Fossilrig del af Danmark er blevet UNESCO-verdensarv! Historien om skildpadden Luffe forklarer hvorfor Luffes død i et giftigt hav Luffes grav på den iltfrie bund Luffes plads i rampelyset Luffes livsfæller fandt en vej Luffes arv lever videre

En glædelig nyhed ramte Danmark lørdag formiddag: Dele af limfjordsøerne Mors og Fur er officielt blevet optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Nærmere bestemt er det de to aflejringer af den sjældne bjergart moler (udtalt "mo-lér"), Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur, der er blevet udpeget. "Det er jo den maksimale udmærkelse," siger Bo Pagh Schultz, museumsinspektør og seniorforsker ved Fur Museum, til Videnskab.dk. "Der er virkelig, virkelig mange, der har bidraget til vores samlinger af fossiler. Det har alt sammen ført os op på øverste hylde." Moleret bugner af 55 millioner år gamle, særdeles velbevarede fossiler fra fisk, padder, insekter, fugle og planter, som har været med til at sikre det prestigefulde verdensarvsstempel. "Det er så velfortjent, at de har fået den status," lyder det fra Laura Jane Cotton, lektor og sektionsleder for geologi ved Statens Naturhistoriske Museum. "Det er ikke bare fossilerne, men også fra et forskningsperspektiv. Moleret har givet så meget indsigt i klimaforandringer og fauna." Særligt ét fossil kan hjælpe med at fortælle historien om livet på kloden efter dinosaurerne: Skildpaddeungen Luffe, der er Fossil- og Molermuseets kronjuvel. Luffe klækkede ud af sit æg for cirka 55 millioner år siden i et område, der en dag skulle blive til Mors i Nordjylland. Det var langt varmere end i dag efter en voldsom global opvarmning – forårsaget af en kombination af blandt andet enorme mængder af CO2, som vulkaner havde skudt ud i atmosfæren, og metangasudslip fra begravede lag i jorden. Ligesom nyklækkede skildpadder i dag søgte den purunge lille Luffe mod havet. Det havvand, den fandt, var dog noget anderledes end nutidens Limfjord eller Vesterhav. Det bliver i stedet beskrevet som "sådan lidt dødehavsagtigt" af Bodil Wesenberg Lauridsen, geolog og seniorforsker ved GEUS: "Dengang var der i Nordjylland nogle mindre isolerede havbassiner, som ikke udvekslede vand med de store oceaner. Der var ikke meget ilt til stede ved havbunden og derfor ingen orme, muslinger eller noget som helst." I stedet levede der kiselalger i havvandet nær overfladen. Millioner af tons af den såkaldte 'diatomit-alge'. "Algen bygger sit skelet af kisel. Det er det samme mineral, som sand består af. Det er der ikke så mange organismer, der bruger. Så allerede der er det specielt." På et tidspunkt endte Luffe, som på det tidspunkt var cirka 11 centimeter lang, i det kiselalgebefængte bassin, hvor den døde og sank ned til bunden, hvor intet levende færdedes. Da Luffes lig dumpede ned på bunden, landede den i et iltfrit søle, der er perfekt til at danne fossiler. "Det er ekstremt sjældent, at dyr bliver til fossiler, for der skal meget lidt til, for at det ikke sker," siger Laura Jane Cotton fra Statens Naturhistoriske Museum. "Hvis der er bølger eller havstrøm, bliver kroppen og skelettet ødelagt over tid. Hvis der er levende organismer, nedbrydes liget." Takket være algerne og landskabet, der afskar Luffes dødssted fra resten af havet, var der hverken havstrøm, bølger eller sultne organismer til at ødelægge den lille skildpadde. Til gengæld var der de mange kiselalger, som gradvist døde og lagde sig i lag på lag på lag oven på skildpadden relativt hurtigt, så den blev pakket tæt ind i sin iltfrie kiste. Lige indtil den blev banket fri 55 millioner år senere af en hammer i hænderne på Fossil- og Molermuseets inspektør Henrik Madsen i 2008. I dag er Luffe (med det mindre mundrette navn Tasbacka danica) et af de store trækplastre på museet på Mors, hvor den har sin faste plads. Den regnes for at være et af verdens bedst bevarede skildpaddefossiler. Men i forskningens verden er den ikke den eneste stjerne fra moleret i Limfjorden. For eksempel har et særligt 55 millioner år gammelt fuglehoved hjulpet med at forstå udviklingen af moderne fugles udseende, fordi den stadig indeholder farvepigmenter. Også rester af fiskeøjne og skæl med farvepigmenter er stadig bevaret i fossilerne, og moleret har afsløret verdens ældst bevarede da...