Ledelse & pludselig opstået sygdom - jeg tog den røde pille - med Fiona Titley

Gæst: Fiona Titley, Arbejdsmarkedspolitisk konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation Sjælland. “This is your last chance. After this, there is no turning back. You take the blue pill – the story ends, you wake up in your bed and believe whatever you want to believe. You take the red pill – you stay in Wonderland and I show you how deep the rabbit hole goes.” – MORPHEUS I FILMEN “THE MATRIX” (1999) Det er fra filmen The Matrix, hvor Morpheus præsenterer Neo for 2 valg. Med den røde pille er der ingen vej tilbage, og Neo vælger den røde pille, fordi der er noget i den virkelighed, han er i, der ikke stemmer. Hvad vil jeg med dette citat? Ligesom filmen og denne scene viser det en pludseligt opstået situation, der pusler med ens virkelighed. Er det virkelig sandt, det der bliver sagt til mig omkring mit helbred? Herfra starter der en personlig rejse igennem et sygdomsforløb. Pludseligt opstået sygdom sætter alt andet i bero. Om det er fokus på arbejde eller begivenheder i ens tilværelse, bliver pludselig vægtet anderledes. For hvad er vigtigst nu? Hvad sker der egentlig med ens rolle på ens arbejdsplads, og hvordan kan organisationen bedst hjælpe? Vi kan alle være enige om at støtte en kollega, der bliver uheldigt ramt af en kræftsygdom. Udover det, der bedst kan betegnes som en livskrise for den enkelte, stiller det også nogle psykiske byrder for en arbejdsplads, der skal forstå, hvordan man bedst kan navigere, uden at krænke det, som kan blive intimt for den ramte eller ubevidst tillægge skyldfølelser pga. manglende hænder i driften. Hvordan kommer man bedst igennem som leder? Hvad er vigtigst at huske? Afsnittet handler om pludseligt opstået sygdom og en 180 graders vending i relationen. For skal den syge også arbejde med følelsen af svigt, der kan blive en byrde mod sin arbejdsplads, tanker om valg af kemobehandling eller andre alternativer, hvilken personlig rolle indtager man for sin familie, kollegaer, sociale medier, og hvordan bliver det efter endt forløb, udover den store personlige lettelse, når lægen siger de lyksalige ord – at man er igennem det værste, og det ser godt ud? Har man stadig sin faglige integritet intakt, og ser kollegaerne nu en med omsorgsfulde og bekymrende øjne selv efter forløbet? Et afsnit, der kommer tæt på. Lidt om en fortælling om en pingvin og betydningen af at være stærk på en helt anden måde.