Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Det er ikke kun lyse nætter, der kan gøre det svært at få øje på himmellegemerne. Om få år er det måske slut med at kunne se stjerner uanset årstid. Selv fra de mørkeste steder på Jorden. Og det er ikke vore lokale aktiviteter med at lade kunstigt lys sprede sig ud over nattehimlen, der bliver problemet, men først og fremmest kunstigt lys ude i selve rummet, lyder det fra Olivier Hainaut, astronom fra European Southern Observatory (ESO). I et nyt studie, der er optaget i tidsskriftet 'Astronomy & Astrophysics', men endnu ikke udkommet, gennemregner Hainaut de astronomiske konsekvenser, hvis en række store firmaer får opfyldt deres ønsker om at sende utallige nye satellitter ud i rummet. Det ser mildt sagt sort ud for stjernehimlen. Som astronom er udsigten til en satellitspækket himmel uhyggelig, men også for helt almindelige mennesker er der udsigt til en så oplyst nattehimmel, at stjernerne vil være svære at få øje på. Denne måneds 'Kig op' er derfor lidt anderledes end normalt: Vi ser nærmere på det nye studie og dets dystre forudsigelser for alle os, der elsker stjernehimlen. Planlægger du en tur ud under nattehimlen for at nyde stjernerne, mens vi stadig kan, finder du en lille anbefaling til et sjældent syn natten mellem 4. og 5. juli i bunden af artiklen. Og så til det helt store problem: Hvis det går, som en række store firmaer håber, vil vi omkring 2035 have 1,7 millioner satellitter i kredsløb om Jorden, ifølge Hainauts optælling - ja, jeg skrev 1.700.000! Kort fortalt vil man ikke kunne fotografere et område af himlen med astronomiske teleskoper uden at få mindst én kraftig og forstyrrende lysstribe fra en passerende satellit med på billedet, medmindre man kun fotograferer i timerne tæt omkring midnat. Der vil i gennemsnit konstant være 8-9 satellitter indenfor ethvert område på himlen, som det, der for eksempel dækkes af Fuldmånen. For alle os, der elsker at se på stjerner med det blotte øje, vil det være slut med den mørke himmel alle steder på Jorden. Hele himlen bliver så lys, at kun de allerklareste stjerner og planeter vil være synlige, ifølge beregningerne i det nye studie. Studiet handler kun om de astronomiske konsekvenser, altså den tiltagende lysforurening på nattehimlen frem mod 2035. Men i en medfølgende pressemeddelelse fra ESO lægges der også vægt på de miljømæssige konsekvenser: "Lysforureningen fra meget klare satellitter kan påvirke menneskers helbred og livsfunktioner på Jorden ved at forstyrre biologiske ure og økosystemer," står der i pressemeddelelsen. "De mange opsendelser af satellitter med mere har også en direkte indvirkning på luftkvaliteten, og desuden fra den forurening af atmosfæren, som skyldes at satellitterne brænder op på vej ned efter endt levetid." Den amerikanske statsorganisation FCC (Federal Communications Commission) har modtaget ansøgninger fra firmaer i USA om tilladelse til at opsende mindst så mange satellitter og konstant at opretholde satellitkonstellationer i rummet i det omfang. Hvis det bliver tilladt, er det slut med astronomi og stjernekiggeri, som vi kender det. For tiden er der cirka 14.000 aktive satellitter i kredsløb. Tallet er siden 2019 steget fra cirka 2.000 især på grund af de mange Starlink-satellitter, som opsendes af firmaet SpaceX. Regner man 'døde' satellitter med, altså satellitter der ikke længere fungerer men stadig kan lysforurene, er tallet nu mere end 32.000. SpaceX har til hensigt at opsende cirka en million satellitter inden 2028, som skal danne et rumbaseret datacenter under betegnelsen Orbital Data Centers og Starmind. Andre firmaer som for eksempel E-Space og Kinas CTC-1 og -2 har lignende men mindre ambitiøse planer, blandt andet for kæmpe-antenner, som kan kommunikere direkte med din mobiltelefon. Firmaet Reflect Orbital har ansøgt om tilladelse til at opsende cirka 50.000 (inden 2035) spejle, hver med et areal på 3.000 m2 (knapt 1/2 fodboldbane). De vil kunne oplyse en fem km plet på jordoverfladen med et lys fire gange fuldmånens; nok...

Den britiske tv-vært og tidligere elitesoldat, Bear Grylls, er kendt fra overlevelsesprogrammer, hvor han tester grænserne for, hvad mennesker kan klare i naturen. Han har opbygget et globalt ry for blandt andet ofte utraditionelle - og til tider temmelig ekstreme - overlevelsestricks for at undgå livstruende mangel på væske i kroppen. Han har vredet væske ud af elefantafføring, drukket sekret fra kameltarme, sat tænderne i yakøjne i jagten på hydrering og drukket sin egen urin. Og har man set Bear Grylls tage en ordentlig slurk af sin egen urin foran kameraet, kan man let få et indtryk af, at det er et reelt overlevelsestrick. Han har trods alt en fortid i den britiske specialstyrke SAS. I et af programmerne fortæller han seerne, at det er spild af væske at urinere på jorden, at det er 'sikkert' at drikke sin egen urin, hvorefter han med tydelig modvilje tager en ordentlig slurk. Men holder det stik, eller er det underholdende tv forklædt som overlevelsestip? Menneskekroppen består af cirka 60 procent vand. For at holde den rette balance mellem stofferne i kroppens indre miljø filtrerer nyrerne konstant omkring 180 liter væske fra blodet (plasma) om dagen. Heldigvis skal vi ikke af med 180 liter urin om dagen. Nyrerne sender nemlig omkring 99 procent af det, de filtrerer, tilbage i blodbanen. Den nemmeste måde at forstå processen på er at forestille sig et overfyldt og uoverskueligt skur. Hvis man skulle gennemgå rodet én genstand ad gangen og kun fjerne det, der ikke skulle gemmes, ville det være både langsommeligt og besværligt. Det er langt mere effektivt at tømme skuret for indhold, beholde det vigtige og smide resten væk. Sådan arbejder nyrerne også. De ser bort fra de store celler og proteiner og filtrerer blodets plasma, hvilket i praksis svarer til at tømme hele skuret. Derefter sender de målrettet de nyttige stoffer tilbage til blodbanen. Det, der er tilbage, ender som urin; kroppens fysiologiske affaldsspand. Det endelige indhold i urinen afhænger af flere forhold, blandt andet hvor godt hydreret du er, hvor aktiv din stofomsætning er, og hvad du for nylig har spist eller indtaget af medicin og kosttilskud. Typisk består urin af omkring 95 procent vand. Resten er: Urinstof eller urea (omkring 2 procent, et affaldsprodukt fra nedbrydningen af protein, som vi vender tilbage til om lidt) Kreatinin (omkring 0,1 procent, et affaldsprodukt fra musklernes stofskifte). En række salte (elektrolytter) og proteiner. Så hydrerer urin dig? Og er det sikkert? Svaret er både ja og nej. Det er ikke helt entydigt, for som vi så ovenfor, afhænger urinens indhold af, hvad der i første omgang var i 'skuret'. Hvis du er rask og velhydreret, vil din urin typisk være klar eller gullig, hvilket betyder, at den overvejende består af vand, men den vil stadig indeholde urinstof, salte og andre affaldsstoffer. Denne slags urin vil faktisk give en vis grad af væske, men i en overlevelsessituation af den slags, Bear Grylls ofte viser på tv, mister kroppen væske på andre måder. Du taber for eksempel omkring 450 milliliter om dagen gennem huden og cirka 300 milliliter som vanddamp, når du ånder ud, men i et varmt og fugtigt klima, er væsketabet endnu større. Det betyder, at nyrerne skal holde ekstra godt fast i den væske, kroppen har tilbage, så den kan blive i blodbanen. Derfor bliver affaldsstofferne i urinen også mere koncentrerede, og indholdet bliver langt hårdere for kroppen at håndtere. Drikker du urin i en reel nødsituation, får du altså ikke bare væske i dig. Du får også en mere koncentreret blanding af de affaldsstoffer (blandt andet urinstof), som kroppen netop har forsøgt at komme af med. Drikker man urin med en højere koncentration af affaldsstoffer, eller har man nedsat nyrefunktion, kan urinstof og andre affaldsprodukter fra stofskiftet hobe sig op i kroppen. Det kan blive giftigt for cellerne, især i nervesystemet. Det kan blandt andet føre til opkast, muskelkramper, kløe og påvirket bevidsthed. Uden behandling kan denne forgift...

Bugspytkirtelkræft anses for at være verdens dødeligste kræft. Fem år efter diagnosen lever kun lige under 15 procent af patienterne. Hvis kræften har spredt sig til andre organer før diagnosen, er overlevelsen efter fem år på under 4 procent. Med få og diffuse symptomer opdages sygdommen ofte sent, og i flere årtier har der ikke været fremskridt i behandlingen. Det var derfor følelsesladet, da forskere præsenterede resultaterne for en ny pille mod bugspytkirtelkræft på verdens største kræftkonference i USA for nylig. Studiet blev samtidig offentliggjort i The New England Journal of Medicine. Pillen kurerer ikke kræften, men fordoblede overlevelsen hos patienterne sammenlignet med dem, der fik kemoterapi. Kræftlægerne i salen rejste sig spontant og gav studiet stående bifald. Ord som 'game-changer' og 'gennembrud' blev brugt i flæng. "Disse resultater ændrer hele landskabet," sagde Dr Rachna Shroff fra University of Arizona Cancer Centre til avisen The Guardian. Rachna Shroff har behandlet bugspytkirtelkræft i 16 år, men har ikke været involveret i studiet. "Da jeg først læste om resultaterne, græd jeg," siger hun. "Dette studie kan få store konsekvenser for vores patienter, og jeg lykønsker virkelig forskerne." 500 patienter, som havde bugspytkirtelkræft med spredning, var med i studiet. De havde alle været igennem standardbehandling før de blev udvalgt til at deltage i det kliniske forsøg. Halvdelen fik standardkemoterapi. Den anden halvdel fik en pille ved navn daraxonrasib. Median overlevelse for dem, der fik kemoterapi, var 6,6 til 6,7 måneder. Median overlevelse for dem, der fik daraxonrasib, var 13,2 måneder. Median bruges ofte i stedet for gennemsnit i kræftforskning, fordi tallet ikke påvirkes af, at nogle få patienter måske lever meget kort eller meget længe. Daraxonrasib havde også færre bivirkninger. 1,2 procent af patienterne måtte stoppe med denne behandling på grund af bivirkninger, mod 11,2 procent af dem, der fik kemoterapi. "Det er meget lovende resultater for en kræftform, som er forbundet med en af de dårligste prognoser, og hvor behandlingsmulighederne har været begrænsede," siger professor og overlæge Knut Jørgen Labori. Han forsker i og behandler bugspytkirtelkræft ved Oslo universitetshospital. Daraxonrasib repræsenterer et nyt princip for behandling af bugspytkirtelkræft, som kan udvikles videre, ifølge professoren. Daraxonrasib-tabletterne retter sig mod noget, som kaldes RAS-protein. RAS-proteinet kontrollerer, hvordan celler vokser og deler sig. Det kan slå væksten fra eller til. Ved KRAS-mutation låses RAS-proteinet fast i "skru på"-positionen, hvilket fører til ukontrolleret cellevækst. KRAS-mutation forekommer også i andre kræftformer, men hyppigst ved bugspytkirtelkræft, fortæller Knut Jørgen Labori. Hele 90 procent af bugspytkirtelkræft-patienter har KRAS-mutation. Den nye tabletbehandling blokerer RAS-proteinet og hæmmer signalerne, som gør, at svulsten vokser, og at sygdommen udvikler sig. "Selvom effekten foreløbig ser ud til at være tidsbegrænset, så viser resultaterne, at målretning af RAS kan give klinisk betydelig sygdomskontrol hos denne patientgruppe," siger Knut Jørgen Labori. "Dette gør behandlingsprincippet meget lovende og understøtter videre udvikling af denne type lægemidler," siger han. Det er den amerikanske kræftforsker Rachna Shroff, interviewet i The Guardian, helt enig i. "RAS-revolutionen er landet," siger hun. "Og dette studie beviser princippet om, at målrettet behandling mod KRAS i bugspytkirtelkræft er mulig og effektiv." Daraxonrasib er i dag ikke godkendt af lægemiddelmyndigheden FDA i USA eller EMA i Europa, men mens der afventes eventuel godkendelse, åbnes der i USA for begrænset adgang gennem noget, som kaldes et Expanded Access Program, fortæller Tormod Kyrre Guren, som er kræftlæge og kræftforsker ved Oslo universitetshospital. Det betyder, at enkelte patienter uden andre behandlingsalternativer kan få adgang til tabletterne også uden for kliniske studier. D...

Den 12. august vil Månen bevæge sig ind foran Solen og skabe en solformørkelse i et omfang, der først vil ske igen i Danmark om 22 år. Formørkelsen, der vil komme til at dække 83-85 procent af Solen og sker ved aftenstid, markeres over hele landet. Her får du en guide til, hvor og hvordan du kan opleve den sjældne begivenhed. Videnskab.dk fejrer solformørkelsen ved at afholde to arrangementer på selve dagen. I hovedstaden er der flere muligheder for at se Solen gå i sort. Hos Videnskab.dk inviterer vi til et arrangement i naturskønne omgivelser ved Amager Naturcenter på Kalvebod Fælled, hvor udsigten til solformørkelsen er særligt god. Her vil astrofysiker Peter Laursen, rumforsker Jens Frydenvang og biolog Jes Aagaard svare på spørgsmål og guide dig gennem begivenheden sammen med journalist på Videnskab.dk Kristoffer Lottrup. Videnskab.dk uddeler gratis solformørkelsesbriller, så længe lager haves. Videnskab.dk er også tilstede på Djursland i Østjylland. Her indtager vi Ebeltoft Strandbar og følger Månen og Solens fine dans hen over Mols Bjerge og med udsigt til Ebeltoft Vig. Her vil astrofysiker Karsten Frank Brogaard svare på spørgsmål og guide dig gennem formørkelsen i selskab med journalist på Videnskab.dk Frederik Sonne. Du kan også følge med gennem opstillede teleskoper og træde ind i et kontrolrum og styre et teleskop i Australien. Videnskab.dk uddeler gratis solformørkelsesbriller, så længe lager haves. Solformørkelsen 2026 bliver en landsdækkende begivenhed. Så uanset hvor du befinder dig, vil der være mulighed for at opleve den, så længe du har god udsigt mod den vestlige horisont. I Jylland kan du blandt andet opleve formørkelsen hos Science Museerne i Århus, på Vadehavscentret i Ribe og Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. På Fyn inviterer Syddansk Universitet, SDU, i Odense til et arrangement med begrænset plads. Skibhusgården i Odense og Naturdestination Skovsgaard ved Rudkøbing afholder events. I København kan du blandt andet se solformørkelsen på Amager Strand hen over Københavns tage, inden solen forsvinder bag benzinøen. Rundetaarn og Cinemateket åbner også dørene for en unik oplevelse, og du opleve solformørkelsen på Experimentariums tagterrasse i Hellerup. På Sjælland er kan du blandt andet se med på Observatoriet i Brorfelde tæt ved Holbæk, Akademigrunden i Sorø og Kroppedal Museum i Taastrup. På Bornholm skaber NaturBornholm i Aakirkeby nogle særlige rammer for formørkelsen. Få overblik over gratis events i hele Danmark på sol26.dk. Videnskab.dk's dækning af solformørkelsen 12. august foregår naturligvis også digitalt. På siden videnskab.dk/sol26 kan solformørkelsen også ses via video-livestream. På samme side bliver det muligt at chatte med eksperter og få svar på alverdens spørgsmål om Solen, Månen og selvfølgelig solformørkelsen, mens den foregår. Du kan allerede nu indsende spørgsmål til eksperterne via formularen herunder:

Russiske soldater tog i 2022 kontrollen over Tjernobyls eksklusionszone i cirka en måned, inden den ukrainske hær generobrede området. En måned, der bød på militære aktiviteter, skudvekslinger og en større brand. Og en måned, der blev optaget af et netværk af 31 kameraer i skovområdet ved Tjernobyl-zonen. De optagelser giver nu et sjældent indblik i, hvordan 11 vilde dyrearter som elge, ræve, losser, brune harer, vildsvin og rådyr påvirkes af krig i et nyt ukrainsk studie udgivet i Science. Forskerne har gået optagelser igennem fra før, under og efter den russiske belejring af Tjernobyl for at se dyrenes aktivitet. Krigen fik ikke alle dyr til bare at forsvinde. De ændrede deres rytme og brug af landskabet: Nogle blev mindre nataktive, andre undgik menneskenære områder, mens andre tilsyneladende rykkede tættere på dem. Kronhjorte og ræve viser de tydeligste adfærdsændringer. De var mindre aktive om natten, hvilket kommer bag på forskerne. Biologer observerer ofte det modsatte mønster, når menneskelig aktivitet forstyrrer vilde dyr: Natten bliver et fristed, hvor dyrene kan bevæge sig frit, mens menneskene sover. De mener, at det kan skyldes, at militære kamphandlinger er sket om natten og har påvirket dyrene. "Det er unikke data," siger Anastasiia Zymaroieva, der er postdoc ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk. Hun siger, at det er forventeligt at se ændringer i dyrenes adfærdsmønster som reaktion på militær aktivitet, støj, brand og generelt øget menneskelig tilstedeværelse. "Muligheden for at indsamle denne type information under en aktiv militær besættelse er ekstremt sjælden og vanskelig at opnå andre steder i verden." Hun har ikke deltaget i studiet, men har selv arbejdet på den ukrainske forskningsafdeling ved Tjernobyl før og efter den russiske invasion. Selvom området har været næsten mennesketomt siden 1986, hvor en atomreaktor nedsmeltede og sendte store mængder radioaktivitet ud i området - så har det ikke været helt tomt. Ukrainske forskere har overvåget de økologiske ændringer og lavet studier af dyrelivet, som siden ulykken er vokset voldsomt i antal. De 31 kameraer er oprindeligt opsat for at overvåge den eurasiske los, da den uventede invasion pludselig ramte landet og lagde kimen til et helt nyt forskningsprojekt. Overtagelsen af Tjernobyl-zonen var med skududvekslinger og militære aktiviteter. Det er dog uklart, hvor mange kamphandlinger, der egentlig var tale om. I studiet har forskerne analyseret termiske satellitbilleder for at se brande og bombardementer og lavet interviews med mennesker i området for at få en bedre idé om, hvornår kamphandlinger og støj forekom hyppigst. På den måde har forskerne også kunnet sammenligne kampaktiviteten den pågældende dag med dyrenes adfærd og se ret direkte konsekvenser af krigshandlinger. Anastasiia Zymaroieva understreger dog, at Tjernobyl-eksklusionszonen ikke bør betragtes som en typisk slagmark. "Eksklusionszonen er et helt særligt område," siger hun. "Det var ganske enkelt for farligt at gennemføre store militære operationer dér på grund af risiciene forbundet med atomkraftværket." Området blev derfor evakueret, da russerne invaderede landet, for at undgå muligheden for endnu en katastrofe ved atomkraftværket, hvor der stadig arbejder mennesker for at nedlukke reaktorerne og håndtere det radioaktive affald. Derfor adskilte niveauet af konflikt sig markant fra det østlige Ukraine, hvor der har været langt flere og voldsommere kamphandlinger. Anastasiia Zymaroieva mener, at studiet giver værdifuld ny viden om, hvordan dyrelivet reagerer på militære forstyrrelser. Det er ifølge hende et ofte overset emne ved krig, og noget biologer kun har begrænset viden og data om. Hun erkender, at det er svært på baggrund af studiet at komme med for store konklusioner, fordi der er flere begrænsninger. "Det er et sjældent og værdifuldt datasæt, men det bygger på en relativt kort observationsperiode," siger hun. "Besættelsen varede kun omkring en må...

Når temperaturen stiger, går det ofte ud over nattesøvnen. De varme nætter kan gøre det sværere at falde i søvn, øge antallet af opvågninger i løbet af natten og få os til at føle os mindre udhvilede næste dag. En af årsagerne er termoregulering, som er de processer, der tilsammen søger at holde kropstemperaturen konstant. Søvn er tæt forbundet med kropstemperaturen: For at falde i søvn og blive ved med at sove har kroppen som regel brug for at komme af med noget varme. Et varmt soveværelse gør det sværere. Somrene i Storbritannien bliver varmere. Met Office, som er den britiske pendant til DMI, rapporterer, at sandsynligheden for, at temperaturen overstiger 40 °C i Storbritannien, nu er mere end 20 gange højere, end den var i 1960'erne, og at der er 50 procents sandsynlighed for endnu en dag med 40 °C inden for de næste 12 år. Fugtighed kan gøre problemet værre. Forskning i luftfugtighed og varmestress viser, at høj luftfugtighed kan øge den belastning, varme lægger på kroppen. Kroppen køler sig delvist ned ved at svede. Når sved fordamper fra huden, fører den varme væk. Men når luften allerede er fugtig, bliver fordampningen mindre effektiv. Så hvordan kan du sove bedre i varmt vejr? Aircondition kan være en løsning, men det er hverken økonomisk overkommeligt eller praktisk muligt for mange husstande. Ifølge Energy Saving Trust er elprisen under prisloftet for juli til september 2026 på 26,11 pence - 2,25 kroner - pr. kWh for kunder, der betaler med betalingsservice. Et lille, bærbart køleanlæg, der bruger omkring 1 kW i syv timer pr. nat i 30 nætter, vil koste cirka 54,83 engelske pund - 470 danske kroner - alene i strøm, før man overhovedet har købt apparatet. Forskning i overophedning i boliger viser, at afskærmning og ventilation kan være vigtige passive kølestrategier; altså måder at reducere indendørs varme på uden mekanisk køling. Før man køler luften ned, hjælper det derfor at begrænse den varme, der kommer ind i hjemmet. Overophedning skyldes som regel sollys, der trænger ind gennem vinduer (kaldet solvarme) og varm udeluft. Her er otte tips, som kan hjælpe med at holde soveværelset køligere inden sengetid: På solrige dage bør du holde gardiner eller persienner trukket for ved vinduer, der vender mod solen. Det reducerer mængden af sollys, der kommer ind i rummet og opvarmer gulve, vægge og møbler. Udvendig afskærmning, som skodder, markiser eller solafskærmning, kan være endnu mere effektiv, fordi det stopper noget af sollyset, før det når glasset. Vær forsigtig med vinduerne. Hvis luften udenfor er varmere end luften indenfor, kan åbne vinduer lukke varme ind. Åbn vinduerne, når luften udenfor er køligere end indendørs, hvilket ofte er tidligt om morgenen, om aftenen eller om natten. Luk dem i den varmeste del af dagen, hvis udeluften er varmere. Gennemtræk betyder, at man åbner vinduer eller døre på forskellige sider af boligen, så luften kan strømme igennem. Når udeluften er køligere, kan det hjælpe med at fjerne varme, der har hobet sig op indendørs. Studier af passiv køling i boliger har vist, at ventilation om natten kan reducere overophedning, selv om effekten afhænger af bygningen, udetemperaturen, sikkerhed, støj og luftkvalitet. Udestuer kan blive meget varme, fordi sollyets passerer gennem glasset og opvarmer overfladerne indenfor. Hold udestuen ventileret i løbet af dagen, og luk så vidt muligt indvendige døre mellem udestuen og resten af huset. Reflekterende film, persienner, skodder, markiser og skyggegivende tage kan alle reducere varmeoptaget. Loftsrum og værelser på øverste etage kan også blive varme, fordi tagflader optager solvarme. Ventilation af loftet eller reflekterende tagmaterialer kan hjælpe i nogle boliger, selvom det som regel er et mere omfattende indgreb. Solceller på taget kan for eksempel producere elektricitet og samtidig fungere som en barriere, der reducerer varmeoverførslen til bygningen. Hvis dit soveværelse ligger på den øverste etage eller vender mod syd eller vest, kan det...

En dykker fik sig noget af en oplevelse, da en hvidhaj (Carcharodon carcharias) pludselig kom til syne i Middelhavet. Det særlige møde skete i maj 2026 langt ude på havet mellem Tunesien og Sicilien. Det skriver BBC på baggrund af de nye optagelser. Her filmede frivillige dykkere fra organisationen 'Healthy Seas' en voksen hvidhaj-han, mens de var i gang med at undersøge de såkaldte 'spøgelsesnet' (efterladte net, som dyr kan sidde fast i). Den frivillige dykker Derk Remmer, der filmede hvidhajen, beskriver mødet som noget særligt. "Hajen var ret tæt på os.. Og faktisk rystede mine fingre, da jeg prøvede at få kameraet til at virke," siger han til BBC. Ifølge BBC mener forskere ikke, at mennesker skal være bekymrede, da hajen, der menes at være en voksen han, blev set mange mil ude på havet mellem Tunesien og Sicilien. Desuden peger forskerne på, at hvidhajen er blevet ekstrem sjælden i Middelhavet, blandt andet på grund af overfiskeri.

Dovne patienter, tomme stole og læger, der venter forgæves. Skattekroner direkte ud af vinduet. Sådan tegnes billedet af udeblivelser fra aftaler på danske hospitaler i den offentlige debat. Men resultaterne fra vores nye studie viser, at virkeligheden er en anden i Region Syddanmark: Næsten alle patienter møder faktisk frem som planlagt. Kun cirka to procent af de planlagte aftaler gennemføres ikke. Men selv et lavt niveau har betydning i et sundhedsvæsen med mange millioner kontakter hvert år. I stedet for at placere ansvaret hos patienterne undersøger vi, hvordan hospitalernes organisering og arbejdsgange kan bidrage til at mindske ulighed i fremmødet. Vi analyserer, hvilke patienter der oftere udebliver, og hvordan systemet kan indrettes, så færre falder fra. Vi har kigget på mere end 3,8 millioner hospitalsaftaler i Region Syddanmark, der dækker 20 procent af den danske befolkning. Kun to procent af aftalerne endte med, at patienten udeblev (se flere tal fra studiet her). Resultatet viser, at antallet af udeblivelser er mindre, end vi har troet – i hvert fald i Region Syddanmark. Udeblivelser er dog fortsat et betydeligt problem, og omfanget kan være større andre steder i landet. Vores studie er det hidtil største af sin slags i Danmark. Men studiets resultater fortæller kun, hvem der bliver væk – ikke hvorfor. Derfor har vi sat gang i et nyt studie, hvor vi følger patientforløb og arbejdsgangene på hospitalet tæt. Her taler vi med både patienter, pårørende og personale for at forstå, hvad der ligger bag de aftaler, der ikke lykkes. Vi undersøger netop nu, hvordan sundhedsvæsenets egne rutiner og digitale systemer kan gøre det unødigt svært for patienten at møde op. Det kan eksempelvis være, når brevene er svære at forstå, de digitale løsninger ikke er tilgængelige for alle, eller aftalesystemet er uigennemskueligt. Selvom udeblivelserne er relativt sjældne, fordeler de sig ikke tilfældigt. De ses oftere blandt unge voksne, personer med psykiske lidelser, borgere uden dansk nationalitet og mennesker, der bor alene. Der er en markant ulighed i, hvem der udebliver. Det peger på, at sundhedsvæsenet ikke giver alle lige muligheder for at møde op. Vores kvalitative studie viser, at udeblivelser ofte hænger sammen med uklare breve, sprogvanskeligheder, administrative fejl og praktiske forhindringer i hverdagen. Her er et par eksempler: "Min mand var kaldt til Svendborg Sygehus i går. Han kunne ikke registrere sig ved skærmen. Vi henvendte os i receptionen, og de fortalte, at der stod Odense i deres system. Han havde heldigvis indkaldelsen med, og i den stod der Svendborg," beskriver en pårørende. En ung studerende fortæller: "Jeg er i skole mellem kl. 8-15. Jeg vil ringe og aflyse min tid. Jeg beder læreren om lov til at gå ud på gangen. Men når man må vente i så lang tid i telefonen, er jeg nødt til at gå tilbage til klassen igen efter 30 minutter, fordi jeg ikke kan blive ved med at ringe." Digital Post og sms-påmindelser får mange patienter trygt frem til aftalen, men langt fra alle. For dem uden computer, mobil eller tilstrækkelig dansk sprogforståelse kan selv en kort besked blive til en mur. Ifølge Digitaliseringsstyrelsen er 95 procent af danskerne (15+ år) tilmeldt Digital Post, mens kun 64 procent bruger NemSMS. Hvis beskeden ikke kan læses eller modtages, ved patienten måske slet ikke, at de har en tid. "Mange [af dem, vi tolker for] oplever, at brevene ikke kommer frem. Omkring 70 procent af dem, jeg tolker for, får slet ikke breve i e-Boks. Ofte når indkaldelserne med tider aldrig frem," fortæller en tolk fra Region Syddanmark. Tidligere studier viser desuden, at bøder for udeblivelse er ineffektive og ikke hjælper synderligt på fremmødet. Vores studie understøtter de fund. Indførelse af gebyr bygger på en idé om, at udeblivelse er patientens eget valg, men vores data viser, at de fleste ikke udebliver af glemsomhed eller 'ond vilje'. Bøder vil især ramme unge, patienter med psykisk sygdom og mennesker med færre ...

Betegnelserne 'Leave' og 'Remain' behøver nok ikke nærmere forklaring for personer med blot den mindste interesse i britisk politik. Begreberne refererer ikke blot til holdningen til forholdet mellem Storbritannien og EU, men fungerer også som en slags samlebetegnelse for de bredere overbevisninger og værdier. Begreberne opstod som gruppeidentiteter og ofte også som nedsættende betegnelser, som de to lejre brugte om hinanden. At disse betegnelser stadig har gennemslagskraft 10 år efter Brexit-folkeafstemningen, tyder på, at identitet er blevet den grundlæggende ramme for, hvordan mange i Storbritannien opfatter politik. Min forskning handler om kontinuitet og forandring i politiske skældsord, og jeg forsøger at forstå, om nutidens politik er mere polariseret og mere uforsonlig, end den var tidligere. Jeg interesserer mig især for, hvordan politikere bruger Aristoteles' klassiske appelformer: ethos (afsenderen appellerer til modtageren ved at fremstå troværdig og vidende), pathos (afsenderen appellerer til modtagerens følelser) og logos (afsenderen appellerer til modtagerens fornuft ved hjælp af argumenter). "Brexit-effekten" på retorikken i britisk politik er en af de mest skadelige følger af folkeafstemningen. Den har tilsyneladende skabt en retorisk kultur, hvor ethos og pathos tillægges langt større værdi og derfor også fylder langt mere end logos. Det har effekt, uanset om du er Leaver eller Remainer, for der er ikke meget retorisk plads til dem, der føler sig som noget midt imellem. Den hårde, uforsonlige retorik blev ofte fremhævet under hele Brexit-debatten, både under kampagnen forud for folkeafstemningen og senere under debatterne i det britiske parlament mellem 2016 og 2019, hvor valgresultatet skulle føres ud i livet. Journalisterne stillede dengang ligefrem spørgsmål ved, hvorfor tonen føltes så giftig. Debatten blev ofte fremstillet som "eliten" mod "folket", hvor de to sider repræsenterede identiteter, der ikke kunne forenes. Leave-sidens sejr blev i vid udstrækning tilskrevet, at den fortalte den mest følelsesmæssigt slagkraftige historie og dermed satte sig på fortællingen om, hvem eliten egentlig var. Populisme er et omstridt begreb, men forskning har vist, at et fællestræk ved denne type politik er, at den skaber en kløft mellem "eliterne" og "folket". I denne retorik er eliten, uanset hvordan den defineres, altid korrupt, inkompetent eller ganske enkelt ond. Omvendt fremstilles "folket" som retskaffent, men udnyttet af eliten. På denne måde bliver politik en kamp mellem to modstående lejre, hvor den ene kun kan vinde, hvis den anden taber. I dette klima er de succesfulde politikere dem, der formår at fremstille sig selv som værende på folkets side frem for elitens. Bogen 'Brexitland' fra 2020 argumenterer for, at beslutningen om at forlade EU var første gang, en stor politisk beslutning ikke blev truffet ud fra rationel økonomisk egeninteresse, men ud fra en identitetsfølelse. Forfatterne forklarer, at folkeafstemningen ikke skabte kløften mellem vælgerne, der identificerede sig som Leavers, og dem, der identificerede sig som Remainers. Men da kløften først var blotlagt, kunne den ikke længere fejes til side. Det afgørende spørgsmål i politik lader ikke længere til at være: "Det er økonomien, det handler om, dit fjols", men snarere: "Hvis du ikke er én af folket, er du en del af eliten, dit fjols". Keir Starmers og hans regerings upopularitet kan ses som et produkt af netop denne type politik. Der er sagt meget om Starmer-regeringens manglende evne til at fortælle sin egen historie, definere sit ethos og skabe en følelsesmæssig forbindelse til nationen. Den kærlighedsløse jordskredssejr, som Starmers Labour-parti vandt i 2024, er ikke kun et resultat af den "intetsigende politik", som partiet er blevet beskyldt for at føre, selvom det næppe har hjulpet. Valgresultatet i 2024 var et symptom på Labours manglende evne til at forene identitetsgrupper, som måske slet ikke lader sig forene, og det udspringer a...

En tredjedel af de kalorier, vi får i os, kommer fra fedt, ifølge det norske Helsedirektorat. Fedtet kommer enten fra dyr eller planter, og det er enten fast eller flydende. Alt fedt kan harskne. Det sker i mødet med luft, lys og varme. "Det mærker man hurtigt, fordi maden får en dårlig lugt og smag. Nogle beskriver det som maling og terpentin, andre mener, at det lugter af tørt græs," siger Astrid Nilsson fra det norske forskningsinstitut, Nofima. Hun forsker i fedt og fødevarekvalitet og betydningen for madens smag, ernæringsmæssige kvalitet og holdbarhed. Fedt består af forskellige fedtsyrer. En typisk fedtsyre består af op til 22 byggesten, kaldet kulstofatomer, som er kædet sammen. Forbindelserne mellem kulstofatomerne afgør, om fedtsyren er mættet eller umættet. Det mættede fedt findes oftest i animalske produkter som smør, ost, mælk og kød, men også i kokosfedt og palmeolie. Det umættede fedt findes i planteolier som oliven- og rapsolie, i nødder, frø og fed fisk. Det er især dette fedt, der reagerer med ilten. "Det sætter gang i en kemisk reaktion i de umættede fedtsyrer. Ilten angriber forbindelserne mellem kulstofatomerne. De bliver ustabile og nedbrydes til mindre molekyler, kaldet aldehyder og ketoner. Tilsammen giver disse den harske lugt og smag," fortæller Astrid Nilsson, som for nylig præsenterede sin forskning på et seminar hos Nofima. Men ikke alle de stoffer, der dannes ved harskning, lugter eller smager af noget. "Dem bør vi måske være mere bekymrede for, for nogle af dem har vist sig at være giftige. Vores forskning viser, at de dannes parallelt med dem, der lugter. Derfor kan det se ud til, at den harske lugt også indirekte beskytter os mod de lugtfrie forbindelser," siger Astrid Nilsson. Ilten i luften slipper ind allerede første gang, du åbner olieflasken. Og hver gang du åbner og lukker den, kommer der lidt mere luft ind. Samtidig bliver luftlaget øverst i flasken større, efterhånden som olien bliver brugt. "Desuden hælder du jo på flasken, og på denne måde blandes den olie, der har været i kontakt med luft, med resten," forklarer Astrid Nilsson. Det er ikke kun luft, der sætter gang i harskningen. Lys og varme fremskynder også processen. "Det er ikke tilfældigt, at flasker med tran er grønne, eller at en del producenter matterer glasset på olieflaskerne," siger Astrid Nilsson. Margarine og smør er bedre beskyttet mod harskning, fordi luften kun kommer i kontakt med produktets overflade, men de kan også harskne. "Det kan du se, når du får et gult lag på smørret eller margarinen. Jeg plejer at skrabe det af, for det kan give en lidt dårlig smag, men det er ikke farligt at indtage i mindre mængder," siger Astrid Nilsson. Olie bør stå mørkt og koldt, efter at flasken er åbnet. Køleskabet er den rette plads, ifølge Astrid Nilsson. Hun nævner også, at olivenolie kan størkne i køleskabet. Men det er ikke noget problem, at olien stivner, forklarer hun. For hvis du tager den ud, når du skal bruge den, smelter den hurtigt. Når Astrid Nilsson vil stoppe harskning på laboratoriet, fryser hun olien ned til minus 80 grader. "Det er den ideelle temperatur, hvis man helt vil undgå harskning, men det er jo ikke praktisk muligt i et almindeligt hjem," siger hun. Mange olier sælges i gennemsigtige plastflasker. Disse flasker kan være mindre egnede end grønne og matterede flasker. "Nogle typer plast er tættere end andre, og noget plast indeholder lag, som er bedre til at holde lyset ude, men i dag vil vi jo nok bruge mindre og tyndere plast. Desuden er plast med forskellige lag en udfordring i genanvendelsen," siger Astrid Nilsson. Men er harske olier og smør farlige for os? Vores krop har brug for ilt, men den skal også forsvare sig mod ilt. Kroppens celler kan blive skadet af ilt, men den har forsvarsmekanismer i reserve, blandt andet antioxidanter, som vi får gennem maden. Astrid Nilsson mener, at vi har en slags indbygget beskyttelse, fordi vi meget hurtigt opdager den harske lugt og smag. Derfor vil vi normalt i...

Nogle hunde foretrækker venstre pote, mens andre foretrækker højre. Præcis ligesom os mennesker. Men hunde bruger ikke nødvendigvis den samme pote hver gang. En hund kan for eksempel foretrække højre pote i én situation og venstre i en anden, og derfor har det været svært at måle deres egentlige potepræference. Nu har et hold forskere fra University of Bari i Italien udviklet en ny test, der kan gøre det lettere at finde ud af, skriver Phys.org. I testen skulle 43 familiehunde løse en række forskellige opgaver. I stedet for kun at kigge på én enkelt situation, som mange tidligere metoder har gjort, så forskerne på et samlet mønster i hundenes potevalg. I studiet, som er publiceret i tidsskriftet Royal Society Open Science, skulle hundene blandt andet række ud efter godbidder, holde fast i et stykke legetøj og gå ned ad trapper. Resultaterne blev samlet i en score, som viste, om hundene foretrak højre eller venstre pote. Det viste sig, at de fleste hunde faktisk havde en favoritpote. Men testen viste også, hvor stærk præferencen var - altså om hunden konsekvent brugte den samme pote, eller om den skiftede mere mellem de to. Forskerne håber, at testen på sigt kan fortælle os mere end bare, hvilken pote hunden bedst kan lide at bruge. Tidligere studier har nemlig koblet potepræferencer til forskelle i blandt andet stress, adfærd og kognitive evner hos hunde. På sigt kan den slags viden måske bruges, når man skal træne hunde, vurdere deres trivsel eller udvælge hunde til særlige opgaver som service- og arbejdshunde.

Sygdommen pest har dræbt millioner af mennesker og spillet en afgørende rolle i menneskehedens historie. Men i årtier har forskere været uenige om, hvordan pestbakterien egentlig har smittet gennem tiden. Var det virkelig rotternes skyld, at pesten spredte sig i middelalderen? Og hvilken rolle har murmeldyr, lopper, lus og andre dyr spillet for fortidens smittespredning? Et nyt studie med den berømte danske DNA-jæger Eske Willerslev i spidsen genopliver nu det, som Willerslev selv beskriver som en "ophedet debat." "Diskussionen har kørt i flere årtier og handler grundlæggende om, hvordan pestbakterien har spredt sig, og hvor dødelig den har været igennem historien," siger professor Anders Gorm Pedersen, som selv beskæftiger sig med fortidens pestudbrud. Det kan måske virke som en fjern, akademisk diskussion om fortiden, men flere forskere understreger, at diskussionen fortsat er relevant, fordi pest stadig findes og dræber mennesker i dag. For at kunne forudsige pest og andre bakteriers udvikling - og nye dødelige udbrud - er det vigtigt at kende bakteriens historie, lyder det. Det nye studie finder rekordgamle spor efter en tidlig udgave af pestbakterien blandt 18 begravede jæger-samlere, som levede i Sibirien for op mod 5.500 år siden. Willerslev og hans team konkluderer, at den 5.500 år gamle udgave af pestbakterien har smittet mellem mennesker og givet anledning til dødelige udbrud. Den konklusion går i øjeblikket verden rundt i medier som New York Times, CNN, Reuters, Associated Press, The Guardian og Scientific American. "Andre studier har foreslået, at de tidligste udgaver af pestbakterier kun gav anledning til mild sygdom og ikke var særlig smitsomme," siger Martin Sikora, som er lektor ved Center for Geogenetik på Københavns Universitet og en af hovedforfatterne bag det nye studie. "Men vores studie viser, at bakterien helt klart var dødelig, og at den kunne smitte mellem mennesker." Den "tolkning af data" er professor Hendrik Poinar, som selv har beskæftiget sig med fortidens pestepidemier, imidlertid uenig i. "Det er uden tvivl super interessante og bemærkelsesværdige data," siger Hendrik Poinar, som er evolutionsbiolog på McMaster University i Canada, til Videnskab.dk. "Men hvordan bakterien smittede folk, og hvor dødelig den var, er stadig meget usikkert." Hidtil har nogle forskere antaget, at pest var mindre smitsomt i sin tidlige ungdom. Forskning har nemlig vist, at de tidligste udgaver af pestbakterien mangler nogle af de genetiske egenskaber, som senere gjorde det muligt for bakterien at sprede sig via lopper - sådan som man mener, byldepesten gjorde i middelalderen. De nye DNA-analyser bekræfter, at pestbakterien for 5.500 år siden efter alt at dømme ikke spredte sig via lopper. I stedet peger studiet på, at pestbakterien formentlig kom fra et murmeldyr, som de sibiriske jæger-samlere måske spiste eller var i kontakt med på anden vis. Herefter bredte smitten sig mellem mennesker – formentlig via hoste og dråber, konkluderer forskerne. "Tidligere har det været en udbredt sandhed, at betingelserne for epidemiske sygdomsudbrud først kom meget senere med landbrugssamfundet, hvor folk begyndte at bo tættere sammen," siger Martin Sikora til Videnskab.dk. "Men her viser vi, at dødelige udbrud også kan ske i små jæger-samlersamfund, som bor spredt fra hinanden." Professor Hendrik Poinar er ikke enig i, at de nye data peger på reelle epidemiske udbrud mellem jæger-samlerne, selvom han anerkender, at de begravede i Sibirien med meget stor sandsynlighed er døde af infektion med pestbakterien. Han mener, det er mere sandsynligt, at den fortidige pestbakterie gav anledning til såkaldt fækal-oral smitte, hvor bakterien via afføring gives videre til andre. "Forestil dig en familie eller gruppe mennesker, som spiser inficeret kød og bliver syge," siger Hendrik Poinar. "De kaster måske op eller har diarré, og landskabet omkring dem bliver hurtigt fyldt med bakterier, som smitter videre." Smitten kan eksempelvis have spre...

Har man siddet en midsommeraften og betragtet de dansende flammer fra Sankt Hans-bålet, har man sikkert også undret sig over, hvad ild er for en størrelse. Vores læser Jan har i hvert fald haft den undren, for han har kort og godt skrevet til Videnskab.dk's læserbrevkasse, Spørg Videnskaben, og spurgt: "Hvad er ild egentlig?" Det er et spørgsmål, der har drillet naturfilosoffer og videnskabsfolk i tusindvis af år, men i dag har forskerne godt tjek på, hvordan ild skal forstås. Det fortæller Peter Hald, der er kemiker og sikkerhedsleder ved Kemisk Institut på Aarhus Universitet: "Kort sagt er ild er en kemisk reaktion, der sker ved høje temperaturer, og som udvikler varme." "Det, vi ser som flammer, er varme gasser og forbrændingsprodukter. Når de er mange hundrede grader, udsender de lys," forklarer Peter Hald, der ved, hvad han taler om. Han er nemlig ansat til at forhindre folk i at brænde ting af, som han siger det. Desuden har han en baggrund i forsvaret, hvor han stadig lærer folk at sprænge ting i luften, og tidligere har han lavet kemishow, hvor han har brændt mange forskellige ting af. Med et glimt i øjet omtaler han sig selv som 'velfungerende pyroman'. Ild kræver tre ting: brændbart materiale, ilt og varme. Varmen sørger for at sætte gang i den kemiske reaktion, hvor det brændbare stof reagerer med ilten. Den kemiske reaktion udvikler varme i sig selv, og så spreder ilden sig og fortsætter, indtil der ikke er mere brændstof, ilten slipper op eller temperaturen sænkes. "Hvis vi fjerner brændstoffet, ilten eller varmen, går ilden ud," fortæller Peter Hald. For eksempel kan man slukke flammen i et gaskomfur ved at lukke for gassen. Hvis man har en brændende frituregryde, kan man kvæle ilden ved at lægge låg på, så der ikke kan komme ilt til. Og hvis man vil slukke et bål, kan man sprøjte vand på flammerne og på den måde sænke temperaturen. Så bliver reaktionen langsommere, og til sidst går ilden ud. Men hvordan opstår ild helt konkret? Hvis vi for eksempel tænder et stearinlys med en tændstik, sætter vi gang i en kemisk proces: Allerførst vil varmen fra flammen smelte lidt af stearinen omkring vægen, og stearinen fordamper til brændbare kulbrintegasser. Det er disse gasser, der reagerer med luftens ilt (også kaldet oxygen), og den kemiske reaktion frigiver energi i form af varme og lys. Det gullige, synlige lys, vi ser som en flamme, kommer fra ganske små sodpartikler, der bliver over 1.000 grader varme og derfor gløder. Kigger man godt efter, vil man også se, at noget af flammen – den nederste og yderste del – er mere blålig. Her er ilttilførslen og dermed også forbrændingen mest effektiv, så her er temperaturen højere, og sodpartiklerne brændes også af. Det blå lys kommer fra molekyler, der frigiver energi i form af lys. Omvendt kommer der ikke lys fra området tættest på vægen. Her er der masser af brændstof i form af fordampet stearin, men der er ikke gang i forbrændingen, fordi der mangler ilt. Ilten kommer fra luften, og den når ikke helt ind til vægen, før den er brugt op i flammen. Rent kemisk består et stearinlys mest af lange kæder af kulstof- og brintatomer. De kæder brydes op af varmen fra tændstikken, som også får de to iltatomer i luftens iltmolekyler til at gå fra hinanden. Iltatomer er meget reaktionsvillige – de vil rigtig gerne danne forbindelser med andre stoffer. Lynhurtigt går de sammen med gasmolekylerne fra stearinen. Så dannes der kuldioxid, vanddamp og ekstra varme, så processen holdes i gang. Stoffer som vand og kuldioxid kan ikke brænde, fordi de er resultatet af en forbrænding – ilten har allerede fundet sig en stabil makker. I andre materialer som for eksempel sten og glas har iltatomer også allerede fundet sammen med andre grundstoffer, så de kan heller ikke brænde. Men tørt træ i et Skt. Hans-bål vil gerne brænde. Her nedbryder varmen fra en tændstik træets bestanddele, cellulose og lignin, til brændbare gasser, der går i forbindelse med luftens ilt. De varme gasser og glødende sodpartik...

Når nogle mennesker flyver mere, bor større og køber mere tøj, mad og elektronik, sætter det også større spor i klimaet og naturen. Nu har forskere forsøgt at regne ud, hvor stor den regning egentlig er. Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Communications Sustainability. Forskerne har set på verdens 10 procent mest forbrugende mennesker, altså den tiendedel af verdens befolkning, der bruger flest ressourcer gennem for eksempel rejser, bolig, mad, tøj, og elektronik. Forskerne vurderer, at verdens 10 procent mest forbrugende borgere påfører samfundet klima- og miljøomkostninger på mellem 1,7 og 5,7 billioner dollar om året. Det svarer cirka til 11.000 til 37.000 milliarder danske kroner. Regningen handler ikke kun om CO2 og klimaforandringer. Forskerne har også regnet på andre former for miljøskade, blandt andet tab af biodiversitet, brug af ferskvand og forurening fra næringsstoffer som kvælstof og fosfor. Her fylder tab af biodiversitet mest i regnestykket. Ifølge forskerne står det for 47-56 procent af den samlede miljøregning. Klimaforandringer står for 36 til 45 procent. Forskerne peger samtidig på, at der er stor forskel på regningen fra land til land. De 10 procent mest forbrugende amerikanere har ifølge studiet den højeste beregnede miljøomkostning. Her anslås omkostningen til mellem 19.000 og 63.000 dollar om året per person (120-400.000 danske kroner). Til sammenligning anslås den tilsvarende omkostning for Indiens 10 procent mest forbrugende borgere til mellem 410 og 1.400 dollar om året per person (2.500-9.000 danske kroner) Forskerne peger på, at miljøafgifter på de største forbrugere kan være en måde at skaffe penge til at beskytte klimaet og naturen. Dog viser studiet ikke, at sådanne afgifter alene kan løse problemerne. Men forskerne mener, at beregningerne illustrerer, hvor stor en del af miljøbelastningen der kan knyttes til den mest forbrugende del af verdens befolkning.

Dybt i Atlanterhavets mulm og mørke ud for Argentinas kyst har forskere opdaget et særligt sjældent koralrev blandt krabber og søstjerner, fisk, blæksprutter og gopler. Der er tale om koldtvandskorallen med det latinske navn Bathelia candida, og koralrevet er det største af sin art, der nogensinde er fundet, skriver Schmidt Ocean Institute i en pressemeddelelse. Koralrevet, der ligger på over en kilometers dybde, dækker et område på omkring 0,4 kvadratkilometer, som svarer til størrelsen på næsten 62 fodboldbaner. Her kan fisk og andet liv søge tilflugt i det landskab, som koralrevet udgør. "Jeg vil sige, at det er det mest levende og frodige miljø i dybhavet, jeg nogensinde har set," siger dybhavsbiolog Santiago Herrera i pressemeddelelsen. "Når vi går ned i dybet, ved vi, at mad bliver mere og mere knap, og det betyder, at liv også bliver mere og mere knap. Så det er en stor overraskelse, når man pludselig finder store mængder af dyr, der tydeligvis interagerer i et meget levende og dynamisk økosystem." Foruden det sjældne koralrev opdagede forskerne også en hvalkirkegård på næsten fire kilometers dybde. Den fungerer som et midlertidigt økosystem, der giver føde til dyr, såsom blæksprutter, hajer og krabber. Derudover opdagede forskerne en sjælden gople med det latinske navn stygiomedusa gigantea, der kan blive lige over ti meter lang, samt koraller af arten 'søtræ' (Paragorgia arborea) på 3.000 meters dybde. "Vi forventede ikke, at biodiversitetsniveuet i det argentinske dybhav var så højt," fortæller havforsker Maria Emilia Bravo. "At se biodiversiteten og økosystemerne og forbindelserne imellem var utroligt. Vi åbnede et vindue til biodiversiteten, men opdagede samtidig flere vinduer, der fortsat kan åbnes," slutter hun.

ADHD og autisme. I nogle lande er antallet af de diagnoser op mod tidoblet inden for de seneste årtier. Men i et nyt studie kan danske DNA-forskere udelukke flere af de mest udbredte forklaringer på udviklingen. For det skyldes ikke en stigende genetisk risiko for at udvikle lidelserne, konkluderer de. "Vi kan tværtimod se tegn på en udtynding af den genetiske risikoprofil i forhold til ADHD og autisme," siger Sonja LaBianca, som har stået i spidsen for det nye studie og arbejder som postdoc ved Institut for Biologisk Psykiatri under Amager og Hvidovre Hospital. Hun og kollegerne har analyseret DNA i hælblodprøver fra over 37.000 danskere, som har fået diagnoserne i perioden 1994 til 2016. Resultatet: "De, som senest har fået diagnoserne, er mindre genetisk belastede eller disponerede for at få lidelserne, end dem, som har fået dem tidligere," siger Sonja LaBianca. Dermed er der altså ikke tegn på, at særlige giftstoffer fra miljøet har påvirket vores DNA og skabt en større tilbøjelighed til at få konstateret ADHD eller autisme. I stedet kan forskerne nu pege på en anden og mere sandsynlig forklaring. Det nye studie har anvendt en såkaldt polygen risikoscore (PRS) til at bestemme en årsag til udviklingen. Testen måler den samlede sum af forskellige genetiske risici forbundet med bestemte sygdomme, adfærdstræk eller kognitive træk, og Niels Bilenberg kalder PRS for en "anerkendt metode". Han er klinisk professor i Forskningsenhed for børne- og ungdomspsykiatri ved Syddansk Universitet og har gennemgået det nye studie for Videnskab.dk. Det virker troværdigt, når studiet viser et markant fald i genetisk risiko for ADHD og autisme blandt dem med diagnoserne, mener han. "Det fortæller om en ny virkelighed, hvor man giver diagnoser til folk, som i en lettere grad udviser tegn på de her lidelser." "Det tolker jeg sådan, at tærsklen til at få en diagnose er blevet lavere." Først har forskerne analyseret udviklingen af den genetiske risiko over årene. Dernæst har de anvendt resultaterne til at teste holdbarheden af tre gængse forklaringer på stigningen i diagnoser: En populær forklaring er, at vi er blevet bedre til at opspore lidelserne i befolkningen. Dén forklaring stemmer ikke overens med, hvad man kan se i de diagnosticeredes genetik, mener Sonja LaBianca: "Hvis stigningen skyldes bedre opsporing, ville jeg forvente, at den genetiske risikoprofil ville stige med årene, fordi vi dermed antager, at en del har gået rundt med symptomer og genetiske risikofaktorer, uden at vi har opdaget dem." Men det er ikke, hvad data viser. I stedet falder den genetiske risikoprofil samstemmigt på tværs af alle faktorer - ikke kun for ADHD og autisme, men også for beslægtede diagnoser som bipolar lidelse og skizofreni. Forskerne afviser også forklaringen om, at diagnosticerede i højere grad flytter fra én diagnose til en anden, for eksempel fra at blive konstateret bipolar til i højere grad at få diagnosen ADHD. Et andet bud er, at psykiatrien i højere grad giver diagnoser som ADHD og autisme frem for andre. Men forskerne afviser forklaringen om, at diagnosticerede i højere grad flytter fra én diagnose til en anden, for eksempel fra at blive konstateret bipolar til i højere grad at få diagnosen ADHD. Sonja LaBianca forklarer: "Ellers ville vi for eksempel se en stigning i den genetiske risikoscore for bipolar, mens den genetiske risikoscore for ADHD ville falde blandt dem, som senest har fået en ADHD-diagnose." Den tredje gængse forklaring på de mange diagnoser er, at kriterierne for at få en ADHD- eller autismediagnose er blevet udvidet. Det er den forklaring, som forskerne nu finder mest sandsynlig. Men det betyder ikke, at man kan sætte to streger under den, understreger Sonja LaBianca: "Det betyder, at resultaterne understøtter en hypotese om, at vi er gået fra smalle, skarptskårne kriterier til nogle bredere kriterier for, hvad det vil sige at have ADHD eller autisme," siger hun. "Det er oplagt at tænke, at folk dermed er mindre syge eller b...

Ebolaudbruddet i Den Demokratiske Republik Congo og Uganda fik Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at erklære en international sundhedskrise i maj. Den sjældne Bundibugyo-variant, som står bag udbruddet, er ikke helt så dødelig som den mest almindelige type ebola. Alligevel viser tal fra tidligere udbrud, at så mange som én ud af tre syge dør. Så hvad er det, der gør ebola så farlig? Et udbrud af ebola starter med, at smitten går fra dyr til mennesker, fortæller Ørjan Olsvik, som er professor emeritus ved UiT Norges arktiske universitet. For virkelig at forstå, hvordan ebola hærger i kroppen, skal vi zoome ind. "Virussen er ikke levende," siger Ørjan Olsvik, som selv har stået ansigt til ansigt med sygdommen i forbindelse med tidligere udbrud i afrikanske lande. Alligevel kan virussen hægte sig fast og sprøjte sit arvemateriale ind i dine celler. Så bliver dine celler forvandlet til små virusfabrikker. "Du producerer din egen død," forklarer den pensionerede professor. Men også forkølelsesvirus kaprer vores celler for at kopiere sig selv. Så hvorfor går det så frygteligt galt, når ebolavirussen gør det? Virussen sætter gang i en slags ond cirkel, fortæller overlæge Joakim Øverbø, som forsker i virus ved den norske sundhedsmyndighed, Folkehelseinstituttet. "De første celler, som virussen angriber, efter det er kommet ind gennem en slimhinde eller en rift i huden, er ofte immunceller," siger Joakim Øverbø. Men ikke hvilke som helst immunceller. Ofrene for virussen tilhører en ældgammel gren af vores immunforsvar: det medfødte immunforsvar. "Disse celler er i starten dirigenterne, som påvirker, hvilken retning den videre immunrespons bevæger sig," siger Joakim Øverbø. Men virussen forhindrer ikke bare det medfødte immunforsvar i at gøre sit arbejde. De kaprede celler skaber også kaos. "Disse immunceller flyder jo rundt i kroppen," siger Joakim Øverbø. Som små trojanske heste bevæger de sig ind i lymfesystemet, milten, leveren og nyrerne. Her springer en hær af ny ebolavirus ud af de kaprede immunceller, og virussen overtager nye celletyper, som også bliver omdannet til virusfabrikker. Nu er noget endnu mere alvorligt ved at ske. "Det, der virkelig gør det farligt, er, at der begynder at sive væske fra blodet og ud i kroppen," siger Joakim Øverbø. Lækagen fra blodkarrene skyldes flere ting. Kroppen forstår alt for sent, at den bliver angrebet af et virus. "Kroppen overreagerer, og du får en meget kraftig betændelsesreaktion," siger Joakim Øverbø. Immuncellerne udløser en cytokinstorm – en storm af signalstoffer, som sætter gang i en ukontrollabel inflammation. Betændelsen bidrager til lækager i blodkarrene. Men ebolavirussen har også et særligt trick i ærmet. De løse pigge fungerer som en afledningsmanøvre, der snyder immunforsvaret. Samtidig svækker de blodkarrene. "Væske fra blodet begynder at sive ud i kroppen, hvor det ikke skal være. Så kan man få lavt blodtryk, kredsløbssvigt og chok," siger Joakim Øverbø. En del ebolapatienter bløder også fra næse, ører og øjne. Ikke nok med at organerne mister væske, næring og ilt fra blodet – de bliver også ødelagt af virus og angrebet af kroppens eget immunforsvar. Mens blodkarrene lækker, forsøger de kaprede immunceller at få blodet til at koagulere, men det lykkes kun delvist. "Dermed kan kroppen havne i en farlig ubalance, hvor der dannes små blodpropper samtidig med øget blødning," siger Joakim Øverbø. Det skaber alt sammen en ond cirkel med mere virus og mere ødelæggelse inde i kroppen, indtil sygdommen enten tager livet af dig, eller du overlever. Selvom ebola er meget farlig, spreder det sig sandsynligvis ikke til resten af verden. WHO vurderer, at risikoen er høj på lokalt og regionalt plan, men lav på globalt plan. Det sagde WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus på en pressekonference 3. juni 2026. At sygdommen ikke spreder sig så let, skyldes to ting, fortæller Ørjan Olsvik, som tilføjer: "Den er ikke luftbåren, så du smitter ikke andre så let." Man skal i direkte kontakt ...

Hjernen kan godt omprogrammere sig selv for at automatisere lærte opgaver. Eller sagt mere mundret: Man kan godt lære hjernen at multitaske. Det skriver Georgetown University i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Journal of Cognitive Neuroscience. Den nye viden går imod tidligere antagelser om, at vi mennesker ikke kan multitaske. Det meste af den tidligere forskning i indlæring og multitasking har dog fokuseret på de tidlige stadier af processen, men ikke på, hvad der sker med hjernen på lang sigt. For eksempel er man meget koncentreret, når man først skal lære at køre bil. Men efter at have kørt bil i en årrække, kan de fleste både tale, lytte eller tænke uden at skulle fokusere fuldstændigt på at betjene bilen. Derfor undersøgte forskerne folks evne til at multitaske ved at træne dem i at sortere billeder af biler i to kategorier. Her lærte de at spotte subtile forskelle for at skelne bilerne fra hinanden. Deltagerne gennemførte mere end 30.000 forsøg over 5-10 uger ved hjælp af en app, der gjorde det muligt for dem at sortere billederne som et spil på deres telefon. Forskerne skannede deltagernes hjerner, før og efter de havde gennemført opgaven. Her opdagede de, at når folk i begyndelsen lærte at sortere billederne, aktiverede opgaven deres frontale pandelapper, som er det område af hjernen, der er ansvarlig for tænkning og handling, men som normalt kun kan håndtere én opgave ad gangen. Men da forskerne senere skannede de nu rutinerede deltageres hjerner, opdagede de, at kategoriseringen nu foregik i tindingelappen, som normalt er involveret i kodning af hukommelse og genkendelse af komplekse objekter. Samtidig opdagede forskerne, at jo mere deltagerne blev aflastet fra frontalpandelapperne, desto bedre var de i stand til at udføre andre opgaver samtidigt med bilopgaven. "Det viser, at kredsløbene faktisk ændrer sig, så hjernen kan gøre to ting på én gang. Det er ægte multitasking," fortæller Maximilian Riesenhuber i pressemeddelelsen.

Det kan ikke siges på en pæn måde: Små børn er snottede. Et studie, hvor børn blev testet for flere luftvejsvirus ugentligt i et helt år, viste, at børn under fem år bærer én eller flere virus halvdelen af tiden. Et barn på 15 måneder vil typisk have 12–15 forkølelser om året, og 8 eller 9 af dem vil give symptomer, som for eksempel løbende næse. Så hvis du som småbørnsforældre føler, at poderne er forkølede halvdelen af tiden, er det altså understøttet af forskningen. Vores nye studie samler viden fra forskellige kilder for at forstå, hvordan små børns immunforsvar adskiller sig fra voksnes, hvorfor børn spreder smitte så effektivt, og hvad forældre kan gøre for at hjælpe. Babyer og tumlinger møder en lang række infektionssygdomme for første gang, hvilket gør dem mere tilbøjelige til at få symptomer, og dermed også mere tilbøjelige til at give smitten videre til andre. Vi fandt, at vuggestue eller børnehave ofte fremskynder en naturlig proces med at opbygge immunitet, som ellers ville finde sted senere, når barnet starter i skole. Endelig fremhævede vi vaccination som et centralt redskab til at reducere antallet af sygedage hos børn. Det er værd at bemærke, at størstedelen af den forskning, vi har gennemgået, stammer fra studier gennemført, før COVID-19 dukkede op. Vi ved endnu ikke, om COVID tilføjer endnu en virus til denne blanding. Børn har desuden omkring dobbelt så mange episoder med diarré og opkast om året som voksne (i gennemsnit to). Et barn under fem år i husstanden øger risikoen for at de voksne får diarré og opkast tre til fem gange. Børn samler også flere forskellige virus og bakterier op, som kan give udslæt eller hudinfektioner. Allerede ved 12-månedersalderen har 70 procent af børn antistoffer mod de to virus (HHV-6A og HHV-6B), som forårsager de fleste tilfælde af tredagesfeber (er en mild, men meget smitsom virussygdom, som giver feber og udslæt). Når børnene er fem år, har 65 procent af børn i Storbritannien antistoffer mod varicella-zoster-virus (skoldkopper). Kort sagt er 12 forkølelser, to runder med diarré og opkast samt én eller to sygdomsforløb med udslæt helt normalt i alderen 12–24 måneder, og det er uanset om barnet går i institution eller ej. Forældre overdriver altså ikke, når de siger, at opstart i vuggestue eller børnehave fører til, at børn og spædbørn smitter hinanden mere, end de ville gøre til en børnefødselsdag eller i en mødre- og babygruppe. Processen med at samle de bakterier og virus op, der giver forkølelse, maveonde og udslæt, accelererer ved institutionsstart og fortsætter i et til to år. Der er dog en afvejning i forhold til sygdom senere i barndommen. Studier har vist, at børn, som har gået i daginstitution, har færre infektioner, når de starter i skole, end børn der ikke har. Idéen om, at institution 'tager sygdommene i opløbet' før skolestart, har altså videnskabelig opbakning. Om det er en fordel, kan dog afhænge af forældrenes holdning. I nogle tilfælde er det en fordel at udskyde den første infektion, for eksempel ved RSV, som kan give bronkiolitis. For andre infektioner ser det derimod ud til, at tidlig smitte eller vaccination (som ved varicella-zoster-virus, der giver skoldkopper) fører til mildere symptomer, end hvis infektionen først kommer senere i barndommen. Vi mener, det er vigtigt, at arbejdsgiverne er klar over, at alle små børn bliver syge ofte, og at det er helt normalt. Deres immunforsvar bliver konstant udfordret af nye infektioner, og de skal opbygge immunitet mod sygdomme, der ikke kan forebygges med vaccination. Det er hverken et tegn på dårlig hygiejne i institutionen eller på pylrede forældre. Børn kan smitte både før og efter, de får symptomer, så det er ikke nok blot at holde syge børn hjemme for at stoppe smitten. Hvordan kan vi forbedre situationen for små børn, deres forældre og omsorgspersoner ud over bedre støtte fra arbejdsgiverne? Vores forskning viser, at vaccination er noget af det mest effektive, vi kan gøre for at forebygge sygdom hos børn...

Hvis du skulle løbe 400 meter rundt om en atletikbane, ville du så løbe med eller mod uret? Et studie, publiceret i tidsskriftet Nature Communications, viser, at når folk går rundt, har de en tendens til at dreje til venstre og gå mod urets retning, skriver The Guardian. "Hvis man blot beder nogen om at begynde at gå, uanset om de vandrer rundt på et museum, i et supermarked eller i et tomt rum, er det overvejende sandsynligt, at de vil bevæge sig mod uret," siger Iñaki Echeverría-Huarte, der er en af studiets forfattere. Forskningen er et resultat af coronapandemien, hvor forskere undersøgte, hvor mange mennesker, der kunne være i et rum, samtidig med at de holdt en sikker afstand til hinanden. Det var her, da forskerne gennemgik videoerne, at de lagde mærke til, at folkemængderne i høj grad gik mod uret. Og derfor satte forskerne gang i nye eksperimenter med spanske forgængere og mindre menneskemængder, for at undersøge om vi mennesker virkelig har en præference i forhold til at gå med eller mod uret. Samtidig samarbejdede forskerne med japanske forskere, for at undersøge om der kunne ligge kulturelle forklaringer bag fænomenet. Men også i Japan stod det klart, at vi mennesker foretrækker at gå mod uret. Forskerne ved ikke, hvor fænomenet kommer fra, men det er ikke en egenskab, mennesker er ene om. Også den sydvesteuropæiske myre (Temnothorax albipennis) går mod uret, når den undersøger ukendte reder. Iñaki Echeverría-Huarte mistænker i stedet, at biomekanik spiller ind, selvom han efter flere forsøg ikke har fundet den egentlige årsag til, at mennesker foretrækker at gå mod uret. Tilbage står spørgsmålet, om du vil løbe med eller mod uret, hvis du skulle løbe 400 meter rundt om en atletikbane. Faktisk blev det spørgsmål besvaret for over 100 år siden. Tidligere har man ved De Olympiske Lege løbet med uret. Men i 1913 tilkendegav et flertal af atleterne, at de ønskede at løbe mod urets retning, da de fandt det unaturligt at løbe med urets retning – hvilket nu også fremgår af de officielle atletikregler.

Geologer betegner normalt vulkaner som værende 'døde', hvis de ikke er gået i udbrud inden for de sidste 10.000 års tid. Men det kan den græske vulkan Methana nu være med til at lave om på. Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science Advances. En ny analyse af den aktive vulkan Methana nær Athen i Grækenland viser nemlig, at den engang var inaktiv – eller 'sov' – i næsten 110.000 år, før den vågnede og gik i udbrud. "Det centrale budskab er, at inaktive vulkaner omkring os måske ikke for alvor er inaktive," fortæller studiets medforfatter Răzvan-Gabriel Popa til Live Science. Det er vigtigt at ændre måden, vi definerer, om vulkaner er inaktive eller aktive, da en fejlagtig klassificering af vulkaner kan udsætte folk for fare ved et uventet udbrud. Mange af disse sovende giganter bør derfor overvåges nøje, fortæller flere af forskerne bag studiet til Live Science. I studiet rekonstruerede forskerne Methanas historie ved at datere og analysere kemien af zirkonkrystaller i klipperne omkring vulkanen, som var blevet skubbet ud i de forskellige vulkanudbrud. Det viste i alt 31 udbrud over cirka 700.000 års vulkansk aktivitet, hvoraf der var en lang periode, hvor vulkanen var inaktiv. I løbet af den tid opbyggede vulkanen magma, og bagefter gik den i udbrud for omkring 168.000 år siden. "Vi opdagede, at den overraskende nok var i stand til at genstarte efter 110.000 års inaktivitet og gik i udbrud ret intenst bagefter," fortalte Răzvan-Gabriel Popa til Live Science. Den græske Methana er ikke den eneste vulkan, der er genopstået fra sin lange slumren. Sidste år kunne geologer dokumentere, at den iranske Taftan-vulkan var vågnet, og at dens top var ved at hæve sig efter – hvad forskere anslår er – 700.000 års inaktivitet. Og tilbage i 2019 blev der fundet magma under den rumænske vulkan Ciomadul, som var anset for at være uddød, da den ikke havde været i udbrud i 30.000 år. "Den har et magmakammer, der brygger. Den er meget aktiv. Den er bare ikke gået i udbrud. Ciomadul går helt sikkert igennem en vækstfase, og måske er der flere af den slags vulkaner," fortæller Răzvan-Gabriel Popa til Live Science.

Da Tromsø kommune i Norge anbefalede at lukke skolerne i 2025, henviste de til forskning, som ikke fandtes. Lidt over ét år senere gik endnu en norsk kommune i samme fælde, ifølge avisen Nordhordland. Men også i de videnskabelige artikler er der falske referencer, viser et nyt studie i det britiske lægevidenskabelige ugetidsskrift The Lancet. En gennemgang af 2,5 millioner medicinske studier afslørede næsten 3.000 falske referencer. "Det kan undergrave tilliden til forskningen," siger Tove Godskesen, som ikke selv har været med til at skrive det nye studie. Hun er professor ved universitet i Nordland og forsker i etiske udfordringer i sundhedsvæsenet og i forskning. Selv om det stadig er en lille andel af det samlede antal, er antallet af falske referencer eksploderet de seneste tre år. Fra januar 2023 til februar 2026 er antallet blevet mere end tolvdoblet, viser det nye studie. Det er næppe tilfældigt, at det sker samtidig med fremkomsten af sprogmodeller som ChatGPT, Claude, Gemini og Copilot, ifølge forskerne blandt andet ved Columbia University i USA. At kunstig intelligens finder på ting, der ikke passer, er velkendt. Alligevel kan man spørge sig selv, hvordan de såkaldte 'hallucinationer' ender i videnskabelige artikler. Det kan handle om rent snyd, skriver forskerne. Men det kan også skyldes ukritisk brug af AI. Forskere må få øjnene op, mener Tove Godskesen. "Det her med hallucinerede artikler er i bund og grund et teknisk problem." "Men det bliver et moralsk problem, når forskeren ikke tjekker artiklen, ikke læser den og så alligevel inkluderer den i sine egne artikler," siger professoren. I værste fald kan det få konsekvenser for liv og helbred, hvis det påvirker beslutninger hos sundhedspersonale og patienter. "Måske træffer man beslutninger baseret på artikler, der bygger på hallucinerede referencer," siger Tove Godskesen. Sammenlignet med tidligere, mindre studier er antallet af falske referencer dog lavt. Men metoden bag det nye studie er konservativ, ifølge en af forskerne ved Columbia University, Maxim Topaz. "Vi har kun lige ridset i overfladen," siger Maxim Topaz til Nature News. Forskerne gennemgik artikler med åben adgang i den medicinske database PubMed. Derefter tjekkede de, om de studier, der blev henvist til, faktisk eksisterede i flere forskellige databaser. Resultaterne viste, at artikler, der opsummerer forskningen på et område, skilte sig negativt ud. Disse oversigtsartikler havde i gennemsnit 57 procent flere falske referencer end almindelige studier. Og når henvisninger til forskning, som ikke findes, først er opstået, kan de være svære at slippe af med, påpeger Tove Godskesen. "Så bliver det sådan nogle zombiestudier, som bare lever videre og bliver refereret til igen og igen og får nye citater," siger hun. Udviklingen kommer oven i, at branchen allerede kæmper med useriøse 'rovtidsskrifter' (efter engelsk 'predatory journal'). Tove Godskesen har selv oplevet, at falske artikler er dukket op i hendes og kollegers navn, som i dette tilfælde, som den norske, redaktionelt uafhængige netavis om højere uddannelse og forskning, Khrono, har skrevet om. Nu håber professoren, at de seriøse tidsskrifter vil tage større ansvar for at luge falske referencer ud. Ideelt set burde virksomhederne bag sprogmodellerne også tage mere ansvar, mener hun. "Jeg tænker, at det burde være muligt at træne AI-modeller til at afvise at opdigte og opgive videnskabelige artikler," siger Tove Godskesen. Men forskere må også tage deres del af ansvaret, understreger hun. "Hvis man indsætter en hallucineret reference i en artikel, betyder det, at man ikke har læst artiklen, for den findes jo ikke. Det er sjusk. Så spørgsmålet er, om vi overhovedet kan stole på disse artikler, selvom visse ting i dem er korrekte." ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Søndag skete det igen. Fodboldspiller Christian Eriksen faldt om under en landskamp, spillerne slog ring rundt om ham og publikum holdt vejret. Men modsat kampen i 2021, hvor Christian Eriksen blev båret væk med hjertestop, kunne han søndag selv gå ud af banen. Det er fortsat uvist præcist, hvad der skete med Christian Eriksen, men landsholdslæge Morten Boesen gætter ifølge flere medier på, at han "får et stød" fra sin særlige pacemaker; en såkaldt ICD, der står for implanterbar cardioverter defibrillator. Men hvad er en ICD, og hvordan adskiller den sig fra en almindelig pacemaker? Og hvad betyder det seneste kollaps for Christian Eriksens chancer for at fortsætte fodboldkarrieren? De spøgsmål har vi stillet til Jens Cosedis Nielsen, som er hjertelæge og ledende professor på Aarhus Universitetshospital. ICD'en er et elektrisk apparat, som er lidt større end en almindelig pacemaker – den er på størrelse med en tændstikæske – og den bliver typisk opereret ind under venstre kraveben i brystet. "En ICD kan det samme som en almindelig pacemaker, men udover det fungerer den også som en hjertestarter," forklarer Jens Cosedis Nielsen, som selv har forsket i patienter med ICD. De fleste kender en hjertestarter som et større apparat, der hænger på skoler, i supermarkeder og andre steder i landet, og som kan sparke liv i hjertet på patienter med hjertestop ved hjælp af stød. På samme måde kan ICD'en også give stød til hjertet på patienter, som oplever alvorlige hjerterytmeforstyrrelser – et typisk tegn på, at et hjertestop kan være undervejs. Fra selve apparatet går der ledninger ned til hjertet, som kan registrere, hvordan det slår. "ICD'en har en lille computer, som kan registrere hjerterytmen," forklarer Jens Cosedis Nielsen. "Hvis hjerterytmen bliver så hurtig, at hjertet ikke længere pumper blodet effektivt rundt i kroppen, og patienten risikerer at få hjertestop, kan ICD'en i første omgang stimulere hjertet med en salve af elektriske impulser. Og hvis det ikke er tilstrækkeligt til at normalisere hjerterytmen, kan den give et stød." I de fleste tilfælde vil patienter ikke være ved bevidsthed, hvis hjerterytmen er så hurtig, at en ICD aktiveres og afgiver et stød. "Men nogle patienter har alligevel været vågne under et stød, og de beskriver, at det gør ondt og føles ligesom at få et voldsomt slag i brystet," siger hjertelægen. Selvom en ICD og en almindelig pacemaker kan minde om hinanden, er det ifølge Jens Cosedis Nielsen grundlæggende vidt forskellige tilstande, som de to apparater skal hjælpe mod: En pacemaker skal afhjælpe, at hjertet slår for langsomt – altså for lav puls. Ved hjælp af elektriske impulser kan apparatet sørge for at få hjertet til at slå tilstrækkeligt hurtigt og i den rigtige rytme. En ICD skal afhjælpe at hjertet slår for hurtigt – altså alvorlige hjerterytmeforstyrrelser, typisk såkaldt ventrikelflimren, som kan give anledning til hjertestop. ICD'en kan forsøge at genoprette hjerterytmen ved hjælp af elektriske impulser – ligesom pacemakeren – men hvis det ikke lykkes, kan den 'nulstille' hjerterytmen med et eller flere stød. Landsholdslæge Morten Boesen var ifølge flere medier overbevist om, at Christian Eriksen fik et stød fra sin ICD under gårsdagens kamp. "Jeg kigger på Christian, der har bolden, og så tager han sig til brystet. Jeg tror, at han får et stød fra sin pacemaker, og så falder han om," siger han ifølge Ekstra Bladet. Det er endnu ikke meldt officielt ud, om Boesens teori er rigtig, men ifølge Jens Cosedis Nielsen er det ikke utænkeligt. "Det bliver spekulation, da jeg ikke ved, hvad der er sket konkret, men det kan godt tænkes, at det er rigtigt. Hvis man har haft hjertestop, og ICD'en sætter hjertet tilbage i sin normale rytme med et stød, har de fleste patienter det faktisk OK bagefter," siger Jens Cosedis Nielsen. "Efterfølgende vil man typisk tage ind på hospitalet og få aflæst sin ICD, for den gemmer på information om, hvad den har registreret i hjertet, og hvad den har gjort ved d...

Under en personaledag for medarbejdere på Nationalmuseet blev søfartshistoriker Asger Nørlund Christensen stillet et spørgsmål af sin kollega: Hvilket dansk skibsvrag i hele verden, ville du allerhelst finde, hvis du kunne? "Han tænkte sig om i 20 minutters tid. Så vendte han tilbage og svarede: Jens Munks skib Enhjørningen," siger marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch. Samtalen mellem de to kolleger på Nationalmuseet er nu mundet ud i et større projekt sammen med canadiske samarbejdspartnere om at jagte Enhjørningen – et skib, som søhelten Jens Munk efterlod i det nuværende Canada i 1620 efter en dramatisk rejse, hvor alt gik galt for den danske ekspedition. Flere andre har efterfølgende forsøgt at finde Enhjørningen uden held – mest berømt forsøgte forfatterne Thorkild Hansen og Peter Seeberg i 1964. Men nu mener forskerne fra Nationalmuseet at have fundet så mange nye spor under en ekspedition til Canada, at målet kan være indenfor rækkevidde. Forskerne har fundet en lokation ved Churchillfloden i Canada, hvor de sammen med lokale samarbejdspartnere vil forsøge at grave ned i flodbunden og lede efter Enhjørningen næste år. "Vi føler os rimelig overbeviste om, at vi har fundet det rigtige sted. Så hvis der stadig ligger noget, så tror jeg, at vi har relativt gode chancer for at finde det," siger Andreas Kallmeyer Bloch, marinarkæolog ved Njord – Center for Maritim og Submarin Kulturarv – på Nationalmuseet. Det er en kombination af en lang række vidt forskellige spor, som får forskerne til at mene, at de er kommet tættere på at finde Enhjørningen – blandt andet har de fået nye oplysninger fra de oprindelige folk i området. "Det vil være helt vildt, hvis de finder noget, som har ligget i en tidslomme i Hudson Bay i 400 år," siger Thorbjørn Thaarup, som er skibshistoriker ved Museet for Søfart og ikke er involveret i projektet. "Og jeg tror faktisk slet ikke, at det er usandsynligt, at de finder noget. Det vil være en fantastisk skat at finde noget fra Jens Munks ekspedition." Jens Munk blev sendt på ekspedition af den dansk-norske konge Christian 4. i 1619. Målet var at finde en genvej til Asien – den såkaldte Nordvestpassage, som forbinder Atlanterhavet til Stillehavet. Det lykkedes aldrig, og Jens Munk og hans besætning måtte overvintre i den barske vinterkulde nær stedet, hvor byen Churchill i Canada befinder sig i dag. Alle 64 besætningsmedlemmer på nær 3 døde i løbet af vinteren af kulde, mangel på mad og sygdommen skørbug - læs mere om den dramatiske historie i denne artikel. "Man kan slet ikke forestille sig, hvor isnende koldt og hårdt det har været. Alle folk dør omkring dem. Kun Jens Munk og to andre sømænd overlever," siger museumsinspektør Thorbjørn Thaarup. Da sommeren kom, lykkedes det Jens Munk og de to andre overlevende sømænd at søsætte det mindste af ekspeditionens to skibe – Lamprenen - og sejle hele vejen hjem til Norge og Danmark. Skibet Enhjørningen efterlod mændene imidlertid ved deres overvintringssted på den vestlige side af floden, som i dag er kendt som Churchill River i Canada. "Det er en fuldstændig ufattelig bedrift, at det lykkes de tre mænd at komme hjem igen. Det er en helt utrolig historie," siger Andreas Kallmeyer Bloch. "Og det vil være en kæmpe drøm, som går i opfyldelse for os, hvis det lykkes at finde Enhjørningen." Under Andreas Kallmeyer Bloch og Asger Nørlund Christensens nylige rejse til Canada blev de blandt andet gjort bekendt med nogle røde stykker mursten, som canadiske forskere har fundet under udgravninger i området i 1990'erne. "Murstenene passer slet ikke ind i områdets historie. Så vi mener, at det kan være mursten fra kabyssen på Enhjørningen. Så næste skridt er, at de skal analyseres, så vi kan se, om murstenene kommer fra Danmark," fortæller Andreas Kallmeyer Bloch. I Jens Munks egne optegnelser fremgår det ikke tydeligt, præcis hvor han overvintrede og efterlod skibet Enhjørningen. "Han udgav en bog, som handler om rejsen i 1624, men det fremgår ikke tydeligt, hvor s...

Gulerøddernes lysegrønne toppe skyder op af jorden. Æbletræerne blomstrer. Ærterne er sprøde, jordbærrene søde, og kartoflerne smelter på tungen, når de kommer direkte fra jord til gryde. Nogle danskere vander og plejer i denne tid deres køkkenhaver, og hvis alt går godt, kan de i de kommende måneder supplere supermarkedets fødevarer med deres egne grøntsager og frugter. Sådan har det været, så længe vi kan huske, men hvordan startede det egentlig? "Hvornår fik vi de første køkkenhaver i Danmark?" spørger vores læser Sara. Allerede i bondestenalderen (4000 – 1700 f.v.t.) dyrkede familier korn til egne husholdninger, og der kan have været en form for havebrug i oldtiden, men forskerne ved det ikke med sikkerhed. Til gengæld ved man, at vegetariske munke fra Sydeuropa anlagde køkkenhaver i Danmark, da de kom hertil i 1100-tallet. Munkene importerede ikke kun kristendom. De medbragte også podekviste til æbletræer, persille, rabarber, gulerødder og andre hidtil ukendte grøntsager. "De kom også med spændende viden om at dyrke og bruge krydderurter til lægelige formål," fortæller Bettina Buhl, der er museumsinspektør og madhistoriker på Det Grønne Museum på Djursland. Efterhånden begyndte danske herregårde og slotte også at dyrke grøntsager og frugter i nyttehaver, som de hentede inspiration til på rejser til udlandet. Og længere nede på den sociale rangstige skød kål og humle op i haverne hjemme hos den almindelige befolkning. "Vi ved ikke præcis, hvordan og hvornår det startede, men vi ved fra skriftlige kilder, at bønder dyrkede humle, kål, løg og æbler i 1600-1700-tallet." Bøndernes køkkenhaver havde ikke lige så mange forskellige grøntsager som herremændenes og nutidens. De var inddelt i: Kålhaver, hvor man primært dyrkede grønkål. Humlehaver med humle til øl og mad Abildgårde med æbletræer, der leverede et par forskellige sorter Derudover dyrkede bønderne blandt andet løg og timian. Udvalget i de almene køkkenhaver var måske begrænset, men dyrkningen var en langt mere alvorlig sag end i dag, hvor vi kan ty til supermarkedets grøntafdeling, hvis vi taber kampen mod dræbersneglene eller glemmer at vande vores bede. "I middelalderen var det en katastrofe, hvis høsten ikke kom ordentlig i hus," fortæller Bettina Buhl. Køkkenhaverne gav næring året rundt. Fejlslagen høst på grund af dårligt vejr eller skadedyr medførte, at der var mindre mad til familierne. Det var desuden altafgørende, at udbyttet blev behandlet og opbevaret rigtigt. "Afgrøderne skulle konserveres, for i Danmark har vi jo kun friske forsyninger i en meget kort periode hvert år. Man tørrede dem, så de kunne holde sig i mange måneder. Konserveringen satte store krav til faglig kunnen," siger Bettina Buhl. "Der var brug for et kæmpe overblik og konstant disponering over, hvornår man kunne spise hvad, og hvor længe de forskellige afgrøder kunne holde sig." Alligevel - selv om bønderne planlagde og konserverede efter alle kunstens regler - var der ingen garantier. "Alt muligt kunne gå galt. En sulten rotte kunne for eksempel falde ned i fadeburet (rum til madopbevaring; red), så maden blev fordærvet, og der kunne komme larver og mider." Mens bønderne selv måtte stå for både at dyrke, passe, høste og konservere, havde herremændene folk til at gøre det hårde arbejde. "Herregårdene ansatte havemænd, som blev rekrutteret fra udlandet. De anlagde orangerier og havde eksotiske træer. Det gav prestige. Jo flere eksotiske krydderier og frugt man kunne servere, desto rigere var man," siger Bettina Buhl. Herremændene havde dog også en interesse i, at de lokale undersåtter fik en sund og nærende kost, for deres store bedrifter var helt afhængige af bøndernes arbejdskraft. Valdemars Slot ved Svendborg på Fyn begyndte derfor at uddanne bønderne i at dyrke grøntsager. "Man stillede sin gartner til rådighed for bondestanden, og man uddelte æbleskud, som bønderne kunne plante derhjemme. Andre herregårde gav også mulighed for, at de lokale kunne rådføre sig, " fortæller Bettina B...

Nøglen til bedre trivsel er at leve som en italiensk bedstemor, ifølge den sociale medietrend 'nonnamaxxing'. Fortalere for nonnamaxxing-trenden hævder, at det fremmer helbred, trivsel og velvære at adoptere en italiensk nonnas livsstil. De grundlæggende principper er påfaldende enkle: Tilbring tid med venner og familie. Spis mad dyrket i din egen have. Spis mad lavet fra bunden. Denne trend tager afsæt i forskning i livsstilsmedicin, der peger på, at de samme vaner, som nonnamaxxing-entusiaster anbefaler, kan give både et længere og bedre liv. Så i stedet for blot at hoppe med på nonnamaxxing-bølgen, indtil den næste trend kommer, får du her nogle eksempler på, hvordan du kan gøre disse vaner til en del af dit liv. Et centralt element i nonnamaxxing er prioriteringen af tid med venner og familie. Forskning viser, at det at opretholde og tage vare på positive sociale relationer er en af de vigtigste faktorer for sundhed gennem hele livet. Sociale oplevelser hjælper os med at regulere vores følelser. Det påvirker ikke kun vores lykke og trivsel, men har også en række fysiologiske fordele. For eksempel kan det at grine med mennesker, vi holder af, eller holde dem i hånden, reducere smerte og dæmpe stressresponsen. Forskning viser også, at sociale relationer kan mindske inflammation og forbedre immunforsvaret. Det betyder ikke, at du skal skynde dig at blive gift, for det handler ikke kun om romantiske forhold. Relationer findes i mange former. Selv små øjeblikke med positiv social kontakt, som en kort samtale med en barista, har målbar positiv effekt på sundhed og trivsel. Forskning har også vist, at mennesker, der udfører frivilligt arbejde, har lavere risiko for at blive forkølede. Fælles oplevelser som koncerter, ritualer, dans, sang eller at heppe sammen kan skabe det, der kaldes 'kollektiv effervescens', som beskriver den opstemthed, munterhed og følelse af fællesskab, liv og tilhørsforhold, som opstår, når mennesker mødes. Når vi interagerer ansigt til ansigt, synkroniserer vores hjerner og kroppe sig med den anden person på en måde, der føles godt, styrker forbindelsen og understøtter sundheden. Vi får en stærkere følelse af formål, selvværd og af at høre til. Fysisk aktivitet og daglig bevægelse er blandt de vigtigste faktorer for et langt liv. Men det betyder ikke, at du nødvendigvis skal i fitnesscenter eller spænde løbeskoene. Selv havearbejde, som er en aktivitet, vi ofte forbinder med en italiensk nonna, er forbundet med sundhedsfordele. Havearbejde er fysisk stimulerende og øger mobiliteten samtidig med, at det reducerer stillesiddende adfærd. Studier viser også, at det er godt for den mentale sundhed og livskvaliteten. Havearbejde stimulerer hjernen, fordi det er så alsidigt. Vi skal planlægge, koordinere, huske og holde øje med ændringer over tid. Denne form for stimulation understøtter udviklingen af en såkaldt kognitiv reserve, som er ekstra sundt hjernevæv, der kan afbøde funktionstab i hjernen med alderen. Det kan forklare, hvorfor aktiviteter som havearbejde er forbundet med lavere risiko for demens. Et andet centralt princip i nonnamaxxing er hjemmelavet mad. Jo oftere du laver mad selv, jo bedre. Personer, der laver deres egen mad, har tendens til at spise flere frugter, grøntsager og fibre. Hjemmelavet mad har typisk også færre kalorier, mindre fedt og mindre tilsat sukker, hvilket kan hjælpe med at regulere blodsukkeret, reducere kropsfedt og forebygge type 2-diabetes. Inden for positiv psykologi beskrives madlavning som en aktivitet, der indeholder flere af de elementer, der gør os glade, som positive følelser samt en følelse af mening og at have opnået noget. Her er en række enkle måder, du kan leve mere som en italiensk nonna i hverdagen: Vi ved alle, at det er godt for os at være sociale og mødes med venner og familie, men hvis det ikke er muligt at ses fysisk, så brug teknologi. Selvom teknologi ikke helt kan erstatte fysisk samvær, kan du gøre dine digitale interaktioner mere nærværende. Vær føl...

En meteor, der fløj mod Jorden ved det nordøstlige USA, udløste for nyligt et brag, som gav genlyd over hele regionen. Eksplosionen svarede til 300 tons trotyl, også kendt under navnet 'TNT' - et meget kraftigt sprængstof, der oftest anvendes militært i bomber og granater. Det skriver ScienceAlert. Meteoren eksploderede og blev til en ildkugle over det nordøstlige Massachusetts og det sydøstlige New Hampshire, fortæller NASA. "Denne ildkugle var ikke forbundet med en aktiv meteorsværm, men det var et naturligt objekt og ikke rumaffald eller en satellit," fortæller NASA's vicenyhedschef Jennifer Dooren til AFP og uddyber: "Den energi, der frigives ved opløsningen, anslås til at svare til 300 tons TNT, hvilket forklarer de høje brag." Hun uddyber desuden, at meteoren havde en hastighed på 125.000km/t, og at den befandt sig 64 km over Jordens overflade, da den eksploderede. Der er ikke rapporteret om tilskadekomne efter hændelsen. På sociale medier fortalte flere borgere dog, at de kraftige brag fik huse til at ryste. Selvom eksplosionen var voldsom, var den ikke ingenting, sammenlignet med da en meteor i 2013 eksploderede over området omkring Chelyabinsk i Rusland. Den meteor var den største, der har ramt Jorden i over et århundrede, og da meteoren eksploderede, udløstes energi på omkring 440.000 tons TNT, svarende til cirka 30 gange den atombombe, der sprang over Hiroshima i 1945. Selve eksplosionen ødelagde vinduer i et område på 518 kvadratkilometer, hvilket sårede mere end 1.600 mennesker. Dog primært på grund af al den knuste glas.

En enorm eksplosion på rampe 36A på Cape Canaveral kan få meget store konsekvenser, ikke bare for måneprojektet Artemis, men også for andre store projekter. Eksplosionen skete fredag under en rutinemæssig afprøvning af raketten, før den skulle opsendes. Den raket, der eksploderede, var New Glenn – en meget stor raket med en startvægt på over 1.800 ton. Den er bygget af firmaet Blue Origin, der ejes af Jeff Bezos, som også har grundlagt det store internetfirma Amazon. Som en del af forberedelserne til opsendelsen tændte man de store raketmotorer i første trin, mens raketten stod på rampen. Det burde være rutine, men lige pludselig eksploderede raketten i en enorm ildkugle. Det var ikke engang det værste. Da raketten stod på rampen, kom eksplosionen til at ødelægge rampen så meget, at det sandsynligvis vil tage mere end et år at reparere den – og i modsætning til SpaceX har Blue Origin lige nu kun en rampe, hvorfra de kan opsende raketter. De er begyndt at klargøre naborampen 36B, men det vil også vare mere end et år, før den er klar. Disse ramper stammer helt tilbage fra Apollo-tiden. Det, vi hører mest om, er betydningen for Artemis-projektet. Hvis man ser begrundelsen for Artemis som en konkurrence med Kina, så er det nærliggende at tænke tilbage til månekapløbet i 1969. Bare tre uger før opsendelsen af Apollo 11, eksploderede den russiske måneraket N-1 på rampen i en gigantisk eksplosion, og dermed var månekapløbet i virkeligheden afgjort. Om eksplosionen af New Glenn får den samme konsekvens, er for tidligt at sige, men den øger i hvert fald Kinas mulighed for at sende mennesker til Månen før amerikanerne. Bare tre dage før eksplosionen udtalte en talsmand for det kinesiske rumagentur nemlig: "Vi vil ikke spare på noget i bestræbelserne på at indfri målet om den første kinesiske månelanding inden 2030." Den udtalelse kom i forbindelse med opsendelsen af tre nye taikonauter til den kinesiske rumstation. Både Kina og USA har blikket rettet mod Månen, og NASA har allerede planer for at bygge en base deroppe. I disse planer spiller både New Glenn-raketten og landingsfartøjet Blue Moon en meget stor rolle. For før man kan planlægge en base, skal man have fundet det helt rigtige sted at anbringe basen, og det er jo lige en opgave for rumsonder, som kan bevæge sig fra sted til sted. Efter de oprindelige planer skulle New Glenn have landsat en ubemandet udgave af Blue Moon ved navn 'Endurance' på randen af Shackleton-krateret nær månens sydpol. Endurance skulle have medført to sonder bygget af NASA til at udforske omgivelserne. Det bliver helt klart ikke til noget i 2026 og måske heller ikke i 2027. Blue Moon skulle også landsætte to rovere i 2028, og desuden var det meningen, at Blue Moon skulle sendes ud i rummet i 2027 for at blive koblet sammen med NASA's Orion-rumskib som en forberedelse til en bemandet landing. Alle disse planer må nu ændres, og det er ikke let. For de rumsonder og rovere, NASA gerne vil have til Månen, er store og tunge, og der findes ikke mange landingsfartøjer, som kan landsætte flere ton på Månen. Blue Moon kan, men ellers er man henvist til at bruge raketter fra Blue Origins store konkurrent SpaceX, der råder over Falcon Heavy og er i gang med at teste Starship. Det er jo ikke længe siden, at der var noget, som hed 'Kongelig Hofleverandør'. Kong Frederik har afskaffet systemet, men der var ingen tvivl om, at det at kunne kalde sig Kongelig Hofleverandør var noget meget eftertragtet for et firma. NASA's budgetter er ikke store, og kontrakter fra NASA er slet ikke nok til at skabe den indtjening, som Blue Origin og SpaceX er afhængige af. Men det betyder ikke, at kontrakter med NASA er uden interesse, for det er i rumfarten lige så fint at være leverandør til NASA, som det i gamle dage var at kunne kalde sig for Kongelig Hofleverandør. Desuden giver arbejdet for NASA gode kontakter til regeringen og gør det også lettere at sikre sig andre opgaver end Artemis. Man har helt sikkert kig på 'Space Force', ...

For en ud af fem personer har det været mere belastende at miste et kæledyr end at miste et nærtstående menneske. Ny forskning viser, at 21 procent personer, der har oplevet begge former for sorg, fandt kæledyrets død sværere at bære. Resultaterne udfordrer den måde, samfundet ser på tabet af et kæledyr. Det bliver ofte affærdiget som 'miskendt sorg'; en slags sorg, som ikke bliver mødt socialt med samme forståelse eller legitimitet som andre former for tab. For langt de fleste kæledyrsejere er deres dyr som et familiemedlem. En spørgeundersøgelse fra 2025, udført af dyrevelfærdsorganisationen RSPCA, viser, at 99 procent betragter deres kæledyr som en del af familien og ikke bare 'et dyr'. På Instagram alene findes der 3,4 millioner opslag under hashtagget #dogsarefamily. Den nye spørgeundersøgelse med 975 voksne briter afslører noget bemærkelsesværdigt: Omkring 7,5 procent, der havde mistet et kæledyr, opfyldte de kliniske kriterier for 'forlænget sorglidelse' på niveau med mange tilfælde af sorg efter tab af mennesker. Sorg indebærer typisk en række følelser såsom vrede, benægtelse, lettelse, skyld og tristhed. Forlænget sorglidelse er dog mere alvorlig. Den amerikanske diagnosemanual for psykiske lidelser DSM-5 definerer forlænget sorglidelse som "intense og vedvarende sorgsymptomer, der ikke blot er belastende i sig selv, men også hæmmer personens evne til at fungere", og som varer 12 måneder eller mere efter et tab. I dag kan diagnosen kun stilles i forbindelse med dødsfald af mennesker, men forskningen, ledet af Philip Hyland fra Maynooth University i Irland, fandt ingen målbare forskelle i, hvordan symptomerne på forlænget sorglidelse viser sig; uanset om tabet drejer sig om et menneske eller et kæledyr. Tab af kæledyr udgjorde faktisk 8,1 procent af alle tilfælde af forlænget sorglidelse i studiet, en højere andel end mange typer menneskelige tab. Personer, der havde mistet et kæledyr, var 27 procent mere tilbøjelige til at udvikle symptomer på forlænget sorglidelse end dem, der ikke havde. Det tal ligger mellem risikoen for efterreaktioner efter tab af en forælder (31 procent) og tab af en søskende (21 procent). Det er også højere end risikoen for sorgreaktioner efter en nær ven eller et andet familiemedlem. Resultaterne tyder på, at de diagnostiske kriterier måske overser noget vigtigt. Det afgørende er ikke nødvendigvis, hvem man har mistet, men forholdets kvalitet og betydning. En af de største risikofaktorer for forlænget sorglidelse er mangel på social støtte efter et tab. Når mennesker sørger over et kæledyr, oplever de ofte denne svære periode uden tilstrækkelig forståelse fra omgivelserne, hvilket kan bidrage til, at lidelsen udvikler sig. Mange deltagere gav udtryk for skam og forlegenhed ved at dele deres følelser. Det kan føre til isolation og gøre det sværere at bearbejde tabet. Når tab af kæledyr ikke indgår i de diagnostiske kriterier, kan kæledyrsejerne have svært ved at få støtte eller særlige hensyn på arbejdspladsen i denne svære tid. Manglen på anerkendelse kan forstærke en i forvejen smertefuld oplevelse. Et kæledyrs død rummer også helt særlige udfordringer. Ejeren kan være involveret i beslutningen om at aflive dyret, hvilket ikke sker ved tab af mennesker. En del finder trøst i at føle, at de har støttet deres dyr til det sidste. For andre er det traumatiserende , især hvis de har følt sig holdt uden for dyrlægens beslutning, eller hvis de er bange for, at de handlede for tidligt. Traumatiske omstændigheder er en anden risikofaktor for forlænget sorglidelse. Selvom studiet antyder, at DSM-V's kriterier måske bør opdateres, findes der allerede hjælp til mennesker, der sørger over et kæledyr. RSPCA tilbyder et 'værktøjssæt' til at håndtere sorg efter kæledyrs tab. Der findes også specialiserede rådgivere, som arbejder med sorg efter kæledyrs død. Støtte fra professionelle, der forstår båndet mellem mennesker og deres dyr, kan hjælpe med at reducere risikoen for forlænget sorglidelse og give de...

Da USA og Israel indledte krigen mod Iran i slutningen af februar 2026, tog opslag på de sociale medier fra en række amerikanske sikkerhedsmyndigheder en særlig drejning. Mens missiler og bomber regnede ned, begyndte Pentagon-tilknyttede profiler at bruge mærkelige vendinger til at beskrive den AI-styrede vold, der blev rettet mod både børn og soldater. Ødelæggelserne blev omtalt som 'lethalitymaxxing' (maksimal dødelig effektivitet). De ansvarlige blev beskrevet som værende 'locked in' (koncentreret og klar til at præstere) med 'low cortisol' (rolig og kontrolleret). Dette sprog udspringer i høj grad af manosfæren, som er en række online-fællesskaber centreret omkring mandlig frustration og selvhævdelse. At selv de øverste politiske institutioner nu anvender manosfærens sprog og begreber, peger på, at dette miljø og dets tankesæt er langt mere udbredt, end mange måske lige har lyst til at tro. Den brede opmærksomhed på manosfæren voksede især i takt med dens hurtige udbredelse under COVID-pandemien gennem influencere som for eksempel Andrew Tate. I den periode opstod en udbredt opfattelse af manosfæren som en digital subkultur, der leder sårbare drenge og unge mænd på afveje. Populærkultur som tv-serien Adolescence fra 2025 og tv-dokumentaristen Louis Theroux' seneste dokumentar har kun forstærket dette billede. I Australien har konsekvenserne været særligt tydelige i klasseværelserne: Man har kunnet se en mærkbar stigning i kønnet chikane og grænseoverskridende og upassende adfærd blandt drenge, rettet mod kvindelige klassekammerater og lærere. Manosfæren har også dannet grobund for en markant form for selvhjælp for unge mænd, præsenteret som selvoptimering. Den bygger på vilkårlige, målbare parametre som udseende, status, personlighed og økonomi. For at få succes bliver man drevet til at konkurrere med andre ved at 'maxxe' disse mål for egen værdi og bruge dem til at hævde sig over for sine konkurrenter. Men i dag er denne opdeling mellem 'os og dem' – mellem mainstream og modkultur – ikke længere præcis. Som opslagene fra den amerikanske regering viser, er manosfæren ikke længere begrænset til nogle få online fællesskaber. Den fungerer snarere som en samling idéer, der flyder rundt i kulturen. Men i dag er denne opdeling mellem 'os og dem' – mellem mainstream og modkultur – ikke længere præcis. Som opslagene fra den amerikanske regering viser, er manosfæren ikke længere begrænset til nogle få online-fællesskaber. Den fungerer snarere som en samling idéer, der flyder rundt i kulturen. Selvom nogle analytikere kalder det 'neo-manosfæren', antyder det stadig, at der er tale om et særpræget internetfænomen. Men grænserne er siden blevet udvisket. Manosfærens idéer og logik bliver nu i stigende grad integreret, gengivet og videreudviklet i signifikante dele af den brede tidsånd. Når manosfærens idéer tages ud af deres oprindelige sammenhæng, begynder de at leve deres eget liv. Den voksende normalisering af 'maxxing' som begreb i en stadig bredere vifte af aktiviteter (fra at spise nok fibre til krigsførelse) er ét eksempel på dette. Et andet er begrebet 'hypergamy', eller 'at date op', som er forestillingen om, at kvinder udelukkende vælger partnere ud fra benhårde, strategiske og socialdarwinistiske hensyn for at avancere socialt og materielt. Denne idé er i stigende grad blevet en del af den almindelige opfattelse af moderne romantik. Som flere kommentatorer påpeger: Når The Joe Rogan Experience, som i flere år har været verdens mest populære podcast, jævnligt fremfører sådanne idéer for titusindvis af loyale lyttere, taler man ikke længere om en subkultur. Den hastige fremgang og popularitet for online-influenceren Braden Peters illustrerer, hvor udbredte manosfære-idéerne er blevet. Braden Peters, der er kendt under sit online-alias Clavicular, er en streamer, som blev berømt for at popularisere 'looksmaxxing'. Looksmaxxing er en kompromisløs og ekstrem optimering af ens fysiske fremtræden. Den måles gennem pseudovidensk...

Hvem synes vi egentlig er smukkest og mest attraktive at se på: mænd eller kvinder? Et nyt studie peger på, at kvinders ansigter i gennemsnit bliver vurderet som mere attraktive end mænds. Det gælder også, når det er andre kvinder, der vurderer ansigterne. Det skriver The Guardian på baggrund af et nyt studie, der er offentliggjort i Proceedings of the Royal Society B. Studiet bygger på den hidtil største samling af vurderinger af ansigters attraktivitet. Forskerne har samlet data fra 52 tidligere studier i 76 lande. Det endelige datasæt indeholdt mere end 1,5 millioner vurderinger af 17.000 ansigter fra næsten 30.000 personer. Resultatet var, ifølge forskerne, klart: Kvinders ansigter blev i gennemsnit vurderet som mere attraktive end mænds. Ifølge forskerne blev det gennemsnitlige kvindeansigt vurderet som mere attraktivt end omkring 60 procent af de mandlige ansigter. Forskellen var størst i Vesten og varierede en smule med seksuel orientering, men var stadig tydelig på tværs af heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle bedømmere. Ifølge forskerne, kan noget af effekten skyldes kønsforskelle i ansigtsstruktur. I gennemsnit har mænd mere rektangulære ansigter, mens kvinder har mere runde ansigter. Resultaterne tyder på, at både mænd og kvinder har en tendens til at finde rundere ansigter mere attraktive. En af forskerne bag studiet er især overrasket over, at kvinder generelt gav andre kvinder de højeste vurderinger og mænd de laveste. Forskerne fandt dog også, at forskellen bliver mindre med alderen. Den var tydeligst blandt yngre ansigter, men faldt gradvist fra omkring 18-årsalderen. Ved ansigter på mennesker i 80'erne var forskellen næsten væk ifølge forskerne. En mulig forklaring er, at mænd og kvinders ansigter bliver mere ens med alderen. Studiet kan dog ikke forklare, hvorfor kvinders ansigter bliver vurderet som mest attraktive. Forskerne nævner, at både biologi og kultur kan spille ind, men understreger, at man skal være forsigtig med at drage konklusioner om årsag.

Dyreriget er fyldt med hanner, der overlader al arbejdet med ungerne til hunnerne. Hanner, der parrer sig på få sekunder og straks stikker af, når de har afleveret deres sæd. Der er dog undtagelser. Nogle hanner gør en helt særlig indsats for mage og afkom. I anledning af den forestående fars dag hylder Videnskab.dk bemærkelsesværdige fædre i den vilde natur. Vi får hjælp fra to forskere: Mads Frost Bertelsen, zoologisk direktør i København Zoo, og lektor Lars Vilhelmsen, ansvarlig for hvepsesamlingen på Statens Naturhistoriske Museums. Mads Frost Bertelsen begynder sin hyldest af naturens fædre under havets overflade, hvor søhestene hænger i planter og koraler. De ligner sære fabeldyr, men de er fisk, der holder sig fast med halerne, fordi de er dårlige til at svømme. Ringe svømmeevne lyder måske aparte for en fisk. Men det allermest usædvanlige ved søheste er, at hannerne udruger æggene, og at de gør det på en helt særlig måde. "Hannen har en pung på forsiden, som minder lidt om kænguruens. Hunnen lægger sine æg deri," fortæller Mads Frost Bertelsen. Søheste-hannen befrugter æggene, når hunnen har ført æggene ned i hans rugepose gennem et rør på kroppen, en såkaldt æglægningskanal. Efter to til fire uger presser han levende unger ud i vandet. Nogle arter af søheste 'føder' flere hundrede unger ad gangen. Sø-hingstene er dog ikke eksemplariske fædre. Hannerne forlader ungerne øjeblikkeligt efter 'fødslen'. De nyfødte søheste er overladt til sig selv, og de fleste bliver spist af rovdyr. Hos pattedyrene er der så vidt vides ingen hanner, der føder eller bærer unger i punge på maven. Til gengæld beskytter nogle han-pattedyr deres afkom mod fjender. De bliver hos deres mage, efter hun har født, og passer på ungerne. Det gælder moskusokser, zebraer, gorillaer og andre store dyr, der lever i familieflokke, som bliver anført af en dominerende han. Leder-hannen beskytter, enten ved at angribe fjender eller advare flokken, når der er fare på færde, fortæller Mads Frost Bertelsen. Løver lever også i flokke anført af en stor han, der vogter over flokkens territorium og jager hyæner væk. En ny hanløve kan være så dominerende, at han slår andre løvers unger ihjel for at føre sine egne gener videre. "Hvis en hanløve overtager en andens flok, bider han sommetider ungerne ihjel. En hunløve uden unger kommer hurtigere i brunst, så han kan parre sig med hende," fortæller Mads Frost Bertelsen og tilføjer: "Hanløven er måske ikke en særlig god stedfar, men han er særdeles effektiv til at sikre, at han selv bliver far." I den antarktiske vinters ekstreme kulde sulter et mere underdanigt handyr i to måneder, mens han balancerer med sin unge i et æg på fødderne. Kejserpingvin-hannen holder ægget varmt under en hudfold, så det bliver ruget ud i temperaturer, der kan komme længere ned end minus 60 grader. Han er alene og får intet at spise, før ungen kommer til verden. "Hunpingvinen, som har lagt ægget, restituerer og finder mad, mens hannen ruger. Når ægget er klækket, kommer hun tilbage og hjælper med at fodre ungen," fortæller Mads Frost Bertelsen. Kejserpingvinens fader-indsats er enestående, men der findes dog også andre han-fugle, som hjælper med at ruge. "Kønnene skiftes til det hos flere fuglearter, for eksempel duer og svaner. Hos strudse ruger hannerne også alene," siger Mads Frost Bertelsen. Strudse-faderen får ovenikøbet hele forældreansvaret, for strudsemor forlader reden, når hun har lagt æg, og i modsætning til pingvinmoderen kommer hun ikke tilbage. Andre fuglefædre ruger ikke, men hjælper til gengæld med at opfostre ungerne. Mads Frost Bertelsen nævner sangfugle, papegøjer og duer. Mange fuglehanner udmærker sig dog især for deres evner til at flirte. En lang række af de bevingede skørtejægere har udviklet avancerede score-teknikker. Nogle charmerer sig til parring med flotte fjerdragter eller lange haler. Andre danser eller synger. Mads Frost Bertelsen fremhæver tropiske fuglearter, der forfører hunnerne med arkitektur og byg...

Der er et hav af dem på sociale medie-platforme: Selvudnævnte eksperter i børneopdragelse, hudproblemer, vacciner og så videre. Men hvor er forskerne? Nogle af dem er der. For eksempel formidler professor på Syddansk Universitet Anton Pottegård med stor succes viden om medicin, vacciner og sundhed og har i dag 21.000 følgere på Instagram. Men antallet af forsker-influenter som ham er fortsat lille. Når en voksende del af befolkningen bruger sociale medier som en kilde til nyheder, ser vi det på Videnskab.dk som en vigtig opgave at klæde forskere på til at begå sig netop dér. Et oplagt sted at starte er med de såkaldte reels - korte højformatvideoer på Facebook og Instagram. I en ny indsats har vi derfor udviklet en workshop, der lærer forskere at mestre det gode manus til en kortformat-video til sociale medier. I dag kan du se det første resultat af forskernes samarbejde med vores video-journalister: En video, der på et minut forklarer, hvorfor det ikke bare er sundt at kede sig: Christine Tonne Artak, postdoc ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, står bag manuskriptet i videoen ovenfor og er en af de fem forskere, som har været med, både på heldagsworkshoppen og i studiet. "Jeg var nervøs, inden jeg kom til optagelserne, og jeg troede, at det ville blive grænseoverskridende at stå foran kameraet. Men det var en rigtig sjov og behagelig oplevelse. Det var skægt at få lov at lege med, hvordan man leverer sin viden", siger Christine Tonne Artak. "Det er trygt, at videoerne laves og udgives via Videnskab.dk's-kanaler, fordi de er gode til at gøre forskning tilgængeligt, og brugerne ved, at det er et sagligt medie." Noget af det, hun tager med sig videre, er arbejdet med det såkaldte 'hook': "Hook'et skal engagere folk med det samme! Her er det vigtigt at finde ud af: Hvordan bliver jeg relevant for dig? Man kan ikke tage for givet, at andre synes, forskning er spændende." Christine Tonne Artak har allerede delt viden fra workshoppen med sin forskningsgruppe, som har en konto under navnet 'onlinegenerations' på Linkedin og Instagram. Her skiftes forskerne til at lægge indhold ud, og de overvejer nu at dele deres kommende resultater i video-format. "Så scroller folk nok ikke så nemt forbi". "Det er supervigtigt, at vores forskning ikke bliver isoleret til vores egne miljøer, men når bredere ud. Når der er stor konkurrence om at få folks opmærksomhed, må man arbejde under de vilkår," siger hun. De næste fire forsker-videoer udkommer de kommende fredage på Videnskab.dk's sociale medie-profiler - henholdsvis Instagram, Facebook, YouTube og i nogle tilfælde TikTok. Forskerne vil også dele i deres kanaler, for eksempel LinkedIn. Du vil møde: Statistiker Christoffer Sejling fra Københavns Universitet fortæller om, hvor afgørende statistik er for diabetespatienter. Astrid Wiggers fra Steno Diabetes Center, Region Hovedstaden, som forklarer, hvorfor det er vigtigt for din hjerne at holde sanserne aktive. Sara Alminde, barndoms- og familieforsker fra Roskilde Universitet, som fortæller om, hvorfor vi skal blive bedre til at tage skilsmissebørns hverdagsliv alvorligt. Fysiker Alexander Simon Thrysøe fra Danmarks Tekniske Universitet bruger køkkenremedier, for at undersøge hvordan man skaber temperaturer, der er 10 gange varmere end Solen. Som et eksperiment får den første video om kedsomhed også et internationalt publikum. Christine Tonne Artak har indspillet en engelsk version af sin video, som udkommer på mediet The Conversations sociale mediekanaler. The Conversation er den internationale pendant til Videnskab.dk's 'Forskerne Formidler', hvor forskere selv formidler med hjælp fra redaktører. Videodelingen sker som en del af et samarbejde mellem The Conversation og Videnskab.dk, som begge har øget fokus på international distribution af dansk forskning. Ambitionen er at klæde endnu flere forskere på til at begå sig på sociale medier - gerne dig, som har en interesse i at opbygge en følgerskare på et socia...

For 600 år siden brugte kinesiske læger en dødeligt giftig plante til noget helt bestemt - nemlig til at dæmpe smerter under operationer. Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Antiquity. Forskerne bag studiet har undersøgt en saks og en pincet fra en kinesisk grav fra perioden 1348 til 1411. Graven tilhørte lægen Xia Quan, der levede i begyndelsen af Ming-dynastiet. På redskaberne fandt forskerne rester af stoffet akonitin - et af de giftigste stoffer i naturen. Det stammer fra planten Aconitum, også kendt som stormhat. Planten er meget giftig og kan være dødelig, men dengang kendte lægerne også metoder til at gøre planten mindre farlig, for eksempel ved at koge den i eddike eller behandle den med mungbønner (små grønne bønner, som stammer fra Asien). Ifølge forskerne er opskrifter på fremstilling af Aconitum-pulver allerede kendt fra gamle kinesiske medicinske tekster, men fundene er de første direkte fysiske beviser for, at midlet er blevet anvendt som bedøvelse i forbindelse med kirurgi. Resterne på saksen og pincetten tyder på, at pulveret blev brugt i praksis, sandsynligvis på huden for at gøre et område følelsesløst, før lægen skar. For at undersøge redskaberne, brugte forskerne en særlig laserteknik. Laserteknikken kan nemlig afsløre, hvilke stoffer der sidder i de mikroskopiske rester på gamle genstande. Ifølge forskerne giver fundet et sjældent indblik i, hvor avanceret kinesisk medicin var under Ming-dynastiet og viser, at læger allerede dengang havde viden om både kirurgi og smertelindring.

Den amerikanske rumfartsorganisation NASA har netop fremlagt sine seneste opdaterede planer om at bygge baser på Månen. Tre ubemandede missioner til Månen, som ventes opsendt i år, skal bane vejen for at sende mennesker op til en månebase i fremtiden. "Månebasen bliver USA's og menneskehedens første forpost på et andet himmellegeme," siger NASA's øverste leder, Jared Isaacman, i en pressemeddelelse fra NASA. "Hver mission, bemandet såvel som ubemandet, vil være en mulighed for at lære noget, mens vi vender tilbage til Månens overflade, opbygger infrastrukturen til at blive dér og mestrer de færdigheder, der kræves for at leve og arbejde i et af de mest krævende og farlige miljøer, man kan forestille sig." De kommende ubemandede månemissioner baserer sig i høj grad på udstyr leveret af private virksomheder, og ifølge NASA er planerne følgende: Moon Base I: Opsendes tidligst i efteråret 2026. Missionen vil bruge et landingsfartøj lavet af virksomheden Blue Origin, som er grundlagt af rigmanden Jeff Bezos. Missionen skal blandt andet teste ny laserteknologi og undersøge, hvordan raketmotorers udstødning påvirker Månens overflade. Moon Base II: Skal efter planen opsendes senere i år. Skal levere mere end 500 kg last, herunder blandt andet et månekøretøj. Bruger et landingsfartøj kaldet Griffin, produceret af rumfartsvirksomheden Astrobotic Technology. Moon Base III: Ventes også opsendt i år. Skal medbringe en større last – herunder last fra Korea og europæiske ESA. Medbringer et landingsfartøj fra virksomheden Intuitive Machines og skal blandt andet flyve henover Månen og studere 'månehvirvler' — lyse områder på Månens overflade. I marts i år offentliggjorde NASA, at man droppede tidligere planer om at bygge en rumstation i kredsløb rundt om Månen. I stedet ville NASA satse på et etablere sig på selve Månens overflade. Månebasen skal efter planen kunne huse mennesker fra 2032 og ventes at være færdigetableret i 2036.

Når danske journalister vil omtale ny medicin mod demens, ringer de ofte til Kristian Steen Frederiksen fra Rigshospitalet. Han udtaler sig som overlæge og forsker, og han er han ofte positivt indstillet. De nye præparater med stofferne lecanemab og donanemab er ifølge ham "et gennembrud" og "en milepæl" i behandlingen af demens. Han har tilmed erklæret sig "ærgerlig" og "overrasket", når medicinen har mødt modstand. Men ingen nævner hans relationer til firmaerne bag selvsamme medicin. Det afslører en gennemgang, som Videnskab.dk har foretaget. Tilknytninger, som indebærer: Rådgivning ved ansøgninger om godkendelse af ny medicin Deltagelse i firmaers advisory board Undervisning betalt af firmaerne Forskning støttet af virksomhederne Ingen steder i den medieomtale, hvor Kristian Steen Frederiksen udtaler sig positivt om medicinen, bliver de her forhold nævnt. Er det et problem? "Det er et problem, at medierne ikke nævner Kristian Steen Frederiksens interessekonflikter, og det er problem, at han ofte fremtræder som den eneste ekspert på området," siger Kresten Roland Johansen, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), som har forsket i mediernes brug af eksperter. Videnskab.dk er et af medierne i den konkrete sag - på linje med TV 2, DR og Ritzau. Vi har i flere artikler ladet Kristian Steen Frederiksen udtale sig positivt om den nye medicin mod demens - uden at nævne hans samarbejder med firmaerne bag. Chefredaktør på Videnskab.dk Vibeke Hjortlund kalder det en forsømmelse: "Her er der ingen som helst tvivl om, at vi har sovet i timen. Når der er tale om sundhedsforskning, og i særdeleshed anprisning af ny medicin, skal vi altid spørge ind til, om der er interessekonflikter," siger hun. Medier bør blive bedre til at oplyse om forskeres interessekonflikter, særligt når det gælder debat om ny medicin og budskaber direkte til befolkningen. Det har flere kilder tidligere sagt til Videnskab.dk, på baggrund af en anden sag. For nylig afslørede vi interessekonflikter for tre hjerteforskere, som i Berlingske anbefalede "alle voksne" at få foretaget en særlig sundhedstest. Kristian Steen Frederiksen er endnu et eksempel på mediers manglende oplysning om interesser. Det siger flere lægefaglige repræsentanter til Videnskab.dk. "En forsker med en særlig viden på området må godt udtale sig i medierne, men det skal fremgå tydeligt, at der kan ligge kommercielle interesser bag hans udtalelser," siger Maria Krüger, formand Dansk Selskab for Almen Medicin. "Problemet er, at medierne helt ukritisk bruger en kilde med interessekonflikter igen og igen," siger Mats Lindberg, formand for foreningen Læger uden Sponsor, som selv tidligere har sat fokus på den konkrete sag i et indlæg til Dagens Medicin. "Kristian Steen Frederiksen udtaler sig ofte som den eneste til at vurdere den nye demensmedicin. Han udtaler sig endda om, hvordan den bør blive implementeret i sundhedssystemet - uden at det er oplyst, at han arbejder sammen med industrien bag de her præparater." Kristian Steen Frederiksen understreger, at alle honorarer for hans industrisamarbejde går til hans forskningsinstitution - ikke til ham personligt. "Jeg har således ikke privatøkonomiske interesser i samarbejdet," skriver han i en mail til Videnskab.dk. Han fremhæver samarbejde med medicinalfirmaer som "en vigtig del" af sit arbejde som overlæge og forsker. Men han kalder samtidig interessekonflikter for "rigtig vigtig problematik", og så peger han på medierne. "Jeg mener, det hører til almindelig god journalistisk skik, at man er kritisk over for sin kilde og sikrer sig, at der ikke er interessekonflikter, der kan skade troværdigheden af kildens udtalelser." Kristian Steen Frederiksen understreger, at oplysningerne om ham er lette at finde frem til. "Googler man mit navn, er det første hit min forskerprofil, og her fremgår alle mine mulige interessekonflikter på den side, man lander på." TV 2 burde have oplyst om Kristian Steen Frederiksens interessekonflikter. Det erken...

Det skal oplyses, når en forsker har særlige interesser i lægemidler, som vedkommende anbefaler i medierne. Sådan lyder det fra flere mediechefer til Videnskab.dk. Deres svar kommer som reaktion på en sag om overlæge Kristian Steen Frederiksen og hans samarbejde med industrien bag ny demensmedicin, som Videnskab.dk har afdækket. Over en årrække har han udtalt sig positivt om særlige typer medicin - uden at hans interesser har fremgået af omtalen. Og det er et problem, lyder det fra flere medier. "Nu da vi er blevet gjort opmærksom på det, så skulle det selvfølgelig have været med," lyder det i et skriftligt svar fra DR Kommunikation. "Det burde have fremgået af artiklen," siger Morten Nymand, journalistisk chef hos TV 2 Nyhederne, mens Videnskab.dk's chefredaktør Vibeke Hjortlund udtrykker sig sådan her: "Her er der ingen som helst tvivl om, at vi har sovet i timen." Læs alle mediechefernes svar i deres fulde længde i bunden af denne artikel. Kristian Steen Frederiksen understreger, at alle honorarer for hans industrisamarbejde går til hans forskningsinstitution - ikke til ham personligt. "Jeg har således ikke privatøkonomiske interesser i samarbejdet," skriver han i en mail til Videnskab.dk. Alligevel ser Kresten Roland Johansen, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), en udfordring: "Det er et problem, at medierne ikke nævner Kristian Steen Frederiksens interessekonflikter, og det er problem, at han ofte fremtræder som den eneste ekspert på området," siger han. Overlægen kalder selv interessekonflikter for "en rigtig vigtig problematik" - og så peger han på journalisterne: "Jeg mener, det hører til almindelig god journalistisk skik, at man er kritisk over for sin kilde og sikrer sig, at der ikke er interessekonflikter, der kan skade troværdigheden af kildens udtalelser." Hos Ritzaus Bureau og Medicinske Tidsskrifter har man heller ikke delt oplysningerne om Kristian Steen Frederiksens interessekonflikter i sin dækning af ny demensmedicin. Ritzaus redaktionschef Martin Darling kalder sagen for "måske knap så graverende", da forskeren ikke selv får udbetalt honorarer for sit arbejde for industrien. Alligevel erkender han, at bureauet "med fordel" kunne have oplyst mere uddybende om relationerne. Bo Karl Christensen, chefredaktør for Medicinske Tidsskrifter, ser til gengæld ikke nogen fejl. "I dette tilfælde vurderer vi, at Kristian Steen Frederiksens udtalelser ikke er påvirket af de samarbejder, han har og har haft med konkurrerende virksomheder," skriver han og tilføjer, at overlægens holdninger til de omtalte lægemidler er "gængse blandt demenslæger". "Det er desuden almindelig praksis, at en lægefaglig forsker af hans kaliber samarbejder med virksomheder om udviklingen af ny medicin. Det er hverken mistænkeligt eller odiøst," lyder det fra chefredaktøren. Flere medieforskere har over for Videnskab.dk tidligere opfordret til øget fokus på interessekonflikter i medierne, for eksempel med særlige retningslinjer på området. Maria Bendix Wittchen, studielektor, ph.d. i presseetik og medieansvar ved Roskilde Universitet (RUC): "Interessekonflikter bør være et tema, man fremadrettet er ekstra opmærksom på, både som medier, mediechefer og journalister." Anna Krogh, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, som forsker i sundhedsjournalistik: "Journalisterne skal blive bedre til at tænke på sundhedsområdet som et politisk område, øve sig i ikke automatisk at se eksperter som uafhængige, men som nogle, der taler et bestemt sted fra." Sagen sætter spørgsmålstegn ved danske mediers håndtering af bånd til industrien, siger forskerne. Her er nogle af mediechefernes overvejelser: "Når der er tale om sundhedsforskning, og i særdeleshed anprisning af ny medicin, skal vi altid spørge ind til, om der er interessekonflikter," siger Vibeke Hjortlund og tilføjer: "Vi kommer til at indskærpe det i vores redaktionelle retningslinjer med afsæt i sagen her." Hos TV 2 er man "generelt opmærksomme" på interessekonflikter, skriver M...

At gå i ét med naturen kan være forskellen på liv og død for mange dyr. Så hvorfor har pattedyr ikke grøn camouflage, så de lettere kan gemme sig i skov og græs? Svaret handler om, hvilke farver kroppen overhovedet kan producere, og om, at verden ikke ser ens ud for alle. "Først må vi se på, hvor dyrs farver kommer fra," siger Kjetil Lysne Voje, som er evolutionsbiolog og forsker i, hvordan dyr har udviklet sig til det, de er i dag. "Farver stammer grundlæggende tre steder fra," forklarer han. Pattedyr med pels og hår bruger et farvestof kaldet melanin. Måske har du lagt mærke til, at pattedyr ofte har samme farver som menneskers hår? Det er ikke tilfældigt: "Vi mennesker er jo også pattedyr," siger Kjetil Lysne Voje. Melanin, som beskytter mod Solens skadelige UV-stråler, kan kun danne ganske få farver: sort, brun, gul og rødlig. Fugle, fisk, insekter og padder kan derimod have alle regnbuens farver – også grøn. Men farverne skyldes ofte ikke farvestoffer. "Farverne kan komme fra bittesmå strukturer i overfladen," siger Kjetil Lysne Voje. Strukturerne bøjer og splitter sollyset, tag bare glansen i sæbebobler eller på en CD, når lyset rammer den. "Blåmejsen er et godt eksempel," forklarer han. Blåmejsens fjer bøjer lyset på en særlig måde, så den ser blå ud. Har du hørt teorien om, at dinosaurerne var farvestrålende? Det skyldes, at forskere har fundet fossiler med fjer, og netop fjer gør mange farver mulige. Hår og pels hos pattedyr kan ikke 'lege' med lyset på samme måde. Flamingoen får sin lyserøde farve fra de krebsdyr, den spiser. Vi mennesker og andre pattedyr kan spise nok så meget græs og spinat uden at blive grønne. "Der er ganske enkelt ikke så mange måder for pattedyr at danne farver på," siger Kjetil Lysne Voje. Grøn findes ikke i vores farvepalette. Kamuflage er vigtigt for pattedyr for at undgå at blive spist, men også for at kunne snige sig ind på byttedyr uden at blive opdaget. "Det har været så afgørende for overlevelsen, at det forklarer pelsfarven hos mange dyr," siger Kjetil Lysne Voje. Alligevel har pattedyr klaret sig fint uden grønt. Ifølge Kjetil Lysne Voje er der også ganske få pattedyr, der lever oppe i de grønne trækroner. "Jorden er ofte brun, så det har været mindst lige så smart at være brun," siger han. Og så er der en anden vigtigt ting: "Dyr ser farver meget forskelligt," siger Kjetil Lysne Voje. En brun hare skiller sig tydeligt ud for os mennesker, når den sidder midt i en grøn eng. "Men dyr har deres eget syn på verden. Hvis de, der jager dig, ikke er særlig gode til at se grønt, så hjælper det måske ikke at være grøn for at gemme sig," siger han. Brun kan altså være mindst lige så god kamuflage. Der findes dog alligevel ét grønt pattedyr derude. "Men det er ikke pelsens egen farve. Dovendyret bliver grønt, fordi der lever en masse bittesmå grønne alger i pelsen," siger Kjetil Lysne Voje. Han tror dog ikke, at farven giver dovendyret den store fordel. Rovdyr som jaguarer og pumaer er nemlig ikke særlig gode til at skelne farver. De reagerer mere på bevægelse, og netop hér har dovendyrets langsomhed måske været en fordel. Nogle pattedyr har flotte mønstre i pelsen. Forskerne ved ikke altid, hvorfor mønstrene er opstået, men de formoder, at de giver dyrene visse fordele. Zebraens striber er et af de store mysterier. "En teori er, at striberne forvirrer stikfluer," siger Kjetil Lysne Voje. Færre insektbid betyder mindre sygdom blandt zebraerne. Striberne kan også gøre det sværere for rovdyr at udpege et enkelt dyr, når flokken bevæger sig. For et rovdyr kan en sort-hvid 'væg' af kroppe være mere truende, forvirrende og mindre overskuelig at angribe. En tredje teori er, at de hvide striber hjælper zebraerne med at holde temperaturen nede i varmen. "Vi ved faktisk stadig ikke med sikkerhed, hvad forklaringen er," slutter Kjetil Lysne Voje. ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Den frygtindgydende rovdinosaur Tyrannosaurus rex havde et kæmpe hoved, stærke kæber - og to små, sølle 'arme'. Nu tyder et nyt studie på, at de små arme sandsynligvis ikke var en tilfældighed, men at de muligvis opstod, fordi hovedet og kæberne blev dinosaurens vigtigste våben. Det skriver University College London i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie. I det nye studie, der er udgivet i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B, har forskere undersøgt 82 arter af theropoder - gruppen af tobenede rovdinosaurer, hvoraf mange var kødædere, herunder Tyrannosaurus rex. Forskerne fandt, at korte forlemmer udviklede sig i fem forskellige grupper af de kødædende dinosaurer. Det gjaldt blandt andet tyrannosaurer, som T. rex hørte til. Ifølge forskerne hænger de små arme sammen med, at dinosaurerne udviklede store og kraftige kranier og kæber. Det tyder på, at armene ikke bare blev små, fordi dinosaurerne blev større, men at det var, fordi hovedet overtog armenes rolle som angrebsvåben. Forskerne peger på, at nogle kødædende dinosaurer levede i områder med enorme planteædere, for eksempel 'sauropoder'. Det er de langhalsede dinosaurer, der kunne blive meget store. Hvis byttet var omkring 30 meter langt, var det ifølge forskerne ikke ideelt at gribe fat med kløerne. I stedet kan det have været mere effektivt at angribe og holde fast med kæberne. Forskerne understreger dog, at studiet viser en sammenhæng, men at det ikke beviser endeligt, hvad der var årsagen til, at de udviklede små forlemmer.

Rummissionen Proba-3 er et prestigeprojekt for den europæiske rumfartsorganisation ESA. Der er tale om et teknologisk nybrud med to satellitter, som flyver rundt i en vild pardans og studerer Solens atmosfære med hidtil uset præcision. Men for nylig løb den milliarddyre mission pludselig ind i store vanskeligheder. Den ene satellit gik pludselig i sort og lukkede helt ned. Batteriet var tæt på at være dødt, og solpanelerne vendte væk fra Solen, så batteriet ikke kunne oplades. Og ESA's kontrolcenter mistede fuldstændig kontakten med satellitten, som flyver rundt langt borte fra Jorden. "Vi blev pludselig kontaktet af ESA, som stod i en virkelig grim situation og spurgte, om vi kunne hjælpe," fortæller John Leif Jørgensen, som er professor ved DTU Space på Danmarks Tekniske Universitet. "Spørgsmålet er, hvad dælen man gør, når man fuldstændig har mistet kontakten til en satellit langt ude i rummet. Radioen var slukket, og batteriet var næsten dødt." Et teknologisk nybrud Professor John Leif Jørgensen og hans hold på DTU Space har selv været blandt arkitekterne på teknologien, som gør Proba-3-satellitterne til noget helt unikt. De to satellitter flyver i formation og følger hinanden med ekstremt stor præcision. På den måde fungerer de som ét langt teleskop, og samtidig kan den ene satellit sørge for at skygge for Solen. Når man vil studere Solens korona – atmosfæren uden om Solen – er problemet, at selve Solen blænder, så man ikke kan tage gode billeder af koronaen. Ligesom du selv bliver blændet, når du kigger direkte mod Solen. Det problem løser Proba-3 ved at skabe en kunstig solformørkelse med den ene satellit. "Det er aldrig gjort før i rumhistorien, og det krævede en masse krumspring at få det til at lykkes," fortæller John Leif Jørgensen. "De skal være op til flere hundrede meter fra hinanden og samtidig følge hinanden med en nøjagtighed, som ligger inden for en millimeter." Proba-3 blev sendt ud i rummet i slutningen af 2024 og har ifølge John Leif Jørgensen fungeret "fuldstændig perfekt og lært os en hel masse om Solen." Et usandsynligt sammentræf Men i weekenden 14.-15. februar 2026 går noget pludselig galt. Ifølge ESA's egne undersøgelser begynder problemet i softwaren ombord. En kæderække af begivenheder, som helst ikke skal ske samtidig, gør det alligevel. Og så i en weekend, hvor der ikke er nogen på arbejde i kontrolrummet til at opdage problemet. "Den statistiske sandsynlighed for, at dette sæt af hændelser sker på samme tid, er så ekstremt lav, at det i praksis er umuligt. Og alligevel skete det," oplyser ESA. Hele situationen ender med at udløse en "kædereaktion," som på godt dansk efterlader missionen i en slem kattepine. Nul kontakt til satellitten og et næsten fladt batteri. "Hvis batteriet dør, er missionen slut," fortæller John Leif Jørgensen. "Men vi kan ikke bede satellitten om at vende solpanelerne den rigtige vej, for der er ingen kontakt. Radioen er slukket. Og satellitten spinner rundt derude, fordi den ikke er under kontrol." Får øje på satellitten Satellitten, som er i problemer, er den såkaldte koronagraf – altså satellitten, som skal lave målinger og tage billeder af Solens korona, mens den anden satellit sørger for at lave solformørkelse. "ESA spørger os, om vi kan finde ud af, hvor satellitten er henne. Og det kan vi gøre ved hjælp af den anden satellit," siger John Leif Jørgensen. "Vi kan ikke kommunikere med dyret, men ved hjælp af data fra den anden satellit kan vi se, at den er låst fast i et fladt spin, hvor solpanelerne peger i den forkerte retning." Heldigvis befinder begge satellitter sig i en bane omkring Solen, ligesom Jorden befinder sig i en bane om Solen. Mens satellitterne flyver i kredsløb om Solen, sker der til missionens store held det, at satellitten pludselig når frem til en position, hvor Solens lys kan ramme solpanelerne. "Som tiden går, kredser satellitterne stille og roligt rundt om Solen. Solen drejer sig en grad om dagen, og pludselig kommer panelerne om på solsiden...

I Disney-filmen fra 1941 ser elefantungen Dumbo lyserøde elefanter efter at have drukket champagne. Mens de pink artsfæller udfolder sig foran Dumbo, ser man ham gemme sit ansigt bag sine store ører. Man forstår godt, hvis Dumbo er lidt skræmt. De lyserøde elefanter er alt andet end almindelige artsfæller. Ikke nok med at de marcherer på to ben og danser foxtrot: De føder flere elefanter gennem deres snabler, og de forvandler sig til kameler, kobraslanger og køretøjer! Dumbos hallucinationer udgør en del af vores populærkulturelle forståelse af hallucinationer. De er ret forskellige fra de hallucinationer, man ser ved forskellige psykoselidelser. Men på ét punkt har filmen ramt helt rigtigt: Hallucinatoriske objekter ligner ikke nødvendigvis eller opleves som almindelige sanseobjekter – hvilket Dumbos dansende elefanter tydeligvis heller ikke gør. Og selvom Dumbo oplever dem som virkelige, gør deres bemærkelsesværdige opførsel det lettere for Dumbo at skelne sine lyserøde elefanter fra almindelige artsfæller. Toneangivende amerikansk manual definerer hallucinationer forkert Hvorfor denne indledning om Dumbo? Fordi hallucinationer faktisk defineres på en sådan måde, at man skulle tro, hallucinationer ikke er til at skelne fra almindelige sanseoplevelser. I modsætning til Dumbos lyserøde, dansende elefanter. Det sker i en amerikansk diagnosemanual, som er toneangivende for klinisk psykiatri og forskning i store dele af verden, og som også har indflydelse i Danmark. I den nyeste udgave af den amerikanske diagnosemanual for psykiske lidelser (DSM-5-TR) defineres hallucinationer således som "perceptions-lignende oplevelser" uden "ydre stimulus", som har "den fulde styrke og virkning som en normal perception". Sagt på mere jævnt dansk: Hallucinationer føles præcis som virkelige perceptions-oplevelser. Der er ikke en oplevet forskel mellem virkelighed og hallucination, ifølge definitionen. I en ny videnskabelig artikel viser vi, hvorfor den forståelse både er problematisk og forkert. Definitionen passer nemlig dårligt på én af de mentale lidelser, hvor hallucinationer er mest hyppige: skizofreni. Sagt på mere jævnt dansk: Hallucinationer føles præcis som virkelige perceptions-oplevelser. Der er ikke en oplevet forskel mellem virkelighed og hallucination, ifølge definitionen. På den ene side passer definitionen glimrende på nogle hallucinationer, herunder hallucinationer forårsaget af ophør med alkoholindtag (delirium tremens, tidligere 'drankergalskab'). Personer med delirium tremens kan opleve ekstremt livagtige hallucinationer, for eksempel insekter, der kravler på deres krop, eller rotter på gulvet i værelset. De hallucinerede objekter vil ofte være umulige at skelne fra virkelige objekter, personen vil typisk handle på dem, for eksempel ved at prøve at fjerne dem. Og personen vil også ofte forvente, at andre kan se dem. På den anden side passer ovenstående definition af hallucinationer ret skidt på nogle af de hallucinationer, der kan optræde ved skizofreni. Mennesker med skizofreni kan hallucinere med alle sanser (syn, følesans, hørelse osv.), men verbale høre-hallucinationer (at høre 'stemmer') er hyppigst. Stemmerne kan imidlertid opleves som meget forskellige fra almindelige stemmer, og personer med skizofreni kan ofte skelne de hallucinerede stemmer fra andres virkelige stemmer. Eksempelvis vil kilden til lyden typisk være retningsbestemt ved almindelige høreoplevelser – 'lyden kommer derovre fra'. Nogle personer oplever, at de hallucinerede stemmer kommer fra alle steder på én gang eller fra deres eget indre. Andre kan opleve, at stemmerne kommer fra et sted langt borte, for eksempel fra et andet land. I nogle tilfælde kan stemmerne endda helt mangle en lydlig kvalitet. Ofte vil personen, der hører stemmer, ikke forvente, at andre kan høre de stemmer, de selv hører. Og så er vi tilbage ved definitionen af hallucinationer – og problemerne dermed. For der er med andre ord en række måder, hvorpå hallucinationer ved skizofre...

Hvor længe kan et menneske egentlig holde til at bo i vægtløshed? Det spørgsmål er Kina nu i gang med at undersøge. Det skriver Science Alert på baggrund af en pressemeddelelse fra nyhedsbureauet AFP. Kina har netop succesfuldt opsendt rumfartøjet 'Shenzou-23' med tre taikonauter (den kinesiske betegnelse for astronauter) ombord. Rumfartøjet blev sendt op fra 'Jiuquan-affyringscentret' i Gobi-ørkenen søndag 24. maj 2026 om aftenen dansk tid og landede ved Kinas rumstation 'Tiangong' efter cirka tre en halv time. Missionen er vigtig for Kinas plan om at sende mennesker til Månen inden 2030 i kapløb med USA. Vi har her på Videnskab.dk for nylig skrevet om rumkapløbet. Det kan du læse mere om i artiklen: Rumkapløb: USA og Kina sigter efter samme krater på Månen. En af astronauterne kan komme til at blive på rumstationen i et helt år. Det vil i så fald være første gang, en kinesisk astronaut opholder sig så længe i rummet. Tidligere har besætningerne på 'Tiangong' været der i cirka seks måneder. Formålet med missionen er at undersøge, hvordan kroppen klarer lang tid i mikrogravitation - altså næsten vægtløshed. Det kan blandt andet påvirke muskler, knogler, søvn og psyke. Besætningen består af Zhu Yangzhu, Zhang Zhiyuan og Li Jiaying, som bliver den første astronaut fra Hongkong i rummet, skriver Live Science. Ud over at blive klogere på, hvordan kroppen reagerer på at opholde sig i lav vægtløshed længe, skal taikonauterne også lave videnskabelige forsøg inden for blandt andet biovidenskab og medicin. Kina har i de seneste år sat kraftigt tempo på sit rumprogram. I 2019 landede de rumfartøjet 'Chang'e-4-sonden' på Månen og i 2021 en lille rover (en fjernstyret robot) på Mars. Nu er deres næste store mål Månen, og opholdet på Tiangong kan blive et vigtigt skridt på vejen.

Mere end to måneder inde i krigen i Iran er sejlads gennem Hormuzstrædet, som er en af verdens vigtigste, strategiske flaskehalse for energiforsyning, hvor over en tredjedel af verdens handel med olie og gas passerer igennem, fortsat farlig og uforudsigelig. Som et tydeligt tegn på usikkerheden lancerede Trump-administrationen Project Freedom 3. maj 2026, der skulle hjælpe strandede skibe sikkert gennem strædet. Alligevel blev mindst to skibe beskudt af Iran allerede dagen efter. Iran begyndte at spærre strædet for skibstrafik 28. februar, efter USA og Israel indledte en militær kampagne mod landet. I midten af marts krævede Teheran afgifter på op til to millioner dollar per fartøj. Som modsvar iværksatte Donald Trump i april 2026 en "fuldstændig" maritim blokade af Iran, specifikt rettet mod iranske havne og skibsfart i Hormuzstrædet, og truede siden med hårde økonomiske sanktioner mod enhver aktør, der betaler Irans afgifter. Andre lande overvejer nu ligeledes at udnytte deres kontrol over strategiske flaskehalse tættere på egne kyster. Indonesien luftede et forslag om at opkræve afgifter fra skibe i transit gennem Malaccastrædet, før forslaget blev trukket tilbage. Kina har advaret udenlandske militærfartøjer mod at sejle gennem Taiwanstrædet. Udviklingen har fået kommentatorer til at advare om, at den orden, som USA har garanteret i mere end et århundrede og sikret en gylden tidsalder for fri sejlads, kan være ved at rinde ud. Jeg er ekspert i international ret, og jeg ved, at der ikke er noget nyt ved staternes forsøg på at bruge kontrollen over afgørende geografiske knudepunkter både til søs og til lands som et våben. Faktisk har denne taktik mindst seks århundreder på bagen. Søafgift har danske rødder Fra begyndelsen af 1400-tallet og frem til 1857 krævede Danmark, at skibe på vej gennem de smalle stræder mellem Nordsøen og Østersøen lagde til i havnebyen Helsingør og betalte en afgift, før de kunne sejle videre. Da Øresundstolden var på sit højeste, indbragte den næsten 10 procent af den danske stats indtægter. Afgiften vakte irritation blandt tidens maritime stormagter, men Danmark kunne håndhæve den uden større besvær, fordi Øresund er så smalt: Ved Helsingør er der under fem kilometer fra kyst til kyst. I sidste ende blev Øresundstolden ikke afskaffet gennem krig, men gennem diplomati, i vid udstrækning anført af USA, som var en fremvoksende søfartsnation med en stærk interesse i åbne sejlruter. For at øge handlen med Preussen meddelte præsident John Tylers regering i 1843 Danmark, at USA nægtede at betale Øresundstolden, fordi den efter amerikansk opfattelse ikke byggede på et internationalt retsligt grundlag. Samtidig svirrede rygterne om, at USA var parat til at bakke nægtelsen af betaling op med magt. Efter flere års usikkerhed blev Øresundstoldens skæbne afgjort med 'Traktat angaaende Afløsningen af Sund- og Belttolden af 14. marts 1857'. Danmark gik med til at afskaffe afgifterne for altid mod en samlet engangsbetaling fra de store handelsnationer. Siden har retsgrundsætningen om fri sejlads på verdenshavene i vidt omfang stået ved magt, blandt andet som følge af senere amerikanske bestræbelser på at håndhæve denne frihed over for stater, der ønskede at begrænse den. Sådan udviklede loven sig Den danske løsning afspejlede et bredere retsområde – transitlovgivningen – som gennem århundreder havde udviklet sig sideløbende med det internationale system af suveræne stater. Grundtanken er, at et land, når praktiske hensyn eller nødvendighed kræver det, må lade andre nationers mennesker, varer og fartøjer passere gennem sit territorium på en rejse, der begynder og slutter et andet sted. Retsgrundsætningen har dybe rødder i både amerikansk og international retshistorie. Thomas Jefferson påberåbte sig den i forhandlingerne med Spanien, der dengang kontrollerede Louisiana, for at sikre USA retten til at sejle på Mississippi-floden. Garantien for fri transit har været en del af alle større internationale ordner, sid...

Når anbefalinger fra læger og forskere bliver spredt i medierne, kan det virke som uafhængig viden fra eksperter. Men der kan være private penge bag, som der ikke er oplyst om. Det viser undersøgelser af interessekonflikter inden for både forskning og journalistik. For nylig afslørede Videnskab.dk et konkret eksempel: Tre hjerteforskere anbefalede i Berlingske "alle voksne" at få foretaget en særlig sundhedstest. Ingen steder blev det nævnt, at de tre forskere havde fået penge til forskning, konsulentbidrag eller 'talks' fra virksomheder med medicin på vej på netop dét område. Sagen er udtryk for et udbredt problem, har flere forskere sagt til Videnskab.dk. I artiklen her fortællere forskere, hvad de mener, der skal til for at skabe mere åbenhed. Under 2 procent af KU-forskere oplyser korrekt om interesser Først til viden på området, hvor flere opgørelser viser udfordringer. I 2024 afslørede Akademikerbladet, at under to procent af forskerne på Københavns Universitet lever op til krav om at dele oplysninger om interessekonflikter. Internationale studier peger i samme retning: 1 ud af 3 læger, forskere eller andre fagpersoner, der står bag kliniske anbefalinger, har bånd til industrien, der ikke er deklareret. Det viser en systematisk gennemgang fra 2021 med data fra knap 15.000 personer fra Danmark og 13 andre lande. 9 ud af 10 nyhedsartikler om medicinsk forskning nævner ikke interessekonflikter - selv om oplysningerne i nogle tilfælde fremgår af de videnskabelige artikler og pressemeddelelser, som historierne bygger på. Det viser et andet internationalt studie fra 2021. Tidligere danske studier viser samme tendenser, vurderer Andreas Lundh, som forsker i interessekonflikter som speciallæge og lektor i evidensbaseret medicin ved Cochrane Danmark og Syddansk Universitet. "Vi ser, at forskere oplyser meget sporadisk om deres interesser," siger han. "Få oplyser alt. Nogle oplyser om dele af deres samarbejder, mens andre slet ikke oplyser noget." Så hvordan kommer problemet med manglende oplysning til livs? Råd 1: Sanktioner over for mangelfuld oplysning Få forskere lever op til deres egne retningslinjer for oplysning af interessekonflikter. Det vurderer flere kilder over for Videnskab.dk. Derfor kan det være en idé at indføre en eller anden form for straf, mener Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet, som har forsket i interessekonflikter siden 1980'erne. "Man kan skærpe kontrollen på forskningsinstitutionerne og sanktionere, hvis reglen om at deklarere overtrædes," siger han. Han ønsker ikke at foreslå en konkret sanktion. "Men der bør være et kontrolorgan og adgang til at klage til en instans, som er uafhængig af ledelsen på universiteterne." Råd 2: Mere åbenhed om interesser for universiteterne Ledelsen på universiteterne bør også offentliggøre årlige lister over, hvilke private firmaer og fonde som finansierer dem som institutioner. De skal også have en offentlig politik for at sikre åbenhed om interessekonflikter, siger Heine Andersen. "En grundlæggende årsag til problemerne er, at ledelsen har mindst lige så store interessekonflikter, som de enkelte forskere har," mener han. Heine Andersen ser et problem i, at universiteterne ikke vil gøre sig uvenner med de private fonde eller virksomheder, som poster penge i forskningen. "Man har ikke interesse i at føre skrap kontrol for at håndhæve reglerne, fordi det er en embedspligt at tækkes velhavende bevillingsgivere, så forskerne og institutionerne kan skaffe forskningsmidler," mener han. "Det kan måske modvirkes lidt, hvis man tvinges til tydeligt at oplyse om eksterne finansieringskilder." Råd 3: Mere offentlig finansiering af forskning Dansk forskning bliver i stigende grad finansieret af private virksomheder og fonde. Heine Andersen har længe haft fokus på udviklingen, og i anledning af denne artikel på Videnskab.dk har han fået trukket de seneste tal på området med hjælp fra Danmarks Statistik: I 2024 blev 47 procent af omkostningerne til forskning...

Mange vil formentlig kunne nikke genkendende til at have kæmpet sig igennem en slankekur og være stolt over endelig at have smidt de ekstra kilo. Men i månederne efter vender vægten gradvist tilbage til før. Om det så er efter en juicekur, slankemedicin eller fastekur. Vægttabet er nærmest umuligt at fastholde på lang sigt. I et nyt studie i tidskriftet Nature Medicine mener forskere nu at have fundet en potentiel løsning på problemet. Den hedder Akkermansia muciniphila. Det er en tarmbakterie, der i studiet tages som kosttilskud hver dag efter en overstået slankekur. "Det er et stort gennembrud," siger Jens Juul Holst, der er medforfatter til det nye studie og professor på Københavns Universitet, til Videnskab.dk. I studiet tog alle 90 forsøgspersoner på efter slankekuren. Men deltagerne, der fik kosttilskud med Akkermansia muciniphila, tog kun 13,6 procent eller 1,2 kilo af den tabte vægt på igen efter 24 uger. Gruppen uden kosttilskud tog 32,9 procent eller omkring 3,3 kilo på igen i samme periode. Alle tager på efter slankekuren Der er flere årsager til, at vægttab er så svært at holde på lang sigt. En af de markante grunde, som forskerne forsøgte at forhindre i studiet, har at gøre med vores stofskifte, fortæller Jens Juul Holst. Alle deltagerne i studiet skulle tabe minimum otte procent af deres vægt. En person, der vejede 100 kilo ved forsøgets start, kom efter otte uger på en streng kostplan ned under 92 kilo. Nu vil man tro, at personen skal spise som en, der vejer 92 kilo, for at fastholde sit vægttab. Det er i forvejen både svært psykisk og fysisk at vænne sig til. Men de skal ikke spise som en, der vejer 92 kilo, siger Jens Juul Holst. "Når de har endt vægttabet, skal de spise endnu mindre, end de tror." Omkring 10 procent mindre, ifølge professoren. Grunden er, at kroppen har ændret sit optag af energi og forbrænding i takt med slankekuren. Det er her, at kosttilskuddet ifølge forskerne ser ud til at have en effekt. Ikke som et nyt slankemiddel, men som et middel til at holde vægten bedre i balance. Forskerne kan se, at 40 procent af dem på kosttilskud fortsætter deres vægttab. Det gør kun fem procent i gruppen uden kosttilskud, ifølge studiet. Tarmbakterie ændrer signaler i kroppen Studiets opløftende og gode nyhed for mennesker med overvægt er, at der er en effekt af Akkermansia muciniphila, som kan komme dem til gavn. Det er endda et kosttilskud, som kan fås som håndkøbsmedicin i den variant, de bruger i studiet. "Det er hele fidusen," siger Jens Juul Holst og forklarer, at det netop er derfor, han kalder det et gennembrud. Det er dog mindre simpelt, hvad forklaringen er på, at det virker. Trods de mange målinger for tarmhormoner, appetit og inflammation har forskerne ikke et helt klart og tydeligt svar. De mener, at den pasteuriserede Akkermansia-bakterie har ændret på signaler i tarm og fedtvæv, dæmpet inflammatoriske processer og øget energitab via afføringen. Tarmbakterien kan dermed have sløvet de processer i kroppen, der normalt ville sætte gang i vægtøgningen igen. Forsker i vægttab: Imponerende effekt Christoffer Clemmensen er lektor ved Metabolismecentret på Københavns Universitet og imponeret over resultaterne i studiet. Det er første gang, at han ser en så overbevisende effekt ved tarmbakterier på vægtregulering, fortæller han til Videnskab.dk. "Det dokumenterer, at den pasteuriserede tarmbakterie har en effekt på vægttabsvedligeholdelse. Det er meget spændende," siger Christoffer Clemmensen, der forsker i vægttab og medstifter af biotekvirksomheden Ousia Pharma, der arbejder på en mere effektiv vægttabsbehandling. Det kan åbne for at give kosttilskud til personer med overvægt, efter de for eksempel har været på slankemedicin, mener han. Samtidig er det sandsynligt, at kosttilskuddet ikke har samme bivirkningsprofil som netop slankemedicin. "Forskerne viser i studiet, at det er værd at fortsætte ned ad den her vej," siger han. Christoffer Clemmensen mener, at det er for tidligt at begynde at råde ...

Om aftenen den 9. august 2025 var passagererne ombord på ekspeditions-yachten Hanse Explorer færdige med at tage selfies og videoer af South Sawyer-gletsjeren, og skibet satte igen kurs ned gennem fjorden. De var heldige. Bare 12 timer senere sendte et uvarslet fjeldskred enorme mængder materiale ned i fjorden og udløste den næsthøjeste tsunami, der nogensinde er registreret. Vi forsker i jordskælv og tsunamier ved Alaska Earthquake Center, og en af os, Michael E. West, er Alaskas delstatsseismolog. I et nyt studie beskriver vi, hvordan fjeldskredet kastede vand og materiale 481 meter op på den modsatte side af fjorden, hvilket næsten svarer til højden på den 508 meter høje Taipei 101-skyskraber i Taiwan. Så fortsatte tsunamien ned gennem Tracy Arm-fjorden, hvor de enorme mængder jord og vand skrællede bevoksningen med sig fra skrænterne i fjorden helt ned til den bare klippegrund. Langt fra unikke forhold Fjeldskredet skete lidt over klokken fem om morgenen på en gråvejrsdag, hvor fjorden heldigvis var tom for krydstogtskibe. I månederne efter begyndte en del krydstogtselskaber at undgå Tracy Arm-fjorden, som ellers er et yndet sted for krydstogtturisme. Men de forhold, der førte til hændelsen, er langt fra unikke for denne fjord. Jordskred er almindelige i Alaskas fjorde, der er kendetegnet af stejle bjerge og gletsjere, og hvor hurtig landhævning, som er forårsaget af tektoniske kræfter og langvarigt tab af is, møder de nedbrydende kræfter fra nedbør og gletsjere i bevægelse. Men der er i de senere år opstået et interessant mønster: Flere store jordskred er sket præcis ved randen af en gletsjer, der er ved at trække sig tilbage. Selvom mekanismerne stadig er dårligt forstået, ser det ud til, at bjergene bliver ustabile, når isen forsvinder. Når et fjeldskred rammer vandet, overføres bevægelsesenergien, også kendt som kinetisk energi, fra millioner af tons klippe til tsunamibølger. Det samme fænomen ses fra Alaska til Grønland og Norge, nogle gange med dødelige konsekvenser. I hele Arktis forsøger landene at finde et svar på, hvordan de skal håndtere denne voksende risiko. Det er ikke et reelt valg: enten er man nødt til at undgå store kystområder eller også må man leve med en risiko, som endnu er dårligt forstået Vi mener, at varslingssystemer kan spille en oplagt rolle, men kun hvis forskere får en bedre forståelse af, hvor og hvornår fjeldskred sandsynligvis vil ske. Tegn på, at et skred er på vej Fjeldskreddet i Tracy Arm-forden er et vægtigt eksempel. Det fandt sted i august, hvor varmere havvand og kraftigere nedbør fyrer op under både gletsjernes tilbagetrækning og skråningskollaps. Gletsjeren under skredområdet havde oplevet hurtig kælvning, hvor store isstykker brækker af og falder i vandet. Den havde trukket sig mere end en halv kilometer tilbage i de to foregående måneder. Kraftig regn var faldet, og så trænger regnvand ind i sprækker i bjerget og øger trykket. Mest opsigtsvækkende er de tusindvis af små seismiske rystelser, der udgik fra området, i dagene før bjergsiden kollapsede. Vi mener, at denne kombination af advarselstegn ville have været tilstrækkelig til at udsende trinvise varsler mindst et døgn før hændelsen, hvis der havde eksisteret et overvågningsprogram. Både til skibe i området, men også til hjem og virksomheder, der risikerer at blive ramt af en tsunami. Trinvise advarselssystemer bruges allerede til alt fra terrorberedskab og sikkerhed ved atomkraftværker til laviner og vulkansk aktivitet. De fjerner ikke risikoen, men gør det lettere for mennesker at leve sikkert med farer. For eksempel bliver folk stadig dræbt i laviner, men varslingssystemer har spillet en afgørende rolle i at gøre vinterfærdsel i bjergene mere sikker for flere mennesker. Hændelsen i Tracy Arm-fjorden viser, hvad der kunne være muligt for fjeldskred. Sådan kan et varslingssystem se ud Vi vurderer, at samspillet mellem vejret og den hastige gletsjertilbagetrækning i begyndelsen af august 2025 sandsynligvis var tilstrækkel...

I mere end en million år brugte tidlige mennesker i Levanten-regionen ved den østlige del af Middelhavet en række tunge stenværktøjer som håndøkser og stenkugler til blandt andet at bearbejde byttedyr. Men for omkring 200.000 år siden forsvandt de tunge værktøjer næsten helt, mens antallet af lettere stenværktøjer som klinger og specialiserede skrabeværktøjer steg. I et nyt studie publiceret i tidsskriftet Quanternaty Science forsøger forskere at give svaret på, hvorfor den udvikling fandt sted, skriver Phys.org. Og svaret, som forskerne kommer med, skal findes i størrelsen på byttedyr. For omkring 200.000 år siden skete der et stort fald i antallet af megaherbivorer – planteædere, der vejer over et ton – hvilket kan have ført til, at tidligere mennesker var tvunget til at tilpasse deres værktøjer og jagt, så det var målrettet mindre byttedyr. Forskerne kom på teorien efter at have katalogiseret arkæologiske fund fra 47 kendte steder i Levanten-regionen, der kan dateres tilbage i tiden i perioden fra omkring 3,3 millioner år siden til 12.000 år siden. Derefter krydsrefererede de stenredskabernes alder med de dyrerester, der var fundet på disse steder. Og her fandt de en sammenhæng mellem størrelsen på byttedyrene og størrelsen på de anvendte redskaber. En forklaring på udviklingen af stenredskaber kan derfor være, at efterhånden som større dyr blev mere sjældne, faldt behovet for store og tunge redskabertil fordel for lettere værktøjer som skarpe knive, klinger og skrabeværktøjer. Mens nogle mener, at ændringen i værktøj skyldtes, at menneskene blev klogere og besluttede at jage mindre byttedyr, tyder den nye forskning altså på, at en væsentlig drivkraft til udskiftningen af redskaber kan ligge i, at de store dyr forsvandt. Forfatterne bag studiet understøtter samtidig deres teori ved at undersøge forskning fra Kina. For i Asien blev tungere redskaber brugt i længere tid, eftersom store byttedyr forblev tilgængelige i de asiatiske regioner i længere tid end i Levanten-regionen.

Det er mange års arbejde, der måske kan forløses i nat. Efter planen skal en ny amerikansk klimamission sendes ud i rummet, og med på missionen er et vigtigt instrument, som er bygget af rumforskere i Lyngby. "Vi har ventet i spænding på, hvornår djævlen det ville blive sendt op i rummet. Klimaet er jo vigtigt for os her på Jorden, så vi vil gerne have data ned fra dyret," siger professor John Leif Jørgensen, som er leder af afdelingen for Måling og Instrumentering på DTU Space, Danmarks Tekniske Universitet. Han har stået i spidsen for den danske del af klimamissionen, som kaldes for CLARREO Pathfinder. "Fantastisk mission" Missionen har ellers haft en hård start på livet. Både den amerikanske præsident Donald Trump og rigmanden Elon Musk har i årevis bidraget til at forsinke og spænde ben for klimamissionen, men nu ser det endelig ud til at CLARREO Pathfinder-udstyret vil blive sendt ud i rummet natten til onsdag 13. maj. "Det er en fantastisk mission," siger Peter Thejll, som er seniorforsker på Danmarks Meteorologiske Institut og forsker i klima: "Ligesom alle andre har jeg gået og ventet på, at den skulle blive sendt op. Så den gode nyhed er, at nu ser det endelig ud til at ske," siger forskeren, der ikke er en del af CLARREO Pathfinder-missionen. Måler stråling, som fiser ud i rummet Missionen CLARREO Pathfinder skal efter planen lave de hidtil mest præcise målinger af, hvor meget af Solens lys og energi som direkte bliver reflekteret af Jorden og sendt tilbage ud i rummet. "Vi ved, hvor meget lys, der kommer ned til Jorden fra Solen, men en del af Solens lys bliver direkte reflekteret og sendt tilbage ud i rummet. Det er vigtigt at vide, hvor meget der reflekteres, for det har stor betydning for vores klima," siger Peter Thejll. Ifølge NASA vil CLARREO Pathfinder lave målinger af sollys, som reflekteres af Jorden og Månen, med en nøjagtighed, som vil være "5 til 10 gange mere nøjagtige end målinger fra eksisterende sensorer." Dermed kan data fra missionen blandt andet bruges til at gøre vores klimamodeller "endnu bedre til at forudsige, hvad der sker i fremtiden," påpeger Peter Thejll. Modstand fra Trump Vejen mod opsendelsen af CLARREO Pathfinder har ellers været brolagt med store bump. Oprindeligt var det planlagt til at være en langt større, dyrere og længerevarende mission, kaldet CLARREO, men planerne endte med at blive skrinlagt. Den amerikanske præsident Donald Trump forsøgte faktisk flere gange helt at få droppet missionen i sin første præsidentperiode. Men i 2018 besluttede den amerikanske rumfartsorganisation NASA trods modstanden at gå videre med en nedskaleret version af den oprindelige CLARREO-mission – nu med efternavnet Pathfinder. Den nedskalerede CLARREO Pathfinder sparer blandt andet penge ved at hægte sig fast uden på Den Internationale Rumstation. Derfor havde rumforskerne på Danmarks Tekniske Universitet oprindeligt håbet, at den danske astronaut Andreas Mogensen kunne tage imod udstyret under sit ophold på rumstationen i 2023-24. "Men missionen blev igen forsinket, for Trump er som bekendt ikke vildt begejstret for klimaforskning, så missionen har ikke haft særlig høj prioritet i USA," fortæller professor John Leif Jørgensen, som har stået i spidsen for den danske del af udstyret til CLARREO Pathfinder. Nedprioriteret af Musk Ifølge John Leif Jørgensen har rigmanden og ejeren af rumfartsvirksomheden SpaceX, Elon Musk, også bidraget til at forsinke missionen yderligere. CLARREO Pathfinder skal nemlig sendes ud i rummet med en Falcon 9-løfteraket, udviklet af SpaceX. Falcon 9 bliver rutinemæssigt brugt til at sende diverse forsyninger op til rumstationen, men det har været svært for CLARREO Pathfinder at få plads om bord. "Elon Musk selv har været en anden hindring for at få missionen afsted." "Han prioriterer sit eget satellitprojekt Starlink over alt andet, så der har været en frygtelig lang kø for at få lov at komme op med hans Falcon 9-raket," fortæller John Leif Jørgensen. Herudover har det ...

I en eksklusiv modebutik eller et showroom for luksusbiler sender betegnelsen 'vegansk læder' et stærkt signal om kvalitet. For mange forbrugere er det en måde at få udseendet og fornemmelsen af ægte læder, men helt uden brug af dyreskind. I takt med, at forskellige brands bevæger sig væk fra animalsk læder, er betegnelsen 'vegansk' kommet til at signalere noget, der både er bedre for dyrene og for kloden. Men virkeligheden er mere indviklet. Selvom disse materialer udelukker animalske produkter, erstatter de ofte et miljøproblem med et andet. 'Uldne' grønne påstande Vegansk læder er ikke ét enkelt materiale, men en bred betegnelse, der dækker alt fra plastbelægninger til plantebaserede overflader. Netop derfor er myndighederne begyndt at sætte spørgsmålstegn ved de lidt 'uldne' grønne påstande. Det er let at forstå, hvorfor læderalternativer vinder indpas. Bekymringer om dyrevelfærd, klimaforandringer og skovrydning har skubbet både forbrugere og brands i retning af løsninger, der fremstår mere ansvarlige. Vegansk læder lyder ofte som det bedre valg, selvom forbrugerne sjældent stiller spørgsmål ved, hvor længe det holder, og hvad der sker med det, når det bliver kasseret. Fremkomsten af syntetisk skind I mange år blev disse materialer kaldet 'kunstlæder' eller vinyl. I dag har forbedrede overfladebehandlinger gjort det muligt at forvandle tynde plastfilm til overbevisende læderlignende materialer. De fleste veganske lædertyper består af belægninger af polyurethan (PU) eller polyvinylklorid (PVC), der er bundet til et tekstilunderlag. De er vandtætte og lette at præge, men de er også plastmaterialer fremstillet af fossile brændstoffer. Når overfladen på en PU-belagt taske revner eller skaller af, er skaden mere end blot kosmetisk. I takt med, at belægningen bliver nedbrudt, afgiver den mikroplast til miljøet. Plast under planterne Som svar på bekymringer om plast er der udviklet nye former for kunstlæder baseret på ananas, svampe, æbler, druer og endda kaktus. Disse biobaserede alternativer bliver ofte markedsført som den bæredygtige løsning. Men brugen af planter gør ikke automatisk et produkt mere miljøvenligt. Problemet ligger i fremstillingsprocessen. En sko af 'ananaslæder' er ganske vist fremstillet af plantefibre, men fibrene er som regel holdt sammen af plastbaseret harpiks for at gøre materialet slidstærkt. Resultatet er et sammensat materiale, som ikke altid kan genanvendes, selvom markedsføringen ofte fremhæver plantedelen og går stille med dørene om plasten nedenunder. Plantebaseret læder holder ikke længe En af de største udfordringer ved mange veganske læderalternativer er holdbarheden. Rå plantefibre er for svage til at modstå det gentagne slid og pres, som sko, tasker og bilsæder bliver udsat for. For at forbedre ydeevnen lægger producenterne plantematerialer oven på plastbindemidler eller bagstykker af polyester. Selv da nedbrydes mange af disse materialer hurtigere end ægte læder, og de kan ikke rigtig repareres. Traditionelt læder, som ældes over tid, kan plejes og lappes, mens plantebaserede alternativer typisk går i stykker, når overfladebelægningen revner eller skaller af. En taske lavet af svampe eller æbler kan heller ikke komposteres på grund af plasten under overfladen, hvilket betyder, at den ender som affald langt tidligere. En del plantebaserede veganske læderprodukter har en rapporteret levetid på helt ned til to år. Det peger på et bredere problem. I en såkaldt cirkulær økonomi, hvor genbrug, reparation og materialegenvinding prioriteres, handler bæredygtighed om at holde produkter i brug – og på deres højeste værdi – så længe som muligt. De forskellige brands skal leve op til deres ord Det bliver stadigt sværere at ignorere problemerne, der skjules bag upræcise markedsføringsbegreber. Den australske forbruger- og konkurrencemyndighed (ACCC) har gjort det klart, at brede betegnelser som 'bæredygtig' eller 'miljøvenlig' skal kunne dokumenteres. Hvis brands bruger ordet 'vegansk' til at illude...

I fredags blev den danske vaccineforsker og læge Poul Thorsen varetægtsfængslet i delstaten Georgia. "Der er så en proces i gang i forhold til eventuelt at få ham løsladt mod kaution, men det er ikke afklaret endnu," siger hans danske advokat, Jan Schneider, til DR. Tilbage i 2011 blev Poul Thorsen sigtet af amerikanske myndigheder for angiveligt at have svindlet med forskningsmidler i forbindelse med et internationalt forskningsprojekt på Aarhus Universitet. Projektet undersøgte blandt andet en mulig forbindelse mellem vacciner og autisme hos børn. Hans fængsling kommer, efter at han i juni 2025 blev anholdt under en ferie i Tyskland på baggrund af en international arrestordre fra USA. Han nægter sig skyldig i alle anklager. Poul Thorsens danske advokat har tidligere kritiseret de danske myndigheder for ikke at modarbejde udleveringen mere. Han mener nemlig ikke, at Poul Thorsen vil få en retfærdig rettergang i USA. Det hænger sammen med, at sagen har fået politisk opmærksomhed i USA, skriver DR. I et interview har den amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., der er kendt for sin vaccineskepsis, omtalt danskeren som en "berygtet svindler". Han har også anfægtet troværdigheden af forskningsprojektets resultater. Poul Thorsen har tidligere været efterforsket af dansk politi for anklager, der ligner dem, han nu er fænglet for, men efterforskningen blev afsluttet i december 2021 uden en tiltale.