Om det hele og resten

Men tankens tanke er tænkning. Kundskaben, den sansede genstand og den sansende er identiske. Om sig selv tænker tankens tanke, og tænkning er tænkning om tænkning. Velkommen til nummer 6 i serien om Aristoteles, som er nummer 30 i Thøfner læser filosofihistorien. I det her korte afsnit slår vi ned på Aristoteles Metafysikken, det der kommer efter det fysiske. Det er en titel med en sjov historie, for den har en meget ydmyg og praktisk oprindelse. En bibliotekar i antikken stod og manglede en titel til værket, og vedkommende tænkte, nå, men det er i hvert fald den, der kommer efter fysikken. Så det kom den til at hedde. Det sjove kommer så selvfølgelig ind, fordi ordet er blevet et vigtigt begreb i filosofien. Metafysik bruges som betegnsen for de mest spekulative og religionslignende temaer, man kan tænke sig. De største og mest uudgrundelige spørgsmål er metafysiske. Hvorfor er der overhovedet noget og ikke ingenting? - for eksempel.Det giver også mening i forhold til det værk, der bærer titlen, for det handler om det, der bærer den fysiske verden, men ikke selv er en genstand i den. Den handler om de spørgsmål, naturvidenskaben forudsætter, men ikke selv kan besvare. Hvad er det at være noget? Hvad er substans? Hvad er egentlig forandring? Og hvad er det, der forbliver det samme, mens forandringen sker? Den slags små spørgsmål stiller Aristoteles i metafysikken. Stille og roligt og systematisk på den der Aristotelesagtige måde, som er lige dele søvndyssende og fantastisk.KHTomas

Før jeg begyndte at læse Aristoteles i denne omgang, havde jeg kun læst “Poetikken”, som jeg var særligt interesseret i. Hvad angår hans øvrige tænkning, vidste jeg ikke meget, men jeg havde en idé om at hans fysik var helt ude i skoven. Mon ikke mange har nogenlunde samme indtryk? Det jeg ville have sagt, ville være noget med at han forklarede genstandes bevægelser og placeringer med at de gerne ville derhen hvor det var naturligt for dem at være. Med andre ord, var han et eksempel på en præ-videnskabelig tænker, der på underlig vis ikke havde fået idéen om at se efter hvad der faktisk foregår, men i stedet lod sine forudfattede meninger om intentioner og mål, gøre hans fysik ubrugelig og naiv. Ja, naiv, fordi det virker som om Aristoteles tænker som et barn. Hvorfor falder bolden ned - fordi det vil den gerne. Noget i den stil. Det er dens telos, dens mål.Når man så læser Aristoteles, kan man sige mange ting om hans tænkestil og blinde punkter, men naiv er ikke én af dem. Og denne her idé om at han ikke undersøger tingene, ikke bygger på observationer - er også fejlagtig, for når man læser ham, er teksterne fyldt med nuancerede observationer, og en klar holdning om at det er en værdi at undersøge, dissekere og observere. Det var med alle disse tanker i baghovedet, at jeg for nogen tid siden stødte på en artikel skrevet af den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Aristotle’s Physics: a Physicist’s Look. Jeg fandt den yderst interessant, fordi den starter lige der hvor jeg var ...

Forestil dig et teater i Athen i det fjerde århundrede før vores tidsregning. Hvordan ser det ud? Det er jo ikke et lukket rum med bløde sæder og aircondition. Det er et amfiteater hvor scene og koncentriske rækker af siddepladser er hugget ind i en klippeside som en stor trappe. Hvor mange publikummer var der plads til? 15,000 uden problemer. Virkelig – det er dokumenteret. Solen brænder. Folk har siddet der siden daggry. De har set komedie om morgenen. Nu er det eftermiddag, og tid til noget mere alvorligt [se note]. Skuespillerne, som alle er mænd, har masker på. Koret er i gang. Og midt på scenen står Ødipus, der er ved at opdage, at alt, hvad han troede om sig selv, er forkert.De femten tusinde mennesker sidder stille. Lytter til figuren på scenen, som råber sin replik ud som en operasanger: Mine børn — hvorfor sidder I her med olivengrene i hænderne og sorg i ansigterne? Det ville ikke sømme sig, at jeg hørte det fra andre. Jeg er kommet selv, i egen høje person. Jeg — Ødipus — jeres konge.Hvad sker der egentlig i det øjeblik? Hvad gør det ved os, at vi sidder og ser på en mand, der er opdigtet, lide en ulykke, der er opdigtet? Hvorfor er vi overhovedet i teatret? Og hvad tager vi med hjem?Det er den slags spørgsmål, Aristoteles stiller i sin Poetik. Og hans svar er, som det ofte er med Aristoteles, vældig interessante.NoteJeg siger i starten af podcasten (ligesom der står ovenfor) at Athenerne så komedie om morgenen og tragedie om eftermiddagen. Kilderne tyder vist nærmere på den modsatte rækkefølge, og på at forestillingerne typisk var på forskellige dage. Det er dog usikkert hvordan de præcise forhold var. Det er ikke så væsentligt for podcastens indhold, altså læsningen af Aristoteles’ Poetikken. Hvad der overraskede mig mest, er at flere af amfiteatrene var så store, med plads til så mange. Et andet interessant spørgsmål som jeg ikke går ind på, er om publikum til teaterforestillingerne ligesom de optrædende kun var mænd. Det er også usikkert, og diskuteret, men det mest plausible lader til at være at mænd havde forrang, og så var der efterfølgende plads til kvinder og måske børn og slaver efter deres herrers ønske.

Mennesket er af natur et politisk dyrZoon politikon.Det er et udtryk, som Aristoteles bruger i sin bog Politikken, som er blevet gentaget så mange gange at det risikerer at miste sin betydningskraft: mennesket er af natur et politisk dyr. Vi hører det måske bare som et udtryk om politikere, eller en talemåde om snu taktikere eller sådan noget. Men det er i grunden en dyb og biologisk påstand. For Aristoteles mener det helt bogstaveligt: vi er ikke politiske af vane eller konvention, ikke fordi det er praktisk med et samfund, eller fordi vi finder os selv midt i et samfund hvor vi har indgået en slags stiltiende kontrakt med hinanden. Nej vi er politiske, fordi det er vores natur. Staten er ikke noget, der er lagt oven på et oprindeligt frit og asocialt menneske. Staten er det, vi vokser frem mod – ligesom agernet har egetræet som telos (mål)– er vores telos samfundsborgeren. Vi er politiske dyr.Og det her er 3. lille afsnit om Aristoteles’ mangeartede interesser (og nr. 27 i serien Thøfner læser filosofihistorien). 

Al kunst og al undersøgelse, og ligeledes al handling og alle fortsæt, synes at sigte mod et eller andet gode.Det er den allerførste sætning i Aristoteles’ Den Nikomakeiske etik, som udgør dagens læsning. Der er en ret enkel sætning, som man let kan læse henover.  Al kunst og al undersøgelse, og ligeledes al handling og alle fortsæt, synes at sigte mod et eller andet gode.Man kan sige at sætningen siger noget selvfølgeligt. Selvfølgelig sigter al handling mod noget godt. Hvem handler bevidst mod noget dårligt? Men sætningen sætter også scenen med de implicitte spørgsmål den indeholder. For hvad er det gode? Er der forskellige goder for forskellige former for kunnen, undersøgelse og handling – eller er der et ultimativt gode, som ligger bag eller over alle andre mål?Det er den slags spørgsmål, som den Nikomakeiske etik forsøger at besvare. Og svarene er mere overraskende, konkrete og mere menneskeligt forankrede, end man måske ville forvente af et filosofisk værk fra oldtiden.

De fleste har set i det mindste en reproduktion af renæssance-kunstneren Rafaels billede, Skolen i Athen – den originale fresco findes på en væg i Vatikanet. Her er en mængde berømte figurer fra Akademiet afbildet i deres kulørte rober i en lidt ubestemt, men storladen arkitektur, med hvælvinger, søjler og skulpturer. Der er omkring tyve tænkere på billedet: Nogle står og tænker, andre går og taler, nogle sidder ned. Der er Pythagoras, Epikur, Sokrates og så videre –. I midten af kompositionen med en åbning ud til himlen i baggrunden, går Platon og Aristoteles og taler. Platon peger lige op mod himmelhvælvet, Aristoteles gestikulerer med en åben hånd, der er rettet fremad og nedad mod den verden, vi befinder os i.Det er en symbolik der vil noget.Denne episode er en introduktion til Aristoteles, og den første af en håndfuld korte episoder om forskellige aspekter af hans filosofi. 

Platons “Staten” er det første større sammenhængende værk af én forfatter som jeg har fat i, i min læsning af filosofihistorien. Det er et vigtigt værk - nogen vil sige det vigtigste i vestlig filosofi - og et omfattende værk, så vi kan ikke klare det på ti minutter. Jeg håber du, ligesom jeg, synes det er værd at gå i dybden. Jeg har læst så dyd, retfærdighed og platoniske idéer står ud af ørerne på mig ...I denne episode skal vi resumere hele bogen og høre uddrag fra hver af de ti papyrus-ruller den i sin tid fysisk var opdelt i.NB: du kan navigere mellem intro, de ti "bøger" og den afsluttende diskussion. Det kan jo være du ikke hører alle 4 timer og 25 minutter i én køre ...

Alt hvad vi møder i verden er uperfekt, foranderligt og forfængeligt. Det hele er lige ved og næsten. Men næsten hvad? Hvordan kan vi måle det konkrete op mod idealer, når idealerne ikke findes? Denne episode handler om Platons svar på den slags spørgsmål, dvs. hans idelære.

Vi har hørt om Platons Sokrates. Hvordan beskrev Xenofon og Aristofanes ham?Er en mygs røv en kæmpe trompet? Er Oraklet i Delphi det bedste orakel?Hvad er den sokratiske metode (elenchus) og hvorfor betragter Sokrates sig selv som en jordmoder? Hvorfor mente Sokrates (ifølge Platon) at læring er erindring der stammer tilbage fra før dette liv?Alle disse spørgsmål - og flere til - bliver ikke nødvendigvis besvaret, men i hvert fald rejst, i denne episode af "Thøfner læser filosofihistorien" (TLF22)

Så vidt vi ved, skrev han aldrig noget. Vi har i hvert fald ikke en eneste sætning skrevet af ham. Alt hvad vi ved om ham, ved vi fra andre. Fra dem, der fulgte ham, og som efter hans død satte sig for at nedskrive, hvad de huskede, eller hvad de mente at huske. Hvad de syntes, han burde have sagt, hvad andre havde sagt, eller skrevet, at han havde sagt, eller hvad de bare syntes ville fungere godt i den fortælling, de skrev på.Thøfner og læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og legende, seriøst pjattet ... Denne gang læser vi i Platons dialoger om Sokrates' død; hele forløbet fra anklagen og hans forsvarstale i retten, og frem til han tømmer det bitre bæger. Det foregår i Athen 399 år før vores tidsregning.

Thøfner læser filosofihistorien er kommet til sofisterne (ca. 500 fvt.). Vi hører især om Protagoras og Gorgias - og så læser vi lange uddrag af Dissoi Logoi, et anonymt sofistisk skrift.Det er jo tomme ord. Ikke andet end retorik. Sådan kan man sige, når man vil kritisere nogen eller noget for at dække over tomhed eller dumhed med en flot overflade. Man hører ikke så tit nogen anklage andre for at være sofister eller bedrive sofisteri. Det er blevet lidt gammeldags, men det betyder nogenlunde det samme, og det viser, at sofisme er et skældsord. Men hvorfor egentlig det? Hvem var sofisterne, og hvorfor opstod den gruppering? Ja, var det overhovedet en ensartet gruppe, og fortjener de deres dårlige ryg? Det er den slags spørgsmål, den her episode handler om: Sofisterne i oldtidens Athen, rundt regnet 500 år før vores tidsregning. 

(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 19)Så er vi i gang igen! Og vi er kommet til Heraklit og hans verden af atomer og tomrum ...

(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 18)Hvad sker der egentlig, når vin og vand hældes sammen?Helt præcist?Nu hvor vi kender atomer og molekyler, vil svaret være, at de små partikler fra substanserne blandes og bevæger sig rundt mellem hinanden.Anaxagoras' forståelse er anderledes: Der er tale om en ægte forening, hvor grænserne mellem substanserne opløses fuldstændigt.ALT ER I ALT. Litteratur, bla.:Barnes, Jonathan. (1982). The Presocratic Philosophers. Routledge.Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal. Panayiotis, Tzamalikos. (2016). Anaxagoras, Origen, and Neoplatonism. De Gruyter.

En støvet novemberdag i 1904 stod den 37-årige jødisk-tyske arkæolog Otto Rubensohn i en antikvitetsbutik i den egyptiske by Akhmim. Vi er i Øvre Egypten, omkring 470 kilometer syd for Cairo, i en af landets ældste byer, der ligger på Nilens østbred. I antikken var byen kendt som Panopolis eller Khemmis og var et vigtigt center for både græsk-romersk og koptisk kultur.Som ung, men allerede respekteret repræsentant for Das Deutsche Papyruskartell havde han gjort sig bemærket med betydningsfulde udgravninger i Grækenland. ... Nu stod han her i denne ældgamle ørkenby, Akhmim, hvor græsk og egyptisk kultur gennem århundreder havde mødt hinanden, og hans blik faldt på noget særligt: et kraveformet gravsmykke, hvor forgyldte kobberblade var monteret på nogle strimler af papyrus. Smykket var designet som en begravelseskrans og stammede sandsynligvis fra byens nekropol. Ud på aftenen beskrev han omhyggeligt objektet i sin dagbog. Et tilsyneladende beskedent gravsmykke.Rubensohn havde ingen idé om at hans køb skulle vise sig at blive et af de mest betydningsfulde moderne fund inden for antik filosofi. For de papyrusstrimler der tjente som understøtning for de forgyldte blade, gemte på noget: en tekst der skulle kaste nyt lys over en af antikkens mest gådefulde tænkere.I 1992 gjorde papyrologen Alain Martin en forbløffende opdagelse: teksten på fragmenterne var skrevet af den førsokratiske filosof Empedokles fra det 5. århundrede f.Kr. Dette var en sensation, for det var første gang man fandt en direkte overleveret tekst fra en førsokratisk filosof - ikke bare citater og genfortællinger fra senere forfattere, som sædvanlig.Hvem var denne Empedokles, hvis ord havde overlevet næsten 2500 år gemt i en egyptisk gravkrans? Han var en af oldtidens mest gådefulde og farverige skikkelser - filosof, digter, læge, mystiker og politisk figur, der levede i den græske by Akragas på Sicilien omkring 490-430 f.Kr. Empedokles personificerede på mange måder græsk filosofis guldalder, hvor grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ofte var flydende. I sine digte præsenterede han sig selv som en guddommelig skikkelse, der vandrede blandt mennesker iført purpurkappe, med en guldkrone om hovedet og bronzesandaler på fødderne, som Diogenes Laertius beretter i "Fremragende filosoffers liv og meninger".Litteratur, bla.:Inwood, Brad. (2001).The Poem of Empedocles. A TEXT AND TRANSLATION WITH AN INTRODUCTION.  University of Toronto Press.Clausen, Sophus: Atomernes oprørJüdisches Museum Berlin (Udstilling om Otto Rubensohn)

Floden hvor du satte din fod lige nu, er væk.Vandet giver plads til dette.Nu dette.Det der var, var altid og vil altid være. For hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting, førend det opstod. Denne gang læser vi Heraklit og Melissos. Heraklit er langt mere almen kendt end Melissos, og der er ikke noget, der forbinder dem tæt, men man skal jo fortælle historien på en eller anden måde, og jeg har valgt at bringe dem sammen som kontraster. Der er nemlig mange muligheder for at sætte Heraklit og Melissos over for hinanden som modsætninger. Vi er i tiden omkring 500 år før vores tidsregning for Heraklits vedkommende, og 40-50 år senere for Melissos. "Alt er i konstant flux", siger Heraklit. "Alt er evigt uforandret", siger Melissos. Begge figurer voksede op i rige handelsbyer på kysten til det ægaiske hav. To havnebyer, to tænkere, to vidt forskellige tilgang til både liv og tænkning.Man fristes til at forbinde deres grundmetaforer med de geografiske omgivelser. Der løb floder igennem Heraklits hjemby Ephesus, og Melissoses Samos, 25 km længere mod syd, er en ø med mange klipper. Strømmende floder overfor evige klipper. Måske har det ud over forskellen i påvirkninger fra omgivelserne været et spørgsmål om temperament. I hvert fald svarer forskellene til en formmæssig forskel i deres skriftlige udtryk. Melissos skrev klar prosa, Heraklit dunkel poesi. Logisk argumentation overfor gådefulde aforismer. Litteratur, bl.a:Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal. Kahn, Charles H. (2001). The art and thought of Heraclitus. Cambridge University Press.Haxton, Brooks [oversætter] (2001). Fragments: The Collected Wisdom of Heraclitus. Viking/Penguin Classics.

Der er mange andre præsokratikere end Thales, Animaxander, Pythagoras og Parmenides – som er dem, jeg har været inde på tidligere. Men jeg vil jo gerne videre i teksten, ellers når jeg aldrig frem til nutiden før jeg bliver datid, og derfor samler jeg resten af de tidlige grækere i opsamlingsheat. Det bliver altså highlights, som fokuserer på hvad vi især kender gamle filosoffer for.   Vi skal møde Xenophanes, Zeno, Melissos, Heraklit, Empedokles, Anaxagoras, Leukippos, Demokrit, Philolaos, Protagoras, og Gorgias. Denne gange bliver det Zenophanes og Zeno. Dvs. først er der dømt gudekritik og så paradokser.

Afgrænset yderst i alle retninger, svarer væren til en kugles fysiske masse.Glat og afrundet, jævnt afbalanceret langs hver radius, fra centrum til kant. Denne form er nødvendig, da væren ikke kan være lidt mer’ her og lidt mindre dér,Der er jo ikke noget ikke-eksisterende der kan forstyrre værens perfekte kontinuum.I ét med sig selv, ens overalt og med sin yderste grænse inkluderet, er væren en kugle. Denne gang skal vi høre fra Parmenides, og jeg er glad for at kunne melde, at vi for en gang skyld kan læse filosoffen selv, godt nok i min gendigtning. Parmenides digt er hovedindholdet, men vi skal også høre fra Martin Heidegger, som var mere end almindelig fikseret på præsokratikerne og især Parmenides. Til sidst giver jeg nogle stikord til hvordan jeg selv forstår de spørgsmål og temaer som Parmenides rejser.  Parmenides blev født omkring 515 før nul i byen Elea, en græsk provins i det sydlige Italien. Han regnes for en af de mest indflydelsesrige præsokratiske tænkere og som grundlæggeren af den eleatiske skole. Efter byen jo altså. Hans tanker fik afgørende betydning for senere filosoffer, særligt Platon. Parmenides logiske argumentationsform har mange betragtet som banebrydende. Og så kan han anskues som selve grundlæggeren af metafysikken i vestlig filosofi. Det med metafysikbegrebet vender jeg tilbage til, når vi kommer til Aristoteles om nogle episoder.Parmenides centrale begrebspar er væren og ikke-væren. Dvs. hans pointe er på en måde at det ikke er et reelt begrebspar: der findes kun væren. Væren er hans helt grundlæggende udgangspunkt og princip. 

Præsokratikernes grundspørgsmål er hvad alting er. Indtil nu har alt været vand, som Thales foreslog, eller luft som Anaximenes mente, og andre elementer og deres samspil står i kø. Animaxander gik et skridt tilbage fra de konkrete bud, og sagde at alt var APEIRON, at det var altings princip; det endeløse, ubegrænsede A.Når vi presser Pythagoras til at svare på grundspørgsmålet i samme koncise form, siger han ”alt er tal”.De fleste kender Pythagoras læresætning. Hvis vi tager en retvinklet trekant og kalder de to sider ved den rette vinkel for a og b, og den sidste side for c – så er a**2 + b**2 = c2. Med andre ord er summen af kateternes kvadrater lig med hypotenusens kvadrat. Det er et grundlæggende geometrisk forhold, som i forskellige variationer bruges i utrolig mange sammenhænge. Det er ikke helt fjollet at kalde den for den vigtigste formel. Nu ville det jo være rart hvis det var Pythagoras som havde fundet det geometriske guldkorn, det er jo trods alt hans læresætning – men princippet kendes langt tilbage i tiden, fx hos Babylonierne omkring 1800 år før vores tidsregning. Hvad er det så Pythagoras fandt på? Lige i forhold til Pythagoras læresætning var han måske den første der beviste den, men det er heller ikke spor sikkert.De to sidste afsnit var vi geografisk i Milet, en havneby på hvad der nu er Tyrkiets vestlige kyst. Pythagoras blev født omkring 570 f.vt.  på øen Samos – en vigtig græsk bystat ikke så langt fra Milet. Der var regelmæssig kontakt mellem stederne, og man ville fx have kendt til de samtidige milesiske filosoffer, som Thales. Vi ved ikke meget om hvad Pythagoras lavede. Visse kilder hævder at han rejste i såvel egypten som babylonien, og det er jo muligt. Problemet er at det er noget af en trope at give en historie om hvordan vismænd fandt deres kilde til visdom i egypten og andre fjerne steder kendt for deres ærværdige og mystiske videnstraditioner. Som moden mand, måske i fyrreårsalderen, flyttede Pythagoras til den græske koloni Kroton i Syditalien, som også var et sted for handel. Kilderne har forskellige bud på hvorfor han flyttede. Måske pga. den lokale tyran Polykrates, måske fordi han blev tvunget til at deltage i politiske anliggender mod sin vilje. Men han flyttede, og grundlagde snart et filosofisk-religiøst fællesskab. Han siges at være den første der brugte betegnelsen filosof om sig selv – så igen har vi fundet begyndelsen på det hele!Litteratur (bl.a.): Harrison, Pelling & Stray (red.). (2019). Rediscovering E. R. Dodds. Oxford University press.Dodds, E. R. (1973). The Greeks and the Irrational. University of California Press.Kahn, Charles H. (2001). Pythagoras and the Pythagoreans. Hackett Publishing. Guthrie, Kenneth Sylvan. (1987). The Pythagorean Sourcebook and Library. Phones Press."Pythagoras gyldne vers" efter https://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Golden_Verses&t=

 (Thøfner Læser Filosofihistorien 12)Verdens første filosofiske tekst.Nej, okay - verden - er at tage munden for fuld.Europas første filosofiske tekst.Nej, okay - tekst - er lidt for stort et ord.Europas første filosofiske fragment ...?Tjoh. Måske. Forudsat at vi tror på det.Hvad er det jeg taler om? Anaximanders fragment.Ideen er at vi har et lillebitte stykke tekst skrevet af Anaximander. Som vi var inde på sidst, har vi jo ikke noget fra præsokratikerne. Kun omtaler, resumeer, parafraser fra senere og ofte langt senere forfattere.Anaximanders fragment adskiller sig egentlig ikke fra den situation, dvs. måske gør det. Man kan håbe det gør det. Det er et fortolkningsspørgsmål båret af et håb hos græske filologer som Nietsche og filosoffer der gerne vil om bag alle begyndelser, som Heidegger.

Hvornår begyndte filosofien? På den ene side er spørgsmålet forvrøvlet – som vi har beskæftiget os med i de tidligere episoder, er der masser af filosofisk tænkning masser af steder så langt tilbage vi har kilder. På den anden side har vestens filosofihistorie en slags begyndelse – et punkt hvor man kan begynde at fortælle den, og som indgår i en fortsat dialog, der bliver til filosofihistorien. Platon og hans Sokrates er et meget tydeligt startpunkt. Vi har mange værker af Platon, og de bliver definerende for hvordan filosofi overhovedet forstås. Som i spidsformuleringen der tilskrives Alfred North Whitehead, består den europæiske filosofihistorie af en række fodnoter til Platon. Men hvad voksede et fænomen som Platon ud af? Begyndelsen før starten, de tænkere som var med til at danne forudsætningerne, kendes under betegnelsen Præsokratikerne. Havde man en tidsmaskine så man kunne rejse tilbage og interviewe figurer som Thales, Anaksimander og Anaksimenes, de såkaldte milesiske filosoffer (i byen Milet), ville de undre sig over at blive kaldt præ noget som helst. De var der vel bare, i deres nutid, optagede af at forstå verden. Vi er cirka 6-500 år før år nul, i udkanten af den græske verden, steder som Milet, en by i Ionien på den vestlige kyst af hvad der nu er tyrkiet, og Kroton i hvad der nu er syditalien. Forskellige steder der har det til fælles at de ligger i periferien, samtidig med at de er knudepunkter for handel og kulturel udveksling. Milet, for eksempel, var en kosmopolitisk by med kontakt til folk fra Egypten, Babylonien og andre fjerne lande.  

Denne gang læser vi i det kristne, og kulturkristne som mig, kalder Det Gamle Testamente. Nærmere bestemt læser vi fra Prædikerens bog. En af de to tekster i den gamle antologi som klart hører til de mest filosofiske – jeg tænker på Prædikerens bog og Jobs bog. "Alt, hvad der bliver sagt, udmatter. Ingen bliver færdig med at tale. Øjet mættes ikke af at se. Øret fyldes ikke af at høre."Før vi går i gang med dagens tekst, en smule om hele antologien som sådan. Titlen ”Det Gamle testamente” er som bekendt den kristne betegnelse. Det er set fra et vist perspektiv en noget approprierende og retrospektiv navngivning. Det er klart for enhver nogenlunde afbalanceret betragtning at tekstsamlingen ikke på nogen måde handler om Jesus-figuren. De kristne forøg på at finde profetier og en linje der entydigt leder til Kristendom, som meget tydeligt spillede en vigtig rolle i Det nye testamente, er for at sige det mildt ikke overbevisende. På den anden side er der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i at traditioner udvikles, splittes og transformeres. I den forstand kan man sige at ethvert nutidigt ståsted altid forsøger at tegne en linje bagud, for at fortælle en historie. Dem der fortæller har så ofte en interesse i at få den linje til at fremstå som om den startede og gik fremad mod et bestemt punkt. Her er vi først og fremmest interesseret i tekstsamlingen SOM en tekstsamling. Her er det mere rimeligt at omtale den som den hebraiske bibel, eller Tanakh. Det er en antologi af hebraiske tekster som bl.a. er blevet kanoniseret i den klassiske græske oversættelse, septuaginten, i det tredje århundrede før vores tidsregning. Judaismen og Samatarinismen har vedligeholdt forskellige versioner af antologien. I dag er den autoritative hebraiske bibel i rabbinisk judaisme, den masoretiske tekst, hvis form daterer sig til ml. det 7. og 10. århundrede. Det oprindelige tekstmateriale er blevet til mellem omkring det 12. til det 2. århundrede før år nul. Mange dateringer er omdiskuterede både fordi det er vanskelige spørgsmål og fordi der er mange ideologiske og religiøse motiver involveret. Men altså, det er ikke hel galt at teksterne er blevet til over en periode på op til tusind år, og at de yngste dele stammer fra omkring det 2. århundrede før vores tidsregning.

I sidste episode var emnet buddhisme på sådan en ret generel facon. Denne gang handler det stadig til dels om buddhisme, men nu er fokus den buddhistiske filosof fra det andet århundrede, Nagarjuna. Lad os kalde ham den paradoksale tomheds filosof. Han skrev nogle vilde tekster, hvor logik bruges på logik, indtil logikken går i opløsning. Omdrejningspunktet for denne episode er Nagarjuna, men jeg må med det samme indrømme, at jeg hvirvler rundt om det punkt på en måde, hvor det er svært at afgøre, hvad der er afstikkere og hvad der er hovedbevægelsen. Jeg mener, vi kommer vidt omkring. Vi spørger om A virkelig er lige med A. Vi spørger om, hvad der gør en stridsvogn til en stridsvogn. Vi kommer ind på relativitetsteori og kvantemekanikken med dens paradokser. Især de sidste emner skyldes, at måden, jeg for lang tid siden stødte på Nagarjuna, var gennem den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Han har udviklet omridset af en såkaldt relationel ontologi, og jeg synes, der er noget smukt ved hans tankegang. Ikke som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply, som dadaisten Lautremont skrev i 1869, men som det tilfældige møde i en verdensforståelse mellem en buddhistisk filosof fra det 2. århundrede og kvantefysiske eksperimenter fra det 20. århundrede. Der er alle mulige tangenter, så læn dig tilbage, eller hvad du nu kan og har lyst til, og forbered dig på en let rablende helhed. 

I dette afsnit skal vi møde nogen af Siddhartha Gautama's tanker. Han er bedre kendt under sin religiøse titel "Buddha", "den oplyste" eller "den vågne", og allerede der, altså med det religiøse, bliver det potentielt indviklet og diskutabelt. Når buddhismen omtales i vestlige sammenhænger, sker det ofte med en betoning af, hvor lidt religiøs buddhismen er. Man tilbeder ingen guder i buddhismen, siges det f.eks. Buddha hævdede aldrig at være andet end en almindelig mand, i modsætning til mange andre religiøse figurer. Det er ikke en religion, men en mental videnskab, en teknologi. Der er ikke noget, man skal tro på, kun erfaringer, man kan drage. Alt så noget, siger man. Det er kompliceret, fordi det er helt forkert, og fordi der samtidig måske er en smule om det. Mere om det senere. At udskille religion og filosofi er et gennemgående tema her i begyndelsen af serien. Og her skal man selvfølgelig huske, at religion, filosofi og videnskab, det er moderne kategorier, vores moderne kategorier, som i sig selv har en lang historie. Ikke desto mindre er det interessant at følge de begyndende spor. Det er også vinklen i den her episode, som er ganske kritisk overfor den vestlige tendens til at se buddhismen som helt særligt i harmoni med videnskab og rationalitet.

Denne gang læser vi i Laotses Dao DeJing (Ta Te Ching). Sidst læste vi Chuang Tzu’s fine prosa, og lagde især mærke til humoren, den perspektiviske indsigt og hans betoning af ikke-gøren. For at citere Chuang Tzu: ”Hvad er problemet?”Men Daoismens grundtekst er først og fremmest Dao DeJing – og jeg synes lige at vi hilse ordentligt på den.  Traditionen siger at den er skrevet af Lao Tzu. Der er tradition for at Lao Tzu var lærer for Chuang Tzu, og overleverede sin visdom til ham. Om de faktisk mødte hinanden, er usikkert. Bl.a. fordi begge figurer måske overhovedet ikke fandtes, hvilket ville vanskeliggøre et møde betydeligt. En årsag til at betvivle Laotses eksisens, er at Lao - ikke er et navn, men en titel. Det betyder noget i retning af "den gamle mand" , så Laotse vil være "den gamle mester". Traditionen siger at Laotse var arkivar ved det kejserlige hof i Zhou-dynastiet. Et arbejde der gav ham adgang til en stor samling af gamle tekster og visdom. Det siges, at Lao Tzu blev træt af det moralske forfald og den politiske uro i sin tid og besluttede sig for at forlade hoffet og rejse mod vest. Da han nåede til den vestlige grænse på sin vandbøffel, blev han bedt af vagten om at nedskrive sin visdom, før han forlod landet. Det gjorde han på én nat.  Resultatet var Dao De Jing. I nutidige termer kan vi kalde det en digtsamling på 81 digte – og den er blevet grundlaget for taoistisk filosofi.Det er en ret taoistisk historie.  Laotse er ikke en helteskikkelse som sejrede i krig, forenede folk eller befriede dem fra slaveri. Nej han var bare arkivar. Visdommen var hvad han havde lært som arkivar over mange år – og han havde ikke planlagt at nedskrive den – det gjorde han fordi han blev spurgt. Han insisterede ikke på noget, skrev bare teksten, og så måtte andre se om det var noget for dem. Næste morgen gav han Dao DeJing til vagten, steg på sin vandbøffel og forsvandt ind i bjergene. Ingen hørte fra ham igen.Litteratur, bl.a:Lao Tzu: Tao Te Ching. Ursula K. Le Guin (1997):Loatse: Tao Te Ching. Erik Folke (1972). (Indledning af Sven Lindqvist). Faldus/Bonniers. 

Denne gang handler det om ”shwangzee”. Ja, det er ham med sommerfugledrømmen. Den typiske europæiske transkribering er ”Chuang Tzu”, men såvidt jeg kan forstå er udtalen omtrent ”shwangzee”. Mester Schwang. Vi er i Kina i det 4. århundrede fvt. Et usikkert bud er 369 til 286 fvt. I hvert fald er det cirka 100 år efter Konfucius døde. Man ved meget lidt om shwangzee. Så lidt at nogen har udtrykt tvivl om han overhovedet fandtes. Det meste af den biografiske information kommer fra teksten selv. Og hvad er det for en tekst? Jo, det er teksten der bærer navnet shwangzee. Jeg kommer tilbage til teksten og tiden, men først har jeg lyst til at læse noget helt andet. Jeg siger først hvad det er bagefter.

Sidst vi var i Kina læste vi i visdoms- og orakelbogen I Ching, hvis oprindelse og historie fortaber sig lidt i tågerne. Denne gang har vi mere klart sigte. Det handler om tekster og tanker som udgår fra en bestemt historisk person, nemlig. Konfucius. Hans liv er relativt veldokumenteret, (han levede fra 551 til 479 fvt.) men også omgivet af tiltagende mytedannelser i eftertiden. Hvorfor interessere sig for Konfucius? Navnet er et samlingspunkt for en visdomstradition, et udsyn på livet som har haft umådelig betydning i den kinesiske kultur og stadig har det. Konfucius er den mest berømte kinesiske filosof, og næves ofte i flæng med navne som buddha, jesus, sokrates og nogle få flere. I den kinesiske oldtid kan man tale om tre søjler; konfucianismen, taoismen og buddismen. Og det er også en grund til at beskæftige sig med ham; selvom denne serie ikke kan bestå af andet end nedslag, kan vi alligevel tegne nogle bevægelser, identificere nogle basale positioner og følge indflydelser igennem historien. Det kommer vi til at gøre over de næste episoder. Vi skal selvfølgelig læse nogle korte uddrag af de konfucianske grundtekster. Det drejer sig om bogen ”Samtalerne”, der på dansk bl.a. er udgivet som ”Samlede samtaler” på engelsk kendes den som ”Analects”, der betyder noget i retning af ”udvalg”. Teksten er en samling af ret løsrevne udsagn og anekdoter om mesteren Konfucius, der traditionelt set opfattes som samlet af elever og følgere. Min indgang er det gamle spørgsmål om konfucianismen er en religion eller en filosofi.

Denne gang læser vi klassisk indisk filosofi. Det siger sig selv, at det er umuligt at dække en så stor og rig en litteratur i en lillebitte podcastepisode. Så lad det være sagt med det samme, det bliver nogle få nedslag.Velkommen til Thøfner læser filosofihistorien, afsnit 4. Jeg læser nogle steder jeg faldt over i vedaerne og upanishaderne, og funderer lidt over det paradokssøgende - om at ville sige det uudsigelige - og slutter af med et blik på en ateistisk og naturalistisk indisk tradition. 

Afsnit 3 af serien "Thøfner læser filosofihistorien" (TLF). Efter at have besøgt oldtidens Egypten, og Kina (som vi vender tilbage til), bevæger vi os nu til det gamle Mesopotamien for at læse i et af verdens ældste litterære værker - Gilgamesh-eposet. Gilgamesh-eposet, der også kendes som ”Det var ham, der så dybet”, efter tekstens begyndelsesord, har rødder tilbage til flere tusind år fvt. og fortæller historien om den mægtige konge Gilgamesh af Uruk. Han var ikke bare en stor kriger og hersker, men også to tredjedele gud og en tredjedel menneske. Led efter kisten af cedertræ,/åbn dens lås af bronze./Luk døren op til dens hemmeligheder,/tag tavlen af lapis lazuli ud og læs højt:/ Læs om det, Gilgamesh gik igennem, læs om alle hans lidelserTeksten der læses fra er Sophus Helle og Morten Søndergaards smukke oversættelse "Gilgamesh" (2019), Gyldendal.Desuden bruges Sophus Helles "A new translation of the ancient epic Gilgamesh" (2021), Yale University Press.

Velkommen til afsnit 2 af serien "Thøfner læser filosofihistorien". Denne gang hopper vi til Kina og læser lidt i ”I Ching” - Den kinesiske Bog om Forandring eller forvandling, også kendt som "Forvandlingernes Bog" eller "Bogens Bog". Mange steder kan man læse at ”I Ching” går så langt tilbage som til 2500 fvt. men de mest solide kilder placerer den væsentligt senere. Teksten som sådan er formentlig blevet skrevet og samlet fra 1000 år fvt. til 750 fvt. Under alle omstændigheder er ”I Ching” med på listen over verdens ældste tekster.  Den har haft enorm betydning i kinesisk filosofi og religion. Bogen handler om transformation, om forandringens natur og giver råd til livets store spørgsmål. Og så er det jo traditionelt set en spådomsbog, og vi skal da prøve at bruge den på dén måde.  ...De mest anvendte udgaver i episoden er:I Ching - forvandlingernes bog (Richard Wilhelms udgave). Thaning & Appel. 1973.Bradford Hatcher:  The book of changes. Yijing, Word By Word. Hermetica. 2009.  Se webressourcen Hermetica.info. [De sidste tekster jeg læser i episoden er Hatchers].Baggrundsinformation, bl.a. fra The original I ching: an authentic translation of The book of changes. Margaret J. Pearson. Tuttle publishing, 2011.

Første afsnit af en serie: Thøfner læser filosofihistorien (TLF). Denne gang læser vi i "verdens ældste bog": Ptahoteps lære.Velkommen til det her første afsnit af Thøfner læser filosofihistorien.Jeg har altid læst meget usystematisk, og det kan jeg egentlig godt lide. Der er alligevel alt for mange bøger i verden til at man kan nå at læse dem alle sammen, og på den måde bliver systematik og idéer om aktualitet, lidt af en fantasi.Jeg elsker overraskelsen ved at opdage noget sært eller spændende eller smukt i en bogkasse eller på andres hylde i et sommerhus.Men nu fik jeg så alligevel lyst til at give mig selv den opgave at læse tekster fra filosofihistorien i kronologisk rækkefølge. Det er vel en drøm om at udvide overblikket lidt. Næste tanke var at der måske er nogle af jer søde lyttere derude som gerne vil være med på turen. Så det blev til et podcastprojekt. Og fordelen er, så får jeg det også gjort.Rammen er simpel. Afsnittene er korte, det vil sige et kvarter plus minus et par timer.Størstedelen af et afsnit er oplæsning af uddrag af en original tekst. I en oversættelse man ikke nødvendigvis skal fæste så meget lid til, men som er god nok. Resten af tiden sætter jeg teksten ind i en sammenhæng eller trækker et bestemt begreb, spørgsmål eller pointe frem. En sjælden gang har jeg måske selv en tanke jeg vil af med.Kilder brugt i afsnittet:Manley, Bill. (2023). "The oldest book in the world". Thames and Hudson. Wikipedia og diverse andre ressourcer på nettet. 

Gæst: Johanne Nedergård. De fleste af os kender til at tænke sproglige tanker, noget der svarer til tale, bare “indeni” som man siger.  Det omtaler man typisk som den indre stemme. Men det er en fejltagelse at gå ud fra at alle mennesker har samme måde at bruge og opleve indre monolog eller dialog på. Nogle mennesker rapporterer at de ikke kender til nogen indre stemme, andre at de godt kender den, men næsten aldrig har den. Andre igen, har rigeligt, og ville måske gerne skrue lidt ned for den.Episode 6 handlede om forestillingsevnen, især den visuelle. Lige siden jeg lavede det afsnit, har jeg tænkt at følge op med temaet den indre stemme. Der er rigtig mange paralleller, og så er det jo bare uhyre interessant at beskæftige sig med kvaliteten og variationen i vores indre liv.Sørme om Johanne Nedergård så ikke dukkede op i flere medier, og fortalte om sin forskning i netop den dér indre stemme - bl.a. med fokus på at det ikke er alle der har én. Det glædede mig rigtig meget at Johanne var med på en samtale, og selve samtalen var en stor fornøjelse.Støt op om det hele ved at like & subscribe hvor du kan. Spred rygtet om podcasten. Din indre stemme (hvis du har én) vil takke dig for det!Læs mere på omdethele.dk Besøg  poesi.dkRing til Om det hele automatiske telfonsvarer på 77 34 2024 og læg en kommentar, besked eller fortæl hvad din indre stemme går og mumler. 

NU I STEREO ***I denne episode af "Om det hele og resten" handler det om lyd, især auditive illusioner, altså synsbedrag for ørerne. Men vi fordyber os også i høresansen og lyd i det hele taget. NB! Afsnittet er langt og lidt af en blandet lyd-handel - brug endelig indholdsfortegnelsen og tag det i bidder :-)Vi skal høre lyden af én hånd, der klapper. Vi skal høre lyden af et træ, der falder i en skov, hvor ingen er. Vi skal høre toner, der trodser al logik ved tilsyneladende at blive ved med at stige eller falde. Vi skal høre eksempler på, hvordan der er markant forskel på den lydlige virkelighed, og hvordan din hjerne arrangerer og fortolker den. Vi skal høre klip, hvor stykker af sprog høres på vidt forskellige måder, alt efter de forventninger vi har.Du skal helst lytte i hovedtelefoner - nogle af effekterne virker kun sådan.*** Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig  at podcasthosten konverterede stereofilen til mono. Men det gjorde den, og det ødelagde jo store dele af pointen med podcasten. Derfor denne genudgivelse … ***Tak fordi du lytter!

Kasper Levin er gæst i episode 7 af Om det hele og resten. Kasper har en baggrund i psykologi og filosofi, og har været tilknyttet Roskilde Universitet, men er pt. selvstændig forsker. Udgangspunktet for samtalen er spædbarnet. Kasper fortæller om hans psykologisk-filosofiske interesse i begrebet “sensus communis”, altså fællessansen. Spørgsmålet er blandt andet om spædbarnets oplevelse mon er “oceanisk” (med Freuds ord), og synæstetisk - dvs. er et udifferentieret hav af sanseoplevelser. Ligesom der måske ikke er den store forskel på “mig selv” og verden for spædbarnet, er der måske heller ikke skarpe skel mellem sansemodaliteterne, synet, hørelsen, følesansen og så videre. Kasper taler om sin interesse for det synæstetiske og tværmodale i sansningen og hvordan dette knytter an til kunst, bevægelse og filosofi. Bevægelse er i det hele taget centralt for Kasper som en form for sansemæssig kvalitet der ikke kan reduceres. I samtalen er der fokus på hvordan vores opfattelser af perception kan være kulturelt betinget, og hvordan vi har en tendens til at “naturalisere” de måder vi tilfældigvis har lært at se verden på. Det peger også i retning af en omfattende metaforkritik.  Det hænger så igen tæt sammen med Kaspers arbejde ift. børn diagnosticeret med ADHD og hvordan andre måder at være krop i verden på, såsom dem der udtrykkes i den dansende kamsport capoeira, udfordrer typiske  forståelser. Hen mod slutningen diskuterer vi om vores opfattelse af det indre liv, og selve den forestilling vi har om “et indre” også er kulturelt og historisk betinget. Vi runder også AI-revolutionens potentielle betydning for hvad vi kan tænke og hvordan vi tænker - for at vende tilbage til et gennemgående motiv såvel i samtalen som i Kaspers forskning, nemlig hvor vigtigt det er at anerkende neurodiversitet, se det som en ressource når det er muligt, og være kritisk overfor den snævre (og naturaliserende) funktionelle forståelse af hvordan vi er mennesker, som det naturvidenskabelige paradigme ofte anlægger. Kunst og æstetik kan bruges som en form for terapi, men når vi tager kunsten alvorligt, må den også at informere selve den videnskabelige tilgang og dens til tider klichefyldte metaforik. Produktion: Tomas ThøfnerMusik (“Moment forever”): Kalle Esbjørn Thøfner.Læs mere på omdethele.dkOg poesi.dk

Vi ser indre billeder og film, siger man. Men gør vi nu allesammen det? Hvad er variationerne i vores visuelle forestillingsevne? I denne episode kommer vi helt ind i hovedet, der hvor vi ser noget for os. Vi hører om aphantasia - lav eller helt fraværende billeddannelse. Vi hører fra forskningen, fra Sir Francis Galton, og Tomas har nogle tanker om det hele. Til sidst hører vi fra Om det heles automatiske telefonsvarer - der er nemlig kommet en besked.OM! er episoder af OM DET HELE OG RESTEN der handler om bestemte fænomener eller begreber.Tekst og produktion: Tomas ThøfnerØvrige medvirkende: Helle skov Fogh. Tone Esbjørn Thøfner.Musik (“Minnepind”): Kalle Esbjørn Thøfner.Læs mere på omdethele.dkOg poesi.dk

Lille trailer til de første fire afsnit, med de spændende gæster: Louise Juhl Dalsgaard, Niels Lyngsø, Kristoffer Ørum og Anders Søgaard. Om det hele og resten er en podcast der med udgangspunkt i poesi og filosofi er nysgerrig ud over alle grænser. Det hele er ikke nok, resten skal også med!poesi.dkomdethele.dkRing til Om det hele automatiske telefonsvarer, på 77 34 2024 og læg en besked, kommentar, spørgsmål, anbefaling, digt, vittighed. ... Det kan være den kommer med i podcasten. 

En soloepisode om mening der ikke er ment. Thøfners "Altings A" - en samling algoritmisk genererede tekster - har tyve års jubilæum. Episoden handler om den og de store sprogmodeller; hvordan virker de, og hvad siger teknologien om os? Og nå ja, så er Christel med, selvom hun ikke selv ved det. [NB: ny "opstrammet" version, pr. 19.4.24]omdethele.dkpoesi.dkyoutube.com/@omdetheleogrestenLæg et spørgsmål eller en kommentar på Om det heles telefonsvarer: 7734 2024.Speak, tekst og produktion: Tomas Thøfner.Musik (Moment forever og Minnepind): Kalle Esbjørn Thøfner. Tak fordi du lytter. Hvis du kan lide noget af det hele, så spred rygtet om podcasten, like & subscribe etc. 

Professor i kunstig intelligens, Anders Søgaard,  er gæst i denne episode af ODH. Anders fortæller om hvordan teknologien virker, og hvad dens implikationer er for vores selvforståelse. Læs mere på https://omdethele.dk og https://poesi.dkAnders Søgaards websites: https://anderssoegaard.github.iohttps://forlagetgladiator.dk/collecti...https://di.ku.dk/Ansatte/forskere/?pu...Du kan lytte til podcasten på fx Apple Podcasts og Spotify. Subscribe - det gør verden større!Musik: Kalle Esbjørn Thøfner

Billedkunstneren Kristoffer Ørum er gæsten i denne episode af ODH. Kristoffer fortæller om sin kunsteriske praksis, og især om projektet Frihed, lighed og hiphop. Det er med lige dele opmærksomhed på AI-revolutionen, hvordan vi kan forholde os til dens massive billeddannelse, og hvordan vi kan danne andre billeder af vores velfærdssamfund. Læs mere på https://omdethele.dkKristoffer Ørums websites: http://www.oerum.orghttps://www.instagram.com/kristofferorumDu kan lytte til podcasten på fx Apple Podcasts og Spotify. Subscribe - det giver god karma!Musik: © Kalle Esbjørn Thøfner.Værkfotos: © Kristoffer Ørum.

Niels Lyngsø er gæst i denne podcastepisode. Med begyndelse i Lyngsøs erfaringer fra et silent retreat - som han har beskrevet i bogen "Ti dages stilhed" (2019), drejer samtalen sig om hvad der søges i meditationen, om det ordløse og om konkrete oplevelser af at komme bagom vores perception og kognition.Musik: Kalle Esbjørn Thøfner.Læs mere på https://omdethele.dkNiels Lyngsøs websites: https://pragmatiskbuddhisme.dk og https://http://www.nielslyngsoe.dkDu kan lytte til podcasten på fx Apple Podcasts og Spotify. Subscribe - det giver god karma!

Louise Juhl Dalsgaard er gæsten i første episode af ODH. Samtalen handler om hvad forskellen er på sandhed og ærlighed, og på værdien af tvivl. Desuden handler den om Louises forfatterskab. Vært og produktion: Tomas Thøfner. Musik: © Kalle Esbjørn Thøfner.Der er ingen tvivl om at det vil være dejligt at du subscriber!Besøg http://omdethele.dk for mere info. Louises blog: http://destory.dk/Louises Facebook:   / louise.juhl.dalsgaard