Hvorfor efterlader spioner afføring i toilettet? Et indbrud uden tyveri kan have andre formål Demonstrativ overvågning: 'Vi ved, hvor du bor' Stasi nedbrød folk psykisk Tvivlen er målet Toilettet er vores intime, private rum Afføring i toilettet er ikke kun fortid Intet er helligt

Adskillige finske parlamentsmedlemmer har det seneste år haft mistanke om, at nogen har været i deres hjem. Intet er tilsyneladende blevet stjålet, og der er ikke fundet synlige tegn på indbrud. I nogle tilfælde er døre blevet åbnet, lys blevet tændt, og der er pillet ved stikkontakter. Og i et tilfælde lå der afføring i toilettet. Sagerne ligger nu hos det finske politi, som undersøger dem. Men samtidig er der spekulationer om, at det muligvis er russerne, der står bag. Det ved vi dog ikke, og det finder vi muligvis aldrig ud af. Det er ekstremt svært at bevise, hvem der står bag denne type operationer. Og netop usikkerheden kan være en del af formålet. At der ikke bliver stjålet noget, betyder heller ikke, at der ikke er sket noget. Hemmelige indtrængninger har længe været brugt af efterretningstjenester til eksempelvis at fotografere dokumenter, kopiere nøgler eller installere aflytningsudstyr. I den klassiske operation er succeskriteriet, at beboeren aldrig bemærker det hemmelige besøg. Men i visse tilfælde er det derimod meningen, at offeret skal opdage indbruddet. Efterretningsmetoden er blevet beskrevet som 'demonstrativ overvågning'. Her skal ofrene få en fornemmelse af, at nogen holder øje med dem. Budskabet er, at 'vi ved, hvor du bor, ved, hvornår du er væk, og vi kan komme ind i dit private rum'. Ofrene kan derfor ikke føle sig sikre. Den russiske efterretningstjeneste, KGB, brugte og systematiserede denne metode under Den kolde krig. Stella Rimington, tidligere generaldirektør for den britiske efterretningstjeneste MI5, beskriver i sine erindringer den chikane, som britiske ambassadefolk og deres familier blev udsat for i Moskva. Deres lejligheder blev gennemgået, mens de var ude. Undertiden efterlod indtrængerne små spor: Frysere blev slukket, småting ødelagt, ejendele fjernet og senere bragt tilbage. Et yndet trick var ifølge Rimington at tage den ene sko fra et par og returnere den nogle uger senere. Da hun besøgte Moskva i 1991 for at etablere kontakt mellem MI5 og KGB, tog hun problemet direkte op med KGB-ledelsen. Metoden var også meget benyttet i Østtyskland af det hemmelige politi, Stasi. Den indgik i det, som Stasi kaldte 'Zersetzung', undergravende virksomhed, hvor målet var at påvirke folk psykisk og skabe frygt. Stasi brød blandt andet ind i private hjem og flyttede eller fjernede små genstande, så beboeren kunne begynde at tvivle på sin egen hukommelse og dømmekraft. Vi ved, at den undergravende virksomhed kunne få meget alvorlige konsekvenser. Der er eksempler fra DDR, hvor ofre bukkede under for den psykiske nedbrydning og tog deres eget liv. Et spørgsmål, der rejser sig, er, hvorfor efterretningstjenesterne så ikke efterlader sig tydeligere spor? Men i de her tilfælde er tvivlen en del af virkningen. Hvis nogen stjæler noget eller efterlader et brev på bordet, er der ingen tvivl. Så har man en klar trussel og noget, man kan anmelde og reagere på. Men hvis en dør står åben, en genstand ligger et andet sted, eller lyset er tændt, opstår en anden mekanisme. Så begynder man måske at spørge sig selv: Har jeg selv glemt det? Har nogen virkelig været her? Hvor længe? Hvad har de set? Kommer de igen? Formålet er blandt andet at skabe usikkerhed og svække ofrenes tillid til sig selv og deres omgivelser. Massiv spekulation og frygt kan i sig selv være en gevinst for gerningsmanden. Det er psykologisk krigsførelse. Samtidig har metoden den fordel for efterretningstjenesterne, at den er meget vanskelig at bevise. For hvordan beviser man, at det ikke er en selv, der har glemt at slukke lyset, låse døren eller trække ud i toilettet? Selv afføring i toilettet er faktisk skildret som en del af denne praksis. Det lyder måske komisk, men er samtidig ekstremt grænseoverskridende. Toilettet er noget af det mest intime. Historisk blev det ligefrem kaldt 'privaten'. Det gør det til et oplagt sted at demonstrere, at man kan trænge helt ind i et menneskes private sfære. Allerede i 1987 beskrev amerikanske diplomater i ...