det benspænd, at man ikke kører noget væk, men at alt skal genbruges." Kvashegn- og bede laver humus Hvordan man skal lave komposten, kommer an på materialet, fortæller han videre. Det skal nemlig håndteres forskelligt: "Noget lægger jeg i kompostbeholderen. Det er typisk køkkenaffald som kaffegrums, kartoffelskræller og den slags. Det kan også være hønsemøg, finere materialer som græs eller det, som nogle kalder 'ukrudt' - men som mine biolog-venner kalder 'urter'," siger Per Gundersen. De grovere materialer håndterer han anderledes. Kvashegn, bestående af større grene, giver over tid en grov kompost, der formes nede i bunden af kvashegnet, forklarer han. Mindre grene bliver til gengæld lagt i det, Per Gundersen har navngivet 'kvasbede'. Det vil sige meget lave kvashegn, som kun står 20-30 centimeter over jorden. "Her kan jeg hvert år lægge nyt materiale på, hækafklip, små grene og lignende. Fordi det falder sammen og bliver nedbrudt, bliver der hele tiden plads til mere. Det nederste lag, som efter nogle år er blevet til noget, der minder om humus, kan man så grave af og bruge." Her kan det tilføjes, at når professoren taler om humus, er der ikke tale om den cremede spise bestående af kikærter, hvidløg og olivenolie (og som i øvrigt har to m'er). Men derimod betegnelsen for det organiske stof, der er tilbage, når planternes mest letnedbrydelige materiale er nedbrudt. "Det er en grov form for kompost, men det gør ikke noget, at der stadig er smågrene i. Man kan sagtens bruge det som gødning eller i en potte," siger Per Gundersen. Lav en 'skov' Professoren hiver en tredje mulighed ud af ærmet til dem, der har haveplads nok: "Jeg har et hjørne af haven, jeg kalder 'skoven'," forklarer professoren. "Her går jeg ind og klipper grene i stykker på 10-20 centimeter og lader dem falde på jorden, så det ligner noget, der minder om en slags skovbund. Hvis man har 20 til 50 kvadratmeter, kan man skabe et område, hvor der over tid dannes humus-agtigt materiale, ligesom i en rigtig skovbund." Jo mere humus, jo bedre bliver jorden til at holde på vand og næringsstoffer, og desto bedre levevilkår får planter, mikroorganismer og smådyr, forklarer Per Gundersen videre. "En ekstra fordel ved at lade materialet blive i haven er, at man får gødning gratis. Det betyder, at man sparer bilturen til genbrugsstationen. Og at man ikke behøver købe sphagnum eller kunstgødning, som ofte har et stort klimaaftryk og belaster miljøet." Forskellige former for kompost til forskellige former liv Forskellen på en kompostbeholder og andre metoder handler altså om materialer. Men det handler også om tid, siger Per Gundersen: I en kompostbeholder tager det et års tid for komposten at blive dannet, hvor det i bunker, skovbunde samt kvashegn- og bede sagtens kan tage flere år. Det, der kommer ud af en kompostbeholder, minder meget om den jord, man ellers kan købe i sække. Den er findelt og fuld af næringsstoffer, og derfor egner den sig godt til køkkenhaven. Samtidig skaber forskellige måder at kompostere på også forskellige levesteder i haven. Et kvashegn er varmt og tørt med mange hulrum til for eksempel edderkopper, mens en kompostbeholder er fugtig...

Det er ikke kun levende mennesker, der risikerer at komme en tur i CT-skanneren, hvis de er på et hospital. Det gør egyptiske mumier tilsyneladende også. For resterne af flere egyptiske mumier har nemlig været en tur i en topmoderne CT-skanner på det ungarske Semmelweis Universitets medicinske afdeling. Og det har afsløret nye detaljer om de 2.300 år gamle mumier, skriver universitetet i en pressemeddelelse. I de moderne CT-skannere, der er udstyret med en særlig billeddannelsesteknologi, som er særlig effektiv til at analysere kompleksematerialer i flere lag, har arkæologer formået at lave meget detaljerede billeder af mumiernes rester. "Formålet med undersøgelsen er at få et så præcist billede som muligt af resternes indre struktur, eventuelle afvigelser samt de anvendte konserveringsteknikker," fortæller ledende læge på den radiografiske afdeling, Ibolyka Dudás, i pressemeddelelsen. De nye CT-skanninger med høj opløsning gør det muligt at udføre mere detaljerede undersøgelser af tænder og kraniet på to mumificerede hoveder. Det kan være med til at udføre en mere præcis aldersbestemmelse, ligesom det gør det muligt – potentielt – at lave ansigtsrekonstruktioner ud fra kranierne. Mumie-resterne stammer fra Ungarns Nationalmuseums samling, og her bliver der taget varmt imod den nye teknologi: "Resterne er tidligere blevet undersøgt af et forskerhold, men de nuværende billeder giver et mere detaljeret billede end nogensinde før og forventes at give nye, videnskabelige fund vedrørende de rester, der har været bevaret i samlingen i årtier," fortæller kurator for samlingen på Ungarns Nationalmuseum, Krisztina Scheffer, i pressemeddelelsen. "Det kan afsløre information gemt i fund, der er tusinder af år gamle, uden at beskadige dem." En detaljeret analyse og evaluering af billederne er i øjeblikket i gang. Her forventer forskerne, at dataanalysen vil give ny indsigt i mumiernes liv, helbredstilstand samt mumificeringsprocessen.

En abe med en is eller en pose chips lyder som noget fra en tegnefilm. Men i Gibraltar på sydkysten af den Iberiske Halvø er det faktisk ikke et sjældent syn. Hvert år valfarter turister til området for at opleve de vilde makakaber, og mange ender med at give dem is, chips og junkfoodrester, eller sågar efterlade maden i naturen. Men aberne har, ligesom os mennesker, svært ved at fordøje den søde, fede og salte junkfood. Det har de nu selv fundet en løsning på: De selvmedicinerer med jord. Det viser et nyt studie udgivet i Scientific Reports, hvor forskere fra Cambridge University har observeret makakaberne i to år. "Aber bliver laktoseintolerante efter de er stoppet med at die, så mejeriprodukter er kendt for at give fordøjelsesproblemer hos aber - og is er enormt populært blandt Gibraltars turister og derfor også blandt aberne," siger Dr. Sylvain Lemoine, der stod i spidsen for studiet, i en pressemeddelelse. Forskerne observerede en stærk sammenhæng mellem kontakt til turister, og hvor meget jord aberne spiste. Makakkerne spiste nemlig markant mindre jord om vinteren, når der var færre turister. Desuden var der en gruppe, som ikke havde kontakt til turisterne, og de spiste slet ikke jord. Forskerne mener, at jord kan beskytte tarmen, fordi det indeholder bakterier og mineraler, som mangler i den kalorieholdige junkfood - og dermed lindre symptomer som kvalme og diarré. Lokale medarbejdere fodrer ellers dyrene dagligt med frugt, grøntsager og vand, og det er faktisk forbudt for turister at fodre aberne. Det er der mange, der ikke overholder, og derfor består knap en femtedel af abernes indtag af junkfood.

For millionvis af mennesker har slankesprøjter som Wegovy og Mounjaro været afgørende for, at de endelig kan styre appetitten og spise mindre. På få år har de såkaldte GLP-1-lægemidler ændret både behandlingen af overvægt og vores forståelse af appetit og viljestyrke. Men slankesprøjternes succes rejser et ubehageligt spørgsmål, som stadig flere står overfor: Hvad sker der, når man stopper? Der er mange grunde til, at patienter stopper med GLP-1-medicin: Pris, bivirkninger eller fordi de har nået en vægt, de er tilfredse med. Et stigende antal forsøger nu at trappe ud af injektionerne eller erstatte nogle af deres effekter med mad. En overraskende enkel løsning, der er værd at overveje, uanset om du stadig bruger GLP-1-medicin, er i gang med nedtrapning eller ønsker at stoppe helt, er det ydmyge æg. Stærk fysiologisk og metabolisk modreaktion Det grundlæggende problem ved næsten alle vægttabsmetoder er den efterfølgende vægtøgning. Når man taber sig, slår kroppen igen: Sulten stiger, og stofskiftet justerer sig på måder, der næsten tvinger vægten tilbage til udgangspunktet. Det er en stærk fysiologisk og metabolisk modreaktion. Længerevarende studier af GLP-1-medicin viser, at patienter tager mere end halvdelen af de tabte kilo på igen, når de stopper med behandlingen. Denne rebound-effekt kan være endnu stærkere end ved andre slankemetoder, fordi GLP-1-medicin påvirker kroppens egne appetithormoner. Studier peger på, at kroppens naturlige udskillelse af mæthedshormonet GLP-1 efter et måltid kan blive reduceret, enten fordi hormonet bliver hurtigere nedbrudt, eller fordi kroppen bliver mindre følsom over for det. Resultatet er, at sulten vender hurtigere tilbage, og vægtvedligeholdelse føles som en konstant kamp op ad bakke. Ægge-strategi efter Wegovy Her kan æg blive en hjælp. De er naturligt næringsrige og indeholder protein af høj kvalitet med alle essentielle aminosyrer, plus D-vitamin og en lang række mikronæringsstoffer. De er samtidig den mest bæredygtige form for animalsk protein og blandt de mest økonomiske. Bekymringerne om æg og sundhed er gradvist forsvundet i takt med, at ny forskning har givet et mere nuanceret billede. Tidligere tiders skræmmekampagner er i dag stort set lagt i graven. I Storbritannien stiger æggeforbruget, og der bliver nu spist omkring 37 millioner æg dagligt svarende til tre til fire æg per person om ugen. En af grundene til, at æg er interessante i denne sammenhæng, er deres effekt på appetitten. Gennem flere studier er det vist, at æg hjælper folk med at føle sig mætte i længere tid og spise mindre ved efterfølgende måltider. Det gælder også blandt personer med overvægt eller svær overvægt. Det skyldes blandt andet, at proteinet i æg stimulerer kroppens naturlige udskillelse af GLP-1, samtidig med at det dæmper sult-hormonet ghrelin. Naturlig GLP-1-agonist På den måde fungerer æg som en slags naturlig GLP-1-agonist i stedet for et lægemiddel. Effekten bliver endnu stærkere, når æg bliver kombineret med fiberrige fødevarer som fuldkornsrugbrød, der yderligere øger GLP-1-udskillelsen og samtidig gavner helbredet på andre måder. Det gør æg til et oplagt supplement for personer, der er ved at trappe ned i dosis eller helt ønsker at stoppe med GLP-1-medicin. Æg kan også spille en vigtig rolle for patienter, der fortsat bruger GLP-1-midler. Vægttab handler nemlig ikke kun om fedt muskelmasse ryger ofte med i svinget, især når appetitten og det samlede madindtag falder. For at bevare muskelmassen kræver kroppen tilstrækkelige mængder protein, hvilket kan være svært, når man ikke er så sulten som før. Studier viser, at proteinindtag på omkring 1 gram (eller mere) per kilo kropsvægt hjælper med at bevare muskelmassen. Her kan æg være en praktisk og portionskontrolleret måde at nå de mål, især når større måltider virker uoverskuelige. Ud over protein indeholder æg en række næringsstoffer, som mange af os har svært ved at få nok af. Den britiske befolkning er generelt i risiko for lavt indtag af D-...

Forskere fra Holland og Storbritannien har lavet det første 3D-billede nogensinde af nerverne i klitoris. En tilsvarende kortlægning af penis blev lavet allerede i 1998 – altså for næsten 30 år siden, omend forskerne dengang brugte en anden teknik. "Det er helt utroligt, at det har taget så lang tid," siger Ju Young Lee til avisen The Guardian. Sammen med sine kolleger har hun brugt avanceret røntgenteknologi til at skabe ekstremt højopløselige 3D-billeder af klitoris' indre struktur. Billederne betyder, at medicinske illustrationer af klitoris igen ser ud til at skulle opdateres. Studiet er foreløbigt publiceret som et preprint, hvilket vil sige, at det endnu ikke er blevet fagfællebedømt af andre forskere. Ikke så lille alligevel Klitoris er ét af de mindst undersøgte organer i menneskekroppen, ifølge forskerne bag det nye studie. Et studie fra 2023 viser, at der er publiceret 20 gange mere forskning alene om penishovedet sammenlignet med hele klitoris. I 1998 kom det første egentlige anatomiske studie af klitoris, som viste, at organet var langt større og mere komplekst, end hidtil troet. Den lillebitte 'ært', klitorishovedet, som er synlig over kønslæberne, er den mest sensitive del af et stort indre organ, der er omkring 10 centimeter langt. For nogle år siden blev nerverne i vævsprøver fra klitoris talt op. Forskeren talte over 10.000 nerver. Det kan du læse mere om her. I det nye studie får vi altså 3D-billeder, hvor vi i detaljer kan se, hvor disse nerver kommer fra, og hvordan de forgrener sig i og ud over klitoris. Orgasmenerven forgrener sig som et træ Dorsalnerven er den nerve, der gør, at kvinder kan få orgasme ved stimulering af klitoris. Tidligere forskning, hvor klitoris er blevet dissekeret, har konkluderet, at dorsalnerven gradvist aftager i styrke, jo tættere den kommer på klitorishovedet. Det har ført til, at medicinske illustrationer af klitoris har vist, at den kun har få nerver, ifølge forskerne. Men 3D-billederne viser, at det ikke er tilfældet. Nerven aftager ikke i styrke. Den danner derimod "et trælignende forgreningsmønster", når den når klitorishovedet. Dorsalnerven strækker sig desuden videre til klitorishovedets 'forhud' og til det, der kaldes mons pubis eller venusbjerget, som er et område af fedtvæv helt nederst på maven, som ligger over skambenet. Billederne viser også netværket af nerver, som omgiver klitoris. Disse bageste læbenerver løber op langs de indre kønslæber og giver følelse til området omkring klitorishovedet. Meget flotte billeder For at lave 3D-billederne af nerverne i klitoris har forskerne benyttet kvindelige kønsorganer fra to kvindekroppe doneret til medicinsk forskning. Derefter har de brugt en slags super-røntgenteknik med såkaldte synkrotronstråler. Med denne type røntgen kan forskere undersøge materialer helt ned på atomniveau. "Det er nok første gang, man har brugt denne teknologi til at producere billeder af klitoris," bekræfter Anne Spurkland, professor i anatomi ved Universitetet i Oslo. "Billederne i artiklen er meget flotte. De viser os i detaljer, hvor utroligt pakket der er med nerver, og hvor de forskellige nervetråde løber." De to klitorisser, der er undersøgt, kommer fra kvinder, som har været igennem menopausen, også kendt som overgangsalderen. "Klitoris ændrer sig gennem livet, så det er måske ikke helt så ideelt, som hvis de havde haft et eksemplar fra én, der døde i sin bedste alder, i 20-30-årsalderen, siger Anne Spurkland. "Men det er det bedste, vi kunne få." Chokerende, at det ikke er almen viden Det er absolut ikke den første kortlægning af klitoris' nerveforsyning, påpeger Nina Brochmann, som er norsk læge og forfatter, kendt for bøger om kvinders seksualitet og medicinhistorie. "Viden om den dorsale klitorisnerve og dens forløb har været kendt i flere hundrede år," fortæller Nina Brochmann. Anatomibøger fra 1800-tallet var mere grundige om kvindelig seksuel anatomi end dem, Nina Brochmann selv brugte omkring 2010, fortæller hun. Studiet fra 1998...

En mand, som går under navnet 'Oslo-patienten', fik hiv-diagnosen i 2006, da han var 44 år gammel. Omkring 15 år senere, i 2020, fik han en knoglemarvstransplantation for at helbrede en blodsygdom. Sidste år kunne hans norske læger fortælle verden, at manden, som i dag er i 60'erne, med stor sandsynlighed også var blevet helbredt for hiv. "Jeg har ikke været med til noget større i min medicinske karriere," meddelte professor Marius Trøseid ved en stor hiv-konference CROI i San Francisco i 2025, hvor resultaterne om Oslo-patienten blev præsenteret. Nu, et år senere, bliver forskningen bag overskrifterne endelig publiceret i tidsskriftet Nature Microbiology. Manden er siden blevet observeret i endnu et år. Lægerne har taget endnu flere prøver. Det hele er fagfællebedømt af andre forskere. Og virussen er stadig ikke kommet tilbage. "Det er sandsynligt, at der er tale om en reel kur, som vi har rapporteret," siger Marius Trøseid. Ifølge professoren giver det håb om, at flere og flere vil blive helbredt for hiv, og at det faktisk er muligt at finde en kur mod virussen. "Det er helt klart, at der er en øget entusiasme for dette inden for fagområdet," siger han. Skal turde stoppe behandlingen Hiv-virussen er usædvanlig svær at slippe af med. Den indlejrer sig i arvematerialet i kroppen, den inficerer, og samler sig i såkaldte reservoirer (deoter) i kroppen, især i tarmen. I dag holdes sygdommen i skak med en pille om dagen, men stopper man med at tage pillen, blusser virussen op igen. Det er snart 20 år siden, verden opdagede, at det faktisk var muligt at slippe af med hiv-virussen. 'Berlin-patienten', som fik en knoglemarvstransplantation i 2007, regnes som den første i verden, der blev helbredt for hiv. Oslo-patienten er den syvende i rækken af personer, som ser ud til at være helbredt for hiv på denne måde. Men mange flere med hiv har gennemgået en knoglemarvstransplantation. "For at se, om de er helbredt, er man nødt til at turde stoppe behandlingen," forklarer Marius Trøseid. "Vi er blandt de få, der har gjort det med Oslo-patienten." Der er yderligere tre patienter, som har fået knoglemarvstransplantation, men som ikke blev helbredt for hiv. En hiv-beskyttende mutation er ikke afgørende Forskerne har tidligere troet, at en genmutation udgjorde forskellen på at blive helbredt eller ej. Mutationen ved navn 'CCR5-Δ32' (CCR5-delta32), som hovedsagelig er at finde blandt mennesker i Nordeuropa, beskytter mod de fleste varianter af hiv. Oslo-patienten fik transplanteret knoglemarv fra sin tvillingebror, som tilfældigvis havde denne mutation, men to patienter er blevet helbredt uden mutationen, fortæller Marius Trøseid. "Mutationen giver nok et ekstra sikkerhedsnet," mener han. Men Marius Trøseid og hans kolleger tror også, at der er noget andet, som bidrager til at fjerne virussen. Efter knoglemarvstransplantationer kan patienter opleve, at de transplanterede immunceller angriber kroppens egne organer. Det kaldes transplantat-mod-vært-sygdom. Reaktionen kan være henholdsvis mild og næsten ikke mærkbar - eller kraftig og kræve behandling. De norske forskere mener, at denne reaktion er nøglen til at fjerne hiv-virussen. "Vores hypotese er, at når det nye immunsystem overtager det gamle, så eliminerer det cellerne i det gamle system. Dem, der er inficeret med hiv," siger Marius Trøseid. "Hvis det nye immunsystem hurtigt tager over og eliminerer det gamle hurtigt og fuldstændigt, tror vi, at der er større sandsynlighed for, at man bliver helbredt." Et nyt immunsystem tager over For at være helt sikre på, at Oslo-patienten virkelig er fri for hiv-infektion, har de norske forskere foretaget omfattende undersøgelser af blod, knoglemarv og tarm. Mere end 65 millioner T-celler (en type hvide blodlegemer, der udgør en central del af kroppens immunforsvar) blev analyseret. Der blev ikke påvist inaktiv virus, og ingen af T-cellerne genkendte hiv-virussen. Manden følges fortsat op med prøver hver tredje måned. På Ullevål Sygehus i Olso er der...

Rødhårede har været genstand for myter, stereotyper og drilleri, fordi de skiller sig ud med deres flotte hårpragt. Men selvom det kun er 1-2 procent af verdens befolkning, der er rødhårede, viser ny forskning, at genet for rødt hår måske ikke bare er en tilfældighed. Ifølge The Guardian, som henviser til et nyt studie fra Harvard University offentliggjort i Nature, kan genet være blevet fremmet af evolutionen gennem tusinder af år. Du har måske hørt udtrykket 'naturlig selektion', som betyder, at nogle genetiske træk bliver mere udbredte, hvis de giver en fordel. Det er netop det, forskerne har undersøgt i studiet, hvor de har analyseret DNA fra næsten 16.000 mennesker, der har levet over de sidste 10.000 år. Studiet handler ikke kun om rødt hår, men om en række forskellige genetiske træk, der har ændret sig gennem vores levetid. Det gælder for eksempel evnen til at tåle mælk som voksen, hvor en genvariant for laktosetolerance blev mere udbredt, da vi gik fra jæger-samlere til at drive landbrug, fordi det gav mere mad og energi. På samme måde finder forskerne tegn på, at genet for rødt hår er blevet mere udbredt over tid. Årsagen til de rødhåredes evolutionære medvind er stadig uklar, men forskerne bag studiet siger til The Guardian, at det kan skyldes, at det for flere tusind år siden har været en fordel at være rødhåret. Tidligere forskning har nemlig vist, at rødhårede og lyshudede personer kan danne D-vitamin mere effektivt, og det er smart i områder med lidt sol som her i Norden. Et andet bud er, at genet bare er 'fulgt med' andre egenskaber, som har været vigtigere i evolutionen.

Et shot med olivenolie og citronsaft om morgenen skulle være det nye vidundermiddel, lyder det i videoer på sociale medier. For blandingen af olivenolie og citron skulle både have antiinflammatoriske fordele og mindske oppustethed, hjælpe leveren med at rense ud og endda forebygge nyresten. Men er der hold i det? Det lyder jo meget godt. Men forskningen bakker ikke op om, at den specifikke blanding af olivenolie og citron har de mirakuløse virkninger som nævnt. Til gengæld er der evidens for, at olivenolie isoleret set har flere sundhedsmæssige fordele. Citron indeholder C-vitamin, som bidrager til immunforsvaret. Men det hjælper hverken mod inflammation eller oppustethed, lyder det. Vi har talt med de to forskere: Lars Ove Dragsted, professor, Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, hvor han forsker i bioaktive indholdsstoffer i mad. Lars Porskjær Christensen, professor, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet, hvor han forsker i sundhedsfremmende effekter af bioaktive stoffer. Olivenolie indeholder nogle stoffer kaldet polyfenoler, og det er dem, der primært giver de antiinflammatoriske effekter, forklarer Lars Porskjær Christensen. Videnskabelige studier har vist, at polyfenolerne i olivenolie blandt andet er i stand til at aktivere kroppens eget antioxidantforsvar, som beskytter kroppen mod skader i cellerne. Polyfenolerne hjælper også med at stimulere dannelsen af de signalstoffer, der dæmper inflammation, samtidig med at niveauerne af inflammationsmarkører reduceres. Når det sker, reguleres og styres de inflammatoriske processer, så inflammation i kroppen bliver mindre. Samtidig kan polyfenolerne i olivenolie hjælpe leveren med at rense ud, da de aktiverer produktionen af visse enzymer - afgiftningsenzymer. De enzymer hjælper leveren med at skille sig af med skadelige og kræftfremkaldende stoffer, som blandt andet også kan give inflammation. "På den måde er der videnskabelig dokumentation for den antiinflammatoriske effekt af olivenolie," siger Lars Porskjær Christensen. Dermed er det ikke blandingen af citron og olivenolie, som giver disse sundhedsfordele. Citron kan være en kilde til C-vitamin, hvilket styrker kroppens immunforsvar, og ifølge forskning er blevet kædet sammen med en lavere risiko for hjertesygdom og blodprop i hjernen. "Citronsaften indeholder selvfølgelig C-vitamin, men det kan man også få på andre måder. Så det er olivenolien i sig selv, der kan have den her effekt," siger Lars Porskjær Christensen. Til gengæld er det en skrøne, at olivenolie-citron-blandingen kan forebygge nyresten, og det kan ikke bakkes op af forskning, siger han. Olivenolie kan have flere fordele I middelhavskost (en kost med fokus på grøntsager, fisk og bælgfrugter) spiller olivenolie også en central rolle, hvor man i tidligere studier har testet de sundhedsmæssige fordele, siger Lars Ove Dragsted. For eksempel har olivenolie vist sig at sænke risikoen for hjertesygdom, ifølge et studie i The New England Journal of Medicine. "Men det er som led i en middelhavskost. Her kan rapsolie også erstatte olivenolie, da det har næsten samme sammensætning," siger Lars Ove Dragsted. Er det usundt at drikke olivenolie og citron? Summa summarum er olivenolie godt, men citron er unødvendigt, hvis man vil tage del i de førnævnte sundhedsfordele. Der er heller ingen grund til at drikke blandingen som et dagligt shot om morgenen inden kaffen. "Hvis du bruger olivenolie og citronsaft i madlavning, så er det præcis lige så godt," siger Lars Ove Dragsted. Olivenolien kan bruges i salat, i forbindelse med stegning - eller med et godt stykke brød til. Er det decideret usundt at drikke det her shot? "Jeg vil sige, at det ikke skader, for det er ikke usundt. Men det er olivenolien, der har den sundhedsfremmende effekt, og det kan man jo indtage på andre måder i sin daglige kost," svarer Lars Porskjær Christensen. Olivenolie og citron er i sig selv ikke usunde råvarer, understreger Lars Ove Dragsted. "Men at bla...

Rumfarten er ved at dele sig i to områder: Det nære rum omkring Jorden og så resten af Solsystemet. Det nære rum begynder allerede 100 km oppe, og det strækker sig ud til Månen. Det er her, de mange tusinde satellitter findes, og det er her, fremtidens politiske, økonomiske og militære konflikter vil finde sted. Det emne har vi behandlet i artiklen: 'Skal rummet opfattes som Jordens 8. kontinent?' I denne artikel og en kommende vil vi se på, hvilke muligheder vi har for både at udforske og anvende resten af Solsystemet, først og fremmest Mars. Denne artikel handler om fremtidens rumrejser, og den næste om planeterne og muligheden for at bygge baser. Kom med på en 'rundtur' på rumskibet At sende et bemandet rumskib til Mars eller længere ud i Solsystemet kan sammenlignes med at bygge en rumstation i bane om Jorden og så sende den afsted på en flere år lang rejse, hvor astronauterne hverken kan vende om eller på nogen måde få hjælp her fra Jorden. Det er den meget lange rejsetid, der begrunder, at rumskibet nærmest skal sammenlignes med en rumstation – måske ikke helt så stor som den 450 ton tunge rumstation ISS, men dog en pænt stor station. For når man skal opholde sig i rumskibet i årevis, skal astronauterne have god plads: Det er nødvendigt, at hver astronaut har egen kabine for dog at have lidt privatliv. Der skal være plads til at træne, for at modvirke hvordan vægtløsheden svækker knogler og muskler. Der skal være et fælles spiserum og laboratorier. Desuden bliver det nødvendigt med et særlig strålingsbeskyttet rum, hvor man kan gemme sig, når udbrud på Solen fylder rummet med dødbringende stråling. Og hvis man alligevel bliver syg af stråling eller andet så skal der også være plads til et meget lille hospital med 1-2 senge. Hertil kommer plads til et meget omfattende lager af reservedele, for det er helt sikkert, at på en 2-3 år lange rejse, så vil noget gå i stykker, og den nærmeste butik er jo nogle millioner km borte. Så velkommen ombord på rumskibet! Rejsens fem største udfordringer Man kommer sikkert ombord, mens fartøjet endnu kredser om Jorden. Og mens man venter på at blive sendt afsted, kan man jo læse om de fem store udfordringer rejsen byder på: Når Jorden kun er en lille blå prik Når man ikke kan slippe væk Det rene rumskib Stråling Tyngdekraft I det følgende dykker vi ned i de fem udfordringer og bemærker, at de to første er psykologiske – noget, vi jo normalt ikke tænker på i forbindelse med rumflyvning. Hvis man vil gå i dybden med udfordringerne ved rumrejser, anbefaler vi NASAs oversigt. 1) Når Jorden kun er en lille blå prik Allerede efter de første par uger begynder Jorden at ligne en lille, blå stjerne, én blandt mange andre på rummets sorte himmel. På rumstationen ISS kunne man opleve Jorden med dens skyer, have, skove og ørkener som en oase i rummets store mørke, og det har haft en stor betydning for astronauterne. Men den oplevelse må man undvære på en Marsrejse. Det bliver også umuligt at føre en samtale med Jorden, fordi der går for lang tid mellem spørgsmål og svar, og det understreger, at nu er man for alvor på vej bort. Der er ingen vej tilbage, fordi rumskibet ikke har nok brændstof til at vende om. Rumskib og besætning er nu helt overladte til sig selv. Man kan kun håbe på, at de medbragte reservedele kan klare alle uforudsete situationer. Rumskibet medfører naturligvis også medicin, men der var også medicin på ISS i januar 2026, og alligevel måtte man bringe en besætning tidligere tilbage til Jorden på grund af en medicinsk nødsituation. Man kan ikke gardere sig mod alt. At gennemføre en sådan rejse kræver altså psykisk meget stabile astronauter og en stor evne til at kunne samarbejde. Psykologerne få noget af et job med at udvælge besætningen. 2) Når man ikke kan slippe væk Det kan være en stor belastning at skulle være sammen med de samme mennesker døgnet rundt i 2-3 år uden at kunne slippe væk. Alene af den grund er det nødvendigt, at rumskibet er stort som en lille rumstation med fl...

Det er blevet sagt, at de enorme olie- og gasreserver i Den Persiske Golf på én og samme tid er både en velsignelse og en forbandelse for de omkringliggende lande. Geologiske kræfter har over millioner af år gjort, at regionen er et energirigt globalt brændpunkt, også netop nu, hvor en igangværende krig er skyld i en global energikrise. Jeg er geolog med speciale i olie og gas. Selvom jeg har indgående kendskab til regionen, bliver jeg fortsat imponeret over omfanget af dens kulbrinteressourcer. Omkring Den Persiske Golf er der mere end 30 såkaldte supergigantiske oliefelter, som hver indeholder mindst 5 milliarder tønder olie. Samtidig producerer brøndene i området to til fem gange så meget olie om dagen som selv de mest produktive brønde i Nordsøen og Rusland. Den moderne geovidenskab har identificeret en række afgørende bjergartsforhold, der gør visse regioner særligt rige på olie, blandt andet evnen til både at danne og fastholde kulbrinter. Ser vi på både ressourcernes enorme udbredelse og de særdeles gunstige produktionsforhold, er Den Persiske Golf uden sidestykke. Historien kort fortalt Mennesker kendte til olie- og gasforekomster i området, længe før havniveaustigninger mod slutningen af den seneste istid for mellem 14.000 og 6.000 år siden skabte Den Persiske Golf. Naturlige udsivninger af olie og gas er udbredte langs floder og i dale i store dele af regionen. Allerede flere tusinde år før vor tidsregning brugte mennesker bitumen, som er et brændbart stof, der hovedsagelig består af kulbrinter med molekylevægt, som byggemørtel og til at gøre både vandtætte. Det første moderne oliefund blev gjort i 1908 ved et kendt udsivningsområde i det vestlige Iran. I 1950'erne og 60'erne, som var en periode præget af hastig vækst i olie- og gasefterforskningen, stod det klart, at ingen anden region på Jorden formentlig rummede en tilsvarende overflod af ressourcer. Selvom andre områder med betydelige olie- og gasforekomster siden er blevet identificeret (som for eksempel det vestlige Sibirien i Rusland og mere nyligt Perm-bassinet i USA), kan de ikke måle sig med Den Persiske Golf, hverken når det gælder størrelsen på reserverne eller de usædvanligt høje produktionsrater. Geologisk kontekst Den Persiske Golf er geologisk set placeret i en aktiv kollisionszone, hvor den Arabiske Plade bevæger sig mod nord og kolliderer med den Eurasiske Plade. Denne kollision, som har stået på i omkring 35 millioner år, har skabt et dynamisk geologisk miljø, hvor lag af bjergarter er blevet foldet og sprækket og i større dybder omdannet under høj varme og tryk. De geologiske forhold er markant forskellige på hver side af Golfen. På den iranske side strækker Zagrosbjergene sig over cirka 1.800 kilometer fra Omanbugten til den tyrkiske grænse. Som en del af det store alpine-himalayiske bjergsystem består Zagros af kraftigt foldede bjergarter, dannet gennem de seneste 60 millioner år som følge af sammenstødene mellem Afrika, Arabien og Indien med Eurasien. På den arabiske side af Golfen fandt denne type foldning og fragmentering ikke sted. I stedet har kollisionskræfterne bøjet en stiv platform af dybtliggende, hård grundfjeldssten (såkaldt basement rock) til brede, kuppelagtige strukturer af enorm udstrækning, ofte over flere hundrede kvadratkilometer. Under selve Den Persiske Golf ligger et sedimentbassin fyldt med materiale, der er eroderet fra Zagrosbjergene. I bassinets dybere dele har forholdene været præget af de høje temperaturer og tryk, som er nødvendige for dannelsen af olie og gas. Samlet set udgør regionen et særdeles gunstigt miljø for dannelse og fastholdelse af kulbrinter i stor skala. Bjergarterne, der skaber olie Olie og gas dannes af organisk materiale som marine zoo- og fytoplankton, der oprindeligt blev ophobet i lerskifre, lerholdige kalksten og andre bjergarter, som senere bliver udsat for forhøjede temperaturer og tryk. Bjergarter med et indhold på mindst 2 procent organisk materiale betragtes som særligt velegnede til ol...

Primera hora 2h

Happy Birthday!

To start this year here is a live from french artist MMH MMH is a 29-year-old musician, producer and live performer of electronic music from Lille. He started playing music at the age of 12, self-taught on bass, and went on to form the group Dust.  At the same time, he discovered electronic music and started playing live music and learn the piano. He quickly developed a passion for synthesizers and the creation of sound and sound texture. He started the Solo MMH project in 2015 inspired by German deep tech (Recondite, Stephan Bodzin...) and the French touch (Daft Punk, Justice...).  His live performances oscillate between powerful melodies and frantic bass, creating a unique musical experience.

Accompagner les artistes, communiquer sur leurs œuvres et entretenir le processus créatif font partie des attributions essentielles des artothèques. L’engagement des artothèques auprès des artistes prend des formes multiples, expositions, résidences, éditions, autant de façons de valoriser le travail artistique et soutenir la création artistique. C’est le cas notamment dans les artothèques de Pessac (les Arts au mur) et d’Angers.